Min Evige Forbandelse

Af Mara456

Oversat fra engelsk af Berantzino

Originaltitel "My Eternal Curse"

Rating: T

Disclaimer: "Jeg ejer ikke Harry Potter eller nogle af figurerne det kan genkendes i denne historie. Jeg ejer kun plottet og mine egne originale karakterer. Jeg tjener ikke nogle penge på det her, så vær venlig ikke at sagsøge mig."

Mara456, direkte fra hendes historie disclaimer

Beskrivelse: Ginny troede hun var fri for Romeo Detlev for evigt... For kun at finde ud af at han aldrig rigtigt gik væk. Nu må hun konfrontere ham og sine egne værste frygter før det er for sent. Men hvordan kæmper man mod en fjende der kender dig bedre end du selv?

A/N: De næste to kapitler er bestemt et sæt, og vil blive frigivet samtidigt.

Kapitel Syv

En Dag I Hogsmeade Man Ikke Glemmer: Del I – Forretninger Som Sædvanligt

Romeo mærkede endelig Ginny's sind glide i en fredfyldt søvn... perfekt. Han strakte sin indflydelse gennem deres krop, og tog fuldstændig kontrol over hende igen. Heldigvis, kunne hans prinsesse stadig ikke mærke når han brugte hendes kropp på denne måde, for ellers ville hun sikkert destruere ders forhold ved barnagtigt at springe ud af det nærmeste vindue. Romeo vidste, at dybt nede, var hun stadig i stor fare for at gøre netop det, og det var derfor han trådte forsigtigt omkring hende... Hvis han gik for hurtigt frem, ville hun slå sig selv ihjel, og det ville han ikke have. Han åbnede hendes øjne, og kiggede sig omkring. De lå i deres seng, med forhænget trukket tæt omkring dem. Han satte sig op og trak forhænget fra, kiggede på de andre i rummet. De sov alle fast. Han steg ud af sengen, skiftede Ginny til Mugglertøj, lagde hendes tryllestav i lommen, og gik.

Desværre, havde Ginny tryllestav ikke virket ordentligt på det seneste. Den havde den her dårlige vane med at nægte at arbejde på de mest ubelejelige tidspunkter. Ginny troede hun havde beskadiget den på en eller anden måde, men Romeo havde tjekket den. Der var ingen tvivl. Tryllestaven virkede perfekt, men det gjorde deres kontrol over den ikke, af en eller anden grund. Det var nærmest som om tryllestaven var begyndt at afvise Ginny, som den havde med Romeo fra starten. Romeo vidste at tryllestaven vælger troldmanden, ikke den anden vej rundt. Ligesom Romeo, måtte Ginny nogle gange kæmpe mod hendes Tryllestav, for at bibeholde kontrol. Hvis det blev ved på denne måde ville de blive nødt til at finde en ny tryllestav. De fleste troldmænd voksede ikke fra deres tryllestave før de nåede deres voksenår, og da slet ikke hvae den afvise dem på den måde. Tryllestavens afvisning hvade noget at gøre med deres forbundne tilstand, men hvad, og vigtigere hvorfor, plagede Romeo.

"Måske er vores kræfter ved at blande sig sammen på et grundlæggende niveau," spekulerede Romeo. Alt var muligt på det her tidspunkt. Romeo havde en grum mistanke om at hendes tryllestav's afvisning af dem kun var begyndelsen. Af hvad? Romeo vidste det ikke. Han blev nødt til at finde ud af om ændringerne i dem skulle undgås, eller omfavnes. Desværre var der ingen mulig hed for at være sikker, på grund af deres tilstand, uden at studere videre.

Romeo listede langsomt ned af den gamle vindeltrappe, varsomt i det tilfælde at der var folk i opholdstuen. Han hørte en velkendt stemme, og frøs midt mellem to trin. Han trak Ginny's trylletav frem, og den gav ham en truende rysten. Han greb mere fast om den, og hviskede en skjulebesværgelse. Tryllestaven adlød modvilligt, og de forsvandt næsten. Camouflagen virkede utroligt goft, så længe ingen kiggede direkte på dig. Romeo tog forsigtigt endnu et skridt, og anstrengte sig for at høre hvad der blev sagt.

"... Harry?" spurgte Hermione.

"Jeg kunne ikke sove," sagde Harry.

"Det er noget der har gået dig på den sidste uge," sagde Hermione. "Hvad er det?"

