Ja, så kom det endelig…Del III. Desværre har jeg bare haft så travlt de sidste par uger, men sådan er det vel bare, når man går i 2.g. Jeg håber allerede at kunne opdatere med del IV i weekenden.
Endnu engang tak til Freja, der trofast følger med. Det er rart!
III. En uforudsigelig hændelse
Luften gik af ballonen efterhånden som fordelingen skred frem. Efter at kollegierne havde taget imod de nye elever, var turen kommet til Durmstrangeleverne, og hele Storsalen holdt vejret i spænding. Det viste sig dog hurtigt, at de fleste elever gik til Slytherin, et par stykker til både Hufflepuff og Ravenclaw, men ingen til Gryffindor, og snart genlød Storsalen af højlydte sommerferieberetninger, der fløj til højre og venstre.
Serena fortalte ivrigt Jorun om sin sommerferie i Italien, hvor hun på grund af sit lyse hår og sin … velformede figur havde nydt opmærksomhed fra adskillige italienske mænd. "…og samme aften inviterer han mig med på diskotek," sørgede hun for at fortælle højt til alle, der gad lytte. "Jeg tilbragte hele aftenen i selskab med mænd, der rakte mig den ene drink efter den anden, og da jeg endelig – efter at have danset tæt, lidenskabelig kinddans med mindst tyve – ville hjem, får jeg mindst ti tilbud om et lift!"
"Jamen, hvad med ham du fulgtes med i første omgang? Du kunne da ikke-"
Serena viftede en anelse irriteret med sin venstre hånd. "Han havde en rød Farari," forklarede hun selvfølgeligt, som om Jorun vidste, hvilket lige præcis dette indebar, og sendte himmelvendte øjne. "Jeg blev kørt væk i en sølvfarvet Corvette, der matchede min kjole perfekt." Hun sukkede dybt og stirrede drømmende ud i luften. "Italienere er og bliver simpelthen bare de mest romantiske og galante mænd i verden." De sidste ord blev sagt med eftertrykkelig styrke, lagde Jorun mærke til, og hun så Serena sende en køn, mørkhåret dreng, der sad overfor dem, et falskt elskeligt tandsmil. "Haft en god sommer, Tim?" spurgte hun kort og vendte atter opmærksomheden mod Jorun, der havde svært ved at skjule et halvkvalt fnis. "Ej, hvor er det barnligt, Serena," udbrød hun. "Jeg troede, at du var kommet dig over ham?"
"Det er jeg også," svarede Serena lavmælt og påtog sig sin sædvanlige cool og overlegne facade, hvilket blot fik Jorun til endnu engang at trække på smilebåndet. Veninden havde ikke ændret sig en tøddel i løbet af sommeren, måtte hun erkende, og det gjorde hende ikke spor. Tværtimod. Serena var Serena, og så var det, som det skulle være.
"Har du så bare været hjemme på Grimmauld Plads med familien?" spurgte Serena, tydeligvis interesseret i at skifte emne.
"Ja," sagde Jorun og sukkede dybt. "Jeg kan ikke lige præcis sætte finger på, hvad det er ved det hus, som jeg finder så frastødende… Jeg mener, far har brugt så meget tid på at gøre stedet beboeligt og alligevel, er det som om.-"
Mere nåede Jorun ikke at sige, før hun fik en albue i siden af en storsmilende Serena, der i løbet af få øjeblikke var blevet optaget af vigtigere og mere presserende sager end Joruns overvejelser vedrørende Grimmauld Plads. "Har du lige set de to?"
Jorun fulgte Serenas blik. Ved siden af hende var Moreen opslugt i en samtale med en mørklødet dreng, som Jorun bedst kendte som Gryffindors holdkaptajn. Leonard hed han vist. "Jeg vidste, de lige skulle hjælpes i gang, de små turtelduer!" hviskede Serena triumferende.
"Hvad har du nu haft gang i, Serena! Du ved, at Moreen ikke vil have din indblanding-"
"Lad et par dage gå, og så vil Moreen ikke vide, hvordan hun skal takke mig."
Jorun kiggede bebrejdende på Serena, men havde på samme tid svært ved at skjule det smil, der havde bredt sig på hendes lille ansigt. Moreen havde ikke snakket om andet end Leonard hele foråret. Jorun kastede diskret et blik over på Moreen og Leonard, men kun for at finde at de to havde vendt opmærksomheden væk fra hinanden. I stedet stirrede de - som alle andre i Storsalen, lagde Jorun nu mærke til - åbenmundet op på langbordet, hvor Harry stod og skiftevis kiggede forbløffet ned på eleverne og lærerne ved langbordet. Jorun så, at han kiggede forvildet ned ad den lange pergamentrulle, der lå rullet ud ned over trapperne. Det mindede hende om, når han en sen aften sad ved sit skrivebord og ikke kunne få tallene til at passe i familien budget.
Al snak blandt de flere hundrede elever var forstummet. Jorun havde aldrig troet det muligt i Storsalen, og dog var hun da vidne til det usædvanlige fænomen. Først, da den mørkhårede dreng fra tidligere på aften tøvende bevægede sig hen mod Gryffindor-bordet, forstod hun, hvad der havde været årsag til den omgående stilhed blandt både elever og lærere.
Et kort øjeblik syntes Jorun, at hun så en blanding af overraskelse, skuffelse og rædsel malet i hans ansigt, men da han fandt sig en plads blandt tomme stole længst væk fra Gryffindor-eleverne, var ansigtet mindst ligeså hovent, som det havde været, da Jorun stiftede bekendtskab med ham.
Da sandheden var sunket ind hos alle i salen, gik den hviskende, ophidsende snakken åbenlyst som en løbeild imellem eleverne, og ingen lagde mærke til Harrys skælvende stemme, der råbte de sidste elever op.
Det var første gang i Joruns tid på Hogwarts, at hun havde oplevet, at samtlige kollegier var blevet enige om en ting: En Malfoy på Gryffindor-kollegiet var noget nær en skandale, og især Slytherin og Gryffindor var enige om, at der kunne drages tvivl om fordelingshattens troværdighed.