6: Ammodytus
"Av! Pas lige på!"
"Hvis du nu bare ville trylle den større, ville jeg ikke træde dig over tæerne, Harry!"
"Sådan nogen kapper kan slet ikke tåle at blive tryllet større, Ron... Helt ærligt, har du nogensinde åbnet en bog?"
"Shhh."
"Er du sikker på, du ved, hvor vi skal hen?"
"Nej."
"Hvad vi leder efter?"
"Nej..."
"Så hvorfor i Merlins navn vandrer vi så rundt hernede, efter sengetid, mens Filch er ude efter elever at være ond ved?"
"Du behøvede ikke at komme med, Ron... faktisk husker jeg tydeligt, at jeg bad dig blive i tårnet."
"Nå ja, skyd bare skylden på din bedste ven, der vil hjælpe dig-"
"Ron, jeg er sikker på, at han ikke mente det sådan, men du tvang ham faktisk næsten til at lade dig komme med."
"Og?" Hermione himlede med øjnene. Nogle gange var Ron bare så tykhovedet!
"Shh, jeg fandt det."
"Fandt hvad?"
"Hulen. I ved, 'Bag lukket dør, med spøg og skæmt, der har en eliksir vi gemt'? Det passer alt sammen. Se, kortet siger, vi skal trække den midterste havfrue i øret."
De to yderste havfruer skred fremad, så den midterste kunne dele sig i to på langs, så en dør kom til syne bag hende.
"Har du regnet kodeordet ud, Harry? Der stod i rimet, at du kun har ét forsøg."
"Jeg sværger højtideligt, at jeg er ude på skræmmer," svarede Harry med et smil til Hermione. "Det er jo deres kendemærke, ikke?"
"Hvorfor virker det så ikke?" spurgte Ron. Harry gentog sin ed, og pegede denne gang med sin stav på de øjne, der var ridset ind i døren. Den stille rumlen, der blev dæmpet af stærke Silencioer, lød igen, og døren blev suget ind i stenmuren.
Rummet bag døren var koldt og støvet. Næsten endeløse rækker af bøger stod langs væggene i reoler og uordentlige bunker. Kedler, brændere, krukker med ingredienser og og flasker fyldt med forskellige væsker lå spredt ud over det enorme bord i hjørnet af rummet. Hver af flaskerne, nogle hele, andre ødelagte, var mærket som en elevs eliksirer ville være. For Hermione var det et himmerig på jord. For Ron var det gudsjammerligt kedeligt, indtil han lagde mærke til kisterne fulde af spøg og skæmt-materialer. For Harry føltes det som et hjem. Her kunne han bogstaveligt talt mærke tin fars tilstedeværelse, Sirius' tilstedeværelse og Remus'... Det var ligesom en rejse tilbage til en glemt tid, hvor folk ikke frygtede Voldemort, hvor hans navn var ukendt, og hvor Mørket kun var en fjern trussel. En tid, hvor børn kunne være børn – lave spøge, drive den af og ikke bekymre sig om andet end lektier og kammerater. En tid, hvor børn ikke behøvede at blive voksne alt for tidligt, ikke behøvede at se brutale mord, når sadistiske fjolser torterede uskyldige mennesker for at føle sig mægtigere. De behøvede ikke at være berømte, før de kunne gå, og heller ikke at flås væk fra alle dem, der elskede dem. Harry rystede tankerne af sig. Ønsker ville ikke ændre den, han var, hvad han var udsat for. Han gik igen i gang med at lede efter eliksiren, og nu var han ret sikker på, han vidste, hvad det var – en Animaguseliksir. Han ville få brug for så mange hemmelige tricks, han kunne trække på, som overhovedet muligt, og evnen til at forvandle sig ville være en stor fordel. Han endte med at finde syv små flasker eliksir med mørkelilla væske i et lille skrin.
"Herm, hvornår var det, du sagde, den blev for gammel?"
"Efter hundrede år. Den er mere effektiv, jo tættere på halvtreds, den er, men efter ethundrede år bliver den ubrugelig... og giftig."
"Hvad med femogtyve?"
"Det ville sandelig hjælpe med at sætte skub i processen. En nybrygget eliksir er flere år om at forvandle kroppen, men en tyveårig eliksir... med den kunne vi blive færdige før juleferien!"
