Min Evige Forbandelse

Af Mara456

Oversat fra engelsk af Berantzino

Originaltitel "My Eternal Curse"

Rating: T

Disclaimer: "Jeg ejer ikke Harry Potter eller nogle af figurerne det kan genkendes i denne historie. Jeg ejer kun plottet og mine egne originale karakterer. Jeg tjener ikke nogle penge på det her, så vær venlig ikke at sagsøge mig."

Mara456, direkte fra hendes historie disclaimer

Beskrivelse: Ginny troede hun var fri for Romeo Detlev for evigt... For kun at finde ud af at han aldrig rigtigt gik væk. Nu må hun konfrontere ham og sine egne værste frygter før det er for sent. Men hvordan kæmper man mod en fjende der kender dig bedre end du selv?

Kapitel Tretten

Farlige Afsløringer

Ginny vågnede langsomti sin himmelseng. Hun følte sig udmattet, men af en eller anden grund, kunne hun ikke falde i søvn igen. Ix Chel var krøllet sammen på hendes mave, og sov fast. Hun kunne endda mærke at Romeo's bevidsthed stadig var i en meget dyb søvn. Efter alt hvad der var sket for dem dagen før, kunne hun ikke bebrejde dem. Det var nok spænding til et helt liv. Beskytte Harry, blive forbundet, tvinge Romeo til at underkaste sig, selv det at have hendes egen bror til at vende sig mod hende... den eneste ting der lod til at være fast i hendes liv var Mark. Han var rolig, omsorgsfuld, og ægte. Hun behøve ikke at bekymre sig om at blive dømt når hun var med ham. Han lod til at være alt hvad hun nogensinde har ville have i en person, så hvad var der galt med det billede?

Ginny var gået i gennem alt for meget til at tro på 'hvad du ser, er hvad du får'. Mark lod til at være 'for god til at være sand' for hende. Der var nødt til at være et eller andet galt med ham... og selv hvis der ikke var det, var der noget galt med hende. Romeo var en del af denne ligning, lige så meget som hun, eller Mark var. Mærkeligt nok, havde Romeo ikke sagt mange dumsmarte bemærkninger omkring Mark. Når hun var med Mark, var han underligt dæmpet. Det var nærmest som om han var bange for at bryde ind i deres private øjeblikke. Nu hvor hunb tænkte over det, havde Romeo aldrig rigtigt fortslt Ginny hvad han tænker om ham. Det lignede ikke Romeo at være så stille om hans mening om andre. Hvorfor var han sådan når hun var med Mark? Ginny havde ingen idé. Hun undrede sig, svagt, over hvad ville ske hvis hun spurgte ham. Ville han forsøge at undgå spørgsmålet, eller lyve over for hende? Ginny besluttede sig for at vente med det soørgsmål, indtil tingene blev en smule mere normale mellem dem, hvis der var noget normalt for dem længere.

Ginny satte sig op i sengen, forsigtig for ikke at forstyrre Ix Chel da hun flyttede hende ned på sengen. Ix Chel rørte let på sig, og faldt derefter i søvn igen. Hun tog bogen omkring avanceret eliksirers teori som Mark havde fundet til hende, og begyndte at læse. Hun havde en interessant dag forude, og hun ville gerne slappe af før den startede.

Romeo vågnede langsomt til lyden af løbende vand, og følelsen af vand der let ramte huden. Han åbnede sine mentale øjne og rødmede, eller rettere, fik Ginny til at rødme. De var i bad. Der var nogen ting ved at binde sig til hende han bare ikke kunne vænne sig till; at være en pige var bestemt en af dem.

"Hvad er der galt?" spurgte Ginny.

"Øhm..." sagde Romeo, næsten flov. "Det er bare det at vi..."

"Vi hvad?" spurgte Ginny. Så gik det op for hende hvad han hentydede til. Ginny og Romeo rødmede stærkt. "Åh! Jeg kan se hvad du mener..."

"Ja," sagde Romeo. De var stille nogle minutter.

"Nå, øh... God morgen, Romeo," tænkte Ginny. "Jeg er overrasket over at jeg vækkede dig."

"God morgen, prinsesse," sagde Romeo. "Får en tidlig start på dagen?"

"På en måde," tænkte Ginny. "Klokken er næsten otte om morgenen."

"Åh," sagde Romeo. Det var for tidligt om morgenen for ham. Romeo Detlev var mange ting, men et morgenmenneske var ikke en af dem. Normalt var han ikke rigtigt vågen før de var ved morgenmad. "Så... Er Ix Chel vågen endnu?"

