Book Of Shadows
Jeg husker stadig flammerne, skrigene da Orcerne angreb Westtown. Jeg var kun 4 år gammel da det skete, mine forældre havde gemt mig i et hemmeligt rum i huset. Jeg kunne høre en Orc ved navn Gul'dan råbe at han ville have The Book of Shadow, koste hvad det ville. Jeg kunne høre min far råbe at du må gå igennem mig først, hvor efter jeg kan høre min fars hammer ramme mod et sværd. Efter kort tid hører jeg et skrig fra min far af ren smerte, efterfulgt af et bump, som en krop mod jorden. Jeg kunne høre min mors pile flyve igennem rummet, mens hun råbte ''Min mands død kommer du til at betale for dit Orcishe svin''. Pludselig hørte jeg fodtrin fra en tredje person, hvis fodtrin begyndte at blive hurtigere, efterfulgt af et kampråb. Lyden af en økse ramte min mor i ryggen. Min mors faldende krop mod jorden, kunne jeg se igennem en lille sprække i væggen. Et lille skrig kunne jeg ikke holde tilbage, hvor efter de 2 orcer vente sig mod stedet jeg gemte mig. En tanke fløj igennem hovedet på mig, ''jeg vil for altid hade orcere, resten af mit liv. Gul'dan kommer til at bøde for mine forældres død''. Orcen gik under navnet Garrosh, som have fælledt min mor, han tog sin økse tilbage ud af hende, med del blod dryppende fra den. Hvorefter Gul'dan gik over til min mors lig og begyndte at lede efter noget på hende, kort efter begynder han at grine ondskabsfuldt. Han rejste sig langsomt op, med en ting i hånden, som han strakte ud og begyndte at råbe ''UNLIMITED POWER IS MINE, TITANERNES KRÆFTER SKAL VÆRE MINE!''. Han havde taget min mors Book of Shadows.
En lille tåre falder fra min kind. Halts siger, mens han lægger armen rundt om mig, det hele skete jo også for 16 år siden, men nu ved du det så også det hele, Horries. Jeg kigger skævt op fra jorden og fanger et blik med Halts, med hans sølvfarvede øjne og altid glade smil. Halts har været min mentor i 5 år, han er 50 år gammel, har rynker, samme kappe og de samme våben som mig, ligesom alle de andre Rangers.
Horries siger stille ''Willow, jeg er voldsom ked af at høre, hvordan din barndom har været''. Jeg kigger over mod ham og svare tilbage ''Ja, det har været voldsomt, men Edward Stark har altid været som en far for mig, lige siden. Han har lært mig at overleve, taktik, strategi, politik og Gorilla Warfare, så jeg har været klar på hvad verden har haft at byde på''. Horries, som har været min barndoms ven, siden jeg var 10 år gammel, har altid været en glad fyr med kort lyst hår og med klare blå øjne. Hans stilling som ridder har gjort at vi har kunnet udfordre hinanden i sværdkamp, så vi altid har kunnet træne hinanden op.
Langt ud på natten, i grotten, med mange fortællinger på kryds og på tværs af hinandens livshistorier, bliver vi enig om at vi skal til at sove, inden de skulle tilbage til Winterfall i morgen, med en rapport til Edward Stark.
Lyden af en hvisken, fjernt fra hvor jeg ligger, vækker mig i nattens mulm og mørke. Nogle få gløder fra bålet guider mit blik rundt i grotten. Jeg ser en skikkelse i det bagerste af grotten. Jeg rejser mig langsomt op fra min sovepose, uden at lave så meget som en lyd. Alt imens jeg kommer tættere på skikkelsen, kan jeg høre at hvisken blive til dæmoniske ord, men da jeg hører dette, råber jeg højt ''hvad laver du Halts, med din Book of Shadows?''. Han begynder at bryde ud i en latter, alt imens han vender sig langsomt om imod mig. Et gys flyver igennem mig – Halts tøj på højre arm, er revet i stykker, der var et dæmonisk mærke som lyste grønt. Hans hudfarve er ikke længere som den gamle, men har nu mere en lysegrøn farve, med skælrevner over hele kroppen. Hans øjne er ikke længer sølv, men havde et stærkt grønt skær, som rettede sig mod mig, hvorefter han siger med forvrænget stemme ''Det er længe siden Willow Black, det var svært at finde dig tilbage i det brændende hus, med dine døde forældre liggende omkring. Men her står du jo så smuk og pæn''
''Gul'dan, er det dig? – jeg troede ikke du overlevede den forbandelse du fik, da du læste min mors Book of Shadows''
Halts kigger rigtig ondskabsfuldt på mig, alt imens han griner og siger ''forbandelsen tog det meste af min livskræft, mange mener at jeg er ved at blive sindssyg, i hovedet. Men jeg ville have titanernes kraft. Desværre kunne jeg ikke tyde afsnittet omkring hvor titanernes kræfter var, så jeg har spildt 16 år på at prøve mig frem. Men for ikke så længe siden lærte jeg en ny forbandelse, som nu har gjort at din kære mentor er i min magt Muhahaha. Men ved at have din mentor som min lille dukke, har jeg nu endelig læst det sidste kapitel, i Book of Shadow. Titanernes kræft vil snart være mine.''
En blanding af forskellige følelser pressede ordnerne ud af mig ''dit orcishe svin, kræfterne vil aldrig blive dine. Halts er du der stadig? – Jeg har brug for at du bryder hans forbandelse på dig, du er stærk nok til at bryde fri''
''Hahaha din tåbelige ranger, du får aldrig din mentor tilbage, min forbandelse overgår din forstand''
Min hånd knytter sig stærkt rundt om mine saxeknive, en tåre trillede fra min kind, mens jeg sagde ''Så har jeg desværre ikke noget andet valg, end at slå Halts ihjel.''
''Hahah jeg vil nyde denne stund, Willow''. Han trak selv sine saxeknive frem, alt imens vi begynder at cirkulere om hinanden og bare ventede på hvem der vil angribe først.