"For nogle dagde siden, kaldte Dumbledore mig til hans kontor," sagde Harry langsomt. "Han gav mig en boks... fra min mor. Hun hvade givet Dumbledore strikte instrukser om ikke at give den til mig før efter min sekstenårs fødselsdag."

"Hvorfor?" spurgte Hermione.

"Jeg ved det ikke," sagde Harry. "Dumbledore sagde hun havde sine grunde."

"Hvad var der i den?" spurgte Hermione.

"Et brev fra hende," sagde Harry. "Denne her... og denne her."

"Den er smuk!" sagde Hermione. "Må jeg se den?"

"Det må du vel..." sagde Harry, og gav hende tøvende noget Romeo ikke kunne se. Der var stille et øjeblik.

"Her," sagde Hermione. "Må jeg se ringen?"

"Selvfølgelig," sagde Harry, uden tøven. Der var nogle øjeblikke mere i stilhed.

"En signetring," sagde Hermione. "Jeg har læst om disse. Gamle troldmandsfamilier bruger dem. Familiens overhovede passer på ringen for resten af klanen. At bære en er et kraftigt symbol for prestige, magt, og indflydelse. Når familiens overhovede dør, bliver ringen givet videre til den næste generation. Kan du se designet på ringen? Det er det personlige symbol for familiens stifter... Jeg gad vide hvorfor stifteren valgte dette symbol?"

"Jeg gætter på, vi aldrig vil få det at vide," sagde Harry, med en smule tristhed i stemmen.

"Din familie må være rigtig gammel for at have en af disse," sagde Hermione.

"Det er den sikkert..." sagde han. Deres stemmer blev for lave til at Romeo kunne høre dem. Romeo kunne ikke risikere at komme tættere på for at høre mere. Nogle få minutter senere, hørte Romeo et gab bryde stilheden i nærheden.

"Jeg tror jeg vil gå i seng," sagde Harry. "Godnat, Hermione... og tak."

"Det var så lidt," svarede Hermione. "Godnat, Harry."

Romeo hørte fodtrin, og kryb tilbage op ad trappen før han ville blive opdaget. Han gik tilbage til inny's sovesal. Efter nogle sekunders overvejelse, besluttede Romeo at nu var ikke tiden til at snige sig omkring. Han skiftede Ginny tilbage til hendes pyjamas, og stødte hendes tå på vej tilbage til hendes seng. Smerten i hendes fod fik Ginny's sind til at røre på sig. Romeo fik dem hurtigt tilbage til deres seng, trak forhænget for, og lagde sig ned. Han følte Ginny drive i en tilstand af halv bevisthed da han slap sin indflydelse på hende.

"Romeo..." hviskede Ginny søvnigt.

"læg dig til at sove igen, min søde," hviskede Romeo i en beroligende stemme.

"Romeo..." sagde Ginny.

"Shh..." hviskede Romeo. "Bare rolig... Læg dig til at sove igen. Alt er i orden."

Ginny hviskede noget uforståeligt, og drev tilbage til sin fredsfyldte søvn. Romeo sukkede af lettelse, og sluttede sig snart efter til hende.

Ginny og Mark gik forbi Det Hyldende Hus, med retning mod Hogsmeade. Ginny blev ved med at tænke på den vision hun havde haft i Storsalen, for nogle dage siden. Hun vidste hun skulle have fortalt nogen om visionen, men det var hun bange for, når man tænkte på den måde alle reagerede sidste gang.

Mark's stemme fadede i baggrunden da verdenen omkring hende synes at forsvinde. Pludselig stod hun på en gade hun ikke kendte. Hun hørte et skrig, og så flere Dødsgardister. Helvede brød løs, da Dødsgardisterne ødelage alt på deres vej. Hun trak sin tryllestav, klar til at forsvare sig selv. Så i al forvirringen, så hun Harry løbe i den modsatte retning. Det var da, hun så to Dødsgardister på kosteskafter suse ned, med retning mod Harry...

Det var alt hun kunne huske a visionen. Hun følte det som om der var mere til visionen end der mødte øjet, men af en eller anden årsag, kunne hun ikke se det i øjeblikket. Det føltes nærmest som et delvist udviklet troldmandsfotografi. Du kunne se folk på det, men de bevægede sig ikke. Hun hvade en forfærdelig fornemmelse af, at når visionen endelig bliver klar, ville det være for sent.

"Hvad skal jeg gøre?" tænkte Ginny.

"Måske skulle du fortælle det til det fjols Dumbledore når vi kommer tilbage," sagde Romeo.

"Men resten af skolen-" startede Ginny.

