Megara havde aldrig troet på skæbnen. Selv da hun var barn, havde hun fundet idéen om, at tre gamle koner sad og spandt og udmålte menneskets livstråd, latterlig. Længden på ens liv var et resultat af de valg, man traf - ikke af en eller anden guddommelig indgriben. Hun holdt selvfølgelig denne opfattelse for sig selv. I Grækenland blev man ikke just populær, hvis man begyndte at stille spørgsmål ved skæbnetroen. Men hun kunne ikke lade være med at trække en smule på smilebåndet, når folk begyndte at tale om sammenflettede og iturevne skæbnetråde. Det forekom hende alt sammen en kende tåbeligt.

Senere kunne hun ikke lade være med at tænke, at skæbnegudinderne havde straffet hende for hendes hovmod ved at gøre, som de gjorde. Hybris og nemesis. Et andet koncept, hun efterfølgende var begyndt at tage mere seriøst.


De havde haft den skønneste dag i Athen. Hånd i hånd var hun og Adrian gået på opdagelse i de mange markedsboder på torvet, hvor de fleste af byens borgere opholdt sig. De havde spist tørrede figner, studeret kunsthåndværk og grinet af nogle af de fjollede motiver på de mange vaser. Efterfølgende var de gået en tur i parken, og Adrian havde trukket hende ind under pergolaen, som var overdækket med hyacinter, og kysset hende.

Da dagen var ved at gå på hæld, havde Adrian tilbudt at følge hende hjem. Megara havde leet og sagt, at hun sagtens kunne finde vej selv, men i sidste ende havde hun alligevel takket ja. Hun havde lyst til at tilbringe så meget tid som muligt i hans selskab.

De havde spadseret arm i arm langs bymuren, og Megara havde nydt, at de endelig var alene. Adrian havde bukket sig ned og plukket en vild iris, der voksede i grøftekanten, og anbragt den lilla blomst bag hendes øre.

"Den matcher dine øjne."

Hun huskede øjeblikket så tydeligt: Hvordan varmen i hans stemme havde fået hende til at rødme. Hvordan smilet lyste i hans ansigt. Hvordan aftensolen havde svøbt sig omkring dem. Hun huskede hver eneste lille detalje. Sommetider ville hun ønske, at hendes liv var standset der. Så havde alting været perfekt.

Men hendes liv var fortsat. Det var kun Adrians livstråd, skæbnegudinderne havde valgt at kappe i det øjeblik.

Megara så det ske. Hun så, hvordan en trækning løb over hans ansigt. Hvordan livet langsomt begyndte at ebbe ud af ham, da han segnede om midt på den støvede jordvej.

"Adrian!"

Han hørte ikke hendes stemme. Lå blot og spjættede som en fisk, der var strandet på land. Hun så sig desperat omkring.

"Hjælp!"

Hendes råb forsvandt ud i intetheden. De var så langt fra bymuren nu, at ingen kunne høre hende, og selv hvis de kunne, ville de umuligt kunne nå frem i tide. Hun kastede sig ned på knæ og bad til, at en eller anden ville hjælpe hende. Adrian måtte ikke dø. Det måtte ikke ske. Hun ville give hvad som helst – hvad som helst – for at han overlevede.

Efterfølgende kunne hun ikke huske, om hun havde kaldt specifikt på ham. Hun havde ikke tænkt klart i de sekunder, hvor hendes elskede havde ligget døende foran hende. Hendes læber havde blot mumlet en strøm af usammenhængende bønner, indtil de pludselig standsede i bævende tavshed.

Jorden under hende var begyndt at ryste, som om noget bevægede sig under overfladen. Inden hun kunne nå at reagere, revnede den sandede skorpe med et brag, og blå flammer skød gennem luften. Megaras ansigt stivnede i skræk, da hun genkendte skikkelsen, der pressede sig op gennem jordoverfladen. Hun havde set statuer af ham i templerne, men hun havde aldrig forestillet sig, at han så så frygtindgydende ud i virkeligheden.

"Hades."

Luften forlod hendes lunger, idet hun hviskede hans navn. Dødsgudens spidse tænder blottedes i et smil.

"I egen høje person." Han kastede et blik på Adrian, hvorefter han hævede et flammende bryn. "Han ligner én, der har set bedre dage."

"Hvad er der galt med ham?"

Dødsguden trak på skuldrene.

"Hjerteproblemer. Jeg er bange for, at det er en medfødt defekt. Det står ikke til at ændre."

Benene havde nær givet efter under hende, da hun rejste sig.

"Jo, det gør," sagde hun med bævende stemme. "Du er en gud. Du kan redde ham."

"Mod betaling."

"Jeg kan give dig guld."

Hun rev et smykke af sit håndled og holdt det frem mod ham.

"Ikke interesseret i jordisk rigdom. Ser du, jeg bruger en anden møntenhed, og den er mere ... abstrakt."

Hendes fingre slap smykket, der landede klirrende på jorden.

"Hvad vil du have?"

