Det havde ikke regnet i flere uger. Mugglerlandmændene kiggede gentagne gange bekymret op på den blå himmel, der ikke viste det mindste tegn på regn. Deres marker led under tørken, og kornet var allerede så langt bagefter i vækst, at det umuligt kunne blive andet end en elendig høst det år.
Én mand, der dog var tilfreds med det tørre vejr, var den gamle, mystiske godsejer, der havde sit landsted nede ved den store sø for foden af det enorme bjerg, der hvert forår gav mugglerne anledning til frygt for oversvømmelser. Så store mængder sne kunne dog umuligt forsvinde ud i det blå, syntes mugglerne at tænke hvert år, når solen begyndte at varme. Men hvis de havde troet, at hr. Malfoy uden videre ville opgive sit gods, blot fordi hans forfædre engang i uvidenhed og ubetænksomhed havde anlagt deres hjem i så risikofyldt et område, så kendte mugglerne åbenbart ikke meget til ham. Så kendte de åbenbart ikke til hans evner. Hans magiske evner.
Det gjorde de heller ikke. Ingen af dem. Selvom godsejerens ejendom var nok så imponerende i både omfang og værdi, var man som mugglernabo ikke på talefod med godsejeren. Galskab syntes at være arveligt hos familien Malfoy, det var mugglerne for længe siden blevet klar over.
En smuk sommeraften sidst i august gik solen ned som en blodrød kugle og farvede de halvvisne marker og bjergsiden rød. Søen genkastede de sidste solstråler, og den store, prangende herregård neden for bjerget spejlede sig ligeledes i det rolige vand. En stor brun, hvidspættet ugle kom flyvende ned over det kolossale bjerg, og den dykkede så dybt, at den med vingespidserne berørte søens ellers blanke overflade adskillige meter, inden den fik rettet op igen. Målrettet søgte den hen mod godsets højeste tårn. Her ventede godsets herre utålmodigt på den adgangsbillet, han havde ventet på i over to måneder.
Den brune ugle baskede fornærmet op på sin pind under tårnets høje loft efter at være blevet behandlet så hårdhændet af sin ejer. Draco Malfoy havde haft så travlt med at få fat i brevet, at han ikke havde haft tid til at tænke på en træt og sulten ugles ve og vel. Nu stod han og stirrede fortryllet på brevet, mens hans fingre kærtegnede forseglingen, hvorpå der stod skrevet et stort kursivt "H". Endelig skulle han få sin hævn. Hans ansigt forvandledes til et ækelt og vanvittigt grin, og snart gjaldede hans hostende latter ud over dalen, hvilket mere en noget andet understregede mugglernaboernes forestilling om, at familien Malfoy i flere generationer havde været mere eller mindre sindssyge.