Tilbage hvor man slap
Sirius vendte tilbage til Gryffindortårnets opholdsstue. Klokken var stadig ikke over optagelsesprøvernes endeligt, og Remus var den eneste beboer der var at se. Så snart Sirius vaklede ind, bedøvet af indtryk, drikken samt kysset Lucius havde givet ham, rejste Remus sig fra sofaen og så indtrængende på Sirius efter svar.
"Hvad skete der, hvad snakkede I om?" spurgte han ivrigt og lod Sirius komme ned og sidde inden de begyndte snakken. Sirius fortalte alt, ordret og fuldkomment, som havde han selv været tilskuer til scenens udfoldelse. Remus lyttede opmærksomt. Lucius' sidste bemærkning om at Sirius var velkommen til at tage ham med til depotet var dog ikke noget han ville indlade sig på.
"Jeg har det fint, jeg er ikke som jer, vampyrer og varulve," han sukkede, "dårlig cocktail i længden, du. Og når han endda er fra Slytherin. Nej, jeg tror ærligt talt jeg siger nej."
"Fair nok," sagde Sirius.
"Hvad vil du gøre med James?" spurgte Remus tilsidst.
"Jeg ved det ikke helt, Lucius gav mig ikke de svar jeg havde håbet på," sagde Sirius og stirrede ind i kaminens knitrende ild. "Det var lidt ligesom om han ikke ville have mig til det. Og et eller andet sted kan jeg godt følge ham. Dødelige og udødelige, sammen bevidst. Nej, det holder alligevel ikke. Selvom jeg føler en meget stor trang til at fortælle James alt, ved jeg, at jeg alligevel ikke kan når det kommer til stykket, og hvad ville ideen være i at prøve når man alligevel ikke kan?"
"Når man har opgivet på forhånd?" rettede Remus og Sirius mødte hans blik.
"Jeg kan ikke, Remus," sagde Sirius. "Det bliver ikke til noget."
"Hvad vil du så fortælle ham i aften når han kommer tilbage," sagde Remus.
"Vil du ikke nok?" spurgte Sirius fortvivlet.
"Nej, nu holder du," begyndte Remus bestemt.
"Nej, jeg mener det, Remus," sagde Sirius fortvivlet og så indgående på sin ven. "Det er det eneste jeg beder dig om. Du kender reglerne, du har selv mærket dem."
"Jeg kan ikke forklare det uden nogen forklaring selv," svarede Remus.
"Det hjælper da heller ikke meget når jeg heller ikke kan selv," sagde Sirius. "Er det ikke ironisk? Her sidder vi, begge to mørkevæsner, og alligevel kan ingen af os formulere hvad den anden er fordi vi er forskellige."
"Sirius, vil du vågne op i morgen til en afvisende, kold ven?" spurgte Remus. "Ville du kunne tage slæbet for at rette det op jeg kan komme til at skade unødvendigt, for det lidet jeg kan gøre som i sidste ende kan vise sig at være fuldkommen malplaceret og forkert?"
"Hvad er der tilbage for mig?" spurgte Sirius. "Intet, jeg har ikke nogen svar, kun Lucius i katakomberne og dig, og James er allerede begyndt at være vred på mig," han rejste sig. "Jeg orker simpelthen ikke at lave noget i aften. Jeg vil i seng," og han gik hen til trappen. Han forventede næsten at Remus ville kalde på ham og have ham til at se skæbnen i øjnene, men ingen kunne noget de ikke magtede, og Remus kunne ikke magte Sirius i de minutter. Det havde altid været Sirius, der havde fået ham med på slængets galestreger, altid Sirius, der var bedst til at holde forvandlingerne ved fuldmåne nede, bedst til at engagere sig i Remus følelser og tanker, men dagen var blevet fyldt med flere indtryk hos dem begge fra hinanden i et omfang, der ikke engang slog de fem-seks år de efterhånden havde kendt hinanden og hørt til sammen under slængets beskyttende vinger. Remus ventede ikke at Sirius ville tøve ved trappen, men det gjorde han ikke desto mindre, selvom Remus ikke gjorde noget da han derefter fortsatte sin gang op til sovesalen. Sirius trængte til fred og Remus gav ham det; han ville ikke belæmre ham med noget; der var for meget der skulle bearbejdes.
Da James kom tilbage sagde Remus intet andet end at Sirius var gået tidligt i seng efter at have lavet sine lektier. James himlede med øjnene og han og Remus satte sig ned til et slag troldmandsskak inden de valgte at se dyner.
Da Remus kom op tillod han sig at tage et stjålent glimt ind mellem forhænget i Sirius' seng. Han sov ikke, han lå og stirrede ud i intetheden. James og Peter sov allerede, så Remus krøb ind forbi gardinet og Sirius gav ham plads nok til at sætte sig på sengekanten.
"Fortalte du ham det?" spurgte Sirius.
"Nej," svarede Remus. "Du må selv gøre det. Det ville være synd og skam hvis en Black ikke kan fortælle sandheden. Enten det, eller også må du vende tilbage til dér hvor du slap inden sommerferien."
Sirius sukkede dybt og så væk. Han havde stadig en sær smag i munden.
"Hvad tænker du på?" spurgte Remus sagte. Han kunne mærke en ujævnhed i James' tunge åndedræt.
"Lucius," svarede Sirius oprigtigt og så op på Remus.
"Hvad med ham?" spurgte Remus. "Tænker du over jeres kys?"
"Ja," svarede Sirius og begravede hovedet dybere i puden. "Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal tolke det."
"Hvad siger dit hjerte?" spurgte Remus. "Var det ikke det Lucius sagde: følg instinktet fremfor fornuften?"
"Jamen, alligevel," begyndte Sirius, "det virker bare … sært … og vanskeligt. En smule i hvert fald. Jeg føler at jeg har en masse ting i hænderne, der smuldere bort og løber ud mellem mine fingre som fint sand."
"Hæld vand på det," svarede Remus med et lille, ironisk smil på læberne. "Det kan gøre det mere fast. Og måske kan du bygge et slot af det."
Sirius smilede en smule ved den tvetydige ironi. Det var sandt og alligevel en smule sniksnak-agtigt. Remus kunne lide sådan noget, tvetydigheder og ordgåder. Han havde nydt Lucius' sidste poetiske sætning:
"Tro mig, det her er hvad du er skabt til, om du vil det eller ej, mærket for livet, i blodet, indprintet på indersiden af dine blodårer, kulden vinder sjældent sin tillid, men forvansker dog ikke dine grænser og ser aldrig bort fra det væsen, der lever i dig."
Det havde ikke kun sagt noget om vampyrer, men også andre mørkevæsner i al almindelighed. Måske stammede det fra en bog, måske kom det fra Lucius selv, det var ikke til at vide, men Remus kunne lide det, og det kunne Sirius også.
"Jeg kan lave et sandslot med mit liv," sagde Sirius filosofisk.
"Men pas på fuldmånens tidevand," sagde Remus. Sirius sukkede.
"Smut i seng," sagde han. "Der er to dage til fuldmåne og du skal være udhvilet til at klare strabadserne."
"Jeg ved det," sagde Remus og krøb ud af sengen og hen til sin egen.
Sirius lå i nogen tid og stirrede op i sengehimlen. Han havde stadig smagen i munden og lugten i næsen. Det var uafviseligt. En kendsgerning. Noget han ikke troede kunne overfalde ham så brutalt og tage ham så godt og grundigt med buskerne nede. Han slumrede hen og vågnede ved klokkens bimlen næste morgen.