Hejsa alle sammen. Det skal nævnes, at det er Akira Toriyama, som ejer figurerne. Jeg er blot en ydmyg skriver, som har en søster, der elsker Dragon Ball. Dette gælder især Piccolo, og derfor handler denne historie om ham.

Han troede, at han havde vundet kampen. Han havde været overbevidst om, at han endelig besejret den lille gnom med det store hår, der havde haft den frækhed at udfordre hans mægtige væsen. Han havde taget alle sine kræfter i brug. Hvordan kunne en lille dreng med en brun hale overleve hans dæmonstråle, som havde lavet et kæmpe hul i jorden? Dette spørgsmål kunne han stadig ikke besvare, selvom han havde set det ske med hans egne øjne.

"Hi hi hi, jeg lever endnu!" hvislede den lille dreng triumferende, mens han holdt fast i den lille sky over hans hoved.

"ÅÅH…" udbrød Piccolo vantro.

Hvordan kunne et menneske overleve et angreb fra den store ærkedjævel? Piccolo var ondskaben selv. Han var den onde personlighed, som Gud havde fjernet fra sin egen krop.

"Hi hi," lo drengen, idet han slap skyen og landede på jorden. "Du bliver stadig svagere og svagere."

"Det kan ikke være sandt!" sagde dæmonen og så undrende på ham. "Intet menneske kan byde mig sådan en trods!"

"Hi hi hi… Måske er jeg ikke et…," hånede den lille fyr og knyttede hænderne sammen. "Og lad os så få det overstået… Enten dør du eller også dør jeg!"

Piccolo havde ikke tænkt sig at give ham den mulighed. Han havde ikke gået så langt for at tabe en kamp, og han havde stadig nogle kort, som han kunne bruge. Med en hurtig bevægelse greb han fat i det mærkelige menneske, som havde tre øjne.

"HVAD!" udbrød drengen overrasket, men han kunne ikke forhindre det.

"Hold så op!" råbte ærkedjævelen skadefro. "Eller jeg moser hans hoved!"

"Din hund!" hvæsede drengen rasende.

"Du skal bare blinke, så trykker jeg til," advarede han.

"GRR!" rasede drengen vredt.

Han havde intet valg, og det vidste de begge. Alligevel gjorde mennesket med de tre øjne et forsøg på at stoppe det.

"Tænk ikke… på mig… Slå ham ihjel!" stønnede han

"Ti stille!" skreg Piccolo og strammede sit tag om hans hoved.

"Så hold dog op!" bad drengen, da han hørte sin ven skrige af smerte. "Lad ham være! Jeg gør, hvad du vil!"

"Fint," sagde Piccolo tilfreds. "Rør dig ikke."

Med de ord bøjede han på knæ og greb fat om en hård sten. Han havde fået en fantastisk idé, hvor han kunne lege lidt med den lille fyr, inden han tilintetgjorde ham.

"Hvis du så meget som dirrer, så dør han!" sagde Piccolo og pustede stenen imod ham.

"Åh," gispede den lille dreng smertefuldt, men han rørte sig ikke.

"Ha ha ha!" grinte Piccolo højt. "Der røg armen! Det er menneskets svage punkt… medlidenhed! Derfor taber I altid til sidst!"

"Du dræber os alligevel," sagde drengen og bed tænderne sammen.

"Måske."

"Så vil jeg angribe dig!" sagde drengen koldt.

"Hvad!" udbrød Piccolo forbløffet. "Selvom jeg kvaser hans hoved?"

"Bare gør det," udfordrede drengen. "Med Dragon Balls kan jeg genoplive ham!"

Ærkedjævelen kunne et øjeblik ikke tro sine egne grønne ører, og han kunne mærkede latteren trænge sig igennem. Hvis drengen regnede med, at Dragon Balls ville redde ham ud af denne historie, så begik han en alvorlig fejl

"Ha! Din lille idiot!" råbte Piccolo. "Shenlong er død!"

"Hvad! Du lyver!"

"Nej. Jeg har dræbt ham, og det var en fornøjelse!" indrømmede Piccolo stolt.

"Åh nej," sagde drengen tamt.

