I. En forudsigelig forudsigelse
"Det kan de ikke mene!"
Jorun lagde bogen fra sig og kiggede over på sin far med forbløffelse. "En Malfoy? Her på Hogwarts!"
"Ja. Minerva McGonagall har lige sendt mig listen over tidligere Durmstrang elever, der er blevet optaget…" sagde Harry roligt uden at kigge op fra de pensumlister, han netop sad og prøvede at få styr på. "28 drenge og 25 piger fordelt ud på seks årgange. Minerva er allerede langt fremme i overvejelsen om udbygning af diverse klasselokaler, og Filch er ved at gå ud af sit gode skin ved tanken om endnu mere ballade på gangene – har du ikke lagt mærke til, at han er blevet lidt mere aggressiv på det sidste?" tilføjede han stadigvæk uden en eneste gang at lægge fjerpennen.
"Far! Hvordan kan du sidde der og tage det så roligt? Har du da helt glemt –"
"Nej, selvfølgelig har jeg ikke glemt det, Jorun," afbrød Harry sin datter en smule irriteret. "Det kan jeg da umuligt." Han holdt en kort pause, foldede sine hænder og lænede sig tilbage i den gamle knirkende træstol. Jorun mærkede sin fars indforstået pædagogiske blik; en irriterende træk, han havde tillagt sig, da han begyndte at undervise på Hogwarts som lærer i Forsvar mod Mørkets Kræfter. Det såkaldte lærerblik havde altid været et gyldigt varsel om en længere belærende forklaring, men Jorun følte sig ikke just oplagt til en sådan forelæsning, og hun himlede i smug med øjnene. I den seneste tid lod hun sig provokere af alt, hvad hendes far sagde og gjorde, og denne gang var ingen undtagelse. Dog besindede hun sig.
"Jeg er lærer på dette sted, Jorun, og jeg bliver nødt til at holde mig upartisk overfor alle mine elever, uanset mine personlige forhold til dem – eller rettere sagt i dette tilfælde i forhold til familien. Du ved vel af egen erfaring, at Snape er et glimrende eksempel på, at det ikke fører til noget godt, at lade sig styre af had og hævntørst." Harry kiggede sigende på Jorun, der ikke kunne lade være med at smile af det rammende eksempel. Snape havde tit set sit snit til at latterliggøre hende, og efter hvad hendes far havde fortalt af historier fra sin egen skoletid, tydede det på, at Snapes had ikke direkte var rettet mod hendes person alene, men hele Potter-slægten!
"Jeg har selv prøvet at være den, alle kiggede på og pegede fingre af," fortsatte Harry, "og bestemt ikke altid af positive grunde. Jeg skal ikke være den, der er årsag til en lignende situation for en hvilken som helst anden elev, og-"
"Men vi taler om et medlem af Malfoy-familien!"
"Jeg ved det, Jorun, men det ændrer ikke mine holdninger. Og du bør mærke dig, at Hogwarts grundværdier ikke er til diskussion!"
"Nej, men-" Jorun himlede igen med øjnene, da hun blev afbrudt.
"Der er ikke noget 'men', Jorun. Som både din far og kollegieoverhoved, forventer jeg, at du udgør et godt eksempel for dine medstuderende, og-"
Jorun sukkede tungt og kiggede ind i ilden og hørte ikke efter. Hun kendte allerede foredraget om ansvar og forstod også sin fars pointe med hensyn til Malfoy-familiemedlemmet , og hun kunne ikke benægte, at han trods alt havde ret i det, han sagde.
"Desuden," sluttede Harry efter et par minutter, "behøver du sikkert ikke at bekymre dig så meget om Malfoy. Han er ikke din årgang, og han skal jo slet ikke bo på Gryffindor-kollegiet, vel!" Harry rystede klukkende på hovedet, som om han lykønskede sig selv med sin egen skarpsindighed, hvilket fik Jorun til at smile.
"Tjah, det kan ingen vel sige med sikkerhed, far. Du skal måske ikke være så skråsikker…" drillede Jorun bare for at se hans reaktion. "Hvis du nu ikke får ret, giver du mig så en hund?" Men hun fik ikke rigtig noget ud af det, for Harry havde igen stukket næsen ned i sine lister og uoverskuelige noter, og mumlede blot et åndsfraværende "jaja".