Min Evige Forbandelse

Af Mara456

Oversat fra engelsk af Berantzino

Originaltitel "My Eternal Curse"

Rating: T

Disclaimer: "Jeg ejer ikke Harry Potter eller nogle af figurerne det kan genkendes i denne historie. Jeg ejer kun plottet og mine egne originale karakterer. Jeg tjener ikke nogle penge på det her, så vær venlig ikke at sagsøge mig."

Mara456, direkte fra hendes historie disclaimer

Beskrivelse: Ginny troede hun var fri for Romeo Detlev for evigt... For kun at finde ud af at han aldrig rigtigt gik væk. Nu må hun konfrontere ham og sine egne værste frygter før det er for sent. Men hvordan kæmper man mod en fjende der kender dig bedre end du selv?

Kapitel Ti

Mindre Justeringer

Ginny stod der, i næsten total stilhed, og prøvede at tyde hvad hun følte. For første gang i sit liv, følte hun sig... i live. Hun kunne ikke tænke på noget andet ord for det. Hun havde overlevet det umulige, uskadt, og kom ud af det stærkere end hun var før... bedre af det, på en måde. For første gang i sit liv, hvade hun kræfter, rigtig magt. Hun vidste ikke hvad det var, eller hvordan hun hvade gjort det, men det var der, og ventede bare på at blive udnyttet.Hendes nyfundne kræfter, alt hvad der skete med hende, var en gåde, men en hun ville nyde løse.

Ginny smilte. Hun hvade beskyttet Harry og de var stadig i et stykke. Han ville være okay, så snart han kom ud af sin kropslås. Ginny kunne mærke at alt nok skulle blive okay. Hun vidste at hun jhvade gjort det rigtige ved at trodse Ministeren. Ginny var sikker på at Harry ikke ville være her nu hvis hun hvade lyttet til den idiot, og var blevet i De Tre Koste. Det var en god følelse... men så faldt hendes øjne på den faldne Dødsgardist.

Ginny havde aldrig slået nogen ihjel før, ikke engang da Romeo åbnede Hemmelighedernes Kammer. Hun følte et jag af skyldfølelse og sorg over at slå ham ihjel... men han var selv skyld i det. Hvis han ikke var blevet en Dødsgardist, og hvade prøvet at slå dem ihjel, ville han ikke være her. Men det faktum fik hende ikke til at føle sig meget bedre, omkring det hele.

"Det var selvforsvar," tænkte Ginny. "Det var enten ham eller mig..." Ginny kiggede op, og så Mørkets Tegn på himmelen over dem. "Bedre det var ham, men hvorfor har jeg det så stadigvæk dårligt over det?"

"Du gjorde hvad du var nødt til, prinsesse," sagde Romeo. "Jeg, for mit vedkommende, er stolt af dig. Da det virkelig galdte, tøvede du ikke med hvad der måtte gøres. Skæld ikke dig selv ud om Voldemort's lille lakej. Han fik hvad han fortjente for at prøve at snige sig op på dig på den måde. Du gjorde hvad du gjorde i selvforsvar. Du beskyttede Potter, og overlevede til at fortælle om det.. Det er der intet galt i."

"Har du nogensinde... slået nogen ihjel?" spurgte Ginny.

"En gang," sagde Romeo. "Hun var på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt. Jeg tror hendes navn... var Hulda."

"Hvordan føltes det?" spurgte Ginny.

"Nu er hverken tiden, eller stedet til det her..." sagde Romeo, og ændrede emne. "Vi har mere vigtige ting at bekymre os om... som den fremmede der kommer mod os."

Ginny kiggede ned og så den fremmede der havde hjulpet dem i kampen tjekke Harry. Den fremmede fjernede kropslåsen, og Harry var fri. Harry satte sig op, og så fra den fremmede til Ginny, og tilbage igen.

"I reddede mit liv," sagde Harry. "Tak."

"Vi er bare glade for at du er okay," sagde den fremmede. "Er du kommet til skade?"

