IV. Løftet
Han stirrede op i loftet.
Selvom et køligt vindpust af og til strøg ind ad de vidt åbne vinduer, følte han nærmest, at han skulle kvæles.
Han hørte ikke til her.
Tankerne kørte rundt i hovedet på ham. Hvordan var han endt her? Hvordan kunne det gå til, at fordelingshatten havde sendt ham til Gryffindor frem for Slytherin? Han var en Malfoy, ikke hvem som helst. Hvad ville hans far ikke tænke om ham? At han var en forræder? At han ikke var stolt over sine rødder?
Men det var jo ikke hans skyld!
Irriteret kastede han sig om på siden. Erindringen om Lokes øjne, der lyste af foragt, da de passerede hinanden på vej ud af Storsalen tidligere på aftenen havde brændt sig fast på hans nethinde, og det var umuligt for ham at distrahere fra det. De andre Durmstrangelever havde frygtsomt fulgt Loke, mens de små kiggede nysgerrigt på ham, som om han var en slags udstillingsgenstand. De større elever – de, som han havde anset for det nærmeste, han kunne komme venner – undlod overhovedet at se på ham, da han gik op på siden af dem. På kun et par minutter havde de mistet den respekt og beundring, som de havde haft for ham, og han fandt, at han ikke kunne bebrejde dem det, for var det ikke ham, som på Hogwarts-Expressen havde prædiket om, at alle andre kollegier end Slytherin ikke var værdige nok til at blive beboet af Durmstrangelever?
Og nu lå han her. Han var til grin. Krænkelsen og skammen gennemsyrede hans krop, og han ønskede, at han kunne forsvinde ned i et sort, uendeligt dybt hul, så han ikke behøvede at se de andre i øjnene næste morgen. Hverken Loke og de andre, lærestaben eller Gryffindorerne.
Denne frustrerende tanke fik bægeret til at flyde over, og i et arrigt ryk svingede han benene over sengekanten og ramte noget blødt. Forurettet rejste Alba sig, men hendes irritation var kun kortvarig, da hun forstod, at han var vågen. Hun lagde straks sit store hoved i hans skød og kiggede op på ham med de mørke øjne, der kunne se noget så ængstelige ud.
Han nussede hende åndsfraværende bag øret, som hun så godt kunne lide, og følte sig med ét opløftet. Et eller andet løsnede sig inden i ham, og han havde lettere ved at trække vejret. I sit stille sind lovede han sig selv, at han ikke ville svigte sin far endnu engang. Når dette skoleår var omme, ville han endegyldigt få understreget over for alle på Hogwarts, inklusive hans "Durmstrang-venner", at han var en ægte Malfoy, og det på trods af fordelingshattens åbenlyse uvidenhed!
Endnu et vindpust. De hvide gardiner bølgede let, før de igen hang slapt ned. En ugle tudede, og en anden svarede. Og så lige pludselig, som han sad der og tænkte på ingenting og uden at vide hvordan eller hvorfor, dukkede et billede op på hans nethinde, som et irriterende stykke hår, man har fået i øjet og er umuligt at fjerne.
Han rystede fortrydeligt på hovedet og kastede sig ned på sengen igen og kneb øjnene hårdt i, men lige meget hjalp det. Og ud på morgenen, da han endelig var faldet i søvn, dukkede billedet op i hans drømme.