Hun ville ønske, at han var død.

Megaras sandaler sank ned i den mudrede skovbund, mens hun gik. Regnen, der silede ned fra himlen, fik håret til at klæbe sig til hendes ansigt. Hun rystede af kulde, men ænsede det knap nok. Alting blev overdøvet af smerten i hendes bryst.

Hvordan havde han kunnet gøre det mod hende?

Hun fortsatte dybere og dybere ind i skoven. Først da hun ikke længere kunne se stien bag sig, stoppede hun op. Træerne stod så tæt her, at regnen næsten syntes at ophøre. Kun enkelte dråber formåede at trænge ned gennem trækronerne. Lugten af fyrretræ og våd jord hang i luften.

Hun lod sig falde ned på knæ i det fugtige mos og hamrede håndfladerne mod jorden.

"Hades!"

Hendes råb rungede gennem skoven. En fugl flaksede forskræmt op fra sit skjul og skyndte sig at søge ly under en ny gren.

"Hades," fortsatte hun med panden vendt mod jorden, "De Dødes Konge, Underverdenens Hersker, jeg hidkalder dig -"

"Ja ja, jeg hørte dig første gang."

En sky af fyrrenåle hvirvlede op, idet dødsguden manifesterede sig foran hende. Synet af ham skræmte hende, men ikke så meget, som det havde gjort sidst. Hun rejste sig fra jorden. Først nu lod det til, at det gik op for ham, hvem hun var.

"Dig igen? Jeg havde ikke regnet med, at du ville give lyd fra dig lige foreløbigt."

"Jeg trækker det tilbage."

"Hm?"

"Vores aftale. Den gælder ikke længere." Hendes stemme dirrede. "Adrian … han - han har aldrig elsket mig. Det var bare noget, han sagde."

Mindet om Adrian, der stod med armene om en anden kvinde, fik tårerne til at brænde i hendes øjenkrog. Hun havde opdaget dem ved et tilfælde. De havde stået sammen ved springvandet i parken, tæt omslyngede. Hendes verden havde slået revner, da hun så ham plukke en iris (denne gang havde den været blå) og placere den bag den fremmede piges øre.

'Den matcher dine øjne.'

Hades betragtede hende i nogle sekunder. Han pudsede sin dødningebroche med en doven bevægelse.

"Hør her, Megara. Det var Megara, var det ikke?"

Hun nikkede.

"Beklager at din fyr viste sig at være en fuser. Jeg kan trøste dig med, at du langt fra er den første, der er faldet for den slags tricks. Tænk bare på Leda - hun blev snydt af en svane. For slet ikke at nævne Semele - det gik bogstavelig talt rygende galt i hendes tilfælde. Men vi indgik en handel: Din sjæl for hans liv."

"Men han løj! Han render rundt med en eller anden dulle nu, og -"

"Hvad havde du regnet med? Han er en mand. Det ændrer ikke på vores aftale. Du har stadigvæk" -han fremmanede en kontrakt, deres kontrakt, og nærstuderede den - "39 år, 8 måneder og toogtyve dage tilbage i min tjeneste."

Hjertet sank i livet på hende. Hvad havde hun gjort? Hun lod sig falde ned på en træstub og skjulte hovedet i sine mudrede hænder.

"Jeg ofrede alt for han skyld," hviskede hun.

"Der er ingen grund til at tage det så tungt. Du skal nok komme over det."

"Komme over det?" Hun sendte ham et vantro blik ud mellem fingrene. "Jeg har solgt min sjæl!"

"Det kunne have været værre."

Nej, det kunne ikke. Det her var – bogstaveligt talt – det værst tænkelige scenarie. Hvor havde hun været dum. Hun pressede øjnene i. Dødsgudens kåbe hvislede mod skovbunden, da han nærmede sig hende.

"Lad mig være i fred," mumlede hun.

"Jeg tror, du vil have godt af at tænke på noget andet i et stykke tid," sagde han. Selvom hun ikke kunne se ham, kunne hun fornemme, hvordan han betragtede hende med en eftertænksom mine. "Måske er det på tide at sende dig ud på din første opgave."

Hendes hals snørede sig sammen. Hun så op.

"Lad mig se …" Han trak en notesblok frem fra sit ærme. "Pine og Plage tog sig af griffen i sidste uge, og jeg har et møde med gorgonerne i morgen. Så den næste på listen er …" Han holdt en pause for dramatisk effekt: "Echidna."

Megara gøs.

"Echidna," gentog hun. "Alle uhyrers moder?"

Han smilede.

"Præcis. Halvt menneske, halvt slange. Danner par med Typhon. Det glæder mig, at du har hørt om hende. Det giver dig en fordel. Måske kan du overtale hende til at låne mig nogle af sine børn til min hær?"

Perfekt. Hun havde solgt sin sjæl, fået sit hjerte knust, og nu skulle hun forhandle med et blodtørstigt krybdyr. Hun skælvede bare ved tanken.

"Men jeg er dødelig," indvendte hun. "Hvordan skal jeg nogensinde få hende til at lytte til mig?"

"Jeg er sikker på, du finder på noget. I burde være på bølgelængde - hun er trods alt halvt kvinde."

"Men -"

"Betragt det som en test," fortsatte han, inden hun kunne nå at sige mere. "Hvis du kan klare Echidna, bliver de efterfølgende opgaver det rene vand."

De efterfølgende opgaver. Megaras negle gravede sig ned i træstubben, da hun indså, hvad ordene betød. Selv hvis det lykkedes hende at slippe levende fra at forhandle med Echidna, ventede der flere - sikkert lige så livsfarlige - opgaver forude.

Hun havde lyst til at protestere, men hun vidste, at det ikke ville nytte. Dødsguden kunne bogstaveligt talt sno hendes skæbnetråd om sin lillefinger.

"Fint," sagde hun hæst.

Hun rejste sig fra træstubben og børstede jord af sit skørt. En bedøvende ligegyldighed bredte sig i hendes indre. På en måde var det rart, eftersom det jog smerten og frygten på flugt. Hun tog en dyb indånding.

"Jeg skal nok gøre det."

Det var hendes egen skyld, at hun var endt i denne her situation. Nu måtte hun lære at leve med det.


Noter:

I Oldtidens Grækenland bad man til de olympiske guder ved at løfte hænderne mod himlen. Bad man derimod til Hades, slog man håndfladerne mod jorden, som Megara gør i dette kapitel.

Leda: Kongedatter, som Zeus forvandlede sig til en svane for at forføre.

Semele: Endnu en af Zeus' erobringer. Hun brændte op levende, da Zeus viste sig for hende i sin sande skikkelse.

Grif: Et fabeldyr med krop som en løve og hoved, hals og vinger som en ørn.

Gorgonerne: kvindelige fabelvæsner, hvis blik forvandler folk til sten. Medusa er den mest kendte af dem.

Echidna: Kendt som moderen til alle monstre, bl.a. den trehovedede hund Cerberus, hydraen og den nemæiske løve (som Hercules senere besejrer).