Måske skyldig?
Sirius havde haft det på fornemmelsen gennem længere tid. De var nu efterhånden tre måneder inde i året og sneen var allerede begyndt at falde. Det var slutningen af November der nærmede sig hastigt. Han havde fulgt Lucius' ord. Hver gang der var træning i Quidditch for Gryffindor-tårnet kom beskeden til ham: I aften, under Quidditch-træningen, samme sted. Og Lucius var en god lærer. Han tildelte ikke Sirius lektier som sådan, men fortalte nærmere om hvad han kunne, viste det og hjalp Sirius med at fokuserer sine tanker og udfolde sine mål. Han fik indsigt i en Slytherins tankegang og var betaget af den måde Lucius var på.
Ganske ulig hans kollegiebrødre, både de andre syvendeårs og de andre Slytheriner generelt, havde Lucius fået tildelt en eller anden gave ved sin undfangelse der gjorde ham i stand til at være højtflyvende i tankerne og stadig være godt plantet med begge fødder i jorden. Han talte tit i ordgåder, snørklede, intellektuelle sætninger og poesi, der løb gennem Sirius mere som en tankestrøm der var ustoppelig og som altid overvældede ham, ligegyldigt hvor tilvant han efterhånden var blevet til dens kommen og gåen. Han nød timerne dernede i fulde drag, stilheden, intimiteten, lyden af Lucius' blide, rolige men autoritære stemme, lugten fra den altid kogende keddel blandet med den forfærdeligt tillokkende snert af parfume der hang i luften omkring hans blonde, prominente lærer.
Sirius gav sig tit tid til i timerne at undre sig over sin dystre ven og hans tilsyneladende store overskud af tid til både at holde lærerne hen med snak så han scorede alle U.G.L'erne han behøvede for at blive Minister for Magi og samtidig give sig tid til at passe timerne med Sirius og derefter sig selv. Hans omgangskreds var begrænset, måske var den eneste han sådan set lod til at være knyttet til i Slytherin Snape, og det var ikke engang så meget man så til dem sammen. Lucius var ombejlet af pigerne, tilbedt som et idol af drengene, men han gav sig ikke i kast med en eneste af dem. Sirius begyndte at se formen. Lucius indvilligede sig ikke på sine instinkters præmisser med mindre at det handlede om Mørkevæsner, mørk magi eller storpolitik. Hans konservative holdninger var dog ikke Sirius' kop te, men Lucius lod ham beholde sine egne meninger for sig selv. Det var ikke noget de skulle diskutere på nogen måde hvis det generede Sirius, og det ville det højst sandsynligt have gjort, hvis det var kommet til nærmere debat. Men hvor Sirius havde sit hjerte havde Lucius tit sine argumenter i orden, og de sad fast hvis bare han kommenterede den mindste artikel i Profettidende, og Sirius brød sig ikke om at forsvare sig overfor Lucius. Hans ord ramte altid plet, de lød altid rigtige og sandfærdige, og Sirius kunne sjældent gardere sig mod dem, men Lucius skød det hen med et "nå, ja, det er måske alligevel ikke noget der interesserer dig,", og så var samtalen straks forsvundet ud i det blå og efterlod dem med dagens lektie i baghovedet.
Imens gik venskabet med James trægt. Der var altid brok eller et eller andet i vejen, og nu var James også begyndt at rende efter hende Lily sådan som Remus havde forudset det, og så var Sirius jo ligevidt. Han havde Remus, og deres bånd viste sig at være stærkere end det havde været nogensinde før. Han priste sig lykkelig for Remus' tapre kamp mod varulveforbandelsen, men det gav alligevel ikke mere end de sædvanlige lykønskninger når fuldmånen havde taget sin kurs.
