A/N: Hej alle sammen. Her er det næste afsnit af Piccolo historien. Jeg ved godt, at det har været længe undervejs, det er ikke fordi, at jeg er løbet tør for inspiration, men jeg har haft travlt med at oversætte min engelske historie, fordi der var flere respons på de engelske sider. Jeg vil gerne takke ChibiChibi for dit review. Det glæder mig meget, at der har været en person, som har læst min historie. Jeg skal nok opdatere lidt oftere nu, hvor jeg ved, at der faktisk er en person, som læser den.

Piccolo lænede sig velbehageligt tilbage og nød den store forestillingen. Den store dinosaur gennembrød buskene med et frygteligt brøl. Jorden dundrede af de tunge skidt, og kvinden skreg af rædsel. Hun kunne ikke nå at sigte på dyret og begyndte at løbe væk fra det sted, hvor hun havde ligget i skjul. Piccolo klukkede af fryd og satte sig lidt længere frem, så han fik et bedre udsyn over lysningen.

Dinosauren bed efter hende, men hun havde stadig lidt forspring. Katja stønnede og gispede, mens hun løb ind i lysningen. Hun havde kun en tanke i hovedet, og det var at komme væk fra bæstet så hurtigt, hun kunne. Hun afviste tanken ligeså hurtigt, som den kom. Hvem prøvede hun egentlig at narre? Det var ikke sandsynligt, at hun ville slippe væk med livet i behold. Katja anså ikke sig selv som en erfaren jæger endnu, men det var almindelig viden, at disse kødædende dinosaurer kunne bevæge sig med en fantastisk fart. Hun havde ingen chance for at løbe fra den.

Dinosauren åbnede sit store gab, men Katja sprang til siden og rullede rundt, så hun kunne løbe den anden vej. Piccolo smilede ved scenen og greb fast i en af grenene, mens han lænede sig længere ud over kanten. Han elskede at se hende prøve at flygte for hendes liv, når han vidste, at hun ikke havde den mindste chance for at overleve.

Hvis dinosauren mod forventning ikke var i stand til at gøre det af med hende, så ville han personlig sørge for hendes død, så dinosauren ville få skylden for hendes død. Jo mere han tænkte tanken til ende, jo mere glad blev han. Det var simpelthen en genial idé, hvor han havde alt at vinde og intet at tabe. Folk ville blive chokeret over kvindens sønderrevet lig, at de ville holde sig langt væk fra hans skov, så han kunne træne i fred.

Selvom det ikke kunne vare længe, før hun blev ædt af den forvoksede øgle, så måtte Piccolo modvillig indrømme, at kvinden kæmpede bravt for sit liv. Hun prøvede at slippe fra bæstet ved at løbe ind i det tætte buskkrads, så den ville stoppe forfølgelsen, men det var nyttesløst. Piccolo kunne genkende dræberlysten i dens øjne og smilede grumt.

Dette var den bedste underholdning, som han havde set længe, men han havde også tilbragt meget af sit forrige liv indespærret i en lille krukke. Alene tanken skræmte Piccolo mere end noget andet. Han ønskede aldrig at blive taget til fange igen i en krukke. Det havde været en ulidelig tilværelse, når han ikke kunne skade nogle væsner. Han rystede tanken ud af hovedet og vendte opmærksomheden tilbage til kvindens dødskamp, som imidlertid havde taget en ganske uventet drejning.

Da Katja var løbet ind i den tætte skov, havde hun indset, at det store uhyre ikke ville stoppe jagten på hende så let. Det havde på den anden side heller ikke været hendes hensigt at løbe fra den, fordi den var langt hurtigere, end hun var. Nej, hun havde en anden plan i tankerne, og den var meget risikabel. Hvis dette mislykkedes, så ville hun helt sikker blive ædt af den mægtige øgle, men det skræmte hende ikke fra at gøre forsøget. Hun ville blive ædt alligevel, hvis hun ikke slap væk på en eller anden måde fra det kødædende uhyre.

