Min Evige Forbandelse

Af Mara456

Oversat fra engelsk af Berantzino

Originaltitel "My Eternal Curse"

Rating: T

Disclaimer: "Jeg ejer ikke Harry Potter eller nogle af figurerne det kan genkendes i denne historie. Jeg ejer kun plottet og mine egne originale karakterer. Jeg tjener ikke nogle penge på det her, så vær venlig ikke at sagsøge mig."

Mara456, direkte fra hendes historie disclaimer

Beskrivelse: Ginny troede hun var fri for Romeo Detlev for evigt... For kun at finde ud af at han aldrig rigtigt gik væk. Nu må hun konfrontere ham og sine egne værste frygter før det er for sent. Men hvordan kæmper man mod en fjende der kender dig bedre end du selv?

Latin: Umbra betyder 'skygge'.

Kapitel Seks

Stilhed Før Stormen

Ginny vågnede landsomt til lyden af anspændte, hævede stemmer. Hun havde det som om en muggler lastbil havde kørt hende over. Først var hun for disorienteret til at kunne forstå hvad stemmerne talte om, men hendes hovede blev hurtigt mere klart, da hun hørte sit eget navn blive nævnt. Hun åbnede øjnene og så hun var i Hospitalsfløjen. I den modsatte side af værelset stod Professor McGonagall med ryggen til Ginny. Overfor McGonagall stod Professor Trelawney, der virkede ophidset, og Madam Pomfrey der prøvede at komme af med. Ginny spekulerede vagt på hvornår Professor ;cGonagall var kommet tillbage,

"... Miss Weasley og Mr. Potter er under ingen omstændigheder i stand til at modtage gæster, Professore," sagde Madam Pomfrey fast til de to kvinder. "Vær venlig at gå, og det er med det samme!"

"Jeg nægter at gå før jeg har talt med Virginia Weasley!" sagde Professor Trelawney trodsigt.

"Jeg er ked af det, Poppy," sagde Professor McGonagall. "Men jeg forlader ikke mine elever før Professor Trelawney forlader Hospitalsfløjen."

"Det er begge ved at komme sig over ulykken," sagde Madam Pomfrey. "De har brug for deres ro, og den vil jeg ikke have forstyrret! Gå nu, eller jeg for jer begge boortvist herfra indtil de er fuldstændigt kurerede!"

"Flyt dig, Minerva" hvæsede Professor Trelawney.

Jeg vil ikke lade negen af mine elver blive behandlet forkert af dig, eller nogen andre, Sybil." sagde Professor McGonagall med en ilterhed og beslutsomhed i stemmen som Ginny aldrig havde hørt fra hende før. "Hvis du ønsker at tale med dem når de har fået det bedre kan jeg ikke kontrollere det... Men du vil ikke forstyrre dem nu, og du vil ikke straffe dem for hvad der skete."

Professor Trelawney lagde mærke til at Ginny var vågen, og skubbede sig straks forbi både McGonagall og Pomfrey, og gik direkte mod hende. Ginny følte sommerfugle i maven ved synet af sin Spådomslærer komme mod hende med lange skridt. Hun prøvede at sætte sig op, men en skarp smerte i hendes side fik hende til at lægge sig ned igen. Få øjeblikke senere prøvede hun igen, denne gang langsommere, og det lykkedes for hende at sætte sig op mod hovedgærdet på hospitalssengen. Hendes Spådomslærer kiggede på hende med en mørk intensitet der fik Ginny til at føle sig lille. Hvorfor var hun så vred på hende?

"Forklar dig selv!" forlangte Professor Trelawney. Ginny stirrede på hende med et uforstående ansigtsudtryk.

"Hvad taler hun om?" tænkte Ginny.

"Forklar hvad der skete på Quidditchbanen tidligere idag," tydeliggjorde Professor Trelawney.

"Jeg fløj i luften, ligesom i min drøm," forklarede Ginny, langsomt. "Men denne gang vidste jeg det ville ske og jeg-"

"Du prøvede at forhindre det," sagde Professor Trelawney. Det var ikke et spørgsmål. Der var en underlig, nærmest ventende pause før hun talte igen. "Hvor vover du at gribe ind i den sti Skæbnen lægger foran os!"

"Und-undskyld mig?" spugte Ginnu, overrasket. Det var det sidste hun forventede at høre fra hendes Professor.

"Du hørte mig," sagde Professor Trelawney. "Du har ingen ret til at blande dig i den sti Skæbnen sætter foran ham, eller nogen andre. Du har ingen ret til at prøve at ændre tingene."

