A/N: Hejsa, så er jeg tilbage med et nyt afsnit. Jeg beklager igen, at det har taget så lang tid, men det er svært at have tre historier kørende på samme tid, mens man samtidig studere til lærer. Jeg keder mig i hvert fald ikke, skal jeg da sige. Nå, jeg blev færdig med dette kapitel i efterårsferien, hvor jeg havde lidt mere tid tilovers. Så jeg håber, at I vil nyde det næste kapitel…

Piccolo følte sig meget søvnig, da han pludselig hørte lyden af en knirkende dør i nærheden af ham. Han slikkede sine tørre læber og mærkede, at hans hals var tør som sandpapir. Han lå ned på en madras, og han havde på fornemmelsen af, at der var noget blødt stof omkring ham. Det føltes væmmeligt og ubehageligt, at den lette madras gav efter for hans vægt. Det kvalte ham, som var han ved at drukne i havet. Piccolo prøvede at vende armene ud til siderne, men hans hænder bevægede sig ikke, og den lille dreng spærrede forskrækket øjnene op og stirrede rundt i lokalet. Hvorfor kunne han ikke bevæge sig? Han kunne mærke, at hans krop lå på sengen, men han kunne ikke flytte den. Hvad var der sket?

Det var en ukendt kvinde, som var gået ind af den knirkende dør. Piccolo kunne med det samme konstatere, at han ikke anede, hvor han befandt sig. Rummet var mærkeligt indrettet, og Piccolo kneb øjnene mistænksomt sammen. Dette sted mindede ham alt for meget om det, som menneskene havde kaldt hospitaler. Det var der, hvor de helbredte folk. En ting, som han nok skulle afskaffe, når han blev hersker. Rummet var ligeså hvidt og glansløst som hospitalernes værelser, og hvis han ikke tog meget fejl, så var det en hospitalsseng, som han lå i. Der var nogle enkelte skabe ved vinduet, hvor lyset skinnede igennem de hvide gardiner. Et lille natbord var placeret ved hans seng, og kvinden havde stillet sig ved et stålbord ved siden af døren, hvor der var placeret en masse glas med væske.

Kvinden, som befandt sig i rummet, bekræftede kun hans værste anelser om et hospital. Det var ikke så meget det, at hun var utrolig grim, fedladen og ulækker at se på, men hun var iklædt en hvid kort kjole, der afslørede hendes kridhvide ben. Hun havde desuden en masse fregner i det runde ansigt, og Piccolo drejede hovedet væk i afsky. Tænk, at der fandtes sådanne skabninger på jorden. Kvinden så skævt på den lille skikkelse i sengen og rystede stille på hovedet. Hun kunne ikke forstå, hvordan de havde fundet det lille grønne væsen, der lignede en grim vanskabning.

Piccolo vendte blikket mod hende igen, og hans syn opfangede hurtigt den lille indsprøjtning, hun havde i hånden. Så kunne han bedre forstå, hvorfor han ikke kunne rykke sin krop. De havde bedøvet ham, men hvorfor? Piccolo anede ikke, hvad der var sket, siden han havde været i skoven. Han havde kæmpet mod dinosauren, så meget huskede han, og han havde hørt et geværskud, hvorefter han havde mærket en smerte i hovedet.

"Hvor er jeg?" spurgte Piccolo hæst.

Kvinden blev så forskrækket over hans ord, at hun tabte sprøjten på gulvet. Piccolo rullede opgivende med øjnene og sukkede. Hvor var menneskene bare ynkelige skabninger. Kvinden fumlede med fingrene for at gribe fat i sprøjten igen, og hun stirrede på ham med et forbløffet blik.

"Du kan tale," gispede hun, mens øjnene blev større.

"Hvad havde du egentlig forventet?" snerrede Piccolo irriteret. "Troede du, at jeg var et simpelt dyr?"

"Nej, men…," mumlede kvinden og lagde sprøjten fra sig. "Åh, jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet, men det var heller ikke meningen, at du skulle vågne. Mrs. Dana sagde, at jeg skulle blive ved med at give bedøvelse, indtil myndighederne kom."

"Hvad?" udbrød Piccolo. "Hvordan er jeg kommet her?"

"Ja, frøken Katja havde dig med, da hun kom i en helikopter sammen med sin far. Hun sagde, at du reddede hende fra et uhyre."

"Det var en køn måde at takke mig på," bemærkede Piccolo surt og vendte blikket væk fra hende.

