7: Ofre

"Jeg sværger Harry, hvis jeg får ensom-ni af det her..."

"Helt ærligt, Ron, én nat uden søvn giver dig ikke insomni! Om du bliver træt – ja. Virkelig gnaven – helt bestemt."

"Han er allerede gnaven, Herm. Kan du række mig en Søvnstopeliksir mere? Jeg troede, du sagde, den ville holde op til ti timer?"

"Hvis jeg havde været Eliksirmester, så ja. Men eftersom Snape hellere ville flå os levende end at brygge dem for os, holder de her kun to... og spar på dem, ellers løber vi tør for flagermuseklør og fehår. Der er ikke Hogsmeadeweekend før om en måned, og man ved aldrig, hvad Snape sætter os til... I ved jo, hvordan han springer rundt i bogen! Er der måske nogen af jer, der vil tages i ikke at have nok ingredienser i hans timer?"

"Har du nogensinde tænkt på bare at snige dig ud? Vi har jo kortet."

"Det er en sidste udvej. Vi er nødt til at undgå at vække opmærksomhed, og jeg er allerede blevet spurgt flere gange, hvorfor jeg ikke har spist brød hele ugen. Havregrød er virkelig ulækkert efter en uge." Drengene nikkede i enighed. Den forgangne uge var ikke sjov. Da Ron opdagede, at selv brød (og alt andet bagværk) var udelukket, var han nær røget helt op i loftet af raseri. Til aftensmad havde Harry lært dem at lave en af hans gamle favoritter, men selv den blev kedelig efter en tid. Derhjemme havde han ofte lavet en 'restegryde' med en blanding af kartoffelmosrester, majs, ærter og nogle gange lidt bacon eller kødstykker (hvilket de ikke kunne nu). Opskriften var faktisk ret lækker, især når grønsagerne var lavet rigtigt, blandet ordentligt og stegt længe. Han spiste det som regel en gang imellem (dagen efter, de spiste kartofler, for Tante Petunia lavede altid for mange, og Dudley måtte ikke under nogen omstændigheder spise rester), men efter en uge i træk uden ændringer blev den uappetitligt kedelig. Han brændte efter en forandring.

"Se det på den lyse side, i det mindste behøver du ikke at bekymre dig om mareridt i nat," mumlede Ron opmuntrende. "Hvordan går det egentlig med... med dem?"

"Jeg har ingen haft siden, jeg kom tilbage til Hogwarts... og det er det, der bekymrer mig."

"Hvorfor? Jeg ville være lykkelig over at få en god nats søvn."

"Jeg ville hellere være sikker på, at der ikke er noget under opsejling. I den sidste, jeg havde, snakkede han med Ormehale om en eller anden speciel gruppe, Asipser, eller sådan noget. Han sagde, at han ville blive nødt til at udspørge sine kære Dødsgardister..." Harry rynkede panden. Ordet var ikke helt rigtigt. Aspedis... Aspadis... "Aspidis."

"Hvad?" spurgte Ron.

"Det var ikke Asipser, men Aspidis."

"Harry, det er en navnet på en hugormeart, den mellemeuropæiske Aspishugorm," sagde Hermione og så endelig op fra sin bog. "Sagde han, hvad det var for nogen?"

"Han sagde, at de var over Dødsgardisterne, født til at dræbe, hans slanger. Jeg tror, han sagde noget med, at de var hans 'dødsarvinger', hans 'krigens vilde hunde', hvad det så end betyder... har den mand navne til alt?"

"Gad vide, hvad han kalder Snape."

"Severus."

"Ikke noget kælenavn?" spurgte Ron sarkastisk, og Harry rynkede panden.