"Nej," tænkte Ginny, mens hun gik ud af badet. Da Romeo ikke følte sig særligt meddelsom, lod hans sig falde tilbage i en halvbevidst døs, mens Ginny blev tør og tog tøj på. Ginny brugte tid på at ordne hår og makeup, præcis som Romeo havde lært hende. Hu tog et godt gik på sig selv i spejlet. Det var på en måde svært at tro at reflektionen der stirrede tilbage på hende, var hendes. Romeo havde lavet hende om i sit eget billede, og det var endda et smukt et. Lige meget hvor meget hun hadede at indrømme det, var hun begyndt at nyde det. Ginny vækkede Ix Chel, som lod til at være lige så slem som Romeo når det kom til morgener. Normalt, var hun heller ikke selv så meget et morgenmenneske heller, men hendes rastløshed og manglende evne til at sove, havde fået hende til at stå op tidligt. Ginny samlede sin kappe op på vejen ud, gik ud af Gryffindortårnet, og gik ned til morgenmad.

Uden advarsel, dukkede Professor Trelawney ud af den blå luft, og standsede Ginny brat. Ix Chel hvislede truende af hendes Spådoms Professor.

"Merlin! Kan hun ikke finde en anden at forfølge?" tænkte Ginny, forskrækket ved hendes lærer's pludselige fremtræden.

"Jeg kan sanse et mindre strejf af Synet i denne her," hvislede Ix Chel, mens hun studerede Spådoms læreren.

"God morgen, Professor," sagde Ginny.

"Jeg ser at du valgte at ignorere advarslerne fra skæbnen, Miss Weasley," sagde Professor Trelawney vredt. "Det fortalte mit Indre Øje mig at du ville."

"Ja," sagde Ginny. "Du kan ikke forbyde mig at bruge mine evner for det der er godt."

"Godt for dit eget ego, eller godt for os alle, Miss Weasley?" spurget Professor Trelawney. "Jeg ser klart, at din arrogance har overtaget."

"Spild af Synet!" hvislede Ix Chel, farligt. "Hvor vover hun at fornærme dig på den måde!"

"Ginny, arrogant? Vanvittigt!" sagde Romeo. "Hvis hun vil se et godt eksempel på en egomanisk person, er det eneste hun behøver et kig i spejlet."

Ix Chel fniste, hvilket fik Professor Trelawney til at sojætte. Heldigvis, sagde hun ikke noget om Ix Chel.

"Mit ego har ikke noget at gøre med det her," sagde Ginny, mens hun holdt sine følelser i skak. Det var udelukket at hun ville lade Trelawney komme under huden.

"Tværdigmod, barn," sagde Professor Trelawney. "Det har alt at gøre med dette."

"Jeg kigger ikker efter din vejledning, eller din tilladelse, Professor," svarede Ginny.

"Det er ved min vilje alene at du forbliver i min klasse, barn," sagde Trelawney med en tone der næsten lød som en snerren. "Det kunne hurtigt ændre sig, husk det!"

Professor Trelawney gik med stormende skridt derfra. Ginny sukkede, hun vidste at Professor Trelawney ikke ville tage hendes såkaldte 'ingriben i tingenes gang' særligt godt. Ginny vendte tilbage til sin vej til morgenmad.

"Hvem var den kvinde, du unge?" spurgte Ix Chel.

"Det, var min Spådoms lærer," sagde Ginny.

"Hvordan kunne hun undervise ngoen som helst ordentlig måde at bruge Synet?" spurgte Ix Chel, vantro. "Er hun den eneste underviser i Synet's rette brug?"

"Ja," sagde Ginny.

"Du vil aldrig lære dit fulde potentiale ved at lytte til den person," sagde Ix Chel. "Hvad du har brug for er en ny lærer."

"Det ved jeg," tænkte Ginny. De gik ind i storsalen. Næsten alle eleverne i salen kiggede op. En strøm af hvisken flød gennem hele Storsalen. Mange kiggede stadig på hende med afsky, mens andre kiggede på hende med frygt og beundring, selv Slytherinerne's attitude over for hende virkede anderledes. Hvad forefik der nu? Ginny satte sig ved Gryffindor bordet mellem Harr og Hermione. Ron var ingen steder at se. Ix Chel gled ned på bordet, og ventede tålmodigt på at Ginny skulle give hende mad.

"Hvor er Ron?" spurgte Ginny, mens hun øste mad på sin tallerken.

"Du bør læse det her," sagde Hermione, og rakte hende en kopi af Profettidende. Ginny så overskriften of tabte kæben. Da hendes øjne faldt på billedet, gispede hun. Ix Chel kiggede nysgerrigt på avisen.

Stor Seer Redder Hogsmeade!

