Min Evige Forbandelse

Af Mara456

Oversat fra engelsk af Berantzino

Originaltitel "My Eternal Curse"

Rating: T

Disclaimer: "Jeg ejer ikke Harry Potter eller nogle af figurerne det kan genkendes i denne historie. Jeg ejer kun plottet og mine egne originale karakterer. Jeg tjener ikke nogle penge på det her, så vær venlig ikke at sagsøge mig."

Mara456, direkte fra hendes historie disclaimer

Beskrivelse: Ginny troede hun var fri for Romeo Detlev for evigt... For kun at finde ud af at han aldrig rigtigt gik væk. Nu må hun konfrontere ham og sine egne værste frygter før det er for sent. Men hvordan kæmper man mod en fjende der kender dig bedre end du selv?

Kapitel Fjorten

Usædvanlige Udviklinger

Den holdt øje med Ginny, og hendes lille fan klub, fra skyggerne. For øjeblikket, var den lige uden for hendes følsomheds rækkevidde. Den var nødt til at være vagtsom, for ikke at blive afsløret. Den skulle nok få hævn over den lille møgunge for hvad hun hvade gjort, om det så var det sidste den gjorde! Ingen fik den i oprør, og slap afsted med det! Den ville få sin hævn, når tiden var inde til at slå til. Den så Ginny gå ind på Apoteket med nogen. Den genkendte ham efter nogle øjeblikke. Så, Eliksirmesteren var her også, hvor... interessant. Den fik en idé, og smilte mentalt. Åh ja, det kunne lige være hvad den havde brug for. Den besluttede, ikke at lade dem ude af syne. Hvem ved? Måske var der mere til alt dette end hvad det blotte øje kunne se...

Severus blev tæt ved Miss Weasley og Mr. Potter da de gik mod Apoteket, fast besluttet på at forhindre at 'problemet' de var stødt på da de først ankom, i at ske igen. Han lagde mærke til at Miss Weasley omhyggeligt skjulte sit ansigt hele tiden mens de var udenfor. Severus trak sin egen hætte ned da de endelig var i sikkerhed inde i butikken. Han så Miss Weasley kigge sig omkring i butikken og, først da hun var sikker på at de var alene, lod hun hætten falde. Han besluttede sig for at beholde frastøde besværgelsen på dem, bare for det tilfældes skyld at nogen kom ind i butikken og overraskede dem. En gammel, sølvhåret troldmand kom ud fra bag i butikken. Severus genkendte ham med det samme. Det var butiksejeren, Eric. Han var en af de butiksejere med mest viden inden for Eliksirer Severus havde mødt.

"Goddag, Severus," sagde Eric, og smilte til ham. "Hvad bringer-"

Eric fik øje på Miss Weasley og hendes familiær, og frøs.

"En tam Divinus Animus?" spurgte Eric, og så overrasket ud. "Hvordan lykkedes det for dig at kontrollere hende? Er du ikke den Seer de talte om i Profettidende her til morgen?"

Ix Chel hvislede noget i pigens øre, obseverede Severus.

"Ja," sagde hun ubekvemt. "jeg kontrollerer hende ikke, jeg er forbundet med hende."

"Forbundet?" spurgte Eric. "Interessant... Tror du din slange ville være villig til at give noget af sin gift? Jeg kunne gøre det værd dit besvær."

"Villig?" spurgte Miss Weasley.

"Styrken og variationen af Divinus gift, som eliksir ingrediens, afhænger meget af om det er givet af slangen villigt," forklarede Severus. "Villigt givet Divinus gift er meget svært at få fat på."

Han så pigen konversere med slangen nogle øjeblikke, før hun vendte tilbage til butiksejeren.

"Ix Chel siger at hun vil sige ja til at give dig gift hver gang vi kommer her, på én betingelse," sagde hun.

"Sig det," svarede Eric, ivrig efter at se hvad pigen havde i tankerne.

"At når jeg kommer her efter forsyninger, er alt gartis for mig," forslog Miss Weasley.

"Aftale," sagde Eric. Han troede at han havde fået den lange ende i den aftale, men Severus vidste bedre. Hvis Miss Weasley nogensinde besluttede sig for at komme inden for Eliksirer efter Hogwarts, ville den aftale hun lige havde indgået ende med at blive uvurderlig. "Vent her et øjeblik... Jeg er straks tilbage."

