Jeg ejer ikke twilight eller nogle af karaktererne osv. Jeg elsker bare at lege med dem, og få dem til at gøre, som jeg vil.

Det her var dumt. Hvordan kunne jeg overhovedet tænke, at de var vampyrer? Det kunne simpelthen ikke passe, det gav ikke mening. Edward kunne ikke være vampyr, og så fandtes vampyrer jo slet ikke i virkeligheden. Vampyrer var bare fantasi og overtro.

Edward og hans familie kunne altså ikke være vampyrere. De var jo bare nogle helt almindelige mennesker, som så helt unaturligt perfekte ud. De var bare nogle almindelige mennesker, hvor der altid skete mærkelige ting omkring, og så var Edward muligvis i stand til at løfte varevogne.

Der foregik noget mærkeligt omkring dem, som om de havde en kæmpe hemmelighed, men de kunne jo umuligt være vampyrer. Hvordan kunne jeg tænke det. Jakob Black's gamle myte om vampyrer var jo netop en myte. Og hånden på hjertet så var de gamle fra reservatet, som efter sigende skulle have mødt familien Cullen for 70 år siden, noget sære.

Jeg tog min regnjakke på og vadede ud i haven. I slutningen af haven var der en lille sti, som førte ind i den alt for grønne skov. Himlen var overskyet, og det var ikke meget lys, som trængte ned gennem bladene. Skoven var alt for grøn, jorden var grøn, og træerne var grøn, og selv lyset, som trængte ned gennem bladene, var grønligt. Jeg marcherede irriteret ind gennem skoven, og fortsatte stædigt selv da det begyndte at regne. Jeg fortsatte med at vade ind mellem træerne på den lille sti i skovbunden, til jeg stoppede med at hade mig selv for de umulige tanker.

Jeg fandt en lille træstamme lidt ved siden af stien og satte mig ned for at tænke. Jeg vidste, at myten om de kolde ånder, som Jakob havde fortalt om, ikke var sand. Det kunne den ikke være. Edward var en af de gode, desuden havde han reddet mit liv op til flere gange allerede. Men at være midt i den alt for grønne skov fik det til at virke bare en lille smule mere sandsynligt, men jeg afviste hurtigt tanken igen. Edward kunne ikke være vampyr.

Pludselig kom noget susende forbi, det lignede et stort dyr. Jeg nåede ikke at se det ret tydeligt, fordi det var hurtigt langt væk igen. Men det var et dyr. Troede jeg. Dyret var oprejst, det lignede næsten, at det løb ligesom et menneske, men jeg kunne ikke være sikker. Jeg blev pludselig bange for, at det havde set mig og ville komme tilbage efter mig. Jeg rejste mig for at løbe, indså så at det ville være dumt. Jeg sad ret godt skjult, og hvis jeg løb, ville dyret formentlig kunne høre mig, når jeg faldt.

Så jeg blev siddede. Jeg gik i stedet igennem, hvilke dyr det kunne have været.

En ulv? Nej, den kan ikke stå på to ben. Det kan en hjort heller ikke. En bjørn? Nej, en bjørn er for stor, og dyret var også meget hurtigere. Som sekunderne gik, blev jeg mere og mere i tvivl om, hvad jeg havde set. Jeg nåede akkurat at beslutte mig for, at det bare var en dagdrøm eller noget i den stil, da et andet dyr kom susende forbi. Det her dyr var mindre, men jeg tror, det var endnu hurtigere, for jeg så det næsten ikke. Det lød som om dyret lo, men det var jo nok i virkeligheden en knurren. Jeg syntes alligevel, der var noget velkendt ved dyret. Jeg kunne høre, at dyret drejede mod syd længere nede, og jeg fik en pludselig lyst til at følge efter.

Hele vejen ned mod svinget skældte jeg mig selv ud for at gøre det.

"Helt ærligt, har jeg et dødsønske?" Skældte jeg i tankerne.

Men jeg fortsatte, der var ikke langt til svinget. Efter svinget jeg kunne høre nogen grine. Og lidt efter bredte stien sig ud og blev til en stor lysning. Det var en enorm lysning nok på størrelse med en fodboldbane, i den modsatte ende var der et stort, smukt hus, tidløst og moderigtigt. Men det der tiltræk min opmærksom var de to skikkelser, som luntede op mod huset. De grinede højlydt og skubbede til hinanden ligesom brødre. Var det mon dem som havde løbet forbi mig. Det ville forklare, at de var oprejst når de løb, men ikke hvordan de kunne løbe så hurtigt.