Af Jonathan Tomas

Under overskriften var et gigantisk billede af Ginny der kæmpede mod Dødsgardisterne med Harry's tryllestav, det magiske skjold flammende omkring dem.

"Det lader til at det lykkedes for os at være diskrete, alligevel," sagde Romeo, da det værste chok var gået over.

"Hvad er det ved dette papir der bekymrer dig sådan, du unge?" spurgte Ix Chel Ginny, men hun var stadig for chokeret, og hørte hende ikke.

"Det er en avis," hvislede Harry i Slangetunge. "Aviser er et medie for at sprede nyheder."

"Åh," sagde Ix Chel.

Ginny læste videre.

Kraftfuld heks, og ved-at-være Seer, Virginia, kendt af sine venner som 'Ginny', som menes selv at have overgåetden berømte Seer Cassandra Vablatsky. Havde en vision i en lille kro i Hogsmeade, kendt som De Tre Koste, i går eftermiddag. Vidner siger at hun pludseligt fladt om mens hun var i en diskussion med Cornelius Fudge, Britanien's Minister for Magi, og hendes far, Arthur Weasley, leder af Kontoret for Misbrug af Mugglergenstande. Da hun vågnede fra sin dybe trance, informerede hun dem om at et angreb på Hogsmeade af Dødsgardister var nært forestående. Også, at grunden til angrebet var mordforsøget på Harry Potter, kendt som Drengen-Der-Overlevede for hans sejr over Du-Ved-Hvem, da Harry kun var ét år gamnmel, siges at være en af hendes tætteste venner. Desuden, har hun forudset at Du-Ved-Hvem faktik er i live, og bare venter på det rette øjeblik til at afsløre sig selv.

Da Miss Wealsey informerede Ministeren for Magi at hun var den eneste der kunne stoppe dem, prøvede Fudge at stoppe hende, af frygt for hendes sikkerhed. Hun overbeviste ham hurtigt til at skifte mening og løb ud af kroen, på søgen efter Drengen-Der-Overlevede. Miss weasley fandt Mr. Potter lige da angrebet startede. Hun beskyttede ham da han blev såret, samt resten af Hogsmeade, med sit eget liv, en handling der næsten var forgæves, da en af Dødsgardisterne prøvede at ramme hende med Dræberforbandelsen. Lige før forbadlesen nåede Virginia, kastede hun et kraftfuldt magisk skjold omkring hende selv og Mr. Potter, hvis lige aldrig er set før; et skjold som det lykkedes for at reflektere Dræberforbandelsen. Miss weasley vendte derefter kampen mod Dødsgardisterne til sin egen fordel, og tvang dem i retræte.

Denne utrolige unge heks går i øjeblikket på Hogwarts Skole for Heksekunster og Troldmandskab, sammen med Drengen-Der-Overlevede. Albus Dumbledore, den nuværende Rektor på Hogwarts, afslog at kommentere naturen af de kræfter Miss Weasley har. Da spurgt om hendes vision om at Du-Ved-Hvem er vendt tilbage, sagde Dumbledore blot: "Næsten alt er muligt, i de rette hænder." Ministeren for Magi havde dette at sige om Miss Weasley: "Hun er en ekstremt talentfuld ung heks, og troldmandsverdenen skylder hende meget for hende uselviske handlinger. Hendes evner inden for Synet er formidable, men jeg mener at Dødsgardist angrebet var en isoleret hændelse, og at de Mørke Troldmænd handlde på egen hånd."

"En kan kun håbe at Ministeren for Magi har ret vedrørende Du-Ved-Hvem's tilbagevending. Kun tiden vil vise hvad Miss Weasley og hendes visioner, vil have på lager for os.

"Merlin!" sagde Ginny, og læste artiklen igen. "Hvordan kunne dette ske? Dette kan ikke ske... vær sød og sig til mig at det ikke sker. Sig at jeg ikke er på forsiden af Profettidende her til morgen"

"Jeg er ked af det, Ginny, men det er du," sagde Hermione blidt.

"Se det på den lyse side, prinsesse," sagde Romeo. "I det mindste lykkedes det for dem at få et godt billede af os."

"Hold mund, Romeo!" tænkte Ginny.

"Ved du hvad det her betyder?" spurgte Romeo.

"Ja, jeg gør," tænkte Ginny, nedtrykt. "Det betyder, at alt håb vi hvade om at forblive anonyme, er væk. Hvad gør vi?"

"Det eneste vi kan gøre nu er, at rulle med stødene, og be til at ingen finder ud af os," sagde Romeo.

"Hvorfor er du bekymret, du unge?" spurgte Ix Chel, der var forvirret over deres reaktion til avisen.

