A/N: Hej alle sammen. Så er jeg har med et nyt kapitel. Det var dejligt at høre fra ChibiChibi. Jeg vil blotte sige, at jeg var glad for at læse dit review, da jeg også synes, at denne historie har noget i sig. Det kan jeg også bare se på, at historien faktisk er blevet længere, end jeg havde regnet med. Indtil videre har der ikke været den store romance i luften, men det har der været sine grunde til, da jeg først tog fast i Piccolos barndom. Det kan meget vel komme til at ændre sig i løbet af historien. Jeg vil desuden påpege, at jeg har enkelte replikker med fra Dragon Ball bøgerne, da det skal give mening for den videre historie. Nå, det var vist forklaring nok…
Bulma satte sig ind i sin svævemaskine og lukkede døren. Hun sad et øjeblik og stirrede ud i luften ude af stand til at røre sig. Alting var sket så hurtigt, at hun havde svært ved at samle tankerne. Som hun sad i maskinen alene for sig selv, kom følelserne tilbage efter at være kommet sig over chokket med Son Gokus død. Hun lagde fortvivlet hænderne i skødet, mens hun mærkede gråden trænge sig op gennem halsen. Minderne kom tilbage til hende, idet hun tænkte tilbage over det, som lige var sket…
"Hvad? Har Gud taget Son Gokus lig?" spurgte Bulma undrende.
Bulma stod med Gohan i hænderne og hen på Kuririn, som stirrede ned i jorden med sammenknyttede hænder om Gohans hat. Kuririn, som var Son Gokus bedste ven, var en lille fyr med et skaldet hoved og et loyalt sind. Han var der altid til at hjælpe sin ven, når han havde været i knibe, men han havde ikke kunne forhindre Son Goku i at redde sin søn ved at ofre sit eget liv. Bulma mærkede sin hals snøre sig sammen ved tanken, men fastholdt sit blik på Kuririn.
"Hvad har han for?" spurgte Kuririn, selvom det virkede mere, som om han stillede spørgsmålet til sig selv.
"Så behøver vi vel ikke at bekymre os," sagde Kame-Sennin og prøvede at holde sin stemme i et beroligende toneleje.
Kame-Sennin var en gammel mand, men man skulle ikke tage fejl af hans ydre. Bulma vidste, at trods han beskidte vaner med at ville kigge på hendes trusser og kvindelige former, så var den gamle mand vis og en dygtig kæmper. Han havde selv trænet Kuririn og Son Goku, da de var små.
"Vi må straks finde resten af dragekuglerne og ønske Son Goku tilbage," sagde Kuririn fraværende, mens han drejede hatten i hans hænder.
"Yamchu er der aldrig, når man skal bruge ham!" udbrød Bulma irriteret og tænkte på sin kæreste, som skulle hos hende lige nu i nødens stund.
"Bad du ham ikke selv om at skride?" bemærkede Kuririn, men Bulma ignorerede ham.
"Hvordan fandt Son Gokus bror egentlig Son Goku?" undrede Bulma sig efter et øjebliks tavshed.
"Jeg vil tro, at den lille skærm foran hans øje kan vise modstanderens position," forklarede Piccolo tvært.
"Hvad?"
Bulma skævede over sin skulder for at se på den grønne skabning, som stod med ryggen til hende med sin hvide kappe. Bulma havde aldrig brudt sig om Piccolo, som havde voldt mange problemer for sine venner, især da de kæmpede mod hinanden i turneringen for nogle år siden. Piccolo havde pønset på hævn, siden Son Goku slog ham, og det havde været et mindre mirakel, at Piccolo havde besluttet at hjælpe Son Goku mod Radits, som var blevet en fælles fjende for dem. Bulma fjernede sit blik fra ham og gav Gohan til Kame-Sennin. Synet af Piccolo gav hende kvalme. Hun gik nogle skridt nærmere liget, som lå på jorden, mens hun pegede på det apparat, som sad over det ene lukkede øje.
"Den, som sidder der?" spurgte hun og bøjede sig ind over liget. "Kuririn, tag den lige af ham!"
"Øh… Okay! Han er rigtig død, ikke?" spurgte Kuririn, mens han tøvende greb om apparatet og gav det videre til Bulma.
"Hm…," sagde Bulma og prøvede sig frem med at trykke på knapperne. "Hm… sådan… Aha… ja, okay… Fedt apparat! Lidt i stykker, men det ordner jeg!"
