Forfatternote: Vi bevæger os nu ind i historiens anden del, som finder sted efter Disneys Hercules. I denne del forsøger jeg at forlige Disneys version med den egentlige historie om Hercules og Megara fra græsk mytologi. Det bliver rimelig mørkt. Så er I advaret!
Megara gik ned ad trappen, der snoede sig som en uendelig slange gennem mørket. Hendes skridt var tunge, og hendes hjerte endnu tungere. Lyset fra de spredte fakler fik tåresporene på hendes kinder til at glimte. Skyggerne blev tættere, jo længere ned i dybet, hun kom. Hun kastede et blik på væggene, som var dækket af knogler, og undertrykte en gysen.
Efter årene hun havde tilbragt i Hades' tjeneste, havde det været smal sag for hende at finde én af de mange indgange til underverden. Hun havde dog aldrig troet, at hun skulle sætte sine ben her igen. I det mindste ikke før hun døde. Men skæbnen havde sine veje. Det vidste hun kun alt for godt nu.
Da hun nåede enden af trappen og stod foran porten, der markerede indgangen til Dødsriget, fik hun øje på Cerberus, som lå og tyggede på en luns kød. Hunden rejste sig og kom hende i møde med logrende hale og en lykkelig piben. Én efter én sænkede den sine tre hoveder, så hun kunne klø dem bag ørerne.
Der var noget beroligende over at mærke hundens pels mod håndfladerne. Den var varm. Levende.
"God vovse."
Hun kravlede op på det midterste hoved og satte sig til rette, hvorefter hun styrede hunden i den retning, hun ønskede. Turen gennem Dødsriget bragte en masse velkendte indtryk med sig: Den fugtige luft, den blå tåge, det fjerne ekko af klagende sjæle, som hun pr. automatik ignorerede.
Intet havde ændret sig i de ti år, hun havde været væk.
Det varede ikke længe, før de nåede Hades' palads. Hun lod sig glide ned ad Cerberus' hoved og gav hunden et sidste klap på siden, inden hun sendte den tilbage til porten.
Hades sad på sin trone og var i færd med at polere et våben af én eller anden art, da hun trådte indenfor. Så var det altså lykkedes for ham at hale sig op af De Dødes Flod. Lyden af hendes skridt fik ham til at se op. De gule øjne blev store.
"Dig."
Han lød ikke bitter, sådan som hun havde forventet. Blot overrasket. Han lagde våbnet fra sig og steg ned fra tronen.
"Hvad laver du her?" spurgte han.
Megara holdt ryggen rank på trods af den sorg, der truede med at kvæle hende.
"Du må have hørt, hvad der er sket," sagde hun.
"Ja." Han lagde hovedet på skrå. "Men jeg havde ikke regnet med at se dig her. I hvert fald ikke i levende live."
Megara slog blikket ned. Smerten havde været så ubærlig, at hun rent faktisk havde overvejet at tage sit eget liv. Men hun var ikke parat til at dø. Ikke endnu.
Hun så op og mødte hans blik.
"Jeg er her, fordi jeg vil have svar."
"Svar?" gentog han.
"Ja. Jeg vil vide, hvorfor Hercules gjorde det. Hvorfor han –" Hvorfor han brækkede halsen på vores sønner og flygtede bagefter uden så meget som et ord. Hun kunne ikke få ordene over sine læber, så hun lod være med at prøve. "Jeg har prøvet at påkalde guderne på Olympen for at få en forklaring, men der er ingen reaktion. Kun tavshed. Så nu spørger jeg dig." Hun mærkede sin hals snøre sig sammen. "Ved du, hvorfor han gjorde det?"
En lang stilhed fyldte rummet. Hades trommede fingrene mod hinanden, som om han overvejede, om han skulle svare på spørgsmålet eller ej. Efter det, der virkede som en evighed, talte han endelig.
"Jeg er bange for, at Wonderboy ikke havde noget valg. Det var Heras værk."
Hun så på ham, ude af stand til at begribe hans ord.
"Hvad mener du?"
"Hun gjorde ham gal. Der er intet, dødelige kan stille op, når guderne beslutter sig for at ramme dem med vanvid."
Megara sank en klump. Det forklarede det udtryk, hun havde set i Hercules' øjne, da han havde grebet ud efter børnene.
"Og du er sikker på, at det var Hera?" spurgte hun.
"Dødsikker." Hans ordvalg fik hende til at skære en grimasse. Det lod ikke til, at hans situationsfornemmelse var blevet bedre siden sidst. "Hun er en hævngerrig kvinde. Det ved alle, der har kendt hende i et par århundreder."
"Men Hercules har aldrig gjort hende noget," indvendte hun. Hercules elskede sin mor, og der havde aldrig været nogen tvivl om, at moren også elskede ham.
Hades smilede mørkt.
"Nej. Men det har Zeus. Ser du … min bror er kendt for sine mange sidespring. Da din udkårne blev født, lovede han, at han ville ændre sig. Han spillede rollen som den trofaste ægtemand godt i nogle år. Så godt, at selv jeg begyndte at tro på det. Men for nyligt havde han et tilbagefald og ... Lad os bare sige, at Hera ikke var tilfreds."
"Så det her er hendes måde at straffe Zeus på?" spurgte hun vantro og tænkte på sine sønners livløse kroppe. "At berøve ham hans børnebørn?"
Han nikkede. "Og en meget effektiv metode, så vidt jeg er informeret. Zeus skulle efter sigende være knust."
For første gang siden hun havde begravet sine børn, mærkede Megara en gnist af håb.
"Kan han ikke bare hente dem tilbage igen?" spurgte hun.
Hades' ansigt blev alvorligt. "Sådan fungerer det ikke. Det er mig, der styrer stedet her. Ikke min bror."
"Men Hercules har gjort det før. Han –"
"Det var anderledes," afbrød han. "Han slog en handel af med mig, da han hentede dig." Han sukkede. "Jeg kan ikke bare lade folk vende tilbage fra de døde. Er du klar over, hvor meget det forstyrrer den kosmiske orden? Din genopstandelse skabte så mange jordskælv, at det ændrede hele den Peloponnesiske Krig."
Megara gjorde en synkebevægelse.
"Vil du ikke i det mindste lade mig se dem? Hvis du gør det …" – hun fattede ikke, at hun foreslog det her, men hun så ingen anden udvej – "så indvilliger jeg i at arbejde for dig igen."
Hades gnubbede hagen, mens han overvejede hendes tilbud.
"Jeg har ikke længere nogen hær, jeg skal have hvervet monstre til," sagde han.
"Det er lige meget." Hendes stemme var hæs af desperation. "Du kan sætte mig til hvad som helst – at ordne dit vasketøj, støve dødningehoveder af … Jeg er ligeglad, bare jeg kan få mine børn at se."
Han betragtede hende i tavshed i nogle sekunder. Så løftede hans mundvige sig i et lille smil.
"Det er en aftale."
Noter:
Om Zeus: Zeus er den største liderbuk i græsk mytologi, så det her var min måde at forklare, hvorfor han fremstår som den perfekte familiefar i filmen.
Den Peloponnesiske Krig: En krig mellem Sparta og Athen, der varede 27 år (431-404 før Kristus). Under krigen kom der en række jordskælv, hvilket skabte en tsunami, som tvang spartanerne til at afbryde deres planlagte invasion af den græske halvø Attika, hvor Athen ligger.
