Tak til alle, der har læst det, der er at læse indtil nu. Og en endnu større tak til dem, der har givet sig tid til at skrive et par ord til mig. Det er altid dejligt at høre fra læsere.

II. Ild og is

Hans mor, Priscilla Malfoy, havde trukket ham hen bag en gammel billetautomat, der for længst var sat ude af drift og blot stod og rustede på perronen. Trods hendes lille størrelse lykkedes det hende at tage så fast et tag i hans arm, at han et kort øjeblik troede, at han skulle miste balancen.

"Hvad er der nu?" snerrede han hidsigt, selvom Priscilla ikke lignede en, man skulle tirre alt for meget, før det fik konsekvenser. Flere elever stirrede nysgerrigt på de to, men han kunne ikke være mere ligeglad.

"Jeg ved ikke, hvad din far talte med dig om i går aftes," hvislede Priscilla med stram mund, "men du må love mig, at du vil gøre et eksemplarisk arbejde på skolen. Ingen Malfoy er før gået ud af Hogwarts med et gennemsnit under middel, og det skal ikke være min søn, der bryder den tradition." Priscilla puffede hårdt til ham, da han ubehøvlet kiggede væk for at vende blikket mod et par unge piger, der gik forbi. Hun var edderspændt, men gjorde sit bedste for at bevare fatningen. "Du er ud af en af de fineste fuldblodstroldmandsslægter, og hvis jeg hører, at en underlegen Mudderblodselev gør det bedre en dig på skole, så…"

Han kiggede rasende på sin mor. "Jeg tror, jeg har forstået," sagde han langsomt og køligt. Han havde tydeligvis ingen respekt for den kvinde, han stod overfor. "Desuden har den opgave, som far gav mig, førsteprioritet."

Der var en lang pause, hvor de blot stirrede hinanden i øjnene. Så kiggede han ned – ned på sin lillesøster, der klamrede sig ynkeligt til sin mors skørter. Hun havde altid mindet ham om et spøgelse med sin unaturlige blåhvide hud og tynde tændstikarme.

"Årh, lad da være med at være sådan et pattebarn," sagde han hårdt, sådan som han så ofte havde hørt sin far tale til hende. "Og du skal begynde i skole-" Han fnøs, og foragten stod malet i hans kønne ansigt.

"Så er det godt!" Priscilla ruskede sin søn, selvom han egentlig var alt for stor til at blive irettesat på den måde. "Agnete er ikke som andre børn," hvislede hun sagte, idet hun sørgede for at dække sin datters ører ved at foregive en moderlig omfavnelse. "Se lidt efter hende." Hendes blik var med ét blevet bekymrende, endda bedende, og hendes underlæbe syntes et splitsekund at sitre, før hun igen optog sin strenge karakteristiske attitude. "Så! Giv nu slip, Agnete!" Hun vristede irriteret sin datter fri fra sit liv, og førte hende hårdhændet hen til toget, imens hun konsekvent valgte at overhøre Agnetes grådkvalte bønner om at få lov til at blive hjemme.

"Og hvorfor skal den hund altid rende dig i hælene? Det ser da dybt latterligt ud…"

Men han havde lukket ørerne for hendes brok.

oOo

Jorun bemærkede det med det samme, da de første elever kom myldrende ind i forhallen. Atmosfæren var anspændt, og elevernes ellers så højrøstede snakken var forstummet til ivrig hvisken, mens de gentagne gang kiggede sig tilbage over skulderen – især pigerne snublede op af trapperne, fordi de glemte at se sig for.

I løbet af et par minutter havde Jorun fundet sine to veninder Serena og Moreen. "Hvad er alt dette postyr?" var det første hun udbrød, efter at begge veninder havde fået en omfavnelse. Men Moreen og Serena nået end ikke at åbne munden, før svaret i bogstaveligste forstand kom spankulerende ind af den store egetræsdør.

En høj, køn og mørkhåret dreng med et overlegent smil på læben blev efterfulgt af en skare drenge og piger i forskellige aldre. Det måtte være eleverne fra Durmstrang, mente Jorun. Et overdrevet udbrud af pigesukken genlød i hallen, og drengen så ud til at være tilfreds med at være årsagen dertil. Bag hende hørte Jorun Serena hviske stille: "Han skulle ikke gå ret mange gange rundt om min seng!"

