"Hvorfor tager du ikke bare uniformen af?"

Det er tredje gang på samme dag, hun stiller ham spørgsmålet. Vegeta, der netop er trådt ind af døren, drejer hovedet og ser på hende. En muskel hopper faretruende under hans ene øje, og Bulma kender ham efterhånden godt nok til at vide, at det er et tegn på manglende tålmodighed.

"Jeg har forklaret dig det før, kvinde," siger han. "Det er en saiyajin-uniform. Et minde om min oprindelse. Jeg har ikke tænkt mig at afklæde mig den."

"Men du har haft den på i en uge!" protesterer hun.

"Tåbelige jordboer. Du forstår tydeligvis ikke, hvilken stolthed der er forbundet med en udrustning som denne."

"Nej, men jeg forstår, hvilken stank der er forbundet med den. Det er umuligt for almindelige mennesker at opholde sig i samme lokale som dig, når du lugter sådan!"

"Det er ikke mit problem."

"Åh, jo det er! Det kan godt være, at det ikke betyder noget i det ydre rum, men her på jorden sætter vi pris på god hygiejne. Vi skifter tøj hver dag, og vi –"

Vegeta vender sig bort. "Jeg er ligeglad med jeres skikke."

Inden han kan nå at tage så meget som et skridt, træder hun ind foran ham.

"Det kan godt være, men du bor i mit hus nu, så det er mine regler, der gælder." Hun prikker ham hårdt i brystet for at understrege ordene. "Og jeg vil ikke have, at du forpester mit hjem med din stank, så du har bare af at tage uniformen af - lige nu."

Saiyajinens ansigt formørkes. "Du vover at give mig ordrer?"

"Ja, det gør jeg faktisk." Hun hæver hagen med en trodsig bevægelse. "Den uniform skal vaskes i dag, uanset hvad du siger. Og mens du venter på, at den bliver ren, kan du jo tage et bad og trække i det tøj, min mor og jeg har betalt for i dyre domme."

"Hvis du tror, jeg har tænkt mig at iføre mig den latterlige påklædning, så tager du fejl."

"Årh, hold nu op. Det er tøj af allerhøjeste mode." Et lille smil kryber hen over hendes læber. "Jeg vil vædde med, at du endda vil kunne lide det, hvis du giver det en chance."

Han fnyser højlydt for at tilkendegive, hvad han mener om den bemærkning.

"Under alle omstændigheder er det da bedre end at gå rundt i en dragt som den dér, der både lugter og er i stykker," fortsætter hun og skæver til hullerne i brystpladen.

Han følger retningen på hendes blik.

"Selvom min uniform har et par skader, er den stadig af højeste kvalitet," siger han med stolt stemme. "Jeg tvivler på, at du kan tilbyde mig et bedre alternativ."

En idé skyder gennem hendes hjerne. Hun kan ikke tvinge Vegeta til at tage uniformen af, men måske kan hun fravriste ham den, hvis hun går lidt snedigere til værks.

"Og hvad hvis jeg kan?" spørger hun.

Han hæver et bryn. "Hvad?"

"Hvad hvis jeg rent faktisk kan tilbyde dig et bedre alternativ? Jeg kan sagtens lave en ny uniform til dig, der er fuldstændig magen til den dér. Det eneste, jeg behøver, er lidt tid til at studere designet."

Han stirrer på hende i nogle lange øjeblikke, og hun møder hans blik uden at blinke. Til sidst lader det til, at ønsket om en ny træningsdragt overvinder hans mistænksomhed.

"Jeg går ud fra, at det ville gå an," siger han.

"Super! Giv mig uniformen og smut en tur under bruseren, så går jeg i gang med arbejdet med det samme."

.

.

Så snart hun har fået fingrene i dragten, skynder hun sig hen i den anden ende af huset, hvor vaskemaskinen står. Hun kaster et blik tilbage over skulderen, nervøs for at Vegeta måske kunne finde på at følge efter hende, men til hendes lettelse lader det ikke til at være tilfældet. Lyden af den rindende bruser fortæller hende, at han er i færd med at vaske sig.