"Det lyder godt," bemærkede Kuririn.
"Når den så virker igen, kan vi sikkert finde Yamchu og Tenshinhan med den," forklarede Bulma.
"Synes I ikke, at vi skal tage hjem til mig?" foreslog Kame-Sennin og hentydede til hans hus på en lille ø.
"Jo, det kan vi ligeså godt," nikkede Bulma.
"Okay, men jeg vil snart ud og lede efter Dragon Balls!" sagde Kuririn alvorligt.
"Hvad er dine planer, Piccolo?" spurgte Kame-Sennin og vendte sig mod det grønne væsen.
De andre spærrede øjnene op og kom med forskellige udbrud, da Piccolo begyndte at udstøde tilbageholdte råb af smerte. Han havde mistet sin arm under kampen, men til deres forbløffelse voksede hans arm ud i det samme. Piccolo så på dem med et overlegent smil.
"Led I bare efter de syv Dragon Balls. End ikke Gud kan bringe Son Goku tilbage til livet, så jeg vil hellere tage mig af sønnen."
"HVAD!" råbte Kame-Sennin og så med chokerede øjne på ham.
"Dit… Utyske! Vil du æde ham?" spurgte Kuririn rasende og stillede sig i vejen for den grønne skabning. "Det bliver over mit lig!"
"IDIOT!" skreg Piccolo vredt, men vendte hurtigt tilbage til en rolig facade. "Son Gohan bliver en mægtig kæmper! Vi får brug for hans styrke! Har du måske glemt de to saiya-jiner, der kommer om et år? Det sammenstød må jeg træne ham til."
"Det kan jeg altså ikke lide!" sagde Kuririn med store øjne.
"Hvad med hans mor?" indvendte Bulma.
"Ja! Hende må vi da spørge først!" tilsluttede Kame-Sennin sig.
"Det er der ikke tid til. Den lille kommer med mig… NU!" sagde Piccolo utålmodig og trak Gohan ud af den gamle mands arme. "Hvis der er mere brok med jer, kan jeg godt slå jer ihjel. I skal få ungen tilbage om et år."
"Pisselort!" hvæsede Kuririn vredt, da Piccolo fløj væk fra dem.
"Stakkels Son Gohan. Nu ender han som forbryder," bemærkede Bulma og så på Kame-Sennin.
"Hvor bli'r Chichi og Goku sure på os!" sagde Kuririn og gøs ved tanken.
Bulma havde kort tid efter gået over mod svævemaskinen for at gøre den klar til at transportere dem hjem til Kame-Sennins hus. Det var først, da hun havde set sit eget spejlbillede i den skinnende blanke side af svævemaskinen, at minderne havde overvældet hende. Selvom hun vidste, at Goku kunne oplives, når de fandt Dragons Balls, så havde hans død taget hårdere på hende, end hun havde troet. Gohans bortførelse havde bestemt heller ikke hjulpet på hendes skælvende nerver.
Hun kunne stadig ikke tro, at hendes ven var død. Hvordan kunne det lade sig gøre? Han havde jo altid været usårlig. Intet havde kunnet slå hans mægtige kræfter, som han kun brugte, når han skulle redde verdenen eller sig selv og sine venner. Bulma snøftede og placerede hænderne på ansigtet, mens en stille klynken undslap hendes læber.
Hun kunne ikke forhindre tårerne i at trille ned af hendes kinder, og hun ønskede det heller ikke. Hun behøvede ikke at spille stærk, her kunne hun være sig selv og lade følelserne få frit løb over hendes vens død. Da Bulma havde hørt om hans død, så havde hun straks set hans store smil og glade øjne for sig, da han mødte hende for første gang.
"For satan Son Goku! Hvordan kunne du forlade os?" hviskede Bulma og rystede sørgmodigt på hovedet. "Din familie har brug for dig. Vi har brug for dig."
Hun var det person, som havde kendt ham i længst tid. Hun havde ledt efter de mystiske Dragon Balls i håb om, at hun kunne ønske sig en kæreste. Det havde ført hende til Son Goku, som havde haft en af de Dragon Balls hos sig. Han havde den som et kært minde om sin bedstefar. Bulma lukkede forpint øjnene og bed sig i læben. Var der virkelig gået så lang tid, siden de havde mødt hinanden?
