Min Evige Forbandelse

Af Mara456

Oversat fra engelsk af Berantzino

Originaltitel "My Eternal Curse"

Rating: T

Disclaimer: "Jeg ejer ikke Harry Potter eller nogle af figurerne det kan genkendes i denne historie. Jeg ejer kun plottet og mine egne originale karakterer. Jeg tjener ikke nogle penge på det her, så vær venlig ikke at sagsøge mig."

Mara456, direkte fra hendes historie disclaimer

Beskrivelse: Ginny troede hun var fri for Romeo Detlev for evigt... For kun at finde ud af at han aldrig rigtigt gik væk. Nu må hun konfrontere ham og sine egne værste frygter før det er for sent. Men hvordan kæmper man mod en fjende der kender dig bedre end du selv?

Kapitel Otte

En Dag I Hogsmeade Man Ikke Glemmer: Del II – Korsveje

Ginny og Mark gik ind på De Tre Koste. Den var pakket med folk af alle tyber, inklusive mange elever. Ginny lagde mærke til to personer der sad og snakkede ved et bord i et af hjørnerne af rummet. Det var hendes far og Cornelius Fudge, Ministeren for Magi. De lod ikke til at lægge mærke til at Ginny og Mark tog det eneste frie bord i rummet, hvilket var det ved siden af deres. Ginny satte transportkassen og de andre ting ned på en af de tomme stole, mens Mark gik op efter nogle ingefærøl. Ginny håbede de ikke ville lægge mærke til dem, men det så højst usandsynligt ud på nuværende tidspunkt. Hun fik ret. Ikke to minutter var gået da hendes far så hende.

"Hej, Ginny," sagde Arthur.

"Hej, far," svarede Ginny. "Hvad bringer dig hertil+"

"Ikke meget," sagde Arthur. "Du husker vel Mr. Fudge, Ministeren for Magi?"

"Det er rart at se dig igen, V-Virginia," sagde Fudge, i hvad Ginny gættede på skulle være en rolig, faderlig stemme men lød forfærdeligt tvunget. Det var nærmest som om han var bange, eller noget. "Hvordan er det gået i skolen?"

"Det er gået okay," sagde Ginny, høfligt.

"Jeg hører du skal tage dine UGL'er i år," sagde Fudge.

"Ja," sagde Ginny. "Jeg har studeret hårdt, men jeg klarer mig godt."

"Jeg hørte om Quidditch hændelsen," sagde Fudge, og den nervøse kant i hans stemme blev smertefuldt klar. "Er det den første gang du har haft en vision?"

"Denne latterlige undskyldning af en mand er lige så spidsfindig som en murstensmur," sagde Romeo.

"Det kan jeg ikke sige noget imod," tænkte Ginny.

"Ja," sagde Ginny.

"Hvordan v-vidste du a-at unge Mr. Potter var ved at falde?" spurgte Fudge.

"Det ved jeg ikke," sagde Ginny, og trak på skuldrene. "Det passede bare, tror jeg..."

"H-Har du haft andre interessante visioner på det seneste?" spurgte Fudge, prøvede at lyde tilfældig, men fejlede.

"Så det er hvad han i virkeligheeden vil vide," tænkte Ginny.

"Ligemeget hvad du gør, må du ikke fortælle ham noget," sagde Romeo med påtrængende stemme.

"Hvorfor ikke?"

"Du må ikke fortælle ham det... Der kan ikke blive stolt på ham," insisterede Romeo. Før Ginny kunne svare, mærkede hun de andre lyde omkring hende fade i baggrunden. Verdenen begyndte at glide fra hendes tag. Ikke igen, ikke her...

Pludselig stod hun i samme gade som hun hvade set i sin sidste Vision, men denne gang var den ikke fremmed. Det var en gade hun havde været i en eller to gange i Hogsmeade. Denne gang følte hun en skjult skikkelse... holde øje med hende. Ginny hørte et skrig, og så flere Dødsgardister. Helvede brød løs, da Dødsgardisterne ødelage alt på deres vej. Hun trak sin tryllestav, klar til at forsvare sig selv. Så i al forvirringen, så hun Harry løbe i den modsatte retning. Det var da, hun så to Dødsgardister på kosteskafter suse ned, med retning mod Harry.

