Min Evige Forbandelse

Af Mara456

Oversat fra engelsk af Berantzino

Originaltitel "My Eternal Curse"

Rating: T

Disclaimer: "Jeg ejer ikke Harry Potter eller nogle af figurerne det kan genkendes i denne historie. Jeg ejer kun plottet og mine egne originale karakterer. Jeg tjener ikke nogle penge på det her, så vær venlig ikke at sagsøge mig."

Mara456, direkte fra hendes historie disclaimer

Beskrivelse: Ginny troede hun var fri for Romeo Detlev for evigt... For kun at finde ud af at han aldrig rigtigt gik væk. Nu må hun konfrontere ham og sine egne værste frygter før det er for sent. Men hvordan kæmper man mod en fjende der kender dig bedre end du selv?

Kapitel Elleve

Pas på med hvad du ønsker dig...

Ginny gik ind på sin tomme sovesal, lukkede og låste døren bag sig. Hun satte poserne fra sig på gulvet, satte forsigtigt transportkassen på sengen, og satte sig ned ved siden af kassen. Ginny følte sig fristet til at lukke sit nye kæledyr ud af dets indelukke, men hun ville gerne tale udforstyret med Romeo, først. Hun fandt den lille guide hun havde fået omkring hendes familiar frem, og begyndte fraværende at bladre i den. Ginny var ikke sikker på hvad hun ville have fra Romeo på nuværende tidspunkt, men hun var fast besluttet på at få det.

"Romeo..." begyndte Ginny, og følte sig en smule usikker omkring det hele. "Du sagde du havde slået ihjel før... Hvordan føltes det for dig?"

"Hvorfor vil du have det at vide?" spurgte Romeo, defensivt. "Er du måske bange for hvad du er ved at blive? Bange for at de følelser du havde var, på en måde, unormale? At du med en handling, blev det monster du anklagede mig for at være, for ikke så længe siden? Lad mig sige dig det her, min lille prinsesse... I dyrebare normale personer ser mord, via normal standart, som en afskyelig og grusom handling, med mindre... det bliver gjort for deres dyrebare Lysets side. Da, og først da, kan det blive accepteret, og selv da, skal den såkaldte 'helt' havde fortydelser om at have reddet deres bagdele i forvejen. Hvem skal sige hvad der er normalt omkring mord, og hvad der ikke er? Sig mig... spørger du mig om hvad du føler er socialt acceptabelt? Så du blive ved med at formilde masserne, ved at blive ved med at føle dig skyld? Eller, spørger du mig om hvad du føler er hvad du er dybt nede, men har været for bange til at opleve før nu?"

"Jeg er ikke noget monster," sagde Ginny, lige så defensivt. Ginny havde ikke tænkt på det på den måde. Hvorfor spurgte hun ham? Hvad fik gun ad af at spørge om dette? Men, hun følte hun var nødt til at vide det, til at sammenligne, og prøve at forstå det på en måde. Hun nægtede at lade det slippe ham gang. Hun var træt af at lade Romeo få så frie tøjler hele tiden. Han havde noget hun ville have, og han ville give det til hende, på den ene aller anden måde.

"Jeg kaldte dig heller ikke et," sagde Romeo blødt. "Jeg spurgte hvad du ville have fra mig, hvad du virkelig vil have fra mig. Du vil have mig til at fortælle dig hvordan jeg følte da jeg slog Hulda ihjel, så du kan bruge det til at skabe et eller andet fiktivt højere moralsk standpunkt? Blive ved med at fjerne dig fra mig, så du kan lade som om vi på ingen måde er ens? Eller, spørger du fordi du gerne vil vide, virkelig forstå hvad du tænker? Hvad du føler? Hvad du er ved at blive?"

"Jeg... Hvorfor skal du altid gøre det så svært for mig?" sukkede Ginny. "Jeg stillede dig et simpelt spørgsmål-"

"Intet er nogensinde simpelt når det handler om mord, Ginny," sagde Romeo kraftfuldt. "Spørgsmållet du har stillet er hverken simpelt, ej heller nemt at svare i ord... Jeg vil fortælle dig hvordan jeg følte... men kun hvis du er villig til fortælle mig sandheden om hvordan du følte. Den virkelige sandhed... Prøv at sætte ord på det selv, før du beder mig om det."

Romeo var næsten helt sikker på at hun ikke ville svare på det, ikke så lidt tid efter Dødsgardistens død. Så længe hun ikke svarede, behøvede han ikke tænke over sin... fejl. Selv hvis hun ville være så uforudsigelig og svare, kunne hun let blive afledt.

Ginny havde ikke nogen ide om hvad han havde gang i, med at sætte hende gennem det her. Hvorfor ville han have hende til at beskrive det for ham, når han var der? Når han vidste hvordan hun følte det. Jeg har ikke lyst til at føle det igen! Hvorfor ville han have hende til at genopleve det, når det stadig var så friskt i hende? Hvorfor? Men hvis hun ville vide hvordan Romeo havde følt, havde hun ikke andet valg end at adlyde. Hun lod sin hukommelse gå tilbage til øjeblikkene før den Mørke troldmand's død, da det eneste hun havde tænkt på var at bekytte Harry.

