Kapitel 4

Katastrofen

A/N: Hej, så er jeg tilbage igen med et nyt afsnit. Jeg vil bare gerne sige, at jeg var glad for de reviews, som jeg har fået. Det var dejlig at læse dem, og jeg prissætter virkelig jeres meninger.

Piccolo stønnede og prøvede at bevæge sine lemmer, men han var klemt sammen i en form for taske eller sæk. Han havde svært ved at rykke sine arme og havde problemer med at trække vejret. Den eneste luft kom fra en lille revne gennem de to lynlåse i det øverste af tasken.

"Du må ligge stille," hviskede en kvindestemme til ham.

Piccolo spærrede øjnene op ved lyden af hendes stemme. Han kunne straks genkende Katja, men hvis han ikke tog meget fejl, så virkede hun nervøs og bekymret over et eller andet. Piccolo kæmpede sig op gennem den lille taske og rev tasken op, så hans hoved kunne komme op.

"Vil du ikke godt være stille," bad Katja ham.

"Det rager ikke dig, hvad jeg laver" hvislede Piccolo vrissent og tog en dyb indånding af den friske luft. "Du var ved at kvæle mig dernede."

I det samme mærkede han den vinden stryge ham over ansigtet, og han kiggede forbavset ud i landskabet, der lå foran ham. Han anede ikke, hvad der var sket, siden den tykke dame havde bedøvet ham, men af en eller anden grund så hang Katja med ham ude for et vindue på første sal af huset. Han havde frit udsyn over Katjas hjem, der ville være smukt i et menneskets øjne. Det var en stor villa, som lå lige i udkanten af en stor by, som Piccolo ikke kendte navnet på. Han væmmedes over det fæle syn med den vidunderlige have med de dybrøde og hvide roser, og springvandet, som skulle forestille en havfrue. Det var et skræmmende syn, og Piccolo måtte dæmpe trangen til at ødelægge det med det samme. Piccolo vendte sig forarget om i rygsækken og lagde sit hoved tæt til hendes øre.

"Hvorfor i helvede hænger vi her?" spurgte han skarpt. "Har du en hobby med at klatre på mure?"

"Tror du virkelig, at jeg har gjort dette for min morskabs skyld? Det er ikke fordi, at jeg ligefrem har haft noget valg," snerrede Katja tilbage, men holdt stadig sin stemme i et lavt toneleje. "Min mor er på vej…"

"ARRGG!" lød det inde fra værelse, og Katja krympede sig ved lyden af hendes mor skingre stemme. "Hvor i alverden er det uhyre henne?"

"Vi kan ikke hænge her," mumlede Piccolo tankefuldt. "De vil snart kigge ud af vinduet og finde dig her. Hvorfor kunne du heller ikke finde et bedre gemmested?"

Katja begyndte at blive irriteret over hans spidse bemærkninger. "Hør her, der er ingen, som har bedt mig om at redde dig. Skal jeg gå op og sige til dem, at jeg har dig? For det gør jeg gerne, hvis du bliver ved med at brokke dig!"

"Nej, er du blevet sindssyg kælling?" hvæsede Piccolo chokeret.

"Kælling? Du hjælper ikke ligefrem dig selv," bemærkede Katja og gjorde tegn til at gå op.

"Okay, okay, jeg skal nok være sød," sagde Piccolo hurtigt og gøs ved ordet sød, men det havde sin virkning på hende.

"Det er godt, at vi forstår hinanden," sagde Katja med et lille smil.

"Stædige bæst," hvislede Piccolo irriteret.

"I lige måde," sagde Katja tørt.

Hun kunne høre de oprørte stemmer derinde samt lyden af hastige skridt, som bevægede vildfarent i rummet. Katja sukkede dybt, da hun vidste, at de snart ville finde hendes krykker og regne ud, at det var hende, som havde taget ham. Hun kunne allerede forestille sig sin mors skuffede udtryk i ansigtet, men der var ikke noget at gøre ved det nu. Hun havde ikke haft tid til at tænke sig om, hvad hun skulle gøre, da hun opdagede, at hendes mor var på vej mod værelset sammen med nogle fremmede mænd. Hun havde blot skyndt sig mod vinduet med drengen på ryggen, hvorefter hun havde smidt krykkerne ind under sengen.