Eric forsvandt gennem en dør bag disken.

"Tror du jeg lavede en god handel?" spurgte Miss Weasley, og vendte sig mod ham.

"Måske..." sagde Severus, tankefuldt. "Men kun hvis du nogensinde har tænkt dig at lave noget mere udfordrende i Eliksirer end feber nedsættende- eller belligenhedseliksirer."

"Hmm..." istemte hun.

Et minut senere, kom Eric tilbage med en lille glasbeholder med en skumagtig prop i toppen. Severus så Eric sætte beholderen på disken.

"Det eneste slangen behøver gøre, er at hugge i proppen," sagde Eric. "Al giften jeg skal bruge vil blive suget ned i beholderen."

Slangen hvislede noget. Fra dens tone, gættede Severus på, at det ikke var behageligt.

"Hun beder mig minde dig om at hendes navn er Ix Chel, ikke slange," sagde Miss Weasley, med en svag kant af advarsel i stemmen. "Vær venlig at omtale hende ved navn."

"Meget vel, Ix Chel," sagde Eric ubekvemt til slangen. Miss Weasley placerede sin arm lige over disken. Ix Chel gled ned på disken og huggede i proppen med lynhurtige reflekser. Severus lavede en mental note af den unge slanges fart, til fremtidig reference. Gift pumpede ud af Ix Chel's sylespidse hugtænder, indtil den lille beholder næsten var helt fuld. Severus vurderede at beholderen nemt ville kunne koste mere en firehundrede Galleoner, og det var kun hvis man regnede med at Eric ikke ville malke sine kunder. Ix Chel slap sit tag i beholderen og hvislede ilde til mode.

"Er du okay?" spurgte Miss Weasley sin slange, mens hun så bekymret ud. Ix Chel hvislede, og han så Miss Weasley uro forsvinde, næsten. Eric samlede beholderen op med et udtryk der mindede Severus om et barn der har fået hvad han mest ønskede sig i julegave.

"Mange tak," sagde Eric til Miss Weasley og Ix Chel. Ix Chel vendte tilbage til hvad der hurtigt blev hendes faste plads på pigens arm. Eric løftede beholderen op i lyset. Det var en tyk, perlehvid, substans der nærmest så ud til at have et liv i sig selv. Severus så ankendende på, at giften lod til at skifte mellem sølv og hvid som lyset nu ramte det, som om det var rastløst. Det var helt rent i hensigt, det var der ingen tvivl om. "Nyd jeres inkøb..."

Severus' blik fulgte Eric da han forsvandt tilbage gennem en dør bag disken, og lod dem alene. Øjeblikket han gik, begyndte Severus at gå gennem sin mentale liste over alt han havde brug for, og begyndte sin søgning. Miss Weasley lyttede til slangens hvislen, og begyndte også selv at kigge efter ingredienser.

"Hvad kigger du efter, Miss Weasley?" spurgte Severus.

"Ting jeg får brug for..." sagde hun vagt, næsten io sin egen verden. Nu var lige så godt et tidspunkt som et hvert andet at følge Albus'... råd.

"Hvad ved du om din... følgesvend?" spurgte Severus.

"Mener du Ix Chel?" spurgte hun.

"Ja," sagde Severus. Hvem ellers ville hun tro han snakkede om?

"Hvad præcis vil du vide?" spurgte hun, mens hun samlede noget stormhat op, og tjekkede dets kvalitet.

"Har hun fortalt dig om hendes art, eller hvilken viden der var tabt?" spurgte han.

Ix Chel begyndte at hvisle meget hurtigt. Miss Weasley lyttede intenst, og fik en skjult mening fra lydene slangen lavede.