"Da der gik ild i ham, var jeg mere end en smule chokeret," forklarede Ginny, og prøvede at finde hoved og hale i hvordan hun havde følt. "Jeg havde ingen ide om at han var bag mig før slangen angreb ham. I mit sind gik det hele så hurtigt... til at starte med. Så var det nærmest som et troldmandsfotografi der var fanget i slowmotion. Den måde han prøvede at kæmpe mod smerten længe nok til at slukke ilden... Den måde han skreg da al hans kamp var forgæves. I starten følte jeg mig vred, og på en måde, opstemt. Jeg følte at han fik hvad han fortjente for at angribe os, for at prøve og slå os ihjel. Jeg ønskede ham død... Så, da flammerne voksede, og jeg så ham lide, forsvandt min vrede og euforia, og efterlod kun medynk, sorg, og kvalme tilbage. Jeg tænkte at ingen fortjente at dø på den måde... Det var forfæreligt... rædselsvækkende..."

Ginny tørrede en tåre væk. Hun kunne mærke sin sorg forøges for hver en stavelse, indtil det blev overvældende. Hun kunne ikke fortsætte, og til hendes overraskelse, pressede Roemo ikke på. De sad der for hvad der føltes som timer, men hvad der sikkert kun har været nogle få minutter. Så talte Romeo.

"Ville du gøre det igen, hvis det betød at du beskyttede nogen, eller dig selv?"

Først havde hun lyst til at råbe 'Nej! Det ville jeg ikke! Det kunne jeg ikke!' men lige så snart hun havde tænkt det, vidste hun at det ikke var sandt. Pludselig, forstod hun hvorfor Romeo spurgte hende; før hun havde fortalt det, havde hun ikke set at, på et eller andet punkt, havde hun nydt det! Bare tanken gav hende kvalme. I det øjeblik, havde hun ikke været bedre end Mørkets Herre eller Dødsgardisterne. For et øjeblik, var hun blevet præcis det hun havde beskyldt Romeo for at være, et monster.

"Det ville jeg," hviskede Ginny.

Romeo mærkede alt dette løbe gennem hendes sind, og vidste at han havde gjort hvad der skulle gøres, for deres begges skyld. Han vidste, bedre end nogen, hvad det her ville koste hende,men i de rigtige hænder, ville prisen være det værd. I enden, ville det være meget bedre hvis hun slap af med alle disse illusioner på egen hånd, og ikke på andres betingelser. Han havde ikke ville presse hende, men efter i dag, var han sikker på at deres tid var knap. Hun var nødt til at kunne klare alt hvad fremtiden nu kunne have til dem, og snart... Øjeblikket var kommet, og han vidste at dette kunne gå begge veje. Noget var nødt til at give, og han bad til at det ikke ville blive Ginny. Romeo vidste at han blev nødt til at vælge sine nædte ord omhyggeligt.

"Hvor langt er du villig til at gå for at beskytte dem?" spurgte Romeo.

"Jeg vil gøre alt for dem," hviskede Ginny. En del af hende ville gerne lyve, men hun var træt af at lyve hele tiden, især over for hende selv. Var hun på en måde ved at blive netop den ting hun frygtede mest?

"Alt?" spurgte Romeo. "Ville du give alt for dem? Dit hjerte, dit liv, din sjæl?"

"Hvorfor vil du vide det, Romeo?" spurgte Ginny, og hævede stemmen en anelse. Romeo havde, uden at vide det, skabt røre i alt den uro der havde truet med at opsluge hende de sidste par måneder. Ginny havde det som om hun skulle eksplodere. "Var i dag ikke bevis nok for dig? Du har allerede mit svar... der er ingen grund til at lade mig gå igennem alt dette. Du svarede aldrig på nogen af mine spørgsmål, min slange! Hvordan føltes det at slå en uskyldig ihjel? Hvis det var i din bedste interesse, er du så parat til at gøre mig ondt? Parat til at tage mit liv, til fordel for dit eget? Hvad er det du vil have fra mig, Romeo Gåde Detlev Junior? Du skulle være den næste Voldemort... Merlin, du var ham... Jeg er så helvedes træt af det her! Løgnene vi spandt, dine såkaldte planer, det alt sammen. Har jeg slet ikke noget at have sagt længere? Jeg er ikke dum, Romeo! Du vil overtage Mørkets Herre's plads, og du har brug for mig for at kunne gøre det. Du vil have mig til at blive præcis som dig, til at blive dig. Du vil ikke have Ginny til noget som helst; du vil have Hende-Som-Ikke-Må-Benævnes! Din kreation, din perfekte allierede, din slave... Jeg er altså træt af det, af al indespærringen. Jeg vil fri... og jeg har tænkt mig at tage min frihed, før jeg mister min forstand! Før jeg mister mig selv..."