Hun flygtede ind i skoven så hurtigt, som hendes ben kunne bære hende. Hun kunne høre dyrets vældige brøl i baggrunden i dets raseri over hendes påfund, men hun kunne mærke på dunkene i jorden, at det fulgte efter hende. Hun havde et lille forspring, men det var også alt, hvad hun behøvede. Hun bøjede sig ned uden at nedsænke farten, mens hun greb om en lille sten, som hun puttede i sin lomme. Den var en nødvendighed, hvis hendes plan skulle fungere. Hendes blik var faldet på træerne med lianerne hængende fra trætoppene. Hun kunne føle, hvordan uhyret kom tættere og tættere på hende, og hun sprang desperat gribende efter en af lianerne. Hun mærkede en dunkel smerte rive hende i armen, da dyrets tænder strejfede hende, men hun svang ufortrødent rundt om træet. Det var en manøvre, som hun havde udført meget som barn, når hendes far tog hende med i junglen. Hendes tilløb fik lianen til at svinge sig højere op rundt om træet, hvilket fik hende op i den samme højre som de nederste grene, der ellers var umulige at nå fra jorden.

Med en hurtig bevægelse greb hun fat i en af de større grene og slap taget i lianen. Dinosauren stoppede et kort øjeblik forvirret op, da den ikke kunne forstå, hvor hun var forsvundet hen. Katja mærkede hjertet hamre vildt i hendes hals, men hun turde ikke røre sig. Hun befandt sig bag dinosauren hængende i en gren, som var på højde med dinosaurens hoved. Hun kunne kravle op på grenen uden at dinosauren ville høre hende, og hvis den vendte sig om, ville den også se hende. Katja bed sig i underlæben, da hun slap taget i træet med den ene arm, hvorefter hun fik fat i stenen i sin lomme. Dinosaurens næsebor vibrerede, da den prøvede at lugte, hvor hun var blevet af, og hun smed stenen væk fra sig, mens hun inderligt håbede, at det var nok til at distrahere dinosauren.

Piccolo spærrede øjnene overrasket op, da det store dyr fjernede sig fra hende. Han kunne ikke tro sine egne øjne. Det dumme dyr faldt for hendes trick, selvom hun befandt sig nogle meter bag dens ryg. Mens bæstet begyndte at gå i den anden retning, skyndte kvinden sig at søge tilflugt mod toppen af grenen.

"Så let slipper du ikke," hvislede Piccolo og formede en lille energikugle i sin grønne hånd, mens han stirrede intenst på kvinden. "Hvad sjovt skulle der være i det?"

Han sigtede omhyggeligt efter den gren, hvor kvinden befandt sig. Hun var allerede nået så højt op, at dinosauren ikke ville have de store chancer for at snappe efter hende, og det måtte han forhindre for enhver pris. Piccolo havde allerede besluttet, at hun skulle dø om ikke andet, så skulle hun dø for hans egen lysts skyld.

Katja opfangede lyset fra hans kugle i øjenkrogen et kort sekund, før den ramte grenen med et brag. Hun skreg af rædsel, da hun mærkede, hvordan grenen gav under for hende fødder. Det hele skete så hurtigt, at hun ikke opfangede, hvad der egentlig skete. Hun kunne blot mærke en dyb smerte i sit højre ben, som hun var faldet på, og hun gispede stakåndet efter vejret, da hun prøvede at rejse sig fra jorden. Det var på det tidspunkt, at hun hørte lyden fra det frygtelige brøl.

Piccolo klappede begejstret i hænderne af fryd, da dinosauren vendte sig om ved lyden af hendes fald. Hun ville endelig dø! I samme sekund ønskede han, at det var ham, som havde haft fornøjelsen af at dræbe hende. Det ville føle så ubeskrivelig skønt. Piccolo stirrede ned på sine grønne fingre og smilede mere selvtilfreds ved tanken.

Hvorfor gjorde han det egentlig ikke? Det ville jo ikke gøre noget, hvis det blot lignede, at hun var blevet ædt af en dinosaur. Piccolo så ned af sig selv og mærkede, at han rystede af kulde. Han havde fjernet tøjet fra sin krop, fordi menneskene ikke skulle se ham. Han havde ikke mærket kulden, da han havde været så optaget af kvindens kamp, men det var ligegyldigt nu, om hun opdagede ham nu. Han ville alligevel ikke give hende muligheden for at sladre til andre. Han lagde hånden på sit bryst og mærkede det varme stof omkring sin frosne krop. På ryggen stod tegnet for djævlen, og det kunne ikke være en mere passende beskrivelse. Piccolo smilede fælt og skulle lige til at springe ned fra træet, da han bemærkede en bevægelse ikke langt fra dinosauren, som stirrede på kvindens rystende skikkelse.

