På tankevandring
Næste morgen var tidligt morgen. Klokkens dybe rumlen bebudede endnu en nyopstanden dag. Udenfor var himlen blygrå og det regnede som aldrig før. Det silede bogstaveligt talt ned i lårtykkestråler og det lod ikke til at nogen ville få det til at stoppe lige indenfor døgnets første 20 timer. Sirius og Remus kom vanen tro for sent ud af fjerene og hastede ned i storsalen sammen med James og Peter, der begge ventede tålmodigt på dem. I storsalen var der proppet af elever. De kunne se førsteårseleverne blandet med alle de andre, de skræmte, unge, undersøgende blikke der flakkede distrakeret af de større elever. James, Sirius og Remus banede sig en smule brutalt, vej gennem mængden og fandt pladserne ved Gryffindor og begyndte grådigt at hive til sig.
Sirius spiste i tavshed. Han plejede at tage brødbakken og snappe to stykker brød og smide dem ned på tallerkenen og derefter række bakken til James, der i modgift returnerede smøret. Remus sad overfor dem og betragtede dem begge, men hans øjne hvilede dog alligevel mest på Sirius, der denne dag dog kun nøjedes med et enkelt brød og takkede nej til James' tilbud på smør. James så en smule forundret på ham, rynkede øjenbrynene og skævede til Remus, der per instinkt trak på skuldrene over Sirius' opførsel og fortsatte med sin egen morgenmad.
"Hvad siger dagens skema?" spurgte James Remus, der sad og fumlede med nogle pergamenter. Sirius så også op på Remus, hans øjne var fjerne trods deres opmærksomhed på Remus' svar.
"Ugens korteste og kedeligste dag i jeres øjne," svarede Remus og gav dem begge et sigende blik inden han så ned på skemaet. "Magiens Historie, Eliksir og Forvandling."
"Ah," sagde James, "det lader til at man kan få indhentet den forsømte søvn," han så på Sirius, der blot smilede og spiste færdig inden han rejste sig.
"Hvor skal du hen?" spurgte James.
"Op, og hente nogle bøger som jeg har glemt," svarede Sirius som en instuderet replik, dog stadig med munden fuld af brød opløst med den sidste slurk græskarjuice, og han forlod bordet og gik mod Gryffindor tårnet. James løftede øjenbrynene i forbløffelse og forundring inden han vendte sig og så på Remus, der igen trak på skuldrene.
"Hvad sker der for ham?" spurgte James og så ned på sin tomme tallerken. "Er han forelsket eller hvad?"
"Spørg mig ikke," svarede Remus. "Hvis han er, kan vi vel ikke gøre noget ved det."
"Nej, det kan vi vel ikke," sagde James og tømte sit krus.
Sirius sad på sengekanten og stirrede ned i skødet hvor hans hænder hvilede med håndfladerne vendt op. Hvis han havde vist mere om spådom kunne han læse at han havde en faretruende, kort livslinie, men han anede sådan set ikke noget om det og gad heller ikke bekymre sig om fremtiden. Eller det var jo så sådan set det han gjorde, men det var den kortsigtede fremtid, det var aftenen. Hvordan ville James tage det? Og hvordan skulle han starte? Skulle han sige det direkte eller give en længere, mere uddybende forklaring inden det hele skulle lires af? Og hvad ville Remus overhovedet kunne deltage med? Hvilken viden besad han som kunne hjælpe Sirius i hans klemte situation?
Han havde faktisk et problem. For hvis James afviste ham ville han krakelere. Remus var god nok, sjov og skør når han endelig var med på løjer, men der var også meget arbejde og slid involveret i hans venskab. Han var slængets moral og ære, Peter var efternøleren, mens han selv og James var de førende indenfor genistregerne og de små lege de kunne lide at lege med Slytherinerne efter sengetid. Og Remus ville ende op som mellemmand. På den anden side havde James ikke været bange for Remus' sandhed, men det var alligevel heller ikke helt det samme som en vampyr. Og hvad værre var at vampyrer og varulve hadede hinanden. Et faktum ingen af dem havde overvejet men som både han og Remus kendte til. Men skulle de så ikke gøre en forskel ud af det? De skilte sig jo alligevel meget ud fra Hogwartseleverne, Remus med sin varulv, Sirius med sin vampyr. Det ville jo være oplagt.
Han hørte fodtrin og så Remus træde ind i sovesalen. Han gik hen til sengen og satte sig på sin sengekant overfor Sirius, der ikke så op.
"Hvorfor gik du?" spurgte Remus.
"Jeg trængte til lidt ro," sagde Sirius stille.
"Du tænker vel på i aften," sagde Remus. "Det kan jeg godt forstå hvis du gør."
"Og hvad så," sagde Sirius og så bort fra sine hænder og ned til siden på et hul i hans sengetæppe.
"Ja, hvad så?" sagde Remus. "Ikke noget."
"Jeg vil gerne tænke over hvad jeg skal sige, og jeg tror gerne selv jeg vil," sagde Sirius.
"Selvfølgelig," sagde Remus. "Det havde jeg også regnet med."
"Godt, vi kan snakke om det igen i aften når det kommer," sagde Sirius og så op på Remus.
"Ja, det gør vi," sagde Remus. "Men kom nu, vi har time om ti minutter."
