4: Skinbarlig sandhed
Med endnu blik på det kommende års undervisningsplaner tog den 'fedtede karl' (også kendt som Eliksirmesteren) en tår af sin gode gammeldags whisky. Han tillod en lille smisken at løbe over sit ansigt ved tanken om, hvem der mon havde fundet på den evindelige betegnelse. Hans hår var lidt fedtet, ja, men han ville hellere have, hans hår var fedtet, end at det kom til at ligne Smørhårs eller, Merlin forbyde det, Potters. Se det var en ulykkesmagnet. Hvordan han overhovedet kunne se pergamentet foran sig var over eliksirmesterens forstand. Det var hele tiden i vejen, en dødsensfarlig fejl i mere kompliceret eliksirbrygning. Severus' skulderlange hår kunne uden problemer sættes op i en hestehale, så det ikke var i vejen. Han huskede svagt fra en af deres missioner sammen, at Potter (James, ikke Harold), var fuldkommen håbløs til eliksirer. Det eneste, den mand var god til, var illusioner, besværgelser (men ikke så god som Lily), nogle modbesværgelser og (underligt nok) botanik.
I det mindste er unge Harold bedre, end hans far var, tænkte Severus hovedrystende. Det var aldrig behageligt at mindes sin gamle 'makker', og det var næsten endnu værre at rose hans søn. Drengen havde mere til fælles med Lily end med sin far – Merlin være lovet! Hun var en kvinde, der gjorde det onde godt igen, gav sin hjælp til alle, der bad om den, og var villig til at sætte himmel og jord i bevægelse for sine kære. Det var James, der altid var ude og lave ballade med sine 'medrøvere'.
Et lille bank afbrød troldmandens tankerække.
"Kom ind," sagde han højt med en kold, truende stemme.
"Vi savnede dig til aftensmaden, Severus."
"De må tilgive mit fravær, Rektor," svarede han med en helt anden tone. "Tiden må være løbet fra mig."
"Således gør tiden ofte, min ven, men jeg håber, du for fremtiden vil holde skarpere øje med den." Severus besvarede det smilende glimt i øjet med et kortfattet nik, uden at hans blik af den grund forlod hans arbejdsgivers. "Jeg håber da, du ikke bliver forhindret af tidens galop i at deltage i morgenmaden?"
"Jeg skal gøre mit bedste, Rektor."
"Mere beder jeg ikke om, Severus, mere beder jeg ikke om."
"Sig mig, Albus, er der en anledning til din ellers meget fornøjelige visit?"
"Det er jeg bange for, jeg må svare ja til, Severus, thi det er en Mørk tid, og vi kan ikke kritikløst give os hen til behageligheder."
"Du ved udmærket, hvad jeg mener om Lyset og Mørket, Albus." Den gamle mand smilede kun.
"Sandt nok, Severus, men vi kan ikke så hastigt ændre vore veje og midler."
"Det har jeg aldrig udtrykt ønske om," svarede Severus kortfattet. Dumbledore havde altid været som en far for den mørknede professor og havde altid kunne finde tiden, energien og humoren til at hjælpe en mand, de fleste ville dømme til at brænde op i Helvedes dybeste kroge. Han var trods alt en Dødgardist, en spion, en dygtig manipulator, og en halv snes andre ubehageligheder. Mænd som ham fortjente Azkaban, ikke medlidenhed og en, to og tre chancer til. Nogle af hans gerninger ville få enhver anden mand til øjeblikkeligt betvivle hans loyalitet og hans ord. Men Dumbledore forstod ham og gav ham lov til at opføre sig som han var nødt til, og velsignede ham samtidig med sin altid klippefaste tillid. Det var denne tillid, der var vigtigst for Severus, og den, der gjorde ham i stand til at leve et dobbeltliv.
"Betvivler Voldemort dig?" spurgte Rektoren.
"Det gjorde han."
"Og hvad førte det til, kære Severus?"
"Smerte."
"Stoler han på dig nu?" Snape nikkede og trak blikket væk fra guldbrillerne. "Hvorfor?"
"Jeg overvandt Veritaserum."
"Hvordan?" Det glimt i hans øjne, det forbandede glimt! Det fik ham altid, uden undtagelse, til at føle sig så nøgen, så udsat.
"Jeg har opbygget en immunitet, sammen med nogle midlertidige forglemmelsesbesværgelser og eliksirer," svarede han kortfattet. "Du ved jo, at ingen har været udsat for mere af det serum end jeg."
"Er du hel igen, Severus?" spurgte Rektoren med en stemme, der afslørede ærlig bekymring. "Har du brug for Madam Pomfreys hjælp?"