Ginny hoppede af sengen, og gik mod døren. Romeo stoppede hende brat. Hvor kom alt det her fra? Hvorfor gjorde hun alt det her?

"Hvor tror du du skal hen?" spurgte Romeo i en dødelig hvisken.

"Jeg har tænkt mig at sætte en stopper for det her..." hviskede Ginny, og efterlignede den samme dødelige tone. "Jeg har tænkt mig at hoppe fra Astronomitårnet... lyst til at kigge på? Nå nej, du har ikke noget valg, har du?

"Hvorfor gør du det her mod dig selv – mod os?" spurgte Romeo. Ville Ginny virkelig slå sig selv ihjel bare for at gøre ham fortræd? Hun var seriøs. Han var nødt til at stoppe det her, nu.

"Hvorfor tror du?" snerrede Ginny. "Hele mit liv er jeg blevet manipuleret i den ene eller anden form. Af min familie der ville forme mig til den perfekte datter, af mine lærere som ville have indflydelse på mig, og nu af dig... Jeg er træt, Romeo, meget træt... Jeg kan ikke leve den tomme eksistens du har valgt for mig. Jeg kan ikke blive hvad du vil have mig til at være... bare lad mig gå!"

Romeo hørte den bedende og desperate tone i hendes stemme ved slutningen af hendes erklæring. Han kunne mærke den fuldstændige ærlighed der kom fra hver eneste stavelse hun sagde. Et sted, dybt nede, et sted som Romeo havde troet forlængst var dødt, bevægede det ham. Det gjorde ondt at se hende lide på denne måde. Romeo rystede mentalt på hovedet. Hvor kom alt det her fra? Han prøvede med det samme at begrave disse latterlige følelser, og vende tilbage til opgaven foran ham. Han havde ikke tid til dise farlige og forædderiske tanker, lige nu. Han blev nødt til at stoppe hende.

"Kan du ikke se, at det kan jeg ikke?" hviskede Romeo. "Hvis du dør... vil du tage mig med dig, og det kan jeg ikke have. Jeg vil gerne leve selv om du ikke vil, og så længe du overlever, gør jeg det også."

"Jeg fortalte dig da alt det her startede, at jeg ikke ville blive udnyttet igen!" skreg Ginny. "Og jeg mente det! Hvis du vil gøre mig til et monster, gøre så jeg aldrig kan tage hjem igen, så vil jeg ikke leve! Hvis du vil arbejde med mig som ligeværdig, som en individuel, og ikke en slave... så, måske... kan vi blive et team, men jeg vil ikke give mere! Ikke til dig, eller nogen anden! Hvis der er nogen der skal give noget... så skal det være dig, Romeo Detlev, ellers ingenting. Vores liv er i dine hænder... vælg klogt."

"Det ville du ikke gøre," sagde Romeo, med en farlig kant til sin stemme. Han vidste fra det øjeblik det han sagde det at det ville hun, uden anden overvejelse.

"Sig nej, og find ud af det..."

Hvem var den Slytherin foran ham? Hvem ville tvinge ham til at sige ja? Hvem, som han kendte, kunne få ham til at sige ja? Han havde skabt et monster. Et som han næsten ikke kunne kontrollere... Damn, han havde smittet for meget af på hende. Han havde glemt det... alt for meget tid sammen med hende, og nu betalte han prisen. Han havde ville have hende til at komme i kontakt med sin Slytherin natur, og det var præcis hvad hun havde gjort... Romeo følte et jag af fordrejet stolthed over hende. Hun havde taget hans lektioner og vendt dem lige imod ham selv. Hun var ikke den samme person som han først havde mødt. Hvem hun var, vidste han ikke, men han glædede sig over ideen om at finde ud af det. Ja, hvis nogen kunne være hans ligeværdige, ville det være hende. For første gang i sit liv, ville han ofre noget villigt.

"Pas på med hvad du ønsker dig..." sagde Romeo og lød fornøjet. "Du er ikke den samme person jeg mødte, for længe siden. Det kan jeg se nu. Du er noget mere... Jeg vil gøre hvad du forlanger. Jeg sværger det på Salazar Slytherin's, min mest ærede forfaders, grav. Jeg vil altid behandle dig som en ligeværdig, og jeg vil aldrig skulke fra mine pligter over for dig, selv hvis det er imod min egen bedste interesse. På trods af alle odds, har du opnået noget af min tillid og respekt, Virginia Weasley. Jeg kan aldrig stole fuldt på dem der er under mig, og dem jeg ser som ligeværdige, ville jeg aldrig stole på. Du har opnået mere i dag en nogen anden nogensinde har fra mig. Spild det ikke. Når først det er væk, kan det aldrig blive givet igen."

"Tak, Romeo," sagde Ginny blødt, overrasket over denne pludselige ændring. For første gang siden det hele startede, kunne hun mærke hans ærlighed. Han mente hvert et ord. "Jeg lover dig, at du ikke vil fortryde det her..."

"Lad os håbe det..."