Katja havde dog hurtigt proppet noget bedrøvelsesmiddel ned i det lille rum på hendes rygsæk. Hendes plan havde været at holde drengen sovende, indtil hun havde fået bragt ham ud til skoven, hvor hun havde fundet ham. Så ville der heller ikke have været nogen problemer, som dem hun oplevede i øjeblikket. Det var på en måde irriterende for hende, at drengen var vågnet, før det var meningen, for de nemt at blive opdaget af hendes mor, hvis det lille væsen ikke holdt sin mund lukket.

"Du svarede ikke på mit spørgsmål," sagde Piccolo hæst i hendes øre, så de små hår rejste sig i nakken på hende.

"Hvad mener du?" spurgte Katja undrende.

"Hvorfor hænger vi her?" spurgte Piccolo utålmodigt og måtte bide tænderne sammen for ikke at sige noget, der kunne fornærme hende.

Piccolo var ikke så dum, at han ikke kunne se, at hans liv stadig afhang af hende. Det var bestemt ikke noget, som han brød sig om, men han var nødt til at finde sig i det og være venlig imod hende. Hvis han gjorde hende vred, så ville hun ikke hjælpe ham mere, og det ville være katastrofalt med alle de mennesker omkring ham. Han var endnu ikke stærk nok til at kunne kæmpe imod en hel storby. Desuden ville det være rart at have hende, hvis han skulle blive genkendt. Hun kunne jo altid blive brugt som gidsel.

"Jeg brækkede benet på grund af Dinosauren," fortalte Katja bittert. "Jeg har måttet efterlade mine krykker inde på dit værelse, så jeg ved ikke, hvor længe det vil vare, før de finder os."

"Skønt," mumlede Piccolo.

Katja mærkede, at hun havde svært ved at holde fast. Hendes fingre var begyndt at glide, fordi de var fugtige af, at hun havde kæmpet for at holde sig selv og drengen oppe på vindueskanten samtidig med, at hun skulle sørge for, at de ikke blev set fra værelset. Desværre var der ikke nogle veje, som hun kunne bruge til at kravle videre, så de kunne komme væk fra vinduet. Der var kun to veje, og det var enten at springe ned på jorden, hvilket hun ikke havde lyst til, og ellers var det ud i luften, hvilket var galskab, siden hun ikke kunne flyve.

"Jeg glider," betroede Katja og vendte hovedet skævt imod ham. "Jeg kan ikke holde fast meget længere. Vi må hellere gå nu, inden vi falder."

"Er du tosset kvinde?" udbrød Piccolo og så ned på jorden. "Hvorfor springer du ikke? Der er ikke særligt langt ned."

"Det må være dig, som er tosset," gav Katja igen og rystede stille på hovedet. "Jeg ved ikke, hvad du er lavet af, men mennesker er bygget af skrøbelige knogler, som kan gå i stykker, hvis man ikke passer godt på dem. Jeg kan ikke springe ned, og jeg kan da slet ikke gøre det med et brækket ben. Det ville aldrig gå."

"Så må vi jo flyve," sagde Piccolo og lagde armene tæt under hendes egne.

"Hvad i alverden er det, du laver?" gispede Katja. "Mennesker kan ikke flyve, det er kun fugle, som gør det."

"Og mig," hviskede Piccolo i hendes øre.

Han anede ikke, hvorvidt det kunne lade sig gøre for ham at aktivere hans evne så hurtigt, for han var trods alt næsten lige kommet ud af sit æg. Alligevel var han nødt til at prøve, hvis de skulle have en chance for at slippe væk derfra. Han strammede sit tag omkring hende og samlede al sin energi i kroppen. Han kunne mærke kraften flyde igennem kroppen, og han var henrykt, da han mærkede, at han var i stand til at holde dem i luften.

"Nu kan du rolig slippe," sagde han.

Katja anede ikke, om hun skulle tro på hans ord. Det virkede jo fuldkomment forrykt, at han skulle kunne flyve. Han havde jo ingen vinger! Alligevel måtte hun indrømme, at hun ikke vidste meget om det grønne væsens evner, og hun havde set ham lave utrolige ting i hans kamp mod dinosauren. Katja nikkede stumt til svar og slap endelig vindueskanten.

