"Vegeta!"

Hendes ansigt dukker frem på skærmen i træningslokalet med et 'plop'. De blå øjne tindrer arrigt imod ham. Et øjeblik ser han rødt, og han aner ikke, om det skyldes vrede eller det faktum, at han er besvimelsen nær af udmattelse.

"Du lovede at lade mig være i fred!" råber han.

"Og du lovede at tage den lidt med ro."

"Jeg har ombestemt mig."

Den forøgede tyngdekraft i rummet ligger over ham som et massivt tæppe af bly. Han slår ud i luften, snurrer rundt og sender et velplaceret spark mod en usynlig fjende. Fugten springer frem fra hver eneste pore i hans krop. Knæene dirrer under ham, og lårmusklerne værker, men han nægter at bukke under. Han har svoret på, at han vil blive ved med at presse sig selv.

"Det her er tåbeligt!" Hendes stemme skurer i hans ører. Den gennemborende lyd er næsten værre end smerten i hans lemmer. "Du kan tydeligvis ikke holde til at træne så meget."

"Jeg er ligeglad," stønner han og sender en regn af hurtige slag gennem luften. "Jeg vil være stærkere end Kakarot ... om jeg så skal brække hver eneste knogle i min krop!"

"Men du er nødt til at holde pause engang imellem."

"Det er min egen sag."

Han begynder at løbe på stedet. Hans ben bevæger sig så hurtigt, at de til sidst ikke er andet end fartstriber i luften.

"Nej, det er ej!"

Han lader sig falde forover, så begge hans håndflader hviler mod gulvet. Det smerter i hans brystmuskler, idet han strækker armene og tvinger sin krop opad, ligeglad med den usynlige kraft, der tynger hans rygsøjle med knusende kraft.

"Det kan godt være, at du er ligeglad med dit eget velbefindende," fortsætter hun, "men jeg kan ikke bare se på, mens du smadrer dig selv!"

"Det ... behøver ... du ... heller ikke."

Han hvæser ordene ud mellem tænderne, mens han hæver sig fra jorden.

Inden hun kan nå så meget som at blinke, slynger han en lysende energikugle af sted mod skærmen. Han får et glimt af hendes overraskede ansigtsudtryk, inden glasset splintres i tusinde stykker og falder til jorden med en klirrende lyd.

En velsignet stilhed sænker sig over lokalet. Det eneste, der er tilbage, er lyden af hans eget pustende åndedræt og den dæmpede summen fra det ødelagte apparat på væggen. Endelig er han fri for hende.

Han ruller om på ryggen og begynder at tage mavebøjninger med rasende fart. Prøver at presse irritationen ud af sin krop, som om den var sved. Hvorfor insisterer hun på at distrahere ham? Hendes forstyrrelser er ved at drive ham til vanvid. Han må fokusere på sit mål. At blive Super-Saiyajin. Den status, der retmæssigt tilkommer ham og ikke Kakarot. Men så længe den fordømte kvinde bliver ved med at afbryde hans træningssessioner, er det umuligt for ham at koncentrere sig.

Irritationen sidder stadig i ham, da han er færdig med træningen.

Det bliver ikke bedre af, at det første, der møder ham, da han træder ind i køkkenet, er hendes rod. Et spor af skrald strækker sig hen over køkkenbordet som et vidne om, hvilke morgenmadsprodukter hun har fortæret. Han fatter ikke, hvordan nogen kan svine så meget. Han har mødt slimede, algebefængte rumvæsner, der var mere renlige end hende.

Med en lav snerren åbner han køleskabet. Hurtigt finder han kanden med lemonade og skænker et glas op til sig selv. Han drikker den kølige forfriskning i tre store slurke og sætter glasset fra sig i vasken. Han åbner for hanen og lader den løbe i nogle sekunder, hvorefter han plasker en smule vand i ansigtet. Dråberne kølner hans brændende hud. Hans øjne glider i.

Morgentræningen var hård, men nødvendig. Han er sikker på, at han er ved at blive stærkere. Langsomt men sikkert arbejder han sig op mod tyngdekraftsimulatorens maksimum. Han må tage at få snakket med professoren snart og forklare den gamle mand, at det er nødvendigt, at han udvider maskinen så intensitetsniveauet kan forøges yderligere. Hvis han nogensinde skal håbe på at overgå Kakarot, må han fordoble - nej, tredoble - det pres, han træner under nu.