Shenlong var dragen i Dragon Balls, som opfyldte ønsker for dem, som samlede de syv kugler, men Piccolo havde dræbt ham. Det ville ikke længere være muligt at få nogle reddet fra døden.

"Det var slemt, hva' ? Du må finde dig i, at når han er død, så er han død!"

Han havde samlet en ny sten op i hånden og pustede den mod hans knæ. Den lille fyr skreg af smerte og faldt til jorden. Piccolo skævede til krybet, som han stadig holdt i hånden.

"Det var synd. Hvad siger du så, din orm?" sagde ham og slap taget, da han ikke fik noget svar. "Han er ubrugelig. Jeg æder ham bagefter!"

"Din tid er omme, dværg!" henvendte Piccolo til drengen, der knurrede rasende af ham. "Ha ha ha! Du kan ikke engang gøre modstand. Endelig er det forbi! Sejren er min!"

Med de ord fløj ham op mod himmelen og så ned på den lille dreng. Nu skulle det hele afsluttes en gang for alle.

"Nu skal du få for din opsætsighed!" skreg han og fløj ned mod jorden til et afgørende angreb. "Dø så!"

"Jeg kan stadig bevæge en arm," råbte drengen trodsigt og samlede resten af sin kraft i sin arm, så han kunne lette fra jorden.

"Hvad?"

"Jeg lægger al min kraft i denne knytnæve!"

"Det nytter ikke noget," sagde Piccolo og lagde sine hænder beskyttende foran sig.

"Jeg skal gennembore dig! Jeg lægger al min had og al min vrede i denne knytnæve."

"Det får du ikke noget ud af!" udbrød Piccolo skingert.

"Jeg skal gennembore dig," gentog drengen vredt.

Piccolo kunne mærke, hvordan hans krop blev splittet ad. Han kunne ikke sige noget. Smerten var værre, end han havde forestillet sig og lammede ham. Den lille dreng så på det store hul i dæmonens mave og vidste i det øjeblik, at han havde vundet slaget.

"Endelig! Jeg har besejret ham."

"Jeg… Han… Han har besejret mig," stønnede ærkedjævelen og grinte lavt, da en tanke strejfede ham i dødsøjeblikket. "Hæ hæ hæ. Jeg gratulerer dig, men enden på dæmonen var det ikke!"

Han spyttede hurtigt et æg ud af munden mod jordens overflade. Dette var den perfekte hævn, som kunne ramme hans fjende. Ærkedjævelen så på drengen med et hadefuldt blik.

"Min søn skal hævne mig! Ondskaben dør aldrig…," sagde Piccolo roligt og skreg. Derefter blev alt sort.

Det var hans fars dødsøjeblik. Minderne skyllede igennem sønnens hjerne, da han brød den hårde æggeskal. Sollyset skar i hans øjne, og han havde svært ved at komme ud af det klistrede stads, der havde ligget omkring hans krop. Han blinkede en del gange, før hans øjne havde vænnet sig til det hårde lys. Han snerrede af foragt, da han begyndte at høre fuglesang i baggrunden. Han hadede denne planet og de ynkelige mennesker, der boede på den. De var jo intet værd! De havde ingen kampkraft eller styrke, men de havde en beskytter, hvis kræfter havde slået hans far til sidst. Hans fars nederlag var et hårdt slag i ansigtet.

Smerten sad dybt i den lille dreng, og han knyttede rasende hænderne. Det var ikke kun hans fars minder om fiasko. Det var hans egne minder. Piccolo havde aldrig brugt sin evne før på denne måde, men det var lykkedes. Han havde genfødt sig selv i en ny krop, som ville blive stærkere med årene. Han ville blive stærkere, end han havde været tidligere, og han ville dræbe den lille gnom, som havde været så fræk at slå ham.

Vinden blæste kraftigt i skoven, og Piccolo rystede af kulde. Hans lille nøgne krop var stadig ubeskyttet, men det bekymrede ikke den lille dreng. Piccolo havde mange talenter, og han havde ingen problemer med at få noget tøj tryllet frem på den grønne krop.