"Godt Katja, så går det op," sagde Piccolo og drejede lidt væk fra vinduet, inden han fløj i retning mod taget.

Der var jo ingen grund til at vække mere unødig opmærksomhed ved at vise sig for Katjas mor og regeringsmændene. Det ville der blot komme flere problemer ud af. Katja bed sig nervøst i underlæben. Det lille væsen kunne virkelig flyve, hvor mærkeligt hun end syntes, at det var. Hendes eneste bekymringer var nu, at de ville blive set af nogen, eller at den lille fyr ville tabe hende. Havde Piccolo været i stand til at læse hendes tanker, så ville han have grinet ondskabsfuldt, for det var bestemt en mulighed, som han havde i tankerne. Piccolo stønnede, da de kom op til taget, hvor han slap hende. Han var stadig svag på grund af bedøvelsen og behøvede at hvile sig lidt.

"Av," udbrød Katja og gnubbede sin hånd på sin bagdel. "Ville det virkelig være for meget forlangt, at du satte mig ned stille og roligt?"

"Du er et menneske og ikke et stykke porcelæn," svarede Piccolo tvært og hans ansigt fortrak sig med foragt ved synet af hende. "Skal du virkelig begynde at klynke som de andre mennesker? Jeg troede, at du var anderledes, men jeg tog åbenbart fejl."

"Jeg klynker ikke," protesterede Katja skarpt og pegede vredt på ham. "Hvor vover du at nedgøre mig sådan! Jeg kommer med et brækket ben og redder dig, også forlanger du virkelig, at jeg skal høre på dit vås!"

"Hvis jeg ikke tager meget fejl, så har jeg netop reddet os begge to," gav Piccolo igen og smilede bredt.

"Uh, din lille…" begyndte Katja, men bed det i sig, før hun nåede at sige noget, som hun vidste, at hun ville fortryde senere.

Piccolo kiggede ned af sig selv og så på sin hvide T-shirt med smagen af afsky i munden. Han anede ikke, hvem der havde givet ham det latterlige tøj på, efter han var kommet til huset, men det var en fornærmelse, at han skulle have noget grimt tøj på, der ikke kunne slå hans eget fornemme design. Piccolo lagde sin hånd på brystet og smilede tilfreds, da han mærkede det vidunderlige stof omfavne ham endnu engang.

"Det var meget bedre" sukkede Piccolo og så nygerrigt på hende. "Nå, hvad var det, du ville sige?"

"Ikke noget," vrissede Katja og så på ham med store øjne. "Hvordan i alverden gjorde du det?"

"Det er en simpel tryllekunst," bed Piccolo hende skarpt af, inden hun begyndte at spørge nærmere om emnet.

Det var, som om hun kunne fornemme hans irritation, for hun lod emnet falde og så blot på ham med et uroligt blik. "Hvordan havde du tænkt dig, at vi skulle komme ned herfra?"

"Vi skal ikke ned, vi skal op," svarede Piccolo og pegede ud mod et bjerg, som lå fjernt ude i horisonten bag ved storbyen. "Vi skal derhen, hvor jeg kan være i fred for alle jer mennesker."

"Hvis det er så vigtigt, så synes jeg, at det er bedst, at du efterlader mig her," sagde Katja og lagde armene over kors. "Du behøver ikke mig længere til at redde dig, hvis du kan flyve derud."

Nej, det havde hun egentlig ret i, men Piccolo havde stadig ikke lyst til at slippe hende ud af syne, før han var i sikkerhed. Hun var stadigvæk værdifuld for ham, hvis han skulle blive forfulgt. Han kunne altid dræbe hende bagefter, når han havde opnået sit mål og kommet ud i skoven.

"Og hvordan har du så tænkt dig at komme ned fra taget?" spurgte Piccolo og sendte hende et spørgende blik. "Du har måske tænkt dig at hoppe?"

"Ikke just," mumlede Katja og gøs ved tanken. "Kunne du ikke sætte mig ned, før du tager af sted mod bjerget."

