Min Evige Forbandelse
Af Mara456
Oversat fra engelsk af Berantzino
Originaltitel "My Eternal Curse"
Rating: T
Disclaimer: "Jeg ejer ikke Harry Potter eller nogle af figurerne det kan genkendes i denne historie. Jeg ejer kun plottet og mine egne originale karakterer. Jeg tjener ikke nogle penge på det her, så vær venlig ikke at sagsøge mig."
Mara456, direkte fra hendes historie disclaimer
Beskrivelse: Ginny troede hun var fri for Romeo Detlev for evigt... For kun at finde ud af at han aldrig rigtigt gik væk. Nu må hun konfrontere ham og sine egne værste frygter før det er for sent. Men hvordan kæmper man mod en fjende der kender dig bedre end du selv?
Kapitel Ni
En Dag I Hogsmeade Man Ikke Glemmer: Del III – Uskyldighedens Tusmørke
Romeo og Ginny ventede på enden... den kom aldrig. Romeo kunne mærke stærk magi omkrig dem. Ginny åbnede øjnene, og så at Harry og hun var fuldstændigt omringet af magiske flammer, der skabte et skjold. Romeo prøvede at fornemme hvor det kom fra, og overraskende nok, kom det fra deres hals.
"Halskæden..." sagde Romeo. Ginny kiggede ned på halskæden og så den lyse stærkt, pulserende i takt med eres hjerterytme. Ginny var som ramt af lynet.
"Hvordan?" spurgte Ginny.
"Godt spørgsmål..." sagde Romeo. "Desværre, er nu hverken tiden, eller stedet, til at svare på det."
Ginny greb mere fast om Potter's tryllestav, klar til at kæmpe, men han kunne mærke hun var bange for hvad der ville ske hvis hun kastede nogle besværgelser med skjoldet oppe. Romeo så Dødsgardisterne ramme skjoldet med den ene besværgelse efter den anden, men de kunne ikke lav så meget som en skramme på det. Varulven Lupin, og en høj, mørkhåret fremmed kom op bagfra, og kæmpede for at holde de fire Dødsgardister i skak. Han kunne mærke hende endelig komme til beslutning; Ginny sprang i aktion.
"Serpensortia!" skreg Ginny. En stor sort slange sprang ud af Harry's tryllestav, og vendte sig automatisk mod dem for ordrer.
"Gå efter Dødsgardisterne..." sagde Ginny, i en hviskende hvislen, så ingen andre end slangen kunne høre dem.
Slangen gik lige gennem skjoldet, som om det slet ikke var der. Den angreb en Dødsgardist der havde gemt sig bag siden på en bygning, og begyndte at klemme livet ud af ham. Romeo så på da Ginny kaldte på endnu en slange og beordrede den til at gøre det samme. Slange nummer to fangede en Dødsgardist der prøvede at snige ind på dem bagfra. Dødsgardisten prøvede at få slangen af, men snublede og faldt ind i skjoldet. Der gik ild i hans arm og han prellede af på skjoldet. Hverken Romeo eller Ginny kunne tage øjnene fra det grusomme syn foran dem. Dødsgardisten prøvede en Flamme Frysnings besværgelse for at stoppe flammerne, men det eneste han gjorde, var at få dem til at sprede sig hurtigere.Dødsgardisten skreg et næsten ujordisk skrig mens flammerne spredte sig til resten af ham. Der gik ild i hans tryllestav og den eksploderede i en regn af klare, blå flammer, hvilket hjalp ilden endnu mere. Dødsgardisten vaklede, og faldt på knæ, hans krop var ikke længere tydelig under de ubamhjertige flammer. Han faldt med ansigtet nedad på jorden, og holdt op med at skrige. Flammerne døde hurtigt, og efterlod et fordrejet, forkullet bunke i deres kølvand.
Ginny følte det som om hun skulle kaste op, og Romeo kunne ikke bebrejde hende. Det var en forfærdelig måde at dø... selv for en Dødsgardist. Romeo og Ginny blev trukket tilbage til nutiden af den unaturlige stilhed der hang i luften. De så sig omkring, og så at der ikke var flere Dødsgardister i syne, ingen blandt de levende i hvert fald. Den fremmede og varulven stod nogle få metre fra skjoldet, som var de bange for at komme nærmere. Ginny var sikker på at faren var overstået. Som ved den tanke forsvandt skjoldet, og stilheden regerede.
"Det her kan ikke være godt..." tænkte Romeo.
TBC