"Altså, han kaldte ham engang noget andet..." Han standsede og prøvede at huske navnet rigtigt. "Ammodytus, men det var kun første gang, han kom. I starten af juli, tror jeg. Han sagde noget a lá 'hvorfor kom du ikke, du, som jeg engang kaldte min Ammodytus? Nu står de underordnede her i dit sted.' Virkelig uhyggeligt, hvis I forstår... Snape så ud til at være skræmt fra vid og sans... og I ved, hvor sjældent det sker."

"Jeg må løbe."

"Hvorhen?"

"Biblioteket," svarede Hermione, allerede halvvejs ude af portræthullet. Drengene himlede med øjnene. Det tegnede til at blive en lang lørdag... den var kun ti, og drengene var allerede trætte.

"Hvad tror du, der gik af hende denne gang?" spurgte Ron.

"Jeg vil vædde to knut på, at hun er ved at slå den dybere mening i den fedtede karls kælenavn op."

"Jeg tager ikke håbløse væddemål," svarede han bestemt og rakte ud efter en dosis eliksir til. "Vil du have noget med?"

"Nej tak, jeg ville gemme den til senere, hvis jeg var dig. Slik og kaffe er nok til mig indtil videre," svarede Harry.

"Kaffe? Serverer de overhovedet kaffe?"

"Næ, og jeg hader det sprøjt, men nøj hvor det kan holde en vågen. På den måde kan vi spare eliksir og ingredienser." Den anden dreng rullede med øjnene.

"Du ved godt, det sprøjt er afhængighedsskabende..."

"Men det er eliksiren også," skød han igen. "Hørte du ikke, som Hermione klagede over det?" spurgte Harry og hævede et øjenbryn.

"Så bliver det kaffe til to, med et halvt ton sukker til."

"Vil De gøre mig den ære at ledsage mig til køkkenet, eller vil De have det bragt op, hr.?" skød Harry spøgefuldt igen.

"Jeg kommer... men er du sikker på, alferne er okay med det?"

"Nej, de vil skabe et enormt påstyr over hvor dårligt det er for os, mens vi stadig vokser," svarede han, "men Dobby går med til det efter lidt overtalelse."

"Efter, vi bliver friske igen, har du så lyst til at gå ud og flyve?"

"Nej, Ron, jeg tror ikke, det vil være en god idé at falde af kosten lige nu... Jeg er så træt, at jeg kommer til at miste kontrollen."

"Men faldet ville vække dig..."

"Og mødet med jorden vil så mig ud. Hvis vi dummer os, bliver vi nødt til at starte forfra med hele ugen... og jeg vil virkelig gerne snart have noget ordentlig mad. Hvorfor er der også pludselig animalske ingredienser i alting? Selv slik?"

"Ja, først troede jeg også kun, det var kød og sådan."

"Nå. I aften skal vi i gang, og derfra bliver det kun lettere. Efter i morgen skal vi kun bekymre os om at øve transformationen."

"Og at holde det hele hemmeligt."

"Jeg har et par idéer..."

Da mørket var faldet på, havde de alle tre svært ved at holde øjnene åbne. Hermione havde insisteret på at vente, til de kunne se den første stjerne på himlen, uanset hvor mørkt det blev. Harry var enig i, at det nok var bedst at være på den sikre side... han havde virkelig ikke lyst til at gøre det igen.

"Så hvad sker der nu?" spurgte Ron og satte ord på alle tres tanker.

"Jeg er ikke helt sikker, Ron... i bogen stod der, at alle oplever det forskelligt."

"Jamen det var dog fantastisk. Nu hopper vi i med begge ben."

"Helt ærligt, Ron, Harry har ret. Alle bearbejder eliksiren på hver deres måde."

"I bogen stod der, at vi vågner på et tidspunkt på søndag... formentlig om eftermiddagen. Og hvad vi oplever? Det må vi vente og se."

"Vi skal nok klare det, Ron. Vi har alle undersøgt det grundigt, eliksiren er helt korrekt brygget, for Røverne brugte den. Det kommer til at gå fint."

"Her," afbrød Harry og rakte dem hver en flaske. "Vi snakkes ved i morgen."