"Al den omtale vil gøre det sværere for os at holde vores hemmelighed skjult," forklarede Romeo. "Nu vil alle holde tæt øje med os. Hvis vi ikke er forsigtige, vil Dødsagrdisterne måske være det mindste af vores bekymringer."

"Jeg forstår..." hviskede Ix Chel.

"Har Ron set det her endnu?" spurgte Ginny.

"Han så det og gik, lige før du kom ind," svarede Harry.

"Mægtigt," jamrede Ginny. "Som om jeg ikke har nok problemer med ham. Nu vil han også være vred på med på grund af det her... Jeg ville ønske nogen bare ville forhekse mig, og få det overstået!"

"Bare rolig, Gin," sagde Hermione. "Tingene er ikke så slemme."

"Ikke så slemme?" udbrød Ginny. "Jeg er på forsiden af Profettidende, Hermione! Den forbandende avis siger at jeg er en større Seer en Cassandra Vablatsky! Du ved hvor sjældne ægte, kraftfulde Seere er; det gør alle... nu vil alle have disse højtslående forventninger af mig. Hvad skal jeg gøre?"

"Der er ikke meget du kan gøre ved det, lige nu," sagde Harry. "Du kan ikke kontrollere andre menneskers meninger om dig, det kan ingen. Bare fortsøt med at leve dit liv som du altid har, og vær ligeglad med alle andres mening om dig."

"verdenen går under," sagde Romeo. "Jeg bliver nødt til at være enig med Potter... At bekymre dig om det får dig ingen veje."

"Du har ret," sukkede Ginny, og lagde avisen på bordet. "Jeg er overrasket over at Rita Rivejern ikke skrev denne artikel."

"Åh, hun kommer ikke til at skrive noget fra nu af," sagde Hermione.

"Hvorfor?" spurgte Ginny, forvirret.

"Kig på side fjorten," sagde Hermione. Ginny kiggede efter hvad Hermone snakkede om og gispede da hun fandt det.

"De sendte Rivejern til Azkaban for at være en ulovlig Animagus?" spurgte Ginny, chokeret.

"Ja," sagde Hermione. Nogetved glimtet i hendes øjne da hun sagde det, uroligede Romeo og Ix Chel. "Åbentbart, var der nogen der gav Ministeriet et tip i går, om hendes ulovlige aktiviteter."

"Tja, det forklarer bestemt nogle få ting..." Ginny rystede på hovedet.

"Jeg vil vædde med at den lille 'ved-alt' der gkorde det," sagde Romeo.

"Hvorfor ville Hermione gøre det mod hende?" tænkte Ginny.

"Kan du huske den måde hun opførte sig i går?" spurgte Romeo. "Jeg vil vædde alt guldet i Gringotts at det var hende..."

"Jeg er enig, du unge," hvislede Ix Chel. "Hendes blodslyst er til at smage på... Denne er et rovdyr når gjordt vred."

"I tager begge fejl," tænkte Ginny. "Det ville Hermione ikke gøre."

"Vær ikke så sikker på det," sagde Romeo.

"Nyder du din tid i rampelyset, Weasley?" drævede Malfoy dovent. Ginny vendte sig mod ham. "Selvfølgelig, vil det hele ende, når de finder ud af at du er en svindler."

"Skrub af, Malfoy," sagde Harry.

"Få mig til det, Potter," snerrede Draco.

"Jeg vil rive hans øjne ud for den kommentar!" tænkte Ix Chel, klar til at angribe.

"Besvær dig ikke," sagde Ginny svagt.

Ginny rejste sig, og stirrede ondskabsfuldt på ham.

"Gør det ikke," hviskede Romeo. "At skade ham, vil ikke hjælpe os..."

"Jeg ved hvad jeg gør, Romeo," tænkte Ginny. "Hav en smule tillid til mig..."

"Jeg foreslår at du går, Malfoy," sagde Ginny.

"Eller hvad?" udfordrede Malfoy.

Ginny gik tættere på ham, så de næsten var næse mod næse.

"Bliv, og find ud af det," sagde Ginny i en dødelig hvisken der lovede kamp. "Men, hvis jeg var dig... Ville jeg stoppe mens jeg var foran."

De stirrede hinanden ned i næsten et minut, begge ventende på at den anden blinkede. Endelig, brød Malfoy den farlige stilhed.

"Du er ikke det værd," sagde draco i en lav stemme, så de andre ikke kunne høre det.

"Sjovt," sagde Ginny, med et tonefald der matchede hans perfekt. "Jeg tænkte nøjagtigt det samme om dig."

