5. Migræne

Hun gik ned ad en af Hogwarts' mørke gange, alene, med en beslutsomhedens ild brændende i øjnene. Hun kunne ikke forstå, hvad der skete, kun at hun var nødt til at komme derhen. En følelse af uvilje og uhygge fyldte hende, og voksede for hvert et skridt hun tog, men hun var nødt til at komme derhen, hun var nødt til at se det med sine egne øjne... Hvis bare hun vidste, hvad det var, hun så desperat havde brug for at se. Hendes fødder fortsatte med at dreje om hjørner, der førte dybere og dybere ned i slottet. Hun var i krypten, det kunne hun mærke, men på en eller anden måde var den afsky, hun normalt følte for disse korridorer (og deres skællede beboere), totalt fraværende. Da hun drejede om det næste hjørne, blev hun mødt med et syn, der normalt ville få det til at løbe hende koldt ned ad ryggen. Korridoren foran hende, som hun vidste var den eneste vej til hendes mål, var fyldt med Slytheriner. Det så ud, som om hver eneste af dem var blevet opstøvet og stuvet sammen til denne folkemængde, der nu stod mellem hende og den eneste dør. Men af en eller anden grund tøvede pigen ikke, og til hendes forbløffelse delte mængden sig foran hende, så de grønklædte elever til sidst stod langs væggene som statuer og fulgte hendes mindste bevægelse. Mens hun gik forbi, var der en del af hende, der ikke forstod, hvad der foregik.

Ikke en eneste af disse ellers skarptungede, fornærmelsesspyttende elever mælede et ord. Ikke en eneste kaldte hende en Mudderblodstøs, ingen så meget som mumlede et ord om den enlige Gryffindor, der betrådte deres korridorer. Når hun så dem i øjnene, fandt hun, at de fleste undgik hendes blik, som var hun en basilisk. De få, der vovede at møde hendes brune øjne chokkerede hende næsten med deres blikke. Intet had, ingen afsky, ingen vrede, ingen ond vilje kunne findes i dem. I stedet var deres øjne fyldt med et overvældende opbud af følelser, der strakte sig fra sorg og fortrydelse til medlidenhed og desperation. Hun kunne fornemme en form for ydmygelse og skam, så lig den, der lyste i Harrys øjne, når han gav sig selv skylden for noget langt ud over hans kontrol, stråle ud fra hver eneste af dem, som om alt håb var ude. Det stille klak klak af hendes sko mod det kolde stengulv var fortsat den eneste spage distraktion fra den totale stilhed, der fyldte korridoren. Hun fortsatte.

Endelig trådte en person ud fra mængden og trak hende ind til et pludselig hård tiltrængt kram. Af en eller anden grund bekymrede hun sig slet ikke om, hvem det var, for en underlig følelse af accept overvældede hende og forsikrede hende om, at hun var i gode hænder. Hun fandt, at hun blev trykket tættere ind i krammet, og lod ham føre hende, mens hun pressede sit ansigt dybt ind mod hans bryst. Drengen sagde ikke noget til det. Sådan gik de med en fuldkommen tavshed mellem sig. Hun så først op, da hun hørte en dør knirke, og kastede sig i armene på manden, som måtte have ventet hende. Der stod han, en mand, hun havde hadet lige så længe, hun havde kendt han, og han gav hendes hysteriske anfald lov at udspille sig uden et ord. Hun skreg, vrøvlede uden selv at forstå eller tage sig af sine ord, hendes knyttede hænder hamrede frugtesløst løs på den høje mands bryst, og hendes tårer gennemvædede hans kulsorte gevandter.

"Hvorfor!" råbte hun, uden rigtig at ville have et svar. "Hvorfor mig... Hvorfor HAM... Hvorfor altid ham!" skreg hun, stadig hulkende, mens den høje mand stod stille som en statue og tog imod hendes slag uden tøven. "De sagde det ikke engang til mig," græd hun med en stemme, der mistede styrke for hvert et ord. "Deres egen... Hvor kunne De..." Hun følte et sted langt væk stærke arme holde hende, da hendes ben gav efter, og en rolig, silkeblød stemme lød pludselig fra mandens læber. Hun kunne ikke høre, hvilke ord, der blev vekslet mellem drengen, der havde fulgt hende, og manden, der havde holdt hende, for hun gled selv ned i bevidstløsheden.