Den lille af dem satte i løb, og var næsten med det samme halvvejs ved huset. I samme øjeblik trådte jeg ud fra skoven og ind på lysningen, hvor en lille brise blæste gennem mit hår bagfra.

Begge skikkelser vendte sig synkront om mod mig, de stivnede, og jeg kunne med et se, at den lille skikkelse var Edward. Jeg stirrede på ham, og han slog blikket stift ned i chok. Jeg prøvede at få mening i det, jeg så. Hvis Edward kunne løbe så hurtigt, kunne han så også være vampyr som Jakob sagde?

Jeg flyttede langsomt blikket til den store skikkelse, det var Emmett, selvfølgelig. Den eneste der kunne få Edward til at se lille ud. Jeg kiggede tilbage på Edward, men han var der ikke længere. Jeg kunne ikke se ham nogen steder.

"Bella?"

Edwards honningsøde stemme fyldte luften bag mig, og jeg vendte mig forskrækket om utilpas ved at vende ryggen til en vampyr, men der var ikke noget jeg kunne gøre.

"Bella?" Gentog han.

Jeg kiggede mig over skulderen for at se, hvor Emmett var, men jeg kunne ikke se ham nogen steder.

"Han er gået indenfor, han giver os lige et øjeblik alene." Fortalte Edward mig, som svar på mit usagte spørgsmål.

"Bella? Hvad laver du her?" Spurgte en utrolig alvorlig Edward. Han virkede meget alvorlig, og det var næsten skræmmende, især hvis man tænkte på, at han for 2 sekunder siden havde leet højlydt sammen med Emmett.

Da jeg ikke svarede, fortsatte han nu bekymret. "Hvad … så du?"

Det lød, som om han var bange for at sige for meget og håbede, at jeg ikke havde set noget, som kunne afsløre ham. Men jeg vidste, hvad han var nu. Han var både skræmmende og farlig. Han kunne dræbe, og jeg ville ikke have en chance imod ham. Jeg kunne mærke uroen stige fra min mave.

"Hey, Bella?" Spurgte han stille og omsorgsfuldt, mens han samtidig trådte et tøvende skridt frem. Jeg trådte hurtigt et skridt tilbage, for at holde afstand. Jeg var bange og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, hvis han kom for tæt på.

Edward stoppede med det samme, fordi han indså, at jeg var bange for ham. Han indså, at jeg vidste, hvad han var. At jeg naturligt nok var bange for ham, fordi han var en dræbende vampyr.

Edward gik hurtigt tilbage og så trist ned i jorden. Det lignede nogen havde slået ham, og han ventede på det næste slag. Han lignede faktisk en sparket hundehvalp som han stod der. Det var mærkeligt, at den dødsensfarlige vampyr foran mig kunne se så sårbar ud. Han kunne høre mit hjerte slå hurtigere, og det var sikkert som et slag i ansigtet på ham.

"Undskyld" Han sagde det så stille at jeg næsten ikke kunne høre det.

Han virkede så trist, så deprimeret, så nedslået, at det skar mig i hjertet. Jeg elskede ham, men han var en vampyr, der kunne slå mig ihjel hvert øjeblik.

"Undskyld, Bella, jeg skal nok sørge for, at vi forsvinder ud af dit liv. Jeg lover dig, det vil være, som om vi aldrig har været her." Sagde Edward nedtrykt. Han vendte sig om og gik først stille op i mod huset men så hurtigere i næsten samme tempo som inde i skoven. Jeg indså, at hvis ikke jeg sagde noget nu, så ville jeg miste ham for altid. Jeg tvivlede ikke på, at han mente det. Jeg elskede ham stadig, selvom han var vampyr. Det skræmte mig.

"Edward" Kaldte jeg lidt forfjamsket og lidt i panik. Han stoppede op, men kom ikke tilbage.

"Edward" Kaldte jeg igen.

Han kom stadig ikke tilbage og jeg luntede op til ham. Han var tæt på huset nu, og jeg kunne se, at der var glas på hele sydsiden af huset, det så vidunderligt ud. Men det virkede som et skørt sted for vampyrer at bo.

"Nej" Fortalte jeg ham forfjamsket og helt rød i hovedet, hvilket nok ikke var den bedste idé, når der var en vampyr til stede.

"Nej, hvad?" Spurgte han, lettere irriteret dog stadig trist, men det virkede også som om der var et lille håb i hans øjne, som han forsøgte at skjule.

"Lad vær med at forsvinde fra mig"

Jeg kunne se håbet i hans gyldne øjnene, men han nægtede at vise det.

"Edward, jeg har ikke noget imod I er vampyrer" Fortsatte jeg dumt.

Jeg vidste med det samme, det var dumt sagt. For Edward blev nu pludselig rasende. Han stirrede rasende på mig, og startede så.