"Så... partner," sagde Ginny. Det her ville tage noget tid at vende sig til. "Hvad var dine planer? Dine rigtige planer for os?"

"Jeg tror det ville være åbenlyst," sagde Romeo. "Jeg ville træne dig i Mørkets Magter, formørke dit hjerte på vejen. Til slut, ville du have vendt dig mod dine Gryffindor følgesvende, og vendt dig mod Slytherinerne for selskab. Som tiden gik, ville du have opnået deres tillid, frygt, og respekt, og skabt de tråde vi ville få brug for senere. Når skolen var slut, vile vi hvae fordybet os i de mørkeste regioner af Mørkets Magter, og var blevet mere kraftfulde end du nogensinde kan forestille dig. Hvis Potter og Dumbledore ikke havde slået Voldemort til den tid, ville vi have tilbudt vores hjælp til Lysets side, som gode troldmænd selvfølgelig. Hele tiden, samlede vi støtte og allierede på vejen. Sammen ville vi have slået Voldemort, og var blevet helten. Så, mens de var svagest, ville vi slå til. De ville nemt blive knust under vores fødder, og vi ville tage deres plads, og blive den sande magt i troldmandsverdenen.

"Er det åbentlyst?" spurgte Ginny, og følte sig en smule benovet og meget urolig af hans plan. "Hvad ville du så kalde uklart? Vent, svar ikke på den der. Jeg tror ikke jeg vil vide det. Du ved... du har stadig ikke svaret på mit spørgsmål. Hvordan følte du da du slog Hulda ihjel?"

"Hvis du må vide det..." sukke Romeo. "Så vil jeg fortælle dig det. Jeg var gået ind på pigernes toilet for at åbne Hemmelighederne Kammer igen. Jeg havde allerede angrebet eleverne flere gange; forsigtig med ikke at dræbe nogen fra Slytherin, eller få skolen lukket. På det tidspunkt, var skolen det eneste middel jeg havde for at undslippe fra den forfærdelige mugglerverden jeg havde været fanget i det meste af mit liv. Det sidste jeg ville var at komme tilbage til det børnehjem igen. Jeg har måske have pralet til Potter om at pigen døde fordi jeg havde planlagt det, på en eller anden måde. Det kunne ikke være længere fra sandheden. Sandheden var at pigen simpelthen var det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt, da jeg åbnede Kammeret. Jeg vidste ikke at hun var der før hun havde åbnet døren til båsen, og da var det for sent. Et blik, og hun døde med det samme. Først var jeg chokeret og frastødt, og på et eller andet niveau, endda skyldig. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg ikke havde følt hendes tilstedeværelse noget før. Jeg skulle have tjekket om jeg var alene. Chokket jeg følte gav langsomt plads til retfærdighedsgørelse. Jeg sagde til mig selv, at hvis hun ikke brugte al sin tid med at svælge i sin selvmedlidenhed, ville hun ikke have endt på den måde. Det var hendes skyld, ikke min. Til sidst, følte jeg en mørk, fordrejet opløftethed, og magt over at have slået hende ihjel. Det at jeg kunne puste et liv ud, et hvilket som helst liv, og slippe afsted med det, synes nærmest som en mørk beruselse... En, mit andet jeg åbenbart ikke kan få nok af...

Ginny absoberede hvert et ord Romeo havde sagt, nærmest hypnotiseret af det mørke billede han malede af sig selv. Da Ginny lyttede til ham, begyndte hun at forstå hvorfor han havde undgået spørgsmålet. Romeo følte sig ikke stolt over hvad han havde gjort, og han ville ikke have hende til at læse mellem linierne og se det. Det faktum at Romeo havde følt sig skyldig for hvad han havde gjort overraskede hende. Var Romeo ikke det fuldkomne monster han lod til at være? Det kunne da ikke være muligt... kunne det?

"Du er ikke stolt over hvad du gjorde, er du?" spurgte Ginny blidt.

"Hvad får dig til at tænke det?" spurgte Romeo og lød som om Ginny lige havde givet ham en lussing.

"Den måde du sagde det fortæller mig det," sagde Ginny. "Du lød-"

"Lød hvordan?" bed Romeo. "Sentimental? Nostalgisk, måske? Tro mig, jeg er ingen af delene... Du kan lige vove på at prøve at finde den bløde og pjuskede side af Lord Voldemort. Jeg forsikrer dig, der er ingen at finde."

Af alle svar han havde regnet med, var latter ikke en af dem.

"Du skal ikke gøre grin med mig..."

"Jeg gør ikke grin med dig," sagde Ginny. "Det var bare det at det mentale billede af en blød og pjusket Mørk Herre var uvurderligt."

"Jeg er glad for at en af os synes det er morsomt," sagde Romeo med en isnende tone i stemmen.