"Nej," sagde Harry, da den fremmede hjalp ham på benene. "Hvorfor holder du min tryllestav, Gin- hvad er der galt med dine hænder?"

"Mine hænder..." sagde Ginny fraværende, og lagde mærke til at hendes hænder var underligt følelsesløse. Hun kiggede ned, så hvad Harry snakkede om, og tabte tryllestaven i overraskelse. Hendes håndflader var dækket i grimme brandsår og blærer. Det var sikkert en god ting at hun ikke kunne mærke noget på sine hænder, bortset fra en en dump dunken. "Min tryllestav... afviste mig. Den brændte mine hænder."

"Jeg har set en pæn del afvisninger i min tid, men aldrig noget som det der," sagde den fremmede, og kiggede mistænktsomt på Ginny. Ginny kiggede et øjeblik efter sin tryllestav, før hun opdagede den næsten fem meter væk. Hun gik over til hvor den lå, og knælte ned for at undersøde den. Den hvade en hårfin sprække helt fra spidsen til det nederste af bunden. Ud over det, så den fin ud.Hun rørte tryllestaven med sin pegefinger, og ventede halvt at den ville reagere, og rigtigt nok, det gjorde den. Den brændte hende tilskadekomne pegefinger, og fløj næsten en halv meter væk, som om den flygtede fra hendes berøring.

"Jeg kan ikke engang røre den mere," sagde Ginny forvirret. "Det giver ikke nogen mening."

"Afviste din tryllestav dig?" spurgte Professor Lupin. Ginny var forskrækket over at høre ham, men spjættede næsten ikke. Hun rejste sig og vendte sig for at se hendes Professor stå lige bag hende. "Er du okay?"

"Bortset fra mine hænder..." sagde Ginny. "Ja, det tror jeg."

"Lad mig se dem," sagde Lupin. Ginny viste ham sine hænder, og han rynkede panden let. "Disse er alvorlige magiske brandsår. De skal behandles straks. Er din tryllestav skyld i det?"

"Ja, sir."

"Vi må gå straks," sagde Lupin. Harry og den fremmede kom over til dem, mens Professor Lupin hentede hendes tryllestav. "Vi bør Spektral Transferere direkte til Hogwarts. Hendes hænder har brug for akut behandling, og det er for farligt at bruge den normale vej."

"Det er jeg enig i," sagde den fremmede. Med det, lagde den fremmede en hånd på Harry's skulder, og de forsvandt med en svagt 'pop'. Ingen lagde mærke til den unge troldmand der gemte sig i en af de forladte butikker, der stramt holdt sit kamera.

De Spektral Transfererede lige til uden for Hogwarts' porte. Romeo kunne mærke en unævnelig spænding i luften da de gik op til slottet i højt tempo. De gik ind i Indgangshallen og stoppede lige indenfor. Romeo kunne mærke Ginny begynde at bekymre sig om hvad der nu skulle ske.

"Slap af, min kære," sagde Romeo, uden selv at tro på det helt. "Det skal nok gå med os."

"Harry, tag Virginia til Hospitalsfløjen," beordrede Remus. "Og vent på os der."

"Mens du er ved det, så få lige dig selv tjekket også," tilføjede den fremmede.

"Men-" protesterede Harry.

"Ingen men'er," sagde den fremmede. "Jeg vil være sikker på du er okay."

"Okay," sagde Harry. Harry og Ginny gik til Hospitalsfløjen i stilhed. De gik gennem døren, og blev mødt af Madam Pomfrey.

"Hvad er der sket med jer to?" spurgte Madam Pomfrey.

"Dødsgardisterne angreb os i Hogsmeade," sagde Harry. "Vi klarede det lige nøjagtigt ud i et stykke."