"Harry, pas på!" skreg Ginny, mens hun pegede på Dødsgardisterne over ham. Hun begyndte t løbe... Hun var nødt til at nå ham. Han kunne ikke møde dem alene. Han vendte sig mod Dødsgardisterne.

"Petrificus Totalis!" skreg en af Dødsgardisterne, med hans tryllestav rettet mod Harry. Harry kunne ikke blokere i tide og faldt da den Totale Kropslås ramte ham.

"Serpentsortia!" råbte Ginny...

"... okay, Miss Weasley?"

"Ginny!"

"Hvad er det med hende?"

"Vær nu sød... Vågn op, datter!"

"Hvad i Merlin's navn var det?"

Ginny hørte stemmer langsomt trække hende tilbage til de Levendes Land. Hun opdagede hunm lå på gulvet. Hun må hvae været besvimet, men hvorfor? Så kom det hele tilbage til hende. Hun havde haft endnu en vision. Ginny havde følt en forfærdelig følelse af tilskynding i visionen. Hvis det ville ske, ville det ske nu. Harry var i fare! Hun var nødt til at stoppe det! Hun kunne ike lade Dødsgardisterne fange Harry! Ginny åbnede øjnene, og så Fudge, Mark, og hendes far ved hendes side. Resten af kroen var stoppet for at se hvad alt den tumult var om, og så på hende med bekymrede, forvirrede ansigtsudtryk. Hun satte sig op, og fortrød det med det samme. Hendes hovede dunkede forfærdeligt, da en bølge af svimmelhed ramte hende. Ginny mærkede en bule på baghovedet. Hun må have slået det da hun faldt...

"Hvad skete der?" spurgte Mar. "Var det en anden vision?"

"Hvad så du, pige?" spurgte Fudge.

"Hvad skete der med os, min lille prinsesse?" spurgte Romeo. "Det ene øjeblik plagede Fudge os, og det næste-"

"Vil I allesammen lille holde mund et øjeblik!" bed Giny højt. Hun kunne ikke tænke når de alle talte på en gang. "Lad mig tænke..."

"Hvad så du?" sagde Fudge.

"Der vil komme et angreb på Hogsmeade," sagde Ginny, langsomt.

"Hvornår?" spurgte en gammel, sølvhåret heks.

"Når som helst nu," sagde Ginny, og prøvede at få styr på alt det hun hvade set, hvilket stadig var forvirrende blandet sammen. "Dødsgardister... De er efter Harry. Vi bliver nødt til at stoppe dem!" Hun kunne mærke det nu; tiden var ved at løbe ud. Når som helst nu, kunne de komme efter ham, og Merlin hjælpe alle der kom i vejen for dem.

"Du må have slået hovedet hårdere end jeg troede, kære," sagde Fudge, der prøvede at lyde oprigtigt bekymret, og fejlede. "Der er ikke flere Dødsgardister. Du-Ved-Hvem er væk-"

"Det er ikke sandt!" skreg Ginny, hendes hovede blev klart ved hans ord. Hun vidste han løj. Da hun havde visionen kunne hun mærke Mørkets Herre's tilstedeværelse. Han var i live. "Voldemort er tilbage, og han kommer efter Harry netop som vi taler! Nu, flyt jer! Jeg bliver nødt til at hjælpe ham..."

Ginny kom på benene og forsøgte at gå, men Fudge Greb hendes arm, og ville ikke give slip.

"Slip mig," hvæsede Ginny.

"Er du sikker, Ginny?" sagde hendes far.

"Ja," sagde Ginny. "Giv nu slip! Jeg bliver nødt til at hjælpe ham, før det er for sent1"

"Nej," sagde Fudge. "Det tror jeg ikke. Du har brug for hjælp, min kære. Du har det ikke godt..."

