"Han opfører sig som et forkælet lille barn!"

Bulma hamrer en knyttet næve i bordet med sådan en kraft, at et halvvissent blad falder af potteplanten foran hende. Yamcha hæver et bryn.

"Du mener ligesom dig?"

"Hey!" Hun retter sig op i sofaen og ser forurettet på ham. "Hvad mener du med det?"

"Kan du huske dengang i ørkenen, hvor du nær havde flået hovedet af mig, fordi du ikke kunne få dit daglige boblebad?"

"Det er vigtigt med god hygiejne!" forsvarer hun sig. "Og desuden er det lang tid siden. Jeg er ikke sådan længere."

"Så siger vi det."

Det er tydeligt, at Yamcha anstrenger sig for ikke at smile.

"Jeg er ikke som ham," insisterer hun. "Jeg er ikke en arrogant, indbildsk, selvhøjtidelig -"

"Hey." Han lægger hånden over hendes. "Der er ingen grund til at hidse sig så meget op over situationen."

"Det er let nok for dig at sige. Det er ikke dig, der er tvunget til at opholde dig sammen med ham hver dag."

"Måske skulle du prøve at ignorere ham i et stykke tid?"

"Det er svært, når han konstant hundser med en. I morges beordrede han mig til at reparere skærmen i træningslokalet. En skærm, som han selv har ødelagt."

Hun havde selvfølgelig nægtet at gøre det, men hendes far var straks trådt til i hendes sted. Hun havde ikke kunnet undgå at bemærke Vegetas hovmodige smil, idet faren kom gående med værktøjskassen.

"Han mener stadig, det er vores pligt at servicere ham."

Yamcha giver hendes hånd et klem.

"Jeg forstår godt, at det er anstrengende at have ham boende."

Hun sukker.

"Anstrengende er en underdrivelse. Jeg er ved at gå ud af mit gode skind." Hun lader fingeren løbe langs arret på Yamchas kind. "Måske kunne jeg bo hos dig et stykke tid? Der er så hyggeligt her."

Til sin overraskelse opfanger hun et glimt af panik i Yamchas øjne.

"Det, tror jeg ikke, vil være en særlig god idé."

"Hvorfor ikke?"

"Kan du ikke huske, hvordan det gik sidste gang?"

"Vi er blevet ældre nu." Hun lægger hovedet på skrå. "Og vi er trods alt kærester."

Yamcha ler nervøst.

"Jo jo. Men det er ikke alle kærestepar, der egner sig til at bo sammen." Han rejser sig fra sofaen. "Desuden er min lejlighed langt under dine standarder. Du ville slet ikke have nok plads til at arbejde på dine opfindelser …"

Han fortsætter med at opremse grunde til, at de umuligt kan flytte sammen, indtil hun til sidst har opgivet idéen.

"O.K." Hun ser ned i sofabordet. "Jeg har bare sådan brug for et tilflugtssted for tiden."

"Måske er det på tide, at du konfronterer problemet i stedet for at flygte."

Hun ryster på hovedet.

"Jeg har prøvet at konfrontere Vegeta flere gange. Uden held."

"Hmm. Så skal du måske prøve en anden tilgang."

"Såsom?"

Yamcha trækker på skuldrene.

"Du kunne prøve at være mere imødekommende."

Forslaget får hende til at fnyse.

"Og bekræfte ham i forestillingen om, at jeg blot er hans tjener? Det kan du godt glemme."

"Jeg siger ikke, du skal krybe for hans fødder." Yamcha lader sig falde ned i en lænestol. "Men der må være et eller andet, du kan gøre for at stige i hans agtelse."

Hun samler det halvvisne blad op fra sofabordet og begynder at rive det i stykker.

"Den eneste person, jeg nogensinde har set ham udvise respekt for, er Son Goku, og det er kun, fordi det lykkedes Son Goku at blive Super-Saiyajin …"

Hendes stemme dør ud. Yamcha rynker panden, tydeligvis forvirret over hendes pludselige tavshed.

"Hvad er der?"

Hun ser på ham og smiler.

"Jeg har en idé."

.

.

"Vegeta?"