Son Goku havde vokset op og vist sig til at blive en meget lovende ung mand, som elskede mad og dyrkede sin kampsport. Han havde deltaget i mange turneringer, og det var den sidste, som Bulma huske tydeligst. Det var her, at han havde kæmpet imod Piccolo, som havde vist sig at være søn af Piccolo d. Ældre, som Son Goku havde dræbt nogle år tidligere. Det havde været en forfærdelig kamp, men Son Goku havde vundet den og samtidig fundet sin kone Chichi, som han havde lovet at gifte sig med, da de var børn. Bulma smilede ved tanken, da hun huskede Son Gokus ord til hende på hans bryllupsdag.
"Så er det tid," sagde hun til ham med et opmuntrende smil, idet hun rystede lidt på hovedet. "Tænk at du skulle blive gift før mig. Det havde jeg aldrig troet."
"Jeg er nervøs Bulma," indrømmede Son Goku, og hans kæbe skælvede lidt. "Jeg kan klare de fleste onde væsner, men dette? Hvordan skal jeg vide, om jeg kan klare et ægteskab?"
"Det klarer du sagtens," forsikrede Bulma og børstede et hår af på hans hvide jakke. "Du elsker hende, og det er det eneste, som betyder noget."
"Jeg holder meget af hende," sagde Son Goku, men havde stadig et urolig blik i øjnene. "Men da hun sagde, at vi skulle holde et bryllup, var jeg meget forvirret i starten."
"Hvorfor det?"
"Jeg troede, at det var noget, som man kunne spise," sagde Son Goku med et lille smil.
"Det skal nok gå Tiger," smilede hun beroligende og gav ham et stort knus. "Chichi er en heldig kvinde."
Bulma havde derefter leet af hans ord, og det var et træk, som hun altid havde holdt af hos sin ven. Han var meget naiv, men samtidig så god og varmhjertet, at det var svært ikke at holde af ham. Bulma snøftede og fjernede sine tårer omhyggeligt fra sine kinder, inden hun startede motoren.
Stakkels Chichi! Bulma glædede sig ikke til at fortælle hende, at hun ikke alene havde hun mistet sin mand, men hendes barn Son Gohan var også blevet bortført af Piccolo. Der var ingen, som vidste, hvor han var taget hen med drengen, og Bulma frygtede for, hvordan Chichi ville reagere på de dårlige nyheder. Hun elskede sin søn mere end noget andet på hele jorden.
"Nu tager du vel ikke af sted uden os, vel Bulma?" spurgte Kuririn og satte sig ind på bagsædet sammen med Kame-Sennin.
"Selvfølgelig ikke," svarede Bulma og prøvede at holde sin stemme i ro, så hendes venner ikke ville se, at hun havde grædt.
Bulma lagde ikke mærke til udsigten, da hun fløj igennem landskabet. Hendes sorg var for stor til, at hun kunne synes, at det var noget vidunderligt at kigge på. Hun havde kun et mål, og det var at komme væk fra dette forfærdelige sted så hurtigt som muligt.
"Chichi må have besked om, hvad der er sket. Gider du lige tage dig af det, Kuririn?" spurgte Kame-Sennin uden at se på ham.
"Hv… hvad mig?" stammede Kuririn forskræmt ved tanken om Chichis forfærdelige raseriudbrud, som med sikkerhed ville komme.
"Hun slår dig ihjel, Kuririn," bemærkede Bulma med et lille trist smil i mundvigen. Hun kunne tydeligt forestille sig, hvordan Kuririn flygtede fra den rasende kvinde.
"Jeg kan ikke se, hvorfor det er mig, som skal gøre det," sagde Kuririn og lagde armene over kors. "I var der også."
"Det kan vi snakke om senere," sagde Bulma, inden Kame-Sennin fik tid til at svare. "Jeg skal lige hente noget værktøj hjemme hos mig, inden vi går videre til Kame-Sennins hus."
"Hvorfor dog det?" spurgte Kuririn undrende.
"Jeg vil gerne have repareret apparatet," forklarede Bulma. "Det kan være til nytte for os senere."
Bulma gjorde klar til landing, da hun fik øje på Briefs familiens kæmpekompleks af et hus. Hendes familie var utrolig velhavende, hvilket havde at gøre med hendes fars firma Corp. Corporation, som lavede de små kapsler, der kunne indeholde selv huse og større køretøjer. Hendes far var videnskabsmand, og Bulma var den person, som skulle overtage hans firma. Bulma havde arvet sin fars gode hjerne, hvilket gjorde, at hun hjalp ham mere og mere med hans opfindelser.