Pludselig stod hun foran en seng med sengetøj, der var sølvfarvet med blå kant. Drengen, der lå dér havde forårsaget hende mere smerte og sorg, end hun nogensinde havde troet muligt. Hun elskede ham... elskede ham af hele sit hjerte. Hendes hånd aede blidt hans bløde lange hår, mens hun talte blidt til ham, rystende over hele kroppen.

"Hvorfor kunne du ikke have fortalt mig det?" spurgte hun og lod sin tommelfinger glide over den engang synlige takkede linje i hans pande. "Hvorfor forlod du mig nu?" Hun kunne ikke blive længe, det vidste hun godt, for hans ubevægelige skikkelse gjorde hende ilde til mode. "Hvor kunne du?" Så meget havde hvilet på hans skuldre, han havde virket så usårlig, så hvorfor lå han her nu? Hvad var anderledes ved denne gang? Hvorfor kunne han ikke overleve? HVORFOR? Hun lagde fraværende mærke til, at den anden dreng var i værelset, stod roligt ved døren, mens han betragtede hende, trøstede hende med sit blik. Denne lyshårede dreng, vidste hun, var hendes elskedes bedste ven... trofast mod ham selv når alle andre tvivlede, og den utrolige sandhed var kommet frem i lyset. Vidste han det mon, funderede hun, eller blev han lige så chokkeret som hende? Hun trådte væk, gav slip på den slappe hånd, hun havde holdt, og faldt atter i armene på den medfølende lyshårede dreng. "Draco..." hviskede hun. "Lad os gå."

Billedet blegnede langsomt, mens hun blev rystet voldsomt.

"Herm!" var der en, der kaldte. "Vågn op!" Endelig, efter endnu en rystetur, fulgte hun kommandoen og lod den virkelige verden glide i fokus.

"Er du okay?" spurgte en anden stemme blidere. "Der gjorde du os altså bekymrede..."

"Jeg... undskyld," mumlede hun, stadig ikke helt sikker på, hvad der foregik. "Harry. Ron. Hvad laver... nå ja."

"Er du sikker på, du er okay, Herm? Skal vi sende en ugle til Pomfrey?"

"Hvad? Nej, Ron, jeg har det fint, det har jeg virkelig," sagde hun med bestemtheden tilbage i stemmen. "Jeg havde bare en underlig drøm. Hvor længe har jeg sovet?"

"Næsten hele turen, jeg vil foreslå, at du tager din kappe på..."

"Hele turen? Virkelig? Jeg kan slet ikke huske, du–"

"Da vi fandt dig, sov du allerede... Harry ville ikke lade mig vække dig." Den nævnte dreng rødmede lidt og fik et tavst 'tak'. "Så vi bliver vel nødt til at få snakket sammen ved festmåltidet."

"Men du fortæller os om den drøm – ikke også?"

"Så snart jeg har fået min kappe på... Hvis I vil have mig undskyldt, drenge?"

Fem minutter senere var alle tre tilbage i kupéen, og drengene ventede spændt på Hermiones forklaring. Harry fordi det var rart for en gangs skyld ikke at være den, der fortalte, Ron på grund af simpel nysgerrighed.

"Som jeg var ved at sige," fortsatte Hermione, "var det mest underlige deres øjne."

"Deres øjne?" spurgte Ron øjeblikkeligt, som ikke helt kunne se, hvordan Slytheriners øjne kunne være det mest mærkelige i drømmen.

"Ja, deres øjne... De var blide... kærlige... IKKE de kolde, hårde blikke, Slytheriner normalt har. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, at de følte skyld over deres forældres handlinger, eller deres forældres venners handlinger, eller... hvem det nu ellers kunne være..."

"De burde også føle skyld, Herm, de er jo Dødsgardistlærlinge..."

"Ikke alle Slytheriner er onde, Ron..." Drengen hævede et frustreret øjenbryn.

"Ja... Ormehale var i Gryffindor, og det gjorde jo ikke ham til en flink fyr, vel?"

"Nej-nej," svarede han irriteret. Slytheriner er onde, kan de ikke se det? "Men jeg synes stadig, mange af dem er selviske og egoistiske!" Hermione og Harry udvekslede et blik, der sagde 'han er håbløs', og blev stiltiende enige om ikke at tale mere om det. Rødtoppen havde et voldsomt temperament, og stædighed var trods alt et af Gryffindors kendetegn... Nogle gange var der bedst bare at blive enige om ikke at blive enige. De tre kunne ikke risikere at være uvenner, for Voldemort var begyndt at genvinde sin magt, og Merlin ved, hvad han ville udsætte dem for denne gang.