"Sæt jer ned, og så skal jeg kigge på jer," sagde Madam Pomfrey. Ginny satte sig på en af hospitalssengene. Harry satte sig på sengen over for hende. Hun prøvede at ignorere den hovedpine, og den brændene følelse i hendes hænder, som var begyndt at voske side de brugte Spektral Transferens. Madam Pomfrey kørte flere test på Ginny, og ordnede derefter Ginny's lette hjernerystelse med et sving af sin tryllestav. Efter det var gjort, forsvandt Madam Pomfrey ind på sit kontor nogle få minutter. Da hun kom ud, holdt hun en stor skål og en stor umarkeret flakon fyldt med en sygelig grøn eliksir. Madam Pomfrey fyldte skålen med eliksiren, som boblede som om den stadig kogte. Hun satte den ved siden af Ginny og stak bramfrit Ginny's hænder ned i skålen. Eliksiren føltes kold, på trods af at den så ud til at koge. Kølig, beroligende lettelse flød gennem hendes hænder med det samme, og hun sukkede. Eliksiren blev gul, og Ginny kiggede på Mediheksen med et spørgende udtryk.

"Det her kan tage et stykke tid," sagde Madam Pomfrey. "Vær sød at holde dine hænder i eliksiren indtil den bliver sort."

Madam Pomfrey vendte sig mod Harrry.

"Lad os tjekke, at du kom ud i et stykke..."

Ginny så på eliksiren ændre sig fra gul til orange, med tankerne tusinde mil borte. Lige pludselig hørte de et påstyr og hævede stemmer, lige uden for døren. Ginny kiggede op fra eliksiren, og så Professor Dumbledore, hendes far, og Cornelius Fudge komme ind i Hospitalsfløjen.

"Vil denne dag da aldrig ende?" tænkte Ginny sorgfuldt.

"Ikke med vore held," svarede Romeo.

"Tak for solskinsstrejfet, Romeo," tænkte Ginny. Professor McGonagall og Rita Rivejern kom ind i Hospitalsfløjen. Rivejern havde sin Kvikskribler fremme, og den skrev i et rasende tempo, svævende lige bag hende. "Det her bliver bare bedre og bedre..."

"... Professor Dumbledore har gjort det klart at du er bortvist fra skolen, Miss Rivejern," sagde McGonagall vredt. "Jeg ved ikke hvordan du komherind. Jeg vil ikke lade dig chikanere nogen som helst af mine elever. Forsvind, med det samme!"

"Jeg går hvor historien er, Professor," sagde Rita Rivejern. "Siden jeg ikke fik mulighed for at interviewe Miss Weasley i Hogsmeade, er jeg kommet for at gøre det her."

"Du vil ikke foretage nogen interviews med Miss Weasley, eller med nogen anden elev," sagde Dumbledore. "Jeg vil ikke lade dig gøre mod Virginia hvad du gjorde mod mod Mr. Potter forrige år. Vær venlig at gå nu."

"Du har ikke hørt det sidste fra mig, Dumbledore!" erklærede Rita Rivejern.

"Det tror jeg han har."

Hermione kom ind i Hospitalsfløjen med Ron. Rita Rivejern skulede truende på Hermione. Hermione gengædte blikket med lige så stor intensitet.

"Jeg vil eskortere Miss Rivejern af området, Professor," sagde Hermione.

"Udemærket," sagde Dumbledore. "Farvel, Miss Rivejern."

Rita Rivejern fulgte modvilligt med Hermione ud af Hospitalsfløjen. Fudge, Professor Dumbledore, hendes far, og Ron gik over til hvor de sad, og Ginny mærkede sin ængstelse vokse tifoldigt.

"Er du okay, Ginny?" spurgte Arthur, og så utroligt bekymret ud.

"Jeg har det fint, far," sagde Ginny, og gav ham et beroligende smil.

"Nu da hun er væk..." sagde Fudge, og vendte sig mod Ginny. "Jeg vil gerne takke dig for at redde Harry, og beskytte Hogsmeade mod Dødsgardisterne. Du gjorde mere end hvad nogen ville forvente af dig... men jeg er ikke enig med dine metoder, ligesom jeg ikke er enig med din absurde påstand om at Du-Ved-Hvem var den der var bag angrebet."