''Willow, hvad er det i har gang i?'' hører jeg Horries råbe, hvorefter jeg vender mig om imod ham. Med et splitsekund hører jeg en susende lyd, som jeg kun lige præcis når at reagere på og rykke mit hoved væk, mens Halts saxekniv, snitter min kind. Jeg træder et skridt tilbage og trækker mine egne knive frem og parerer hans næste angreb, som ellers ville have været en fuldtræffer. Alt imens Halts og jeg kæmper aggressivt, kan jeg fornemme Horries bevægelser i baggrunden. Jeg kan høre at han er ved at samle sit sværd op, mens han råber ''Hvorfor i alverden kæmper i mod hinanden Willow?''.
I mine aggressioner, får jeg svaret Horries tilbage, alt imens jeg stadig kæmper ''Kan du huske historien fra i nat, det er den samme orc, som slog mine forældre ihjel, han er vendt tilbage og har nu fuld kontrol over Halts krop og sind, med det dæmoniske mærke han har på sin skulder. Du er simpelthen nødt til at hjælpe mig Horries, Halts er alt for stærk, jeg tror at hans styrke er blevet højere på grund af Gul'dans magi''.
Mit blik fanger horries forvirrede syn, ''du er simpelthen nødt til at tro mig, vi har været venner næsten hele livet, vi er nødt til at arbejde sammen, for at fælde ham. Halt som vi kender ham, er borte''.
Jeg kan nu høre Horries fodtrin blive hurtigere, mens jeg kan se hans sværd. Halts vender sig om og parerer Horries kæmpesværd. Uden så meget som at tænke over det trækker jeg min kastekniv frem og hyrer den imod Halt. En fuldtræffer igennem rygsøjlen og med de mængder af blod, der sprøjter ud, ser det ud til, at den gennemborede hjertet.
Alt står pludselig stille. Halts falder langsomt ned på det ene knæ, mens han kigger tilbage mod mig. ''Tåbelige barn, du har ikke vundet noget ved det her. Jeg ved nu alt om titanernes kræfter, og jeg ved præcis hvordan jeg får dem. Det burde ikke tage mere end 2 dage, at gøre portalen klar, så i har ingen chance for at stoppe mig''. Et langt og dybt åndedrag kom fra Halts. Det dæmoniske tegn, på Halts skulder, lader til at falme, imens han nu synker helt sammen og rammer jorden.
''W... Wil… Willow? er han væk? Det hele har virket så tåget, siden jeg faldt i søvn. Men jeg husker hvert et øjeblik, jeg beklager, at jeg ikke kunne stoppe ham'' *host host*.
Både Horries og jeg smider vores våben, og løber med tåre i øjnene, over til Halts side. ''Halts, mine kære mentor, du må ikke forlade mig. Gul'dan er vendt tilbage og han siger at han ved hvordan man finder titanernes kraft. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre'' hulkede jeg.
Halts ellers så klare ansigt, er nu begyndt at blive blegt og koldt. Han begynder nu at hoste blod op, alt imens der stadig strømmer blod ud fra hans ryg.
''Mit kære barn, jeg kan mærke at min tid er kommet, du har gjort det rigtige, Gul'dans magi ville stadig have fastholdt, måske for evigt, hvis du ikke havde gjort noget. Men jeg ved hvad Gul'dan har læst, og i har ikke meget tid at løbe på. Gul'dan er på vej mod BightTown, som er lokaliseret i de dødes land, Shadow Lands. I byen er der et højt tårn, i den øverste del, er der et ritual alter, hvor Gul'dan, nu vil åbne en portal''.
Igennem en flod af tåre, får jeg sagt ''jeg svor, da jeg så mine forældre dø, for øjende af mig, at jeg en dag ville hævne dem. Horries og jeg vil tilsammen drage mod Shadow lands og besejrere Gul'dan, før han får Titanernes kræfter''
Halt kigger skævt op, med et sløret blik og smiler, mens han øjne langsomt lukker sig sammen.
Horries og jeg tager i Halts arme og ben og løfter ham ud af grotten, med hans ting. Resten af natten, føles som en uendelighed. Solens første stråler, rammer mod den grav, som Halts nu ligger. Der blev sagt et par ord, under begravelsen, men vi har stadig en mission. Vi fik pakket de sidste ting fra grotten, på hestene, inklusiv de sidste ting, som vi ikke begravede sammen med Halt. Hesten, som var Halts, havde svært ved at skulle afsted, den virkede til at vente på at Halt skulle komme med, hvilket han desværre ikke gjorde. Efter kort tid, gav den op og fulgte med os.
Rejsens første destination, er Winterfall, da rapporten stadig skal afleveres. Men vi havde nu også brug for forsyninger til vores næste mission. Efter mange timers rejse, mod det kolde nord, ankommer Horries og jeg til Winterfalls store gate. Da vi nærmeres gaten, kan jeg se at Edward Stark og nogle af hans mænd, står klar til at tage imod os. Hans store smil, forsvinder hurtigt, da han kan se Horries og mit triste ansigt. Jeg overrækker rapporten, uden så meget som et ord, mens jeg kigger langsomt op på Stark, som tydeligvis kan se at der er noget galt.
Vi skiftes til at fortælle, Stark hvad der er sket. Omkring hvordan Gul'dan havde overtaget Halts sind og at Gul'dan, nu kendte til Titanernes kræfter. Der gik ikke længe før Stark og hans mænd havde pakket vores heste med forsyninger til rejsen. Vi får sagt farvel til hinanden og er nu klar til at drage mod Shadow Lands.
Efter nogle mange timers rejse, begynder mængden af træer, i vores omgivelser at forsvinde, alt imens at vi kommer tættere på hvad er ligner en ørken. Temperaturen, var ikke længe koldt, som det var nord på, men nu hvor vi har rejst mod syd, i så lang tid, er det begyndt at blive varmere. Selvom det nu var midt på dagen, og det horries og jeg havde mest brug for var skygge, var vi tvunget til at forsætte fremad. I det fjerne, kunne vi se et højt bjerg, som virkede malplaceret midt i den ellers så tomme ørken. Da vi nærmere os dette bjerg, kan vi se at der er bygget utallige huse, oven på hinanden, som bliver beskyttet af en utrolig høj mur.