Før de kunne nå at fortsætte, hørte de en stemme råbe efter førsteårseleverne, og det var ikke Hagrids.

"Hold kæft, mand... tænk at Filch er den første, de møder."

"Det kunne være værre..."

"Det kunne være Snape." Alle tre skar ansigt, men Hermione var pludselig eftertænksom. Kunne manden have været Snape? Stedet syntes at tale for det, men hun kunne slet ikke forestille sig at gå i spåner foran ham... og heller ikke, at hun ville kunne slippe afsted med det uden at miste en god bunke point. Men på den anden side virkede det meste af drømmen for underlig til, at det kunne ske i virkeligheden, selvom den gav hende en mærkelig følelse. Den virkede i hvert fald stærkere, klarere end nogen anden drøm, hun havde haft... måske et varsel? Nej, hun havde aldrig rigtig troet på det 'indre øje' og sådan noget pjat, og det ville være synd at begynde nu.

"Jeg gad vide, hvor Hagrid er."

"Sikkert ikke færdig med sin mission endnu," svarede Harry fraværende og forklarede, hvad han havde hørt, da selv Hermione så forvirret på ham.

Da de satte sig op i vognene, påpegede Harry, hvor behagelig turen var uden Malfoys årlige visit, og de andre sagde sig med det samme enige. Han gættede på, at deres sidste møde stadig stod skarpt i Malfoys hukommelse, og han smiskede ved tanken.

"Hvad tænker du på, Harry?"

"Hvad der sker, når man blander besværgelser, der bare ikke skal blandes."

"Ah, Malfoy-slim..." mindedes Ron og smilede skadefro af det billede på hans nethinde, der var så tydeligt, som den dag, det skete (hvis ikke mere farverigt).

"Hvor er Hedvig?" spurgte Hermione pludselig, da hun lagde mærke til, at Harry ikke havde hendes bur med i år. Hun fortrød sit spørgsmål, da en mørk sky gled over drengens ansigt.

"Hvordan var din sommer, Hermione?" spurgte Ron for at aflede Harrys opmærksomhed fra det sidste spørgsmål. "Altså ud over de mærkelige drømme..."

"Ron, jeg har kun haft én underlig drøm, og jeg har ikke tænkt mig at gøre det til en vane. Jeg må have spist et eller andet, jeg ikke kunne tåle..."

"Ja, Ron, mine drømme er nok – der er ikke nogen grund til, at I andre også skal ligge vågne," indskød Harry skødesløst, men hans øjne besvarede hans venners næste spørgsmål – han havde stadig drømme.

"Og det, han skrev om Cecilia... det er manisk, Albus! Ti sider!" Remus travede rastløst frem og tilbage i Rektors kontor, og dagbogen lå åben på det store skrivebord. "Jeg kan stadig ikke tro, han gjorde det mod mig... selv han vidste, hvor brændende Severus ønskede en søn. Bortrøvelse af en arving var engang en forbrydelse til livstid i Azkaban! Hvad skal jeg gøre? Jeg kan jo ikke bare fortælle ham det."

"Dette er din beslutningen at træffe, min ven, selvom jeg dog påskønner, at du har fulgt mine råd førhen," sagde den gamle mand langsomt, glædet over, at Remus var enig med ham i, at de gjorde bedst i at læse hele bogen, før de drog nogen konklusioner. "Jeg er bange for, at valget er dit alene. Jeg kan ikke lede dig på rette vej. Skønt jeg ved, at både drengen og Severus ville have stor gavn af et sådant forhold, kan deres nuværende omstændigheder vise sig-"

Han blev afbrudt af et bank på døren. "Det må være min eskorte til Storsalen, og eleverne er utvivlsomt allerede ankommet." Han kluklo. "Ingen grund til bekymring, Minerva sender en hvert år... Og hvert år har noget fanget min interesse så fast, at jeg glemmer alle forud aftalte forpligtelser." Rektoren rejste sig, så hans skæg gled i en kaskade ned over hans smaragdgrønne gevandter. "Du er velkommen til at tage del i festlighederne... Du er også velkommen til at bliver her, men du må have mig undskyldt... Det er ikke klogt at tillade eleverne så megen tid uden Rektorens tilstedeværelse, ellers træder brødrene Weasley til og morer dem i mit sted."