Malfoy gik. Ginny satte sig ned igen og begyndte på at spise sin mad, mens hun ignorerede de underlige blikke Harry og Hermione gav hende.

Severus så Miss Weasley's udtryk skifte fra chok, til vantro, til komplet rædsel, da hun læste Profettidende's artikel om hende. Han følte et uventet jag af sympati for pigen. Hun hadede åbentbart at få den berømmelse, som hun havde fået over den sidste måned. En berømmelse der, helt naturligt, vilde sprede sig over hele troldmandsverdenen som en steppebrand.

Helle denne Seer affære... Da han havde hørt om hendes første vision, havde han, som mange af hans Slytherin elever, nægtet at tro det. Han havde til at starte med mistænkt hende og Potter for at havde fundet på det hele fra starten af. Så gik det i opfyldelse, men han var stadig ikke helt overbevist. Ikke længe efter, fik hun sin anden vision, og den havde fuldstændigt ændret hans mening. Hun var den ægte vare, og det var hvad der var hendes problem. Hun lod ikke til at ville havde den farlige ting hun sad fast med. Det var Severus overrasket over. Han havde regnet med at hun var ligesom sin bror, der ville gøre alt for en hver chance i rampelyset, men, efter alt at dømme, ville hun det lige omvendte.

"En krone for dine tanker, Severus?" spurgte Dumbledore, og rystede derved Severus ud af hans tankerække.

"Kigger bare på udtrykket på Weasley's ansigt," sagde Severus, og nikkede mod Miss Weasley der sad ved Gryffindor bordet. Hendes ansigt mindede ham om et fanget dyr.

"Ja," sagde Albus, og vendte sig også for at holde øje med Miss weasley. "Hun lader ikke til at tage noget af det særligt godt."

"Hun lader til at hade opmærksomhed," nikkede Severus.

"Ja," sagde Albus, med et lille glimt i øjet. "Hun minder mig næsten o dig, da du gik på Hogwarts."

"Vi har intet tilfælles," fnyste Severus. "Hun er en Gryffindor."

"Vær ikke så sikker," klukkede Albus. "Hvorfor taler du ikke med hende et stykke tid, mens vi er i Diagonalstræde. Du vil se hvad jeg mener."

"Det tvivler jeg meget på," sagde Severus. Severus så pigen stirre Mr. Malfoy ned, på en meget u-Gryffindorsk måde... Måske ville det være en godt ide at tale med pigen, alligevel.

Ginny rejste sig fra Gryffindor bordet, og tog sin marineblå kappe på. Ix Chel og sin plads på Ginny's arm igen, og de gik ud i indgangshallen for at vente på at de andre blev færdige med deres måltid. Hagrid åbnede de tunge egetræsdøre, gik ind, og lukkede dørene bag ham. Han så Ginny med slangen på armen, og stoppede brat. Han kiggede på slangen et øjeblik, og gik derefter over for at hilse på dem.

"God morgen, Professor Hagrid," sagde Ginny.

"Underligt..." hvislede Ix Chel. "Denne her er følsom over for de animalske."

"Hej, Ginny," sagde Hagrid. "Hvad har du der?"

"Dette er Ix Chel," sagde Ginny. "Hun er min nye familliar. Ix Chel, dette er Professor Hagrid. Han underviser i Magiske Dyrs Pasning og Pleje er på stedet."

"Det er en fornøjelse at møde sådan en usædvanlig følsom," sagde Ix Chel.

Forståelse, samt en underlig slags genkendelse, strejfede hans ansigt.

"Du er forbundet til hende, er du ikke?" spurgte Hagrid.

"Hvordan vidste du det?" spurgte Ginny, fuldstændig overrasket over hans observaton.

"Jeg kunne mærke forbindelsen mellem jer da hun talte til dig," svarede Hagrid. "En Divinus Animus... Jeg har læst om dem, men jeg har aldrig faktiskt set en. Hun er smuk! Med den forbindelse I har, vil I være i stand til at føre en normal samtale om ingen tid. Ix Chel, kunne du tænke dig at komme til min time, måske en gang i næste uge? Lad os sige, onsdag? Jeg tror at førsteårseleverne og andenårseleverne vil få så meget ud af at møde dig. Måske kan jeg endda få Harry til at oversætte for os."

"Det tror jeg godt at kunne tænke mig," sagde Ix Chel.

"Hun siger ja," sagde Ginny.

"Godt," smilte Hagrid. "Jeg vil tale med Harry om det senere... Nå, jeg bliver nødt til at gå nu. Vil ikke misse morgenmad. Bare husk, at I kan altid komme til mig hvis I to har brug for noget hjælp."