Katja vidste, at tiden var kommet, men hun kunne ikke gøre noget for at forhindre det. Hun var ikke læge, men hun havde en stærk mistanke om, at benet var blevet brækket, da hun faldt ned fra træet. Hun kunne ligeså indse det. Hun var fortabt. Piccolo gispede, da han så et gevær mellem bladene på en busk. Det kunne ikke være sandt! Et højt brag knaldede gennem luften, og dinosauren brølede af smerten fra det nye sår i ryggen.

"Juhuu, grimme dyr!" råbte en mandsstemme ud i luften. "Kan du holde dine beskidte kløer væk fra min datter!"

Katja mærkede, at hun fik en klump i halsen ved lyden af hendes fars stemme. Han var kommet tilbage for at redde hende, men hvilken fare havde det ikke bragt ham selv i? Katja drejede hovedet til siden og så angstfyldt på, mens dinosauren vendte sig mod faderen. Den havde ikke længere tankerne omkring hende. Den koncentrerede sig udelukkende om den nye fare, som havde angrebet den.

Den gamle mand havde allerede ladt sit gevær igen og skød dyret igen, men denne gang var hans sigte ikke ligeså godt, fordi han var nervøs på grund af den fare, som han befandt sig i. Han havde aldrig haft en øgle på den størrelse så tæt på før, og det skræmte ham fra vid og sans, trods han var en erfaren jæger.

Bæstet hylede, da kuglen ramte ind i skulderbladet, men det var ikke nok til at forhindre dyret i at angribe den gamle mand. Det havde den erfarne jæger åbenbart også indset, for han tog hastigt benene på nakken og løb i den modsatte retning væk fra datteren. Han havde stadig geværet i hænderne, men der var ikke den store chance for, at han fik lov til at affyre endnu et skud.

Piccolo stod stadig oppe på grenen og overvejede sit næste træk. Han kunne lade dinosauren udrydde de små vanskabninger, som havde været ham en torn i øjet de sidste mange minutter, men det kedede ham lidt i øjeblikket at være tilskuer. Han elskede den følelse i kroppen, som rislede igennem ham, når han dræbte en fjende, og han ville nyde at dræbe disse irriterende mennesker. Hvorfor skulle han overlade det til dinosauren at få alt det sjove ved at dræbe dem?

Piccolo sprang beslutsomt ned fra træet med grumme tanker i sit barnesind. Han havde allerede udtænkt, hvordan han skulle dræbe dem, så det lignede mord fra et rovdyr. Han havde ladt dinosauren ude af billedet, fordi han kunne mærke en dyb rumlen i hans mave. Der er vel ingen, som kunne bebrejde ham, at han også skulle have noget at spise? Han ville blot ønske, at han havde fået den idé fra starten af. Så havde han været i gang med hans træning, så han kunne banke Son Goku og overtage jorden. Nu ville Piccolo ikke indrømme det over for sig selv, men han var faktisk ligeglad med, hvis bæstet dræbte kvindens far. Det var kvinden, som han havde lyst til at slå ihjel. Det var hende, som havde vakt hans interesse.

Den gamle mand løb i hans retning, og Piccolo kunne ikke lade være med at smile hånligt af mandens åbenlyse overraskelse over hans bemærkelsesværdige udseende, og hans smil blev endnu bredere, da manden ikke bemærkede den lille sten, som befandt sig ved hans fødder, hvilket fik ham til at falde pladask til jorden. Mandens hoved landede for den lille drengs fødder, og Piccolo stirrede koldt på hans rædselsslagne ansigtsudtryk, inden han besvimede af udmattelse.

"Ynkeligt," mumlede Piccolo og fjernede blikket fra den bevidstløse skikkelse. "Mennesker er bare så ynkelige."