Ginny vidste hvad han mente med den udtagelse, og hun havde ikke tænkt sig at lade Harry dø eller blive taget, fordi Fudge var for svævertsynet til at se sandheden. Pludselig slog en ide ned i hende, og hun smilede mentalt.

"Gør det nu, Ginny," tilskyndede Romeo. "Nu, mens han mindst venter det."

"Undskyld, far," sagde Ginny. Uden varsel bed hun med alle kræfter ned i Fudge's hånd, og smagte blod. Romeo's kolde latter rungede i hendes hovede. Fudge hylede i smerte, og slap hende. Hun styrtede ud af kroen så hurtigt hendes fødder vil bære hende, mens hun spyttede Fudge's blod ud på vejen. Hun var nødt til at finde Harry og beskytte ham... og Merlin hjælpe dem der stod i hendes vej. Ginny lagde ikke mærke til da Professor Lupin og en mørkhåret fremmed fulgte efter hende ud af kroen.

Ginny løb næsten blindt rundt i gaderne, desperat efter at finde et hvert tegn efter Harry.

"Romeo... Jeg har brug for dig," tænkte Ginny.

Hvorfor er Potter så vigtig for dig?" spurgte Romeo.

"Har du aldrig haft venner før?" tænkte Ginny, overrasket over spørgsmålet.

Ikke nogen der ville få dem selv slået ihjel, på grund af en malplaceret sans for nobilitet.," sagde Romeo. "Mine venner var fornuftige nok til at ladde andre dø for dem, ikke den anden vej rundt."

"Jeg har ondt af dig."

"Du kan lige vove på at ynke mig, Weasley..."

"Tro mig, det gør jeg heller ikke."

"hvis du ønsker at hoppe bilndt i afgrunden, gætter jeg på jeg ikke har andet valg end at hjælpe dig," sagde Romeo.

"Tak," tænkte Ginny.

"Tak mig ikke endnu, prinsesse," sagde Romeo. "Vi har mindre end en snebolds chance i Helvede for at slippe ud af det her i et stykke."

Hun hørte et skrig, og så flere Dødsgardister. Helvede brød løs, da Dødsgardisterne ødelage alt på deres vej. Hun trak sin tryllestav, klar til at forsvare sig selv. Så i al forvirringen, så hun Harry løbe i den modsatte retning. Det var da, hun så to Dødsgardister på kosteskafter suse ned, med retning mod Harry.

"Harry, pas på!" skreg Ginny, mens hun pegede på Dødsgardisterne over ham. Hun begyndte t løbe... Hun var nødt til at nå ham. Han kunne ikke møde dem alene. Han vendte sig mod Dødsgardisterne.

"Petrificus Totalis!" skreg en af Dødsgardisterne, med hans tryllestav rettet mod Harry. Harry kunne ikke blokere i tide og faldt da den Totale Kropslås ramte ham.

"Serpentsortia!" råbte Ginny, og trak på hendes og Romeo's samlede styrke. Hendes tryllestav blev hvidglødende og brændte hendes hænder. Hun skreg i chok og overraskelse, og slap den. Den fløj næsten ti meter fra hende, og ramte asfalten med en klapren. Ginny rystede af skræk. Hun var forsvarsløs. Enhver fiber i hendes krop skreg til hende om at løbe, men... hun kunne ikke. Hun blev nødt til at beskytte Harry lige meget hvad. Uden at tænke nærmere over det, gik hun hen til Harry, samlede hans tryllestav op, og stod mellem ham og Dødsgardisterne. Hun mærkede tryllestavens kræfter kilde hendes fingre da den accepterede hende.

"Petrificus Totalis!" skreg Ginny. Hendes besværgelse ramte den ene Dødsgardist, og han styrtede til jorden.

"Avada Kedavra!" brølede den tilbageværende Dødsgardist. Hun kunne ikke komme væk, ellers ville det ramme Harry. Hun kastede armene sine arme op for at dække sit ansigt. Hele verdenen ekslpoderede i blændende blink af lys og lyd.

TBC