"Hun siger, at for længe siden, da magi stadig blev set som baseret på hensigt, og ikke vores nuværende koncepter af Lys og Mørk, blev slanger set med andre øjne af troldmænd," oversatte Miss Weasley. "De var både æret, og frygtet for deres evner, som der kunne blive brugt for gode ting, lige så let som onde. På et tidspunkt, blev begge sider specialiserede, hvilket foresagede et brud mellem hvad vi i dag kaller Lyse, og Mørke Troldmænd. Tro det elelr ej, de Lyse og Mørke sider har ikke altid været efter hinanden. For en tid efter den 'Store Adskillelse', var der en usikker fred mellem de to. Ingen ved hvem der affyrede det første skud, men begge sider begyndte en blodig krig for dominance. Vinderen ville blive den dominante side, der ville undertrykke den anden side il sin vilje. Det mest afskyelige Mørke Magi der blev brugt i krigen, brugte den magt slanger har over liv og død. Til slut, begyndte mange Lyse fanatikere at betragte slanger som tilhørende den Mørke side. Som resultat af det, blev al Lys magi med brug af slanger svigtet, indtil, en dag, at den viden fuldstændig belv tabt... "Miss Weasley sukkede, og hang en smule med hovedet. "Slanger har været set som Mørke væsner lige siden."

"Jaså," sagde Severus, mens han lod det hele synke ind. Informationen Miss Weasley kom med var oplysende, dog uventet. "Det er derfor at Divinusen fortid gik tabt?"

"Ja, " sagde hun.

"Hvilken slags Lyse besværgelser blev de brugt til?" spurgte Severus nysgerrigt.

Slangen hvislede.

"Alle slags bsværgelser," oversatte Miss Weasley. "Men mest eliksirer."

"Kender hun dem?" spurgte han.

"Ja," svarede hun.

"Hvor interessant..." sagde Severus, "Hvis jeg spurgte dig hvordan hun kender dem, ville du så fortælle mig det?"

"Nej," sagde hun.

"Hvad var Divinusen originalt ment til at gøre?" spurgte Severus.

"Mest, hvad Ix Chel gør nu..." svarede hun. "Beskytter, guide... og alt hvad den vreden indebærer."

"Hvad mener du med det?" spurgte Severus. Af alle tidspunkter til gåder, hvorfor nu? Slangen hvislede svagt.

"Det vil hun ikke fortælle mig," sagde Miss Weasley, og så uforstående ud.

"Hvorfor ikke?"

"Det vil hun ikke sige..."

"Hvor fængslende..." vrængede Severus.

"Hvordan syntes du at jeg klarer mig i Eliksirer?" spurgte Miss Weasley, i et forsøg på at skifte emne. "Tror du jeg måske har talent til at træne til at blive Eliksirmester en dag?"

Severus var overrasket over spørgsmålet, og over den overbevisning hun havde stillet det med, men viste det ikke det mindste. Få mennesker opnåede titlen 'mester' i noget felt, og da slet ikke i Eliksirer. Den person som der seriøst trænede for at blive det skulle være brilliant, have evner, være klog, og vis nok til at kunne klare ansvaret. Over det, skulle de være utroligt ambitiøse. Hvilket var derfor Eliksirmestre næsten altid var Ravenclawer eller Slytheriner. Denne pige havde bedt om hans ærlige mening om hendes evner, en form for forstand, og tro i hans evner for observation, som han aldrig før havde set i en Gryffindor. På trods af alle odds, kunne denne pige så være undtagelsen af regelen? Hvis hun var ment til at blive Eliksirmester ville hun have visionen til at opnå sit fulde potentiale. Intet han sagde ville kunne stoppe hende fra at gå efter hvad hun ville have. Kunne en Gryffindor vise den slags ambition? Måske var det tid til at finde ud af det. Severus besluttede sig for at slå hende lidt ud, og se hvad der så skete.

"Talentet er der, men du vil ikke kune gå bare nær så langt med det," sagde Severus, hans steme helt uden sin sædvanlige giftighed. "Ikke med den hastighed du kommer frem i dine studier."

"Hvorfor ikke?" spurgte Miss Weasley, hendes ansigt overraskende roligt for en der lige havde set sine drømme, og håb blive knust "Jeg har talentet, jeg har hjernen-"

"Hvad du mangler, er viljen," afbrød Severus. "Hjerne og talent er nyttesløse, uden ambitionen og snedigheden til at bruge dem. Eliksirdisciplinen kræver mere en evner, det kræver vision. Uden visionen til at støtte din kompetence, vil dit potentiale i Eliksirer aldrig blive opfyldt."