Magiens historie. Professor Binns. Hvor meget Sirius end ønskede det, var og blev det den kedeligste form for underholdning han nogensinde ville blive udsat for i sit liv. Et spøgelse der sidder med sin skurrende, skumle stemme og fortæller om heksebrændinger og papænder. Eller i hvert fald for Sirius' skyld var det papænder, og de ragede ham de få fjer de nu måtte besidde. Han så op fra sin bøjede arm der hvilede ind over bordet, hans hoveds faste parkeringsplads i disse timer, og kiggede kort rundt for at se om der var andre end ham selv der havde overgivet sig til søvnens tåger. Kun Remus lod til at være vågen og sad og skriblede på livet løs. Sirius iagttog ham, fjerpennens skrabende spids der fløj ned af papiret. Hånden skiftede stilling og han kunne mærke den lille kuvert under hans venstre hånd, der hvilede på bordet, brænde. Kuverten. Det var en fiks lille opfindelse de havde lavet. Et papir der kunne sende beskeder rundt til dem, bare man skrev modtageren eller modtagerne på inden beskeden. Han foldede den lydløst ud og så på den.
Køter, har du fundet ud af hvordan du skal snakke med ham? Skriften forsvandt derefter igen.
Sirius skævede til James, der sov trygt ved siden af ham. Han tog sin fjerpen og kradsede med sin stejle, næsten ulæselige håndskrift ned på papiret.
Hugtand, nej, jeg sidder og tænker…
Han kunne mærke Remus' smil på lang afstand og så ned igen da kuverten endnu engang afslørede en hemmelig besked.
Køter, nej, virkelig!?!
Sirius sukkede.
Hugtand, jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal sige. Jeg er på bar bund.
Køter, kan jeg være til nogen nytte?
Hugtand, det tror jeg ikke.
Køter, hm, ok. Jamen så er det da op til dig selv.
Ja, tænkte Sirius, men han valgte ikke at skrive noget tilbage. Kuverten forblev blank resten af timen, og Sirius sad og stirrede formålsløst på Binns, der stadig ikke efter et par århundreder havde indset at hans elever ikke ville lære noget af ham og heller ikke ønskede det.
Timen gik sin vandte gang og Binns lod dem slippe ved klokkens bimlende toner, der bebudede timens afslutning og den snarlige begyndelse af den næste.
James og Sirius masede sig frem mellem de lange rækker af Slytherin-elever i katakomberne. Eliksir-lektionen skulle til at begynde.
"Flyt jer nu," skændte James lidt utålmodigt og de banede sig vej forbi en klump af elever. Da de kom tættere på kunne de skimte de ældre syvendeårselever og sjetteårselever, blandt dem Snape, Lucius og den næsvise snob til Stella Darklighter, en sorthåret heks med blegt ansigt og en tynd, høj kropsbygning. Hun stod ved siden af Lucius og snakkede højlydt om en eller anden svær besværgelse det var lykkedes hende at udføre for øjnene af McGonagall. Da hun øjnede Sirius og James i det fjerne hævede hun stemmen en tak yderligere.
"Og jeg har hørt fra pålidelige kilder at misbrug af svære besværgelser kan blive straffet med udsmidning," sagde hun og skævede til James og Sirius, der ikke gjorde det store nummer ud af hendes optræk til optøjer. Sirius kiggede på gruppen af elever og fangede ufrivilligt Lucius' grå øjne. De glitrede, ikke faretruende som de plejede, men nærmere mistænksomt og vagtsomt. Han øjnede halsen med den høje krave og lagde to og to sammen. Det var ikke svært at tænke sig at Lucius havde hørt ham, og nu da han selv valgte at bringe emnet på bane uden et ord, vidste han godt at Lucius vidste hvem der havde været nede i korridoren sidste nat.
Lucius trak på smilebåndet, et enkelt smil der trak hans højre mundvig en smule opad, og så væk, men Sirius kunne mærke hans tankers tilstedeværelse i hans eget sind. Han anede absolut intet om hvad han skulle gøre, hvordan man kunne forhindre andre i at trænge ind. Og som kaldet kom svaret, men det var ikke hans sædvanlige fornufts stemme der talte, en anden form for impuls, som en følelse der kom udefra der kunne præciseres med meget få ord.
"Vi bør tale sammen på et tidspunkt. Jeg kan hjælpe dig med at udforske de kræfter, du i så lang tid har afvist."
Sirius så rundt og mødte igen Lucius' blik. Korridoren var allerede ved at blive affolket. Slytherinslænget var forsvundet, kun Lucius stod tilbage på gangen foran Sirius, der pludselig indså at han var alene.
"Har jeg ret?" spurgte Lucius stilfærdigt. "I aften, klokken 8, eliksir-depotet. Vær præcis!" og han drejede rundt på hælen så den lange, bølgende manke af lyst hår flagrede omkring hans antageligt brede skuldre og han forsvandt ned af gangen. Sirius så sig omkring, ene og forladt. Nede for enden af gangen stod de andre og ventede på at komme ind i eliksir-rummet, der efter første time var blevet oversvømmet af en eller anden klæbrig substans som de ansvarlige var ved at fjerne med rengøringsbesværgelser. James stod og snakkede med Peter om at han under ingen omstændigheder skulle tage det tungt hvis det samme skete for ham. Remus, der havde overværet – og hørt – Sirius og Lucius' korte samtale, kastede et blik på sin ven, der hastede frem til den trofaste bagtrop.
"Hvad handlede det om?" spurgte Remus stille og så frem mellem de andre efterhånden som de begyndte at blive sluset ind i klasseværelset foran dem.