Han var egentlig ligeglad med, hvorvidt Katja var taknemmelig over, at han havde reddet hende eller ej. Det havde slet ikke været meningen, at hun skulle være blevet reddet, men det overraskede alligevel Piccolo, at Katja havde besluttet at aflevere ham til myndighederne, hvis hun var taknemmelig over det, som hun troede, at han havde gjort. Piccolo mærkede, at han fik det dårligt i maven. Han var jo kommet til en af byerne nu, så hun havde måske fået mistanke om, at han havde en forbindelse med den grønne dæmon, som havde prøvet at overtage verdenen for et stykke tid siden. I så fald måtte han komme ud, inden det var for sent.

"Det er ikke frøken Katja, som er skyld i dette her," afviste kvinden fornærmet over, at han overhovedet kunne have den tankegang. "Det er hendes mor, der tog den beslutning, mens hun sov. Hun ved slet ikke, at du ligger her, og det ønsker hendes mor heller ikke, at hun skal vide."

Godt, så var det ikke Katja, som havde gjort det imod ham, hvilket ville sige, at han måske havde en chance for at slippe ud, men det krævede, at han ikke var bundet af bedøvelsen. Kvinden samlede sprøjten op og gik hen imod ham med langsomme skridt.

"Hvorfor skal jeg stadig bedøves?" spurgte Piccolo undrende.

Han kunne stoppe kvinden ved at slå hende ihjel med det samme. Han havde en evne til at kunne skyde røde stråler ud af øjnene, men det ville være en dum idé. Selvom kvinden blev forhindret i at give ham sprøjten, så ville der komme nye mennesker, og han ville ikke kunne klare dem, når han kun var i stand til at bevæge hovedet. Derfor måtte han prøve at vinde denne kvindes tillid, hvilket betød, at han skulle være venlig imod hende. Alene tanken gav ham lyst til at brække sig, men han ville gøre alt for at slippe væk herfra. Han kunne altid tage sin hævn over dem bagefter.

"Mrs. Dana mener, at du er den farlige skabning, der angreb os for nogle dage siden, og det er derfor, at jeg skal give dig dette middel, så du ikke kan slippe nogen steder, indtil myndighederne ankommer. Det gør mig ondt," beklagede kvinden oprigtigt.

"Hvornår vil myndighederne komme?" spurgte Piccolo og banede askens forbandelser, da kvinden satte nålen i hans arm.

"De vil ankomme her i eftermiddag," oplyste kvinden og lagde sprøjten tilbage på stålbordet, som var placeret henne ved døren.

"Mener du også, at jeg er farlig?" spurgte Piccolo og så på hende med et gennemborende blik.

"Jeg kan ikke se, hvordan en lille dreng skulle kunne udrette de store katastrofer, som vi blev udsat for," svarede kvinden efter et øjebliks tøven. "Katja fortalte, at du var kommet ud af et æg, hvilket vil sige, at du ikke er ret gammel. Hvordan skulle du have noget at gøre med den forfærdelige skabning, selvom du ligner ham af udseende?"

Mere end du aner, tænkte Piccolo grumt, men dette var perfekt. Hvis han spillede sine kort rigtigt, så kunne han få kvinden til at udrette en ting for ham, hvis han fik et godt svar på det næste spørgsmål.

"Ved Katja, at dette her sker?" spurgte han.

"Nej, det gør hun ikke," svarede kvinden og sukkede dybt. "Den stakkels pige har brækket benet, og Mrs. Dana ønskede ikke, at hun skulle forstyrres. Hun har været meget igennem sammen med hendes far, der også ligger bevidstløs i sengen i øjeblikket. Åh ja, åh ja."

Det ragede ham en skid, hvordan Katjas far havde det. Den gamle nar kunne være døende for hans skyld. Det var ham flintrende ligegyldigt. Det var Katja, som havde hans interesse, for det var hende, som kunne blive hans billet ud fra dette hul.

"Kunne du se til hende, om hun har det godt?" spurgte Piccolo og sagde det bevidst i en lavt og ynkeligt tonefald, så kvinden skulle få medlidenhed med ham. "Vil du ikke hilse hende fra mig og sige, at jeg er ked af, at jeg ikke kunne forhindre, at hendes ben blev skadet."

Piccolo grinede inde i sig selv, da han så, at kvinden fik tårer i øjnene af hans ord. Mennesker var bare så forudsigelige og kedelige og så nemme at manipulere med. Man skulle blot lyde hjælpeløs, så ville de straks være dig for at hjælpe en. Det var kun to mennesker, som havde skilt sig ud fra den kedelige fåreflok. Son Goku, som havde antydet, at han måske slet ikke var fra denne jord, og Katja, der havde vist et mod og en stor sjælestyrke, hvilket var sjældne egenskaber hos denne race.