"Hvad vil jeg blive nødt til at gøre?" spurgte Miss Weasley, beslutsomhed skjult i hendes kølige tonefald.

"Det har ikke noget at gøre med hvad du bliver nødt til, det er hvem du er," sagde Severus, og brugte derved de samme ord som hans mentr havde brugt mod ham, for at se hvilken vej han ville hoppe. Hvis han tog fejl af hende, ville han få sit svar om nogle få øjeblikke. "Enten har du handlekraften til at få succes, eller også har du ikke."

"Du har ret," sagde hun. "Jeg ville få brug for mere en bare vovemod..."

Han rystede mentalt på hovedet. Han havde ret, pigen ville aldrig forstå den sande ånd i Eliksirer.

"Eliskirdisciplinen er ikke bare om flasker med væske, eller at sætte ingredienser sammen bare for at se hvad der sker," fortsatte hun. "Det er ikke om årsag og effekt, eller endda arbejde. Eliksirer er ikke en proffesion overhovedet... Det er en magisk kunstform i den sandeste udgave af ordene. Det er en fantastisk sammenblanding af materie og energi, magien af det uhåndgriblige og håndgribelige... det er om sammensætningen af troldmandens egen magi, på et af de ældste niveauer, til at omforme verdenen omkring sig. Jeg elsker Eliksirer! Jeg mener at hver en eliksir er et stykke kunst, ikke bare noget der måske ville blive nyttigt en dag. Jeg bad om din ærlige mening, fordi jeg troede du ville være i stand til at se bort fra det dumme våbenskjold foran på min kappe! Åbenbart, tog jeg fejl af dig med det. Jeg ved jeg kan blive mester en dag, hvis jeg beslutter mig for det. Jeg vil fortsætte med at stræbe efter mit fulde potentiale, på trods af min sadistiske lærer, der bare vil se mig fejle på grund af hans egen misforståede fordomme!"

Severus var fuldstændig forbløffet over hendes udtalelse. Han havde været helt sikker på at hun ikke ville udfordre ham på det, men det havde hun. De fleste elever ville ikke have presset på, og da slet ike sige fra over for ham på den måde... Men hun var ikke som de fleste elever, hvis den sidste uge han havde lidt igennem var nogen indikator. Han vidste at han skulle vare rasende på hende for at beskylde ham for at være en fanatisk sadist til hans ansigt, og fratrække nok point til at efterlade Gryffindor i gæld i århundreder, men han kunne ikke. Et fornøjet smil strejfede hans læber da han så hende vente på han eksploderede... Selvom det var gennem en handling af Gryffindorsk uforskammethed, havde pigen klaret hans tavse udfordring perfekt. Hun havde alle de rigtige kvaliteter, alligevel. Nu var det op til ham at sørge for at hun brugte dem.

"Så er du måske 'Eliskirmester' materiale alligevel," svarede Severus. "Jeg kan ikke love at vejen til 'mester' vil blive nem, men jeg vil være mere end villig til at assistere dig på alle måder jeg kan, hvis du vil lade mig gøre det."

Severus så Virginia stoppe fuldstændig op af forbløffelse. Fra hendes ansigtsudtryk, var han sikker på at hun havde ventet mindst en måneds eftersidning, ikke et tilbud til at hjælpe. Hans smil blev bredere ved synet. Var det hvad hans mentor havde set i hans ansigt da han knuste hans håb, for derefter at tilbyde sin assistance?

"Hvad?" spurgte hun, mens hun så forvirret ud.

"Er der noget galt med din hørelse, Miss Weasley?" sagde Severus, næsten snerrende. "Jeg tilbyder dig min assistance."

"T-Tak Proffesor," sagde hun, tøvende.

"Hvornår er din næste læsning med Mr. Dippet i Eliksirer?" spurgte Severus.

"Mandag, efter timerne," svarede hun.

"Godt," sagde Severus. "Jeg vil gerne have at I begge rapporterer til mit klasseværelse istedet."

"Ja, sir," sagde hun, mens hun stadig så en smule forvirret ud. Ingen af dem talte i et langt stykke tid, så brød Severus tavsheden.

"Jeg vil gerne bede dig, og Ix Chel, om en tjeneste," sagde Severus.