Sirius led med Remus, lo med Remus, alting var ham og ham, James var efterhånden ude af billedet, i hvert fald inden for Remus' og Sirius' rammer. Sirius betroede hver aften Remus hvad Lucius havde snakket om og lært ham og han brugte sin tid på at få Remus til at hjælpe sig med tankeoverførsel og alt det han begyndte at mestre. Det var en videnskab for sig. Og deres professor i Forsvar mod Mørkets Kræfter, Burkes, var meget overrasket over Sirius' engagement da de i en periode havde et forløb med vampyrer og Sirius og Lucius kunne svare ens på alt hvad der blev spurgt om selvom de gik i to forskellige årgange og kollegier. Sirius scorede gode point og takkede Lucius.
En sen aften i slutningen af November var Sirius på vej ned i katakomberne. Slængets arbejde på skolen havde stået stille i nogen tid med undtagelse af at de havde plastret nogle andetårselever fra Slytherin ind i Zonkos Trylletape, der ikke lige sådan gik af uden videre, og der skulle mange besværgelser til, og den klistrede side efterlod et stinkende lag af grønligt, snasket slim.
Han vandrede afsted i mørket med ekkoet af hans fodtrin mod det fugtige kampestensgulv. Han stoppede ved en korsvej der ledte til eliksir-depotet til venstre og så til begge sider. Stadig ingen. Det var sært. Alle Slytherinerne boede dernede, men næsten ingen gik i katakomberne. De triste, øde gange var som et paradis, tænkte Sirius. Fred og ro og ingen fare, i hvert fald ikke efter at slængets aktivitet var blevet sænket en smule. Han hørte pludselig fodtrin bag sig og han vendte sig for at se James komme gående efter ham.
"Nå, så det er hernede du holder til når jeg ikke er i Gryffindor?" sagde han og stoppede lidt fra ham.
"Øhm, skulle du ikke være til træning nu?" spurgte Sirius og tog sig selv i sin begyndende panik. Aldrig panik, kun kølig, afventende autoritær ro, han memorerede hurtigt Lucius' ord i sit indre og tog sin indøvede position op, armene over kors, let skrævende ben og hovedet en smule på skrå samt et koldt, roligt blik.
"Forest ville holde speciel træning med baskerne og gav os andre fri," sagde James og betragtede Sirius kort. "Siden hvornår har du fået dig selv en ny holdning?" spurgte han efter sin korte observation. Sirius trak på skuldrene og satte hænderne i siden i stedet for.
"Refleks, tror jeg," svarede han roligt. "Hvordan fandt du mig?"
"Peter sagde han havde set dig gå herned," svarede James roligt men Sirius kunne fornemme en lettere irritation. "Vil du ikke være med til at oversvømme storsalen eller springe et mægtigt lager selvantændende fyrværkeri i Slytherin-opholdsstuen?"
"Ville gerne, kan ikke," svarede Sirius kort. "I morgen måske," og han ville til at fortsætte inden James greb ham i armen og vendte ham om igen.
"Hvad går der af dig?" spurgte han skarpt og bebrejdende. "Hvad er det der er så vigtigt i aften?"
"Det kan ikke vente, i hvert fald," svarede Sirius bestemt og vred sig en smule brutalt ud af James' greb. "Desuden kan du jo bare finde din Lily, så er du da beskæftiget, er du ikke?"
"Er det det der er problemet?" spurgte James. "At jeg har en pige?"
"Nej, det har intet med det at gøre," svarede Sirius sandfærdigt. Det var sandt. "Jeg kan bare ikke i aften. Jeg vil gerne i morgen, jeg lover dig det, bare ikke i aften."
James så forbi ham og kiggede mod eliksir-klasseværelset hvor han så en skikkelse stå og høre på. "Hvem er nu det?" sagde han. Sirius vendte sig og så Lucius stå og afvente situationens gang i det fjerne.
"Ikke nogen," svarede Sirius. "Jeg må gå nu," han begyndte at bakke væk.