"Animagus på under et år? Hvor melder man sig til?" spurgte Ron, og trak snuden ud af en gammel Quidditchbog, der nu var et samlerobjekt.
"Lige her," svarede Harry og kastede en flaske til ham.
"Men jeg har læst, at vi bliver nødt til at forberede os fysisk... noget med at faste."
"Man må ikke spise noget, der kommer fra dyr i en uge: kød, æg, mælkeprodukter og sådan. I bogen stod der, at man skal starte en mandag, lade være med at spise noget efter man vågner fredag, ikke sove hele natten, og så drikke eliksiren inden man går i seng lørdag efter solen går ned."
"Kan du huske alt det, Harry?" spurgte Hermione vantro.
"Jeg læste og genlæste mine bøger, da jeg var i Surrey. Der var ikke meget at lave ud over huslige pligter, og de bider ikke på mig så meget mere. Jeg tror, jeg er ved at blive immun over for dem."
"Se det er trist, makker... Du er holdt op med at brokke dig over husligt arbejde."
"Så hvornår skal vi gøre det?"
"Altså, jeg gør det uanset hvad. Jeg er nødt til at have noget oppe i ærmet, hvis Voldie kommer efter mig igen."
"Sig ikke sådan noget!"
"Og lad være med at kalde ham det!"
"Du ved jo godt, at det er uundgåeligt, jeg er hans fjende nummer et. Eller måske er det Dumbledore."
"Meget morsomt," sagde hun tørt. "Men denne her evne vil hjælpe dig meget. Jeg går ud fra, at vi gør det på ulovlig vis?"
"Og... du... har det okay med det?"
"Ja, jeg har, Ron. Hvis vi registrerer os mister evnen sin værdi, for Du-Ved-Hvem har spioner i Ministeriet, og det ved du også godt."
"Hvis hun er okay med det og ikke konstant vil sige, at vi kunne blive smidt ud af skolen, så vil jeg også gerne... for Harrys skyld."
"Tak, Ron, jeg havde virkelig ikke lyst til at gøre det alene."
"Skulle det være en anden gang, makker." Harry smilede sit første rigtige smil i noget, der føltes som en evighed.
"Og desuden villeI to blive bortvist, hvis jeg ikke hjælper jer," tilføjede Hermione med et smil. De gik alle ud af værelset med en dosis i hånden og smil på læben, mens de tænkte på, hvad de næste måneder mon ville bringe. Harry havde knap nok lagt hovedet på puden, for han faldt i søvn, håbende på, at mørke billeder ikke ville forstyrre ham.
Snape var transfereret for kun få øjeblikke siden, og den mørke skov fik det til at gyse i ham, ligesom den altid havde gjort. Selv ikke inderkredsen måtte komme til Voldemorts hjem, hvor det så end var. Ikke at han ville derhen... ellers tak... dette her var slemt nok. Det store bål rasede som altid, holdt skovens dyr væk og kastede et blodtørstigt lys over de dødningemasker, de alle bar. Severus havde en teori om, at de flakkende flammer fik Voldemort til at se mere truende ud ved at fremhæve hans blodrøde øjne og lægge hans skjulte ansigt i en endnu dybere skygge.
"Nuvel, mine tjenere..." Hans kolde, rædselsvækkende stemme skar igennem luften. "I er mine betroede, inderkredsen og dødskernen." Ja, betroet... han skulle bare vide... "Nogle af jer," hans blik strejfede Lucius, "har tjent mig med formidabel iver. Andre," hans blik hvilede lige ved siden af Severus, for tæt på, "har endnu ikke opnået min velvilje, og nogle få..." hans blik hvilede nu til højre for Severus, alt for tæt på, "har skuffet mig." Ikke godt... overhovedet ikke godt. Severus var glad for, at de bar masker, for selv med dem kunne han se, at nogle af de forsamlede var skræmt fra vid og sans. "Lucius og visse andre har arvinger, der snart kan slutte sig til rækkerne. Resten af jer..." Han lod sætningen hænge i luften, selvom alle vidste, hvad der nu ville ske. "Marriot!" råbte han pludselig og trådte hen til en mand i den anden ende af kredsen.
"J-j-ja, Herre?" Forkert svar, tænkte Severus med et strejf af anger, fjolset lærer det aldrig.