"Men jeg troede at visionen jeg fik var en advarsel, så jeg kunne ændre ting," sagde Ginny.

"Det er ikke op til dig at tage den beslutning, mit barn," sagde Trelawney. "Hvis det var ment for Harry at han skulle overleve så ville han det."

"Hvorfor skulle jeg ikke?" forlangte Ginny, der lyd forfærdet ved alternativet. "Jeg havde magten til at redde Harry's liv. Jeg ville ikke bare lade stå til, og se ham falde til sin død! Hvad ville du have mig til? Lade ham dø?"

"Ja!" hvæsede Professor Trelawney praktisk talt af hende. "Du har med kræfter at gøre der er langt ud over hvad du kan opfatte. Det er ikke op til dig at tage disse beslutninger, uanset situationen. Vi er ment til at bære beskeden fra den anden side, ikke tåbeligt prøve at ændre Skæbnen. Hvem ved hvad handlingerne af dine barnlige handlinger vil føre med sig? Det må du aldrig gøre igen, er det forstået?"

"Lad hende være," sagde Professor McGonagall.

"Jeg gjorde hvad jeg mente var rigtigt," sagde Ginny stille. "Jeg er ligeglad med din billigelse, eller din tilladelse. Jeg har gjort det før, og jeg vil gøre det igen! Jeg er ligeglad med at du er min Professor, du har ingen ret til at fortælle mig hvad jeg må med mine evner!"

"Hvor vover..." startede Trelawney. Ginny rystede. Hun var bange for hun havde trådt over sin grænse. Professor McGonagal gav hendes Professor et morderisk blik, hvilket fik Professor Trelawney's beslutsomhed til at falme en smule. "Du glemmer hvem du taler til mit barn. Jeg giver dig en måneds eftersidning, og jeg trækker halvtreds point fra Gryffindor for det her!"

"Du overtrådte dine bevillinger længe siden Professor," sagde McGonagall. "Jeg vil snakke med Rektor Dumbledore om det her. Jeg vil ikke lade dig straffe pigen for at gøre det rigtige... Gå nu, før jeg fjerner dig."

Trelawney spankulerede ud af Hospitalsfløjen uden et ord mere. Ginny tøvede et øjeblik, for hun kiggede op på sit kollegieoverhovede. Til sin overraskelse så Professor McGonagall på hende med et beroligende sympatisk udtryk i ansigtet.

"Prøv, ikke at bekymre dig om hende," sagde Professor McGonagall. "Jeg vil tage mig af det her."

Professor McGonagall forlod Hospitalsfløjen. Ginny lagde mærke til Harry der lå i hospitalssengen ved siden af hendes. Hvordan kunne han sove gennem alt det?

"Hvordan har Harry det?" spurgte Ginny.

"Han vil være okay," sagde Madam Pomfrey. "Det lykkedes for dig at bremse hans fald nok, til at hans skader ikke var for voldsomme. Hvis du ikke gjorde hvad du gjorde, tvivler jeg på han stadig ville være hos os... Få nu noget søvn. Du har haft en lang dag."

Ginny protesterede ikke da Madam Pomfrey hjalp hende med at komme ned og ligge igen, og lukkede gardinerne omkring hendes hospitalsseng. Romeo havde lyttet til udvekslingen; han prøvede stadig at ryste eftervirkningerne af Romeo havde fået efter 'episoden'. Han var bare glad for at Ginny ikke havde slået dem begge ihjel i alt det her. Selvom han måtte indrømme, at ved ikke at stoppe hende i at beskytte Potter, havde han givet hende endnu mere grunf til at stole på ham... Ja, det kunne bestemt vise sig at blive nyttigt. Han ville lade ende være alene nu, og lade hende finde ud af noget af det her selv. Imens, ville han koncentrere sig om næste del af hans plan.

Albus kiggede op da Professor McGonagall brasede ind på hans kontor, og praktisk talt smækkede døren i bag hende. Han kendte kun til en ting der kunne få hende til at opføre sig sådan.

"Strid med Sybil igen, kan jeg se," sagde Professor Dumbledore med et glimt i øjet. "Sæt dig ned og fortæl mig hvad der skete?"