Vegeta, der netop har sat kanden med lemonade tilbage i køleskabet, værdiger hende ikke et blik. I stedet brummer han blot som tegn på, at han har hørt hende. Han tørrer sveden af panden med en hurtig bevægelse. Det er lykkedes hende at fange ham efter dagens sidste træningssession. Godt. Det betyder, at han er mere tilbøjelig til at lytte til hende.

"Jeg tænkte på, om der er noget, jeg kan gøre for at gøre træningen lettere for dig?"

Hun fremsætter forslaget i en neutral tone. Ikke noget med at krybe. Vegeta lukker køleskabet med et smæld.

"Jeg har ikke brug for træning, der er lettere end den nuværende."

"Du ved, hvad jeg mener." Hun bider den begyndende irritation i sig. "Du vil gerne være stærkere, ikke? Så stærk, at du bliver Super-Saiyajin?"

Dét får ham til at se på hende. De smalle øjne fortæller hende, at han er på vagt. Han har tydeligvis ikke glemt episoden med uniformen.

Efter nogle sekunder nikker han.

"Godt," siger hun. "Er der en måde at fremskynde processen på? Jeg ved, at du har talt med min far om at opgradere tyngdekraft-simulatoren i dit rumskib."

"Det er korrekt."

"Det giver mening. Belastningen skal øges gradvist, hvis din træning skal blive ved med at være effektiv. Det er heldigvis en smal sag at udvide maskinen. Jeg tror ikke, det tager mere end et par timer."

I sit hoved er hun allerede begyndt at om-programmere maskinen. Hun ser de mange linjer kode for sit indre blik. Billedet bliver imidlertid erstattet af Vegetas mistroiske ansigt, da han vender sig mod hende.

"Hvorfor er du pludselig interesseret i at hjælpe mig?"

Hun træder ind i køkkenet. Indtil nu har hun holdt sig på påpasselig afstand af ham, men nu er hans nysgerrighed vakt tilstrækkeligt til, at hun tør nærmere sig.

"Eftersom du tydeligvis ikke har tænkt dig at opgive din ambition om at blive universets mægtigste kriger" - hun må lægge bånd for sig selv for ikke at rulle med øjnene, idet hun siger ordene - "tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne hjælpe dig med dit foretagende. Jeg har nemlig bemærket, at du har mindre tid til at kommandere rundt med mig og min familie, når du er optaget af din træning."

"Sandt nok. I jordboere er ubetydelige i sammenligning med mit ultimative mål."

Hun vælger at overhøre bemærkningen.

"Desuden keder jeg mig for tiden. Jeg har brug for at arbejde med noget, der kan stimulere min intelligens."

Vegeta måler hende med øjnene. Han ser ikke imponeret ud.

"Og hvad mener du så, at dit brillante intellekt kan bidrage med?"

Hun lader sig ikke gå på af den åbenlyse ironi i hans stemme. I stedet ranker hun ryggen.

"For det første tænkte jeg, at jeg kunne programmere tyngde-simulatoren til at køre i intervaller. Det var det, jeg gjorde for Son Goku, da han skulle træne på vej til Namek, og det var med til at fordoble hans styrke."

Hun kan ikke undgå at bemærke, hvordan Vegetas bryn løfter sig en anelse.

"Jeg kunne også bygge nogle træningsrobotter," fortsætter hun. "Det nytter ikke at træne, hvis ikke du kan prøve kræfter mod en rigtig modstander. Træningsrobotter vil give dig mulighed for at teste din styrke og afprøve nye kampteknikker."

Vegetas ansigt er ubevægeligt.

"Tror du, at dine ynkelige robotter vil kunne hamle op med mig?"

Hun kan ikke lade være med at prikke til hans overdimensionerede ego:

"Der er kun én måde at finde ud af det på."

Han udstøder noget, der mest af alt minder om et grynt.

"Byg dem." Han gør en nonchalant håndbevægelse. "Og lad os så se, om de kan måle sig med Sayajinernes prins."

Han forlader køkkenet uden at sige mere. Bulma ser efter ham og kan ikke lade være med at smile. Der er ingen tvivl om, at han er bidt af tanken om robotterne, selvom han er for arrogant til at indrømme det. Hun kan mærke, at han glæder sig til udfordringen.

Måske ender det alligevel med, at hun får tilkæmpet sig bare en flig af respekt.