Hun vender opmærksomheden mod uniformen, som hun har anbragt i en kurv. Én efter én tager hun delene op og studerer dem. Hun er imponeret over, hvor let hver del føles. Hendes fascination af dragten bliver imidlertid hurtigt jaget på flugt af den hæslige lugt. Puh! Hun fatter ikke, hvordan Vegeta kan holde ud af have sådan noget på. Måske fungerer hans lugtesans ikke ligesom almindelige menneskers. Det går et par sekunder, før hun indser det ironiske i tanken. Vegeta er ikke et almindeligt menneske. Han er et rumvæsen. Men i det mindste snart et rent et af slagsen, tænker hun tilfreds.

Bulma begynder at putte uniformen i vaskemaskinen og væmmes over den uundgåelige nærkontakt med det beskidte materiale. Støvlerne er ikke hvide længere, men smurt ind i et lag af snavs, der giver dem et brungulligt skær. Det samme gælder handskerne. Dragten er slidt, som om den er blevet trænet i i årevis. Det blå, elastiske stof er gennemhullet flere steder, og en lang flænge har delt det øverste af brystpladen i to. Måske stammer skaden fra kampen mod Frieza. Hun har aldrig spurgt Vegeta, om det er tilfældet. Noget siger hende, at lige præcis den duel er et ømt punkt.

Hun skærer ansigt, da den uhumske lugt endnu engang angriber hendes næsebor. Med hånden for næsen lukker hun lågen til vaskemaskinen og trykker på 'start', hvorefter hun smiler sejrrigt. Det var løsningen på ét af hendes stinkende problemer.

.

.

"Du snød mig."

Stemmen får hende til at snurre rundt. Vegeta står bag hende, kun iført et håndklæde som han har bundet om underkroppen. Dråber løber fra hans hår og ned over hans ansigt. Hun trækker på skuldrene.

"Det blev jeg nødt til. Ellers havde jeg aldrig fået dig ud af den stinkende dragt."

"Du gav mig dit ord."

"Og hvad så? Som om du aldrig har løjet."

Han træder tættere på. "Giv mig min uniform tilbage."

"Det kan jeg ikke," siger hun. "Den er til vask lige nu." Da han vender sig om for at gå, tilføjer hun: "Og du ødelægger den, hvis du springer vaskemaskinen i luften, bare så du ved det."

Han standser, og hun kan ikke lade være med at smile.

"Jeg er bange for, at du bliver nødt til at trække i det tøj, der ligger inde i dit skab," fortsætter hun. "Medmindre du altså har tænkt dig at gå sådan dér rundt de næste par timer."

Hun skæver til håndklædet og kan ikke lade være med at fnise. Vegeta mumler surt, hvorefter han marcherer ud af lokalet og smækker døren efter sig.

.

.

"Du kommer til at betale for det her, kvinde."

Bulma ruller med øjnene. "Kom nu bare herud, så jeg kan se dig."

Der lyder en let knirken, da døren glider op og Vegeta træder ud på gangen. Han har klædt sig simpelt - i et par cowboybukser og en skjorte. Skjorten er selvfølgelig sort - det lader til, at han endnu ikke er klar til at udforske de mere farvestrålende dele af sin garderobe - og den sidder pænt over hans bryst og skuldre, tilsyneladende uden at stramme. Hun jubler indvendigt over, at tøjet passer. Så var de mange timer, hun og hendes mor tilbragte i shoppingcentret, alligevel ikke forgæves.

Hun lægger hovedet på skrå. Iført almindelig påklædning ser han forbløffende normal ud. Et øjeblik kan hun næsten glemme, at han er et rumvæsen, der har dræbt flere af hendes venner. Næsten.

"Ikke dårligt." Hun træder hen til ham og giver ham et klap på skulderen. "Du ser faktisk ganske nydelig ud."

Han svarer ikke, men fnyser blot lavmælt.

"Der er ingen grund til at være gnaven," siger hun. "Jeg lover, at jeg nok skal lave en ny uniform til dig på et tidspunkt. Måske kan jeg endda lave nogle forbedringer."

"Ingen ændringer."

Hun sukker. "Så siger vi det."

Den kamp kan de tage en anden dag. Lige nu vil hun bare fejre, at hun og hendes forældre er sluppet for Vegetas stank. Hun sender den nyvaskede saiyajin et smil og gør en bevægelse mod køkkenet.

"Der går mindst en time før vaskemaskinen er færdig. Hvad siger du til at tage et glas lemonade, mens vi venter?"