"Jeg var lige kommet tilbage, da jeg løb ind i Hagrid," forklarede Professor McGonagall, da hun satte sig. "Han fortalte mig hvad der var sket. Så jeg tog til Hospitalsfløjen for at tjekke på Mr. Potter's og Miss Weasley's tilstand. Da jeg kom der så jeg Professor Trelawney der forlangte at se Miss Weasley, på trods af at Poppy insisterede på at hun ikke var i stand til at have besøgende. Jeg greb ind og prøvede at hjølpe Poppy med at slippe af med hende, men hun ville ikke gå. Miss Weasley vågnede op, og Professor Trelawney begyndte at skvaldre op om ikke at blande sig i andres Skæbner, og prøvede at forbyde Virginia at bruge sine visioner til at ændre ting."

"Hvad sagde Miss Weasley?" spurgte Albus.

"Hun fortalte Trelawney at hun ville blive ved med at bruge sine evner, på sin egen måde," sagde Professor McGonagall. "Uanset hvad Trelawney mente."

"Hvordan svarede Sybil på det?" spurgte Albus.

"Hun tog halvtreds point fra Gryffindor, og gav hende en måneds eftersidning, Albus!" sagde Minerva. "Eftersidning for at redde Harry's liv, og for at ville bruge sine vner til at hjælpe andre! Jeg vil ikke have det, Albus! Hun skulle ikke blive sraffet for at gøre det rigtige! Jeg vil ikke lade hende behandle noget medlem af mit kollegie på den måde! Du kan ikke lade den straf forblive gyldig! Du og jeg ved begge at hun ikke gjorde noget galt, hvis der var noget, skulle hun belønnes for sine handlinger."

Før Dumbledore kunne svare, blev der banket på døren. Sybil Trelawney gik ind på Dumbledore's kontor, med en drømmende og dog, turbulent luft omkring sig.

"Mit Indre Øje sagde jeg skulle komme her, og søge din uendelige visdom, Rektor," sagde Trelawney i en drømende stemme. "Miss Weasley må ikke blive i denne retning... Synet var aldrig ment at blive brugt på denne måde! Seere er ment til at bære beskeden... intet mere. Du må lade straffen forblive gyldig, Rektor. Hun må lære at kontrollere sig selv. Hun har stort potentiale. Jeg vil ikke lade en af mine elver fortsætte på den måde."

"Hun så en chance for at hjælpe nogen, og hun tog den," sagde McGonagall. "Hun gjorde hvad hun mente var rigtigt. Hvordan kan det være forkert?"

"Det er en Seer's opgave at foudsige det der vil komme," sagde Trelawney. "Virginia søger at forandre Skæbnen... som er højst uforanderlig. Alt hun vil gøre er at skade sig selv ved at gøre det her Albus. Selvfølgelig kan du se min position."

Minerva fnyste hånligt.

"Virginia Weasley gjorde sit bedste i en dårlig situation," sagde Dumbledore. "Det er ikke forkert. Jeg ser ingen grund til at lade denne straf forblive gyldig. Faktisk, belønner jeg Gryffindor halvtreds point for hendes mod, og hurtige tænklning i en farlig situation."

"Men Rektor-" startede Trelawney.

"Jeg er ikke færdig," sagde Dumbledore. "Jeg forstår dine stærke følelser i dette, Sybil. Jeg føler jeg må bede dig om ikke at lade dine personlige følelser skygge for dine dømmekraft. Barnet har brug for guiding. Jeg vil gerne have du fortsætter med at guide hende, som du ville enhver anden elev, forstået?"

"Ja, Rektor," sagde Trelawney. "Men kun Skæbnen kan diktere hvordan det her vil gå..." Så gik hun uden et ord mere,

"Tak, Rektor," sagde Professor McGonagall.

"Det var så lidt," sagde Dumbledore. "Jeg vil gerne have dig til at holde øje med Miss Weasley de næste par uger, bare til alt det her dæmper sig lidt."

"Naturigvis Rektor," sagde Professor McGonagall. "Hvis du vil have mig undskyldt..."

Professor McGonagall rejste sig og gik, efterlod derved Dumbledore til at overveje situationen.

Harry vågnede med et sæt, ved at hans ar brændte som en rasende. Han gned sit ar nogle øjeblikke, og begyndte derfefter at lede efter sine briller. En skikkelse rakte dem til ham og han tog dem på. Verdenen kom tilbage i fokus; han var i Hospitalsfløjen. Ron og Hermione stod ved siden af hans seng, og så en smule bekymrede ud. Ginny sad i hospitalssengen ved siden af hans, hendes tæpper trukket over sine ben, og læste i hendes Spådomsbog, med et fraværende ansigtsudtryk. Langsomt begyndte smerten i hans ar at falme. Ginny kiggede op og smilte, da hun så han var vågen.