Remus stak bogen i lommen, men holdt hånden på den. Dette var langt det sværeste valg, han i sit liv havde været nødt til at træffe. Selv den aften med Køter var ikke nær så svær, for en del af ham havde altid troet på, at han var en uskyldig mand... det var en velsignelse at høre den anden side af historien. Dette her, det var lige som at vælge mellem pest eller kolera. Hvis han fortalte dem det, ville Harry på den ene side blive fri for de forbandede Dursleyer en gang for alle. Severus ville sikkert have godt af en ekstra person i sit liv, og måske ville hans stenkolde eliksirmester-maske smelte. Men på den anden side havde Harrys liv allerede taget nok uventede drejninger og ulykker, og han havde virkelig ikke brug for, at hans verden knustes igen. Han lignede James så meget, og manden havde sagt, at besværgelserne aldrig ville blegne... Hvordan ville det være at finde ud af at ens liv er en løgn, en løgn der ikke kan rettes op på? Severus lagde ikke skjul på sit had til drengen, og Harry gengældte hans afsky til fulde; det ville være svært, hvis ikke umuligt for dem at acceptere.

"Remus!" råbte en stemme, og han blev pludselig klar over, at hans ben havde båret ham ned til Storsalen. "Underviser du her igen, Professor?" Remus kendte den stemme, han kendte den stemme alt for godt, og lige nu var den det sidste, han havde brug for at blive konfronteret med.

"Desværre ikke," sagde han langsomt, mens han vendte sig om. Han gav slip på det vejr, han uden at opdage det havde holdt, da hans blik landede på drengen. Han havde næsten ventet at se en mini-Snape stirre op på ham. "Hvordan går det, Harry?"

"Fint, hr.," svarede drengen, og lignede fuldstændig sig selv.

"Snuffy savner dig, jeg tror måske, han kommer og besøger dig til jul... Jeg bliver her i nogle uger, så hvis der er noget, du vil tale om..."

"Det ville være fedt, måske kan du give Harry nogle tricks til at forhekse Slytheriner, vi skal virkelig have ram på dem i år!" udbrød Ron og gik hen til Harry. "Vi må hellere smutte, Harry, Dumbledore holder tale nu."

"Kommer, Ron. Hej-hej, Remus."

"Vi ses senere, Harry." Remus lænede sig mod væggen og lukkede øjnene, før han trådte ind i salen. Han kørte forlegent en hånd igennem håret, da hans blik faldt på en snerrende Snape. "Lort," mumlede han stille, så ingen skulle høre ham, og for en gangs skyld ville han faktisk ønske, det var fuldmåne. Så ville han da i hvert fald være alene, og ikke stirre på de individer, der forårsagede hans moralske dilemma. Ups, han flyttede hurtigt sit blik, og det landede tilfældigvis på den anden... I det mindste smilede Harry...

"Se, det er Professor Lupus! Så underviser han sikkert i år!" udbrød Hermione ivrigt.

"Nej, han er bare på besøg," rettede Harry og kvalte hendes håb. "Dét der er vores nye lærer i Forsvar."

"Ham der? Han ser ud, som om han hellere burde sidde i en fiskerbåd..." kommenterede Ron og så op og ned af den vejrbidte, brunhårede mand.

"Remus så heller ikke just kompetent ud, da vi så ham for første gang, Ron, og han er den bedste, vi har haft."

"Jo-jo, men..." Han stoppede, da hans svar blev druknet af Fordelingens begyndelse. Hatten sang sin sang, Gryffindor fik syv nye elever, og Dumbledore stod rank foran hele salen.

"Endnu et år er over os," begyndte han, "endnu et læringens, morskabens og venskabets år. Lad mig minde om, at skoven er forbudt område for alleelever. Quidditchprøverne skal afholdes om to uger af jeres holdkaptajner, og håbefulde aspiranter bedes henvende sig til dem eller andre tilbagevendende holdmedlemmer. Jeg vil ligeså gerne introducere jer for det nyeste medlem af lærerstaben, dette års lærer i Forsvar Mod Mørkets Kræfter og en af mine meget gode venner, Professor McWhirr." Manden rejste sig, skelede et øjeblik til Harry, og satte sig så ned igen, og Albus tilkaldte aftenens måltid.