"Vil aldrig få det at vide, hvis du er forsigtig," sagde Romeo. "Bare fordi hemmeligheder ikke er nemme at holde på Hogwarts, betyder det ikke det er umuligt... Bare kig i spejlet hvis du vil have et eksempel, min lille prinsesse."

"God pointe," tænkte Ginny. "Hvorfor prøver du at hjælpe mig?"

"Fordi det er i min bedste interesse," sagde Romeo efter et øjeblik.

"Hvad hvis det var i din bedste interesse at skade mig?" tænkte Ginny.

Romeo svarede ikke, og lige da hun troede han ikke ville.

"Hvad tror du?" spurgte han.

Ginny sukkede. Hun kendte svaret til det.

Harry, Ron og Hermione sad ved et bord bagerst i De Tre Koste, og drak ingefærøl. Professor Lupinkom ind på kroen og bestilte noget ved baren. Lupin talte til en høj mand med langt sort hår og bleg hud, for nogle få minutter. Så gik Remus og den fremmede over til deres bord, og satte sig ned.

"Hej, Harry," sagde den fremmede. "Hvordan er det gået i skolen?"

"Sirius?" hviskede Harry. Den fremmede nikkede.

"Men hvordan-" startede Ron.

"Du kan takke Severus for at lave Polyjuice eliksiren," sagde Lupin.

"Jeg hørte om ulykken ved Quidditchtræningen," sagde Sirius. "Hvad skete der som fik dig til at falde af din kost på den måde?"

Harry fortalte ham hvad der var sket.

"Og pigen der reddede dig så det i en vision?" sagde Sirius.

"Ja," sagde Harry.

"Interesant," sagde Sirius. "Er du sikker på hun ikke havde noget at gøre med hvad der var skyld i det?"

"Selvfølgelig ikke," sagde Ron, defensivt. "Min søster har intet at gøre med Du-Ved-Hvem."

"Det var heller ikke hvad jeg sagde," forklarede Sirius. "Det er bare det, at i Trelawney's gamle skoledage, plejede hun at arrangere ting bare for at hun kunne forudse det."

"Jeg tvivler på det," sagde Hermione. "Hun ser ud til at tro de er virkelige nok."

"Jeg er ernig med hende, Sirius," sagde Remus. "Jeg tror pigens visioner er virkelige."

"Det kan de måske være," sagde Sirius, modvilligt. "Jeg vil have dig til at holde øje med hende, Harry. Hun kan måske stadig være ude på noget."

"Bare rolig, Sirius," sagde Harry. "Det havde vi tænkt os at gøre alligevel."

Sirius så stadigvæk bekymret ud, men droppede emnet. De brugte resten af deres tid med at snakke uden hændelser. Harry havde på fornemmelsen, der var mere til Sirius' frygter end han fortalte.

Ginny og Mark gik ind i en lille dyrehandel for kigge dig omkring og de delte sig. Ginny drev længere ind i butikken, og mistede fuldstændigt Mark af syne. Efter nogle få minutter, var der noget der fangede hendes øje. Det var en giftigt udseende slange der var mindst en meter lang, med klare røde og mørkegrønne markeringer, og dybrøde øjne som så ud til at lyse svagt. Den var fantastisk. Hun gik op til buret og mødte slangens intense blik.

"Hej," sagde Ginny, i en svag hvislen. "Mit navn er Ginny. Hvad er dit?"

"Du taler vores tunge?" hvislede slangen, overrasket. Dens stemme lød feminin, og meget blid.

"Det er en lang historie," hvislede Ginny.

"Så meget er sikkert," sagde slangen. "Jeg har ikke noget navn før jeg er forbundet."

"Forbundet?" hvislede Ginny.

"Ja," sagde slangen. "Så mange af os lever hele vores liv uden vores troldmands halvdel... En der er modtagelig, og villigt deler dem selv med os. Kun da kan vi få vores ægte navn, du unge. Heldigvis, er jeg stadig et barn blandt min slags, kun hundrede år gammel. Forhåbentlig, finder jeg den rigtige før jeg er for gammel."

"Jeg forstår ikke," hvislede Ginny.

"Det gør de fleste ikke, du unge," sagde slangen. "De fleste troldmænd mistede den store viden om vores sande sted, da slanger uretfærdigt blev bagvasket for vores kræfter mellem liv og død. Det er på grund af det, at kun de ældste af de gamle kender vores sande veje... Jeg fornemmer store kræfter og tilstedeværelsen af en anden fra dig. Hvad er du, du unge? Du er ikke som de andre her..."

