Den bitre dags oprindelse
Sirius og Remus fulgtes ned til morgenmaden. Der var ikke megen grund til at forsøge at skjule nattens gerninger, for rygtet lod til at have nået hele skolen rundt, fra Gryffindor og Slytherin ud til Huffelpuff og Ravenclaw. Hver en elev vidste det, men Sirius var ikke overdænget med skældsord og grimme bemærkninger. Han troppede op i storsalen med Remus ved sin side som sin tro væbner, badet i blikke, der ikke var beundrende men undrende og undersøgende. Specielt drenges blikke klistrede som Zonkos Trylletape, mens pigerne veg en smule og mange så mere ulykkelige ud end Siris plejede at synes piger så ud. Han fangede Lucius med blikket ovre ved Slytherinbordet og han gav ham et kort blink og smil der sagde alt.
Lærerne bemærkede uroen, men der var dog intet tegn på at de vidste noget om hændelserne. Ikke før dagen efterhånden var gået og Forvandlingstimen var ved at være færdig. McGonagall slap dem fri efter en lang time om læren om Animagi. Men Sirius skulle ikke slippe så let. McGonagall kaldte ham tilbage fra den åbne dør og han stoppede og vendte sig.
"Luk døren, Black," sagde hun mens hun ordnede sine papirer på skrivebordet uden et blik på ham. Han adlød og gik op til hendes skrivebord. Hun lagde bunken af papirer ned og hævede blikket til Sirius.
"Jeg håber ikke at du har glemt rektors formaninger om at din abnormalitet skal holdes hemmelig," sagde hun så. Sirius tog sit svar på forskud og brød gennem hendes uopmærksomme sind og så hendes bekymring og hendes fredelige rasen over hans og Lucius' gerning.
"Tydeligvis, ikke, professor," svarede han renhjertet. "Malfoy og jeg har ikke i sinde at ændre på det. Vores forhold bunder og grunder måske i kraft af vores ligheder, men vi ønsker ikke at udbrede noget rygte, selvom eventuelle sarte sjæle måske vil opdigte historier. Vi har kun i sinde at afvise det. Hvilken form for fordel ville det da være for os at alle kendte til vores oprindelse? Jeg er sikker på at Malfoy er enig med mig. Ingen af os ønsker at blive smidt ud, det samme gælder for så vidt Lupin. Tro mig, det her er hvad vi er skabt til, om vi vil det eller ej, mærket for livet, i blodet, indprintet på indersiden af vores blodårer, kulden vinder sjældent sin tillid, men forvansker dog ikke vores grænser og ser aldrig bort fra det væsen, der lever i os."
McGonagall løftede et forbløffet øjenbryn. "Siden hvornår er du gået hen og blevet poetisk?" spurgte hun.
"Det er jeg heller ikke, professor, det er Malfoy," svarede Sirius oprigtigt. "Og jeg har på fornemmelsen af at jeg aldrig gør det, men med lidt held kan han blive en god lærer."
"Ja," sagde McGonagall fjernt. Hun så tilbage på Sirius med et klart blik og nikkede. "Godt, du kan gå."
Sirius forlod klasseværelset og begav sig på vej til Gryffindor, kun for at blive indhentet af en stakåndet Remus.
"Sirius," sagde han og stoppede forpustet ved trappen som Sirius var ved at gå op ad. "Der har været et kæmpe slagsmål i katakomberne. Snape og Lucius og James."
"Hvad?" udbrød Sirius.
"James og Snape endte i Madam Pomfreys varetægt," sagde Remus. "Lucius ledte efter dig. Han sagde at hvis jeg fandt dig var han dér hvor I plejer at mødes."
"Gå op til James, jeg går ned til Lucius, find Peter og tag ham med dig," sagde Sirius der allerede var på vej til katakomberne.
Han fandt Lucius i eliksir-depotet med en klud mod en flækket læbe. Sirius stoppede i døråbningen.