"Voldemort var bag angrebet, Minister," sagde Harry. Ron, Arthur og Fudge spjættede ved lyden af navnet. "Mit ar gjorde ondt lige før Dødsgardisterne angreb os."

"Dig, og dit forbandede ar," mumlede Fudge dæmpet. "Ren nonsens..."

"Han er et endnu større fjols end han ser ud," sagde Romeo. "Og det siger ikke så lidt..."

"Det var Voldemort," sagde Ginny, der begyndte at føle sig irriteret over Ministerens tykhovedethed. "Jeg følte ham. Jeg er sikker på han var bag det."

"Træd forsigtigt, Ginny..." advarede Romeo.

"Jeg fortæller dig jo, at det ikke kan være sandt," sagde Fudge. "Harry har mange fjender, nogle af dem tidligere Dødsgardister. De opererede sikkert på egen hånd, ligesom ved Qudditchmesterskabet, forrige år."

"Kalder du min datter en løgner," spurgte Arthur, og gav Fudge et morderisk blik der ville have imponeret selv Snape.

"Selvfølgelig ikke, Arthur," sagde Fudge, forlegent. "Jeg siger blot, at hun... tager fejl."

"Hvorfor har du så svært ved at tro Voldemort er tilbage?" spurgte Dumbledore.

"Du sagde han kom tilbage sidste år," sagde Fudge. "Siden Trekamps Turneringen, har vi hverken set skjulested, eller så meget som skyggen af I-Ved-Hvem, bortset fra en smule isoleret Dødgardist aktivitet. Der er intet bevis der overhovedet antyder at han er tilbage. For alt vi ved, var besværgelsen I-Ved-Hvem brugte ustabil, og han døde. Det eneste vi har på at truslen er bare nær plausibel, er ordene fra to... fra to-"

"To børn," afsluttede Harry for ham. "Sig mig, Minister, er Cedric's død ikke nok for dig? Eller tror du også hans død kun er i mit hovede?"

"Jeg er ikke i tvivl om at noget tragisk skete den aften, Harry," sagde Fudge, defensivt. "Men Du-Ved-Hvem var ikke bag det."

"Kan du ikke se at den er aktivitet ikke er isoleret?" spurgte Dumbledore. "Voldemort løber om hjørner med dig. Når tiden er rigtig for ham, vil han afsløre sig selv, og til den tid vil det være for sent."

"Den mand er en helvedes strømført idiot," sagde Romeo. "Han bliver bare blindere, og blindere..."

"Jeg vidste jeg skulle have taget Muggler Studier..." tænkte Ginny, og rystede mentalt på hovedet.

"Voldemort er tilbage," sagde Ginny, med stemmen fyldt med sikkerhed. "Han er derude, og han vil have noget fra Harry. Hvis de ville have Harry død, ville de have slået ham ihjel længe før jeg nåede til ham. Jeg er sikker på det. Hvorfor vil du ikke tro os?"

"Spar på luften, min prinsesse," sagde Romeo. "Fudge's hovede er hårdere en jern, og han har omkring lige så meget intelligens. Han vil benægte det hele til den bitre, helvedes ende."

"Og tage hele troldmandsverdenen ned med ham..." tænkte Ginny.

"Måske," sagde Romeo. "Med mindre det fjols til Dumbledore kan trække en kanin op ad hatten endnu en gang."

"Hvorfor ville han få brug for en kanin?" tænkte Ginny.

"Jeg giver op," sagde Romeo, og lød en som en blanding af irriteret og fornøjet. "Du er håbløs..."

"Jeg nægter at lytte til det her-det her nonsens længere," sagde Fudge. "Jeg vil kontakte dig, Professor..."

"Hvad er der galt med din hånd, Minister?" spurgte Harr, der lagde mærke til bidemærkerne på hans hånd. Mindet om at bide Fudge kom tilbage til Ginny med skræmmende klarhed. Hun lagde mærke til at hun stadig havde smagen af hans kød og blod i munden. Romeo fniste.