"Jeg er magisk," hvislede Ginny. "Jeg er ikke speciel."

"Det skal du ikke være så sikker på, du unge," sagde slangen. "Du kunne være den... Kom nærmere..."

Ginny følte en trang til at røre ved glasset; hun rakte sin hånd ud...

"Har du fundet noget du kan lide?" spurgte Mark. Ginny hoppede praktisk talt en halv meter i vejret, forskrækket ved lyden af hans stemme.

"Du må ikke snige dig ind på mig på den måde!" snappede Ginny.

"Undskyld," sagde Mark. Han vendte sig for at se på slangen. "Hvad er dens navn?"

"Hun har ik- det står der ikke," sagde Ginny. "Der er ikke noget navneskilt."

"Så du skjuler sandheden fra de andre?" hvislede slangen. "Er du bange for hvad de vil gøre hvis de finder ud af det?"

Ginny nikkede med hovedet to gange, og prøvede på ikke at være for tydelig. Mark så ikke ud til at lægge mærke til noget, og kaldte butiksejeren over. En gammel mand med kort sølv hår kom over, og hilste dem med et lethjertet smil.

"Hvad kan jeg gøre for jer?" spurgte butiksejeren.

"Hvad kan du fortælle os om den her slange?" spurgte Ginny.

"Tja, dens art er kaldt Divinus Animus," sagde butiksejeren. "Hvilket jeg tror betyder Guddommelig Vilje. De lever i flere tusinde år. Den her er hundrede år, et ret godt eksemplar. De kan spise menneskeføde, så længe det er kød og frugt skåret i små skiver. De er meget intelligente, og meget lette at passe. Divinus kan blive mere end 6,5 meter lang ved deres 130 års fødselsdag. Den originale grund til at de bled opdrættet er glemt for længe siden. Der er en gammel legende om at de engang var hjælpere og fortrolige til Seere, men det er selvfølgelig, noget værre sludder. Jeg har haft mange problemer med at sælge hende. Folk vil bare ikke have slanger nu om dage. Hvad synes du om hende?"

"Hun er smuk," sagde Ginny, og stirrede ind i slangens underlige røde øjne.

"Hvor meget koster hun?" spurgte Mark.

"Jeg kan give hende til jer med rabat," sagde butiksejeren. "Lad os sige femogtredive Galleoner."

"Femogtredive Galleoner?" spurgte Ginny. "Jeg har ikke den slags penge..."

"Jeg vil betale for den," tilbød Mark.

"Men-" begyndte Ginny at protestere.

"Tænk ikke på prisen," sagde Mark, smilende. "Jeg har mere end rigeligt. Lad mig købe det her til dig. Tænk på det som tak for al den vejledning i Besværgelser du har givet mig."

"Okay," sagde Ginny, modvilligt. Hun kendte Mark godt nok til at vide, at han var utrolig stædig når han først fik en ide i hovedet, og hun kunne virkelig ikke tæmke på en god grund til at afvise ham. De købte også nogle ting som butiksejeren forslog til at hjælpe med at passe slangen, samt en ille guide omkring arten og ordentlig pasning af hendes nye kæledyr. De forlod butikken med slangen i en lille transportkasse. Den var fortryllet til at være større indeni end udenpå, så slangen havde mere nd nok plads. For den første gang i hvad der føltes for evigt, følte hun som om hun godt kunne sænke paraderne, og lade som om hun var en almindelig pige.

Romeo observerede Ginny's humør stige, og smilte. Alt gik fint indtil videre... desværre, takket være Mark. Romeo følte stadig som om der var noget galt med den dreng, men Mark havde vist sig at være en god følgesvend for Ginny for øjeblikket. Mark så ud til at give Ginny en smule af den stabilitet, og normalhed hun brændte sådan efter. Har var god for hende, og så længe han var det, ville Romeo ikke tale Ginny fra at være sammen med ham. Han blev nødt til at træde forsigtigt hvad angik dem, eller han ville miste hendes uvurderlige tillid til ham.

Så var der det her underlige, nye kæledyr han havde købt til hende. Romeo var sikker på det ikke var en almindelig slange. Han kunne huske han havde læst noget om det, for lang tid siden, men han kunne ikke komme på hvad det var... Han ville blive nødt til at finde ud af det. Den havde fornemmet hans tilstedeværelse. Det kunne blive et problem, his den blev venner med Potter. Han ville blive nødt til at finde ud af noget omkring det også... Indtil da var han tilfreds med at nyde Ginny og Mark's selskab i stilhed.

TBC