Dinosauren standsede ikke op, da den opdagede den nyankomne, men fokuserede på sin nye fjende til et angreb. Piccolo stirrede ned på sine små hænder og sukkede. Dinosauren kunne overholde ikke måle sig med hans enorme styrke.

Katja havde ondt i benet, men hun tvang sig alligevel til at sætte sig op. Hun havde set sin far falde til jorden, da et underligt væsen var kommet til syne fra et træ i nærheden. På en eller anden måde var hun klar over, at dette væsen måtte komme fra det sære æg, som hun havde set tidligere på dagen. Det var tydelig på de små lemmer i den lille fyrs krop, at han ikke var ret gammel i alder.

Alligevel kunne hun ikke sige, at væsenet virkede ungt. Selvom den grønne krop var et barns, så var øjnene det ikke. Hun kunne ikke forklare det præcist, men de virkede alvidende og kolde. Det var de første ord, som faldt hende ind. Øjnene virkede kolde af ligegyldighed, og hun så undrende på den lille fyr, som ikke rørte sig ud af stedet, trods dinosauren løb frem imod ham med åben gab.

"Pas på!" råbte hun advarende.

Piccolo drejede hovedet en anelse og smilede selvtilfredst. Troede hun virkelig, at han ikke havde bemærket det store dyr, som kom spænende imod ham? Piccolo rystede på hovedet og vendte opmærksomheden tilbage til den angribende øgle. Nogle gange kunne mennesker simpelthen være så underlige.

Katja lagde mærke til, at han ikke tog hende advarsel alvorlig, og hun kunne ikke forstå denne ligegyldighed. Hvordan kunne en lille dreng ikke frygte et stort monster? Et øjeblik havde hun lyst til at slå sig selv over hendes eget ordvalg. Hun anede jo intet om dette væsen. Hvem sagde, at det overhovedet var et barn? Det kunne ligeså godt være en voksen af hans race. Hun behøvede ikke at være bekymret for dette væsen, vel? Han virkede ikke selv bekymret om den farlige situation, hvorfor skulle hun så blive bange på hans vegne? Det virkede som om, han havde styr på tingene. Trods hendes optimisme, så kunne hun dog ikke forhindre en skælven ned af ryggen, da dinosauren bed efter den lille fyr, og hun så forpint væk. Hun ønskede ikke at se den lille fyr spist.

Piccolo lavede et kæmpe hop i luften, da uhyret snappede ud efter ham, og landede oppe på monsterets hoved. Han lo overlegent, da det prøvede at ryste ham af sig, og han sprang ned på jorden som en kat. Han tog et fast greb i dyrets hale og svingede dinosauren flere gange rundt i luften, indtil han slap taget.

Katjas øjne var store som tekopper ved synet af det grønne væsen, der svingede en øgle rundt, der var tyve gange større end ham selv. Det var et fantastisk syn, men samtidig var det så urealistisk, at hun havde svært ved at forholde sig til det. Hvordan kunne han besidde sådan en kraft? Det var et spørgsmål, som skræmte og fascinerede hende på samme tid.

Piccolo grinede skadefro, da dinosauren ramte træet med så stor fart, at det knækkede midt over. Han knyttede hænderne sammen og så på dem med stolthed i øjnene. Der var ingen grænser for, hvor stærk han kunne blive. Han var stærkere end alle menneskene på jorden tilsammen. Son Goku talte ikke med i denne sammenhæng. Han var anderledes end de andre mennesker, og hvis Piccolo ikke huskede meget galt, så havde Goku selv åbnet for den mulighed, at han heller ikke var menneskelig.

"Hvem er du?" spurgte kvinden skælvende og så på ham med store øjne.

Piccolo vendte sig om og stirrede stift på hende. Hun virkede stadig bange, men han havde en mistanke om, at det ikke var på grund af ham. Hendes frygt efter flugten fra dinosauren sad stadig dybt inde i hendes krop. Hendes øjne virkede forundrede over de ting, som hun havde set, men hun var ikke angst for ham, ikke endnu i hvert fald.

"Kan du ikke tale?" spurgte kvinden nysgerrigt, mens hun strøg usikkert sin hånd over hendes arm, idet han gik tættere på hende. "Jeg mener, at jeg hørte dig sige noget."