"Hvad fanden skete der, Lucius?" spurgte han og gik hen til ham og tog kluden fra den blødende læbe for at se skadens omfang. Det var ikke mere end en lille flænge.
"Snape," sagde Lucius kort. "Han havde hørt det, troede at jeg havde ment noget seriøst med det kys du så i starten af året. Og så kom James med ind i slagsmålet."
"Hvorfor?" spurgte Sirius og duppede den fugtige klud mod Lucius' læbe.
"Han var vred, ikke andet," sagde Lucius. "Jeg tog flugten og overlod den fysiske duel til James og Snape."
Sirius sukkede og dyppede kluden i det vand Lucius havde hældt op i en balje på bordet og satte den mod Lucius' læbe igen.
"Lucius, hvorfor nu det her påstyr? Hvem startede det?" spurgte Sirius.
"Jeg ved det ikke, jeg tror nogen må have set os," sagde Lucius. Sirius fjernede kluden igen og lagde den på bordet. "Fik du min besked?" spurgte Lucius.
"Ja," svarede Sirius. "Jeg er med."
Lucius sagde ikke noget. Sirius så på ham og tog frihed til at nærme sig Lucius' ansigt og lade sine læber omslutte hans. Det var en fornemmelse han havde glemt i løbet af natten men lod sig overstrømme af mens tiden var. Han trak sig bort igen og mødte Lucius' øjne.
"Jeg bliver nød til at gå op til James," sagde han.
"Kommer du til Slytherin-kollegiet i aften?" spurgte Lucius.
"Ja," svarede Sirius. "Samme tid men andet sted."
"Ja," sagde Lucius og Sirius rejste sig langsomt og forlod depotet og begav sig på vej til infirmeriet hvor han blev mødt af Remus, der sad og ventede udenfor.
"Pomfrey vil ikke have nogen ind endnu," sagde han da han så Sirius komme op til afsatsen foran indgangen til hospitalsfløjen.
"Ved du noget om James' tilstand?" spurgte Sirius bekymret.
"Både Snape og James har mistet blod," sagde Remus og så sigende på Sirius der sukkede tungt. "Jeg ved ikke hvorfor."
"Lucius sagde han tog flugten inden James og Snape røg i totterne på hinanden," sagde Sirius.
"Tror du Snape har fået "noget ind"?" spurgte Remus.
"Tvivler," sagde Sirius. "Kun ved en dåb bliver man til en vampyr."
"Hm, ok," sagde Remus. De hørte fodtrin og så McGonagall troppe op foran indgangen til Ponfreys domæne.
"Sirius, du må hellere følge med," sagde hun. Sirius sukkede og gav Remus et sidste, håbløst blik.
"Hvis Lucius leder efter mig så giv ham kodeordet til Gryffindor-opholdsstuen," sagde Sirius og fulgte nedtrykt med McGonagall til Dumbledores velkendte gemakker, gargoylestatuen der flyttede sig ved de særeste kodeord der altid ændrede sig.
De kom op til kontoret, hvor Dumbledore som altid puslede rundt. Fawkes sad på sin pind og lignede en halvt plukket høne. McGonagall forlod dem og Sirius stod stille og betragtede Dumbledore der pludselig vendte sig og så på ham.
"Kom nærmere, Black, jeg bider jo ikke," sagde han spøgefuldt og Sirius tog sig i sin forbeholdne arrogance og gik hen til skrivebordet og satte sig foran Dumbledore der også satte sig bag skrivebordet og så på Sirius.
"Det kan vel ikke undre dig at jeg har fået nys om dig og hr. Malfoys små videnudvekslinger og lektioner," sagde Dumbledore.
"Nej, rektor," sagde Sirius.
"Men jeg må bede jer begge om at stoppe øjeblikkeligt," sagde Dumbledore.
"Hvad?" udbrød Sirius.
"Jeg har intet problem med de herres forhold, men at direkte praktisere jeres evner er imod skolens idealer," sagde Dumbledore.
"Det kan du ikke mene, jeg har brug for den viden," sagde Sirius.