Pludselig, begynder vinden, at vende og sand begynder at flyve rundt i luften. Horries og jeg har nu ikke noget andet valg, end at søge ly ved denne by. Mens hestene galoperer mod byen, kan jeg se et stor skilt, der står 'Welcome to City Of Thieves' på. Under det store skilt, var der en stor gate, hvor jeg kan se at der er vagter, som kan åbne den for os. Da vi kommer helt hen til gaten, råber jeg til dem ''åbn gaten, der er en voldsom sandstorm, som er ved at indhente os, vi er nødt til at komme ind''. Den første vagt råber igen ''I kan ikke komme ind uden at betale told'' jeg kigger undrende over på Horries og han ser lige så forvirret ud. ''Vi vil bare i ly for stormen, kan vi ikke bare komme ind i nogle timer?'' Vagt nummer to begynder at grine og siger ''Betal tolden, eller skrid''. Jeg kigger nu surt op på de to vagter, men jeg roder efter en pose penge, jeg har i mit bælte. Jeg kaster posen, med pengene, mod den ene vagts hoved, der bliver en fuldtræffer. Han falder bag om, mens den anden samler posen op og tæller pengene. Han griner højt, mens gaten langsomt bliver åbnet. Dette var også på tiden, da sandstormen nu havde indhentet os, og vi kunne næsten ikke se noget længere.
Vi kommer igennem gaten. På den anden side af gaten, er vinden helt stille, som om at der ikke var en sandstorm, på den anden side.
Jeg får øje på en gruppe mænd, som lader til at være nogle vagter. Jeg siger til Horries ''Kan du se den flok mænd der står der over? de skuler over imod os, jeg tror de snakker om os''. Jeg vælger at trække min hætte lidt længere ned over hovedet, så det er helt skjult. Et højt råb fra en af de to vagter, ved gaten, råber ''Stop hende, hun har ikke betalt told, for at komme ind'' Vi vender os om og ser en fremmet pige som løber igennem den sidste del af gaten, som er ved at lukke.
Gruppen med vagterne ser dette, og begynder at løbe efter hende. Jeg råber efter dem ''jeg skal nok betale, for at hun kan komme ind'' en af vagterne råber ''klap i kælling, hun har ikke betalt, så nu skal hun straffes''.
Den fremmede pige snubler pludseligt, og har nu ingen chance for at flygte fra vagterne. Jeg kigger over på Horries og ser at han tænker det samme som mig, vi får sat hestene i galop, mod pigen, som nu er omringet. Da vi kommer hen til gruppen, vender en af vagterne sig om, og prøver at ramme hesten, med sit sværd, men jeg når lige at parere det. En vrede stiger op i mig. Jeg hopper af min hest i form af en saltomortale, imens jeg trækker mine sakseknive frem, vender dem i hånden og rammer en af vagterne i tindingen, med bagsiden af min kniv. Vagten, falder med det samme bevidstløst om. De to andre vagter, vender sig i mod os, væk fra den fremmede pige, som stadig ligger på jorden. Horries, står nu på jorden, med sit sværd, ved siden af mig. De to vagter, står klar med deres våben, da den ene af vagterne, skubber den anden i mod os. Vagten bliver skubbet ind i Horries, som tager ham i skuldrene og nikker ham en skalle, så han også bliver bevidstløs. Den sidste vagt er nu så langt væk at vi ikke vælger at følge efter ham.
Vores opmærksomhed vendes nu mod den fremmede pige, som nu har rejst sig op. Lige som at jeg skulle til at spørge om hun var okay, siger hun samtidigt ''Er I okay?''. Horries, som dasker til den ene af vagterne for at se, om han trækker vejret siger ''Vi har aldrig haft det bedre'', mens han smiler.
Jeg ser nu pigens fulde ansigt, som ikke længere helt er dækket af hendes hætte, hun er en ung pige, som har helt brune øjne, brunt hår og jeg ser at hun bærer et kort sværd med nogle runer på.
Pigen går et skridt tættere på og siger så '' Tusind tak for jeres hjælp, men jeg var nu sikker på at jeg godt kunne have klaret mig selv, men det er nu altid en fornøjelse at møde en ranger, specielt i dette gudsforladte område''. Jeg griner tilbage til hende og svare ''Jeg ved godt at rangers ikke just er populære i disse kanter, men nu er vi også på en mission, som tvinger os til at skulle igennem her''.
''Hehe, hvor er mine manerer, lad mig introducere mig selv, jeg hedder Victoria jeg er 20 år gammel. Jeg er nu også selv på en mission, det var dog heldigt, at jeg kunne komme med ind, før gaten lukkede. For alle mine ejendele, har jeg efterladt der hjemme''. Jeg smiler til Victoria og svare ''jeg hedder Willow Black, og dette er min bedste ven Horries. Hvilken slags mission, er du på, hvis jeg må spørge?''.
''Min søster, Jaina, er blevet taget til fange af byens tyran, som hedder Joffery. Joffery har en lang historik, med at tage folk til fange fra forskellige byer specielt dem, der er under angreb. Her i byen er der fanger fra både Minetown, Red Mountains, Kingsland og Westtown.'' Et gys går igennem mig, jeg ser over på Horries, som er lige så bleg i ansigtet ''de fanger han har her fra Westtown, hvor længe har de været her?''
Victoria svare ''Så vidt jeg ved, har de fanger som er her nu, været her i 16 år i et rent helvede. Ud fra hvad mine kilder siger, tog Joffery folk til fange for 16 år siden, da en Orc ved navn Gul'dan, angreb byen Westtown.'' Victoria kigger forundret på mig, da jeg fælder en enkel tåre. ''Victoria, denne mission du er på, vil den give mulighed for at redde alle dem der er taget til fange hos Joffery?''.