"Fortæl mig Bella, fortæl mig at du ikke var bange lige før, fortæl mig at du ikke har noget imod, at vi er va…" Snerrede han af mig, men han afbrød sig selv.

Han vendte sig med et mod huset, lød rasende dog stadigt dæmpet, jeg indså først nu at han snerrede. Det var en meget dyrisk lyd, som ikke havde noget at gøre i munden på Edward.

"Rosalie, du blander dig bare uden om"

"Drop det, Rose"

"Hold dine tanker for dig selv" Det var åbenbart en samtale med Rosalie, men jeg kunne ikke høre Rosalie. Det virkede til at han blev mere og mere rasende, og jeg trak mig lidt væk. Han lignede en, som kunne dræbe lige nu. Jeg blev pludselig bange for ham, fordi jeg var et skrøbeligt menneske og han en meget rasende vampyr. Han kiggede et øjeblik på mig, og hans gyldne øjne blev øjeblikkeligt blidere.

"Ja tak Emmett, god idé. … Inde jeg hiver hendes hoved af … tak" Det virkede til at Edward blev roligere, men jeg kunne mærke panikken stige, rive mit hoved af. Jeg trådte hastigt endnu nogle skridt tilbage, endnu mere bange for ham end nogensinde. Men pludselig snublede jeg.

Jeg nåede lige at skælde mig selv ud for at være så klodset. Det var bare ikke nu, jeg skulle være klodset.

Men Edward greb mig, inden jeg ramte jorden. Jeg blev så forskrækket, at jeg under et øjebliks mod råbte af ham, som jeg ville have gjort med alle andre.

"Slip mig, Edward. For helvede du forskrækkede mig" Jeg startede med at råbe af ham i et øjebliks frustration men indså så, hvem jeg talte til. Jeg startede med at stirrer surt på ham, men jeg blev bange og trak øjnene til mig.

Edward hjalp mig op og stå igen, og jeg trak mig lidt væk igen.

Edward virkede stadig lidt irriteret, og jeg var stadig skræmt.

"Undskyld, Bella. Rosalie og jeg kommer ikke altid overens lige godt, og nogle gange er hun meget svær at have med at gøre. Jeg ved ikke, hvad jeg ville have gjort, hvis ikke Emmett også var hjemme." Undskyldt han.

Jeg stirrede stadig uroligt på ham. Jeg forsøgte langsomt at få mening, i det han sagde.

Det var altså ikke mit hoved. Det gik op for mig at jeg havde sagt den sidste del højt, for han begyndte at grine højlydt.

"Gud, nej, Bella, jeg er bedre end det" Grinede han om muligt endnu højere. Han lo, som om det var det sjoveste, han nogensinde havde hørt.

Efter et meget langt minut faldt han endelig ned.

"Ej, undskyld Bella, men det var da det sjoveste."

"Ja ja, helt sikkert, ha ha ha" Istemte jeg ironisk, men fortsatte så usikkert "Er det rigtigt? Du.. I… Du er?"

"Du går da lige til sagen, ikk?" Sagde han stadig med smil på læberne dog lidt mere alvorlig nu. Men han svarede ikke på mit spørgsmål.

"Er-r d-du?" Spurgte jeg igen frygtsomt og usikkert. Jeg kunne se, han blev såret af min frygt. Han kunne tydeligvis ikke lide når jeg var bange for ham. Jeg holdte nøje øje med hans ansigt og kunne derfor tydeligt se, at han blev såret af min usikkerhed. Han prøvede at skjule det i alvor og omsorg for mig, men det virkede ikke. Al hans tidligere gode humør var væk, og tilbage var kun den såret Edward.

"Jeg… Det.." Han så virkelig ud til at kæmpe for ordene. "Det var ikke meningen, at du skulle finde ud af det på den måde. Jeg håbede nok… Nej, jeg ved ikke, hvad jeg håbede. Jeg vidste jo godt, at jeg ikke kunne holde det fra dig altid. Så ja, Jeg er.." Han holdte en lille pause, formentlig for at samle mod til at sige det næste. Så fortsatte han. "Vampyr… Jeg kan godt holde mig væk fra dig. Jeg kan få min familie til at rejse, så du aldrig kommer til at se nogen af os igen"

Han var tydelig forpint. Han så så plaget ud, og det så helt forkert ud på hans ellers så smukke engleansigt.

"Nej, bliv her hos mig" Jeg talte meget usikkert, og Edward lagde mærke til det.

"Bella, det tror jeg ikke. Jeg tror, du er bange for mig." Edward gik langsomt nærmere, mens han kiggede dybt i mine øjne.