"Bare rolig," sagde Ginny. "Vi skal nok klare os, men tak for tilbudet."

"Farvel for nu, Ginny... Ix Chel." sagde Hagrid.

"Vi ses, Professor," sagde Ginny. Hagrid gik ind i Storsalen.

"Hvad mente du med at han var 'følsom'?" spurgte Ginny.

"Synet kommer i mange forskellige former," forklarede Ix Chel. "Evnen til at se fremtiden er nogle gange kun en del af ligningen. Nogle troldmænd, som denne Hagrid, er modtagelig for nogle andre slags. For et eksempel, kan Hagrid se og forstå hjerterne af hvad jeres slags nogle af din slags kalder 'de animalske'. Det er en meget special evne..."

"Wow," udbrød Ginny. "Siger du, at det er derfor han kan lide at bruge al sin tid med monstre?"

"Udtrykket 'monster' er kun et spørgsmål om perspektiv," sagde Ix Chel.

"Det er det vel," sagde Ginny. "Undskyld."

"Jeg ser, du begynder at kunne forstå din familiar," sagde professor Dumbledore, og forskrækkede dem.

"En smule," sagde Ginny. Hun vendte sig og så Harry, Professor Dumbledore, og Professor Snape bag hende, med deres kapper på.

"Har du tænkt dig at tage din familiar med dig, Miss Wealsey?" vrængede Professor Snape.

"Hun må bringe alle sine magiske elmenter med sig, for at sikre vi får hendes rigtige tryllestav," sagde Professor Dumbledore. "Livsbåndet hun har med Ix Chel, gør Ix Chel til lige så stor en del af hende som en af hendes arme. Det burde du vide, Severus."

"Selvfølgelig," sagde Professor Snape.

"Hvilket bånd?" spurgte Harry.

"Vi forklarer senere," svarede Ginny. De gik ind i et tomt klasselokale, og stod foran en stor pejs. Med et sving fra Dumbledore's tryllestav, sprang en flammnde ild op. Professor Dumledore tog noget ssepulver frem, og kastede det i ilden. Så, en efter en, lod de Hogwarts tilbage.

Ginny trådte ud af ildstedet i den Utætte Kedel til sidst. Professor Dumbledore brugte en hurtigt rense besværgelse på hende, for at slippe for den sod der dækkede hende og hendes familiar. Den første ting hun lagde mærke til var, at der var usædvanligt stille i den lille kro. Da hun kiggede sig omkring så hun at næsten alle i rummet kiggede på dem.

"Hvorfor stirrer de på os?" spurgte Ginny.

"Fordi, for øjeblikket, er I tre ufatteligt berømte," snerrede Professor Snape. "Jeg foreslår at vi skynder os ud."

"Jeg er enig, Severus," sagde Albus. Men da de begyndte at bevæge sig mod bagdøren, begyndte folk at sværme omkring dem som græshopper. En horde af mennesker begyndte at introducere dem selv, og spurgte dem spørgsmål. Ginny ønskede for den tyvende gang den morgen at hun var sikkert anonym igen. Den gruppe der omringede Ginny begyndte at spørge om Ix Chel, og hendes visioner, og værst af alt, lod de til at de alle gerne at ville have en læsning af hende. Ginny vidste ikke hvordan hun skulle reagere til det, og begyndte at bakke baglæns, og følte sig som et fanget dyr for anden gang den morgen. Næsten uden advarsel, begyndte folk at røre ved hendes hænder og arme, rettede ders spørgsmål mod hende mentalt.

En sand storm af billeder, lyde, og følelser flød over hendes sanser, gkorde det umuligt for hende at få vejret. Den første vision der skilte sig ud var af en gammel kvinde der var til sit Barnebarn's muggler bryllup; men før hun kunne få andet end en fornemmelse for hvad der foregik, blev hun voldsomt trukket ind i en anden vision. Hun stod i et stort hus, fyldt med børn der var til fødselsdagsfest. Scenen skiftede, og pludselig, stod hun i det samme hus, men det var ved nattetide. Huset var fylt med Dødsgardister, der prøvede at slå så mange som muligt af deltagerne, til hvad der lignede et kostumebal ihjel. Uden advarsel, blev hun trukket ind i den næste vision med endnu større kraft. Hun stod foran Lord Voldemort, der stod med en halskæde der virkede underligt bekendt. Den næste vision ramte hende, og hun så en muggler mand der friede til en ung, brunhåret kvinde. Så så hun den succesfulde afslutning på en forretningsaftale. Ud af det blå, så Ginny en Slytherin pige hun havde set fra tid til anden i Eliksirer, hoppe fra Astronomitårnet på Hogwarts, og styrtede til sin død.