"Jeg ved ikke…," sagde kvinden tøvende. "Mrs. Dana beordrede, at hun ikke skulle forstyrres."

"Men jeg bliver hentet i dag," påpegede han og så bedende på hende. "Vil du ikke nok?"

"Okay så, det gør jeg," lovede kvinden og gik ud af døren, mens hun gav ham et forsikrende smil.

Piccolo var lykkelig over, at hun var forsvundet, for han kunne ikke lade være at stirre rasende på døren, mens han væmmedes over sig selv. Siden hvornår havde en stor dæmon som ham behøvet at bede om hjælp fra nogen? Han var jo ærkedjævelen! Tanken alene gav ham brækfornemmelser, men han havde ikke haft noget valg. Hvis myndighederne kom, så ville han prøve at forhindre, at de tog ham med, men det ville være meget risikabelt. Han var stadig for svag til at kunne klare flere mennesker på en gang. Derfor havde han brug for hjælp, selvom han ikke var meget for at indrømme det.

Piccolo gabede, da han mærkede, at han blev mere søvnig, fordi bedøvelsen var begyndt at indtage sin virkning. Han smilede grumt, mens han overvejede, hvilken hævn han skulle tage over Katja og hendes by. Han kunne allerede fornemme deres løbende skikkelser og høre deres angstfyldte skrig i sine tanker, og han faldt fredfyldt i søvn med et ondt smil på læben.

Katja vågnede, da en af solens stråler skinnede igennem hendes tynde hvide gardiner. Hun stønnede lavmælt og puttede dynen længere over hovedet. Hun havde ikke lyst til at vågne. Smerten i hendes ben var forfærdeligt, og hun havde haft fred i sindet, når hun endelig var faldet i søvn. Hun havde ligget i sengen de sidste par dage, og det var første gang, at hun var vågnet, siden hun var kommet hjem. Katja kunne tydelig huske sin mors blege ansigtsudtryk, da hun var kommet hjem med sin far, der stadig havde ligget bevidstløs. Hendes mor havde sagt beroligende, at hendes far ville få det bedre, og Katja havde været glad for sin mors hjælp og støtte. Katja fjernede dynen fra hovedet og stirrede ned på gulvet, hvor solstrålerne ramte gulvet. Hvad var der sket med det grønne lille væsen?

Katja mindedes, hvordan hun havde brugt sine sidste kræfter på at kravle hen til lejren, hvor hun havde haft radioen liggende. Der havde hun tilkaldt efter hjælp, og en helikopter havde hentet hende og de andre i løbet af nogle timer. Deroppe i luften havde hun fået en forbinding om benet, men hun kunne ikke erindre, at hun havde set, hvad der var sket med det lille væsen, efter hun var blevet transporteret til sit værelse.

"Katja, er du vågen?"

Katja skævede hen mod døren, hvor hendes mors husholderske kiggede forsigtigt ind. Katja smilede lidt ved synet. Hun havde altid syntes om Nanna, der var en af hendes kære venner. Hun havde en meget varm personlighed. Hun var en stor kvinde med et dejligt smil og runde kinder, og de havde været venner hele hendes liv. Nanna satte sig på sengekanten, mens hun strøg en lille hårlok væk fra hendes pande.

"Hvordan har du det?" spurgte Nanna blidt. "Det er dejligt at se dig. Du har sovet de sidste to dage."

"Jeg har det også bedre," indrømmede Katja og strakte sig dovent. "Men jeg troede ikke, at det gjorde så ondt med et brækket ben. Nanna, hvordan har min far det?"

"Han skal nok overleve," forsikrede Nanna og så på hende med sine varme brune øjne. "Og jeg skulle hilse fra din ven, selvom din mor sikkert ikke vil synes om det.

"Det lille grønne væsen?" spurgte Katja og smilede glad ved tanken om, at væsnet havde tænkt på hende.

"Jeg skulle sige fra ham, at han var ked af, at han ikke var i stand til at redde dit brækkede ben," fortsatte Nanna og lagde sin hånd på hendes arm. "Det var en sød lille dreng."

"Ja, det er han," sagde Katja henført, men rynkede panden, da hun tænkte nærmere over, hvad Nanna faktisk havde sagt til hende. "Hvad mener du med, at han var en sød dreng? Er han taget hjem til skoven?"

"Nej, det er han skam ikke," svarede Nanna og så på hende med et sørgmodigt blik. "Din mor fik nærmest et hjerteanfald, da hun så ham."