Hun vidste ikke, hvordan hun skulle håndtere situationen. Hun havde aldrig set en skabning som ham før. Piccolo forholdt et udtryksløst ansigt, fordi han ikke ønskede at afsløre sine afskyelige mordplaner for hende, men han fornemmede også, at hun havde sine bange anelser omkring ham, og det var grunden til hendes usikkerhed.

"Kan du forstå, hvad jeg siger?" spurgte hun igen og så indgående på ham, da han stoppede ved stedet, hvor hans æg befandt sig. "Kommer du fra ægget?"

"Hvad rager det dig?" hvæsede Piccolo arrigt og kneb øjnene tæt sammen. "Jeg mener ikke, at jeg har bedt om at høre på dit ævl."

Kvinden sank ved hans hårde ord. Hun var glad over, at hun havde opnået kontakt med det grønne væsen, men hun kunne ikke forstå, hvorfor han var ubehøvlet over for hende, når hun ikke havde gjort ham noget.

"Jeg ville bare takke dig, fordi du har reddet mit liv," mumlede hun.

Piccolo gryntede utilfreds og så skarpt på hende. Han havde ikke overvejet at redde hende et sekund. Tværtimod ønskede han det modsatte. Han skævede hen til kvindens far, der stadig lå bevidstløs på jorden. Når han tænkte nærmere efter, så var dette det perfekte tidspunkt at slå hende ihjel. Hvis den gamle mand skulle vågne senere på dagen, ville han give dinosauren skylden for sin datters død. Piccolo vendte sig om og knyttede hænderne sammen og så hadefuldt ned i jorden. Ægget havde mindet ham om, hvorfor han egentligt var kommet til verdenen, og vreden blussede op som en flamme i hans sind. Der var ingen tid at spilde. Han måtte dræbe dem nu, så han kunne komme i gang med det væsentlige.

"Jeg vil hævne far, jeg hader fred," hvæsede han rasende og stirrede hadefuldt på kvinden. "Du er den første."

"Hvad mener du?" spurgte Katja forvirret og følte stærkt frastødt ved hans øjne, der borede sig ind i hendes.

Hun kunne også fornemme en lille indre lampe, som blinkede til hende om fare, og hun følte straks ubehag, da drengen rykkede sig nærmere. Måske var det hans spidse smil, som var gået over i et grufuldt smil, som gjorde hende utryg, eller også var det hans kolde øjne, som skinnede af mordlyst. Katja mærkede, at hun fik kvalme ved tanken og rykkede sig tilbage. Piccolo havde allerede hænderne parat til at kvæle hende. Han kunne altid ødelægge hende bagefter, så det lignede et mord fra et rovdyr.

I det samme skreg kvinden, og Piccolo smilede frydefuldt. Dette ville blive godt, det kunne han mærke. Det var i dette sekund, at han bemærkede, at kvindens skræmte blik ikke hvilede på ham, men på noget bag ham. Han drejede rundt og så med åben mund på dinosauren, som kom løbende imod ham med fuld fart. Han havde været så optaget af kvinden, at han ikke havde hørt uhyret komme til bevidsthed. Uhyret åbnede det store gab, der afslørede en fin række skarpe hvide tænder, og den snappede vildt ud efter ham. Katja dukkede sig ned mod jorden og skreg af rædsel. Hun troede, at hun skulle dø, men der skete ikke noget. Undrende kiggede hun op og stirrede på den lille grønne dreng med de spidse ører, der havde grebet uhyrets mund og holdt den afskilt.

"Så du havde ikke fået nok, hva'?" hvæsede Piccolo og smilede skævt. "Og jeg, som ellers ikke troede, at du havde lært lektien. Du er så dum, at du faktisk tror, at du ville få et ekstra måltid hos mig. Se, det er farligt, din forvoksede øgle! Her er der kun én hersker her på jordens overflade, og det er mig."