"Det er sgu da Lucius," James kastede et blik på Sirius der ikke kunne andet end at se skræmt ud, som en hund på glat is. "Så det er ikke kun Snape, der falder for de nemme fristelser. Er det ham, Sirius?" spurgte James og hævede stemmen i et højt og hårdt toneleje. "Er det derfor du ikke vil sige noget?"
"Glem det, James, du forstår alligevel ikke," sagde Sirius uden en antydning af usikkerhed i stemmen trods hans langsomt faldende mod. Han vidste hvad Lucius ville snakke om så snart de var alene.
"Sig det dog for fanden, Sirius!" råbte James efter ham da han vendte ryggen til og begyndte sin langsomme færd ned af gangen. "Det er fandeme for dårligt, du slutter fred med fjenden bare for at ryge i bukserne på dem! Du er en svans, det er hvad du er, en rigtig, åndssvag én af slagsen endda! Forræder! Svans!" de sidste ord rungede ud i korridoren og Sirius kunne høre James' løbende fodtrin fortone sig i det fjerne.
Han tog en dyb indånding og så op for at møde Lucius' blik så snart han kom tættere på. De grå øjne bød ham velkommen med forståelse og medlidenhed men også en farlig antoning af at Sirius ikke helt levede op til hans krav. Sirius fulgte ham uden et ord ind i klasseværelset og til depotet hvor Lucius stilfærdigt lukkede døren bag dem og Sirius satte sig på den obligatoriske, vakelvorne stol. Lucius gav ham et krus med den samme dampende drik som han efterhånden havde fået tilbudt ved hver lejlighed han var i depotet. Lucius satte sig foran ham på sin skammel og så tavst til mens Sirius drak skænken ud og satte kruset på gulvet foran sine fødder inden han så op på Lucius, der stadig var ganske stille.
"Ville du ikke fortælle ham det?" spurgte Lucius roligt.
"Jeg kunne ikke," svarede Sirius. "Jeg har frygtet udfaldet, og nu," han sukkede, "lader det til at der vist ikke er så meget andet at gøre end, at forsøge at forklare ham det når jeg kommer tilbage."
"Hvorfor har du frygtet ham?" spurgte Lucius og Sirius trak på skuldrene.
"Jeg ved det ikke helt, han har bare været min ven i så lang tid," svarede han. "Jeg kunne ikke nænne at fortælle ham det, selvom han ved jeg aldrig ville lyve. Jeg tror sandheden ville komme for hårdt og for pludseligt til at han kunne forstå den. Jeg frygtede hans afvisning og udelukkelse."
"Det har I jo sådan set allerede gjort," svarede Lucius stadig roligt og afventende. "Jeg har i hvert fald bemærket at jeres aktivitet går en smule trægt, hvilket lykkeligvis betyder at jeg har kunnet vågne hver morgen uden at få en spand snegleslim ned over mig så snart jeg går ud af døren."
Sirius flækkede i et grin uden en lyd og Lucius betragtede ham en smule forbeholdent. "Det var Peters ide, han hader snegle, og James fandt på at det skulle være dig."
"Og du påstår dermed at du er uskyldig?" spurgte Lucius.
"Nej, jeg fandt på det med døren," sagde Sirius men tog sig i stoltheden over misdåden da han huskede tiden før tiden.
"Nå, så kan jeg jo anklage dig for det og få dig til at betale rensningen af tøjet," sagde Lucius. Sirius rynkede panden og så på Lucius der i et kort sekund så ud som om han oprigtigt talt mente det, men smilede dog til sidst. "Nej, Sirius, det mente jeg ikke," Sirius sukkede over sin manglende fokus, og de sluttede den indledende samtale og begyndte aftenens lektion.