"Velkommen tilbage," sagde Ron. "Vi var bekymrede for dig."

"Gør dit ar stadig ondt?" spurgte Ginny.

"Ja," sagde Harry. "Men bare rolig. Det er ikke slemt."

"Måske skulle jeg hendte Madam Pomfrey," sagde Hermione.

"Det er okay," Hvad skete der? Det sidste jeg husker var at jeg fløj over Quidditchbanen..."

"Kan du huske den vision jeg havde for to uger siden?" spurgte Ginny.

"Men jeg troede du sagde det bare var en drøm," sagde Harry.

"Det var også hvad jeg troede det var," sagde Ginny. "Men så så jeg Ron og Hermione tale sammen på præcis den samme måde som i min drøm. Jeg vendte mig for at kalde timeout. Pludselig greb du til dit ar, skreg og faldt af din kost. Jeg dykkede for at redde dig og..."

"Og?" spurgte Harry, og ventede på hun fortsatte.

"Jo, altså, jeg reddede dig ikke helt på den måde jeg havde planlagt," sagde Ginny genert. "Istedet for at gribe dig, så... ramte du mig nærmest på vej ned..."

"Du landede på hende," sagde Ron. "Hun brugte sin egen krop til at bremse dit fald."

"Og det var også godt hun gjorde det," sagde Hermione. "Hvis det ikke var lykkedes for hende at bremse dig, ville du have været død. Ginny reddede dit liv, Harry!"

"Tak, Ginny," sagde Harry. "Jeg formoder det betyder du er en ægte Seer. Trelawney må være ekstatisk."

"Som om," brummede Ginny.

"Hun fik ballade af Professor Trelawney for at redde dig Harry," sagde Ron.

"Du fik ballade," sagde Harry, vantro. "Hvorfor ville du få det? Du reddede mig, da ingen andre kunne."

"Det er det der er problemet," sagde Hermione. "Professor Trelawney sagde det ikke var meningen hun skulle redde dig."

"Treæawney sagde til mig at jeg ikke må bruge mine kræfter til at ændre ting," sagde Ginny vredt. "Hun forventer jeg bare skal sidde og være kryptisk, mens andre lider på grund af min mangel på handling." Ginny begundte at lave en efterligning af Professor Trelawney. " 'Kræfterne af Skæbnen er i ingens hænder... forresten, Hermione... pas på en rødhåret Weasley.' Som om hun ville vide bedre. Hun har ikke engang haft en ægte vision i hele sit liv!"

Harry vidste det ikke var helt sandt, men det havde han ikke lyst tl at fortælle Ginny. Han ville næsten have syntes det hele var sjovt, hvis det underforståede ikke havde været så seriøst.

"Hun vill ahve ahft at du lod mig falde til min død," sagde Harry, dybt frastødt. "Det er sygt!"

"Da jeg var uenig med hende, prøvede hun at tage halvtreds point fra Gryffindor og gav mig en måneds eftersidninger," sagde Ginny.

"Kan hun det?" spurgte Harry.

"Åbenbart ikke," sagde Hermione. "Professor McGonagall kom i morges, og gav os nyheden. Professor Dumbledore har annuleret Ginny's straf. Faktisk, gav han endda Gryffindor halvtreds point, fo at redde dig."

"Jeg ked af at jeg fik dig i ballade hos Trelawney," sagde Harry.

"Det gør ikke noget," sagde Ginny.

"Hvordan har du det Virginia?" spurgte Madam Pomfrey da hun var kommet inden for hørevidde.

"Jeg har det meget bedre nu," sagde Ginny. "Hvornår kan jeg gå?"

"Lige så snart jeg har tjekket dig grundigt, så jeg er sikker på du vil forblive i et stykke nå du går herfra," sagde Madam Pomfrey. "Men jeg vil ikke have dig til at presse dig selv de næste par dage, forstået? Jeg vil ikke have dig tilbage fordi du gjorde for meget."

"Ja, Madam Pomfrey," sagde Ginny.

"Nå, hvordan har du det så unge mand?" spurgte Madam Pomfrey. "Gør dit ar ondt igen?"

"Jeg har det fint, Madam Pomfey," sagde Harry.