"Tro mig, jeg syntes ikke noget af det her er morsomt," sagde Ginny sobert. Hun følte at de havde brug for et emneskift, hurtigt. Hun ville allgevel ikke kommere videre lige nu. Ginny spekulerede om der var noget tilbage af hans sjæl efter at han havde brugt så meget tid fordybet i Mørkets Magter. Måske skulle hun komme op med en ny måde at komme ind på livet af ham. Måske kunne hun da finde ud af hvad der virkelig lå bag masken af had og grusomhed. "Hvorfor lader vi ikke vores nye familiar ud? Jeg tror den har været derinde længe nok."

Ginny åbnede transportkassen, og slangen snogede ud. Den brugte nogle få øjeblikke til at undersøge sine omgivelser, før den henvendte sig til dem.

"Hej igen, du unge," sagde slangen.

"Undskyld for at holde dig indespærret på den måde," hvislede Ginny.

"Efter hvad jeg overhørte, forstår jeg," hvislede slangen sympatisk.

"Du hørte alt det?" hvislede Ginny agtpågivende.

"Din side," sagde slangen. "Ikke hans... Sig mig, du unge, hvorfor indeholder du sjælene af to?"

"Sjælene af to?" spurgte Ginny.

"Inde i dig er sjælen af ikke en stor troldmand, men to," forklarede slangen, og gled op på hendes lår. "Jeg fornemmer stort potentiale mellem jer to, som intet jeg har set før... Jeres aura af kræfter er tiltalende for mig. Jeg kan smage jeres mærkelige mix af magier nu... Sammenslutninger som disse er meget sjældne... hvordan blev i én?"

"Det er en lang historie," hvislede Ginny, næsten tankefuldt. "Måske kan jeg fortælle den til dig en dag... Du sagde noget om en forbindelse, i butikken, hvad er det?"

"Når jeg er forbundet, vil jeg permanent være linket sammen med den troldmand for livstid," sagde slangen. "Så længe vi begge lever, vil jeg være troldmandens familiar, og loyale betroede. Det er svæt at forklare i ord hvordan båndet aftager og tiltager... forhåbentlig vil i begge være i stand til at se det for jer selv snart. Vil i begge sige ja til at være bundet med mig for livet?"

"Når troldmanden dør, kan di så binde dig igen?" spurgte Ginny.

"Nej," sagde slangen sorgfuldt. "Båndet kan kun ske en gang i en livstid. Når chancen er væk, er den væk... Jeg spørger jer en sidste gang, vil i bgge villigt binde jer med mig? Jeg vil være loyal over for jer begge så længe mit hjerte stadig slår."

"Jeg har hørt om hendes slags, Ginny," sagde Romeo langsomt, som for at huske noget der forlængst var glemt. "Hendes art er brugt til nogle af de mest farlige og, og skjulte magier. Hun kunne være en kraftfuld allieret... Jeg siger ja til at blive forbundet med med."

"Vi siger ja til at prøve og forbinde os med dig," sagde Ginny, og følte sig en smule usikker.

"Meget vel så..." sagde slangen. Uden advarsel angreb slangen, og sank sine giftpumpende hugtænder ned i hendes arm. Ginny skreg i smerte og overraskelse, og slangen slap hende og gled ud af rækkevidde.

"Hvorfor bed du mig?" spurgte Ginny, og følte sig pludselig mat. "Hvad..."

"For at oprette den første forbindelse," sagde slangen. "Min gift kan skabe en midlertidig bro mellem os... Hvis vi er skæbnebevidstvtil at blive forbundet, vil den sande bro forme sig fra den, og blive permanent. Hvis ikke, vil du ikke være skadet... slap af, du unge. Du må forblive åben for at det her kan virke."

"Du kunne have advaret mig..." sagde Ginny svagt, da hun lagde sig ned på sengen. Romeo kunne mærke giften løbe gennem Ginny's krop med forøget hastighed. Ginny lukkede sine øjne da verdenen fadede væk.

"Jeg beklager, men det kunne ikke blive undgået," slangens stemme lød som om den kom fra en stor afstand. "Du skulle komme forbi det første stadie snart..."

"Du er lige så slem som Romeo..." hviskede Ginny. Uden advarsel, fløj underlige billeder og indtryk gennem Romeo's og Ginny's sind som en orkan. I forvirringen fangede Romeo glimt af fok og ting der forlængst er væk. Det var som intet han havde set før. Det var som om tusinder af års historie passerede revy foran hans øjne. Han hørte Ginny gispe i undren.

"Hvad gør du ved os, slange?" spurgte Romeo.

"I ser minderne fra mine forgængere og deres troldmænd," slangens stemme lavede ekko gennem deres sind. Romeo kunne mærke slangen prøve at sende mentale fangarme ind i hans sind, og prøvede at skabe forbindelsen. Han kunne mærke at slangen havde problemer... den havde svært ved at skabe båndet imellem dem. Romeo tvang sig selv til at forstærke forbindelsen, indtil slangen havde en chance for at afslutte båndet. Efter nogle få øjeblikke, mærkede han Ginny gøre det samme. Langsomt begyndte båndet at blive mere solidt, og billederne skiftede fra slangens minder til deres egne. Romeo kunne se hans og Ginny's liv flimre forbi deres øjne. Ginny og Romeo havde et jag af insigt og skreg ud i stormen.