Piccolo var bestemt ikke et menneske. Han var en dæmon, djævelen. Hans grønne krop, de utrolige spidse ører, og hans magiske evner havde givet afstand ham til menneskene for længe siden. Piccolo bed tænderne sammen og satte sig ned på græsset. Han skulle nok få sin hævn over drengen, som hed Son Goku. Når det var gjort, så var der ingen, som kunne stoppe ham. Så skulle menneskene lide en langsom død for hans egen fornøjelses skyld. Piccolo smilede grumt, da han tænke på forskellige måder, han kunne gøre det på. Det ville blive så skønt, så vidunderligt!

"Far, jeg synes, at jeg hørte noget falde ned herhenne," lød en lys stemme i det fjerne.

Piccolo bandede vredt over afbrydelsen. Han havde ikke tid til at blive afbrudt af mennesker. Han skulle træne, så han kunne få sin hævn. Han havde ikke engang fået tid til at udvikle hans evne til at flyve. Han spidsede ørerne, og det stod ham hurtigt klart, at disse mennesker kunne komme hvert øjeblik, det skulle være.

De var ikke langt væk. Piccolo hvæsede og kravlede hastigt op i et af træerne. Hans krop var måske svag og lille, fordi han lige var kommet ud af sin æggeskal, men han var et væsen, som havde stor erfaring fra hans tidligere liv. Han lagde sin lille tykke hånd på sit bryst og fjernede tøjet igen. Det ville være lettere at gemme sig i naturen, hvis han gik sammen med omgivelserne. Han ville næsten være usynlig mellem træets blade.

"Er du sikker, Kat?" spurgte en rusten gammel stemme. "Jeg kunne ikke se andet end eksplosionen."

"Jeg er sikker far," svarede den lyse stemme, som kom nærmere. "Jeg kunne høre, at der faldt noget ned i skoven."

"Men hvad skulle komme ned fra himmelen, mit barn?" spurgte faderen mistroisk. "Det var måske en fugl, som styrtede til jorden?"

"Det tror jeg ikke på. Det ville ikke larme på den måde. Jeg mener også, at jeg nåede at se et glimt af det, før det ramte jorden. Det havde en utrolig fart på, men havde en form som en kugle eller et æg."

Piccolo kunne ikke tro sine egne ører. Hvordan havde et menneskebarn opdaget ægget, og hvad lavede disse to mennesker overhovedet i skoven? Han havde kastet sit æg mod den store klynge af træer, fordi den lå et godt stykke væk fra byerne. Der burde ikke have været mennesker i kilometers afstand fra ægget.

"Jeg havde ikke regnet med, at vi ville opleve så meget på vores jagt, Kat. Det var meningen, at jeg skulle lære dig at nedlægge farlige dyr, men i stedet er vi i gang med at lede efter en mystisk ting, som faldt til jorden efter den underlige eksplosion."

Piccolo stirrede nysgerrigt, da en ældre mand kom ind i lysningen. Han var klædt i en slidt rødbrun skjorte og brune bukser. Hans ansigt var solbrændt og rynket, og hans næse fyldte det meste af hans ansigt. Hans blå øjne spejdede mistænksomt omkring i området efter et spor. Piccolo bemærkede, at han havde et gevær i hånden, men han blev ikke bange for det. Selvom han var et lille barn, så var manden ikke en trussel for ham.

"Ja, der var noget galt," mumlede datteren, som dukkede frem med sin far. "Vi kunne ikke se, hvad der foregik op på himmelen, men det var voldsomt. Jeg har aldrig set noget lignende."

Piccolo rynkede panden ved kvindens ord. Hun var ældre, end han havde regnet med. Hendes lyse stemme havde givet ham det indtryk, at hun var en ung pige, men hun var næsten en voksen kvinde. Hun var klædt i samme uniform som sin far, og hun havde ligeledes et gevær, som hun havde lagt over skulderen. Hendes mørkerøde hår var sat op i en hestehale, og hendes lyseblå øjne havde det samme mistænksomme udtryk som hendes fars. Piccolo kunne ikke forstå, at de virkede så uvidende. Han havde meddelt menneskene, da han kom til magten, at han ville udslette en by om året. Hvorfor virkede de ikke rystede? Var hans nederlag allerede kendt over hele jorden?

"Desuden har vi da nået meget," tilføjede datteren smilende. "Jeg har aldrig troet, at jeg ville kunne dræbe en af de kødædende dinosaurer. Det var simpelthen fantastisk."

