2: Sommeren flyver forbi
Drengen skreg ikke. Så meget havde sommerens erfaringer i hvert fald lært ham. Drømmen og smerten var lige så grusomme og uudholdelige som ellers. Billederne var brændt ind på hans nethinde. Dødsgardisternes røverier og "fester" blev mere og mere foruroligende for hver gang, og han blev tvunget til at se det værste af det værste hver nat. Harry satte sig med et sæt op i sengen, mens han pressede sin håndflade så hårdt mod sit ar, at det gjorde ondt. Han bed sig i læben, mens det sidste af Dolorosoforbandelsen langsomt ebbede ud. Klokken var tre om natten... Hvis han havde skreget, ville hans onkel være blevet vred, og det var næsten endnu værre. På det seneste havde han drømt næsten hver nat; enten om Dødsgardisterne, eller også om sine egne minder om Cedrics død... Uanset hvad de sagde, dem der talte om det, følte han stadig, at skylden lå på ham... at det var hans skyld, Cedric døde. Hans skyld. Erfaringen havde lært ham, at han ikke ville kunne sove igen, uanset hvor meget han prøvede.
Harry slæbte sig ud af sengen og kiggede under det løse gulvbræt efter nogle bøger og en fjerpen. I det mindste kom der noget godt ud af hans søvnløshed. Besværgelser, Forsvar, Forvandling og Magiske dyrs pasning og pleje var han allerede færdig med, og nu var der kun Spådom og Eliksirer tilbage, selvom han kun havde været hjemme i et par uger.
"Hvis det bliver ved sådan her, ender det med, at jeg må lære alle bøgerne udenad til næste semester..." hviskede Harry for sig selv, mens han kiggede på opgavebeskrivelsen til sine Spådomslektier. Remus havde allerede hentet alle hans bøger til ham og gemt dem under det løse gulvbræt, mens Harry stadig var på King's Cross. Harry forstod ikke helt, hvordan han havde fået boglisten så tidligt, men var for taknemmelig til at bekymre sig alt for meget om det. De nye bøger ville blive en velkommen distraktion i de tidlige morgentimer, der altid gav ham en sådan uro.
Snart ville det være tid til at lave morgenmad. Et hurtigt kig på vækkeuret bekræftede det; den var 6:25. Han stuvede hurtigt sine skoleting væk, for han turde ikke risikere, at hans tante og onkel så sådan noget 'unaturligt vås' i deres 'respektable og almindelige hjem'. Morgenen, formiddagen og frokosten forløb uden yderligere problemer. Efterhånden var Harry blevet lige så effektiv som en husalf, og han kunne klare opgaver, der før ville have taget ham hele dagen, inden aftensmaden. Men det vidste hans tante og onkel ikke – det sørgede Harry omhyggeligt for. Selvom han ikke var sikker på, hvordan det var sket, føltes de engang rygknækkende opgaver nu som en gang Quidditchtræning, Wood kunne have fundet på … han fik aldrig nogen egentlige muskler, men hans styrke var uden tvivl blevet større. Harry kunne ikke helt forstå, hvordan det var gået til, men slog det hen som et resultat af hans stadig barnlige bygning. Søgere skulle heller ikke være kraftigt byggede... vægten af musklerne ville kun sinke kosten. Det eneste, han tog sig af lige nu, var at den næsten endeløse gulvskrubning og havearbejde havde lønnet sig.
Efter at være blevet færdig med dagens opgaver besluttede Harry at vove lidt 'let' læsning. Hans tante og onkel plejede ikke at forstyrre ham før aftensmaden skulle laves, i den tro, at han var i gang med noget i huset. Han turde ikke satse bøgerne til næste skoleår, eller at lave sine lektier nu, men det ville gøre godt at genlæse sine gamle besværgelsesbøger for at genopfriske besværgelser (og forbandelser). Men på hans seng lå en underlig brun pakke med hverken brev eller ugle til. Harrys nysgerrighed overvandt hans vagtsomhed, og han tog forsigtigt papiret af pakken, og gammel bog kom til syne. Det indre dyr stod med skinnende skrift mellem skidtet, og dette gjorde ikke Harry særligt meget klogere på den tykke gamle bogs indhold. Endnu en gang uforsigtig begyndte Harry at bladre igennem siderne. Bogen var fyldt utænkeligt mange noter og opskrifter. Hvad det end var til, var det meget kompliceret. Omkring halvvejs inde i bogen lå et stykke pergament, der var foldet sammen mange gange.
