Kapitel 1.
Lampen og noget Kaffe
Englands Point of view
(Jeg undskylder på forhånd for fejl og OOCness... :/ Men jeg skal nok rette de fejl jeg kan finde så hurtigt som muligt! :D GOD FORNØJELSE!'3)
Status for det forenede kongerige Storbritannien og Irlands hær, marine og det royale flyvevåben d. 5. December 2025:
Hæren består lige nu af cirka 50.000 mænd, såvel som kvinder, fra alderen 14 – 60 år. Her indgår også marine officerer og piloter.
Marinen har p.t. 119 kamp dygtige krigsskibe, og iblandt disse er 9 hangarskibe.
Flyvevåbnet har 58 flyvedygtige fly, og 27 der er til reparation.
Bemærk venligst at tallene skifter hver dag, og at dette kun er en ugentlig opdatering.
Arthur Kirkland.
Jeg læste papiret igennem et par gange mere og sukkede lettet op. Endelig færdig. Det var det sidste papir der behøvede min opmærksomhed i dag, så nu var jeg fri til at gøre hvad jeg ville.
Men hvordan forventer folk dog, at jeg skal kunne slappe af, når vi er midt i en krig?
3. verdens krig, jeg havde håbet vi kunne undvære dette, men selvfølgelig skal vi have det med.
Hundredvis af mennesker dør hver eneste dag; Mit folk, mine børn, er også i blandt dem.
Min krop gør ondt hele tiden. Jeg har konstante smerter på grund af alle de folk der dør, og af de angreb der bliver lavet på mit land.
Men jeg er ikke ene om det, de andre har det på samme måde, men der er nogle som har det værre end andre, og jeg vil tro, at Danmark er den der har det værst. Det var trods alt ham det gik værst ud over, da Rusland kom.
Krigen fik sin start, da Rusland accepterede Hvideruslands ønske om, at de skulle blive ét land.
Dette skete i foråret 2020.
USA var ikke specielt glad for det.
Faktisk var ingen af os særligt trygge ved det, men da der ikke skete noget videre, lod vi som ingenting.
Det var vores første fejltagelse.
1. januar 2021, overtog Rusland de Baltiske lande.
Vi gjorde stadig intet.
Først d. 5. maj, samme år da han invaderede Danmark, sagde vi stop og erklærede krig mod ham. "Vi" er: Sverige, Spanien, USA, og jeg(bedre kendt som England, eller Storbritannien). Den præcise dato var, d. 9. maj.
Rusland var meget voldsom, da han overtog Danmark. Han opførte sig som om, at han ikke kendte til ordene "nåde", "barmhjertighed", "skånsel" og "smerte".
Cirka 4.000.000 millioner mennesker døde i alt.
2/3 af Damarks befolkning blev slået brutalt ihjel i løbet af en uge.
Det må have været forfærdeligt. Jeg var der ikke selv da det skete og har heller ikke været der efter, men jeg kan forstille mig, at Danmark led noget så grusomt.
Jeg har dog set Danmark en enkelt gang siden Ruslands invasion. Det var til et møde, for 2 år siden, hvor alle verdenens lande var samlet(Rusland var der også).
Han, Danmark, så forfærdelig ud. Han lignede overhovedet ikke sig selv.
Hans normalt glade og stor smilende ansigt var fuldstændigt hærget. Han havde store render under øjnene, var ligbleg og hans blik var tomt.
Hans før skinnede og blanke hår var fuldstændigt mat. Og al tegn på livsglæde(som han normalt var en af dem der havde mest af) var væk.
Sverige og Norge var nok dem der var mest bekymrede for ham, selvom de aldrig ville indrømme det, især Sverige.
Danmark er vidst også den eneste grund til at Sverige er med i vores alliance. Hvis ikke det var for Danmark, ville han sikkert være forblevet neutral, som i de to forhenværende verdenskrige. Men han er så til gengæld også den eneste der har set Danmark efter han blev invaderet.
Og selvom Sverige ikke er typen der snakker ret meget, kan vi se på ham, at det piner ham.
Hele den her krig. Det at han endnu engang skal se en han holder af, blive angrebet og overtaget af Rusland. Og dét, at han endnu en gang er magtesløs.
Men nu har han i det mindste sagt stop.
Og jeg sværger, jeg har aldrig set ham så vred og frygtindgydende før(eller tale så meget som nu, for den sags skyld). Og jeg har fået af vide, at det ikke en gang er halvt så meget som da han var viking og på sit højeste.
Hvis jeg var Rusland, ville jeg være urolig. Meget urolig.