"Det er et ubeskriveligt øjeblik," nikkede faderen og rystede rørt på hovedet. "Der er intet som jagten mellem mennesket og dyret. Det er en kamp på liv og død."

Piccolo snøftede hånligt ved mandens ord. Mennesker var kun modige, når de følte, at de havde overtaget. Hvis de følte, at de tabte kontrollen, så ville det ikke vare mange sekunder, før de var forsvundet. Piccolo rørte sig ikke ud af stedet, men fulgte opmærksomt menneskenes bevægelse. Skulle han dræbe dem med det samme?

"Jeg kan stadig huske min første fangst," grinede kvinden og kiggede omkring i buskene efter spor. "Du havde taget mig ud og fiske. Kan du huske det?"

"Ja, fangede du ikke en torsk?" spurgte hendes far og bankede sit ben opgivende ned i jorden. "Vi finder ikke dit mystiske æg, Kat. Det var sikkert bare en stor fugl, der faldt ned på jorden."

"Nej, far," afviste hun og lo. "Og du smed min fangst ud i haven igen. Du sagde, at den var for lille til at spise."

"Det var den jo også, Katja," påpegede faderen opmærksomt. "Vi dræber ikke dyr for sjov."

"Nej, det ved jeg godt," svarede Katja, men sænkede stemmen så han ikke kunne høre hende. "Men det havde nu været rart at beholde det alligevel."

Piccolo smilede ondt over pigens ord. Hun var en ynkelig skabning i sammenligning med ham, men hun virkede speciel, men han kunne forklare, hvorfor han følte det. Piccolo tænkte smilende tilbage på, hvor mange han havde dræbt i tidens løb, og han havde ikke fortrudt det. Han kunne blot se frem til hans hævn, hvor Son Goku skulle lide under hans mægtige evner.

"Se far, her er fodspor!" råbte kvinden og pegede sin far nærmere. "Et lille væsen har gået her."

"Et egern?" foreslog faderen.

"Nej, dette er anderledes," mumlede Katja, mens hun lod sin fingere studere aftrykket af Piccolos fødder. "Nærmest som et barns."

Piccolo havde ikke regnet med, at hun havde opdaget dem. Menneskene havde hverken et godt syn eller perfekt hørelse. Med den fart ville det ikke vare længe, før de fandt ægget.

"Et barn? Det lyder ikke sandsynligt, men jeg må indrømme, at du havde ret, Katja. Her er det, som du snakkede om," udbrød faderen overstadig af glæde og viste hende skallen. "Hvilke dyr tror du?"

"Det ved jeg ikke," svarede kvinden undrende. "Denne æggeskal ligner ikke noget, jeg har set i denne skov, og vi har alligevel været her i flere uger."

Piccolo nikkede bekræftende. Det ville forklare, at de ikke kendte til ham, men han stod stadig med et problem. Skulle han slå dem ihjel? Det ville ikke være svært, men det kunne få konsekvenser for ham, hvilket han ikke ønskede. Hvis de havde familie i byerne, ville folk måske begynde at savne dem, hvis de ikke dukkede frem.

Det var nok det mest rædselsfulde ved menneskene. De holdt af hinanden og viste medlidenhed med hinanden. Det gav ham kvalme, når han tænkte på det. Pointen var, at han ville vække unødigt opmærksomhed omkring sig selv, og det ønskede han ikke. Det kunne han gøre, når han havde opnået sin voksne alder. Der var ikke lang tid til, det kunne højst tage 3-4 år, men han måtte holde lav profil i den periode. Han havde ikke brug for, at folk ville gå i panik, før han var parat til det.

"Kan vi ikke undersøge området?" bad Katja. "Vi kunne måske finde det mærkelig dyr, som kommer fra dette æg. Det kunne blive en stor sensation."

"Kat, vi har ikke tiden til det. Vi skal hjem i morgen, og mørket falder på. Vi kan måske lede efter det i morgen tidlig, inden din mor kommer med jeepen og henter os, men vi kan ikke lede mere i dag."

Piccolo var tilfreds med den gamle mands ord. Han kunne blive i fred fra dem, hvis han gemte sig. Han ville blive nødt til at dræbe dem, hvis de fandt ham. Katja så skuffet på sin far.