"Jamen, hvorfor dog det?" spurgte Katja undrende. "Han har jo ikke gjort mig noget."

"Nej, men han minder utroligt meget om en frygtelig skabning, som lignede ham på en brik. Han var bare i voksenhøjde, og han prøvede at overtage verdenen, mens du var i skoven med din far. Det var en forfærdelig oplevelse, og jeg ryster stadig ved tanken. Han truede med at tilintetgøre vores byer, en by for hvert år d.9 maj, for at fejre at han overtog verdenen på det tidspunkt, og det var bare for at more ham. Havde det ikke været for en tapper lille dreng ved navn Son Goku, så havde vi alle været fortabte, men din mor er rædselsslagen for, at det samme kan ske med denne dreng, hvis hun ikke udlevere ham til myndighederne med det samme."

"Vil det sige, at hun har kontaktet myndighederne? udbrød Katja oprørt og rejste sig op i sengen. "Hvorfor i alverden har hun gjort det? Det må jeg straks tale med hende om."

"Jeg tror næppe, at din mor vil lytte til dine bønner, min pige," sagde Nanna og så alvorligt på hende. "Hun var meget bestemt, da hun bad mig om at bedøve ham, så han ikke kunne flygte. Myndighederne kommer snart, og din mor vil ikke lade sig tale fra det. Var det ikke, fordi jeg havde fået medlidenhed med den arme stakkel, så havde jeg slet ikke sagt noget til dig, fordi din mor bad mig love, at jeg ville sige noget."

"Det skal være løgn," sagde Katja og lagde sin hånd på hendes arm, men hun så på sin gamle ven med et bedende blik. "Jeg er ligeglad med, hvad min mor mener om dette lille væsen. Han reddede mit liv, og jeg valgte at tage ham med, fordi jeg ønskede at lære ham bedre at kende. Jeg ville netop ikke have, at videnskabsmænd skulle begynde at røre ved ham, så vil jeg hellere tage ham tilbage til skoven."

"Men hvordan vil du gøre dette?" spurgte Nanna og skævede hen til hendes forbinding om benet. "Du er ligesom lidt forhindret."

"Jeg vil ikke lade et brækket ben stoppe mig," sagde Katja. "Har vi nogen krykker, jeg kan bruge?"

"Din mor hentede nogle til dig, da du blev lagt i sengen, men jeg er ikke sikker på, at det er en god ide, Katja. Din mor vil sikkert gerne snakke med dig, når hun får at vide, at du er vågnet og…"

"Der er ikke tid til at hyggesnakke med hende," afbrød Katja skarpt. "Du sagde selv, at hun havde tilkaldt myndighederne til at hente det lille grønne væsen, og jeg vil aldrig tilgive mig selv, hvis der skete noget med ham, fordi han ligner et uhyre, der prøvede at overtage verdenen. Det kan jeg simpelthen ikke tillade. Vil du være sød at give mig krykkerne?"

"Men Katja, din mor bliver rasende," protesterede Nanna oprørt, men hun skyndte sig alligevel hen til hende med krykkerne. "Og hun vil blive rasende på mig. Jeg lovede ikke at sige noget til dig, og hun flipper ud, når hun opdager, at det er mig, som har sladret."

"Hvorfor gjorde du det så?" spurgte Katja med et lille smil.

"Åh, jeg ved snart ikke. Jeg er vel et gammelt fjols," sukkede Nanna og hjalp Katja med at få noget tøj på. "Og hvis jeg skal være helt ærlig, så ønsker jeg heller ikke selv, at der sket noget med den lille dreng. Som du selv sagde, så har han ikke gjort dig noget."

"Han har ikke gjort nogen noget, og derfor er det uretfærdigt, at han bliver behandlet på den måde," sagde Katja og rystede stille på hovedet. "Jeg ønskede blot at studere ham, Nanna. Jeg ville lære ham nærmere at kende og måske... måske kunne vi være blevet venner."

"Det forstår jeg godt," nikkede Nanna og støttede hende, mens hun placerede krykkerne under hendes arme. "Men det bliver ikke let at få ham ud. Du kan ikke ligefrem vandre med ham under armen. Din mor vil prøve at stoppe dig, inden du kommer ud af døren."

"Det ved jeg godt," sagde Katja og tog et dybt åndedrag. "Og det værste er, at jeg ved, at hun mener det af et godt hjerte. Nanna, kan du give mig min rygsæk? Tror du ikke, at den ville kunne skjule ham?"

Nanna gik hen til hendes skab og fandt en græsgrøn rygsæk frem fra den øverste hylde. Det var den taske, som Katja for det meste brugte, når hun var på vandreture i bjergene. Den var stor med mange lommer, men Nanna bed sig i læben og så på Katja med et bekymret blik.