Hun svarer ''Emh ja, men ikke hvis jeg skal gøre det alene. Hvis i vil hjælpe, har vi måske tilsammen en chance for at befri dem alle sammen'' Jeg tager et skidt mod Victoria, med hånden rakt frem mens jeg siger ''Victoria, vi vil være beæret over at hjælpe dig med at få din søster Jaina fri, men du skal love mig at vi også befrier resten af folkene.'' Victoria kigger med et glimt i øjet og siger ''Så har vi en aftale, men på en betingelse, at jeg får et kys fra dig'' Jeg rødmer helt men svare ''det kan du få når missionen er klaret''. Horries, som nu ellers var kommet op på sin hest, falder ned igen, fordi at han nu grinede så meget. Jeg trækker min hætte lidt mere ned over hovedet for at skjule min rødmen, men får så sagt med en lidt skinger i stemmen ''hold nu kæft Horries, det er ikke sjovt''. Horries ligger dog stadig på jorden og er flad af grin. Victoria begynder selv at fnise lidt ''Undskyld, hans grin er lidt sjovt, men vi har ikke meget tid at spilde''. Efter kort tid kommer både Horries og jeg op på vores heste igen, Victoria hopper op bag mig.
Victoria siger så ''Hvis vi skal have en chance for at befri alle her i byen, er det ikke nok bare at prøve at befri dem enkeltvist, vi er nødt til at nakke Joffery for elles vil hans terror aldrig stoppe''. Hun kigger over på Horries, som nikker til hende, hvorefter at han kigger over på mig uden at sige et ord, vidste vi nu alle, hvad vi er nødsaget til at gøre. Hun forsætter med at sige ''Joffery, er ikke en person, man kommer tæt på. Han er lokaliseret i den øverste del af byen, på toppen af bjerget. Der vil sandsynligvis, være utallige vagter, som bevogter ham. Jeg har dog heldigvis et stort netværk af spioner, som har fortalt mig, hvordan vi kan komme så tæt på ham som muligt. Selvfølgelig, uden at vække for meget opmærksomhed''.
Efter en times tid, mens Victoria fortæller, hvad planen går ud på. Ser Horries og jeg på hinanden, mens jeg siger ''kloakken, er det virkelig den nemmeste vej?'' Victoria fniser lidt mens hun svarer ''Hehe, ja det er sku ikke så lækkert, men det vil fører os direkte op til ham'' Jeg kigger skævt til Victoria og siger med et suk ''Jamen så lad os komme afsted nu, før jo bedre''.
Efter lang tid er vi ved at være for enden af kloakken. Vi nærmer os et lys som skinner ned på nogle trapper, som fører op til lyset. Vi kan høre nogen snakke foran os, så vi lister os nu afsted i det klamme vand. Da vi kommer hen til stigen, går jeg først op af trappen. Jeg kan se at der er et lille dæksel, som adskiller kloakken og det rum, vi er på vej til at gå ind i. Jeg løfter forsigtigt dækslet for at se. Jeg får et sus i maven, for som Victoria beskrev ham, kunne det umuligt være andre end selveste Joffery. Han var bestemt ikke et kønt syn. Jeg hvisker ned til Horries og Victoria ''Det er ham, men der er også nogle vagter i det samme rum. Det lader ikke til at de går nogen steder, så er I klar til at kæmpe. Med et klatre Horries forbi mig og smækker dekslet til siden og råber ''FOR AZEROTH''. Jeg når kun lige selv at komme op og ser at der faktisk er flere end de vagter jeg havde set. I rummet kunne jeg hurtigt tælle mig til at der var tolv vagter, samt Joffery. Alle vagterne vender sig nu mod os, mens Joffery råber ''hvad i alverden laver i her?'' Victoria tager et skridt frem og råber tilbage til ham'' du har taget min søster til fange og du har gjort utallige forfærdelige ting så nu er vi kommet for at fælde dig''. Jeg ser nu at Joffery kigger på mig og råber ''nå det må så være den ranger, som skabte så mange problemer tidligere. Mænd, skaf dem alle af vejen''
Alle vagterne begynder nu at løbe i mod os, Horries vender sig imod os smiler og siger ''i kan bare overlade disse tyveknægte til mig, de er ikke engang halvt så store, som folk er i Winterfall. Det bliver legende let at nedlægge dem''. Han løfter sit sværd og løber imod flokken. Victoria og jeg står nu tilbage og ser hvordan han fælder den ene vagt efter den anden. Men mit blik flytter sig hurtigt imod Joffery, som jeg nu kan se er ved at stikke af. Jeg trækker min bue og pil frem, sigter hurtigt og slipper pilen afsted. Pilen flyver igennem rummet og går igennem hans ene ben og forsætter ind i det andet. Han falder nu sammen af ren smerte, mens Victoria trækker sit sværd frem og går imod ham.
Mens han prøver at kravle væk, tager Victoria nu fat i pilen og vrider den rundt, så han nu skriger endnu mere af smerte ''Din skide kælling, jeg kender dig ikke engang''. Victoria sætter sig på huk, ved siden af ham og tager sin hætte helt af og siger ''Nej, det gør du ikke, men du fortjener ikke at leve på denne jord længere, efter alle de forfærdelige ting du har gjort'' Jeg ser nu at Victoria hæver sit sværd og lader det svinge mod Jofferys hoved, som triller af hans skuldre ned på jorden.
Jeg står nu tilbage med en følelse af sejr, mens jeg ser Horries nakke den sidste vagt. Jeg spotter nu at Victoria, roder efter noget ved Joffery, hun rejser sig op og vender sig om og viser et stort nøglebundt. Hun kigger op fra jorden over imod mig med et glimt i øjet og siger ''lad os komme afsted og befri dem alle, The King of Thieves er nu endeligt besejret. Lad alle i byen vide at det tyranniske herredømme er ovre''.