Bulma landede svævemaskinen forsigtigt på jorden og steg ud. Hendes korte blå hår blev slået tilbage af den skarpe vind, som ramte hårdt imod hendes ansigt. Bulma vendte sig om og så på sine venner.
"I kan bare vente her. Det skulle ikke tage så lang tid."
De andre nikkede, og Bulma sukkede dybt. Nu galt det bare om at få hentet det værktøj og skynde videre. Hun spadserede hurtigt ind af hoveddøren, mens hun overvejede om, hun kunne slippe for at snakke med sine forældre. Det var ikke tidspunktet, hvor hun havde tid til at hyggesnakke.
"Bulma, er det dig skat?" lød hendes mors stemme inde fra køkkenet.
Bulma mumlede en forbandelse mellem tænderne og drejede blikket mod sin mor, der kom hen imod hende med et stort smil på læberne. Det var nok det, som Bulma huskede allermest ved sin mor, og det var også det, som gjorde, at man let holdt af hende og tilgav hende.
Mrs. Brief havde for vane at sige sine tanker højt, men hun gjorde det bedste, som hun kunne for sin familie. Dette var præcis grunden til, at Bulma ikke ville se hende, for hun ønskede at komme videre. Hun kunne altid forklare årsagen til hendes mor bagefter.
"Skat, der er kommet en person fra firmaet, som vil tale med dig," oplyste hendes mor og så bekymret på hende, da hun bemærkede det mørke udtryk i hendes datters ansigt. "Skat, hvad er der i vejen?"
"Kan du ikke sige til den person, at vedkommende må komme en anden dag," bad Bulma og så alvorligt på sin mor. "Jeg er ikke i humør til at snakke forretning nu, mor, og jeg har desuden heller ikke tid."
"Er der sket noget alvorligt?" lød en kvindestemme fra døren.
Bulma vendte blikket mod den unge kvinde, som var kommet ind i stuen. Bulma var overrasket over, at kvinden skulle arbejde hos hende, hvilket skyldtes primært kvindens alder. Det var sjældent, at unge kvinder blev ansat i firmaet, fordi de som regel ikke havde så meget erfaring inde for det tekniske endnu. Bulma var af den mening, at hun selv var den smukkeste pige i verden, men hun måtte dog modvilligt erkende, at kvinden var meget smuk. Hun var spinkel og havde fine træk. Hendes mørkerøde hår var sat op i en stram hestehale, og hendes lyseblå så nysgerrigt på hende. Bulma kunne alligevel ikke lade være med at blive en smule forarget over kvindens spørgsmål.
"Hvad rager det dig?" vrissede Bulma en smule hårdere, end det havde været meningen.
"Bulma, snak pænt," bad mrs. Brief og så irettesættende på sin datter. "Katrina er en gæst."
"Hun arbejder for firmaet," rettede Bulma stift og vendte blikket mod kvinden. "Hun er ikke en gæst. Nå, hvad vil du så?"
"Jeg spurgte ikke, fordi jeg var nysgerrig," sagde kvinden og gengældte hendes hårde blik. "Jeg ved udmærket, at chefens liv ikke kommer mig ved, men dette her er ikke en almindelig forretningsaftale, som jeg skal diskutere med Dem, men hvis De ikke har tid til at tale med mig, så kan jeg måske udsætte det til i morgen, hvis De har så travlt."
Bulma kneb øjnene nærmere sammen, og Katrina så roligt på hende. Bulma så længe efterforskende på hende, fordi hun ikke vidste, om hun skulle stole på hende eller ej.
"En af mine venner døde i dag," sagde Bulma endelig efter nogle minutters tavshed. "Og hans søn blev bortført af et grønt monster, som han kæmpede imod for nogle år siden."
"Piccolo," mumlede Katrina mumlende.
"Hvordan kender du hans navn?" spurgte Bulma overrasket og så på Katrina med store øjne.
"Måske fordi jeg kender min historie," bemærkede Katrina stift og spyttede nærmest ordene ud mellem tænderne. "Et grønt monster ved navn Piccolo blev dræbt af Son Goku, men han regenererede sig selv senere at hævne sig på ham. Det lykkedes aldrig."