"Vi har ikke i sinde at oplære mørkevæsner," sagde Dumbledore strengt. Sirius brød gennem hans tankeforsvar og så intet andet end idealer og klarhed.
"Det kan du ikke mene, jeg troede du var en mere retfærdig og empatisk menneskekender," sagde Sirius og rejste sig.
"Overvej mit udsagn, Black," sagde Dumbledore. "Der er desværre ikke meget andet jeg kan gøre end dette. Og tænk dig om, hvis jeg virkelig kun gjorde det på grund af min egen overbevisning om retfærdighed tager du fejl. Tro mig, udfaldet bliver alt andet end hvad du ønsker."
Sirius forlod kontoret skummende af vrede og forbitrelse og fortvivlelse.
Han mødte Remus foran Gryffindor tårnet, og Remus fulgte ham tavst ind i opholdsstuen og direkte derfra til sovesalen. Sirius havde aldrig givet efter for sin vrede eller sorg og grædt over sin egen skæbne, men i de minutter var der ikke meget tilbage af den viljestyrke han plejede at bære med sig rundt i verden. Han smed sig på sin seng og hulkede uhæmmet mens Remus blot sad ved siden af ham og gav ham sin selvbeherskelse tilbage mere eller mindre, i form af en venskabelig hånd på hans højre skulder. Til sidst holdt Sirius inde og satte sig op mere eller mindre og gned sine brændende, røde øjne og så på Remus.
"Var han meget slem?" spurgte Remus forsigtigt men med den vedholdende ro der fik Sirius til at tage en dyb indånding og føle sig tryg og rolig.
"Ja, han påstod at jeg skulle stoppe mit venskab med Lucius," sagde Sirius og satte sig langsomt op ved siden af Remus.
"Hvorfor?" spurgte Remus.
"Han gav mig ingen yderligere forklaring, kun at udfaldet ikke bliver hvad jeg ønsker," sagde Sirius. "Men jeg forstår det ikke."
Remus så tankefuldt og fjernt ud af vinduet. "Måske burde du snakke med Lucius? Måske har de faktisk frabedt ham om at mødes med dig, og nu hvor det alligevel sker, siger de til dig at du skal bakke ud af det fordi de er bange for ham og hans evner," sagde han og så på Sirius.
"Jeg kan forstå det hvis Lucius stod i ledtog med Du-ved-hvem, men det tvivler jeg altså på," sagde Sirius. "Det kan godt være at han er i Slytherin, det kan godt være at han er et mørkevæsen med speciale i sort magi, men jeg tror altså ikke på det hvis nogen sagde det."
"Det var også bare en tanke," indskød Remus uskyldigt.
"Jeg bebrejder dig ikke noget, jeg tænkte det da også i starten af skoletiden, men på den anden side virker det for ulogisk. Hvis han skulle stå i ledtog med Du-ved-hvem ville Dumbledore så overhovedet tage ham ind som elev?"
"Nej, det er sandt," sagde Remus og de blev tavse for en stund. Udenfor var solen ved at gå ned, blodrød og kuglerund over Den forbudte Skov, hvor tusmørkeskyggerne krøb frem mellem stammerne og gjorde træernes silhuetter skarpe og tydeligt opridsede mod den brændende himmel med de tunge skyer der vejrede horisonten i øst. Solen var på vej ned i en sæk, og langt borte glimtede lynene.
"Det trækker op," sagde Sirius.
"Er det ikke lidt unormalt med torden i november?" spurgte Remus.
"Jo, men den har jo også været ret lun i forhold til sidste år, ikke?" sagde Sirius. "Nu kommer kulden og de lange nætter med mørket der borer sig ind i knoglerne."
Remus så forundret på Sirius der blot stirrede ud af vinduet. "Du er altså forandret," sagde Remus.
"Er det så sært?" spurgte Sirius.