Visionerne kom hurtigere og hurtigere, indtil hun ikke længere kunne skildne den ene fra den anden. Ginny's fornemmelse for verdenen omkring sig blev forvirret og fordrejet. Hun følte det som om livet blev suget ud af hende for hver vision. Efter nogle sekunder, blev det for meget for hende, og hun gik i panik. Hendes sanser flammede fra det pludselige angreb. Hun prøvede at skrige da belastningen truede med at rive hende itu, men intet kom ud. Romeo, der mærkede det samme som Ginny, skreg ud i smerte. Ix Chel mærkede deres pludselige nød, og vidste at hun blev nødt til at gøre noget for at beskytte sine værger, men hun kunne umuligt kæmpe mod så mange.

"Hjælp os!" skreg Ix Chel, desperat. "Vægten af hendes visioner slår hende ihjel!"

"Ginny har problemer!" råbte Harry, og prøvede at komme til hende. Snape så det smertede, næsten forpinte udtryk i Miss Weasley's ansigt, og handlede. Han trak sin tryllestav, og råbte hurtigt en besværgelse. Klare ladninger af elektricitet og et brag som ved en eksplosion fløj ud af hans tryllestav, hvilket fik flokken til at gå i panik, og løbe i dækning. Han løb til hvor Ginny stod, og det lykkedes for ham at gribe hende før hun faldt om. Virvaret af billeder samlede sig til en vision da han halvvejs trak, halvvejs bar hende mod bagdøren.

Ginny stod i et stort palæ, med et mørkt og dystert landskab i baggrunden. Maskerede Dødsgardister stod omkring hende, men hun var ikke alene. Mørkets Herre stod foran hende, og så rasende ud. Ved siden af Voldemort stod Lucius Malfoy, som havde et koldt, veltilfreds ansigtsudtryk. Ginny hørte et smertet gisp, kiggede ned, og stirrede på rædslen foran hende. Ved hendes fødder lå Professor Snape, dækket i sit eget blod. Hans håndled og venstre ben så ud til at værre brækket slemt, og de blødte voldsomt. Ginny lagde mærke til Snape's tryllestav bag Dødsgardisterne. Tårer fyldte Ginny's øjne da hun tvang sig selv til at kigge op på Voldemort igen.

"Du forrådte os, Severus!" hylede Lord Voldemort af raseri. "Hvad har du at sige til dit forsvar, før jeg maser dig som det ubetydelige insekt du er!"

"Jeg er ikke stolt af min fortid," sagde Severus svagt, mens han kiggede op på Mørkets Herre. Severus hostede blod op nogle øjeblikke, før han fortsatte. "Ud af alle de ting jeg har gjort, har jeg næsten ingen fortrydelser... Ved du hvorfor? Fordi jeg har betalt for mine synder... Fordi, i enden, vil du tabe... Lige meget hvorf mange af os du dræber, vil der altid være flere til at tage vores plads. Folk der er klar til at sige dig imod, der vil kæmpe til døden hvis det er nødvendigt! Mærk dig mine ord, Voldemort, dine dage er talte! Folk som Dumbledore, Mr. Potter, og Miss Weasley vil sætte en stopper for din ondskab, før eller senere... Jeg er stolt over at have haft en rolle i dit fald... Min eneste fortrydelse nu er, at jeg ikke vil leve til at se det!"

"Du tager fejl, Severus," sagde Voldemort, og bukkede sig ned så de var på øjeniveau. Hans røde øjne skinnede ondskabsfuldt af den skadede mand. "Når alt dette er ovre, vil dem du taler om være væk, og troldmandsverdenen vil være for mine fødder!"

Voldemort rejste sig igen og trådte tilbage. Han trak sin tryllestav og pegede den mod Snape. Snape stivenede en smule, men hans blik, og hans beslutsomhed, vaklede ikke da han stod ansigt til ansigt med sin egen død.

"Avada Kedavra!" råbte Voldemort, og visionen eksploderede i en blændende grønt glimt og den susende lyd af døden selv.

Det første Ginny lagde mærke til, var stærke arme omkring hende, der holdt hende oppe. Hun blinkede tårerne væk som slørede hendes syn, og det gik op for hende hvem armene tilhørte. Det var Professor Snape. De stod ved indgangen, som stadig var lukket, til Diagonalstræde bag kroen.

"Hun kommer til sig selv," sagde Professor Snape, da han å at hun var ved bevidsthed. Han slap hende, men stod stadig klar til at gribe hende, hvis det blev nødvendigt.