"Jeg skal ikke risikere noget," afviste Piccolo med en bestemt stemme. "Hvis din mor eller regeringsmændene får øje på mig, så vil jeg blive jagtet i evigheder. Det vil jeg ikke gøre for din skyld."

"Det ville jeg heller ikke forlange af dig," sagde Katja, men hun var samtidig skuffet over hans svar.

Det lille grønne væsen var fascinerede, men samtidig var han forvirrende for hende. Hun forstod ham ikke. Han havde jo reddet hendes liv. Dette krævede mod og omtanke for andre mennesker at udføre sådan en heltegerning. Hvorfor havde han så pludselig skiftet mening om at sætte livet på spil? Hvis hun ikke vidste bedre, så virkede han meget egoistisk omkring sin egen personlighed. Hun havde trods alt hjulpet ham med at slippe væk fra regeringsmændene, der ville have undersøgt ham på kryds og tværs. Var det for meget forlangt, at han sagde tak til hende? Hun syntes ikke, at det var retfærdigt af hende at føle sådan, men hun kunne ikke slippe følelsen af, at han i det mindste burde være taknemmelig over det, som hun havde gjort for ham.

Piccolo rystede stille på hovedet, mens han tænkte over sin næste strategi. Han var nødt til at få Katja med sig, men det skulle ske på frivillig basis, så han slap for de større problemer, indtil de var kommet ud af byen. Så kunne han altid finde en god måde at slå hende ihjel på. Et ondt smil brød frem på hans grønne læber, mens han havde fået endnu en genial idé.

"Du kunne tage med mig et stykke af vejen," foreslog han nærmest sukkersødt og prøvede at virke så venlig, som han overhovedet kunne. "Du kan heller ikke gå særlig langt med det dumme ben, så hvis jeg sætter dig af ved udkanten af byen, så må du kunne finde nogen, som kan hjælpe dig."

Katja kunne se på ham, at det var så langt, som han selv var villig til at gå for hende. Hun kunne godt forstå, at han ikke ønskede at blive taget til fange igen, især ikke når folk frygtede ham for noget, som et andet uhyre havde lavet. Det var uretfærdigt at behandle et væsen på den måde, og hun følte sig skyldig, for det var trods alt på grund af hende, at han var blevet bragt til byen i første omgang. Piccolo begyndte at blive utålmodig. Han hævede det ene øje og vente sig afventende imod hende.

"Nå?"

"Det er i orden," nikkede hun endeligt. "Jeg kan godt tilkalde hjælp derfra. Kunne du for resten ikke fortælle mig dit navn? Jeg har endnu ikke fået at vide, hvad du hedder."

Piccolo så beklemt på hende og svarede ikke. Han kunne ikke fortælle hende sit rigtige navn, så ville hun straks finde ud af sandheden, og det ønskede han ikke endnu. Derfor måtte han give hende et andet navn, men han var tom for ideer. Heldigvis blev han afbrudt af heftige stemmer, inden han nåede at finde på et svar til hende.

"Hey se, der er nogen oppe på taget," råbte en mandsperson nede på jorden efterfulgt af en kvindes rædselsslagne skrig.

"Det er uhyret!"

Okay, det var ikke så heldigt, men det var ham ligegyldigt, for Piccolo havde ikke i sinde at være menneskenes fange længere. Han kunne mærke, at hans styrke var kommet tilbage, efter bedrøvelsen endelig havde forladt hans krop, og det havde han i sinde til at udnytte til det sidste. Menneskene skulle komme til at fortryde, hvad de havde trodset selveste ærkedjævelen!

"Lort," hvæsede Piccolo arrigt og skævede hen til Katja, der havde fået et bekymret udtryk i ansigtet. "Nu bliver myndighederne tilkaldt. Kom, vi må skynde os at komme væk."

Katja var ikke blevet beroliget ved hans ord, men hun havde ikke tænkt sig at svigte den lille fyr nu. Piccolo kunne mærke hendes frygt, men han var forbløffet over, at hun ikke viste nogen synlige tegn på, at hun var det. Det var måske det, som gjorde, at han kunne holde ud at være i nærheden af hende. Hun var bestemt anderledes end de mennesker, som han havde mødt i sin tid. Katja tog ham omkring livet og lagde ham hurtigt ned i rygsækken, og han greb hende under armene, så han holdt hende fast.