"Ikke når du kommer sammen med en mandlig blondine fra Slytherin," svarede Remus og de lo begge to en stille, ens latter. Sirius sukkede. Ja, der var vel en grund til alting der i livet, men mens han sad og så ud af vinduet mærkede han også tidens vinger der susede forbi ham som en lind strøm af alt, ord, suk, berøringer, blikke, lyde, ansigtsudtryk på ansigter han aldrig havde set før. Lucius havde brugt lang tid på at lære ham om at sanse tidens bølger, og der sad han, omgivet af den som om han var placeret i en lille glaskuppel der var sunket ned på bunden af et oprørt hav. Remus sad ved siden af ham og betragtede sin ven, det unge ansigt, det krøllede, lange, mørke hår og de mørke øjne der kunne brænde som kul med dybe gløder. Der var sandelig mere over Sirius end Remus havde turdet håbe på.
James og Snape kom ikke til aftensmad og Pomfrey bad udtrykkeligt alle besøgende om at vente til næste dag for at patienterne kunne komme sig, så Remus og Sirius tilbragte aftenen i hinandens selskab som altid indtil Sirius afbrød deres lektiebearbejdning og rejste sig. Remus rynkede panden og så op.
"Hvor skal du hen?" spurgte han sagte. Der var en hel del i opholdsstuen ud over dem.
"Jeg skal mødes med Lucius i aften," sagde han.
"Hvordan var hans tilstand egentlig efter slagsmålet?" spurgte Remus der helt havde glemt alt om ham.
"Tålelig," svarede Sirius og gik gennem stuen. "Vi ses engang, i nat, hvis du overhovedet er oppe når jeg er tilbage."
"Ja, hvis," sagde Remus og kiggede efter Sirius der vandrede ud af maleriet. Hvis du overhovedet kommer tilbage, tilføjede Remus' tanker stille og han kiggede tilbage på sine papirer. Måske skulle han så fordrive tiden med en lille visit hos James efter lukketid?
Han sneg sig op i sovesalen og fandt usynlighedskappen under James' seng. Han vidste hvor glad James var for den, og han lovede sig selv at passe på den da han slyngede den over sig. Han overvejede kort om han skulle gå gennem opholdsstuen, men det ville blive besværligt med alle de elever dernede, så i stedet tog han en snert af sin ulv frem og kravlede ud gennem vinduet.
Blæsten var hård, og regnen silede ned fra de tunge, sorte skyer. Et lyn flakkede efterfulgt meget kort tid efter af en dyb rumlende lyd. Remus valgte ikke at lægge mærke til det, men drog i stedet større opmærksom til sin klatretur. Det var langt, men magien tillod ham at hans hænder klæbede til stenene som var det Trylletape, og han klarede turen sikkert forbi alle forhindringer. Kappens hætte gled af et par gange, men til sidst fandt han ud af at han stadigvæk godt kunne orientere sig med den over hovedet og kravlede derefter videre. Han kom til hospitalsfløjen hvor natten var faldet på og lyset var slukket. Han kravlede op til gesimserne under vinduerne og spejdede efter James, der lå to vinduer henne, bag et forhæng. Han kravlede hen til vinduet nærmest hans vens sengeplads, tappede tre gange på glasset med en finger. Ingen reaktion. Han så rundt og opdagede en svaghed i hængslet til vinduet. Efter nogen tids baksen med det fik han løftet det af og sneget sig behændigt ind i hospitalsfløjen. Pomfrey kom hen og bandede højt over det dumme vejr og Remus overlod hende vinduet uden at røre hende. Han listede rundt til forhænget og skyndte sig ind inden Pomfrey overvejede at der kunne være en anden synder end vejret. Her fandt han James, der lå og døsede med et drop i armen. Så snart Remus trådte derhen åbnede James øjnene og så rundt.
"Remus?" hviskede han sagte.
"Jeg er under usynlighedskappen," sagde Remus. "Jeg tillod mig at låne den."
"Hugtand! Åh, for dælen hvor er jeg glad for at du kom," Remus kunne tydeligt høre at han havde besvær med at trække vejret, men der var ingen tydeligere tegn på skader.