"Ja, du må hellere se at få det der behandlet," sagde Dumbledore med et glimt i øjet. "Du sulle jo helst ikke få det inficeret."

"Det kommer ikke dig ved!" sagde Fudge vredt. Fudge stormede ud af Hospitalsfløjen. Dumbledore klukkede let for nogle øjeblikke, da han så Fudge smække døren bag ham. Nogle få øjeblikke senere, kom Hermione ind i Hospitalsfløjen.

"Hvad gik jeg glip af?" spugte Hermione.

"Ikke meget, Miss Granger," sagde Dumbledore. "Har du eskorteret Miss rivejern fra skolens område?"

"Ja, Professor," sagde Hermione. "Jeg er sikker på hun ikke vil genere os igen."

"Godt," sagd Dumbledore, og glimtet i øjet blev en smule stærkere.

"Ved du hvad er skete med hans hånd, Ginny?" spurgte Harry.

"Umm..." sagde Ginny flovt. "Ser du, da jeg havde min vision, fortalte jeg Fudge hvad der ville ske. Han troede ikke på mig. Han ville ikke lade mig forlade kroen. Han insiserede at jeg ikke havde det godt."

"Hvad har det at gøre med hans hånd?" spurgte Ron.

"Da han ikke ville slippe mig, bed jeg ham," sagde Ginny.

"Bed du Ministeren for Magi?" spurgte Hermione, mens hun kæmpede for ikke at komme til at grine.

"Ja," sagde Ginny. "Og det virkede også, som distraktion, så jeg kunne finde Harry før det var for sent. Jeg tror ikke jeg får den smag ud af munden den næste uge."

Harry, Ron, Hermione, og til Ginny's chok, Romeo, begndte at grine helt ustyrligt. Selv hendes far så ret så fornøjet ud.

"Jeg kan ikke lide at du bed min chef," sagde Arthur, og gav Ginny et beroligende smil. "Men jeg vil ikke straffe dig for det. Du gjorde det rigtige, jeg er stolt af dig, Ginny."

"Tak, far," sagde Ginny.

"Mind mig om aldrig at komme på din dårlige side, Gin," sagde Ron mellem latteren.

"Desuden, var hans ansigtsudtryk uvurderligt!" sagde Arthur og gav op over for latteren. Ginny lo også, da hun huskede det sjove, chokerede udtryk, på Fudge's ansigt. Og med et, brød den anspændthed der havde været der siden Hogsmeade, og Ginny fik det bedre. Efter latteren var døet hen, vendte Dumbledore sin opmærksomhed tilbage til Ginny, og kiggede på hende som om han prøvede at læse hendes tanker.

"Nå," sagde Dumbledore. "Jeg har Undersøgt din tryllestav. Du kan under ingen omstændigheder bruge den igen. Hvad tror du kan være skyld i at den afviste dig, min kære?"

"Jeg ved det ikke, Professor," svarede Ginny.

"Hvor længe har du haft problemer med den?" spurgte Dumbledore.

"Siden jeg accepterede Romeo," tænkte Ginny.

"Sig til ham, det var siden dine visioner sartede," tilskyndte Romeo. "Du ved hvad der vil ske hvis han finder ud af det med os."

"Ja, jeg ved," tænkte Ginny sorgfuldt.

"Den begyndte at blive besværglig da mine visioner startede," sagde Ginny.

"Er du sikker?" spurgte Dumbledore. "Er du sikker på at intet andet kan have haft indflydelse på din tryllestav?"

"Ja, Professor," løj Ginny. "Jeg er sikker."

"Meget vel," sagde Dumbledore. "Jeg vil tage dig til Diagonalstræde i morgen for at få en ny. Vi kan ikke have dig gå til timer uden en tryllestav, kan vi?"

"Professorn kan jeg tage med jer imorgen?" spurgte Harry. "Jeg vil gerne betale for hendes nye tryllestav, som tak for at redde mit liv."