Spanien har meldt sig ind i vores alliance, fordi hans boss er skrækslagen for Rusland. Og siden USA og jeg, er to af de fem mest magtfulde militære nationer, tænkte han at det ville være klogt at melde sig ind. Og det er vi skam også glade for.
Spanien er nemlig ikke en svag nation, langt fra. I løbet af årene før krigen skød hans økonomi betragteligt i vejret. Så vi kan bestemt ikke sige han ikke var forberedt, eller ikke havde midlerne til at gå i krig.
Spanien selv, Antonio, er stadigvæk sit normale glade selv. Hvis man ser på ham uden at kende ham, så ville man tro han ikke tog krigen seriøst.
Sverige tvivlede meget på ham i starten, men vi fik alle Spaniens mere alvorlige side at se og derefter var vi ikke længere i tvivl. Han tog det mere seriøst end alle os andre.
USA er med i krigen, fordi han havde udstationeret nogle soldater i Danmark, da Rusland angreb.
Og da hans nuværende boss er ret aggressiv, og ikke var så glad for Rusland i forvejen, erklærede han krig.
Det var også USA der startede alliancen op.
William Coolidge, USAs nuværende præsident, foreslog til Edward North, min nuværende premiereminister, at vi indgik en alliance.
Derefter anmodede Sverige og Spanien om at være en del af den.
Selvfølgelig er det ikke kun Sverige, Spanien, USA og jeg der er i alliancen, der er også en masse andre lande, bland andet, Tyskland, Italien, Australien, Østrig, Frankrig, nogle af de afrikanske lande og få andre.
Alle de som er med alliancen, er dog enige i en ting; Rusland skal ikke have lov til at komme til verdensmagten.
Eller som min nuværende premiereminister sagde:
"Vi vinde denne krig. Hvis vi vil have en chance for at hædre de tapre soldater, som allerede har ofret deres liv i krigen, så skal vi sejre.
Russerne går ikke op i at vi har mistet 1000 vis af soldater.
Og de går ikke op i at Frederick O'darrel ofrede sit liv for at rede ti amerikanske, svenske og britiske soldater.
De går ikke op i at Anne Mary James ofrede sig for at rede mit liv.
De er ligeglade med at vi lider, at vi mister familie medlemmer.
For de oplever det også selv. Og derfor skal vi vinde denne krig! Så vi kan sætte en stopper for al den vold og blodsudgydelse.
Vi skal vinde, så vi kan sætte en stopper for alle de forfærdelige ting der foregår i europa for øjeblikket.
Så brødre og søstre! Lad os i dag huske alle dem der har ofret sig i krigen! Og lad os så vinde denne krig!"
Det var noget af den tale min premiereminister holdt i 2023.
Edward North, på det tidspunkt 24 år gammel, min hidtil yngste premiereminister, men også en af de dygtigste.
Folket var en smule mistænksomme da han stillede op til valget, og var meget kritiske overfor hans alder; de mente at han ikke havde nogen form for erfaring når han var så ung.
Men han tog dem med storm, og blæste hurtigt alle sine modstandere afvejen, og blev premiereminister. Og hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg meget glad for at han blev valgt.
Jeg har ikke haft så dygtig en mand til at lede landet længe, ikke at de andre premiereministre ikke var dygtige, Edward er bare dygtigere.
På trods af Edwards unge alder, er han, som jeg sagde, utroligt dygtig. Han er dygtig til at planlægge, og hurtig til at tænke. Han har altid et svar parat når han bliver spurgt, og er god ved folket, og de elsker ham.
~~*~~
Jeg rejste mig op, og strakte mine arme.
Der var stadig noget jeg manglede at gøre i dag.
Jeg hev hurtigt min mobil op af lommen, og tastede et nummer ind jeg kendte alt for godt.
Der blev svaret allerede efter første kaldetone, "Alfred F. Jones at your service! Hva' ka' jeg hjælpe me'?".
Jeg smilede lidt for mig selv, og svarede med drillende stemme: "Jeg ved ikke, måske hjælpe mig med at få den her krig overstået?".
Der lød latter fra den anden ende, "Jeg gøre mit bedste! Hva' så Iggy?".
Jeg kunne høre hans smil gennem telefonen, og det fik mig til at smile, en smule, fjoget. "Lad være med at kalde mig det. Jeg tænkte på... Hvornår regner du med at komme i morgen..?", jeg legede lidt med mit slips. Flot, nu opfører jeg mig som en forelsket skolepige igen.
Alfred grinte, "Hmm... Hvornår var det nu...? Jeg tror flyet ville lande ved... 11 tiden, i aften, ehe...".
Stilhed...