"Harry's ar gjorde ondt da han vågnede,"sagde Hermione. Ved Hermione's ord, tjekkede hun ham lige over. Da hun lagde en hånd på hans pande, skar Harry ufrivviligt en grimasse. Hans ar var stadig ømt.

"Jeg vil gerne beholde dig her en dag eller to mere," sagde Madam Pomfrey. "Bare for at være på den sikre side... Besøgstiden er ovre om ti minutter. Så vil jeg have jer to ud herfra. Jeg vil lave en sidste undersøgelse på dig senere i aften, Miss Weasley. Når de går vil jeg have i begge får noget hvile. Det er en odre."

Madam Pomfey gik tilbage på sit kontor, og lukkede døren bag sig. Harry gav Hermione et anklagende blik. Der var alligevel ikke noget Madam Pomfrey kunne gøre for ham med hensyn til det her. Så hvorfor prøve? Desuden, havde han tænkt sig at fortælle det til Dumbledore uanset hvad.

"Mange tak, Hermione," sagde Harry. "Nu vil hun aldrig lade mig gå."

"Jeg blev nødt til at fortælle hende det, og det ved du også godt, Harry," sagde Hermione.

"Bare rolig, Harry," sagde Ron. "Hun kan ikke holde på dig mere end en dag eller to mere."

"Nå, jeg vil se at komme afsted," sagde Hermione. "Vi har en stil for til på fredag, og jeg har ikke skrevet den færdig endnu. Jeg har taget dine bøger med, så du kan lave din mens du er her." Hermione gav Harry hans taske.

"Kan han ikke slappe lidt af fra bøgerne et stykke tid?" spurgte Ron. "Madam Pomfrey sagde han skulle have hvile."

"Skade er ingen undskyldning for at komme bagud," sagde Hermione. "Desuden, skulle Harry jo helst ikke få en eftersidning af Professor Snape, fordi han ikke lavede sine lektier. Vi kommer tilbage og besøger dig senere, hej."

"Vi ses," sagde Ron. De forlod Hospitalsfløjen sammen. Ginny mumlede noget dæmpet, og vendte tilbage til sin bog, fuldstændig uden at ænse verdenen omkring hende. Harry kunne ikke få ud af hovedet hvad Ginny havde sagt om Professor Trelawney. Hvordan ville opføre sig når han var i nærheden, nu da hun mente han skulle væe død? Harry trak sine bøger til sig, besluttet på at sætte det hele ud af hovedet, for et stykke tid.

Ginny gik mod Forvandlingslokalet alene. Hun ville gerne takke Professor McGonagall for at forsvare hende, før timen startede. En underlig utlipashed synes at fylde sig i luften selv da Ginny gik mod klasseværelset; hun kunne sanse noget unaturligt i nærheden. Hun gik in i klasseværelset. Hun kunne næsten smage den kontrollerede magi der svævede i rummet. Det var tomt, med undtagelse af en stribet kat, der var rullet sammen til en kugle og sov på Professor McGonagall's kateder. Ginny gik op til katederet så stille som muligt for ikke at vække den. Følelsen voksede da hun kom nærmere katederet. Hun prøvede at lokalisere hvor det det kom fra, og blinkede da hun fandt det. Det kom fra katten. Hun koncentrerede sig, og prøvede at finde ud af hvad det var.

Da vidste hun det. De var slet ikke en kat alligevel. Men hvis det ikke var en kat så måtte det jo være... en troldmand! Da slog det hende. Det var Professor McGonagall. Dette var hendes animagusalias. Det havde været så længe sidenhun havde set hende sådan, at hun helt havde glemt det. Men hvordan kunne fornemme animagussen? Det skulle ikke være muligt, og dog kunne hun føle det lige så tydeligt, med en smule koncentration. Gad vide...

"Professor McGonagall?" sagde Ginny blødt, og klappede McGonagall's mave for at få hendes opmærksomhed. Katten rørte en smule på sig, strakte sig let, og faldt i søvn igen. Hun prøvede igen. Ingen reaktion. Tid til at prøve en ny taktik. Hun talte højere, mens hun uglede hårene på kattens hovde, for at irriterede hende.

"Vågn op Professor! Timen starter snart. Vil du have hele klassen til at se dig sove på dit skrivebord?"

Katten åbnede sine øjne, blinkede de sidste rester af søvn væk, og rettede et gennemborende blik mod Ginny. Forståelse blussede i kattens øjne. Professor McGonagall rejste sig, strakte sig, og hoppede da yndefuldt ned fra bordet, mens hun forvandlede sig til sit normale jeg. Magien som Ginny have mærket forsvandt fuldstændigt, sporløst.