"Ix Chel!"

Med det samme blev stormen i deres sind rolig, og de blev kastet tilbage til virkeligheden med chokerende kraft. Ginny trak vejret tungt, som om hun lig havde løbet at maraton. Hun prøvede at få vejret, samtidigt med at Romeo prøvede at få ro i sit sind, som stadigvæk var i oprør efter oplevelsen. Efter nogle få minutter, var det lykkedes for dem at samle sig nok til at de kunne tale.

"Hvorfor sagde du det ikke?" spurgte Ginny, og lød bekymret.

"Sagde hvad?" spurgte Romeo.

"Hun sagde ikke at det og prøve og skabe et bånd mellem to troldmænd ville være farligt for hende," sagde Ginny. Hun ledte i sit sind efter båndet, og fandt det efter nogle anspændte øjeblikkes søgning. Det havde virket, og hun kunne mærke at slangen var udmattet efter oplevelsen, men ud over det okay. "Merlin, hvis det havde slået fejl, ville det have dræbt hende..."

"Er du okay, slange?" spurgte Romeo.

"Jeg... vil få det fint," sagde slangen træt.

"Kan du høre mig?" spurgte Romeo overrasket.

"Selvfølgelig, barn," sagde slangen. "En del af kraften i båndet. Med tiden vil I lære at bruge det som jeg kan."

"Kald hende ved hendes navn, Romeo..." sagde Ginny i en nærmest drømmende stemme. "Vi gav hende navnet Ix Chel..."

"Det vi råbte i stormen..." sagde Romeo. "Hvad er en Ix Chel?"

"Ix Chel, "Lady Regnbue" på jeres sprog," forklarede Ix Chel, "var en Maya gudinde over Månen, og hendes tilbedere sammenlignede menneskelige begivenheder med månefaserne. Hun var Livets bringer, samt dets ødelægger. Og beskytter af vævere og kvinder i barselsengen. Hendes kande var kilden til floderne der ødelægger menneskets værker, og, og vandet der bringer livskraft. Vand er et meget kraftfuldt symbol for liv. Hendes følgesvend er himmelslangen, som bærer vandet fra himmelen i sin mave. Ix Chel, i essens, bragte liv og tog det væk... Jeg er beæret over at i syntes mig værdig til sådan et navn."

"Det er et smukt navn," sagde Ginny. "Jeg er glad for at du kan lide det."

Der var et bank på døren. Ginny satte sig op og kiggede ud ad vinuet. Det var mørkt. Hvad fanden... Var de virkelig væk så længe? Ginny tjekkede tiden. Det var næsten til til aftensmad.

"Det er sikkert Harry, Ron, og Hermione," sagde Ginny. "De kommer sikkert for at være sikker på jeg kommer til middag i aften."

"Jubi," sagde Romeo uentusiastisk. "Lige hvad vi har brug for... drømmeholdet."

"Drømmeholdet?" spurgte Ix Chel.

"Det er hvad nogle folk kalder Harry, Ron, og Hermione når de er sammen," sagde Ginny. "Selvom jeg ikke ved hvorfor..."

"Ix Chel, drengen med et ar som et lyn der slår ned på panden," sagde Romeo, "er kendt som Harry Potter. Hen er en Slangehvisker, og under vores beskyttelse, for øjeblikket. Han kender ikke til min eksistens, samt hvad der virkelig sker med os, og han må heller ikke finde ud af det. Vi ville være i stor fare hvis nogen skulle finde ud af det, især Albus Dumbledore. De... ville ikke fostå, og ville måske gøre os fortræd hvis de får nys om vores hemmelighed."

"Det er årtusindets underdrivelse," sagde Ginny.

"Bare rolig," sagde Ix Chel. "Jeg vil holde på jeres hemmelighed, og beskytte denne Potter, som jeg ville beskytte jer."

"Tak," sagde Ginny. Ix Chel snoede sig op ad Ginny's arm indtil den hvilede sit hovede på hendes skulder, snoet omkring hendes ar på vej op, og så nærmest ud som en levende dekoration. "Hvad laver du?"

"Jeg kommer med jer," sagde Ix Chel. "Jeg har brug for føde..."

"Okay," sagde Ginny. Hun rejste sig og åbnede døren.

"Ginny, vi har været-" sagde Ron. Han pegede på slangen. "Hvad fanden er det?"

"Jeg er ikke en det!" hvislede Ix Chel, og lød dybt fornærmet.

Ginny tvang sig selv til ikke at tale i Slangehvisken.

"Det her er min nye familiar," sagde Ginny. "Hendes navn er Ix Chel. Mark købte hende ti mig da vi var i Hogsmeade idag. Er hun ikke smuk?"

"Du har fået en Divinus Animus," sagde Hermione betaget. "Jeg har læst om dem i 'Moderne Brug af Magiske Væsner'. De er normalt meget svære at få fat på. Du er heldig du fandt en i Hogsmeade."