"Hvad skete der? Hvorfor ligger du her stadig? Var det en meget kraftig forbandelse?" spurgte Remus og satte sig på stolen der også forsvandt ud af syne.
"Jeg ved ikke helt hvad der skete," sagde James. "I det ene øjeblik var Lucius der, det næste øjeblik ligger jeg fastlåst i en hård kamp med Snape. Han trak sig tilbage og forberedte en eller anden forbandelse, som jeg kun fik pareret halvt, så den ene halvdel ramte mig og den anden ham selv."
"Pomfrey sagde noget om at I havde mistet meget blod?" spurgte Remus og skævede til droppet.
"Ja, jeg tror det var forbandelsen, den kunne have gjort det af med mig hvis den havde ramt mig helt, men i stedet er der denne her fase mellem … ja, liv og død. Jeg har det bedre, meget godt faktisk, men Pomfrey vil bare have mig til at få det lidt bedre inden jeg kan forlade stuen. Det er det samme med Snape," han nikkede til et forhæng omkring en seng nede i den anden ende af fløjen. "Jeg er glad for at Dumbledore ikke er sådan en optimistisk jubelidiot der vil have os til at give hånd når vi kommer ud herfra, han ved at det hele bunder og grunder i …" James stoppede.
"I Lucius og Sirius' forhold?" spurgte Remus.
"Jeg troede at du sagde at de ikke havde noget?" sagde James uforstående.
"Det gjorde jeg heller ikke da jeg snakkede med dig," sagde Remus. "Det var først da Sirius kom tilbage at han afslørede nyheden der jo nok er gået som en steppebrand gennem hele skolen. Du og han er de mest populærer elever i Gryffindor, og Lucius er Slytherins perfekte, eftertragtede og forgudede elev. Tro mig, folk kender til deres gøren og laden som var det deres livsgrundlag. Og Snape var jo tydeligvis blevet stødt af Lucius' valg og ville have en forklaring som han ikke fik, og så … dig. Hvorfor kastede du dig så hovedkulds ind i kampen?"
"Jeg ved det ikke, fanden tog ved mig," sagde James og så væk fra Remus.
"Var du ked af det med Sirius?" spurgte Remus.
"Jeg ved det ikke, jeg ville ønske han selv havde fortalt mig det, at jeg havde kunnet se ham i øjnene og se at det ikke var løgn, ikke fordi jeg ikke tror dig," tilføjede han hurtigt, "men mere fordi at det er det en ægte ven kan, fortælle sine venner sandheden."
"Lucius vil ikke have at han skal fortælle det," sagde Remus tankefuldt, "og Dumbledore har jo egentlig forsøgt at holde det hemmeligt af hensyn til både Lucius og Sirius og de konsekvenser det ville få hvis forældrene hørte om det. Så på sin hvis har Sirius jo gjort det rigtige, og fordi at han nu har levet med det i så lang tid har han ikke nogen god grund til at fortælle det når han nu kan holde det hemmeligt."
"Men hvorfor, Remus?" spurgte James en smule håbløst. "Han ved jo at han kan fortælle os alt, hvad det skal være, selv at han ikke er straight!"
"Spørgsmålet er ikke om han kan, spørgsmålet er om han ønsker det," sagde Remus. "Han kan indse det ligeså mange gange han vil, acceptere det og erkende det, men om han så ønsker at vi skal indvies i hans liv som vampyr og hans privatliv på en gang afhænger af hans ønske om det."
"Hvad nu hvis vi vil og han ikke?" spurgte James.
"Ja, så kan vi nok godt glemme det," sagde Remus. "Han ville gerne have været her, han var her senere i dag for at se dig, men Pomfrey ville ikke have ham ind før i morgen. Og vi kunne ikke være under usynlighedskappen begge to, så han tog over til Lucius for at besøge ham i stedet."
James sukkede og lukkede øjnene. "Tak for dit besøg, Remus, men jeg tror hellere at du må gå før Pomfrey bliver mistænksom," sagde han.
"Ja, selvfølgelig," sagde Remus og rejste sig. "Vi ses."
