3. Dagbogen
Øv. Jeg ved ikke, hvorfor jeg begynder på en af de her. Jeg blev tvunget til det – ja, jeg gjorde! Det ser ud til, at jeg ikke er nær så god til at spille skuespil, som jeg troede – Hugtand regnede ud, at der var noget galt. Jeg svor, at ingen nogensinde skulle få at vide, hvad det er, der bekymrer mig, men det er vel ikke rigtig en mulighed længere. Jeg har aldrig troet på det med, at man kan tage en hemmelighed med sig i graven – sandheden finder altid frem i lyset, hemmeligheder bliver altid opdaget – altid. Og det er derfor, jeg har tænkt mig at skrive det hele ned her – uden løgne. Så kan jeg slippe af med denne byrde og blive fri for min plage. Jeg har aldrig rigtig stolet på Mindekar, og jeg har stor erfaring med at skjule det skrevne ord.
Så efter jeg har læsset hele historien ned på disse sider, smider jeg denne her ind i en bankboks i Gringotts og ændrer på mine minder, så jeg ingen erindring vil have om disse hændelser, alt sammen for at jeg endelig kan finde fred. Nogle ville nok sige, at det ville have været bedre bare at slette mine minder, eftersom denne her stadig kan findes, men det er det, der er hele problemet. Hvis streget ud når sandheden kommer frem i lyset, er der nødt til at være nogen, der kender hele historien, og ikke kun har set tegn på, at der var noget, der ikke helt stemte. Denne her bog er på en måde lige så meget for min skyld, som den er for alle de andre involveredes skyld, især hans. Så den er vel også min måde at forsøge at undskylde for det, jeg har gjort. I det mindste vil alle spørgsmål blive besvaret her, så godt som jeg nu kan gennem min pen. Jeg er ikke stolt over mine handlinger, heller ikke over deres konsekvenser, og nogle ville sige, at det er straf nok.
Drengen har jeg allerede taget mig af. Jeg fik en god ven, en Auror (Jeg vil ikke skrive hans navn, da han hjalp uden at vide, hvad hans assistance ville munde ud i) til at give mig lov til at bruge en god mængde Oblitesco, som man normalt bruger til at skjule folk, der er forfulgt af Voldemort. Så vidt mit kendskab rækker kan den ikke detekteres af nogen besværgelse, og jeg har aldrig hør om, at den skulle være blevet brudt. Nu ligner han mig fuldstændig, bortset fra øjnene, Lilys øjne. Hun fandt aldrig ud af det – det kommer hun aldrig til. Snape – Snape ved det ikke. Det sidste, jeg har brug for, er, at han finder ud af det. Man skulle da tro, at han i det mindste ville være anstændig nok til at sikre sig mod sådan nogle ting! Folk siger, jeg altid er forberedt – Semper Parraro. For helvede! Hvorfor kunne jeg ikke have været forberedt på dette her? Lily er i den syvende himmel over den lille fyr – ja, JEG elsker ham også! Især nu, hvor han ikke længere ligner den fedtede karl. Jeg skal nok sørge for, at han heller ikke kommer til at opføre sig som ham. Han BLIVER en Potter, uanset hvad, ingen argumenter, ingen undskyldninger.
Jeg må løbe; Harry græder igen. Jeg mener det, han ved, når folk snakker (eller skriver, i dette tilfælde) om ham! Knægten er også virkelig klog, det må han have arvet fra Lily – forhåbentlig er det kun udseende, han har arvet fra den skiderik.
Efter flere ugers ihærdige forsøg på at bryde sin gamle vens besværgelse, var det dét her, han blev mødt med. Remus lagde bogen fra sig og lænede sig tilbage i den gamle stol. Han havde egentlig tænkt sig at give bogen til Harry i fødselsdagsgave. Han ville altid vide mere om sine forældre, og det ville ikke længere være nok at fortælle om de bedste tidspunkter i deres liv. Da Remus havde givet James bogen, havde han vidst, at der var noget på færde, men han troede ikke, at det ville være – altså – sådan – det her! Han sukkede og takkede alle guder for, at han havde besluttet sig for at læse bogen igennem, inden han gav den til drengen. Han havde tænkt sig at rive alle sider ud, der ville gøre drengen utilpas, sige, at den var blevet reddet fra ruinerne i Godric-dalen for længe siden, og at den havde ligget i en boks indtil nu. Det ville forklare al den skade, Remus kunne påføre bogen.
Nej, der kunne overhovedet ikke blive tale om at give så meget som en side af dette her til Harry – stakkels dreng.
Remus tog en dyb indånding og samlede bogen op igen. Han slog op på en tilfældig side i håb om at finde Merlin ved hvad.