"Jeg skriver til dig," svarede Sirius og de trådte ind i det dystre lokale.
Eliksirer var som altid med professor Muff en overkommelig udfordring, ligesom skolens regelsæt, filosoferede Sirius mens de sad og skrev en opskrift af på tavlen. Kuverten kaldte på hans opmærksomhed og han kiggede på den.
Køter, hvad handlede det om?!
Sirius bed i fjerpennen, smuglede kuverten fra siden af bordet og ind under sine notater og lod som om han stadig skrev på opskriften.
Hugtand, vores gætværk var berettiget, han er ligesom jeg er. Han ville mødes med mig, i aften, klokken 8, hernede i katakomberne.
Der gik ikke lang tid før Remus' sirlige håndskrev flød over papiret.
Køter, husk nu at du har pligt til at snakke med James inden du gør noget overilet. Hvad nu hvis Lucius bare vil lede dig på vildspor? Og du har James at stå op til og fortælle sandheden!
Sirius så fjernt op på tavlen bag Muffs betydeligt lille skikkelse og bed sig i læben inden han kradsede videre på pergamentet.
Hugtand, jeg tror oprigtigt talt ikke at der kan ske noget ved det, du må gå på rov med James i aften uden mig og holde ham oppe til jeg kommer tilbage. Jeg kan ikke sige hvor lang tid det vil tage.
Sirius fortsatte med at indhendte de forsømte dele af opskriften, men kuverten distraherede ham endnu en gang.
Køter, det er det dummeste du kan gøre nu hvor du har mest brug for og mod til at lade sandheden se dagens lys. Lucius skal ikke afholde dig fra den slags, den svans.
Sirius smilede en smule over Remus' bemærkning og svarede velovervejet.
Hugtand, jeg ved hvad jeg gør, du behøver ikke at pylre om mig. Jeg kan nå tilbage og fortælle James hvad jeg nu skal fortælle ham. Måske kan Lucius endda hjælpe mig med at få sat ord på det jeg ikke selv kan formulere. Desuden tror jeg ikke jeg er i hans farezone…
Sirius skævede til Remus, der sad i rækken foran og ved siden af ham. Remus bed i fjerpennen og skriblede ned til Sirius.
Køter, hør på mig. Det er ikke min mission det her, det er din. Du skal ikke regne med at jeg vil sidde længe oppe og dække over din udflugt, hvor skuffet tror du ikke James bliver når han hører at du har dumpet ham til fordel for at komme ud og lege vampyr med Lucius Malfoy?
Sirius sukkede og skrev tilbage.
Hugtand, jeg beder dig. Hjælp mig for pokker da også. Jeg kan jo ikke være to steder på en gang!
Og Remus' svar kom meget bag på ham.
Køter, åh, jo, du kan med de rigtige remedier som vi desværre ikke besidder og som der vil koste os en tur til Azkaban hvis vi brugte den uden forholdsregler. Så den chance er udelukket. Men så må du jo i stedet vælge: James eller Lucius?
Sirius vred sig frustreret over den tydelige besked og satte pennen til papiret igen.
Hugtand, for fanden da, kun tåber sætter verden op i kontrastrelieffer, jeg vælger Lucius, der er ikke andet jeg kan gøre, James kan vente, hvad han ikke ved har han ikke ondt af og hvem siger at det absolut skal være i aften han skal have det at vide?
Der gik ikke lang tid før svaret tonede frem.
Køter, det gør jeg. Men hvis du insisterer på at lade mit råd gå hen over din snude og tage på visit hos Malfoy i aften må du selv om det. Men derefter skal du skynde dig at fortælle James sandheden inden han forsvinder ud af døren efter Evans, jeg kan mærke at der er noget i gære mellem de to. Lad os håbe det bedste og frygte det værste.
Sirius nikkede og svarede kort til slut.
Hugtand, ja, lad os det!
Sirius så op fra kuverten og skævede til Remus, der vendte sig og blinkede til ham inden han vendte tilbage til sine notater. Sirius stirrede på sin ven bagfra, den sammenkrøbne skikkelse, kroppen der med sin efterhånden tydeligt svækkede tilstand bebudede en snarlig fuldmåneforvandling.
Sirius sukkede og kiggede ned i sine notater. Det var volapyk. Selv ikke en sandsigerske eller spåkone ville kunne tyde hans runeskrift, de grove, tykke streger der klumpede sammen og gjorde bogstaverne ulæselige.
Remus havde jo ret, det var udefinerbart endnu, og for James' skyld burde han blive hjemme i tårnet for at få rodet bod på sagen. Men hans tanker strejfede i en anden retning, og den retning valgte han at kalde Lucius' kald, for det var jo dybest set også ham det handlede om. Og hvordan kunne Sirius egentlig selv være sikker på Lucius' gode intentioner? Han måtte på en eller anden måde nå at få fat på ham inden aftenen satte ind. Men hvordan? Troppe op foran Slytherinkollegiets indgang og spørge pænt om adgang for at snakke med Lucius Malfoy? Sirius Black, Lucius Malfoy! Gah, tanken begik selvmord med det samme og Sirius rystede på hovedet.
"Noget at spørge om, Black?" spurgte Muff fra sin pult. Sirius hævede blikket til professoren.