"Hvorfor har du ikke en arving at stille for mig? Lovede ikke alle Dødsgardister at vie deres førstefødte til min tjeneste?"Han må hellere finde på noget... og det hurtigt. "Behøver jeg minde dig om min vision? Om Aspidis?" Nej. Hvordan skulle vi kunne glemme det? Jeg har ondt af dig, Draco, og af alle de andre Asper. Hvad I ikke skal igennem...
"T-ti-tilgiv mig, min Herre... Jeg-" For sent. Det var en skam at se ham dø sådan, ikke at Severus ikke selv svedte under masken. Han havde heller ingen arving. Mørkets Herre fortsatte, forlangende en forklaring. Ingen åbnede munden.
"Og hvad med dig, Severus? Jeg havde regnet med, at du ville tjene mig bedre. Havde du ikke en kone, Severus?" Lort. Dårlige minder, dårlige minder... lort.
"Jo, Herre," prøvede hans silkebløde stemme at berolige bæstet.
"Hvorfor er du så barnløs, min tjener?" Forbandet være han... han nyder det! Ikke at det overraskede ham.
"Jeg... jeg har en arving, min Herre," rettede hans stemme respektfuldt. Han vidste, hvordan man overlevede spørgsmålene. Ingen stammen, ingen synlig frygt, kun ydmyghed. Mørkets Herre stillede sig ikke tilfreds med skvat.
"Nå så det har du, Severus?" spurgte han hånligt. "Hvorfor er han så ikke blevet forestillet for mig?"
"Jeg kender ham ej, Herre." Hvor er min evne til at lyve blevet af? Det er den mest tåbelige undskyldning, jeg-
"Du kender ham ej? Hvorledes kan det gå til, Severus?"
"Da min kone fandt ud af, hvad jeg var... da hun opdagede tegnet, flygtede hun." Merlin, det her er virkelig under mit niveau. Hvornår er jeg begyndt at bruge så dårlige forklaringer? "Og mit ufødte barn med hende."
"Og i al denne tid har du ikke følt det nødvendigt at finde det?"
"Jeg var travlt beskæftiget med at tjene Dem, min Herre." Det var bedre; lad os så se, om jeg stadig kan nå at rede mit uduelige skind.
"Og efter mit fald?" Touché. Ikke godt.
"Da betød det intet for mig, Herre. Hvad nytter en ny tjener uden en herre?"
"Troede du virkelig, at jeg var væk, Severus?" Ja, og jeg jublede.
"Nej, min Herre, men indtil jeg kunne finde Dem..."
"Find denne arving omgående, Severus. Jeg ønsker at se den yngste Snape ved min side. Jeg ønsker alle Aspidis ved min side."
"Jeg vil prøve, min Herre..." Så, nu kommer det. Næsten som om hans tanke var dets stikord, fyldte en frygtelig smerte Severus. Han vidste, at han ikke kunne gennemføre ordren, for der var intet barn, hans kone var ufrugtbar, og han havde undersøgelser, der beviste det. Hun var død flere år før Voldemorts fald, men der gik rygter om, at Severus havde giftet sig med en anden pige. Startet af Merlin ved hvem...
I det mindste var han i live. Han hørte langt væk Voldemort udspørge en anden, og Malfoy overtog torturen... eller var det Goyle? Ikke at det betød noget. Smerte var smerte, og det betød ikke noget, hvis stav den kom fra – i hvert fald ikke nu. Det føltes som om, der var gået flere dage, men til sidst var det forbi. Merlin være lovet for, at det er forbi. Severus rejste sig langsomt op på rystende ben og forberedte sig på at transferere tilbage til den Mørke Skov og gå den næsten uendelige vej tilbage til Hogwarts. Heldigvis havde han en dobbelttime med Gryffindor og Slytherin næste morgen. Herligt. Selvom det ikke er Potters klasse. Åh ja, de skulle komme til at miste point som aldrig før. Besynderligt, som sådan handlen kunne berolige en, ganske besynderligt. Et træt smil bredte sig over hans ansigt, en ynkelig efterligning af hans sædvanlige smisken, men mere kunne han ikke mønstre med den energi, han havde. Det eneste, han kunne tænke på, var hans varme bløde seng og en speciel eliksir, der ville mindske eftervirkningen af den forbandede forbandelse.