"Hold den forbistrede fruentimmer langt væk fra mig, Albus, du ved, hvor jeg hader hendes snagen!" udbrød den mørke mand, før han overhovedet havde bearbejdet sin tanke. Det var trods alt almindeligt kendt – Snaper og hospitaler er IKKE en god blanding.
"Det var kun et forslag, Severus. Der er ingen tvang." Den gamle mand klukkede, og den yngre blev straks rolig igen. "Men du er hel igen, ikke sandt, Severus?"
"Jeg udsætter ikke mig selv for unødvendig risiko, Rektor; det vil håbe, du efter al den tid har indset."
"Ak, hvis bare det var sandheden, min dreng ..." hviskede den gamle troldmand og lagde en beroligende hånd på hans skulder, mens han lænede sig tættere på ham. "Hvis bare det var sandheden."
"Rapporten ligger på dit skrivebord, Albus," tilføjede Severus og lænede sig væk fra Rektorens hånd.
"Der er visse ting, rapporten ikke kan fortælle mig, min dreng," skød den gamle mand tilbage med en kløgt, der stod mål med Snapes. "Og det er vi vist begge klar over."
"Jeg vil helst ikke konversere med dig således, Albus... Du siger jo selv, at selv vægge har ører."
"Det er et sandt ord, min søn, det er et sandt ord."
"Så du har altså sat Silenceoer op?"
"Altid, Severus... Altid."
"Hvad ønsker du at vide?" spurgte den yngre mand, godt klar over, at han ikke ville kunne vinde diskussionen. Selvom han ikke helt forstod, hvordan det var lykkedes Rektoren at sætte magiske skjolde op omkring Severus' eget kontor, uden at han havde opdaget det.
"Rektor?" kaldte en stemme fra døren med et lille bank. "Forstyrrer jeg–"
"Nej, Minerva, ikke det fjerneste," svarede Dumbledore og sendte Severus et indforstået blik.
"Vi fortsætter diskussionen på et senere tidspunkt, Rektor."
"Det er sikkert og vist, Severus." Rektoren nikkede, fornemmende, at den unge mand allerede var på vej væk i tankerne.
Severus havde altid holdt sine tanker om Lyset og Mørket tæt til kroppen. Han så lige meget ondskab i begge sider, og det eneste, Mørket manglede, var en 'god sag' og en helt at bebyrde med deres håb. I deres nuværende situation var denne 'helt' unge Potter... Drengen, Der Ikke Kunne Slås Ihjel.
"Det er kanske sandt, Severus, men lad ikke dine holdninger sive ned til børnene... der er andre forskelle, kan jeg forsikre dig for." Således havde Dumbledore besvaret hans tirade, men fik som svar en strid strøm af skarpe eksempler på overivrige Aurorer og korrupte embedsmænd i Ministeriet. Forskellene var små – for det meste. Lyset søger at kontrollere folk ved at overdrive Mørkets ondskab og retfærdiggøre lignende taktikker ved at kalde det nødvendigt. Mørket kontroller bare folk. Mørket bruger deres frygt for utilstrækkelighed og smerte til at tvinge sig til velvilje, mens Lyset bruger frygten til at få frit spil i folks liv. Frygten giver Mørket sin magt, mens individets selviskhed dræner Lysets effektivitet. Begge bruger de samme midler, når alt andet slår fejl. Begge sårer, toterer, dræber og knuser alt og alle, der står mellem dem og deres mål. Begge gør afskyelige ting mod hinanden, og begge synes, de er den eneste vej ud af det kaos, der plager verdenen. Dette kunne selv Dumbledore ikke nægte, selvom han ikke brød sig om Severus' meninger om unge Harry Potters status. At en barn havde så meget magt var idiotisk i hans øjne, at afkommet af en dumdristig ballademager og en forblændet pacifist skulle generere så mange myter. Sandheden er, at knægten ikke gjorde noget ud over det sædvanlige. Han besad ingen prangende magt eller blod, kun nogle få velvalgte beskyttelsesbesværgelser. Merlin være lovet for, at Lily var et geni, og fandens også, at hun ikke havde ført andet videre til sin søn end sine øjne. Hun havde også ført sit mod videre, men det skulle hendes fjols af en mand selvfølgelig ødelægge med sin dumdristighed og stædige sind... den mand ødelægger alting!