"Nu slipper du mig ikke!" udbrød Katja panisk, da de lettede fra taget og fløj højere op mod himmelen. "Hvis du taber mig, så kommer du virkelig til at fortryde det."

"Bare rolig, jeg har dig," sagde Piccolo og smilede ondt for sig selv. Det var ikke, fordi hun kunne gøre så meget, hvis han lod hende falde. Han smålo stille, mens han drejede i retning mod bjerget. Nej, han ville ikke slippe hende, ikke endnu i hvert fald.

"Hvordan kan du bære mig, når du kun er et lille barn?" spurgte Katja undrende og prøvede at lade være med at kigge ned på byens tage.

"Du er let som en fjer for mig," betroede Piccolo hende og lagde sit mund tæt ind til hendes øre. "Hvad er der i vejen? Kan du ikke lide at flyve?"

"Jeg har aldrig prøvet det," bemærkede Katja en anelse fornærmet over han kommentar. "Og jeg havde ikke troet, at jeg skulle opleve det på denne her måde."

"Det må du vænne dig til," sagde Piccolo og så bagud. "For vi har fået gæster."

Katja kunne ikke se sig over skulderen, fordi det lille grønne væsen spærrede for hendes udsyn. På den anden side var det heller ikke nødvendigt, for hun kunne høre helikopterne tydeligt komme nærmere bag hende. Piccolo bandede lavmælt over forfølgelsen, men han fandt tryghed i, at de aldrig ville forsøge på at skyde ham ned, siden han havde Katja i armene.

"Hvad skal vi gøre nu?" spurgte Katja nervøst.

Piccolo overvejede, hvad han skulle gøre. Han havde mange muligheder, og de var alle til hans fordel, så længe han havde hende i sin besiddelse. Han kiggede ned på byen og fik et selvtilfreds udtryk i ansigtet. Godt, hun kunne ikke lide at flyve. Nu skulle han prøve noget sjovt.

"Jeg vil prøve at slippe fra dem," sagde Piccolo hurtigt og smilede bredt. "Hold fast."

Katja skreg af sine lungers fulde kraft, da Piccolo lod dem falde ned mod byen med lynets hast. Katja kunne føle den stærke vindmodstand omkring dem, da de styrtede mod jorden. Hendes frygt blev større, mens hun så vejen og bilerne komme nærmere og nærmere.

"Ret op!" forlangte hun med frygt i stemme. "Vi rammer dem, åh gud, vi rammer dem!"

"Hvis du ikke lever nu Katja," sagde Piccolo stille i hendes øre. "Så vil du aldrig gøre det."

Katja vidste i det øjeblik, at han prøvede hende at teste hendes mod, og hun var faldet i hans fælde med begge ben. Katja kunne mærke, at hun havde fået tårer i øjnene på grund af den hårde vind og hendes angst for at flyve. Hendes hjerte sad oppe i halsen og bankede som besat, men hun havde ikke tænkt sig at lade sin frygt overvinde hende. Hun snøftede heftigt og så fasthold sit blik stift rettet mod jorden.

"Skal du ikke lukke øjnene?" spurgte Piccolo undrende over hendes reaktion.

"Nej, hvis du lader mig falde, så kan jeg ligeså godt se døden i øjnene," sagde Katja oprigtigt, men tilføjede med en hvæsen. "Men hvis jeg dør på grund af dig, så vil jeg hjemsøge dig som spøgelse resten af livet."

Piccolo klukkede ved hendes ord og rettede op i sidste øjeblik. Katja var lettet, da han ikke havde sluppet hende, men fortsatte mellem de mange gader. Han holdt sit blik rettet mod bjerget og dirigerede rundt i byen ved at bruge sine sanser. Han kunne føle bygningerne omkring ham og kunne undgå at ramme ind i dem uden at skulle se på dem.

Katja så stakåndet på sceneriet foran hende. Hun havde aldrig oplevet noget som dette, og hun var sikker på, at det ikke ville ske igen. Hun så byen på en ny måde ved at være over den, og hun vinkede kort til de folk, som de passerede på vejen. Alene deres chokerede ansigtsudtryk var nok til at få hende til at grine. Hun havde aldrig oplevet noget så fantastisk i sit liv. Piccolo kneb øjnene sammen, da de kom ud af storbyens centrum og nærmede sig de små huse, som lå i udkanten af byen.