"Jeg tror du er bange for mig, for vampyren. Selvfølgelig burde du være det" Han grinede af sig selv. Hans smil viste en lang række kridhvide, knivskarpe tænder. Jeg kunne mærke mit hjerte slå hurtigere.

"Ja, se. Endelig en rigtig reaktion, Bella. Selvfølgelig er du bange for den bloddrikkende vampyr, med de knivskarpe tænder" Han smilede et forpint smil, og jeg kunne ikke slippe hans tænder af syne.

"Det er skørt. Jeg fik det, jeg ville... Men jeg havde ikke troet, det ville gøre så ondt"

Hvad skulle jeg sige til det? Jeg havde ikke lyst til at forlade ham, men samtidig var det ikke sikkert med ham i nærheden. Til sidst vandt mit overlevelsesinstinkt, jeg skulle væk.

Edward var tydeligvis kommet til den samme konklusion.

"Jeg henter din bil til dig, Bella. Jeg er her med den om ti minutter"

Også var han væk. Hvordan han skulle kunne finde mine bilnøgler var en gåde for mig.

"Bella!" Der var kun gået 2 minutter, så det kunne ikke være Edward allerede, og det var en lys, melodisk pigestemme, jeg hørte.

Fuck, det må være resten af Edwards familie.

"Bella" Det var Alice's glade stemme. Hun kom først løbende ud af skoven.

"Bella, godt det ikke er for sent." Hun kom løbende op mod mig med åbne arme som om hun ville kramme mig. Jeg var fuldstændig stivnet og stirrede bare, mens mit hjerte hamrede derudaf.

Alice satte farten lidt ned, så hun ikke ville brase ind i mig. Hun overså fuldstændigt, at jeg trak mig væk. Hun var kun 3 meter fra mig nu, stadig med åbne arme.

Men pludselig stod Jasper imellem mig og Alice.

"Alice, nu stopper du. Bella er rædselsslagen. Jeg tror ærligt talt, at hun besvimer, hvis du kommer tættere på." Jasper reddede mig. Han stod med spredte arme, skærmede mig fra Alice.

"Jeg vil bare sige hej, til min veninde. Hvad er der galt i det?"

Jasper kyssede hendes pande og spurgte.

"Hvad ville der ske hvis jeg lod gøre det?"

Alice blev fraværende et øjeblik. Det virkede som om hun kunne se ind i fremtiden.

"Hun ville besvime, og vi ville miste hende, hun ville forlade os." Alice så helt slukøret ud. Jeg slappede lidt af, de ville ikke komme tættere på. Jasper slappede også lidt af og tog en dyb indånding. Jasper vendte sig hurtigt, hans øjne var mørke af tørst.

"Nej!" Skreg Alice. Hun stod hurtigt imellem mig og Jasper. Hun beskyttede mig på præcis samme måde, som Jasper havde lige før. Jasper snerrede. Alice lænede sig frem mod ham og snerrede aggressivt tilbage. Jeg var stivnet igen. Det føltes som om mine ben sad fast i jorden. Alt i mig skreg om at komme væk, men de sad fast.

Jasper trak sig lidt væk, og Alice slappede tilsyneladende af.

"Skal vi ikke bare lade Carlisle overtage?"

Jasper mumlede et svar, men det fik jeg ikke opfanget.

"Undskyld, Bella" Jasper havde vendt sig mod mig og undskyldte roligt. Hans humørsvingninger gjorde mig forvirret, men jeg slappede mere af nu.

Min krop kunne bevæge sig igen, og panikken forsvandt. Næsten.

Hurtigt stod Alice foran mig igen og krammede mig, inden jeg kunne reagere.

"Alice!" Skældte Jasper.

"Jeg har styr på det" Forsvarede Alice sig. Hun stod stadig med armene omkring mig. Hun holdt forsigtigt om mig, som om hun var bange for at knuse mig. Hun stod sådan længe. Jeg var forstenet igen. Alice lod til at tro, det vil gå over, men det gjorde det ikke. Min verden begyndte at snurre rundt, og mit syn formørkedes. Jeg havde glemt at trække vejret. Alice så, at jeg vaklede, og hun slap mig straks. Jeg forsøgte at tage en indånding, men det var for sent. Jeg faldt. Og det sidste jeg mærkede, var et par kolde hårde hænder som greb mig, inden jeg ramte jorden.

Det her er min første fanfiction, så jeg beklager meget hvis der er rigtig mange fejl. Jeg tager gerne imod rettelser, ris eller ros.

Det er en idé jeg har haft længe, og der vil komme flere kapitler, men det kan godt være der går noget tid imellem.