"Hej," hvislede Harry til Ix Chel. "Mit navn er Harry Potter."

"Taler du vores tunge?" Ix Chel spillede overrasket utroligt godt.

"Merlin, lad være med at gøre det der Harry!" sagde Ron. "Du lyder uhyggelig... Hvorfor ville nogen som helst gide tale med noget som det der?"

"Undskyld," sagde Harry.

"Hvem er det spild af magi?" spurgte Ix Chel.

"Den røv med ører er Ginny's bror," sagde Romeo.

"Idiot," spyttede Ix Chel. "Hvordan kuenne nogen dog holde sådan en ud så længe uden at kværke ham?"

"Jeg tror hellere du må tage de kommentarer tilbage, Ron," sagde Harry. "Du har fornærmet hende."

"Hvorfor skulle jeg tage mig af hvad en dum slange tænker om mig?" spurgte Ron. "Det er bare et grimt væsen af mørket alligevel. Jeg vidste din smag var underlig Ginny, men den ting? Du er syg hvis du vil have et Mørkt væsen som kæledyr."

"Jeg skulle rive hans lunger ud for det der!" spyttede Ix Chel vredt.

"Besvær dig ikke," sagde Ginny. "Vi går..."

Ginny skubbede sig forbi dem. Ron prøvede at gribe hendes arm men hun rystede ham af sig.

"Skrub af, Ron," bed Ginny. Ginny gik, og efterlod dem tilbage.

Hermione så efter Ginny der forsvandt ned ad trappen til opholdstuen. Hun sukkede. Harry så oprørt ud, og Ron's ansigtsudtruk var stadig fykdt med gennemskinnende afsky.

"Hvorfor blev du nødt til at behandle dem på den måde, Ron?" spurgte Hermione. "Den art af slanger hun har fået er praktisk talt harmløs. Desuden, ville den bestemt ikke blive solgt i en dyrehandel i Hogsmeade hvis den på nogen måde var farlig for troldmænd."

"Alle slanger er set som Mørke væsener," sagde Ron. "Jeg ville ikke blive overrasket hvis den manipulerede hende på en måde. Hvorfor skulle hun alligevel også ville have en grim ting som den?"

"Jeg er enig med Hermione," sagde Harry. "Du skulle ikke have behandlet hende på den måde, og ikke alle slanger er slemme. Jeg har mødt nogle meget rare nogen. De har følelser præcis som os-"

"Du kan lige vove på at sammenligne disse væsener med os," sagde Ron rasende. ""Der er intet ens mellem slanger og troldmænd. Hvad tænker Ginny dog på, at få en som kæledyr, specielt nu? Hvad prøver hun på? Ødelægge sit rygte? Alle ved at envher der har med dem at gøre er forudbestemt for problemer, og I to er vanvittige hvis i har tænlt jer at støtte hende!"

Ron gik.

"Lad os give ham noget tid til at køle ned," sagde Harry. "Bare rolig, de vil finde ud af det sammen."

"Du har ret, Harry," sagde Hermione. "Måske vil Ron, når han først har tænkt over det, ikke straffe hende for det. Lad os gå ned til middag. Vi kan prøve og snakke Ron til fornuft bagefter.

Ginny gik mod Storsalen i et meget langsomt tempo. Nogen gange kunne Ron altså bare værre sådan en idiot, men han kom sædvanligvis til sig selv før eller siden. Hun var bare nødt til at vente, og prøve at snakke ham til fornuft.

"Merlin, jeg håber resten af din familie ikker er sådan," sagde Ix Chel.

"Det er de ikke," sagde Ginny, og holdt sig for øjeblikket til engelsk. Det sidste hun havde brug for lige nu var at blive fanget mens hun talte Slangehvisken. "Ron er normalt ikke så slem. Bare rolig Ix Chel, han skal nok komme til sig selv igen. Før eller senere..."

"Når man tænker på at det er ham... vil du komme til at vente længe," sagde Romeo. "Men, da det meste af skolen er som den idiot, vil han være din mindste bekymring."

"Hvad taler du om?" spurgte Ginny.

"Jeg tænker på de fordomme mange har omkring slanger," sagde Romeo. "Husk på at slanger ikke er normale familiarer. Hvis du går til McGonagall nu, og forklarer dit forhold til hende, vil de ikke ahve andet valg end at acceptere det. Hvis ikke du gør det, vil du bare have endnu flere problemer for hånden."

"Du har ret," tænkte Ginny, og gik mod Professor McGonagall's kontor istedet. "Det er sikkert bedst at undgå mere ballade..."

"Sig mig, du unge, hvem er denne McGonagall vi må se?" spurgte Ix Chel.

"Hun er Professor her, og Overhoved over mit hus," forklarede Ginny. "Hun er også Viceinspektøren. Hvis ve har brug for nogens støtte i det her, så er det hendes."