"Selvfølgelig, Mr. Potter," sagde Dumbledore. "Jeg vil møde jer begge i Indgangshallen efter morgenmad i morgen tidlig. Severus og jeg vil bruge susepulver med jer til Diagonalstræde, og vi vil hente hvad vi skal bruge."

"Kommer Professor Snape med os?" spurgte Ginny, uden noget spor af ængstelse.

"Ja, Virginia," sagde Dumbledore. "han havde planlagt at tage til Diagonalstræde alligevel. Jeg er sikker på han vil være mere end glad for at hjælpe mig med at holde øje med jer to. Jeg er bange for, at jeg ike er lige så god til at følge med to aktive og unge mennesker, som jeg har været."

"Harry så ikke ud til at være lige så entusiastisk med at tage afsted som før han hørte Snape's navn. Ginny hvade ikke noget imod at Snape kom med. Hvis der overhovedet var noget, ville det måske endda give hende mulighed for at spørge Snape nogle få spørgsmål omkring at gå ind i Eliksirfaget efter skole.

Remus og Sirius sad i Dumbledore's kontor, og ventede på at Rektoren kom tilbage. Sirius havde besluttet at spare på den Polyjuice han havde tilbage, så han skiftede tilbage til sig selv efter at timen var gået efter hans sidste dose. Remus lagde mærke det neftrykte udtryk på Sirius' ansigt, og rynkede panden.

"Hvad er det, Køter?" spurgte Remus.

"Alt," sagde Sirius. "Jeg skulle være her til at beskytte Harry, men jeg kan ikke. Harry kunne have været blevet dræbt i dag, eller værrere..."

"Men det gjorde han ikke," sagde Remus, og lagde en opmuntrende hånd på sin vens skulder. "Vi beskyttede ham."

"Idag," sagde Sirius. "Men hvad med i morgen, og dagen efter der? Hvad skulle stoppe Voldemort fra at sende flere Dødsgardister mod os?"

"Jeg ved ikke hvad jeg skal sige til dig, Køter," sage Remus. "Ud over, at vi gør alt hvad vi kan for at holde ham i sikkerhed."

"Jeg har en ide," sagde Sirius. "Måske kunne jeg blive på Hogwarts... i min animagus form. Du kunne sige jeg er dit nye kæledyr. På den måde kunne jeg holde tæt øje med Harry, uden at nogen mistænker mig."

"Nej," sagde Remus og rystede på hovedet. "Det er for farligt. Hvis du bliver fanget-"

"Det bliver jeg ikke," sagde Sirius. "Kom nu, Hugtand. Vi kan gøre det her. Det ved jeg at vi kan. Det bliver ligesom de gamle dage."

"Siri-"

Dumbledore kom ind i rummet, og smilte til de to mænd med et glimt i øjet.

"Beklager for at lade jer vente så længe, men jeg havde nogle meget vigtige ting jeg skulle der ikke kunne vente," sagde Albus.

"Albus," sagde Remus tankefuldt. Hvis jeg støtter ham, kunne han ende i Azkaban, og hvis jeg ikke gør, så prøver han bare på en anden måde og får sig selv slået ihjel på vejen. Det ser ikke ud til at jeg har et valg... Jeg håber bare ikke vi kommer til at fortryde det her. "Sirius har en plan til at holde øje med Harry uden at blive fanget, og med en smule kniben, tror jeg faktisk det kunne virke."

"Fortæl mig," bad Dumbledore. De gik over planen, og efter næsten at have brugt en time på den, kom Albus til en beslutning. "Jeg tror det kunne virke. Men det hele afhænger af dig, Sirius. Du kan ikke transformere ud over de stede som vi mener er sikre, når du bruger Polyjuice, eller med mindre Harry's liv er på spil. Kan du klare det, Sirius? Husk på hvad der vil ske, hvis du giver ind for fristelsen til at transformere på det forkerte tidspunkt, og du bliver det. Ingen af os vil være i stand til at hjælpe dig, hvis du bliver fanget."