"Hvad skete der med mig?" sagde Ginny, mens hun støttede sig til muren. Hun havde det som om hun lige havde været gennem den slemme del af helvede.

"Jeg er ked af det, Miss Weasley," sagde Professor Dumbledore, der så utrolig urolig, og en smule skyldig ud. "Jeg havde ingen ide om at det kunne ske. Efter det chok du lige har været igennem, vil det måske være bedre hvis vi tog tilbage til Hogwarts."

"Nej," sagde Ginny. "Vi kom her for at få min nye tryllestav, og Professor Snape's forsyninger, og det er hvad vi gør... Lad os nu bare for det overstået nu, så jeg ikke behøver risikere det igen foreløbig."

"Gryffindor til det sidste," sagde Snape hånligt.

"Vil du gerne gennem den flok igen?" snappede Ginny, mens hun pegede mod døren der ledte tilbage til kroen. "Det vil jeg i hvert fald ikke, og det er ikke just fordi jeg kan få min tryllestav tilsendt med postordre."

"Hvor meget jeg end hader at indrømme det, har hun ret," sagde Professor Snape, der ignorerede hendes tone. "Lige meget hvad vi beslutter, vil vi stadig have den flok at kæmpe med."

"Er du sikker på at du kan klare Diagonalstræde idag?" spurgte Dumbledore.

"Ja, Professor," sagde Ginny.

"Hvad så du?" spurgte Professor Dumbledore.

"Da de alle rørte ved mig, så jeg billeder... visioner," forlarede Ginny. "Flere end jeg kunne tælle... Jeg kunne ikke klare det, der var bare for mange af dem. Jeg følte det som om belastningen ville slå mig ihjel..."

"Hvis de var blevet ved, kunne de godt," sagde Ix Chel. Hendes stemme dirrede af ængstelse. "Vil du få det godt igen?"

"Jeg vil have det fint om lidt," sagde Ginny, der prøvede at forstå hvad der lige var sket med hende.

"Romeo," tænkte Ginny. "Er du-"

"Bare rolig, så let slipper du ikke af med mig," forsikrede Romeo hende.

Ginny følte en bølge af lettelse skylle over hende. Lettelse over hvad, var hun ikke sikker på.

"Kan for mange visioner dræbe?" spurgte Harry, der så forfærdet ud.

"Ja," svarede Ix Chel, der stadig lød bekymret. "Det er derfor så mange store Seere isolerer demselv fra resten. Hvis de mister kontrollen på det forkerte tidspunkt, kan alt ske. Hvis jeg havde vidst at det kunne ske, ville jeg have fået hende stil at blive på Hogwarts indtil jeg havde lært hende bedre kontrol. Jeg er ked af at jeg svigtede jer."

Harry fortalte det videre til de andre.

"Du svigtede mig ikke," hviskede Ginny, så kun Ix Chel kunne høre. "Det må du aldrig tro."

"Hun har ret," sagde Romeo. "Du kunne på ingen måde havde ventet det."

"Tak," sagde Ix Chel. "Jeg vil ikke skuffe jer igen."

"Kan du lære Miss Weasley kontrol?" spurgte Albus Ix Chel.

"Nogen," sagde Ix Chel. "Nok til at holde sådanne angreb i skak, og til at sætte hende de rigtige veje."

Harry gentog alt Ix Chel sagde.

"Godt," sagde Professor Dumbledore, med et lille glimt i øjet. "Gør venligst det. Jeg ville hade hvis der skete hende noget."

"Hun er i gode hænder, store troldmand," sagde Ix Chel. Harry fortalte beskeden videre, og Professor Dumbledore smilede bredt til Ix Chel.

"Efter hvad der lige er sket, Foreslår jeg at I alle holder jeres hætter oppe," sagde Professor Dumbledore. "Det sidste vi vil er, at blive genkendt igen."

"Og, bare til hvis de gør..." sagde Professor snape. Han sagde en frastøde-besværgelse, som ville holde alle fra at komme inden for en meter af dem, mens de var på gaden. Alle hævede deres hætter på deres kapper for at skjule deres ansigter, og de gik ud i Diagonalstræde. Under turen til Gringotts, plagede visionen om Snape's død Ginny. Hun vile gerne fortælle de andre hvad hun havde set, men hun kunne mærke med næsten fuldstændig sikkerhed, at hvis hun fortlte dem nu, ville det bare gøre fremtiden værre. Hun kunne mærke at der stadig var masser af tid til at ændre ting... mindst nogle få måneder. Med held kunne de forhindre at det skete. Ginny bad til at hun gjorde det rigtige ved ikke at fortælle dem det med det samme, for hvis hun tog fejl, ville Snape dø.

TBC