En gammel flamme
Af Amarant
Også kendt som Amy
Kapitel to: Kærlighed er ikke kun glæde...
A/N: Hej igen! Her er jeg tilbage med min Harry Potter historie... Dansk... Men okay hvem havde da troet at Sirius ville ende med Lupus? Må hellere begynde historien.
-------------
Harry sad musestille og Lupus var forsinket hvilket var uhyre sjældent. Normalt kom Lupus præcist til tiden, ikke et sekund for sent. Han kiggede på uret igen, men det sagde intet andet end
Tik tak tik tak (og så videre)Lupus trådte ind af døren 10 minutter forsinket. Han gik hen til sit skrivebord og tog sine ting op af sin taske og nu kunne timen for alvor begynde... Selvom Lupus tvang sig selv til at arbejde seriøst og prøve at lade være med at tænke på Sirius fandt han den opgave meget hård at løse. Han kiggede sig omkring og så dem alle, selv Harry, sidde og læse de nye skrifter om vampyrer. Harry havde engang bundet Sirius og en vampyr sammen... NEJ! Hvorfor tænkte han på Sirius? Han kunne ikke få sine tanker væk fra Sirius lige meget hvor hårdt han forsøgte så... Han vidste han pinte sig selv... Den drøm havde stadigvæk en UTROLIG virkning på ham...
Efter timen havde han en utrolig lyst til at gå ned til Sirius... Men... Men han følte ikke han rigtig havde lyst alligevel og efter dette var han mest såret. Han rejste sig fra stolen og forlod lokalet. Hen til det store lokale hvor Dumbledore stod og snakkede med nogle af de andre lærere deriblandt Snape... Nu var dagen ødelagt! Han gik stille hen til Dumbledore for at høre hvad de snakkede om.
"Hej," sagde han kort og kiggede sig omkring. Her var ingen ud over Snape, Dumbledore og ham selv.
"Nå, der er De, professor Lupus," smilede Snape falsk og giftigt som en slange. En slange hvis bytte stod foran den.
"Goddag Snape, svarede Lupus med et ondt glimt i øjnene.
"Har den unge Harry Potter slået pusten ud af dig?" spurgte Snape med et ondt smil som næppe en slange kunne have mestret!
"Nej, men hvis du fortsætter ender du med at få slået pusten ud af dig," svarede Lupus rapt og smilede flabet til Snape.
Snape fik en underlig rød farve i sit ansigt, hvorefter han forsvandt ud af døren, før Dumbledore så ham miste beherskelsen.
"Hvor skulle han hen i den fart?" spurgte Lupus med et uskyldigt smil på sine læber.
"Pas nu på, Lupus. Nok er Snape ikke helt ung, men der er stadig krudt og visdom i ham," advarede Dumbledore, der nu heller ikke kunne droppe det smil der bredtes på hans læber.
Smilet viste sig også et øjeblik på Lupus's læber... Men det var nok lidt dumt at lade Dumbledore se hvor meget han og Snape "holdt af hinanden"... Hvorfor lyve...? De hadede hinanden som pesten!
"Har Ministeriet opgivet jagten på Sirius?" spurgte han og med et vendte den smerte, som Lupus så desperat havde forsøgt at skjule, tilbage, men... Men... Denne gang var det umuligt...
"Nej. Men det giver os ingen grund til ikke at skjule ham," svarede Dumbledore og forlod rummet, med et smil som ingen kunne forstå...
Lupus havde en ide om hvad det smil betød, men det var næppe noget rigtigt svar. Han gik stille ud af rummet og med et vidste han igen, hvad han skulle gøre. Han brugte igen sin formular til at trylle sig tilbage til Hogsmeade, tilbage til den sorte grotte hvor Sirius sad og var sikkert alene... Han begyndte stille at gå igennem mørket. Den kolde luft begyndte at få ham til at fryse, men det var der intet at gøre ved. Luften føltes kold og ubarmhjertig... Han gik stille frem og...
"JEG HAR SAGT NEJ. DIN DÆMON!" Brølede en velkendt stemme... Sirius var i fare! Eller hva'?
