Hun er anderledes her til morgen.

Vegeta lægger først mærke til det, da hun skænker lemonade op til ham uden at protestere det mindste. Hans tanker har indtil da kredset om den træning, der venter ham efter morgenmaden, men hendes apatiske attitude påkalder sig hans opmærksomhed.

Hun sidder lænet ind over bordet. Hendes øjne er røde, og det blå hår hænger slattent ned over skuldrene. Hænderne er foldet omkring en kop te, der for længst er blevet kold. En fraværende skygge hviler over hendes ansigt. Det går op for ham, at hun ikke har sagt noget endnu. Ikke et ord har forladt hendes læber. Hun sidder blot på sin stol og stirrer tomt ned i bordpladen.

"Hvad er der galt, kvinde?"

Hun hæver hovedet og ser på ham med et overrasket ansigtsudtryk. Hendes øjne er to matte spørgsmålstegn.

"Du har siddet her i kvarter nu, og ikke en eneste gang har du råbt ad mig, banket i bordet eller plaget mig med dine ulidelige spørgsmål. Det er tydeligt, at der er noget, der går dig på."

"Jeg ... jeg har det fint."

Han kniber øjnene sammen.

"Lad være med at lyve for mig."

Hun er stille i nogle sekunder.

"Det er Yamcha," siger hun så. "Yamcha og jeg har slået op. Og jeg tror, det er for alvor den her gang."

Nå, så det er det, der er problemet. Ham Z-krigeren, hun altid klæber sig opad.

"Det var på tide, du droppede den svækling," siger han.

Hun ser forundret på ham.

"Synes du?"

Han nikker.

"Han kunne ikke engang besejre en enkelt cybermand."

Det overraskede udtryk forsvinder fra hendes ansigt.

"Jeg blev ikke kærester med ham på grund af hans styrke." Hun ser vemodigt ned i tekoppen. "Han var så sød i starten. Dengang var han ligeglad med alle andre piger end mig." Hun bider sig i læben. "Jeg burde have vidst, at det var derfor, han ikke ville flytte sammen. Fordi han havde travlt med at have andre piger på besøg …"

Vegeta hæver et bryn.

"Så han var svag både i krop og i sind," konstaterer han. "Det overrasker mig ikke."

Kvinden har altid haft dårlig smag i mænd. Han kan stadig huske hendes betagelse af Zarbon under opholdet på Namek; et sværmeri, som var ophørt brat, da Friezas håndlanger havde vist sig i sin anden form.

Hun sukker.

"Det burde heller ikke være kommet bag på mig, hans historik taget i betragtning. Men jeg havde troet, at det ville ændre sig nu, hvor vi var begyndt at tilbringe mere tid sammen."

Han er lige ved at rulle med øjnene.

"Hvor naivt."

"Hey!" Hun sender ham et skarpt blik, men han kan se, at hun er for nedslået til, at vreden for alvor når hendes øjne. "Bare fordi du ikke stoler på nogen –"

"Jeg har rejst universet rundt," afbryder han hende, "og hvis der er én ting, jeg har lært på min færd, er det, at ingen skabninger ændrer sig. Ikke for alvor."

Hendes skuldre sænker sig en smule.

"Du er sådan en sortseer," siger hun, mens hendes finger løber langs kanten af koppen.

"Jeg er realist. Kun tåber tror på det bedste i folk."

"Sommetider har man lov til at håbe," mumler hun.

"I så fald lyver du for dig selv." Han holder en lille pause, hvorefter han tilføjer: "Hvilket er ynkeligt."

De sidste ord er ment som en hån, men til hans overraskelse har de ikke den tilsigtede effekt.

"Du har ret." Med en hurtig bevægelse fjerner hun en tåre fra sin øjenkrog. "Det er ynkeligt at håbe på, at Yamcha og jeg finder sammen igen. Jeg mener – jeg er Bulma Brief, for himlens skyld! Hvorfor skulle jeg gå tilbage til en fuser, når jeg kan få lige hvem det passer mig?"

Han stirrer tavst på hende, overbevist om at spørgsmålet er retorisk.

"Der er ingen grund til at sidde her og svælge i selvmedlidenhed." Hun rejser sig og ranker ryggen. "Jeg må ud på datingmarkedet igen. Vise verden, at jeg ikke lader mig slå ud så let. Og hvem ved?" – hun blinker til ham – "måske finder jeg en fyr, der kan muntre mig lidt op."

Han ignorerer den vulgære bemærkning. Endnu engang er han forbløffet over, hvor hurtigt hendes sindsstemning kan slå om. Øjnene, som før var udslukte, skinner nu begejstret. Hun ser på ham med et lille smil.

"Tak, Vegeta."

Han nikker umærkeligt.

Hun forlader køkkenet med lette skridt, nynnende for sig selv. De muntre toner bliver hængende i luften længe efter, at hun er forsvundet ud af syne. I sit stille sind undrer han sig over, hvordan hans forsøg på at fornærme hende endte med at udløse hendes taknemmelighed. På trods af at han har tilbragt flere måneder på Jorden, kan jordboerne stadig være lidt af et mysterium.

Et blik på uret fortæller ham, at han er bagud med dagens program. Hurtigt bunder han glasset med lemonade og rejser sig, klar over at der ingen tid er at spilde. Han gør store fremskridt for tiden takket være den opgraderede tyngdekraftsimulator. Robotterne har også været en nyttig tilføjelse til hans træning. De har givet ham mulighed for at udvikle nye teknikker, som kan komme ham til gavn i kampen mod fremtidige modstandere - præcis som kvinden forudsagde.

Og nu hvor hun har gjort det forbi med svæklingen, har hun endnu mere tid til at opfinde ting, der kan hjælpe ham på vej mod hans ultimative mål.

Han smiler for sig selv. Ja. Situationen er uden tvivl til hans fordel.