"Hvis vi ikke kan opnå hendes hjælp, vil jeg så blive sendt væk?" spurhte Ix Chel, og lød en smule bekymret.

"Ikke hvis jeg har noget at skulle have sagt..." sagde Ginny. De ankom foran døren til Professor McGonagall's kontor. Lige da Ginny løftede sin knyttede hånd for at banke på, åbnede døren og Professor McGonagall stod der med et spørgende ansigtsudtryk. Hun så slangen på Ginny's arm og hendes granskning af Ginny steg tifoldigt. Jeg er ked af at forstyrre dig, Professor... Men jeg bliver nødt til at tale med dig."

"Selvfølgelig, Miss Weasley," sagde Professor McGonagall, da hun flyttede sig til siden så Ginny kunne komme ind. "Kom ind og sæt dig ned."

Professor McGonagall slog hånden mod stolen foran hendes skrivebord. Ginny satte sig. Professor McGonagall lukkede døren og satte sig ned bag skrivebordet.

"Jeg gætter på at det du vil tale med mig om har at gøre med denne slange?" spurgte Professor McGonagall.

"Ja, frue," sagde Ginny. Forsigtig til at udelade alt der kunne skade hende hende i det lange løb, fortsatte hun. "Jeg ved at slanger ikke er normale familiarer, men hun er ikke en almindelig slange. Ix Chel er speciel, det er jeg sikker på. Da jeg var i Hogsmeade, fandt jeg hende i en dyrehandel. Noget ved hende, trak mig nær hende. Jeg ved ikke hvordan jeg ellers skal beskrive det. Så jeg købte hende..."

"Fortsæt, Miss Weasley," tilskyndte Professor McGonagall, efter nogle øjeblikkes tavshed.

"Jeg er blevet bundet til hende, Professor," sagde Ginny.

"Et livsbånd?" spurgte Professor McGonagall, chokeret. "Er du sikker på at du er bundet til dette væsen, Miss Weasley?"

"Ja," sagde Ginny. "Så vidt jeg ved, var jeg forudbestemt til at blive bundet med hende."

Ved hendes ord, rejste Professor McGonagall sig og gik hen til hvor Ginny sad. Hun trak sin tryllestav og pegede den mod Ginny, mens hun mumlede en besværgelse Ginny ikke kunne høre. Efter bogle få øjeblikke, viste sig en hvid stråle af energi, og løb fra Ginny's bryst til slangen. Professor McGonagall satte sig ned bag sit skriveborg igen, og sukkede.

"Jeg er ked af at jeg satte spørgsmålstegn ved din historie, Miss Weasley, men livsbånd er nemlig meget sjældne," sagde Professor McGonagall. "Hvordan lykkedes det for dig at oprette et?"

Ginny fortalte hende hvad der skete, mens hun forsigtigt udelod de dele angående Romeo. En ubehagelig stilhed fyldte luften efter Ginny havde afsluttet sin fortælleng. Flere minutter gik. Til sidst kunne Ginny ikke tage stilheden længere, og talte.

"Min bror så hende og flippede ud," sagde Ginny, mens hendes følelser af bekymring viste sig. "Jeg er bange for at de andre vil reagere slemt når de ser mig med hende...Vær sød ikke og sende Ix Chel væk! Jeg har brug for hende. Det ved jeg..."

"Bare rolig, jeg vil ikke få dig til at komme af med hende," sagde Professor McGonagall. "Jeg er enig med dig, Miss Weasley. Hun er speciel. At skabe et livsbånd kræver en god del kræfter og kontrol, og intet almindeligt væsen kan det. Du gjorde klogt i at komme til mig omkring det her med det samme. Jeg tager det til at du kan forstå hende til en hvis grad, på nuværende tidspunkt?"

"Hvordan vidste du det?" spurgte Ginny, en smule urolig.

"Som jeres livsbånd bliver mere solidt, vil hun være i stand til at lade sine ønsker blive hørt," sagde Professor McGonagall. "På et tidspunkt, vil I måske endda kunne høre hinandens tanker. Det er en fuldstændig naturlig del af processen... Der er mange bøger omkring emnet på biblioteket. Tænk ikke på dine kollegiekammerater, eller de andre elever, Virginia. Jeg vil sørge for at de ikke overreagere for slemt. Har du planer om at tage hende med dig ned til middag?"

"Ja, Professor," sagde Ginny. "Han har brug for at blive fodret, og hun spiser normal mad."

"Meget vel," sagde Professor McGonagall. "Hun kan komme med dig i aften, men jeg vil helst have at du ikke tager hende med dig til Storsalen for ofte. Jeg vil arrangere det med husalferne i morgen, så du ikke behøver tage hende med dig hele tiden."

"Mange tak, Professor," sagde Ginny og kom på benene. Professor McGonagall rejste sig, og åbnede døren. Ginny gik ud i den tomme korridor.

"Jeg vil eskortere dig til Storsalen," sagde Professor McGonagall.

"Okay," sagde Ginny. Professor McGonagall lukkede døren og de gik.

TBC