"Arh, ikke noget særligt. Blot den eneste del af dig, der ikke ligger under for livets forgængelighed." Han smilede. "Din sjæl."

"Min -" Stemmen svigtede hende. "Det kan jeg umuligt give dig."

"Nuvel. Så lader jeg bare din udkårne her ligge."

Han gjorde mine til at forsvinde ned under jordoverfladen igen.

"Nej, vent!" Hun sank en klump. "Din handel … Hvad indebærer den?"

"Døde folk, svingende arbejdstider, rekruttering af folk til min uovervindelige hær," opremsede han.

Hun kunne mærke, at hun blegnede.

"Vil det sige, at jeg bliver nødt til at tage med dig til underverdenen?"

"Ikke lige nu, men situationen kan forekomme." Han måtte have set forfærdelsen i hendes ansigt, for han skyndte sig at fortsætte: "Jeg ved godt, at stedet har et dårligt ry, men det er ikke så dystert, som folk går og tror."

Hun så fra dødsguden til Adrian.

"Og du lover at redde hans liv, hvis jeg indvilliger?"

"Selvfølgelig."

"Du skal sværge!"

Han trak hænderne op foran brystet med en afværgende bevægelse.

"Okay, okay. Jeg sværger."

Hun løftede hagen en anelse.

"Sværg ved Styx."

De gule øjne blev smalle. For første gang siden sin opdukken virkede han seriøs.

"Du er ikke sådan at løbe om hjørner med, er du vel?" mumlede han.

Når guderne svor ved floden Styx, var de for evigt bundet af deres ord. Han havde sikkert håbet på, at hun ikke var klar over dette, men selvom Megara sjældent bad til guderne, var hun bekendt med reglerne i deres verden.

"Måske er det kun godt." Han gned sin aflange hage. "Jeg kunne bruge en hjælper med lidt hjerne. Mine andre håndlangere er ret inkompetente, forstår du."

"Er det det, jeg skal være?" Ordet lød så trivielt i forhold til, hvad det indebar. "Din hjælper?"

"Du foretrækker måske en anden titel? Assistent? Fange? Ejendom?"

"Hjælper er fint," sagde hun hurtigt. Det var i det mindste bedre end slave.

"Godt så. Din kærestes liv til gengæld for fyrre års trældom. Hvad siger du til det?"

Fyrre år. Megara følte sig pludselig tør i munden. Men så faldt hendes blik på Adrian, hvis ellers så solbrændte ansigt var blevet dødeligt blegt.

"Det er en aftale."

Dødsguden lagde hovedet på skrå. Et kort øjeblik så det næsten ud, som om han morede sig.

"Du er beslutsom, det må jeg give dig. Et godt karaktertræk. Hvad er dit navn?"

"Megara."

"Megara," gentog han. "Til gengæld for din sjæl sværger jeg ved Styx, at jeg vil redde din kærestes liv."

Han holdt hånden frem, og hun greb den med det samme. Det beseglende håndtryk sugede al varmen ud af hende. Pagten var indgået.

Hun vaklede baglæns, da han slap hende. Hurtigt så hun ned ad sig selv.

"Forandringen kan ikke ses med det blotte øje," sagde dødsguden, som om han kunne gætte hendes tanker. "I det mindste ikke af dødelige. Din krop er den samme som før, men din sjæl …"

Min sjæl tilhører underverdenen. Hun følte sig svimmel ved tanken. Hvad var det, hun havde rodet sig ud i?

Dødsguden lod ikke til at ænse hendes fortvivlelse. Han skævede til Adrian, der var ved at blive blå om munden.

"Som lovet."

Han knipsede med de krogede fingre, og Adrian slog øjnene op med et gisp. Hun kastede sig ned over kæresten, hulkende af lettelse. Dødsguden sukkede, som om optrinet kedede ham.

"Hvor rørende," kommenterede han tørt.

Megara knugede Adrian - som tydeligvis var for desorienteret til at opfatte, hvad der foregik - ind til sig. Hun mødte den andens blik.

"Hvad nu?"

"Ikke noget … indtil videre." De gule øjne glimtede. "Jeg kalder, når jeg får brug for din assistance. Indtil da - på gensyn."

Han slog hænderne sammen og forsvandt med et 'plop'. Hun var atter alene på den støvede jordvej. Lå på knæ med Adrian hvilende i sine arme. Hun stirrede på det tynde slør af røg, der hang i luften - det eneste vidne om, at det, der netop var sket, var virkeligt, og ikke blot indbildning.

Først nu kom Adrian til sig selv. Han missede med øjnene.

"Megara?"

"Shh, det er okay." Hun strøg en gylden hårlok om bag hans øre.

"Hvad skete der? Det- det føltes, som om jeg var ved at blive kvalt."

"Du er okay nu. Bare rolig."

Hun lagde hånden på hans bryst og mærkede hjertet slå inde bag hans ribben. Han var i live. Det var lige meget, hvad hun havde måttet ofre for, at det forholdt sig sådan. Hun tørrede en tåre væk fra kinden og smilede til ham.

Så længe Adrian levede, var det det hele værd.