"Øhm, nej, såmænd ikke, professor, ærgrede mig bare over mit blæk, det er flydt lidt ud," svarede Sirius undskyldende. Muff gryntede et eller andet om at han kunne anskaffe sig en ny fjerpen, men Sirius hørte ikke efter. Tavsheden i klasselokalet var til at tage og føle på. Det var først nu han lagde mærke til at James sad og skævede til hans papirer. Han var ikke kommet længere end til tredje linie, mens James da trods alt var ved femte.
"Skriv nu, din idiot," hvislede James, og Sirius rettede sig efter sin vens stemme og gik videre.
Timen sneglede sig afsted i tavshed. Til sidst gik de i gang med at brygge deres eliksirer. Det var en af de længerevarende processer hvor de blev påbudt at se til eliksiren ofte og opbevare den på eliksirdepotets hylder. De blev i stilhed færdige og fjernede dem til det tilstødende, og frastødende, kammer, depotet, der indeholdt alle mulige sære ting og sager i væsker, dyr, planter, tørrede urter i krukker, metalkasser med hængelåse og hylder dækket til med forskellige indgredienser og ting som Sirius ingen anelse havde om hvad hed. De fik alle hver henvist en plads. Hans kedel stod øverst. Tja, i det mindste risikerede han ikke at der faldt noget ned i den der ikke skulle være dér.
De forlod eliksir-timen i tavshed og gik mod storsalen for at indtage dagens frokost.
Sirius sad og stirrede ned i tallerkenen uden at røre den mad som James stædigt havde hældt op til ham, selvom han havde frabedt sig det. Han sukkede og prikkede til en skive oksekød og en kartoffel men uden at få noget på gaflen. James lagde sin kniv på tallerkenens kant og så direkte på Sirius, der vidste at han ikke kunne skjule sin nedtrykte stemning overfor sin ven.
"Sig mig, hvad er der galt, Sirius?" spurgte James, og hans stemme lød oprigtigt bekymret. "Det her handler ikke så meget om i går som det handler om i dag. Hvordan bærer du dig ad? Din hjerne kører på fuldt tryk og alligevel er du stum som en østers!"
"Jeg forklarer det i aften, ikke før," svarede Sirius med et kort blik til Remus, der med det samme fortsatte sit måltid uhæmmet, smækkede den bog sammen han var ved at læse i og forlod pladsen foran James og Sirius.
"Hvad var der nu med ham?" spurgte James.
"Det ved jeg ikke," sagde Sirius og de så begge to efter deres ven der hastede mod udgangen. Sirius fik noget der lignede endnu en mavepumper da han så Remus gå direkte efter Lucius, der var trådt ind i salen. James gav et sært form for fnys og vendte tilbage til sin mad.
"Tsk, tsk, Remus, du slægter din fjende," sagde han.
"Lad ham dog være," sagde Sirius og satte endelig noget af kødet til livs og tyggede det langsomt. "Du burde være taknemmelig for at han skrev den essay til McGonagall sidste år ellers ville hun have slagtet dig."
"Det har da ikke noget med taknemmelighed at gøre," sagde James spydigt. "Det handler om … ja, hvad det nu handler om, ok?"
"Ja, ja, ok," sagde Sirius. "Fair nok."
"Har du nogen planer for i aften?" spurgte James mens de pressede sig vej gennem folkemængden der gik gennem storsalens flaskehals af en udgang for at komme til timerne.
"Jeg har en aftale klokken 8, men bagefter det, lad os nu se ad hvad der sker," sagde Sirius så sandfærdigt han kunne. James så på ham da de stoppede ved den lukkede dør til Forvandlingsklasselokalet.
"En aftale?" sagde han mistroisk og kneb øjnene sammen.
"Ja," svarede Sirius. "Vent på mig til jeg har fået ordnet det."
"Hva', hvad har du kørende, noget med en pige måske?" spurgte James og gav Sirius sit karakteristiske, skæve smil.
"Øhm, nej," svarede Sirius og dirrede ved tanken om sagen alvor. Et ukendt antal minutter, måske timer, i Lucius Malfoy's selskab virkede ikke just tillokkende efter sidste nats udflugt til katakomberne.
"Hvad så?" spurgte James tættere og skarpere. Sirius bemærkede det og så op fra gulvet til James' øjne. Det var uvant for ham at se sin ven i det her humør.
"Ikke noget, det har ikke del i din interesse," svarede Sirius. James rynkede panden og rystede på hovedet af Sirius men sagde alligevel ikke sin mening. Sirius kunne næsten se hans kommentar hænge i luften omkring ham, men ville ikke rette sin opmærksomhed mod den nu da de andre elver begyndte at strømme til og de blev lukket ind til professor McGonagalls domæne.
Forvandling var en del sjovere end både eliksir og Magiens historie tilsammen plus lidt mere til. De sad og øvede sig i at trylle forskellige ting i lokalet om. James fik lavet en yderst kunstfærdig, abstrakt skulptur af en lysekrone mens Remus lavede en nøjagtig kopi af Mona Lisa ud af sine eliksir-notater. Det tog ikke lang tid før at der var tumult i klasseværelset og McGonagall, der stod ved sit skrivebord trak håbløst på skuldrene og bad Peter komme i gang med at lave en skilpadde ud af sit blækhus, hvilket dog ikke helt lykkedes eftersom skilpadden hikkede små bobler af blæk op og selv var helt sort. McGonagall ophævede timen efter nogen tid med formaninger om en udførlig gennemgang af forvandlingens faser og eventuelle bivirkninger på de implicerede. Remus forlod klasseværelset med sin Mona Lisa under armen, storsmilende til McGonagall der rystede håbløst på hovedet endnu en gang inden hun lukkede døren bag dem.
