V. Reaktioner

McGonagall begreb det ikke. Aldrig i sit liv have hun været ude for noget lignende, og aldrig nogensinde havde hun kunnet forestille sig, at noget sådant kunne ske for hendes kollegium. Hendes kollegium. Selvom hun nu tjente stedet som rektor og egentlig burde være upartisk, var det hende umuligt ikke at nære varme følelser for sit gamle kollegium.

Hendes hurtige, kontante skridt, der normalt ville have givet rungende genlyd i klinkebelagte gange, blev fuldstændig overdøvet af ophidsede, hviskende stemmer fra de mange portrætter med afdøde troldmænd, der prydede de store vægge. Men McGonagall lod sig ikke mærke med alle de spørgsmål, der fulgte hende hele vejen til hendes kontor.

Idet den store dør smækkede i bag hende, forstummede alle stemmerne, og McGonagall satte sig tungt ned i den matte grønne fløjlslænestol ved kaminen. Inden flammerne nåede at optage hende fuldstændigt, fik hun øje på Albus Dumbledore.

"Årh, du kan sagtens sidde der og grine i skægget, Albus!" snerrede hun irriteret. "Det er ikke dig, der i morgen får et hav af ugler ind ad vinduet fra forvirrede forældre, der finder det ganske urimeligt, at deres børn på Gryffindor-kollegiet skal omgås Malfoy…"

"Men en Malfoy på Gryffindor! Det hører ingen steder hjemme…" Det sidste blev sagt med oprigtig bekymring, som om hun forventede, at troldmandssamfundet allersidste time efter dette kunne komme hvert øjeblik, det skulle være. Fortabt stirrede hun op på Albus, der blot med et smil i øjet, proklamerede, at han ville tage over og drikke te med Vilhelm Blacksmith. "Den gode Draco Malfoy er nok lige så misfornøjet som dig, Minerva," tilføjede han, før han forsvandt fra sit portræt.

oOo

Minervas misfornøjelse var dog intet at sammenligne med det raseri, hvormed Draco Malfoy udslyngede diverse forbandelser over Hogwarts: "SOM OM DET IKKE ER SLEMT NOK, AT HAN SKAL GÅ PÅ DEN GAMLE, MUGNE SKOLE, DER ER SLET, SLET IKKE ER VORES SLÆGTSBLOD VÆRDIGT! JEG SKAL ENDDA OGSÅ YDMYGES VED AT SE MIN SØN RÅDNE OP PÅ GRYFFINDOR!"

("Kunne jeg byde på et stykke kage, Albus? Den er lige kommet ud af ovnen…"

"Det kan jeg ikke sig nej til, tak.")

"MIN SØN…. MIN SØN SKAL VÆRE OFFER FOR USERIØS UNDERVISNING OG DEN BLØDSØDENHED, DER ER ET LEVN FRA DEN GAMLE, SNÆVERSYNEDE PUNGROTTE TIL DUMBLEDORE…"

("Sukker, Albus?"

"Ikke dårligt, bestemt ikke dårligt," nikkede Dumbledore anerkendende, henvendt til både sin vært og Malfoys opfindsomhed. "Interessant påfund, det må man give ham.")

En lille, spinkel dame kom tililende. Hun var bleg, og tårerne trillede ned over hendes magre ansigt. "Jeg beder dig, Draco, hids dig ned… Husk hvad doktoren har sagt!" Hun prøvede at tysse på ham og lægge hendes arme om hans skuldre, men han kastede hende blot tilbage, så hun landede i den hårde, blankpolerede træstol bag hendes mands mahogniskrivebord.

"HVORDAN SKAL VI NOGENSINDE FÅ HÆVN, NÅR…" I næste øjeblik tav han. Enhver muskel i ham frøs, og han stod som forstenet, mens hans arrige, fortrukne ansigt langsomt løsnede sig op, som om en åbenbaring var kommet til ham.

Priscilla troede straks, at hendes mand var ved at få et af sine anfald. "Åh, Draco… Jeg sender bud efter lægen!" Det sidste var mere en bemærkning henvendt til sig selv, og hun var i næste nu på vej ud af kontoret for at få fat i deres husalf. "Bliv, hvor du er Draco, så skal alt sammen nok gå…"

"Nej, DU skal blive her, kvindemenneske," beordrede Malfoy skarpt, hvilket fik Priscilla til at standse øjeblikkeligt. "Tilgiv en træt, syg halvgammel mand, min egen…" Han tog sin hustrus hænder og knugede dem indtil sig. Priscilla, der havde svært ved at forklare sin mands pludselige humørskift, benyttede den sjældne lejlighed til at kærtegne sin mand.

"Åh, Draco, du ved, at jeg elsker dig uanset…"

Malfoy fejede irriteret hendes sultne hånd væk og gav sig til at vandre frem og tilbage foran sit arbejdsbord, inden han pludselig trak gardinerne for de store vinduer, som om han vidste, at nogen iagttog ham. Resolut fandt han pen og pergament frem og satte sig ved bordet.

Priscilla stod tavs ved siden af og betragtede sin mand. Hun gned rådvild sine hænder. Skulle hun give husalfen besked på at sende te og toast op, eller var det doktoren, der i dette tilfælde skulle konsulteres? Hendes mand blev godt nok af og til en smule konfus og usammenhængen i sin tale efter, at doktoren havde givet ham de piller.

"Magi er blevet uoverflødigt i dette tilfælde," forklarede han langsomt, alt imens han ivrigt fortsatte med at skrible. Da han bestemt satte det sidste punktum, kiggede han triumferende op på sin kone. Kræftknuden må tilintetgøres indefra… og magi synes pludselig overflødig." Malfoy stirrede tænksomt frem for sig, mens han fraværende tegnede sig selv i ansigtet med fjerpennen.

("Mere te, Albus?"

"Nej tak, Vilhelm, jeg tror, jeg har fået nok, tak." Dumbledores ansigt havde i løbet af få øjeblikke forvandlet sig til bekymrede furer, og han undskyldte overfor sin vært: "Jeg har desværre nogle højst presserende sager, jeg må tage hånd om på slottet. Farvel, Vilhelm, og tak for te. En vidunderlig kage for resten," tilføjede idet han svøbte sin kappe om sig.

"Men du er jo lige kommet, Albus…" protesterede Blacksmith, men Dumbledore var allerede ude af billedet.)