Jeg sværger højtideligt, at jeg er ude på skræmmer, stod der øverst på det, og Harry kunne ikke lade være at tænke på Røverkortet og dets skabere.
Bag lukket dør, med spøg og skæmt,
der har en eliksir vi gemt.
Husk på den ed, vi sammen svor,
i Kortet er vort kodeord.
Er du med os, er det en leg,
find det, som vi har skjult for dig.
Men hør, du får kun ét forsøg,
og det er ikke kun en spøg!
Hvad det var for en eliksir, de talte om, gik hen over Harrys hoved, men han ville stadig gerne finde den. Og uanset hvad, så vidste han jo, at bogen havde tilhørt Røverne og ikke en eller anden fremmed, selvom han ikke kunne regne ud, hvordan den var kommet til ham. Der skulle mindst et halvt dusin ugler til at bære den, og flere, hvis det var en længere tur. Indtil videre ville han lægge bogen ned sammen med sine skolebøger (selvom der kun lige var plads til den), for det var snart aftensmadstid, og det sidste, han ønskede, var at bogen blev konfiskeret, inden han kunne nå at se nærmere på den. Få øjeblikke efter hørte han sin tantes vrede stemme, der kaldte ham ned til at lave mad.
Sommerdagene fløj hurtigere forbi, end Harry havde ventet. Da det blev hans fødselsdag, havde han allerede lavet alle sine lektier og læst de fleste af bøgerne til næste år. Han skimmede nu mest igennem sine skolebøger, og den eneste, han sådan rigtig læste grundigt var hans Eksemplariske og Eksplosive Eliksirer for de Avancerede i håb om at finde noget, der kunne hjælpe ham med den 'Røvereliksir'. Det meste af tiden brugte han på at læse dyrebogen, der underligt nok viste sig at være en samling af forskellige bøger, der var blevet sat sammen på magisk vis. Harry gættede på, at han nok ville blive færdig med den inden skolen begyndte igen, da han så, hvor stor en del af bogen der var opskrifter og trin-for-trin vejledninger. Det viste sig, at det var en guide til Animagusforvandlingen.
Harry lagde den støvede bog til side og åbnede vinduet, så hans postugler kunne komme ind og aflevere deres pakker. Den første, han åbnede, var fra Hermione og indeholdt et smukt læderindbundet eksemplar af De Bedste Quidditchmanøvrer, en bog, han havde stået og salvet over på deres sidste udflugt til Hogsmeade. Fra Ron fik han en bred vifte af slikposer, og fra tvillingerne en kasse fyldt med deres produkter. Remus havde sendt ham et par Søgerhandsker og en lap papir, hvorpå der stod 'Snuffy har det fint.' Sirius havde sendt ham en ret tropisk fugl med en beroligende besked og en nøgle til en bankboks i Gringotts med besked om, at hans gave 'ikke egnede sig til uglelevering.' Harry gad vide, hvad det var, og satte nøglen ind i sit nøglebundt og lagde hele bundtet ned i sin kuffert. Der var ikke nogen gave fra Hagrid.
Et par uger tidligere havde Harry været tvunget til at se Dudley åbne sit vognlæs gaver. 72, for at være helt præcis – Dudley havde omhyggeligt talt hver eneste. Blandt hans mere interessante gaver var en ny spilkonsol, en bærbar computer, han kunne tage med til Smeltings og, ironisk nok, et tryllesæt. Ikke et rigtigt tryllesæt, men et af mugglernes 'hånden er hurtigere end øjet'-sæt, der beroede på illusioner. Harry havde engang ønsket sig et, da han var cirka ni, men det kaos, der skabte fik ham til aldrig at ville bruge ordet 'trylle' igen... altså indtil han blev elleve. I det øjeblik var Harry taknemmelig for, at Dudley ikke havde prøvet at trylle rigtigt med Harrys tryllestav. Trylletricks var åbenbart ret populære på hans skole (og krævede næsten ingen fysisk anstrengelse), så Dudley insisterede på at lære kunsterne. Faktisk nød Harry den anden drengs forsøg på at få ting til at forsvinde eller dukke op ud af ingenting (han var virkelig dårlig), og han drillede ham tavst med sit hånlige blik. Han satte aldrig ord på sine tanker, men hans blotte tilstedeværelse syntes pludselig at skræmme Dudley. Det kunne Harry faktisk godt lide.