"Tak for at vække mig, Mis Weasley," sagde McGonagall. "Jeg må have døset en smule... Hvornår er næste time?"

"Om et kvarter," sagde Ginny.

"Vi har lige nok tid til at stille op," sagde Professor McGonagall. "Vil du hjælpe mig, Miss Weasley?"

"Ja frue," sagde Ginny. Professor McGonagall og Ginny gik over til en stor kasse fyldt med mursten. "Hvad er de til?"

"I dag skal vi arbejde på at forvandle mursten til fugle," sagde McGonagall. "Sæt en mursten på hvert bord. Jeg sætter burene op..."

Professor McGonagall pegede på tre store bure i den anden ende af rummet. Ginny og McGonagall arbejdede i stilhed nogle minutter, indtil McGonagall brød stilheden.

"Så, hvad bringer dig så tidligt til time, kære?"

"Jeg ville bare takke dig for at forsvare mig i Hospitalsfløjen," sagde Ginny. "Professor Trelawney har ladet mig være for nu, men hun er stadig vred omkring det. Tak. Jeg tror ikke jeg ville kunne have klaret en måneds eftersidning."

"Det var så lidt," sagde Professor McGonagall. "Bare husk, at hvis du har nogen problemer med Professor Trelawney, eller du har vrug for at snakke med nogen, står min dør altid åben for dig."

"Tak, Professor," sagde Ginny, og smilte let. "Det vil jeg huske."

"Er der andet?" spurgte Professor McGonagall.

"Jeg tænkte på..." sagde Ginny langsomt. "Er der nogen måde hvorpå en troldmand kam mærke en Animagi's tilstedeværelse? Altså naturligt..."

"Du mener folk der er følsomme for Animagi?" spurgte McGonagall. "Nej, der er nogle specielle besværgelser og eliksirer der kan det, men de er ret komplicerede, og svære at bruge. Så vidt jeg ved, er der ikke nogen der kan føle når en person er i sin Animagusform. Magien der bruges er alt for raffineret, kontrolleret, en del af brugeren til at det kunne være muligt. Hvorfor spørger du?"

"Bare nysgerrig," sagde Ginny, og trak på skuldrene. De blev begge stille da klasselokalet begyndte at fyldes af elever. Timen endte med at blive en fuldstændig katastrofe da flere af eleverne forvandlede deres mursten forkert, gav stenene vinger, istedet for at lave dem om til fugle. Dette skabte total kaos da de lettede, og begyndte at angribe eleverne, indtil det lykkedes for Professor McGonagall at stoppe det. De endte med at sende en fjerdedel af eleverne til Hospitalsfløjen før timen var forbi. Undervejs det hele Kunne Ginny ikke holde op med at tænke på hvad Professor McGonagall havde fortalt hende, og hvad hun havde følt. Hun var sikker på hvad hun havde følt var virkeligt... Så hvad betød det for hende? Kunne Professor McGonagall tage fejl? Eller var hun bare ved at gå fra forstanden? Det kunne kun tiden vise...

Heldigvis, gik de sidste to dage uden nogle hændelser for Harry. Ud over nogle få flere der kom og ønkede god bedring, samt folk der pressede for detaljer de ikke kunne få ud af Ginny, ud over det, havde ting været pænt stille for Harry. Han havde hørt om nogen der havde omringet Ginny for at få detaljer, men så vidt han vidste, havde det ikke været så slemt. Hans ar havde gjort ondt med mellemrum siden hændelsen, som om det advarede ham om at faren var langt fra overstået. Han havde ikke fortalt Madam Pomfrey om det, men han havde tænkt sig at fortælle Professor Dumbledore om sine anelser når han slap ud. Madam Pomfrey have endelig givet ham tilladelse til at forlade Hospitalsfløjen, og Harry ville væk for hun skiftede mening. Han skar en lille grimasse, da han tog sin tunge taske på, og gik ud fra Hospitalsfløjen. Professor Dumbledore ventede på ham lige uden for døren.

"Goddag, Mr. Potter," sagde Dumbledore. "Hvordan har du det?"

"Jeg har det meget bedre, Professor," svarede Harry.

"Kom med mig," sagde Dumbledore. "Jeg bliver nødt til at tale med dig et par minutter."

Harry fulgte Professor Dumbledore i stilhed. Han havde ikke registreret at de var gået mod Dumbledore's kontor før de ankom foran stengargoylen. Hvorfor ville Dumbledore tale med ham?

