Megara sad og lyttede til bølgerne, der skvulpede mod bådens sider, mens den gled gennem vandet. Hendes blik vandrede over det livløse landskab.
Underverdenen var et deprimerende sted. Selvom hun havde været her flere gange efterhånden, vænnede hun sig aldrig til de dystre, farveløse omgivelser. Som arbejdsplads var stedet endnu værre. Hun måtte finde sig i et dårligt indeklima, ulidelige kollegaer og en arbejdsgiver, som uden tvivl ville være blevet anklaget for chikane, hvis der havde eksisteret nogen form for lov om den slags.
Båden gyngede usikkert, da den stødte mod land. Hun steg ud og kastede et blik tilbage over skulderen.
"Tak skal du have, Charon," sagde hun med et lille smil.
Færgemanden bøjede hovedet med en langsom bevægelse. Charon var den eneste person i underverdenen, hun rent faktisk kunne lide. Hvis han da overhovedet kunne kaldes en person. Teknisk set var han et skelet. Færgemanden hævede sin knokkelhånd til afsked, hvorefter han skubbede fra med åren mod brinken. Båden gled atter ud på det spøgelsesagtige vand, og Megara blev stående og så efter den, indtil den forsvandt bag en klippevæg.
Hun begav sig af sted og nåede snart den velkendte, dødningeformede hule. Første gang hun havde set den, var det løbet hende koldt ned ad ryggen. Nu var hun fuldkommen upåvirket af synet. Hun trådte åbningen, som var badet i lyset fra et par massive fakler, og befandt sig snart i hulens indre. Hades sad som forventet derinde i færd med at lægge planer. Flammerne fra hans hår kastede et blåt skær over det enorme kort, han havde bredt ud foran sig. Hun spekulerede på, hvor langt han var i forhold til sin ultimative plan om at overtage kosmos.
Lyden af hendes fodtrin fik ham til at se op.
"Megara." Han smilede. "Godt arbejde med minotauren. Jeg har altid vidst, du ikke var bange for at tage tyren ved hornene."
Hun rullede med øjnene. Bevidstheden om, at hun var tvunget til at høre på hans ordspil i flere årtier, var næsten uudholdelig.
Han fremmanede sin notesblok og bladrede gennem siderne.
"Lad os se, hvem der er den næste på listen."
Hun slog ud med armene i protest.
"Hey, det må altså snart være deres tur." Hun pegede mod Pine og Plage, der stod og spillede bold med et dødningehoved i udkanten af hulen. "Jeg har taget mig af både manticoren og minotauren. De har ikke rekrutteret nogen i flere uger."
De to håndlangere indstillede deres boldspil og skulede ondt til hende. Hades trommede eftertænksomt med fingrene mod bordet.
"Hmm, måske har du ret." Han kastede et hurtigt blik på sine to tjenere. "Pine. Plage."
Dæmonerne sprang op og stod ret som to skoledrenge.
"I to tager jer af Orthrus."
Pines øjne blev store.
"Orthrus … Er det ikke …?"
Hades nikkede.
"I har mødt ham før. Han er en del af det samme kuld som Cerberus. Jeg er sikker på, han vil være en glimrende tilføjelse til vores hær."
Pine sank en klump. Plage begyndte at trippe ængsteligt på stedet.
"Rolig nu, drenge." Hades så fra den ene til den anden. "I er vant til at omgås en hund med tre hoveder. Denne her har kun to. Det bliver en smal sag for jer."
De to håndlangere udvekslede blikke, tydeligvis ikke overbeviste.
"Måske skulle vi trække lod om det?" foreslog Plage nervøst.
Smilet forsvandt fra Hades' læber.
"Det vil jeg ikke anbefale."
Der var en bitterhed i hans stemme, som Megara ikke havde hørt før. Han rejste sig fra stolen og gik hen og stillede sig foran sine to håndlangere.
"Sagen skal ordnes inden solnedgang. Er det forstået?"
Dæmonerne nikkede så voldsomt, at de var lige ved at vælte omkuld.
"Godt. Så se at komme af sted."
De to håndlangere pilede ud ad hulen. Megara fulgte dem med blikket, mens hun spekulerede på, om de ville ende som tyggeben, inden dagen var omme.
Hades vendte sig mod hende.
"Nå?"
Hun stirrede på ham. "Hvad?"