Remus sad med en bog i skødet da James flåede maleriet op og trampede ind i opholdsstuen. Der var ikke synderligt mange derinde. Han øjnede Remus' ansigt der straks gemte sig forsvarligt bag bogens beskyttende ord. Han kunne dog ikke overse James' raseri i midten af opholdsstuen da han langsomt nærmede sig sofarækken hvor en gruppe yngre elever straks forføjede sig for at lade tordenskyen komme forbi. James stod over Remus med hænderne i siden og stirrede sig blind på sin ven, der blot lod som om han læste videre.
"Jeg formoder at du har fundet ud af noget du gerne vil fortælle mig om," sagde Remus roligt uden at se op fra bogen. James vedblev at se på ham, og til sidst kunne Remus da heller ikke ignorere ham længere og lagde sit bogmærke i bogen og lukkede den roligt og så spørgende op på James efter et svar på hans spørgsmål.
"Hvorfor fanden har du ikke sagt det noget før?" spurgte James koldt og meget, meget giftigt. Remus løftede et øjenbryn og så en smule uforstående på ham. "Om Sirius og Lucius," sluttede James for at få en ende på spørgsmål og sammenhæng. Remus sukkede og lagde bogen ved siden af stolen og lænede sig tilbage og så tilbage på James.
"Fordi jeg ikke har kunnet," svarede han. "Er det så sært?"
"Du kunne sgu da have antydet det lidt bedre," sagde James og satte sig i sofaen ved siden af. Remus lagde hovedet på skrå og betragtede sin ven.
"Antydet?" sagde han tankefuldt. "Jeg tror ikke der har været brug for det. Det er udelukkende Sirius' eget problem, og hvis det også er dit burde du snakke med ham. Han er mere end villig til det."
"Det er ikke så sært efter den aften han fortalte om Lucius og Snape i katakomberne," sagde James.
Remus fnøs og smilede og så bort. "Det har intet med det at gøre," sagde han.
"Virkelig?" sagde James mistroisk. "Jeg så da ellers Lucius stå og vente på ham nede ved eliksir-klasseværelset nu her."
"Så det var på den måde du fandt ud af det?" spurgte Remus.
"Ja," svarede James en smule ufortående.
"Så er der stadig meget du mangler at forstå," sagde Remus kort. Han mødte James' blik. "Det har intet med noget forhold at gøre, i hvert fald ikke så vidt jeg ved endnu. Det kan måske være, men så holder Sirius sine kort tæt. Det handler om at han får lektioner."
"Lektioner? I hvad dog? Slik min pik og se hvor lang den bliver?" sagde James spydigt og Remus sukkede uden en antydning af et smil efter James' kommentar.
"Hold nu op, James, det handler ikke om det," han holdt James' blik fast og forklarede med rolig stemme: "De er vampyrer." James så meget uforstående og forvirret ud.
"Ahva'?" sagde han.
"Lucius," fortsatte Remus. "Og Sirius."
"Hvad snakker du om?" spurgte James, der var ved at gå op i en hårdknude af en højere endhed.
"Sirius er en vampyr," sagde Remus roligt. "Han har aldrig fortalt det til nogen. Jeg regnede det ud, og det samme har Lucius gjort, og da vi begge er mørkevæsner opstår der, hvad skal man sige?, et sammenhold. Jeg har bare fungeret som Sirius' støtte mens Lucius har fungeret som en lærer for Sirius. Han er ved at finde ud af hvor hans kræfter ligger og hvordan han skal håndtere dem. Lucius giver ham en hjælpende hånd, det er på et venskabeligt basis, tror jeg, ikke andet."
James stod kort. "Så, i al den tid jeg har kendt ham har det kun handlet om at han ville, hvad?, bide mig engang jeg er uopmærksom?"
"Nej, overhovedet ikke," sagde Remus. "Du er jo stadig hans ven, selvom han klager sig over at du er blevet så fjern med al den Quidditch og Lily. Han er ikke jalous, han synes bare ligesom at han har mistet noget af det han engang troede han kendte. Og du har det sikkert på samme måde, har jeg ret?" han så sigende på James der stirrede ned på sine hænder foran ham. Ja, måske, tænkte han.
