VII. Pigefnis og mordplanlægning

Et par uger efter skolestart måtte Jorun konstatere, at en Malfoy på Gryffindor kollegiet alligevel ikke var ensbetydende med hendes værste mareridt. Han sås sjældent i opholdsstuen, selv storsalen lod han til at undgå, og heller ikke på biblioteket havde Jorun set noget til ham. Hun så ham faktisk kun i undervisningen, eller når han skyndsomt hastede igennem opholdsstuen og op ad trapperne til sovesalen, inden hans værelseskammerater kom med alt for mange spydige bemærkninger om, at han skulle huske at åbne et vindue, så det var udholdeligt at sove deroppe. Aldrig kom der et svar på tiltale fra Malfoy, hvilket virkede noget sært, syntes Jorun, når hun tænkte tilbage på deres konfrontation. Han syntes fuldstændig upåvirkelig overfor Gryffindor-drengenes hån, hvilket Jorun måtte beundre ham for. Han var en enspænder, men der var noget dragende ved hans ranke person; noget, som hun havde troet, kun hendes far besad.

Selv havde hun et frygteligt temperament og ville ikke kunne lade sådanne bemærkninger passere ubesvarede. Harry plejede at komme med en udtalelse om, hvor meget hun dog lignede sin mor på det punkt, når hun engang imellem kogte over.

Langt værre blev konsekvensen af hendes uheldige bekendtskab med Loke og hans slæng fra Durmstrang. Når de ikke var efter Malfoy, som Loke pludselig havde set sig gal på efter "frafaldet", benyttede de enhver lejlighed til at komme med utvetydige bemærkninger, når de passerede hende på gangene. At gøre hende ondt rent fysisk eller med magi turde ingen dog. Skolens nye pedel efter Filch, der på uforklarlig vis var blevet fundet druknet i søen sidste år, Madame Penny udleverede ikke nødvendigvis hårdere straffe end hendes forgænger – faktisk langt mildere – men hun var kendt for at have øjne og ører alle vegne, og man kunne ikke slippe ustraffet med et evt. ulovligt forehavende.

Drillerierne ville dog snart ophøre, fortalte Jorun sig selv. Første Quidditch-kamp skulle spilles første weekend i oktober, og da det var Gryffindor og Slytherin, der skulle indlede turneringen, beredte eleverne på Hogwarts sig på et brav af et opgør. Jorun havde aldrig været så optaget af Gryffindor-holdets ve og vel og tilbød at assistere dem på alle mulige måder, og særligt en stor muskuløs og rødhåret femteårselev, der gik under navnet Reed, prøvede at overbevise hende om, at han trængte til massage hver aften, hvilket Serena syntes fandt vanvittigt morsomt. En aften valgte hun til Joruns irritation at pointere, hvor meget Jorun rødmede, når Reed plagede hende. "Udfra dit ansigtsudtryk skulle man tro, at tanken om at lægge dine hænder på hans veltrænede krop er lige så slem som én af Hagrids kager. Og det siger en del, kan vi vist godt alle sammen herinde blive enige om!"

Jorun ignorede i første omgang hendes provokation. Hun var efterhånden blevet immun for den slags beskyldninger, og hun havde lært, at tavshed var det bedste forsvar mod Serenas veltalenhed.

"Du godeste, Jorun, hvad er du bange for?"

Et spørgsmål blev Jorun dog nødt til at besvare. "Jeg er da ikke bange for noget… Jeg er bare ikke så…kropsfikseret som dig, Serena. Det er alt." Hun kastede en pude over på veninde for at understrege, at emnet ikke skulle diskuteres videre.

Tavshed fulgte en kort tid, mens de sidste piger på sovesalen hoppede i seng og slukkede deres natbordslamper.

"Selvfølgelig er du det, Jorun…"

"Hvad?" lød det gnavent fra Jorun.

"Jah..kropsfikseret. Du er bare alt for genert til at turde vise det."

"Ja, hvor længe har ham Martin fra Ravenclaw ikke været vild med dig, uden at du nogensinde har givet det en chance?" indskød Moreen fra sengen tættest mod vinduet, inden Jorun havde fået en chance for at åbne munden. "Fyren eftertragtes af resten af Hogwarts, men du virker fuldstændig blind for, at det er dig, han går og kigger efter!"

"…Og han er jo ikke den eneste, Jorun!"