"Vær hilset, Hogwartselever!" udbrød han teatralsk og bukkede så dybt, at Jorun et øjeblik troede, at han ville slå hovedet ned i stengulvet. "Jeg antager, at jeg taler på alles vegne, når jeg siger, at det er os en umådelig ære at være gæster på jeres fine skole." Hans ironiske smil fortalte Jorun, at han spillede skuespil og ikke mente et eneste ord af, hvad han stod og sagde.

Tanken om, at han blot holdt dem for nar, bragte hendes blod i kog, og hun begreb ikke, at de andre Hogwartselever bare stod og så passivt til. Inden hun tænkte videre over det, havde hun stillet sig op foran ham.

"Åh," sagde han med tydelig forestillet beundring og forbavselse. "Hvad skuer mit øje, en skønjomfru i det høje!" Den mørkhårede dreng kastede et hurtigt blik over skulderen på den lyshårede dreng, der stod lige bag ham, mens han solede sig i den latter, bemærkningen havde vakt blandt Durmstrangeleverne.

Jorun mærkede, at hun rødmede let, men hendes raseri aftog på ingen måde. "Du er ikke så lidt fræk at komme her og gøre nar ad os!" sagde hun hidsigt. "I bør være taknemmelige for, at I overhovedet er blevet optaget på Hogwarts, så noget af jeres skolegang i det mindste kan reddes."

Den mørkhårede dreng fortrak ikke en mine, men stod blot og smilede, som om han morede sig enormt. Nu trådte den lyshårede dreng bag ham frem og stillede sig så tæt op ad Jorun, at hun kunne have rørt ham, hvis hun ville.

"Du aner ikke, hvad du taler om!" grinede han djævelsk, og kiggede indtrængende på hende, som om hun var tungnem. "Vi lærte mere magi på Durmstrang, end I, Hogwartselever, end ikke har fantasi til at forestille jer!"

Der var en slags iskold ro over denne dreng, der lammede hende samtidig med, at raseriet dybt inde i hende blot blev voldsommere. Det kolde, vurderende blik, han nu betragtede hende med, fyldte hende med tvivl og usikkerhed og efterlod hende fra sans og samling.

Det synes en evighed, før det lykkedes hende at bryde øjenkontakt, og da hun endelig igen var i stand til at sige noget, var hendes stemme behersket og rolig: "Du mener mørk magi. Har det overhovedet strejfet dig, hvorfor skolen blev lukket, Hr. …?"

"Malfoy."

Joruns hoved fløj så hurtigt op, at det gav et smæld i nakken. Selvfølgelig! Det var en Malfoy, der stod over for hende, hvem kunne dog ellers være så tåbelig?

Hun nåede ikke at komme sig over overraskelsen, før hun hørte sin fars velkendte stemme bag sig: "Så tror jeg, at vi har fået uddelt en passende mængde lussinger til begge skoler. Jeg er dybt skuffet over, at begge parter lader et skoleår begynde på denne måde, og jeg vil derfor være den første til at trække 10 point fra både Gryffindor og Slytherin."

Jorun stønnede indvendig. Hvor var det dog typisk af ham at blande sig! Og hvorfor var det lige, at han altid i særdeleshed var efter hende? Hun blev trodsigt stående, mens hun med armene over kors fortsat stirrede på Malfoy, hvis blik nu hvilede på en anden person.

"Undskyld, hr. professor, men jeg tilhører ikke noget kollegium endnu, så faktisk kan det ikke lade sig gøre at trække point fra Slytherin." Malfoys stemme var hverken hånlig eller ubehøvlet, men høflig og beregnende.

"Nåh…jah…det er jo også rigtigt," fik Harry sagt, mens han trak på skulderen. "Apropos kollegiefordeling!" Han klappede i hænderne som for at skynde på eleverne. "Vi har mange nye elever i år, så vi må hellere komme i gang!"

Jorun og Malfoy vekslede endnu et koldt, stift blik, før Malfoy marcherede ind i Storsalen med hele Durmstrangskaren efter sig. "Kom Loke. Mad kan man vel i det mindste finde ud af at lave her på stedet," mumlede han til den mørkhårede dreng, som, idet han passerede Jorun, ublidt lod en lang smidig hånd kærtegne hendes højre kind. "Jeg skal nok få varmet op under dig, Isdronning," hvæsede han.