"Det har det nu," sukkede Bulma og fik et sørgmodigt blik i ansigtet. "Han er blevet dræbt, og hans søn Son Gohan er væk. Hans mor bliver ganske fortvivlet, når hun får det at vide."
"Det forstår jeg," nikkede Katrina og rakte sine papirer hen til Bulma. "Dette vil give mit laboratorium tilladelse til at lave forsøg på næsehorn med sovemiddelet. Det gør mig ondt for dem, men Ministeriet forlanger at få underskriften i dag."
"Ja ja, det kan ikke skade," sagde Bulma og underskrev hurtigt papiret. "Jeg håber ikke, at nogen af jer vil tage det ilde op, men jeg har altså meget travlt. Mine venner venter ude i svævemaskinen. Jeg skulle blot hente noget værktøj inde på mit værelse, inden vi tager videre ud til Kame-Sennins ø. Jeg har fundet et apparat, som måske kan hjælpe mig med at finde Piccolo, men det er lidt i stykker."
"Det forstår jeg godt, min kære," sagde mrs. Brief og kyssede hendes datter på kinden. "Nu må du ringe til mig senere og forklare, hvad der egentlig er sket, ikke?"
Bulma nikkede, da hun skulle til at gå, men standsede pludselig idet hun så nærmere på Katrina. "Har vi ikke set hinanden før?"
"Det er muligt," nikkede Katrina og smilede bredt. "Jeg har trods alt arbejdet for firmaet, siden den store turnerings afslutning."
"Hvad er dit navn?" spurgte Bulma undrende.
"Mit navn er Katrina Chenova, men kald mig bare Katja," svarede Katrina. "Det gør alle alligevel."
Bulma gav et lille smil fra sig, men hun koncentrerede sig ikke længere den unge kvinde. Katja havde haft lyst til at spørge Bulma, om hun kunne komme med, men det var nok udelukket. Katja så hen på mrs. Brief, som var gået ud i køkkenet for at lave noget kage.
"Jeg er ked af, at min datter ikke havde mere tid," beklagede mrs. Brief oprigtigt og så varmt på hende. "Bulma er sådan en klog pige, som hjælper sine venner, når hun kan."
"Jeg har måske noget, som kunne hjælpe hende," sagde Katja og så alvorligt på hende. "Jeg skal hente det i mit laboratorium, men det kunne måske være hende til hjælp."
"Hun er nok allerede taget af sted," bemærkede mrs. Brief ved lyden af svævemaskinen, der lettede udenfor huset. "Men du kan måske følge efter hende. Hun er ude hos en af sine venner Kame-Sennin. Jeg kan fortælle dig vejen derhen. Bulma vil være glad for din hjælp. Skal jeg ringe til hende og sige, at du kommer?"
"Nej, det behøves ikke," svarede Katja hurtigt. "Bare jeg får adressen til ham fyren, så skal jeg nok selv kontakte hende."
"Hvor er du en sød pige," sukkede mrs. Brief og viste på et kort, hvor Kame-Sennins ø var placeret. "Bulma har brug for al den hjælp, som hun kan få."
Katja nikkede og sagde taknemmeligt farvel til den kære dame. Det var først, da hun satte sig i sin bil, at hun lod smilet forsvinde fra sit ansigt. Hun skulle hente sit hemmelige våben og tage ud til denne Kame-Sennins hus, så hun kunne få fat i det apparat, som kunne vise hende, hvor Piccolo var. Katja var ravende ligeglad med, hvad Piccolo havde gjort med den dreng, som han havde bortført. Hun kendte ham ikke. Det vigtigste for hende var at finde det uhyre, som havde ødelagt hendes liv.
Katja startede fastbesluttet bilen og kørte ud fra indkørslen til Briefs store hus. Hvis en person havde set hende på vejen, havde vedkommende nok undret sig over det store had, som flammede op i hendes øjne. Katja havde kun en ting i tankerne, og det var hævn for hendes familie. Piccolo skulle dø!
A/N: Så er det slut for denne gang. Jeg vil prøve at være tidligere ude med det næste kapitel, men jeg har som sagt en masse ting, som jeg skal have ordnet og ingen tid til at gøre det i. Jeg håber, at I kan være tålmodige. I må desuden meget gerne fortælle mig om jeres mening. Det er rart for mig som forfatter at høre andres syn på historien.