Victoria kigger over på mig og siger ''Lad os komme afsted, jeg ved lige præcis hvor alle fangerne er. De er er nede ved siden af spisesalen, der hvor alle vagterne spiser''. ''Der hvor alle vagterne spiser? Det vil sige at alle vagterne i byen er i den hal lige nu?'' siger jeg med ro i stemmen. Jeg kigger over på Horries som står med det største smil nogensinde. ''Julen kommer tidligt i år'' får han sagt, mens han knytter sin hånd rundt om sit sværd. Victoria kigger på os begger og siger ''Jamen lad os komme afsted''.
Da vi nærmer os den store dobbelte dør, som adskiller os fra rummet med alle vagterne. Tager vi alle vores våben frem, for at forbedre os på hvad er venter os på den anden side.
Horries står klar til at holde vagt, hvis nogen skulle komme bagfra. Sammen med Victoria, får vi åbnet den store dør. Horries vender sig hurtigt om da han til sin store skuffelse, ikke hører nogle vagter råbe. Det viser sig at alle vagterne ligger bevidstløse på gulvet og borende. En forfærdelig lugt af alkohol fylder hurtigt vores næser. Horries siger stille ''sikke en skuffelse, jeg troede lige at vi skulle til at have det lidt sjovt''. Jeg siger mens jeg går langsomt frem ''lad nu være med at vække vagterne, fangerne kan gøre hvad de vil med dem, når vi slipper dem fri''. Victoria går nu over til en dør, som er i den anden ende af salen og tager nøglebundtet frem. Hun prøver sig frem med et par stykker af nøgler og plusligt lader nøglen sig dreje og døren går op. Vi går ind i rummet og vi får nu øje på en masse mennesker, som alle er lænket sammen. En af fangerne kigger op på mig og begynder at smile og græde af glæde. Hun siger højt ''En ranger! Alle sammen vågen op, jeg tror vi bliver reddet''. Alle fangerne begynder nu at vågne op og juble lige så stille. Victoria går over til en flok af fangerne og begynder at låse op for deres lænker, mens hun spørger ''Har i set en pige med sølvfarvet hår med en blondt logge, hun er 25 år gammel og hedder Jaina Proudmore''. En af fangerne siger ''mener du hendes 'wichen', hun i det rum derover'', mens hun peger mod en dør.
Victoria løber over til døren og får den låst op. Ganske rigtigt ligger Jaina på en briks for sig selv. Jeg går med ind i rummet, mens Victoria løber over til Jaina, som lige er vågnet. ''Victoria, er det dig?'' siger Jaina, mens hun sætter sig op. ''Ja søster, vi er kommet for at redde dig'' Jaina kigger over på mig, mens hun spørger ''Har denne ranger hjulpet dig?'' Jeg træder frem og siger ''Ja, mig og min ven Horries har hjulpet din søster med at komme her til''. Jaina rejser sig nu op og går hen imod Victoria og jeg, mens hun nu giver en krammer til os begge ''Tusind tak fordi i kom efter mig, jeg troede at jeg ville rådene op i dette guds forladte sted'' Jaina giver mig nu en kys på kinden og går nu skridt tilbage mens hun smiler. Hun får nu øje på Horries som står i døren, som griner og siger ''Willow du er godt nok populær med disse piger, kan du ikke gemme en til mig? Haha'' Jeg vælger ikke at svare tilbage, men trækker nu min hætte lidt ned over hovedet.
''Til våben og til frihed'' Er der en af fangerne der råber, mens de alle løber ud af døren, ind til vagterne, som sover. Vi går med ind i salen og ser nu at alle fangerne har taget vagternes våben og er ved at nakke dem alle.
Jeg mærker en hånd på min skulder og vender mig om, Victoria står og smiler da hun siger ''Tak for jeres hjælp, jeg ville aldrig have kunne redde min søster uden jeres hjælp. Er der nogen måde jeg kan takke jer for det?'' Jeg kigger over på Horries og han nikker tilbage til mig ''Ja, i kan komme med os på vores mission. Det bliver ikke lutter lagkage, men vi kan bruge alt den hjælp vi kan få''.
Efter at alle vagterne var blevet slået ihjel og at alle fangerne var sluppet fri. Satte vi os ned alle sammen for at snakke om missionen. En time passerede, med at forklare hvad der var sket i grotten, samt hvad der nu skulle ske. Vi blev alle enige om at vi sammen ville rejse afsted mod Blight Town i Shadowlands, når solen stod op i morgen. Lige nu var det vigtigere at få samlet kræfterne, eftersom at dagen i morgen, ville blive brutalt.
Inden vi skulle sove ville vi alle have et bad, da det efterhånden var tiltrængt. Der var ikke længere nogen tilbage i det palæ som Joffery boede i. Vi valgte derfor at benytte os af de muligheder vi havde. Da vi var på vej mod badeværelset, spurgte Jaina om jeg havde lyst til at tage et bad sammen med hende og Jaina. Jeg rødmede først, men valgte at tage med alligevel. Mens vi var i bad, kommer Horries ved et uheld til at gå ind, i rummet, hvor vi alle var i bad. Han kigger først over på tøjet og hans blik rammer så os, hvorefter han tager sig for øjende og siger ''Undskyld undskyld, i må ikke slå i ihjel, jeg troede ikke at i var her inde''. Han løber hurtigt ud af rummet igen og smækker døren efter sig. Victoria når lige at råbe efter ham ''Din perverse stodder''.
Vi bliver alle færdige med badet og får noget tøj på. Vi går tilbage til den store sal, hvor Horries allerede har lagt sig til at sove. Vi får alle fundet et spot at sove på og ligger os lige så stille til at sove.
Dagen efter, har vi alle sammen fået pakke vores ting og er nu alle klar til at tage af sted. På vej ud af Jofferys palæ ser vi at der ligger utallige vagter døde rundt omkring. Byen som dagen før havde været ødet for mennesker, vrimlede nu med liv. En masse mennesker fyldte gaden og en hel anden stemning, var kommet over byen. Der var ingen tvivl om at folk vidste at Joffery er død.