"Helikopterne forfølger os stadig," bemærkede Katja, da hun genkendte støjen fra propellerne.

"Det ved jeg godt," sagde Piccolo og så bagud, hvor tre helikoptere forfulgte ham.

Han vidste, at det var alvor nu. Han kunne ikke lade dem finde ud af, hvor han skulle træne til sin næste kamp mod Son Goku, og han kunne heller ikke lade byen overleve. Der var for mange, som vidste, at han eksisterede, og det var alt for risikabelt for ham.

"Så er vi ved udkanten af byen," sagde Katja og smilede til ham. "Nu kan du godt sætte mig ned."

Katjas glade ansigtsudtryk forsvandt hurtigt, da hun så ind i hans øjne, der var blevet kolde som is. Hvornår var denne forandring kommet hos ham? Katja følte ubehag ved at se ind i hans ansigt og vendte derfor blikket mod husene på jorden.

"Hvis du sætter mig af derhenne, så kan jeg komme hjem uden problemer," sagde hun efter et øjebliks tøven og pegede mod et grønt hus, hvor en af hendes veninder boede.

Piccolo svarede ikke, og han sagtnede heller ikke farten. Katja begyndte at blive nervøs, da han ikke gjorde tegn til at lande, og hun prøvede at rykke på sig, kun for at opdage, at han holdt hende fast, så hun ikke kunne røre sig ud af stedet. Katja sank, og hendes stemme rystede lidt, da hun så på ham.

"Hvorfor sætter du mig ikke ned?"

"Hold din kæft kælling, eller jeg dræber dig på stedet," snerrede Piccolo hæst, men holdt hans tone fast, så hun kunne høre, at han mente det alvorligt. "Du bliver ikke sat ned."

"Hvad er det, du siger?" udbrød Katja forskrækket og mærkede, at hun fik det dårligere.

"Jeg har stadig brug for dig, så du bliver ikke sat ned," sagde Piccolo og begyndte at flyve højere op. "Jeg vil råde dig til ikke at røre dig. Det vil alligevel ikke nytte noget."

"Jeg forstår ingenting," sagde Katja forvirret. "Hvorfor er du pludselig blevet så gemen?"

"Det har jeg været fra starten. Du har bare ikke kunne se det," smålo han ondt og lagde sin mund tæt ind til hendes øre. "Mit navn er Piccolo."

"Men det er umuligt," gispede Katja og prøvede at hive armen til sig, da det gik op for hende, at han talte om det uhyre, som havde prøvet at overtage jorden. "Han blev dræbt af Son Goku."

"Jeg er genfødselen af ham, og jeg vil hævne mig på den forræderiske lille gnom, som havde den frækhed at trodse mig," sagde Piccolo.

Piccolo nød, at Katja prøvede at gøre modstand, selvom de befandt sig flere hundrede meter oppe i luften, men hun kunne ikke vinde over ham. Han var langt stærkere end hende, og det var tydeligt, at han havde hende præcis, hvor han ville have hende.

Katja følte en dyb smerte i sit hjerte, men samtidig var hun så rasende, at hun var ved at eksplodere. Den lille slange havde udnyttet hende groft og draget fordel af hendes medlidenhed og hendes gode hjerte. Han havde trampet ligegyldigt på hendes følelser og var følelseskold overfor hende. Katja bed sig i underlæben for at forhindre sig i at græde tårer af fortvivlelse over det, som han havde gjort imod hende. Det ville ikke hjælpe hende alligevel, hvis han så hende græde. Tværtimod så ville han blot nyde det endnu mere. Hendes mor havde haft ret, da hun sagde, at hun havde bragt et uhyre til deres hus, men hvordan skulle hun have vidst det?

Måske skulle hun have brugt sin sunde fornuft i stedet for at lade hendes følelser kontrollere hende. Hvis hun ikke havde været så forblindet af at hjælpe det lille grønne væsen, så havde hun måske gennemskuet hans bagtanker. Hun spekulerede i sit stille sind, hvad han ville med hende. Uanset hvad så var hun overbevidst om, at det ikke var noget godt.