Lupus gik stille hen til en busk og så Sirius stå foran en sorthåret pige med blå øjne...? Hvad var der ved at ske? Måske kendte Sirius denne pige? Hans kæreste, måske? JA! Lupus tog sin tryllestav op... Han var forblændet af had og sorg. Han gik stille ind til Sirius og den underlige pige. Han vidste ikke at rødt had øjne lyste ud af ham.
Pigen forsvandt med et sejr-sikkert smil.
"Hvad er dette, Sirius?!" råbte Lupus og hævede sin tryllestav.
"Intet," svarede Sirius vredt. Først kom denne pige og nu Lupus, hvor mange gange skulle han forstyrres?
"Lupus, ikke nu, jeg-" forsøgte han.
"NEJ! Nu!" råbte Lupus tilbage og ville sige en formular for at skade Sirius.
"Det her går for vidt, Lupus," sagde Sirius blidt og fik sin hånd ned efter sin egen tryllestav. Han følte farer og den fare var han nød til at bide i sig og prøve at forsvare sig imod Lupus's angreb på ham.
Hvide lysglimt sneg sig efter Sirius, men heldigvis nåede Sirius at presse sin tryllestav op i et modangreb imod Lupus's.
Sirius ville ALDRIG skade Lupus, men dette gik for vidt. Dette var alt for meget og var ved at ødelægge det hele! Han undgik et angreb med nød og næppe, kun hans arm mærkede den store kraft Lupus's havde bag sit angreb. Stille trillede blod ned fra hans arm, ned på hans hænder. Han tog sig desperat til sin arm, som var skadet. Han vidste, at nu var det ude med ham, hvis han da ikke kunne få Lupus tysset ned, men hvis Lupus's stadig havde sit temperament, som fra dengang... så var dette forfærdeligt farligt! Hvad var årsagen til denne pludselige vrede, spurgte Sirius sig selv om. Med ét vidste han det! Lupus havde opført sig underligt. SELVFØLGELIG!!!
Han smed sin tryllestav fra sig og løb hen til Lupus og holdt hans arme beskyttende omkring ham.
Lupus var chokeret. Hans vrede forsvandt som fra dug fra solen. Han lagde stille sine arme omkring Sirius og græd... Han havde opført sig dumt... SÅ dumt...
Sirius tvang Lupus op og så på sig. Han pressede sine læber imod Lupus's i et stille kys. Sirius vidste godt at han legede med Lupus's følelser, men hellere det end at ende død!
"Græd ikke, min ven," sagde Sirius blidt og prøvede at trøste Lupus, men opgaven var nemmere sagt end gjort... Sirius var nød til at gøre et eller andet, men det var som om han ingen ideer havde. Hans hoved var tomt for ideer. Et kys havde fået ham til at glemme næsten ALT!!! Han tog sig selv i stille at age Lupus's hår væk fra Lupus's tårefyldte øjne.
"Dine tårer vil ikke bringe nogen tilbage... Ikke engang..." sagde Sirius blidt og kiggede den anden vej som tegn på smerte...
James... Din styrke kunne vi godt bruge. Hvor er du? Død af Voldermorts kræfter? Og Lily... Vi kunne bruge jeres styrke... Jeg tror ikke at Lupus vil... vil... Lige meget...
Han sukkede dybt og kiggede på halvmånen, som strålede sine mystiske stråler ud over Hogwarts...
Lige meget hvad... Føler jeg at Lupus er ved at ændre sig...
Han tog blidt Lupus fra sig...
"Hvad er der galt?" spurgte han med blidhed i sine dybe blå øjne.
"Intet," svarede Lupus og kiggede såret på Sirius... Han følte så meget smerte at månen godt måtte komme op...
Sirius så væk. Han ville ikke trodse Lupus's blik. Han kiggede ned i jorden bare for at tænke sig om, bare for at lede efter et svar...
James døde med æren i behold... Men vidste han at ingen af os kunne klare os uden ham eller...?
Han vendte ryggen til Lupus og prøvede at samle de 1000 tanker, der gik igennem ham som fuglene i luften... Han så sig ikke tilbage da... da Lupus ville læse den smerte. Det med mindet om James og Lily i hans øjne... Han mærkede med ét en urolig snerren bag sig. Han vendte sig om og så et uhyre... faktisk en varulv. Han gik et skridt tilbage af forskrækkelse. Han holdt sin arm op foran sig og stirrede på det blodtørstige væsen foran ham. Så vidt han vidste, havde Lupus ikke modtaget den drik, der gjorde, at han ikke var så voldelig som varulv... Han så fråden omkring munden og skulede let. Hvorfor lyttede han ikke til Snape; 'Gå aldrig uden din tryllestav!' For en gangs skyld havde Snape ret... men okay én gang skulle jo være den første...