"Hvad er det?" spurgte Miss Weasley, nysgerrigt.

"Jeg ville gerne have Ix Chel til at give mig ingredienser villigt," sagde Severus.

"Du vil have hendes gift?" spurgte Miss Weasley.

"Ja," sagde Severus. "Også, alle skind hun kaster, og nogle få dråber blod når det behøves."

"Hvorfor?" spurgte Miss Weasley.

"Fordi villigt givne ingredienser fra en Divinus praktisk talt er uvurderlige," forklarede Severus. "Jeg har ikke været i stand til at skaffe sådan en kvalitet i årevis, og jeg ville være... taknemmelig for enhver assistance du kan give."

Ix Chel hvislede i et besynderligt tonefald. Miss Weasley hviskede til den, for at overtale den. Severus så på den underlige udveksling, med en nærmest sygelig fascination, i flere minutter før de kom til en beslutning.

"Er du sikker?" spurgte hun, højt nok til at Severus kunne høre det. Miss wealey vendte sin opmærksomhed tilbage mod ham. "Hun siger at hun vil, på en betingelse."

"Hvad er det?" forhørte Severus, mens han spekulerede på hvad han måtte bytte for dette.

"Hun siger at du er et 'paradoks værd at udforske,'" oversatte Miss Weasley. "Jeg er ikke sikker på hvad hun mener med det. Hun mener også at vi kan stole på dig... Betingelsen er dette: Hun vil give dig hvad du vil have, og mere... ved at lære du og jeg, de gamle besværgelser og eliksirer Lyset og Mørket brugte slanger til, samtidigt med at hun vil give ingredienser med regelmæssige mellemrum. Men kun hvis du siger ja til at lære os hvad det moderne samfund har gjort med slangernes kræfter. Det gode, og det dårlige... Hun vil ikke have dig til at lære mig selve besværgelserne. Bare principperne bag dem, og hvordan Mørket har drejet slangernes magi til deres formål."

Severus spekulerede på om hun vidste hvad hun bad ham om. At bede ham om det i bytte, var praktisk talt som at bede ham om at undervise dem i en introduktion af de mest kraftfulde Mørke Magter. Han havde mistanke om at det var præcis hvad slangen havde i tankerne, men hvorfor? Hvad præcis var det egentlig de ville ham? Da han så på hende, gik det op for Severus at der var meget mere til dette end han vidste. Hvad de tilbød i bytte var et kraftfuldt overtalelsesmiddel, og, uden det, ville han have sagt nej uden en tanke. Han studerede pigens ansigt. Hun var mere end klar over det faktum... Hvis han sagde nej, ville han miste en chance han aldrig ville få igen, og slangen ville uden tvivl undervise hende alligevel. Hvis han sagde ja... kunne han holde øje med hende, og holde hende fra at blive Mørk, hvilket hun uden tvivl ville, hvis hun lærte det hele på egen hånd. Ja, det ville være det bedre af to onder... Han ville blive nødt til at informere Albus om udvekslingen når det kom tilbage til Hogwarts, og snakke om hvor langt dette skulle have lov til at gå. Forbandet! Albus havde ret. Pigen var som ham da han var yngre for meget som ham. Villig til at gøre næsten alt for at få viden. Hvis hun ikke passede på, endte hun som ham, eller værre... Men i modsætning til ham, ville hun have en mentor som kunne styre hende fri af mørket. Det lod til at Severus ville få meget mere end han først havde regnet med, når det kom til hans nye protégé.

"Ved du hvad du beder af mig?" hviskede Severus svagt.

"Ja," svarede hun, nervøst. Fra hendes udtryk, vidste han at hun forstod risikoen hun tog ved at foreslå dette. Godt, så ville hun ikke have nogen illusioner.

"Så har vi en aftale," sagde sSeverus. "Jeg stoler på at du ikke vil sige et ord om dette til nogen?"