Han skubbede den store øgle væk fra sig og sprang efter den, da den landede på jorden. Han slog ud efter den med sine små barnenæver, men der var ingen tvivl om, at det gjorde ondt på den for hvert slag. Bæstet forsøgte at dreje rundt, så den kunne mase Piccolo med sin vægt, men det var forgæves. Katja kunne ikke forstå, hvordan den lille fyr havde været i stand til at overleve kampen så længe, men hun var overbevist om en ting. Den lille grønne skabning var måske sær, men den havde reddet hendes fars liv. Nu måtte hun redde skabningen fra døden.

Piccolo ville have leet hånligt af kvindens tanker. Han var ikke i fare, dette var bare en sjov øvelse for ham, men det kunne Katja ikke se. Selvom den grønne kæmpede tappert, så kunne hun ikke risikere, at han blev dræbt. Denne skabning var en fremmed race. Katja slæbte sig pinefuldt frem hen af jorden. Hun skulle have sit gevær, så kunne hun dræbe dinosauren, før den gjorde det af med drengen.

Piccolo greb igen fat i dyrets hale og svingede den ind i træet. Han smilte triumferende, da han hørte det store uhyre brøle af smerte. Katja havde det samme udtryk i ansigtet, da hun greb fat i hendes våben, der havde ligget nogle skridt fra hende. Nu havde hun chancen. Hun sigtede efter dinosaurens hoved, men drengen kom hele tiden i vejen.

"Gå nu væk," mumlede hun stille.

Piccolo prøvede at komme tæt på dyrets krop, så han kunne flå hjertet ud. Det ville blive blodigt, men det rørte ham ikke. Han elskede at se blodet flyde.

Han skulle til at angribe, da dinosauren slog til ham med den store hale, og han fløj ud til siden.

"Sådan!" hviskede Katja og trykkede på aftrækkeren.

Skuddet bragede igennem luften, men den ramte ikke sit mål. Hun havde ramt den lille grønne dreng. Katja sænkede geværet ned i skødet og så chokeret, da drengen faldt til jorden. Hvordan havde han været i stand til at angribe dinosauren så hurtigt? Han havde jo været flere meter væk for nogle sekunder siden. Dinosauren bøjede sig ned over drengens bevidstløse skikkelse, og Katja hævede hurtigt geværet igen og skød flere gange. Denne gang ramte hun sit mål, og dinosauren faldt død til jorden. Katja bævede og lagde geværet fra sig. Havde hun dræbt drengen? Hun begyndte at kravle imod det mærkelige væsen.

Det varede mange minutter, før hun kom hen til drengen på grund af hendes brækkede ben. Hun kunne ikke støtte på det, og smerten var uudholdelig. Hun var nødt til at bruge det andet ben og hive sig hen til drengen med armene. Hun sank, da hun stirrede på drengens hoved. Blodet fra såret viste tydeligt, at hun havde ramt ham i halsen, men hans vejrtrækning var stabil. Katja kunne ikke forstå, hvordan han kunne være i live, men hun kendte heller ikke Piccolo og hans kropfunktioner. Kuglen ville slet ikke have trængt igennem hans hud, hvis det ikke var fordi, han lige var kommet ud af ægget. Katja strøg bekymret hans pande og sukkede.

"Jeg vil tage dig med hjem, så du kan blive rask. Der er så meget, som vi kunne lære af dig," sagde hun stille og smilede svagt. "Du kunne lære os så mange forskellige ting. Hvem er du og hvor kommer du fra, min ven? Jeg har så mange spørgsmål, som jeg håber, at du kan besvare mig."

Katja var nysgerrig og glædede sig til at skulle snakke med det nye væsen. Hun havde glemt det øjeblik, hvor Piccolo havde stirret hadefuldt på hende. Hun var kun sikker på, at drengen havde reddet hende og hendes far fra døden, og hun ønskede at gøre gengæld. Hun ville holde drengen hemmelig fra forskere og videnskabsmænd. Hun ville så gerne lære drengen at kende og studere ham. Desværre vidste hun ikke, at hun havde en ren dødsmaskine hos i sin besiddelse.

A/N: Jeg vil prøve at få det næste kapitel færdig så hurtig, jeg kan. Hvis nogen personer synes, at Piccolos tanker virker voldsomme, vil jeg for en sikkerheds skyld gøre opmærksomt på, at han er det onde selv i starten af historien, og derfor vil han også blive skildret sådan.