Jorun satte sig op i sengen. De havde ramt plet et eller andet sted, hun ikke selv kendte til. "Ej, nu må I virkelig holde op… Jeg ved slet ikke, hvor I får de idéer fra. Martin Buchwald har allerede en kæreste. Har I ikke set hende den blonde, som han altid kysser rundt på nede ved Sfinks-springvandet? Det ser han da ud til at være ganske tilfreds med, synes jeg, så hvorfor i al verden skulle han kigge efter mig!"

Serena gloede vantro på sin veninde. "Nogle gange bliver jeg forbavset over, hvor dum du kan være, Jorun."

Diplomatisk, som Moreen altid var, uddybede hun det nærmere: "Buchwald er én af de drenge, hvis værste mareridt ville være at gå uden kæreste nogen tid."

"Åh ja, det ville hans image have svært ved at bære," nikkede Jorun, som om der gik en prås op for hende. "Og derfor venter han på, at jeg skal vise mig interesseret i ham, før han overhovedet kunne finde på at bryde med den Hufflepuff-blondy. Han skulle jo nødig miste ansigt."

"Pyh, jeg var ellers ved at blive nervøs for dig, tøsen. Du plejer ellers at være så skarp…" Puden røg retur til Jorun, som i dagslys ville have haft en særpræget rosa ansigtskulør. "Han er slet ikke min type," forsikrede hun sine veninder, men jo mere hun tænkte over det, jo mere i tvivl blev hun.

oOo

Mens sovesalene snart genlød af let snorken fra diverse senge – og fra Moreens i særdeleshed – trippede en dreng (rettere sagt en ung mand) ned ad trapperne til opholdsstuen i et par vinrøde tøfler. Han satte sig på hug foran ildstedet og kiggede sig flere gange over skulderen, som om han følte sig iagttaget. Fortravlet lagde han noget mere brænde på den døende ild, og flammerne blussede op, og så pludselig - uden varsel - dukkede et hoved op i flammerne.

Malfoy stirrede udtryksløst ind i sin fars udtærede ansigt, der var præget af mange års sygdom af både fysisk og psykisk karakter. Af en eller anden grund, der var ham uvis, fik han altid så dårlig samvittighed, når han så på dette bitre ansigt, som om han alene var skylden til sin fars lidelser. Da han var mindre havde denne følelse fået ham til at yde sit bedste for sin far, men det syntes aldrig at tilfredsstille, og da han blev ældre udskiftedes hans bestræbelser med en mur af tavshed, som ikke engang hans mor kunne bryde igennem. Hun forklarede sønnens ændrede adfærd med pubertetens udladning af hormoner og lod efter denne erkendelse sine bekymringer vedrørende drengen ligge for i stedet at kaste al sin moderlige kærlighed på Agnete, hvis tilstand langsomt, men konstant forværredes.

"Er vi alene?"

"Ja." Malfoys ansigt var blankt, tømt for et hvilket som helst tegn på genkendelsesglæde over at se sin far. "Her er er kun os."

"Kom dog lidt tættere på, dreng! Jeg skal vel ikke råbe mine planer ud over det hele, vel!" hvæsede Draco Malfoy. Sønnen adlød stumt og kiggede blindt ned i gulvet.

"Jeg ville lyve, hvis jeg bildte dig ind, at jeg ikke var skuffet over dig, søn," sagde Draco og iagttog sin søn, der fortsat fandt interesse i gulvet. "Gryffindor-kollegiet er langt fra værdigt nok til at huse ægte troldmandblod. Men din noget uventede placering er irrelevant i forhold til min nyeste plan."

Malfoy kiggede undrende op på sin far, samtidig med at en vis lettelse var at spore i hans ansigt. Lige siden fordelingen havde han ikke vist sig til morgenmad i Storsalen af skræk for at en Brøler fra hans far skulle ødelægge morgenstemningen. Men da han endelig modtog en ugle fra sin far, var det ikke en Brøler, som uglen bar, men et lille stykke, mørnet pergament, hvorpå der blot stod: "Pejsen i opholdsstuen, i nat kl. 01:00."

"Efter mange år at have observeret og analyseret det bebrillede fjols," forklarede Draco Malfo sin søn, "er jeg kommet frem til, at hverken ære eller formue er vigtigt for ham." Og han delagtiggjorde nu sin søn i den plan, der de næste måneder skulle gøre Hogwarts til centrum for adskillige mordforsøg.