"Jeg troede, du ville være glad for at få en fridag. Du kan tage op til overfladen. Hænge ud med dine venner."
"Jeg har ikke nogen venner." Hun satte sig på en sten og så ned i jorden. "Ikke længere."
Hun havde droppet al kontakt til venner og familie, da jobbets alvor var gået op for hende. Hun ville for enhver pris undgå at bringe dem, hun holdt af, i fare. Hvis der skete dem noget, ville hun aldrig kunne tilgive sig selv.
En hånd af røg lagde sig om hendes hage og løftede hendes hoved op.
"Du har mig."
Hun fnøs for at tilkendegive, hvad hun mente om den bemærkning. Irriteret viftede hun hånden væk. Hades var altid så nærgående. Måske var det, fordi han tilbragte så meget tid alene og derfor ikke havde noget begreb om, hvor grænseoverskridende hans adfærd var. Eller måske nød han blot at invadere hendes personlige boble.
"Hey." Han lød næsten såret. "Jeg sætter da pris på dig. Du er den mest effektive hjælper, jeg har haft i flere århundreder."
Hun undertrykte trangen til at udstøde endnu et fnys. Som om det betød noget.
"Du må undskylde, hvis jeg ikke ligefrem er begejstret for at bruge det meste af min tid på at forhandle med dødbringende monstre," sagde hun tørt.
"Se det på den lyse side. Du får set dele af verden, som ingen anden dødelig har adgang til."
"Ja, ih, hvor fantastisk. Hvem har ikke lyst til at tage på sightseeing i underverdenen?"
Han ignorerede den åbenlyse sarkasme i hendes stemme.
"Jeg giver dig ret i, at her er lidt dystert." Han så rundt på de fugtige stenvægge. "Stedet trænger til en kærlig hånd. Måske skulle jeg sætte en indretningsarkitekt på sagen. Jeg er sikker på, at jeg så én drive rundt i De Dødes Flod forleden."
Hun sukkede.
"Gør som du vil."
Projektet forekom hende absurd. Hvorfor overhovedet bruge tid på at sætte stedet i stand? Hun tvivlede på, at de forbipasserende sjæle ville stoppe op for at beundre rummets arkitektur og æstetik.
Hades vendte atter sin opmærksomhed mod sin ultimative plan. Hun hørte ham mumle om titaner og Tartaros, mens han manøvrerede én af de mange brikker rundt på kortet.
"Hvor skal du hen?" spurgte han, da hun rejste sig.
"Væk herfra."
Han så skuffet ud.
"Jeg troede, du sagde, at du ikke havde nogen planer?"
"Det har jeg heller ikke."
Men ikke engang hundrede hylende harpyer ville kunne få hende til at tilbringe mere tid i underverdenen end højst nødvendigt. Hun ville op og nyde dagslyset. Efter hun var begyndt at arbejde for Hades satte hun pris på det på en helt anden måde end før.
"Brug for et lift?"
"Nej."
Det var hendes standardsvar. Hun havde gjort det til en vane at afslå enhver tjeneste fra ham. Og det var det eneste rigtige, tænkte hun, idet hun forlod hulen.
Det sidste, hun havde brug for, var at stå endnu mere i gæld til ham, end hun gjorde i forvejen.
Noter:
Charon: Færgemand, der sejler de dødes ånder til dødsriget.
Manticore: Et fabeldyr med en krop som en stor løve, et menneskes hoved, en flagermus' vinger og en skorpions hale.
Minotaur: Et væsen med tyrehoved og menneskekrop. Den blev spærret inde i en labyrint i Kong Minos' palads i Knossos på Kreta.
Orthrus: En tohovedet vagthund. Bror til Cerberus. Orthrus bliver ifølge myten dræbt af Herkules.
Tartaros: Et fængsel til de mest forhadte forbrydere – dem, der gør oprør mod de olympiske guder.
Harpyer: Kvindelige, vingede dødsånder, som holder til i dødsriget.
Angående lodtrækning: Hades bryder sig ikke om lodtrækning, eftersom det var denne metode, han og hans brødre brugte, da de skulle dele universet mellem sig. Zeus fik himlen, Poseidon havet, og Hades måtte nøjes med underverdenen – hvilket han (i hvert fald i Disneys univers) har været bitter over lige siden.
