Kapitel 4 - triste tanker

Tonks stod i soveværelset, i færd med at lukke hendes kjole. Da hun købte den for lidt over et år siden havde den været en anelse for stor. Nu kunne hun knap lukke den.

"Jeg er nødt til at droppe min jeg-spiser-for-2-politik, sådan som jeg tager på" tænkte hun, og med et "hmpf" fik hun lukket kjolen. Nu var problemet bare, hvordan hun skulle trække vejret i den.

Hun kneb øjnene sammen, og koncentrerede sig et øjeblik, og da hun åbnede øjnene igen og kiggede ind i spejlet, havde hendes spejlbillede fået den samme midnatsblå farve som hendes kjole. Hun blinkede til spejlet, og med et sidste ubevidst strøg over maven gik hun nedenunder.

Remus havde gjort alting klart, mens hun havde sovet i eftermiddags. Det eneste der manglede, var maden, som han nu stod ude i køkkenet, og baksede med. Det plejede, at være ham, der stod for alt det huslige, for hvis der var noget Tonks ikke kunne finde ud af, var det husgerninger.

Spisestuen, der ellers aldrig blev brugt, var blevet støvet af, og 2 kobberlyssestager, hver med 3 arme, lyste op i hver sin ende af det mahognibord, som var en af de eneste ting, hun havde arvet fra Sirius. Og så en hulens masse sølvtøj, der nu skinnede hende i møde på bordet.
Tanken om Sirius gjorde hende helt trist til mode. Han burde have været her i dag. Det var trods alt hans bedste ven og hans kusine, det drejede sig om.

Selv om det nu var 5 år siden, kunne hun stadig vågne op om natten, koldsvedende efter endnu et mareridt om den dag i ministeriet. Drømme, hvor Sirius bebrejdede hende, for ikke at have ordnet Bellatrix, mens hun kæmpede mod hende. Påstod, at hun var skyd i hans død.

Heldigvis havde hun Remus ved hendes side, når hun havde disse mareridt, men når han var på "måneskinstur" – som de kaldte det, var hun helt alene i det store hus, med hendes triste tanker. Og det var det værste hun vidste.

En tåre trillede stille ned af hendes kind, men hun tørrede den hurtigt væk. Gæsterne kunne være her hvert øjeblik, og så ville hun ikke være den, der stod og græd.

Hendes mor plejede at sige til hende, den gang hun levede, at man ikke skulle græde over noget, der ikke kunne græde over én. Og siden Sirius var død, var han ikke i stand til at græde over hende.

Hun mærkede en hånd på hendes skulder, og drejede rundt, for at kigge Remus i øjnene.

"han burde have været her i dag" Snøftede hun til ham. Remus vidste straks, hvem hun talte om.

"Jeg ved det, solstråle, jeg ved det" Svarede han, og strøg hende blidt og beroligende over ryggen, og håret. Det fik hende øjeblikkeligt til at slappe af, og en ubeskrivelig tryghedsfølelse bredte sig i kroppen på hende.

"Nåh, tør nu øjnene, og kom med ud og hjælp mig i køkkenet, før de første gæster kommer"