...roden til problemet. Der kommer aldrig noget godt ud af arrangerede ægteskaber, det vil enhver normal person kunne sige sig selv. Cecilia Hera Flevin, nu Snape, er et perfekt eksempel på det. Jeg fandt aldrig ud, af, hvem hun egentlig elskede, hendes pligter forhindrede hende vel i nogensinde at lade sine følelser råde – et klogt træk, vil jeg sige. Hvis nu bare Severus havde gjort det samme. Han havde altid været dybt forelsket i Lily, jeg tror næsten ikke, der har været et tidspunkt, hvor han ikke elskede hende – på trods af stridighederne mellem kollegierne! Det fortalte han mig selvfølgelig senere, da vores arbejde for Dumbledore tvang os til at forstå hinanden, endda blive venner. Det er virkelig trist, hvordan kærlighed leger med folks hjerter, hvor frygtelig skæbnen kan være. Mens Severus elskede Lily, elskede hun mig, og jeg... jeg elskede den ene person, jeg aldrig troede, jeg kunne få – Cecilia. Jeg tror, jeg har været varm på hende siden fjerde år, måske endda tredje. Men det betød ikke noget, for den skønne Ravenclaw var allerede forlovet. Lige siden jeg blev gift, har jeg undret mig over, hvorfor jeg giftede mig med Lily, om det var fordi, der i hvert fald skulle være én af os, der udlevede sin drøm, om det var fordi, jeg var begyndt at falde for hende, eller om det var fordi, jeg underbevidst ville tage hævn på gode gamle Severus. Han havde den kone, jeg ville have, og jeg havde hans drømmepige. Hvordan denne situation end opstod, førte det til en ny idé – min idé. Den originale plan var simpel, tilmed uskyldig – en aften med den pige, vi havde ønsket, siden vi var drenge. Severus har altid været fantastisk god til eliksirer, så det var ikke svært for ham at justere polyjuice-eliksiren, så den holdt i seks timer – rigeligt med tid.
Til min forbavselse gik han med til det, lidt modvilligt, men stadig. Eliksiren var en engangsting, jeg skal ikke kunne sige, præcis hvordan han gjorde det, men han nævnte noget med at brygge det med håret fra personen i stedet for bare at putte det i bagefter, men jeg er overbevist om, at det ikke var den eneste ændring. Vi blev enige om at fjerne opskriften fra hans hukommelse, for sådan en eliksir kunne let vække Ministeriets vrede. Eliksiren virkede bedre end forventet, min holdt i næsten ni timer. Jeg vil ikke gå i detaljer her, men vi var begge enige om, at natten var intet mindre end himmelsk. Ingen af pigerne mistænkte noget, og vi lod som om der ikke var sket noget ud over det sædvanlige. Jeg har sagt før, jeg er en god skuespiller, men Snape er meget bedre end mig. Der ville ikke være kommet mere ud af det, hvis ikke den idiot havde glemt at tage sikkerhedsforanstaltninger.
Jeg udførte graviditetstesten den nat, hun fortalte mig det, forsigtigt, så jeg ikke vækkede hende. Jeg kunne have slået ham ihjel, da jeg havde udført besværgelsen – hvilken idiot glemte også at bruge beskyttelse? Men jeg vidste selvfølgelig godt, hvad der ville ske, hvis jeg råbte af ham – så ville han vide det. Dette barn er en dreng, min ARVING, og jeg vil ikke tillade hans far at blande sig i Potterfamiliens sager. Severus havde fortalt mig, hvor højt han ønskede et barn, og at få et med Lily ville have presset ham til at gøre krav på den lille skid. Han ville ikke have ødelagt vores ægteskab for Lilys skyld, men han ville i hvert fald have taget drengen. Oblitescoen blev påført allerede inden vi forlod hospitalet, og siden Lily kun så ham én kort gang i hans sande form, lagde hun ikke mærke til de diskrete ændringer. Nu vil han ligne mig på en prik og tage min Faders navn som sit eget. Der vil absolut intet være, der kunne hentyde til hans sande ophav. Snapes manér og vaner kan fjernes med en lille indsats, hvis man sætter ind tidligt nok, og de få, der forbliver vil ikke tiltrække opmærksomhed. Selvom man kun kan påføre Oblitesco på en person én gang i livet, har jeg endnu ikke hørt om, at den skulle være slidt af, selv efter årtier.
Jeg oblivierede ham. Den fedtede karl skulle absolut gå mig det på klingen. Hvad skal jeg sige, han kom for tæt på, han kom bare for tæt på. Det er vel hans egne spøgelser, der hjemsøger ham... Kan du tænke dig, han ville have, vi skulle sige til pigerne, hvad vi havde gjort! Hvordan skulle vi kunne gøre det? Det ville ødelægge alle vores liv, og det ville uden tvivl føre til mistanke om Harrys aner. Hvad hvis Lily forlangte en faderskabsundersøgelse? Hvad ville nogen af os så gøre? Nu, hvor jeg alene kender sandheden om dette rod, bliver det endnu mere uomgængeligt at lave denne dagbog. Da jeg skar hændelserne ud af hans hukommelse, fjernede jeg også vores venskab og (forhåbentlig noget af) hans kærlighed til Lily, men jeg kunne ikke få mig selv til helt at tilintetgøre dem, og metoden til at gendanne dem ligger i denne bog alene. Jeg skriver besværgelsen ned senere, når jeg har fortalt alt det, der må og skal fortælles. Mine egne minder har jeg valgt at slette for evigt, da jeg ikke kan komme på nogen situation, hvori jeg hellere ville have ladt dem være intakte. Jeg arbejder P.T. på adskillige yderligere fortryllelser at lægge over drengen, en der kan give ham mit syn og noget, der får en faderskabsundersøgelse til at identificere mig som hans far, blandt andre. Jeg er nødt til at dække alle mine baser, DEM ALLE SAMMEN!