Tilbage i Gryffindor opholdsstuen var der et stort påstyr. Der skulle vælges nye medlemmer til Quidditch holdet. James var selvskreven, men de manglede en ny søger og en basker. Der skulle være optagelsesprøver senere på dagen. Peter var opstemt. Han ville prøve.
"Det ville være en skam hvis jeg ikke forsøgte!" sagde han. "Min bedstemor har forsøgt at engagerer sig i det, og hun er blevet helt grebet. Tænk hvis jeg kunne imponere hende ved at flyve for Gryffindor – sammen med dig, James."
"Jo tak, så hellere din skilpadde," sagde Sirius og skævede til den bøvsende skilpadde på bordet mellem dem. Peter tav og så væk. Sirius rejste sig i stilhed og forsvandt op til trappen. Remus fulgte ham på kort afstand, men sagde ikke noget før de var inde på værelset.
"Hvorfor sagde du det?" spurgte Remus og stoppede i midten af rummet mens Sirius fortsatte til sin seng og fandt sin flaske frem og skyllede en stor slurk ned. Han tog den fra munden, bøvsede veltilfreds og så hen på Remus inden han satte flasken fra sig under sengen og satte sig ved vinduet. Remus gik tættere på og satte sig på sengekanten.
"Seriøst, Pettigrew på en kost? Du ved ikke hvad du taler om, Remus," sagde Sirius.
"Jeg snakkede med Lucius," sagde Remus og skiftede emne.
"Ja, det kunne jeg forstå ved middagen," sagde Sirius og så op på Remus. "Hvorfor nu det?"
"Jeg tænkte jeg ville sige til ham at det ikke måtte tage for lang tid," sagde Remus.
"Jeg fortalte James at jeg skulle noget, inden forvandlingslektionen," sagde Sirius.
"Hvad sagde han?" spurgte Remus.
"Spurgte om jeg skulle se en pige," sagde Sirius. "Det svarede jeg, at jeg ikke skulle."
"Og hvad gjorde han?" spurgte Remus.
"Vi snakkede ikke videre," sagde Sirius. "De andre elver begyndte at komme til."
Remus nikkede, men så væk pludselig. En sær lyd nåede deres ører, ligesom en tappen af metal mod glas. Sirius vendte sig i vindueskarmen og så en sort fugl der sad udenfor. Han åbnede hurtigt vinduet og tog fuglen ind. Det var en ravn, fuldkommen sort og med et lille brev ved benet, gennemblødt af regnen udenfor. Sirius tog det og så sit navn på det. Ravnen hoppede ud af vinduet så snart brevet var blevet taget fra den, og Sirius lukkede vinduet igen. Han foldede den lille rulle ud til et længere brev:
Sirius,
Jeg ved du så mig. Det burde ikke komme bag på dig at jeg lod dig se hvad du så, og jeg vil foretrække at du holder din Potter-vens snude nede så han ikke laver nogle gale streger. Det kan gå grueligt galt for ham. Jeg kender hans tendenser til at skabe ballade, specielt omkring min egen person, men tro mig, det her handler ikke om simpel ligegyldighed.
Du behøver ikke at sende dine venner efter mig for at give mig beskeder, du kan altid selv finde mig når du helst vil, og jeg kender til jeres hemmelige skattekort, så det ville ikke undre mig at du fandt mig mens jeg søgte dig.
Quidditch-træningen holder din ven på banen fra klokken 7 til 9, så lad os rykke tidspunktet, men ikke stedet. Jeg ved at du har noget du skal have fortalt dine venner, så lad og sige ved 7-tiden i stedet. Vi har ikke svagheder i vores Quidditch-rækker, så der er ingen problemer her.
Håber ikke at du skifter mening. Du har brug for hvad du kan få af mig.
Lucius
Sirius stirrede på brevet i sine hænder. Så fortroligt og alligevel distanceret. Røvhullet havde fandeme ramt temmelig skarpt med de få formuleringer der var kradset ned med en sirlig, yndefuld skrift, smukkere og mere flydende end Remus'.
"Må jeg læse det?" spurgte Remus. Sirius så på ham, trak på skuldrene og rakte det til Remus, der læste det igennem et par gange uden at ændre sin mine på noget tidspunkt. Tilsidst så han op fra pergamentet og hans ansigtsudtryk var bekymret. Han rakte Sirius brevet igen og stirrede frem for sig.
"Hvad siger du så?" spurgte Sirius.
"Jeg ved det ikke helt," svarede Remus og så på Sirius. "Måske er der noget vi har overset, men jeg tror det faktisk ikke. Jeg tror på nogle oprigtige intentioner fra Lucius' side, ikke bare en fælde men et godt forsøg på at forligne Gryffindor og Slytherin en gang for alle."
"På sådan et grundlag som vores?" spurgte Sirius en smule tungt.
"Der er vel ikke andet, nu er der bare en chance, så kan det ene vel ligeså godt lede til det andet," svarede Remus. Han skævede til klokken. Halv fem. Dagen var fløget afsted. "Skal vi ikke få lavet nogen lektier inden aftensmaden og så se at få gjort dig klar til dit møde med den berygtede Slytheriner?" Remus rejste sig. Sirius så forvirret på ham.