På vej over imod vores heste, får vi kun øje på min egen hest. Da vi nærmeres den, kan vi se at det reb Horries hest var bundet til, var skåret over. Jeg kigger over på Horries som ser helt fortabt ud, mens han siger ''Hvorfor skal det altid gå ud over mig, det er aldrig dine ting Willow der bliver taget''. Jeg kigger over på Horries surt og svare ''Hold nu kæft Horries, vi har større problemer. Vi kan ikke komme afsted nu, da vi kun har en hest. Vi kommer aldrig til at kunne nå det i tide''. Jaina tager skridt frem og siger ''Victoria hvorfor har du ikke fortalt dem at jeg er en mage? Det er ikke for sjovt at jeg blev oplært til at blive en mage i Dalaran, jeg kan snild bare lave en portal til Blight Town''. Horries vender sig om med et forvirret blik og siger ''What the fuck? Hvorfor har du ikke sagt det noget før?'' Jaina svare ''Jeg troede at Victoria havde sagt det hele og at i bare virkelig gerne ville ride på hest derover? Desuden, kan jeg da godt se at den lille 'pony' nok ikke ville få os derhen til tiden anyway''. Jeg kigger irriteret over på Jaina og siger ''Det er ikke en pony, det er min ranger hest, den er speciel trænet til missioner som denne''. Horries går nu imellem os og siger ''Glem nu den hest, den skal med uanset hvad. Jaina kan du ikke bare lave den portal, så vi kan komme afsted?''. ''okay, fint så laver jeg portalen, men pas på når i går igennem at i ikke snubler, jeg er list rusten, da jeg ikke har udført magi længe''.
Jaina tager nogle skridt tilbage og begynder at fægte med armene, mens hendes hænder langsomt lyser op. Hun står længe og pludseligt begynder hendes øjne også at lyse helt op. Alt imens at hun former en cirkel med armene, begynder der nu ud af det blå at forme sig en portal. Portalen har formen som et æg, kanten rundt om strømmer af et klart lyst skær. Med et begynder midten af portalen at blive mørkere og med et kan jeg nu se Blight Town igennem portalen. Jeg kigger over på Horries, som er ved at tabe sin kæbe af ren forbavselse. Jeg siger til Horries mens jeg griner ''Luk da munden Horries, du skal ikke tiltrække fluer med munden''. Han slipper blikket fra portalen og kigger på mig og begynder at grine. Jaina vender sig nu om imod os og siger ''den klar, vi kan alle gå igennem nu, men som sagt, pas på. Portalen kan måske være i en højde af 10 meter på den anden side, så vær klar. Jeg tager et skridt frem og går nu igennem portalen.
Et kort sekund går, med en masse glimt og med et, var jeg ikke længere i City Of Thieves. Plusligt, forsvinder jorden under mig, jeg begynder at skrige, mens jeg falder. Jeg kan mærke panikken stige i mig, da jeg er voldsomt højt oppe. Jeg ser ned og kan spotte at jeg er ved at lande i en sump. Lige inden jeg rammer vandet lukker jeg øjende og beder til at vandet er dybt nok. Med et rammer jeg vandet og et kæmpe mæssigt plask, bliver efterfuldt af ren mørke mens jeg kommer længere ned i vandet. Jeg begynder at kæmpe mig op af det mærke vand og hiver efter vejret. Jeg når kun lige akurat at komme op over vandet, da jeg hører et kæmpe tøseskrig, hvor jeg nu spotter at det er Horries, som er ved at falde ned i hovedet på mig. Et monster stort plask, efterfuldt af en høj lyd, kommer da Horries rammer vandet. Jeg ser nu op og spotter at Jaina og Victoria falder virkelig langsomt og elegant. Med et kommer Horries op fra vandet og hiver efter vejret. Jaina og Victoria lander på land ved siden af sumpvandet. Jeg kigger over mod dem mens jeg råber ''Hvordan i alverden faldt i ikke, lige så hurtigt som vi gjorde?'' Jania svare ''Jeg prøvede at sige noget inden i hoppede igennem portalen, men i var for ivrige. Jeg kan lave en besværgelse, som gør at man falder langsomt i luften, men kun i kort tid''. Horries skriger nu endnu en gang mens han råber ''der er noget som har taget fadt i mit ben''. Med et bliver Horries trukket under vandet. Jeg når kun lige at trække min saksekniv frem og skær hvad end der har fadt i Horries ben. Horries kommer op igen og er helt hvid i ansigtet, mens han tager sin hånd op af vandet, med en afskåret hånd i hånden. Jaina råber fra land ''SKYND JER OP, der er noget som er på vej op af vandet''. Jeg drejer mig om i vandet og ser nu undeads kommer langsomt op af vandet. Horries og jeg svømmer nu for vores liv og når sikkert i land. Mens Horries rejser sig op, siger han ''Undeads? Burde de ikke ligesom være DØDE?''. Jeg svarer tilbage til ham ''Undeads er walkingdeads, det er de levende døde, genopstået af Necromancer''.
Victoria råber med et ''Skynd jer den her vej, jeg har spottet tårnet, som Gul'dan er I. Det er over ved den store ruin''. Horries, Jaina og jeg begynder nu at løbe forbi alle de døde træer i sumpen. Lugten af råddent kød og træer gennemborer vores næser, samtidig med at fugten gør det svært trække vejret. Vi får indhentet Victoria og nu er vi et stykke fra sumpen. Jeg vender mig om og ser en hel hær af undeads. Mens jeg hurtigt kigger på dem individuelt kan jeg se at mange af dem er forskellige, både i størrelser og udseendet. Jeg ser en kæmpe fed undead, som har svært ved at gå og som har bylder maddiker over hele kroppen. Nogle andre Undeads fanger mit blik, som springer fra træ til træ, i en kæmpe fart. Jeg har svært ved at se deres ansigtet, men ser at de har negle lige så lange som knive, måske endda lige så skarpe. Med et ser jeg et træ komme flyvende igennem luften og et andet træ der vælter. En kæmpe stor Undead, træder frem, med et træ mere i hånden. Undeaden har en kæmpe overkrop, men har små ben og et lille hoved. Jeg opdager med et at de ikke bevæger sig ud af sumpen, men i stedet står på en lang række. Horries, Jaina, Victoria og jeg står helt stille og kigger mod dem, uden at sige en lyd.