"Du behager mig, Ammodytus," sagde hans 'herres' stemme roligt med en usædvanligt munter klang... ikke at man nogensinde kunne kalde hans stemme munter. Hvorfor helvede brugte han også det navn? Det var han ikke blevet kaldt siden... det er også lige meget. Han blev pludselig opmærksom på den barneskikkelse, der stod ved hans side, tilsyneladende usædvanligt rolig over at have Voldemorts kolde hånd hvilende på skulderen. "Din søn er yderst fascinerende," fortsatte han med et hurtigt blik på drengen, som Severus anslog til at være cirka 15-19 år, "han vil tjene mig vel." Drengen slog sin hætte ned, og alle tanker i Eliksirmesterens hoved forstummede.
"Har du det helt godt, Far?" spurgte drengen uskyldigt med et anstrøg af bekymring i øjnene.. . i de klare, grønne øjne. Det ene lille spørgsmål var nok til at få Severus til at stivne. Drengen foran ham lignede ganske rigtigt hans søn. Hans sorte hår var sat op i en hestehale, og ilden fra bålet gav det et rødligt skær. Hans elegante, Snapeske øjenbryn var hævet en anelse med undertrykt bekymring, og hans blik hvilede tungt og roligt på ham. "Far?" gentog drengen, hans stemme nu farvet af bekymring.
"Svar ham, Severus..." pressede Voldemort med ansigtet fuld af irritation. Så var vi altså tilbage til 'Severus'? Det var også lige meget, nu skræmte hans gamle kælenavn ham kun. Han var glad for at være af med det.
"Ja," forsikrede Severus drengen, for han turde ikke tirre Mørkets Herre, selvom han ved Merlin ikke kunne regne ud, hvad han havde tænkt sig. 'Søn' virkede næsten som et ord, hans læber ikke burde mæle, som ville han dræbe drengen ved at ytre det ord.
"Du er da glad, ikke sandt, Far?" brød barnets tanke atter ind i hans tankerække, og noget i hans stemme sagde ham, at han skulle svare ja. Snapes tanker om, hvem drengen egentlig var havde åbenbart fået ham til at overhøre Voldemorts spørgsmål.
"Meget," svarede han med nok sarkasme i stemmen til, at det kunne tolkes begge veje.
"Jeg er glad for, at du er enig, Ammodytus, i at din søn vil blive en glimrende arving. Og som tak for at sætte ham i verden, vil din rang hos mig utvivlsomt blive endnu højere, end den før var."
"Tak, min Herre," tvang Snape sig selv til at sige med en pludselig lyst til at rive drengen væk og aldrig tage ham med tilbage. Han prøvede forgæves at ryste impulsen væk med en kort tanke på dens art. Pludselig blegnede scenen, og et glimt af klart, grønt lys blændede ham.
"Far!" råbte drengen med en stemme, der skar igennem Severus' ører og fik hans blod til at isne.
Severus fløj op at sidde i sengen med sin sø- med drengens skrig ringende i hans ører.
"Forbandede mareridt," knurrede han, rystede følelsen af sig og skældte sig selv ud for at drømme den. Drømmen havde stået utroligt klart for ham, men det var stadig kun en drøm. Formentlig et resultat af det sidste møde, rationaliserede Snape og hældte et lille glas af den whiskey, han havde på sit natbord, op. Nogle gange var de bedste eliksirer slet ikke magiske. Skål. Da han så det lysende femtal på sit vækkeur, ormede Snape sig ud af sine silkedyner og gjorde sig langsomt klar til at tale med Rektoren. Den gamle troldmand ville uden tvivl finde detaljerne fra den aften intet mindre end fascinerende. Uanset hvad måtte sagen drøftes, og jo før han fik det overstået, jo hurtigere ville han glemme det. Detaljerne fra den forbistrede drøm var allerede begyndt at flyde ud, og det eneste, han kunne huske, var drengens uhyggeligt bekendte ansigt og det hårrejsende skrig. "Bare en drøm," gentog han hurtigt for sig selv og rystede på hovedet i et forsøg på at slippe af med synet.
A/N: Tak til alle, der har kæmpet sig så langt som til denne note. Hvis I på nogen måde har en mening om historien, så ville jeg sætte stor pris på et lille review. Mere, så jeg ved, at I findes :)