"'Nat!"

Dumbledore travede frem og tilbage i sit kontor. Voldemort havde tilkaldt Severus igen. Og det var kun en uge siden, Severus var vendt tilbage fra det sidste møde...

Den dag var i sandhed mørk. Da Severus fortalte ham, hvad der var sket, hvad han havde sagt... Da kunne Albus næsten mærke årene hale ind på ham. Så tæt Severus kom på sandheden den dag! Alene tanken om at se den kløgtige unge mand, der bar Troldmandsverdenens håb på sine skuldre, stå ved Voldemorts side som en af hans trofaste Aspidis fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på ham. Han havde hørt meget om disse børn – forbandet ved fødslen, smedet af trolddom, styrket af ild og prøvet med stål. Perfekte våben med urokkelig loyalitet. Rektoren rystede tanken af sig – Harry ville aldrig adlyde Voldemort, ALDRIG. Merlin være lovet for, at han har arvet lidt af Lilys stædighed. Denne nye information havde også rystet Remus. Nu var de nødt til at genoverveje deres grunde til ikke at fortælle dem det. Der var stadig en del af ham, der overvejede, om det ikke ville være en god idé at fortælle det til Severus. Han var stærk, stolt, og lod ingen se hans svage sider; Det ville gøre ham godt at have en, der holdt af ham, der kunne give ham en grund til at vende tilbage i live, og måske rent faktisk bede om Dumbledore (og hans Orden) om ekstra beskyttelse. Hvis han bare vidste, hvor vigtig han var for dem... Efterretning eller ej. Dumbledore rystede på hovedet. Hvis sandheden skulle frem, var Severus næsten blevet som en søn for ham – Severus havde brug for ham, han var bare for stolt og stædig til at indrømme det. Han havde brug for at have nogen, nogen til at tage sig af ham, nogen, der ville tage sig tid til at knuse de mure, han havde bygget op om sig selv, nogen til at kigge dybere end hans barske ydre. Selv Albus kunne kun gøre lidt for at påvirke manden. Det, Severus virkelig havde brug for var... ja... Harry. Den dreng havde en forbløffende evne til at smelte hjerter og hele sjæle, uanset hvor kolde, forslåede og ødelagte de var. Ydermere tørstede Harry selv efter kærlighed og accept, og den gamle troldmand kunne ikke lade være med at tænke på, om hærdet ensomhed ikke løb i familien. Godt nok var Harry ikke så isoleret som Severus, men på den anden side kunne han tydeligt huske, at Hr. Snape konstant sås i selskab med Nott og Malfoy, og at de tre konstant skabte en eller anden slags kaos.

"Vi går mod mørkere tider, Fawkes..." Han sukkede og så på sit lommeur. "I sandhed mørke tider." Den strålende fugl så til med lysende forståelse i sit klare blik. Fønikser var i sandhed forunderlige væsener, tænkte han med et lille smil til sin gamle ven. Den fugl havde altid haft en evne til at råde ham; til dato havde han aldrig taget fejl. Hans tanker fløj videre, kun langt væk opmærksom på de konstant skiftende emner. Det var sådan, han ville have det. Jo længere hans tanker veg fra Severus og hans tilstand, jo lettere gik tiden. Han ville ikke vende tilbage før morgenen kom, så meget vidste den gamle troldmand, men det at vide det gjorde ham ikke i stand til ikke at bekymre sig. ALLE møderne sluttede med lidelse, det vidste han bedre end de fleste. Hvor mange gange havde han ikke fundet Severus nær døden om morgenen? Om aftenen, hvis hans 'Herre' var mere brutal end ellers. Dumbledore rystede sine tanker ud af den række... bekymring ville kun få uret til at gå langsommere og frygten til at brænde stærkere.