Nogle få sekunder passerer, men med et, begynder den store hær nu at storme imod os. Jeg når knap nok at blinke, før de Undeads, med lange negle, var henne ved os. I sekundet inden de rammer os, bliver de standset på stedet. Jeg spotter at Jaina har brugt en magi, som har frosset dem fast til jorden. De begynder at kradse mod isen, hvor jeg nu vender mig mod de andre og råber ''vi bliver nødt til at komme i sikkerhed nu, kom vi løber mod ruinerne''. Vi løber nu alle sammen for vores liv, med kun få meter mellem os og alle de forskellige Undeads, som er lige i hælende på os.
Vi kommer hen til tårnet, som er i ruinerne. Vi løber igennem porten og horries og jeg får lukket døren og forsegler den med et stort stykke træ. Vi når kun lige at slippet træet, da en masse bank, begynder at gå imod døren. Jeg kan mærke sveden dryppe af mig og ser at alle de andre også er helt flade. Jeg sætter mig ned på en sten, efterfuldt af Horries som ligger sig ned. Jeg kigger rundt i tårnet, som bliver lyst til op af nogle fakler, stedet er i forfald. Det lader til at have været et gammelt kloster. Jeg ser Jaina som går over til en stor reol, hvor der er utallige gamle skriftruller, hun tager en ud af reolen, og begynder at læse den. Jeg rejser mig op og går over til hende, jeg begynder at nærstudere reolen og ser at der er noget bag ved den. ''Horries kom lige her over, jeg har brug for din styrke til at rykke den''. Han kommer over og sammen får vi skubbet den til side. ''Jeg tror det er her Gul'dan er gået op. kom og se Jaina og Victoria, der er trapper, som fører opad''. Jaina stopper med at læse i skriftrollen, men pakker den ned i hendes taske.
Vi går nu alle sammen op af den lange trappe, som begynder at blive smallere og smallere. Da vi kommer op for enden flyver der et gys igennem mig, Gul'dan står for øjnene af os, ved en portal, over et alter. Han vender sig om og kigger på os ''I kommer for sent, kræfterne er mine Hahaha''. Med et går han igennem portalen og er væk.
Uden så meget som at sige et ord, begynder vi nu alle at løbe imod portalen. Uden at tænke over hvad der venter os på den anden side, hopper vi nu alle igennem.
Med et i er vi nu i en helt anden verden, måske endda en helt anden dimension. Jeg ser mig omkring, det lader til at vi er på en flyvende ø, midt i et tomt univers. Rundt om øen kan jeg se små mindre øer der svæver rundt omkring. Foran os kan jeg se en masse sten der går op af jorden, på størrelse med kampesten. Med et får jeg øje på Gul'dan, som er nogle meter fra os, som er på vej mod et stort tempel. Jeg kigger tilbage mod de andre og vi er alle indforstået med at vi skal indhente Gul'dan, før han kommer hen til templet. Vi begynder nu alle at spurte afsted, men når ikke at komme hen til Gul'dan, før han er gået igennem templet. Da vi selv kommer ind i templet, kan vi se en masse gigantiske statuer, som står langs de høje vægge. Midt i rummet, i bunden, kan jeg se et stort alter, som Gul'dan er på vej over imod. Jeg kan se at det svæver nogle ting i luften over alteret. Her fra hvor vi står, ligner det en halskæde, med en stor form for rubin. Ved siden af halskæden, på begge sider svæver der 2 armbånd, med samme slags rubiner. Uden at have tænkt over hvad titanernes kræfter var, slår det mig nu, at det måske var de 3 svævende ting. Det går nu også op for mig, at vi ikke kan stoppe Gul'dan, da han nu står foran titanernes kræfter.
Gul'dan vender sig nu om med et ondt smil og råber ''KRÆFTERNE ER MINE, TÅBELIGE BØRN I HAR TABT HAHAHA'' Gul'dan rækker ud efter halskæden, men begynder nu at skrige af smerte. Halskæden er gået i brand, samt de 2 armbånd. En dyb rystende stemme siger ''Man kan ikke bare tage titanernes kræft, ikke når der er så mange ligeværdige tilstedet i templet''. Jeg kigger forundrende rundt og ser nu de gigantiske statuer bevæge sig. En anden af statuerende siger nu ''Den eneste måde titanernes kræfter kan blive givet til en der er værdig, er hvis de andre elimineres''. Gul'dan vender sig nu om med grønne flammer ud af øjende og råber mod os ''Dette vil blive en fornøjelse at slå jer ihjel, specielt dig Willow''. Med en begynder hans hænder at skinne med et grønt skær og han står nu og holder dem op i luften. Vi står alle klar med vores våben, uden at vide hvad han har planer om at gøre. Med et springer der et hul i loftet efterfuldt af en kæmpe meteor som styrter i mod os. Vi når kun lige at hoppe til side, inden den rammer jorden. Horries rejser sig op og siger ''Er det det bedste du kan gøre Gul'dan? Jeg er en smule skuffet, jeg troede du var stærkere''. Gul'dan sænker sine arme og løfter dem hurtigt op igen. I det at hans hænder kommer helt oppe i luften igen, knækker den store sten.