"Vegeta! Hvad i alverden tror du, du har gang i?"

Hans øjne flyver op, da hun kommer trampende ud i køkkenet.

"Du kan ikke bare smadre andre folks ting på den måde!"

"Så lad være med at forstyrre mig under min træning," siger han blot.

"Næ nej, så let slipper du ikke, Hr. Højt-på-strå." Hun folder armene over brystet. "Den skærm skal erstattes, og du har bare af at betale for den."

Han svarer hende ikke. Hvis han ignorerer hende, kan det være, hun går sin vej. Det lader desværre ikke til at være tilfældet. Hun stirrer på ham med sammenknebne øjne og ser stadig lige indigneret ud.

"Jeg fatter ikke, hvorfor vi overhovedet vakte dig til live igen, når du alligevel insisterer på at kvæste dig selv med al den træning," siger hun.

Han hæver et bryn.

"I genoplivede kun dem, der blev dræbt af Frieza, for at få Namekianerne og den skaldede nar tilbage. At jeg også genopstod, var ikke andet end en uheldig bivirkning i jeres øjne."

Et rødt skær breder sig på hendes kinder og afslører, at han har ret. Han tillader sig selv at smile, tilfreds med at bragt hende til tavshed i nogle sekunder.

"Nå, men jeg synes altså stadigvæk ikke, det er en god idé, at du presser dig selv så meget. Er du klar over, hvor farligt det er? Du ender med at gøre permanent skade på din krop eller … eller slå dig selv ihjel."

"Vi saiyajiner bliver kun stærkere, jo tættere vi er på døden."

"Men der er ingen grund til frivilligt at opsøge den -"

Han fnyser.

"Det er klart, at Nappa og jeg besejrede jeres krigere så let, hvis det er den indstilling, I jordboere har til at træne."

"Der er ting, der er vigtigere end træning."

"Ikke for mig."

"Du burde overveje at få dig en hobby. Samle på frimærker eller sådan noget." Hun vender sig mod vinduet og lader blikket vandre over byens mange kuppel-formede huse. "Hvad siger du til at lave noget andet i morgen? Jeg kunne vise dig lidt af West City. Jeg er sikker på, at du aldrig har været på cocktail-bar før."

Hendes ansigt lyser op i et håbefuldt smil.

Vegeta rynker brynene. Han begriber ikke hendes adfærd. Hendes sindsstemning synes konstant at svinge mellem heftig vrede og nærmest sygelig jovialitet.

"Det er under min værdighed at mænge mig med jeres slags," siger han som svar på hendes forslag.

Smilet på hendes læber forvandler sig straks til en arrig grimasse.

"Men det er åbenbart ikke under din værdighed at nasse på vores gæstfrihed!"

"Du tilbød selv, at jeg kunne bo hos jer," påpeger han køligt.

"Det var før, jeg vidste, at du var en arrogant skiderik."

Han fatter ikke, at hun tør tiltale ham på den måde. For nogle uger siden truede han med at sprænge huset i luften, fordi hun provokerede ham, men det har hun åbenbart glemt. Han vælger at overhøre kommentaren.

"Jeg må tilbage til træningen," siger han.

"Allerede? Men der er jo knap nok gået en halv time!"

"Der er gået rigeligt med tid."

"Men –"

"Jeg er saiyajin," afbryder han. "Min krop restituerer hurtigere end de flestes. Ikke at jeg forventer, at en simpel jordboer som dig er i stand til at forstå det."

Det er et bevidst angreb på hendes intelligens. Han har efterhånden gennemskuet, at det er et af hendes ømme punkter.

Hendes ansigt skifter farve.

"Fint!" Hun slår ud med armene og er lige ved at vælte et billede i vindueskarmen. "Slå dig bare løs. Træn, til du segner! Men du skal ikke forvente, at jeg kommer rendende, hvis du en dag får brug for hjælp."

Hun gør omkring og marcherer ud af køkkenet.

Han lader sig falde ned på en stol. I virkeligheden har han ikke tænkt sig at træne videre lige foreløbigt. Det var blot noget, han sagde, for at slippe for hendes ulidelige plapren.

Og det lykkedes. Han hører yderdøren smække. Kvinden har forladt huset. På trods af at hun er væk, hænger hendes ord stadig som et ekko i hans hoved.

'… hvis du en dag får brug for hjælp.'

Han fnyser.

Som om han nogensinde får brug for hendes assistance.