"Vi vil ikke sige et ord til nogen," svarede hun. De faldt i en ubekvem tavshed. Efter nogle øjeblikke vendte de tilbage til deres søgen efter ingredienser. Næsten tyve minutter senere kom de tilbage til disken, deres arme fyldte med forsyninger. Severus lavede en mental liste over hvad hun havde. Kun en lille del af det var genopfyldning til hvad hun skulle bruge i timerne. Resten var dyre og kraftfulde ting, som kun blev brugt i de mest delikate og flygtige eliksirer. Fra listen, så det ud til at hun var ude på noget det muligvis var farligt, men kombinationen var som intet andet han havde set. Hvad kunne hun være ude på?

"Forstår du egenskaberne af de ingredienser?" spurgte Severus. Mis Weasley fortalte ham egenskaberne for hver og en, samt deres traditionelle brug. Før Severus kunne tale, kom Eric ind i rummet igen.

"Har I fundet alt i ledte efter?" spurgte Eric.

"Ja," svarede Severus.

"Godt," sagde Eric. Severus betalte for sine varer, og Eric pakkede forsigtigt tingene. De samlede deres poser sammen, og hævede hætterne. "Hav en god dag."

"Farvel," sagde Miss Wealey, og de gik.

"Fik du alt hvad du behøvde?" spurgte Albus Ginny med et glimt i øjet.

"Ja, Rektor," svarede hun.

"Godt," sagde Albus. "Lad os gå."

De fire gik til Ollivanders i tavshed.

Romeo var vred på Ix Chel for endda at foreslå den handel med Snape. Hvis noget af dette kom tilbage til Dumbledore, kunne de være i stor fare. Romeo respekteret Snape og hans talent for konklusioner, hvilket var hvorfor han var mod denne aftale fra starten. Desværre, var han nedstemt to mod én... At lave dette stunt! Der var dage hvor han savnede at have fuldstændig kontrol over tingene. Romeo sukkede, mens han brændende bad til at deres plan ikke ville eksplodere i deres ansigter.

Albus gik først ind i Ollivanders, de andre lige bag ham. Med et sving af tryllestaven, fjernede Severus frastøde besværgelsen og de lod deres hætter falde. Burtikken var præcis som Albud huskede den, fra da han havde fået sin første tryllestav. Mr. Ollivander kom ud for at hilse på sine kunder.

"Det er godt at se dig igen, Albus," sagde Ollivander, og gav dem hånden på skift. "Tryllestav: Piletræ og enhjørningehår, tolv tommer... meget kraftfuld. Severus, ahorn og dragehjertestreng, elleve og en halv tomme, perfekt til kompliceret besværgelses arbejde. Harry, kristtorn og fønix fjer, elleve tommer, udsøgt og fintfølende, en yderst usædvanlig kombination. Virginia, egetræ og enhjørningehår, god til forvandlingsarbejde. Jeg hører at du har haft problemer med din tryllestav, Miss Weasley. Hvor længe har du haft besværligheder?"

"Alle disse meningsløse tryllestavskombinationer i hans hoved..." sagde Romeo. "Det for en til at undre sig over om der er noget andet tilbage derinde."

"I omkring en måned," sagde Ginny. "Siden visionerne begyndte."

"Åh ja," sagde Ollivander. "Det har jeg hørt om... Din tryllestav afviste dig under din kamp med Dødsgardisterne?"

"Ja," sagde Ginny,

"Kan du huske hvad du tænkte på eller følte på det tidspunkt, Miss Weasley?" spurgte Ollivander. "Eller hvor meget energi du prøvede at hælde i trylestaven?"

"Jeg var desperat efter at nå hen til Harry før de gjorde," sagde Ginny. "Jeg vidste at han ikke kunne kæmpe mod dem alene... Jeg kan huske at jeg prøvede at hælde så meget energi i tryllestaven som det var mig muligt lige før den brændte mig."

"Brændte den dig?" Ollivander løftede et øjenbryn.

"Ja."

"Var du i stand til at røre den efter kampen?"

"Nej."

"Brændte den dig igen da du prøvede at røre den?"

"Ja."

"Prøvede den at flygte fra din berøring da den afviste dig, og efter?"

"Ja."

"Lad mig se dine hænder," kommanderede Ollivander. Ginny holdt sine hænder frem, og Ollivander undersøgte den nogle øjeblikke, før hun lod dem falde igen. "Giv mig hendes gamle tryllestav."