Hans tanker havde ofte dvælet ved Potter på de seneste, især efter, at Mørkets Herre nævnte den forbandede torsk. Det var så typisk den tumpe at tortere Snape, selv næsten to årtier efter hans endeligt. Hvorfor Voldemort nævnede ham, gik over Snapes forstand, men det var sikkert som en hentydning til hans 'dyrebare' søn. Men alligevel... det antændte nogle næsten glemte minder om den mand. Lige siden havde Severus' afsky for ham kogt og kogt, indtil selv hans kraftigste onde blikke ikke kunne udtrykke hans afsky til manden – og det plejede ellers ikke at være noget problem. Uanset hvad kunne unge Harold se frem til yderst ubehagelige karakterer i Eliksirer i år, det var Severus sikker på. Knægten var alt for let at afreagere på – han var som et spejlbillede af Potter Sr., og det eneste, Severus skulle gøre, var at se bort fra drengens øjne – Lilys øjne. Severus havde aldrig tænkt dårligt om Lily, selv ikke efter hun giftede sig med det fjols til Potter. Mange af Slytherinerne så aldrig ned på hende på grund af hendes blod, da de gik i skole, og heller ikke hendes kollegium. Lily var bare for sød til, at nogen oprigtigt kunne hade hende... uanset, hvad hun så gjorde. Hun var ikke decideret dum, bare ubegribeligt uskyldig. Hun var en spøjs blanding, han ikke havde set på skolen siden. Grangers forstand blandet med eventyrlig skønhed var det nærmeste, han kunne komme det. Lily kunne altid se det gode i folk, stor godhed og endnu større potentiale, selvom personen selv ikke kunne se det. Næsten enhver dreng ville have jublet ved tanken om at tage hende som sin egen, men hun var stædigt faldet for den lokale Quidditchstjerne.
"Hvad er der, Minerva?" spurgte Dumbledore, mens hun førte ham ned ad de velkendte korridorer. Selv nu hviskede væggene deres hemmeligheder, men Albus tog ingen notits deraf. Deres hemmeligheder havde han hørt for længe siden, for de fortæller dem til alle, som lytter, selvom kun få kan høre deres spage ord. Nej. Lige nu ville han gerne vide, hvorfor hun havde afbrudt hans samtale med Severus. Hun vidste jo, at han ikke brød sig om at blive forstyrret, når han talte med ham... Merlin skal vide, at det krævede lang tid at få ham til at åbne op, selv for ham.
"Tilgiv mig, Albus, men Remus insisterede på at tale med dig. Jeg sagde til ham, at du havde travlt, men han svarede, at det ikke kunne vente... Hvis det havde været enhver anden–" prøvede hun at forklare, men blev afbrudt af Rektoren.
"Du gjorde ret i at hente mig, Minerva. Jeg stoler på at Remus ikke ville sige, at noget hastede, hvis det ikke passede... Den dreng har mere tålmodighed end de fleste og ligeledes en god dømmekraft," beroligede han hende, og i hans øjne kunne et glimt anes. "Jeg forstår, at han ikke røbede sagen?"
"Nej, Albus, kun at det var noget, du måtte vide med det samme, og at det drejer sig om Potter." Hun tøvede og rynkede panden."Jeg sværger, Albus, at hvis de frygtelige Mugglere har krummet et hår på den stakkels drengs hoved, så–"
"Ingen grund til ophidselse, Minerva," sagde han blidt og hævede sin hånd. "Jeg er vis på, at drengen er ved bedste helbred. Han vil ankomme til skolen om lidt mere end en uge, og så kan dit beskyttende blik atter hvile på ham."
"Sammen men Severus' skulen," fnøs hun. "Den mand giver alle børnene komplekser, Albus... Hvis ikke det var fordi, jeg ikke taler grimt om mine kollegaer–"
"Kirsebærsovs." Gargoylen sprang til side, så de to kunne gå ind.
"Professor!" råbte Remus, da to velkendte skikkelser dukkede op i døren.
"Goddag, Remus. Har du overvejet mit tilbud, min dreng?"
"Tilgiv mig, Rektor, men jeg kan ikke takke ja til stillingen."
"Vær nu ikke for hård ved dig selv. Børnene ville juble, hvis de så dig ved lærerbordet," sagde han og satte sig til rette i sin gamle stol. "Men jeg tror næppe, at din uvilje til at slutte dig til lærerstaben igen er emnet for dagens samtale."
"Nej, hr.," svarede Remus nervøst. "Gid det var så vel." Nysgerrighed vækket, rankede Dumbledore sig og lænede sig ind over sit skrivebord. Minerva undskyldte sig høfligt, da hun så Remus forlegenhed. "Jeg fandt en dagbog, hr... for omkring en måned siden – James' dagbog. Jeg... jeg tænkte, at jeg nok heller måtte læse den igennem, inden – inden jeg gav den til Harry..." Han kørte nervøst en hånd igennem sit grånende hår. "Jeg... indholdet var... altså..."