"Gøre mig klar?" sagde han uforstående.
"Ja," Remus vente sig og så på ham, "du kan da ikke troppe op i det dér kluns hvis du skal møde en vampyr af hans kaliber," og han forsvandt ned af trappen for at hente deres bøger så de kunne sidde i stilhed på sovesalen og lave deres ting mens der blev diskuteret Quidditch ivrigt nedenunder. Remus og Sirius nævnte ikke noget om mødet mens de kæmpede sig igennem McGonagalls forvandlingsstil. De morede sig kosteligt med at sidde og få puderne til at vandre som små dovendyr fra den ene ende af rummet til den anden, levitere dem til loftet og få dem til at dumpe blødt ned i sengen igen. Remus tog sin Mona Lisa og forheksede den til at forblive et billede.
"Professor Muff dræber mig," sagde han med et bredt grin og trådte tilbage for at se på værket. Under selve maleriet kunne hans notater ses i forstørret størrelse under malingen.
"Ikke hvis han har lidt smag for mugglerkunst," sagde Sirius der stod ved siden af. Remus lo tørt.
"Jeg tvivler," sagde han.
Og klokken bebudede aftensmaden.
Aftenen forløb nogenlunde planmæssigt. Ved halv-syv tiden trak James i sit tøj og gik med Peter og sin kost mod Quidditch-optagelsesprøverne. Gryffindor var et forladt tårn den aften, bortset fra Remus og Sirius, der sad foran kaminen i stilhedens tryggende lune. Remus sad og drak en af deres stjålne ingerfærøl og gnaskede på et eller andet slik fra Kandisbaronen som han havde gemt, mens han læste i en astronomibog, der lå på bordet foran ham. Sirius sad i en lænestol, på tværs af hvad der var den oprindelige tanke om stolen og den siddende persons stilling, og iagttog Remus. Han havde fundet en flot, ældre kappe han havde tage fra hans far engang, et Black-klenodie uden at være for prangende og opmærksomhedssøgende. Remus havde fået ham til at trække i den trods hans protester.
"Kom nu, gør det, Køter, det nytter ikke at troppe op i dit hverdagskluns når du skal på date med en vampyr," havde Remus sagte med et smøret grin.
"Det er ikke nogen date, Hugtand," sagde Sirius sammenbidt men tog alligevel kappen på. Den sad som støbt, sært nok, og gav ham alligevel en eller anden følelse af ophøjethed, sådan lidt ligesom en konge eller en eller anden rigmand fra det 17. århundrede.
Nu skævede han til kortet på bordet og bemærkede mærkaterne Lucius og Snape et sted i en forladt korridor. Han sukkede og forsøgte at få de sære billeder ud af hovedet, men det nyttede ikke meget. Remus bemærkede sin vens uro og så op fra bogen.
"Hvad er der?" spurgte han. Sirius smed kortet hen over bordet til ham og Remus nikkede sigende ved synet af de to mærkater.
"Vidunderligt, synes du ikke?" sagde Sirius stilfærdigt.
"Ikke just, ikke nu," svarede Remus. "Men hvis jeg var dig ville jeg snart se at komme afsted, Snape eller ej."
"Ja, det må jeg vel nok hellere," sagde Sirius og rejste sig. "Jeg tager kortet med så James ikke opdager hvor jeg er."
"Ja, ja," sagde Remus og skubbede kortet tilbage til Sirius der stoppede det i baglommen sammen med sin tryllestav. Remus rynkede panden ved synet af den.
"For en sikkerheds skyld," sagde Sirius da han så Remus' ansigt.
"Smut du nu, ellers kommer du for sent," sagde Remus.
"Ja, hej," sagde Sirius med en stemme der ikke helt lød som hans egen og han begav sig på vej ud i slottets korridorer.
Der var øde i katakomberne. Han tjekkede kortet nu og da og så at Lucius allerede ventede ved eliksir-depotet. Han skyndte sig ned ad gangen og passerede et par førsteårselever der forskrækket veg tilbage for at lade ham komme forbi. Han nåede til eliksir klasseværelset og trådte ind i det dunkle rum. En enkelt fakkel hang og brændte på væggen længst væk. Lyden af summende og simrende kedler var som en sær underlægningsmusik der kørte i baggrunden af en eller anden vild film der udspillede sig for Sirius' indre øje. Han forventede at blive overfaldet fra mørket af et par stærke hænder, men der var intet. Hans hjerte hamrede efter løbeturen, og hans adrenalin var oppe og køre, men alligevel var der intet.
Han så mod døren til depotet, dér hvor faklen hang og brændte, og han så Lucius stå i døråbningen som en vært der ventede på en forsinket gæst, men stadig med et distanceret og stadig personligt smil på læberne. Sirius gik ind mellem bordene og passerede midten af lokalet langsomt, gik langs med vaskene ved den bagerste væg og hen imod Lucius, der lændte sig dovent mod dørkarmen, armene over kors og øjnene søgende på Sirius' ansigt og krop efter tegn. Tegn som han selv burde kende, tænkte Sirius i sit stille sind og stoppede foran Lucius der rettede sig op og smilede.