Albus gav ham Ginnys gamle tryllestav. Ollivander undersøgte tryllestaven nogle ojblikke, og rynkede derefter panden.

"Kernen er fordærvet," sagde Ollivander. "Mærkværdigt... meget mærkværdigt..."

"Fordærvet?" spurgte Ginny.

"Ja," sagde Ollivander. "Det ser ud til at tryllestaven blev fordærvet under afvisningen... Kernen i en tryllestav bliver fordærvet når for meget kraftfuld, modsættende energi bliver ledt gennem tryllestaven. Jeg er bange for at denne tryllestav aldrig vil virke rigtigt igen."

"Er det derfor min tryllestav brændte mig?" spurgte Ginny.

"Ikke helt," forklarede Ollivander. "Da du hældte for meget uregelmæssig energi i tryllestaven, begyndte du en slags kædereaktion. Hvad der var skyld i dine brandsår var tilbageslaget af delvist forstærket energi. Det ville være umuligt for nogen af forudse dette. Hvis dette er en indikator, forøges dine kræfter ved en næsten farlig, og uforudsigelig hastighed."

"Farlig?" spurgte Ginny, uroligt. "Er der en risiko for at jeg kunne skade nogen under denne forøgning?"

"Uregelmæssig øgning af en troldmands kræfter er usædvanligt, men ikke uhørt," sagde Ollivander. "Normalt, vil det der i disse sager ikke være nogen risiko skade andre. Men, i dit tilfælde, er jeg ikke sikker på hvor voldsomt det kunne blive. Chancerne for at det vil være slemt er utrolig lave. Du skulle ikke have noget at bekymre dig om, men prøv at være ekstra forsigtig når du udøver magi af nogen art. Under denne periode af din udvikling, vil du få brug for større kontrol for at sikre det rigtige resultat."

Ginny nikkede, men så dog tadig en smule bekymret ud. Albus lagde mærke til at Ginny humør steg da Ix Chel hvsilede noget i hendes øre.

"Hvad skyldes sådan en udvikling?" spurgte Severus.

"Det er stadig et mysterium," sukke de Ollivander. "Dog menes de pludselige ændringer at være skabt af en slags katalysator. Har du mødt noget der ville kune skyldes det, min kære?"

"Ikke hvad jeg ved af," sagde Ginny.

Det var da at sandheden slog ned i Romeo som et ton Galleoner. Han var katalysatoren! Da hun accepterede ham, begyndte deres kræfter at sammensmeltes på et grundlæggende niveau, hvilket var skyld i denne radikale kædereaktion. De ahvde ikke at gøre med én troldmands kræfter usædvanlige voksen, men to's... deres forbindelse var et fandens ukendt kort! Hvem vidste hvad der ville komme ud af dette? Han ville sørge for at Ginnys forsigtighed blev på maksimum indtil dette var ovre, ellers kunne dette blive meget grimt.

"Lad os se om vi kan finde en anden tryllestav der passer til dig," sagde Ollivander. "Husk, at det øjeblik hvor du får sådanne problemer igen, lad være med at bruge din tryllestav og gå direkte til en af dine Professorer eller ektor Dumbledore."

"Ja, sir," sagde Ginny. Ollivander gik tilbage til disken, og begyndte at hente tryllestave ned fra hylderne, og lagde dem blidt på disken.

"Her," sagde Ollivander, og rakte hende en tryllestav. "Egetræ og fønixfjer, elleve tommer. Bare giv den et sving."

Ginny svang den og intet skete, en fuldstændig afvisning. Før Ginny havde tid til at tænke, havde Ollivander givet hende en ny tryllestav. Hun svang den, stadig intet. Efter en halv time, Var Albus og de andre trætte af at stå op. Med et sving af sin tryllestav, fik Albus et lille bord og en stor blød sofa, med et pænt mønster af måner og stjerner, til at dukke frem.

"Dette kunne godt tage et stykke tid," sgade albus med et glimt i øjet. Hvorfår sætter vi os ikke ned, og gør os det behageligt?"