"Syrepropper," sagde Dumbledore. Gargoylen sprang til side og de gik ind. Fawkes sad på sin sædvanlige siddepind. Den så en smule mat ud. Harry satte sig, og så Dumbledore gå gennem sit kontor, mens han ledte efter noget.

"Hvordan føles dit ar, Harry?" spurgte Dumbledore.

"Det har gjort mere ondt siden uheldet," sagde Harry.

"Jeg forstår at uheldet, som du kalder det, skete på grund af at dit ar gjorde ondt," sagde Dumbledore.

"Ja, sir," sagde Harry.

"Hørte du noget, eller så noget da det skete?" spurgte Dumbledore. "Eller fik nogle underlige følelser?"

Harry stoppede for at tænke sig om et øjeblik. Var der noget andet end smerten? Der var noget andet... et billede af Voldemort der lo. En kuldegysning løb ned af Harry's ryg ved tanken.

"Jeg så et billede af Voldemort," sagde Harry langsomt, og anstrengte sit sind for detaljer der ikke ville komme. "Han lo over noget, men jeg ved ikke hvad det kunne være."

"Det var som jeg forventede," sagde Dumbledore, nærmest til sig selv.

"Hvad, sir?" spurgte Harry.

"Åh, ikke noget der har med dig at gøre, Mr. Potter," sagde Dumbledore. Han tog en lille træboks ud af et hemmeligt rum bag sit skrivebord. Dumbledore stillede det på bordet og satte sig.

"Tror du at den fortsatte smerte i mit ar er en slags advarsel?" spurgte Harry. "Eller måske et tegn på at Voldemort's magt vokser?"

"Det kunne det være," sagde Dumbledore. "Jeg har bedt dig om at komme her, for at vise dig det her..."

Dumbledore gav boksen til Harry. Udenpå lignede det en almindelig boks, men der var noget ved den, noget der kaldte på Harry og bad ham om at åbne den. Harry kiggede tilbage på Rektoren, og så et glimt i hans øjne.

"Det var din mor's," sagde Dumbledore. "Hun gav den til mig den sidste gang jeg så hende... Hun fortalte mig, at hvis der skule ske hende noget, skulle jeg give den til dig efter din seksten års fødselsdag, og ikke et øjeblik før."

"Hvad er der i den?" spurgte Harry.

"Det ved jeg ikke." sagde Dumbledore. "Det ville hun ikke fortælle mig. Hun har sat kraftfulde beskyttelser på den boks. Kun du og jeg kan håndtere den, og kun du kan åbne den."

Harry åbnede boksen. Indeni var en konvolut lavet af tykt pergament, forseglet med voks og et segl han ikke kendte, en signetring med et matchende våbenskjold, og en smuk halskæde. Harry undersøgte våbenskjoldet på brevet nærmere. Det var en løve der kæmpede mod en kæmpe slange, med en inskription skrevet nedenunder i et sprog Harry ikke genkendte. Harry vendte brevet om, og så ordene 'Til Harry Potter' skrevet i en håndskrift Harry gættede på var hans mor's. Han brød seglet og åbnede brevet. Han tøvede et øjeblik. Harry kiggede op på Rektoren, der smilte til ham, opmundrede ham til at fortsætte. Han følte sig en smule mere sikker, og læste brevet.

Kære Harry,

Hvis du læser dette, kan jeg ikke længere hjælpe dig, men måske kan det her. Våbenskjoldet på seglet på dette brev har været Potterfamiliens segl i generationer. Din far har vedlagt sin signetring. Ringen har været givet videre fra genration til generation lige så længe som der har været en Potter klan. Der er utallige legender og historier, ikke kun om ringen, men om hele Potter klanen flere århundreder tilbage. Jeg er ked af at jeg ikke kan fortælle mere om det her. Jeg er ked af at jeg ikke kan fortælle dig disse ting selv... Pas på ringen. Den kan vise sig at blive mere nyttig en du kan forestille dig lige nu.

Jeg har vedlagt Halskæden af Umbra. Jamed gav den til mig da du blev født. Legenden siger at halskæden kan vise hjerterne og sindene af andre, men kun i den person's hænder som halskæden finder værdig. Selvfølgelig, kan det jo måske kun være en legende. Jeg har haft den over et år nu og det eneste den har gjort indtil nu er at se smuk ud. Jeg vil gerne have dig til at gå med den, og aldrig lade den ude af syne. Fortæl ikke nogen om halskæden med mindre det er højst nødvendigt.