Piccolo bemærkede, at der var et klippefremspring, som var placeret ved bjergets fod, så man kunne se over hele byen, der lå spredt i en lille dal ved siden af bjerget. Dette ville være absolut perfekt til hans formål. Han trak Katja tættere ind til sig og gjorde klar til at lande. Ligeså snart Katjas ben rørte jorden, havde hun lyst til at flygte, men hun vidste, at det ville være umuligt at slippe væk fra ham, når hendes ene ben var brækket. Hun ville ikke kunne slippe væk fra ham. Piccolo slap hende, så hun faldt til jorden.

"Jeg ville ønske, at jeg aldrig havde fundet dig," snerrede Katja og vreden blussede op i hendes kinder. "Jeg ville ønske, at jeg havde ladet dinosauren æde dig."

Piccolo så udtryksløst på hende, da hun smed frustreret noget jord efter ham. Katja gispede forskrækket, da hans øjne blev røde, og nogle stråler skød ud af dem lige foran hende. Hun dækkede øjnene til, da klippestykker ramte hendes ansigt, og hendes øjne udvidede sig, da hun lagde mærke til det lille hul, der var kommet efter hans bevægelse.

"Jeg vil ikke anbefale dig at flygte medmindre du ønsker at blive ristet," sagde Piccolo stift.

"Hvad er du for et væsen?" udbrød hun og så på ham med frygt i ansigtet.

"Jeg er bestemt til at regere over menneskene og dræbe dem," fortalte Piccolo skarpt. "Og din latterlige by vil blive den første i rækken af mange byers undergang."

Piccolo vendte sig om ved lyden af helikopterne, som kom nærmere imod dem. Den lille grønne dreng smilede nedladende over de flyvende maskiner og sendte tre energikugler efter dem. Katja kunne ikke tro sine øjne, da helikopterne eksploderede i luften. Dette kunne ikke lade sig gøre, det måtte være et mareridt. Piccolo så sig over skulderen og sugede alle hendes forskrækkede udtryk til sig.

"Nu skal jeg få min hævn," grinte han hoverende og løftede sine arme op i luften, idet to lysene kugler kom frem i hans hænder. "Nu skal hvert menneske fortryde, hvad de gjorde mod deres herre."

"Neej!" skreg Katja vildt og kastede sig imod ham, da det gik op for hende, hvad han havde i tankerne.

Piccolo flyttede sig hurtigt ud af hendes vej og sendte kuglerne af sted mod byen med et koldt blik. Katja stønnede og lukkede øjnene for den forfærdelige katastrofe, som skete for øjnene af hende. Hun lagde armene omkring hendes ører for at forhindre, at hun kunne høre det rædselsfulde brag, da kuglerne ramte deres mål. En kraftig vind slog imod hende med hård kraft og prøvede at slå hende tilbage, men hun nægtede at flytte sig og greb i jorden for at holde sig fast.

Varmen fra eksplosionerne rev hende i ansigtet, og hun kunne mærke en hul følelse brede sig i hendes mave, der bredte sig videre til hendes hjerte.

Hun behøvede ikke at kunne se for at overvære Piccolos utilgivelige handling. De var væk alle sammen, det vidste hun med sikkerhed. Hendes forældre og stakkels Nanna, som havde stolet ligeså meget på den ækle skabning, som hun havde. Dejlig søde Nanna, som aldrig havde gjort en flue fortræd. Alene tanken om hendes død var ikke til at bære. Da Katja endelig fandt mod til at vende blikket mod byen, kunne hun skimte den lille skikkelse på klippefremspringet.

"Hvis det ikke havde været for dig Katja, så havde jeg slet ikke kunne gøre dette," grinede Piccolo skadefro. "Det skal du have tak for."

Katjas øjne blev til to smalle sprækker, da han sagde dette. Hun vidste, at det var hendes skyld, at hendes familie var blevet dræbt. Hvis hun ikke havde besluttet at redde ham, så ville de stadig være i live. Hun ville aldrig nogensinde kunne tilgive sig selv for sin fejltagelse. Katja tog rygsækken af og stirrede tomt ned på den. Det virkede meningsløst at leve nu. Piccolo gik hen imod hende med langsomme skridt.