"Hvis vi ikke leder efter dyret i aften, er det måske for sent. Det kunne være over alle bjerge."

"Kat, det er en unge, som har ligget i det æg," mindede faderen hende tålmodigt om og lagde æggeskallen fra sig. "Han er nok ikke gået så langt."

"Men…,"

"Du skal ikke begynde!" afbrød faderen i en mere streng tone, hvorefter han så bedrøvet på hende. "Jeg er også nysgerrig, mit barn, men jeg har været jæger i mange år. Det er bedst, at vi ikke jager om natten. Vi skal nok tage af sted efter det mærkelige væsen, når det er blevet morgen, okay?"

"Kan vi ikke blive nogle dage mere?" spurgte Katja og lagde sin hånd på hans arm. "Så havde vi bedre tid til at lede."

"Det kan vi ikke, og det ved du godt," sagde den gamle mand let bebrejdende. "Din mor har ventet på os i så lang tid. Ønsker du virkelig at skuffe din mor på den måde?"

"Nej, selvfølgelig ikke," svarede Katja, mens hun pegede på æggeskallen. "Men hun må da forstå, at tingene har forandret sig nu. Vi kan have opdaget en hel ny dyrerace."

"Og jeg er helt enig med dig, Kat," beroligede faderen og gav hende et svagt smil. "Men jeg vil helst ikke være uvenner med din mor. Vi lovede hende, at vi ville tage hjem, når disse uger var gået. Jeg vil ikke være den person, som bryder mit løfte. Solen er næsten gået ned. Vi ses ved lejren!"

Faderen forlod bedrøvet stedet. Han hadede at skuffe sin datter, men de havde allerede været der længere, end han havde regnet med. Desuden ville han gerne hjem så hurtigt som muligt. Han havde ikke talt meget med sin kone, for telefonsignalet var ikke det bedste herude, men hun havde lydt bekymret.

Katja lagde æggeskallen fra sig. Hun kunne godt forstå sin far. Hun ønskede selv at komme hjem, men hun havde svært ved at løsrive sit blik fra det mærkelige æg. Hvilken skabning var kommet ud af det? Hun ville undersøge det samme morgen. Det var hun nødt til, ellers ville hun aldrig tilgive sig selv. Katja tog en dyb indånding og forlod stedet.

Piccolo snerrede irriteret, da hun var forsvundet ud af syne. Hun ville lede efter ham i morgen, inden hun forlod skoven. Mennesker var da også irriterende! Hvad bildte den tøs sig egentlig ind? Hun skulle være glad over, at han ikke dræbte hende på stedet for sin frækhed. Piccolo var fast besluttet på, at han skulle væk fra lysningen så hurtigt, han kunne. Hvis han ikke var i nærheden af hende, så ville hun opgive og gå hjem, hvor hun kom fra. Piccolo så frem til sin træning og hævnens time, da han hørte en gren knække nær buskene. Med sit skarpe syn var det ikke svært at se kvinden, som havde lagt sig i skjul. Piccolo bandede askens forbandelser og eder over det forbandede pigebarn. Skulle han virkelig dræbe hende? Han nåede ikke at tænke tanken til ende, for i det samme hørte han et frygtindgydende brøl. Han smilede tilfreds og satte sig bedre til rette på sin gren.

"Hvad var det?" hviskede kvinden vagtsomt og så sig tilbage over skulderen. "Det lyder som et rovdyr."

"Lige præcis," lo Piccolo stille. "Dette bliver et skønt syn!"

Han mærkede stemningen af frygt blande sig i luften. Hun var endnu ikke bange, men hun var på vagt. Desværre havde Piccolo allerede hørt, at rovdyret var på vej mod hende. Den lille dreng frydede sig og gned sig veltilfreds i sine små hænder. Nu ville han slippe af med sit problem. Han havde alle trumfkortene på hånden. Hvis hun overlevede angrebet, så ville han selv dræbe hende, så det lignede rovdyrets værk. Så ville han aldrig blive opdaget før den dag, hvor han skulle stå til ansigt med sin dødsfjende.

"Kom bare," hviskede Piccolo og så ned på kvinden, hvis øjne spejdede omkring i området. "Jeg er parat til din dødskamp. Er du, kvinde?"