"Det forstår jeg Professor, og jeg er mere end villig til at løbe den risiko for Harry's skyld," sagde Sirius, med stemmen fyldt af beslutsomhed.

"Så er det afgjort," smilte Albus. "Jeg vil få husalferne til at lave de nødvendige indretninger med det samme. Jeg er sikker på at Harry vil være lykkelig for at have dig her."

"Det er jeg også," sagde Sirius.

"Jeg håber bare vi ikke kommer til at fortryde det her," sagde Remus.

"Bare rolig, det kommer vi heller ikke til," forsøgte Sirius at opmuntre sin ven. "Det bliver ligesom gamle dage, Hugtand. Du kender mig..."

"Det er det jeg er bange for..." tænkte Remus.

Ginny forlod Hospitalsfløjen og blev mødt af Mark, der stod med alle hendes indkøbsposer, inklusive hendes nye kæledyr, i dens transportkasse. Hun havde fuldstændigt glemt alt om ham og hendes ting, da hun fik sin sidste vision.

"Jeg er så ked af det, Mark!" sagde Ginny. "Det var ikke min mening at løbe og efterlade dig på den måde."

"Du reddede Potter's liv, og hjalp med at beskytte Hogsmeade," sagde Mark med et smil. Romeo kunne igen mærke den samme mærkelige anspændthed da han sagde Potter's navn. Kunne denne dreng have noget imod Potter? "Du behøver ikke undskylde for det... Jeg er stolt af dig. Du kæmpede godt."

"Tak," sagde Ginny og gengældte smilet. "Hvor længe har du ventet herude?"

"Ikke længe," sagde Mark. "Det har været en lang dag. Hvorfor tager du ikke din nye familiar med ovenpå, og få noget hvile. Jeg vil sidde med dig ved Gryffindor bordet i aften, og så kan du fortælle mig alt hvad der skete efter du forlod kroen."

"Det lyder som en god ide," sagde Ginny. "Jeg er en smule træt... Vi ses senere i aften."

Ginny to poserne og transportkassen fra Mark.

"Tak," sagde Ginny. "Jeg ved ikke hvad jeg ville gøre uden mig."

"Det var ingenting," sagde Mark. "Ses."

"Hej," sagde Ginny. Da Ginny begyndte at gå, kunne Roemo have svoret på at han hørte Mark mumle noget dæmpet.

Samtidigt sad Harry, Ron og Hermione heldigvis alene i Gryffindor's opholdstue. Efter alt hvad der var sket i dag, var det sidste Harry havde brug for var at blive chikaneret.

"Hvad skete der derude, Harry?" spurgte Hermione.

Harry fortalte dem hvad han havde set, hvilket ikke var meget siden han havde været i kropslåden det meste af tiden.

"Modstod skjoldet Dræberforbandelsen?" spurgte Hermione fjernt, mens hun søgte i sin hukommelse efter noget der for længst var glemt. "Der er et eller andet velkendt ved det, som om jeg har læst det et sted,men... Nej, tror ikke jeg nogensinde har hørt om noget der kan hvad du har beskrevet."

"Hvad tror du at det kunne havde været, Harry?" spurgte Ron.

"Jeg ved det ikke," sagde Harry. "Men hvad det end er, er det en del af hvad der sker med Ginny..."

"Jeg er bekymret for hende," sagde Ron. "Hvad der end foregår... tror jeg hun er dyberere ude end hun kan bunde. Hvad kan vi gøre for hende?"

"For nu, er det eneste vi kan gøre at holde øje med hende, og søge efter svarene på biblioteket," sagde Hermione. "Der bliver nødt til at være svar på alt det her et sted, og jeg vil vædde med at svarene er der."

"Så hvad venter vi på?" spurgte Ron og gik over mod portræthullet. "Lad os se og finde dem."

Det her var første gang Ron lod til faktisk at være ivrig efter at komme på biblioteket. Det var et skræmmende syn at se. Harry og Hermione udvekslede lamslåede blikkede, og fulgte ham ud ad hullet.

TBC