Ikke så snart havde deres hoveder ramt puderne, før de tre venner sov tungt. Det eneste, Harry kunne se, var en svag rød tåge. Lige så langsomt begyndte den at suges mod ham, hvirvlende som en tornado. Han stod helt stille, ude af stand til at røre sig, og pressede sine øjne til at se forbi den højrøde dis. Han syntes nok, så noget bevæge sig lige uden for rækkevidde, men i samme øjeblik sprang tågen glubsk på ham. Han var ikke længere i orkanens øje; nu var det i stedet som om, den røde masse prøvede at presse sig ind gennem hans mund og næsebor. Per refleks trak Harry vejret dybt ind, og sugede samtidig al tågen ned i lungerne. Følelsen var ubeskrivelig. Magi. Uforfalsket stærk magi, der brusede igennem ham. Da han så ned på sine hænder, fandt han, at de lyste svagt. Selvom det sælsomme skær var samme farve som tågen, var der også glimt af sort, lyserød og grå, der løb omkring ham som små lyn.

Hans blik fløj fra hans underarm, da han ud af øjenkrogen så noget bevæge sig. Normalt ville han have overset det, men års øvelse med at lede efter bittesmå gyldne bolde og med 'konstant agtpågivenhed' havde gjort hans blik skarpere end de flestes. Da hans hoved vejrede frem og tilbage for at fange ophavsmanden til den lille bevægelse, gik det op for ham, at han var omgivet af mørke. Koldt, kulsort mørke. Ingen måne, ingen stjerner, ingen vinduer, ingen stav. Han så sig langsomt omkring, spidsede ører for at fange den mindste lyd og stirrede søgende ind i det tilsyneladende uendelige blækmørke. Da så han det igen. Denne gang kunne han skimte en svag skinnen... øjne, måske? En kat af en art?

"Severus!" råbte Dumbledore og fór ham i møde. Fra en flænge over hans øje dryppede dryppede blodet ud, løb ned ad hans kinder og klistrede hans hår sammen. Den sædvanlige elegance var helt forsvundet fra hans bevægelser, og han vaklede mere og mere, for hvert skridt han tog. Der var et forpint udtryk i hans dybe mørke øjne, som han aldrig ville lade komme til udtryk gennem tårer eller tale. Magen til stædighed! "Kom, Severus, lad os finde Madam Pomfrey."

"Nej," sagde den yngre mand andstrengt, men bestemt. "Krypten." Albus trak hans arm rundt om sine skuldre og gav tegn til, at han skulle bruge ham som støtte. Da svigtede hans stædige stolthed, og han støttede sig en kenne til den gamle rektor. Albus vidste med det samme, at eftervirkningerne af Dolorosoforbandelsen stadig sad i hans krop; de små krampetrækninger var umiskendelige. Det, den unge dreng havde brug for nu, var en smertestillende eliksir, et langt varmt bad og en velfortjent nattesøvn. Hvis han bare ville lade Albus aflyse hans timer den følgende dag… eller endnu bedre, tog imod hans stående tilbud om at slutte sig til Ordenen.

"Contra," sagde Albus og trådte et skridt tilbage, så slangestatuen kunne krybe til side. Under normale omstændigheder ville de være gået ind gennem hoveddøren i Severus' kontor, men denne her indgang var tættere på. Hvorfor Severus havde valgt netop disse kvarterer, kunne Albus kun gisne om. Ganske vidst var det tæt på Slytherins sovesale, men der var altså bedre værelser på slottet. I det mindste var der rart indenfor. Ganske som Albus regnede med, stod der allerede en pokal klar på bordet, en pokal fyldt med en mørkelilla eliksir.

Severus skar ansigt af smerte, da han satte sig, og Albus sprang straks til hjælp. Hvor han dog hadede alt dette pylreri – det hjalp virkelig på hans omdømme. Hvorfor folk altid ængstedes sådan på hans vegne, det anede han ikke. Det eneste, han ville var bare at drikke den forbistrede eliksir og komme i seng.