"Hvor mange timer er månen oppe?" spurgte han og kiggede op på månen. 1 time, måske 2!
Han tog en pind op og ramte Lupus med den indtil Lupus gjorde det samme som min venindes hund, Lupus bed pinden midt over...
Sirius sprang et skridt tilbage i håb om at Lupus ikke fulgte efter ham. Han vidste at de gule øjne, der hele tiden hvilede på ham på en eller anden måde virkede vrede som pesten!
"Fald ned, Lupus," beroligede han og prøvede at undgå at se "Lupus" i øjnene, men hvis der stod en farlig varulv foran dig ville man selvfølgelig kigge op og se den direkte i øjnene. Sirius kiggede på månen igen... 1 time... Og hvis han skulle løbe fra "Lupus" så var det nok lidt for sendt at meddele at han var i dårlig kondi... Hvad med bedøvelse? Chancen for at finde det ude i skoven nær en grotte var 1 ud af 9.487.972.397 så den chance var nok ikke værd at tage. Han kiggede sig omkring, men selvfølgelig var der intet og han havde ingen tanker om at lede Lupus i døden... Det kunne han bare ikke, det var ALT for meget at bede om... Han løb hen imod nogle træer, men Lupus afspærrede ham vejen. Hvad skulle han nu gøre? Bede for sit liv... Det var absolut det sidste han ville gøre! Den dag Snape gik ud med... hmm... Deville, så måske...
Han kiggede Lupus lige ind i de gule øjne. OG NEJ!! Han havde ikke i sinde at kysse ham BVADR!!
Han mærkede en underlig fornemmelse da en klo igen angreb hans arm og blodet flød. Han mærkede en sort bevidstløshed nærme sig og han mærkede intet... Han mærkede skridt... Skridt komme hen imod ham?
Sirius, hvad skete der?
James?
Hvad skete der Sirius. Varulven igen?
James... Ja.... Vi klarer os ikke uden dig...
Vågn op Sirius, før varulven gør det af med dig...
Men... Jeg føler mig så svag...
HØRER DU MIG SIRIUS?! VÅGN OP!
Sirius stod brat op og der sad én... Én med hans hånd i sin.
"Sirius, er du okay?" spurgte Lupus med bekymring i stemmen.
"Jeg er okay. Hvad med dig?" spurgte han og prøvede desperat at rejse sig fra en seng... Med Dumbledore lige ved døren.
"Du var utrolig heldig, Sirius, vi troede ikke at vi ville få dig tilbage," sagde Dumbledore og smilede og hvis det ikke var fordi Sirius så det hele lidt uklart så det ud som om skægget bevægede sig.
"... Jeg ved d-" sagde Sirius før han blev afbrudt af Lupus som kyssede ham utroligt blidt. Og fuld af varme. Han kiggede underligt på Lupus, men derefter holdt han Lupus tæt ind til sig... Da det utrolige kys stoppede smilede Dumbledore...
"Der er en anden, der gerne vil møde dig," sagde han og åbnede stille døren.
Harry gik stille ind i rummet og nærmest kastede sig i armene på Sirius.
"Er du ok?" spurgte han med en bekymring så stor...
Sirius smilede blegt til ham og satte sig ned i sengen bare for et kort øjeblik... Han var så træt at det dunkede i hans krop... Han lagde sig ned og der besvimede han. Tænk at en mand i Azkaban kunne besvime så let... Men okay det var forståeligt nok. Han havde kæmpet ene mand imod en varulv. Han lå stille længe og der lød en stemme hen imod ham... James igen?