"Kom," han bød Sirius velkommen ved at tage ham blidt om håndleddet og lede ham ind i kammeret og lukkede døren. Sirius stod i midten af det trange lokale med to reoler på begge sider, en væg bag ham og Lucius foran ham. Der var tændte stearinlys på bordene, et helt fad stod under en kedel der var anbragt på et stativ. Han kiggede ned i gryden og mærkede dampen, lugten, der steg op, ramme ham som en parfume der trængte sig hele vejen ind i hans hjerne og bedøvede hans tanker. Lucius lo stille og trådte et skridt tættere på og kastede et blik ned i kedlen selv inden han så tilbage på Sirius, der stod som lammet foran ham og betragtede Lucius, den høje, prominente og noble dreng med den ranke, royale holdning, de glimtende, grå øjne og det tiltalende, glatte ansigt.
"Så, vi har endnu en blandt os," sagde Lucius stilfærdigt.
"Hvad mener du?" spurgte Sirius.
"Dig, Sirius, det er dig jeg mener noget om," sagde Lucius. "Jeg kan godt forstå at det slår dig en smule hårdt, men det kommer nu ikke som noget chok for mig, mindre end det i hvert fald gjorde for din ven Lupins vedkommende."
"Og du mener at vi er ens?" spurgte Sirius.
"Mere end du aner," sagde Lucius og endnu et lille smil tog sin plads i hans mundvig. "Vampyrer er godt nok ikke flokdyr, men du ved at der i visse tilfælde er et godt grundlag for sammenhold. Specielt når vi nu er alene i blandt de dødelige."
"Dødelige?" sagde Sirius.
"Ja, min ven, det har du vel heller ikke overvejet, at du er udødelig medmindre en overnaturlig skæbne skulle kaste din krop ind i dødens mørke uden anden grund end at du måtte ofre dig for en andens skæbne," sagde Lucius. "Ikke at du måske har nogen grund til det, du har jo mange venner blandt de dødelig, men overvej hvor dine tanker ligger når de er i dit nærvær. Hvordan bærer du dig ad med at smyge dig uden om sandheden, at du i virkeligheden ikke tilhører dem?"
"Jeg har aldrig overvejet den," sagde Sirius.
"Fordi du hidtil har afvist din natur," sagde Lucius roligt men Sirius kunne mærke en snert af bitterhed i stemmen.
"Og du vil lære mig at tage hånd om min natur?" spurgte Sirius.
"I det simple omfang jeg kan," svarede Lucius. "Jeg har måttet lære alle tingene selv fra bunden, men jeg er kommet langt, og i fællesskab, Sirius, kan vi komme endnu længere."
"Hvorfor nu, hvorfor ikke før?" spurgte Sirius.
"Jeg så dig i går," sagde Lucius og satte sig på en skammel. Sirius tog en gammel stol frem bag ved den ene reol og satte sig overfor Lucius. "Jeg vidste at det var dig, men jeg valgte at tænke på dig som en ung elev, fordi jeg havde forstået din følelse om tavshedens nødvendighed. Du ville ikke kendes ved din krop og din natur."
"Hvordan kan man det når noget man burde dræbe folk for sin naturs skyld?" sagde Sirius en smule bittert. Lucius smilede.
"Det bliver holdt på afstand, gør det ikke? Du får samme behandling som jeg, og det holder jeg fast ved," sagde han. "Men din natur, hvad der ellers ligger bag, forførende træk, tankelæsning, styrken der hviler i din krop og med din sjæl, du ved at der aldrig bliver nogen lignende chance for dig til at finde frem til det der gemmer sig under lagene, medmindre du tager mit ord for hvad det er og lader mig indvi dig i mine planer."
"Hvad er dine planer, helt præcist? Er der andre involveret?" spurgte Sirius.
"Nej," svarede Lucius. "Ingen. Det her bliver mellem os og de folk du vælger at involvere."
"Så, der er ingen der kender til din natur?" spurgte Sirius. "Selv ikke Snape?"
Lucius lo en underfundig latter, en blanding af hån, håbløshed og foragt og alligvel indeholdt den en snert af glæde som Sirius ikke kunne se bort fra. "Snape?" sagde Lucius hånligt. "Nej da, aldrig. Jeg fortalte ham i går om en plan jeg havde, da jeg bemærkede din tilstedeværelse vidste jeg at det var nu jeg kunne afsløre min sande identitet og få din opmærksomhed."
"Og kysset?" spurgte Sirius.
"Vampyrer tager deres bytte anderledes end en løve jager en gazelle eller en drage jager guld," sagde Lucius. "Vi tager med ynde, magt og løgne, de tager med magt, vold og imbicile metoder som selv et græskar ville kunne opfinde. Dine forførelsesinstinkter svigter dig kun hvis du undertrykker deres signaler. Gå ikke efter din fornuft, men din følelse, styr dit skib i havsnød efter den lysende prik på himlen og ikke den viden du formoder du har om skibets destination. Det handler ikke om jægerinstinkter, men om empati, tålmodighed og sanddruhed, ikke mindst overfor dig selv men til dels også overfor din natur. Dit bytte skal aldrig kende dine intentioner på noget tidspunkt. Jeg sendte det brev til dig, jeg vidste at du ville fordrive din tid sammen med Lupin eftersom der var et Quidditch påstyr i jeres opholdsstue."
"Du siger at vampyrer jager på andre instinkter end jægerinstinktet, hvordan så?" spurgte Sirius.