Harry satte sig ned i den venstre side af sofaen, og så tydeligvis træt ud. Albus satte sig i midten og, efter en smule utilfreds mumlen, satte Severus sig ned i den højre side. Sammen så då på den ene afvisning efter den anden. Efter at have ventet i over en time, begyndte Harry og Albus at spille et spil kort, mens Severus så på Ginnys søgen med en underlig slags fascination. På den tredie time begyndte Ginny at blive frustreret, men Ollivanders strålede, hans glæde voksede med hver afvisning.

"Ah, en besværlig kunde, er vi?" sagde Ollivander smilende. "Bare rolig, vi finder den perfekte match. Lad os prøve nogle mere usædvanlige kombinationer..."

Ved den fjerde time gav Harry og Albus op med kortene, og begyndte at have en fascinerende samtale om muggler spil, hvor Harry prøvede at forklare hvordan et muggle videospil fungerede.

"Hvis Dumbledore og Potter begynde at flette hinandens hår, så vær venlig at slå mig ihjel..." sagde Romeo. "Jeg vil ikke lever efter at have set Dumbledore med rottehaler."

Ix Chel fniste, og selv Ginny måtte kæmpe for ikke at grine.

Severus holdt øje med Miss Weasleys fremskridt, eller rettere mangel på det, mens han fuldstændigt ignorerede Potter og Albus. Efter en halv times samtale med hinanden, begyndte Albus at forsøge og trække Severus ind i samtalen. Han forholdt sig, stædigt, tavs. Romeo kunne ikke bebrejde ham det. Hvis han skulle vælge mellem at være social med de to eller se den magiske udgave af at se maling tørre, ville han vælge malingen. Ved begyndelsen til den syvende time, var Albus og Harry løbet tør for ideer til at underholde dem, og sluttede sig til Severus med at se på den uendelige søgning efter en tryllestav. Klokken var fem. Ginny var helt rød i hovedet, og så ud som en omvandrende død, af at have stået op hele tiden.

"Hvor længe har det taget?" spurgte Harry.

"Miss Wealsey har været igang i syv timer," sagde Severus.

"Så længe?" bemærkede Albus. "Det minder mig om den sidste gang jeg skulle have en ny tryllestav..."

"Hvor længe tog det?" spurgte Harry, nysgerrigt.

"Næsten seks timer," svarede Albus. "Hvad med jer to?"

"Jeg holdt op med at tælle ved fem," sagde Severus.

"Seks timer," svarede Harry.

"Åh, det er håbløst!" udbrød Ginny, og lagde på disken, hvad der følte som tryllestav nummer tusind. "Med den her hastighed, vil vi aldrig finde den rigtige!"

"Jeg er straks tilbage," sagde Ollivander. Nogle minutter senere kom Ollivander tilbage med to normalstørelse kasser og en meget større, og ældre kasse. Han stillede dem på disken. Han åbnede den første kasse, og gav Ginny tryllestaven, som var ment til en ekstremt Lys troldmand. Ginny svingede med den, men intet skete. Den anden kasse han åbnede havde en tryllestav der var ment for en ekstremt Mørk troldmand. Albus bad til at hun ikke ville få en reaktion, og ganske rigtigt skete der ikke noget. Ollivander åbnede den større kasse, som havde flere tryllestave. "Nå, lad os se hvad vi har her..."

Ollivander valgte en smuk, lang tryllestav af mahogni med en smule større bund end normalt.

"Denne her har en af de mest usædvanlige kerner man kan finde," sagde Ollivander, og gav tryllestaven til Ginny. "Mahogni, med slangetand og Hippogriffjer, tretten tommer. Meget kraftfuld..."

Ginny smilte og svingede den. Strålende gnister føg ud af trylletaven, og fyldte Ollivanders med et klart lys. Efter nogle få sekunder, forsvandt lysene. Harry og Ginny smilte, men de andre så bekymrede ud. Romeo følte den tavse spænding i rummet blive mangedoblet, og undrede sig over hvad de mon ikke fortalte dem. De betalte syv Galleoner for trylletaven. Ollivander fjernede sofaen og bordet med et sving af hans tryllestav. Ollivander tog diskret Albus til side et øjeblik.

"Vær forsigtig," hviskede Ollivander. "Den pige er speciel, som den vi mistede så længe siden..."

Albus nikkede alvorligt. Efter nogle få minutters samtale, Spektral Transfererede de tilbage til portene ved Hogwarts.

TBC