"Nej, jeg kender jo stadig Sirius," sagde han og så op på Remus.
"Ikke nu," sagde Remus. "Han har forandret sig, Lucius har forandret ham, til det bedre kan man måske overveje, men i hvert fald er han anderledes nu."
James sukkede og klaskede sammen i sofaen. "Damn, det er ikke sandt det her, vel?"
"Jo, ganske, lige så sandt som at du og jeg sidder her nu," sagde Remus. "Og nu må du have mig undskyldt, men jeg skal læse videre. Hvis du vil snakke med Sirius kan du vente til han kommer tilbage."
Men der skulle gå lang tid inden Sirius kom tilbage. Længere tid end Remus havde regnet med. Opholdsstuen blev efterhånden affolket, James gav op overfor søvn og utålmodighed og gik i seng. Remus var faldet i staver over en sætning han havde siddet og læst 57 gange i træk uden at forstå den, da maleriet gik op og Sirius listede sig ind. Han havde ikke lagt mærke til Remus og fór sammen da han lagde bogen fra sig på bordet og rejste sig.
"Hva', er du stadig oppe?" spurgte han forskrækket.
"Hvad har I lavet?" spurgte Remus og gik hen til ham.
"Ikke noget, tiden gik bare hurtigt og vi var for optaget til at lægge mærke til den," svarede Sirius en smule undskyldende. Remus skævede til kraven der sad lettere elegant forkert og en mørk plet på halsen der øjensynligt kunne ligne en blodansamling under huden. Han så bort fra den og op på Sirius med en opgivende og nedtrykt mine.
"Du siger ikke I var sammen," sagde han roligt. Sirius skulle til at svare men bed sig i læben og tog sig i det.
"Nej, det må jeg vel hellere lade være med så," sagde han. Remus sukkede og satte sig på kanten af sofaens ryglæn med armene over kors og øjnene i gulvet og en eftertænksom, lettere bekymret mine. Sirius betragtede ham.
"Du snakkede med James?" sagde han til sidst efter at have brudt ind i Remus' tanker. Remus nikkede men gjorde ikke mine til at svare. "Hvad sagde han?"
"Jeg tror han forstod," sagde Remus. "Men jeg sagde også at hvis han ville kunne han snakke med dig. Han er gået i seng," han nikkede mod trappen op til sovesalen.
"Selvfølgelig, klokken er over et," sagde Sirius. Remus begravede ansigtet i hænderne og sukkede meget tungt inden han så på Sirius igen.
"Hvorfor fanden gjorde I det?" spurgte han. Sirius dumpede ned på gulvet og trak på skuldrene inden han så op på Remus.
"Jeg ved det ikke, det kom bare," sagde han. "Noget med tiltrækning tror jeg," han så ud i luften foran sig. "Det virkede bare … forløsende. Og Lucius …" han trak bare på skuldrene og stoppede i sætningen. Remus gik hen og satte sig på gulvet foran Sirius.
"Hvad med ham?" spurgte Remus. "Var han god?"
Sirius gav en sær grimasse der sagde begge dele. "Jah," svarede han. "Faktisk … meget," han så op på Remus, der ikke kunne lade være med at smile.
"Hvordan skete det?" spurgte Remus.
"Tja, jeg var faktisk på vej til at gå, men så kom han hen og omfavnede mig og pludselig stod vi og, ja, kyssede. Og så, ja, så … udviklede det sig ligesom derfra. Han gik før jeg fik taget mig sammen til at komme på benene igen."
"Tror du det skal blive ved?" spurgte Remus.
Sirius trak på skuldrene. "Ved det ikke, det var godt, måske, ja, det håber jeg faktisk," svarede han en smule usikkert og tøvende i starten, men stemmen tog til ved hvert ord og endte med en bestemt, afklaret tone. Remus rystede på hovedet med et lille smil, da hans blik fangede en plet på Sirius' trøje.