Lucius gav ham endnu et smil. "Sex," svarede han kort. Sirius så forundret på ham. "Det som alt bunder og grunder i, selv din natur. Ja, hvad andre dyr læser som et parringsritual kan vi bruge til at tage dem på mere end to forskellige kanter, og dog hænger det utvisteligt sammen. Enhver dødelig som du har kendskab til og som kan sætte den mindste form for glød i dig, venskabeligt, kærligt, hvad som helst, er et potentielt bytte, selv de der ikke er, anonyme elever i mængden, uden historie eller karakter. For dig skal de ikke være andet end en dag gamle i din venskabskreds før du kan slå dine vinger omkring dem og lokke dem i den grusommeste fælde. Eller du kan vælge at lade dem leve, og leve på den løgn du selv skaber, løgn eller sandhed, det vælger du selv. Alle kan være dit bytte, dreng såvel som pige. Det har altid undret mig hvordan du kunne være så beundret af alle, jeg selv inklusive," Sirius rynkede panden lidt men sagde intet da Lucius fortsatte, "men så igen, hvilket andet svar ville der være end, ja, du var det jeg havde frygtet og håbet du var."
"Undskyld mig, men sagde du beundret – af dig?" sagde Sirius.
"Ja, vampyrer tiltrækker vampyrer, mørkevæsner har en alliance som hverken fornuft eller instinkt kan ligge fra sig, det er en genetisk blanding af kaotiske kræfter selvdestruktive aspekter som ingen af os har indsigt i før vi ved fuldkomment hvad det handler om når vi kender vores natur fuldt ud," svarede Lucius.
"Og det gør du?" spurgte Sirius mistroisk.
"Nej, endnu ikke, men jeg arbejder på sagen," svarede Lucius. Han rejste sig og gik hen til kedlen, tog en dyb ske og hældte noget af den brændvarme substans op i et glas og rakte det til Sirius. I det dæmpede lys kunne det meget vel ligne blod, men Sirius kastede alligevel et blik på Lucius.
"Tag det," sagde Lucius. "Det kommer fra en kærkommen kilde der springer i nærheden."
"Snape?" spurgte Sirius og holdt glasset ud i en arms længde.
"Det er ikke meget men det er der," sagde Lucius. "Snape og Stella. Jeg fik dem indfanget før jeg kom hertil. Jeg tænkte du nok ville sætte pris på noget andet efter så lang tid med Dumbledores opfindsomme eliksir."
Sirius satte modvilligt glasset til læberne og drak den brændvarme væske i en slurk. Det smagte himmelsk, som en blanding af alverdens krydderier med rosenduft og det sødeste slik fra Kandisbaronen og det bedste shot ildwhiskey han nogensinde havde smagt. Han sænkede det tomme glas og Lucius så på ham.
"Jeg tror ikke vi behøver nærmere samtale," sagde han og Sirius rejste sig langsomt. Blodet strømmede ud i kroppen mens han gik de få skridt hen til Lucius og forbi ham til den lukkede dør. Han vendte sig dog og så pludselig på Lucius.
"Jeg har brug for din hjælp," sagde han tilsidst.
"Til hvad?" spurgte Lucius og gik tættere på.
"James må vide det," sagde Sirius. Lucius lo, så til siden og så tilbage på Sirius med et alvorligt udtryk.
"Det behøver han ikke," svarede han. "Opfør dig som du altid har, tag ved lære og giv det ikke ud før andre er klar til at modtage det. Quidditch-træningen er sat til her om tirsdagen mellem 7 og 9, hvis du vil er du velkommen til at deltage i mine seancer hernede," han tog Sirius' hånd. Endnu engang fandt Sirius sig selv lammet over denne pludselige berøring, noget han bare ikke var vant til og som han anså som meget intimt. Lucius smilede.
"Se bare," sagde han. "Dine instinkter lyver ikke," han stod ikke mere end ti centimeter fra Sirius' ansigt, der på trods af den sære, akavede situation var ganske rolig. "Tro mig, det her er hvad du er skabt til, om du vil det eller ej, mærket for livet, i blodet, indprintet på indersiden af dine blodårer, kulden vinder sjældent sin tillid, men forvansker dog ikke dine grænser og ser aldrig bort fra det væsen, der lever i dig."
Lucius lændte sig så tæt på Sirius som han kunne og gav ham et blidt og roligt kys. Lugtene trængte ind, duften af en slægtning så tæt på, blodet og båndet, og samtidig den lille, pirrende snert af eau de cologne, der gav Sirius det sidste vink med en vognstang om at der var ved at ske noget han ikke lige helt havde styr på. Og smagen, den gennemtrængende og altfortærende smag, der hvilede på hver deres tunge, gav tilsammen en eller anden form for løfte om at det ikke bare var ingenting de stod med i hænderne, men et ubrydeligt bånd, der aldrig måtte briste nu da de var afhængige af hinandens tillid.
Drengen fra Slytherin var højere end Sirius, hvilket var en sjældenhed eftersom Sirius var den højeste i hele Gryffindor tårnet, og da Lucius trak sig tilbage så han direkte ind i Sirius' glitrende øjne.
"Jeg stoler på dig," sagde han. Sirius nikkede. "Og tag endelig Varulven med." Sirius stivnede.
"Hvordan ved du det?" spurgte han klart og tydeligt.
"Læg dine tanker om, observér og tyd tegnene, min ven," han strøg Sirius' kind med en let hånd. "Det er ikke enhver idiot du har med at gøre, som for eksempel Snape."
Sirius smilede let. "Nej, det er det vel ikke," sagde han sagte, og Lucius slap ham og lod ham gå.