"Hvorfor?" spurgte Katja og mærkede tårerne trille ned af hendes kinder. "Hvorfor skulle de dø?"

"Mennesker er foragtelige skabninger, som ikke fortjener at leve," hvæsede Piccolo og spyttede hadefuldt hvert ord ud. "Jeg har kun et mål i livet nu, og det er at dræbe Son Goku. Derefter vil jeg overtage jeres verden og ødelægge jeres byer én efter én."

"Som fejring af din overtagelse af jorden," nikkede Katja og åbnede det lille rum i hendes rygsæk.

"Det er korrekt," smilede Piccolo og gned sig forventningsfuldt i hænderne. "Og nu kommer turen til dig. Jeg har længe tænkt på forskellige måder, jeg kunne dræbe dig på…"

"Du er et monster!" skreg Katja og kastede sig frem imod ham.

Hun havde en chance til at få det til at lykkes. Hun havde indsprøjtningen med bedrøvelsesmiddelet i hånden. Piccolo blev så overrasket over hendes angreb, at han ikke nåede at flytte sig i tide og med et velanrettet stød fik hun plantet kanylen i hans hals. Piccolo hvæsede rasende og slog ud efter hende, så hun fløj fire meter væk ud til siden. Aki skreg af smerte, da hun landede på sit brækkede ben. Piccolo greb i det samme fat om kanylen, og han stirrede vredt på hende, da han konstaterede, at hun havde fået det hele ind i ham.

"Tror du virkelig, at bedøvelsesmiddel vil kunne standse mig?" råbte han rasende og greb fat om hendes hals. "Troede du virkelig, at du kunne stoppe mig med det? Jeg er udødelig Katja, og intet menneske vil være i stand til at stoppe mig!"

Katja gispede hektisk efter vejret, da han smed hende mod jorden, men det varede ikke mange sekunder, før han var over hende igen. Hun prøvede at kæmpe sig fri, men han var alt for stærk. Det ville et lille stykke tid, inden middelet ville virke, og det var en tid, som hun ikke havde. Piccolo hev i hendes arme og vred dem om på ryggen, mens han lettede fra jorden.

"Jeg skal brække hver en knogle i din sølle krop, så du vil tigge mig om at få lov til at dø."

Katja orkede ikke at svare ham. Han havde allerede dræbt hende, da han slog hendes familie ihjel. Piccolo fløj over trætoppene og gispede pludseligt, da han mærkede en stærk smerte i siden. Det var så smertefuldt, at han var nødt til at slippe hende. Katja stønnede og skreg af smerte, idet hun faldt igennem trætoppene og videre ned af grenene, indtil hun ramte jorden. Katja havde svært ved at holde øjnene åbne.

Hun havde mest af alt lyst til at sove og slippe for smerterne, men hun vidste, at han ville lede efter. Katja prøvede at komme op, men hendes brystkasse gjorde så ondt, at hun var overbevist om, at hun havde brækket noget mere i kroppen. Hun skævede til siden og bemærkede, at træets rødder rejste sig op i en spids, hvor hun kunne gemme sig. Der var buske omkring træet, så hun havde måske en spinkel chance for at overleve. Piccolo svævede igennem luften med hånden lagt omkring hans liv. Pokkers tage den forbandede kvinde. Hvorfor skulle hun gøre så meget modstand? Han kunne ikke se hende nogen steder, og det irriterede ham, at han blev mere og mere søvnig, efterhånden som bedøvelsesmiddelet begyndte at virke. Han hadede at måtte indrømme det, men han var nødt til at vente med at lede efter hende.

Det var blevet nat, da Katja endelig vågnede fra sin bevidstløshed. Hun kunne mærke, at skoven var blevet stille, og hun spekulerede på, om Piccolo havde opgivet at finde hende. Hun kunne ikke blive her, men hun måtte prøve at skaffe hjælp på en eller anden måde. Katja begyndte pinefuldt at snige sig hen over græsbunden, mens hun tænkte på Piccolo. Hun kendte hans navn og hans mål. I den mørke nat sværgede hun højt og helligt, at hun ville hævne sin families død og dræbe det lille kryb, der havde vovet at ødelægge hendes liv.