"Alt er i skønneste orden, Albus… gør dig ingen unødig bekymring."

"Det kan jeg desværre ikke give dig ret i, Severus… men rapporten kan vente, til du har genvundet din styrke. Jeg må dog insistere på, at du tager den med ro, du er trods alt alvorligt tilskadekommen," svarede Albus strengt. "Er du helt vis på, at jeg ikke kan overtale dig til at lade Poppy se på det?" Rektoren fik kun et grynt til svar, et grynt og så et dræberblik. Ganske vist var det ret svagt i forhold til Professorens standard, men han forstod udmærket budskabet. "Meget vel. Godnat, Severus. Jeg håber, at du får det bedre i morgen…" Rektoren begyndte langsomt at gå ud af værelset med et lille hovedryst. "Nox," mumlede han, og lod den allerede sovende Severus være alene.

Drømmesynet fortonede sig til den samme røde dis som da drømmen begyndte. Og før han vidste af det, lå han igen tryg i sin seng. Tre om morgenen, og han havde ikke engang haft mareridt. Herligt. Han stønnede og tog sig til hovedet, da han pludselig blev svimmel. Der var noget galt. Enten var der en, der havde tændt et virkelig stort bål, eller også var det alt for lyst til at kunne være tre om natten.

"Øv," mumlede han, da det gik op for ham, hvor længe han havde sovet.

"Halløj… vi var begyndt at undre is over, om du nogensinde ville vågne… Ron sagde, at hvis du ikke havde rørt på dig inden klokken fem, ville han få fat i Pomfrey."

"Tak Dean, du kan godt afblæse udrykningen. Er den virkelig tre allerede?"

"Jeps. Ron vågnede for en times tid siden… Hvordan kan det være, I sov så længe, I var de første, der gik i seng."

"Lang historie… Hvor er Ron?"

"Han sagde, at han ikke kunne vente længere, og så gik han ned og spiste sen frokost… Sagde noget med at kunne spise en hest…" Harrys mave gjorde pludselig opmærksom på sig selv, så han skar en lille grimasse.

"Det lyder nu heller ikke så dårligt med den hest," indrømmede han og bad Dean have ham undskyldt, mens han klædte om. Han var sulten… virkelig, virkelig sulten. En lille del af ham havde lyst til at droppe tøjet og bare gå ned i storsalen som han var.

"G'morgen, Harry!" kaldte Ron nede i salen og vinkede sin ven hen. "Undskyld, jeg ikke ventede på dig."

"Det er helt okay, Ron; Jeg vil nødig være skyld i, at du sulter."

"Som om du ikke har været det hele ugen," skød han drilsk igen, "jeg troede aldrig, jeg ville få nok bøf, da jeg først var kommet herned… Havde du også den der tågedrøm?"

"Ja, det… Hvordan-"

"Hermione og jeg snakkede lidt sammen, mens du sov. Hun sagde, at det ville være farligt at vække dig…"

"Ja, det stod der i bogen."

"Nå, men i hvert fald så havde vi lidt den samme drøm. Jeg så en lyst gylden tåge med mørkt gyldne og grå glimt, når jeg trak vejret ind, og Hermione havde en lyst gylden sky, men hun havde blå og røde glimt."

Harry kunne have svoret på, at der ikke stod noget om mørke og lyse guldfarver i bogen. Han kunne huske, at farverne var det for at hjælpe en med at "kende sig selv", som Oraklet i Delphi rådede alle, der bad det om hjælp. Og ved at kende sig selv gik han ud fra, at man lettere kunne kende sit dyr.

Efter et par hurtige mundfulde af alt, hvad han kunne nå, sagde Harry farvel til Ron og skyndte sig op til sovesalen. Han havde set listen et sted i den enorme bog, og dengang havde han ikke tænkt nærmere over den, men måske kunne den give ham nogle forklaringer på de farver…