I dag var det hans fødselsdag. Så snart han var færdig med at lave morgenmad, løb han op på sit værelse, guffede noget lagkage (fra Fru Weasley) i sig og begyndte at læse sine fødselsdagsbreve og enorme bog igen. Han ville forsøge noget, han aldrig havde gjort før – han havde aldrig turdet – men på en eller anden måde syntes han, det var på høje tid. Han havde lidt under en Dolorosoforbandelse, den mest smertefulde af alle forbandelser, talløse gange her til sommer, og der var ikke noget, disse Mugglere kunne gøre ved ham, der var værre end det.
"KNÆGT!" Harry forblev tavs og prøvede at se ud, som om han læste. Døren smækkede op med mere styrke end en afvæbnebesværgelse. "JEG SAGDE... Hvad helvede er det, du laver?" Den pludselige påtagede rolige stemme gjorde Harry mere urolig, end nogen råben – det var han vant til.
"Læser," svarede Harry med et så totalt fravær af frygt, så han selv blev helt overrasket. "Min gudfar skrev til mig og sagde, at jeg skal holde en pause på min fødselsdag, Onkel Vernon. Du vil vel ikke gøre min gudfar vred – vel?" spurgte Harry med en hånlig klang i stemmen. Det var en satsning – en stor satsning, man han havde ikke brugt gudfar-tricket hele sommeren, og han mente, at han nok fortjente en lille pause. Harry skræmte sig selv med det onde blik, han fæstnede på sin onkel. Hvor kommer alt det her fra? Hans onkel havde åbenbart også lagt mærke til den pludselige forandring. For at undslippe med værdigheden i behold gik han med til det, men gav besked på, at alle de opgaver, han ikke havde klaret i dag, ville blive tilføjet til morgendagens liste, og så smækkede han døren bag sig.
Alt, hvad Harry havde vundet den dag, mistede han den følgende morgen. Klokken tre blev han vækket af endnu en frygtelig drøm, efterfulgt af en lige så ubehagelig skældud for at være en uduelig, doven pestilens, der sugede penge ud af dem og forpestede deres familie. Dette blev fulgt op med en gigantisk liste af opgaver, Harry vidste ville komme til at gå ud over hans fritid resten af sommeren. Hvis han klarede det hele, ville de vide, de kunne lægge ekstra opgaver på hans arbejdsbyrde... og hvis han ikke klarede det... ja... det havde han ikke rigtig lyst til at tænke på. Han ville bare blive nødt til at lide under det. Han tænkte, at nok stadig ville kunne nå at læse bogen til den første september, selv med det ekstra arbejde. Han havde allerede skrevet en hel lille bog i noter alene, hvilket fik ham til lidt at føle sig som Hermione. Hans onkel var allernådigst gået med til at køre ham til Diagonalstræde (efter et par timers tryglen, tiggen og flittig brug af gudfar-tricket). Denne gang skulle han ikke mødes med sine venner eller for den sags skyld gøre store indkøb. Han skulle bare have nogle ingredienser til Eliksirer, pergament, blæk, et par fjerpenne og nogle nye kapper. Alt andet kunne han klare med det, han allerede havde.
Det sværeste var dog uden tvivl at komme sig over tabet af sin første sande ven: Hedvig. Hans elskede sneugle var forsvundet efter, han havde sendt hende afsted med et brev til Sirius, hvor han så end befandt sig. Hun havde aldrig været så længe om at aflevere et brev før, men Harry nægtede stadig lodret så meget som at overveje, at der skulle være sket hende noget. Men alligevel kunne han ikke lade være med at rynke panden, når han længselsfuldt så på hendes nu tomme bur, der stod i et hjørne af hans værelse. Det var endnu sværere at gå forbi dyrehandlen i Strædet. Ikke alene rørte den glade tuden op i hans triste tanker, skiltene med fartgaranti over visse uglerne rodede endnu mere op i hans tvivl. Kunne der være sket hende noget? Havde de opdaget, han brugte hende til at sende beskeder til Sirius? Var det Voldemort? Var han så vred over, at Harry ydmygede ham ved den tredje udfordring, at han ville skyde hvad som helst, selv en fugl, for at få ram på Harry? Det var den sværeste tanke at få ud af hovedet. Voldemort var berygtet for sin barbariske ondskab, hans evne til at skabe frygt, smerte og pine i ethvert hjerte. Prøvede han at knække ham? Nej...
"Hun har det sikkert fint," mumlede Harry stille, flyttede blikket fra butikken og forsøgte at tro på sine egne ord.