"Alfred F. Jones, hvor befinder du dig lige nu?", jeg håber jeg lød vred, det syntes jeg i hvert fald jeg gjorde.
"Øhm... Altså, ser du...", jeg kunne høre han blev afbrudt af en kvinde stemme, der spurgte noget i retning af: "Vil De have noget mere kaffe, hr.?", og der lød et hurtigt "Ja tak!", Alfred grinte nervøst i den anden ende.
"Alfred...", jeg stirrede irriteret på den(stakkels) lampe der stod på mit skrivebord. "Øøh... Ved du hvad? Jeg sidder og kigger ud på Atlanterhavet lige nu! Gid du var her så du ku' se det".
Mit øje lavede en irriteret trækning, "Alfred, fortæller du mig, at du kommer en dag tidligere, uden at fortælle mig at du har ændret dine planer?", lampen gav en underlig lyd fra sig, jeg ved det lyder underligt, men det gjorde den.
"Sorry Iggy, jeg ville bar' gi' dig en overraskelse!", hvis han stod foran mig, ville han sikkert have stået og viftet med sine hænder og smilet undskyldende.
Jeg sukkede irriteret, og jeg sværger, den lampe åndede lettet op, lige så snart jeg fjernede mit blik fra den, "Fint, men husk at fortælle mig det en anden gang".
"Skal jeg nok! Oi, Arthur, hva' er klokken, i England, lige nu?", elegant emneskift Alfred, elegant.
"Den er...", jeg kiggede hurtigt på mit ur, "ca. 6".
"Super! Så' der kun... 5 timer til jeg ser dig igen!", jeg grinte og pillede lidt mere ved mit slips, "Det glæder jeg mig til".
Jeg kunne høre ham grine tilbage i den anden ende, "Self' gør du det! Hvem ville ikk' glæde sig til at se 'The United States Of America' i egen høje person?".
Jeg sukkede dybt, den knægt lære det aldrig, vel? "'The United Kingdom Of Great Britain And Ireland' måske? Alfred, er du sikker på du bør sidde og sige sådan noget, inde i et fly, med masser af mennesker?".
Der blev lidt stille i den anden ende.
"Ah, ups, jeg glemte det, lidt. Men jeg har savnet dig eekstreemt meegeet!".
Jeg rødmede og smilede som et fjols(igen). "Je-jeg har også savnet dig, tumpe...", åh Gud, nu gjorde jeg det igen, altså, opførte mig som en skolepige.
"Aaaw Iggy, jeg elsker også dig!", han grinte højt, og hvis jeg ikke tager meget fejl, så stirrede de folk der var omkring ham sikkert underligt på ham, men han var sikkert ligeglad. Så jeg grinte højt sammen med ham. og var som han, ligeglad med at folk sikkert stirrede underligt på døren, når de gik forbi.
Da vores latter udbrud var stillet lidt af, havde jeg det skønt, og kunne næsten ikke vente med at se Alfred i aften.
"Alfred, hvis du skal have noget kaffe når du kommer, så er jeg nød til at løbe nu".
"Aaww, allerede? Men okay, tak fordi du tænker på mig! Vi ses senere, ikk'?! Elsker diiig", han lavede en kysse lyd, og grinte igen.
"Elsker også dig. Vi ses i aften," jeg rødmede, smilede lidt for mig selv og lagde på. Nu måtte jeg jo hellere komme ud og købe noget kaffe.
Authors note:
Yaaai~~ Kapitel 1 færdigt~~ Og fyldt med fejl....
Jeg beklager virkelig den lange ventetid... Men jeg har haft ret travlt det sidste stykke tid, skole og sådan.. Men nu er det da endelig sådan nogenlunde færdigt :D
Som undskyldning for den lange ventetid, vil jeg poste kapitel 2 allerede på torsdag :D (men det er et super short chapter!)
Ting jeg bør fortælle lidt om i det her kapitel? Hmm.... Jeg synes det hele forklarer sig selv, sådan nogenlunde...?
Aah, det med "The United Kingdom Of Great Britain and Ireland", er ikke en fejl. Det er meningen. Og det er fordi at: på grund af krigen, så er der sket et eller andet så hele Irland har været nød til at blive en del af Storbritannien(meget imod deres vilje... Men det skete). Jeg kommer mere ind på det i et senere kapitel. :D
Feel free to ask if there's something you want to know~~ :D
Uuhh~~ Og idéer tages imod med kyshånd~~! = Jeg tager med glæde imod idéer hvis folk har et forslag/en idé. :D
Næste kapitel: Ruslands POV~~ :D Kommer op på torsdag :3