Jeg ville ønske jeg kunne fortælle dig mere... Jeg ville ønske jeg kunne advare dig... Husk to ting, min søn. James og jeg vil altid elske dig og vil altid være der, i ånd, hvis ikke i levnde live. Husk altid at intet er altid hvad det ser ud til at være.

Elsker dig for evigt,

Lily Potter

Harry's øjne blev sløret af tårer, da han læste brevet igen. Hvorfor ville hans mor have ham til at vente så længe før han fik det? Han havde så mange spørgsmål, men han vidste at de to personer der kunne give ham svar, forlængst var døde. De var væk, og der var intet der kunne bringe dem tilbage... Harry tog ringen op, og undersøgte den nærmere. Den var lavet af guld. Selve designet var lavet af en rød emerald der var sat fast i ringen uden nogen synlige sammenføjninger. Han lagde den tilbage i boksen og tog derefter halskæden ud for at se nærmere på den. Den havde en enkelt, stor perfekt, blå sten der hang uden nogen samling fra en lige så perfekt platinkæde. Stenen synes nærmest at have et lys af sit eget. Harry fik en pludselig, uimodståelig trang til at tage den på. Han holdt den nogle øjeblikke mere, tog den så på, og gemte den under sin kappe.

"Den halskæde har været i din familie lige så langt tilbage jeg kan huske," sagde Dumbledore. "Det forklarer hvorfor ingen af de to ting blev fundet... Jeg havde dem i alle disse år, jeg vidste det aldrig selv."

"Hvorfor vill hun ikke fortælle nogen hvad der var i boksen?" spurgte Harry.

"Jeg er ikke sikker," sagde Dumbledore. "Jeg er sikker på hun havde sine grunde... Frokost starter snart. Har du det fint nok til at afslutte dine timer idag?"

"Ja sir," sagde Harry.

"Godt," sagde Dumbledore. "Du må gerne gå..."

Harry samlede boksen og brevet op og gik, med retning mod Gryffindortårnet, mens han spekulerede på hvad hans mor's advarsel betød.

Harry satte sig over for Ron og Hermione ved Gryffindor bordet og begyndte på sin frokost. Han overvejede om han skulle fortælle dem om boksen fra hans mor. Hans mor havde advaret ham om ikke at fortælle nogen om halskæden... Måske ville det være bedre hvis han ikke nævnte det nu. Harry kiggede op og så Ginny med Mark igen. De så ud til at tale om et eller andet... Verdenen omkrong ham begyndte ligesom at falde væk da han holdt øje med Ginny. En underlig skygge synes at hænge ved Ginny, om om den bølgede fra hende. Harry kunne ikke tage sine øjne fra hende da han hørte en underlig brummende lyd, næsten som-

"... Hogwarts til Harry," sagde Hermione. "Er du der, Harry?"

"Hvad?" spurgte Harry, forskrækket ved lyden af hendes stemme.

"Jeg spurgte om du havde tænkt tig at tage til Hogsmeade i den her weekend," sagde Hermione.

"Ja," sagde Harry. "Jeg havde tænkt mig at spørge dig om det. Jeg har snakket med Proffessor Lupin. Han arrangerer et møde med Snuffy, og vi er velkomme til at komme på besøg."

"Det lyder godt," svarede Hermione. "Jeg vil med glæde komme. Hvad med dig Ron?"

"Ok," sagde Ron. Ginny kom over og satte sig ned ved siden af Harry.

"Hej Gin," sagde Ron. "Så, hvad talte dig og Mark om?"

"Han spurgte mig om jeg ville tage til Hogsmeade med ham i weekenden," sagde Ginny.

"Hvad svarede du?" spurgte Hermione.

"Jeg sagde jeg ville tænke over det," sagde Ginny. Ron fik hvad Ginny kaldte 'det overbeskyttende storebror udtryk' i ansigtet. "Slap af Ron, vi er kun venner... intet mere, intet mindre."

"Ok, men ved han det?" sagde Ron.

"Selvfølgelig gør han det," sagde Ginny, og rødmede en smule. "Du bekymrer dig for meget."

Ron så ikke ud til at være overbevist, men sagde ikke mere. Resten af frokosten gik uden noget særligt skete og Harry gemte den sære skygge han havde set over Ginny i det bagerste af hans bevisthed, næsten glemt.

TBC