"Tror du ikke, at det vil vække opsigt, hvis du kommer med din vandre taske på ryggen? Jeg mener, du har trods alt et brækket ben, og det vil ikke virke normalt, at du vil gå en tur, når du knapt kan gå."

"Det kunne der være noget om," sagde Katja og så spøgende på sin ven. "Hvad synes du så, at vi skal gøre?"

"Det vil nok være bedre, hvis du bar ham på ryggen under din jakke," foreslog Nanna og tog Katjas jakke frem. "Det vil være varmt for ham, men din jakke er så puffet, at de måske ikke vil lægge mærke til ham."

"Nej, det vil kvæle ham," afviste Katja med et lille smil. "Nej, jeg tror, at jeg holder mig til rygsækken."

"Men hvis du bliver opdaget, så vil du få problemer," sagde Nanna alvorligt og lagde tasken omkring hendes ryg.

"Jeg har heller ikke tænkt mig at gå ud af hoveddøren," forklarede Katja og begyndte langsomt at gå hen af gulvet med krykkerne. "Hvis du kører bilen derhen, så vil jeg møde dig der om nogle minutter, når jeg har fået hentet drengen."

"Det skal jeg nok," nikkede Nanna indforstået og gav nogle nøgler til hende. "Den lille dreng er blevet spærret inde i musikværelset. Det er blevet omdannet til en slags hospitalsværelse. Han er bedøvet lige nu, men jeg gav ham ikke særlig meget, fordi jeg regnede med, at du ville prøve at redde ham. Han skulle gerne vågne inde for de næste timer."

"Tak Nanna, det er jeg glad for," sagde Katja taknemmeligt. "Du er virkelig en god ven."

"Tak frøken," smilede Nanna og åbnede døren, så Katja kunne komme ud. "Det er en ren fornøjelse at kunne hjælpe dig."

Katja sagde farvel til sin veninde og skyndte sig hen til musikværelset. Det undrede hende, at hendes mor havde brugt det rum til at opbevare det fremmede væsen i. Det havde været hendes mor ynglings værelse, for hun elskede at spille musik. I det hele taget havde det undret hende, at hendes mor havde reageret så voldsomt på hele affæren. Hun kendte sin mor godt, og hun vidste, at Nanna havde ret.

Det ville være umuligt at tale moderen fra hendes foretagende, når hun havde bestemt sig for, hvad der skulle ske. Derfor måtte hun koncentrere sig om sin plan, men hun anede ikke, om det ville lykkes. Hun vidste bare inde i sit hjerte, at hun var nødt til at prøve. Da hun lukkede døren op og så på den lille dreng, der sov sødt i sengen, kunne hun ikke forstå, hvordan hun allerede havde fået så varme følelser omkring dette væsen. Han var et lille barn, som havde brug for sin hjælp. Han havde et lille smil omkring læben, og han så fredfyldt ud, som han lå der i sengen.

"Jeg skal nok sørge for, at der ikke sker noget med dig," sagde hun blidt og strøg ham over kinden. "Men det er trist, for jeg ville så gerne have haft, at du kunne bo hos mig."

Hun lagde sine krykker fra sig ved sengen og tog rygsækken af. Drengen var stadig bedøvet, så han ikke sagde ikke noget, da hun lagde ham ned i rygsækken. Han var heldigvis så lille, at hun ikke havde problemer at have ham på ryggen. Han var ikke tung, så det ville ikke være så hårdt at skulle gå med ham med sine krykker. Katja var lettet, da hun lagde hånden på dørhåndtaget. Hendes plan var lykkedes. Hun åbnede døren og stoppede brat, da hun hørte stemmer udenfor i gangen.

"Jeg har været helt ude af mig selv," lød hendes mors stemme samtidig med, at de højlydte skridt kom nærmere. "Min datter kom hjem med et afskyeligt dyr, og jeg håbede, at de kunne fjerne det, inden hun kommer til bevidsthed."

Katja gispede og lukkede lydløst døren. Dette var ikke godt. Hendes mor var på vej mod værelset sammen med myndighederne, og hun kunne ikke nå at slippe ud af rummet. Katja stirrede forvildet ud i rummet. Hvad i alverden skulle hun gøre? Hun var fanget.

A/N: Det ser ud til, at Katja er kommet ud i større problemer, end hun kan klare. Hun aner slet ikke, hvilket monster hun har i sin rygsæk, men det kan jo være, at hun finder ud af det :o)