Sirius... Hvem der?! Du kender mig, Sirius... Nej det er umuligt! Du er død! Vent bare Sirius... NEEEJ!! Et råb. Ikke et ord mere end Voldermort eller I-ved-nok-hvem. Lupus var i chok. Aldrig havde Sirius reageret på den måde. Ikke kun med ord, men denne gang med råb... Lange råb som om han kaldte efter hjælp. "... Vi burde lade ham være i fred," sagde Dumbledore og forlod rummet med Harry lige i hældende. Lupus fulgte ikke efter. Han sad bare der og havde taget Sirius's hånd og sad og stirrede ned på Sirius, som sommetider fik et voldsomt smerteanfald, men HELDIGVIS kom han til ro... Det bekymrede Lupus, at selvom Sirius var stærk kunne han ikke klare dette? Måske var Sirius i chok, sorg? Eller måske svaghed? Lupus vidste det ikke, men et eller andet sagde ham at Sirius var urolig... Og denne urolighed sikkert havde noget at gøre med Voldermort... Sikkert Harry der bekymrede ham... Og ikke Lupus... Han sukkede dybt og prøvede at tænke tilbage på dengang... Det var som om alle hans følelser var i sort hvid. Når det var godt ændrede den hvide farve sig til rød, blå, grøn, gul og så videre... Men når det så sort ud... Så... Følte han sig sort inden i. Han kiggede på Sirius. En fyr med langt sort hår, meget blå øjne og var af normal troldmands bygning... Lupus rejste sig op og gik hen til vinduet... Bare for at tænke... Tænke de 100 tanker som banede sig vej igennem alt det andet. "Du tænker på James?" spurgte en stemme bag ham. Sirius var oppe. Han havde taget sin troldmandskappe på og havde et alvorligt udtryk i sit blege ansigt. "Du er oppe?" spurgte Lupus chokeret og vendte sig om imod Sirius med et glimt i sine gule øjne. "Ja," svarede Sirius med sin modne stemme. Sirius var dødalvorlig og han kiggede ikke kun på Lupus, men også på den smukke sol som allerede havde banet sig vej igen skyerne. "Er du ok?" afbrød Lupus hans tanker. "Ja. Jeg er nød til at gå tilbage, Lupus, Snape vil snart være her med politi parat til at arrestere mig," svarede Sirius og kiggede hen imod døren, i håb om at Snape ikke kom nu... For hvis Snape kom, ville der blive kamp og Sirius var alt for svag til at tage kampen op imod så stærk en fjende og til og med en fjende, der ønskede at tage Lupus's stilling som lærer imod forsvar mod mørkets kræfter. "Pas på," bad Lupus og kiggede ind i Sirius' blå følelsefulde øjne. "Ja, i lige måde, min ven. Du ved, hvor du kan finde mig," sagde Sirius og gik hen imod døren, åbnede den og væk var han... Han var på vej tilbage til Hogsmeade, tilbage til den grotte han normalt, skjulte sig i. Lupus stod totalt stille i hospitalet... Han stirrede på døren, stille, ikke en vind rørte sig... Men med et blev døren flået op og 10 soldater fra politiet stod der med deres tryllestave hævet over deres hoveder som om de troede at Sirius ville angribe. "Hvad søger i, De herrer?" spurgte Lupus med et glimt i sine gule øjne, som skinnede af latter. "Hvor er Sirius?!" spurgte Snape giftigt og stirrede ned i den tomme seng. "Hvem, professor Snape? Åh Sirius Black... Ham har jeg aldrig set," løj Lupus og kiggede med utrolig ærlighed skinnende ud fra hans øjne. "Men...! Du er sammen med ham!" brølede Snape og kastede sig op imod Lupus som en løve, som ser et bytte. "... Jeg har ikke set ham," sagde han kort og kiggede med et lille smil på Snape. ALLE farverne forlod Snape's ansigt i det han tog sin tryllestav og rettede den imod Lupus. "Er de sindssyg?!" råbte en betjent og skubbede Snape væk hvor efter manden tog Snape i armen og tvang han bort... Lupus kunne ikke holde et smil og et grin tilbage, dette var for morsomt! Snape blive revet brutalt væk af politiet! HA! Det syn ville Deville give alt for at se! Lupus vendte sig om og kiggede ned imod søen uden for Hogwarts... "Pas nu på, Sirius," grinede han, men med ét blev hans ansigt alvorligt hvorefter han forlod rummet. ----------To Be Continued (Forsættelse følger)
A/N: Det var det andet kapitel... Gad vide om Snape kommer tilbage? Nå... Lige meget! Jeg har hvad jeg skal bruge til næste kapitel!