En kæmpe stor Golem rejser sig op, fra det store krater. Golemen har brændende grøn ild omkring sig. Horries kigger nervøst op på den og siger ''Okay, jeg skulle have holdt min mund, men jeg skal nok distrahere den, hvis i går efter Gul'dan. Jaina jeg kunne godt bruge lidt hjælp med din magi''. Jeg kigger over på Victoria, som kigger tilbage på mig, vi nigger begge to, da vi nu ved hvad vi skal gøre. Vi begynder at løbe imod Gul'dan, mens vi kan hører Horries sværd ramme mod den store Golem og Janias magi i baggrunden. På et kort sekundet når jeg at registrere en skikkelse, komme flyvende i luften, jeg når lige at dukke mig baglens da jeg er ved at blive ramt af noget, jeg mærker smerten af to snit, over min næse og et ved mit øje. Jeg rejser mig hurtigt op igen og til min forbavselse, kan jeg se at det er Orcen Garrosh Hellscream. Jeg kan mærke blodet dryppe fra de to sår. Jeg råber af forbavselse ''Hvad laver du her? Vi så kun Gul'dan gå igennem portalen. Du burde ikke være her''. Han svarer tilbage ''Tåbelige pigebarn, jeg har arbejdet sammen med Gul'dan i de sidste 16 år, selvfølgelig ville jeg være der... Hehe når jeg selv tager kræfterne fra ham''. Gul'dan råber nu ''DIN FORRADER, JEG SKULLE ALDRIG HAVE STOLET PÅ DIG''. Garrosh vender sig nu om imod Gul'dan og tager sin økse i begge hænder og råber ''FOR THE HORDE'' imens han nu løber i mod Gul'dan. Gul'dans hænder begynder nu at lyse igen, han visker nogle dæmoniske ord og med et kommer der stenhænder op af jorden og låser Grarrosh fast til jorden. Jeg ser nu mit snit og vælger at tage min bue og pil frem, sigter og skyder. Pilen flyver igennem rummet og rammer Garrosh i baghovedet. Hans krop falder til jorden livløst.
Jeg kigger nu surt op imod Gul'dan og skyder en pil mere afsted. Gul'dan stopper pilen midt i luften, med hånden, inden den rammer hans pande. Han tager pilen ned mens han griner ''Tåbelige barn, troede du at jeg ville blive besejret så nemt af en enkel pil?'' Jeg griner lidt og svare ''nej, selvfølgelig ikke, men det er en perfekt afledningsmanøvre. NU VICTORIA'' Gul'dan når kun lige at vende sig om, da Victoria skærer hans hoved af. Jeg vender mig om og ser at den store Golem falder fra hinanden. Det lader til at den kun kunne styres mens Gul'dan var i live. Vi står nu alle i nogle sekunder og kigger på hinanden.
''Hvorfor stopper i med at kæmpe, der er kun en af jer der kan få kræfterne'' Siger en af de store Titan statuer. Jeg råber tilbage ''Vi har ikke brug for at kæmpe mere, vores mission var at forhindre Gul'dan i at få kræfterne og det er lykkes. Kræfterne burde ikke besiddes af nogen, så i kan beholde dem her. Om lidt når vi forlader templet, ædelægger vi alteret, så ingen andre vil finde vej her til''.
Den store rystende stemme svare tilbage ''Nuvel, i kan få lov til at forlade stedet igen''
Jeg kigger lettet på de andre, som også ser helt lettet ud. Jeg siger ''Kom lad os tage hjem, missionen er fuldført''. På vej tilbage mod portalen til tårnet, kigger jeg tilbage på halskæden og de 2 armbånd, med tanken om at det ikke ville være sidste gang jeg så dem''.
Vi kommer ud på den anden side af portalen. Horries trækker sit kæmpe svær og begynder at slå det imod alteret, så der til sidst ikke er noget tilbage. Jaina siger nu ''det var så det, der findes nu ingen anden vej til titanernes kræfter''.
Vi står alle sammen og kigger på det ødelagte alter, uden at sige et ord. Med et siger Horries upassende ''Det skal fejeres''. Jaina giver Horries et dask i baghovedet og griner ''Haha, ja det skal det vel, hvorfor ikke''.
Jeg spørger nu ud i rummet ''Hvor skal vi så tage hen?'' Horries svare ''Jeg vil egentlig gerne tilbage til Winterfall, jeg savner det kolde nord''. Jeg svarer tilbage ''Nå ja, du har jo også en date her om nogle dage, ikk? HAN glæder sig sikkert til at møde dig haha'' Horries vender sig imod mig og siger ''det er altså ikke en dreng, det er faktisk flot pige! Som faktisk er en prinsesse!'' Jeg smiler tilbage til ham ''det ved jeg godt, jeg laver også bare sjov''.
Victoria kigger over på mig med et smil ''Hey Willow, kan du huske vores aftale? Når missionen var færdig, ville jeg få et kys''. Jeg rødmer lidt men får svaret ''Nå ja det kan jeg godt huske''. Victoria står nu med armene åbne, som om hun er klar til at få en krammer. Jeg går hen til hende og krammer hende og hun får sit kys. Horries, som var ved at drikke noget vand fra hans vandflaske, spytter nu hele mundfulden ud og siger ''Det syn havde jeg set frem til''. Jeg vender mig hurtigt om og give Horries en lussing og siger ''Hold nu op din perverse stodder''.
Jaina tager et skridt imod mig og siger ''Victoria og jeg har ingen planer, andet end at rejse rundt i verden, vil du med os Willow?''. Jeg kigger over på Horries og han ligner en der godt ved hvad jeg vil svare. Jeg kigger tilbage på Jaina, med stadig lidt røde kinder og siger ''Ja det vil jeg meget gerne''.
Jaina kan nu ikke rumme sig selv og står og hopper mens hun siger ''Jubiii''. Vi snakker lidt frem og tilbage og siger farvel til Horries. Jaina begynder nu at åbne en portal til Winterfall, så Horries ikke behøver at gå hele vejen hjem alene. Horries står nu klar til at gå igennem portalen, men vender sig om og smiler ''Det var hyggeligt at være sammen med jer og i må have et rigtig godt eventyr, vi ses nok igen på et tidspunkt''. Med et går han igennem portalen og er væk.
Vi står nu tilbage og snakker om hvor vi skal tage hen. Vi bliver enige om at vi henter min hest, inden vi tager ud i verden. Jania åbner endnu en portal, vi tager alle 3 hinanden i hånden og går igennem den.
To becontinued...?!
11