"Du har spildt et eller andet," sagde han og pegede.
Sirius så ned. "Nåeh, det er bare blod," svarede han.
"Blod?" sagde Remus lamslået.
"Øh, ja, det er den drik jeg plejer at få, som han giver mig, blod, menneskeblod," sagde Sirius.
"Fra hvem dog?" spurgte Remus.
"Øh…" Sirius tøvede, "hende der heksen, Darklighter, og … Snape."
Remus brød ud i en høj klokkeklar latter i flere minutter. Sirius kunne heller ikke lade være med at smile en smule skyldigt. "Snape? Ha, har du … har du …" Remus var kvalt i sin egen latter. "Har du drukket Snapes … Snapes … blod?" Remus satte sig op efter at have været væltet omkuld på gulvet af latter og tørrede øjnene for tårer.
"Det er vel det jeg har," svarede Sirius sandfærdigt. Remus sukkede og rystede igen på hovedet med et meget bredt smil.
"Lad os komme i seng på de frygtelige begivenheder," sagde han og de gik op og gik i seng.
Næste dag vågnede Sirius alt for tidligt og følte absolut ingen træng til at sove videre. Han lå og kiggede op i sengehimlen da han bemærkede James' skygge udenfor gardinerne. Han trak det ene fra og så ud. James vendte sig. Han var ved at trække i sine bukser, halvt igennem det andet bukseben. Han stoppede og så på Sirius.
"God morgen," sagde James forbeholdent.
"Hej," sagde Sirius. "Hvorfor er du så tidligt ude af sengen?"
"Hvorfor ligger du dig ikke ned og sover igen?" spurgte James tilbage.
"Sorry, jeg ville bare vide …" begyndte Sirius.
"Jeg skal ud og flyve, Forest ville have tidlig træning i stedet for sen," sagde James med en skinger tone. Sovesalen var vågnet.
"Okay, okay, fair nok, jeg vil ikke presse mig på," sagde Sirius undskyldende.
"Godt, så vil jeg heller ikke presse dig," sagde James og forsvandt ud af sovesalen med kosten over skuldren. Sirius kastede sig tilbage i de bløde dyner og mærkede en bølge af angst og sorg skylle ind over sig. Han så over på Remus' seng hvor de ravgyldne øjne tittede ud af en lille sprække. De blinkede et par gange inden de forsvandt igen. Sirius begravede ansigtet i puden og sukkede. Han kunne mærke en betydelig smerte et eller andet meget ømt sted og huskede nattens udfald. Hvor var Lucius mon nu? Lå han også vågen?
En tappen på vinduet tilkendegav at der var en der ville have opmærksomhed. Remus var den hurtigste til at smutte ud af sengen og åbne vinduet. Den sorte ravn flaksede ind på gulvet med et brev om benet. Remus tog det og så kort på det inden han rakte det ind til Sirius der ikke havde reageret på postvæsnets tidlige forsendelse.
"Det er til dig," sagde Remus kort og Sirius mumlede et kort tak til ham, hørte ravnen flyve ud, Remus lukke vinduet og krybe tilbage i sengen. Sirius tog pergamentet og foldede det ud og læste den korte, smukke besked:
Sirius,
Tak for i går.
Det kunne ikke blive meget bedre, men med lidt held … ja, lad os nu se ad.
Er du stadig med?
Sirius lo en stille latter og begravede sig om muligt længere ned i puden med et smil på læberne. Ja gu' fa'en var han med, hvis det smukke væsen ville have det, så skulle det være det! Han følte sig ikke det mindst skyldig i James' vrede. Hvis han ville være vred måtte han da bare være det, men det forhindrede ikke Sirius i at føle en endeløs strøm af glæde penetrerer ham blidere end Lucius havde gjort det. Måske var der mere end bare kroppen at elske? Han kunne ikke tro det. Den krop var nok i sig selv.