Og han banede sig vej tilbage til vinduet og ud igen efter at have gjort Pomfrey vrissen over vejret igen, og han tog flugten tilbage til sovesalen i Gryffindor-tårnet.
Sirius listede sig gennem katakomberne i ly af skyggerne. Alt var tyst. Han blev et par gange passeret af snakkende Slytherin-elever, men han slog sine tanker om spøgefuldheder hen. Ikke endnu, tænkte han og gik videre. Han kom til den velkendte korridor, og så Lucius vente ved den skjulte indgang til Slytherin-kollegiets opholdsstue. Han gik bort derfra og mødte Sirius på halvvejen.
"Det er måske ikke så smart at du kommer med ind efter dagens påstyr," sagde han. Sirius kunne se at hans flækkede læbe var blevet helet på magisk vis uden noget ar.
"Nej, du har måske ret," sagde Sirius eftertænksomt.
"Kom, jeg kender et bedre sted," sagde Lucius og tog Sirius blidt i armen. Han ledte ham bort fra katakomberne via genveje og smutveje, som Sirius aldrig havde set før. Han ville forsøge at memorere dem så de kunne indfældes på kortet, men han var opslugt af Lucius' eftertænksomme mine.
"Hvad tænker du på?" spurgte Sirius efter nogen tid.
"Snape og din ven, Potter," svarede Lucius.
"De har det sikkert fint," sagde Sirius.
"Din ven var meget impulsiv da han sprang ind i kampen," sagde Lucius. "Hvorfor tror du han gjorde det?"
"Han var vred," svarede Sirius. "Det var han også i morges. Efter at jeg var kommet tilbage – sent – var han gået i seng og da han, og jeg, vågnede tidligt var han den første til at gå. Han sagde han ville til at træne Quidditch tidligere, men jeg tvivler."
"Det gør jeg også," svarede Lucius. "Dine observationer er værd at reflektere over. Både Snape og James var vrede, og det gik ud over mig."
"Det kunne ligeså vel have været mig," svarede Sirius.
De var kommet til en lang, øde korridor højt oppe. Lucius var stopped foran en dør.
"Hvad har du mest brug for lige nu?" spurgte han og så på Sirius, der så tilbage, en smule overrasket og forundret over spørgsmålet.
"Må jeg være helt ærlig?" spurgte han og rykkede umærkeligt tættere på Lucius og døren.
"Ganske," svarede Lucius med et lille smil, der gjorde selv den mest brændende kærlighedsfølelse til skamme i Sirius' øjne.
"Dig og et sted hvor alt kan ske uden at nogen kan anklage os for noget," svarede Sirius.
"Lad os se om det kan lade sig gøre," svarede Lucius og vendte sig mod døren som han åbnede og tog Sirius med ind bag. Først var det mørkt men derefter viste et stort rum sig. Næsten som et gammelt slot eller skibet i en katedral med en stor, smuk krystallysekrone der hang oppe under det hvælvede loft og lod sit blide lys bade alting i et vidunderligt, drømme-agtigt skær. Bag dem stod døren lukket. Foran dem strakte sig et langt bord med stole omkring og bag det igen, ved endevæggen stod en bred dobbeltseng med sengestolper af rosentræ, sengehimmel af tungt velour og gardiner ligeså. På bordet stod adskillige lys i mange armede kandelabre og brændte fredeligt. Væggene var dækket af tunge, mørkerøde draperier og gobeliner fra en svunden fortid samt oliemalerier, portrætter af magikere som selv Lucius kun kunne sætte få navne på.
"Perfekt," sagde Lucius og gik frem i rummet. Sirius stod stadig ved døren, stakåndet af mystikken og den drømmeagtige skønhed der hvilede i rummets atmosfære.
"Hvad er det her for et sted?" spurgte Sirius og fulgte i Lucius' fodtrin hen mod sengen.
"Fornødenhedsrummet," svarede Lucius og stoppede ved sengen og vendte sig mod Sirius. "Og jeg må sige din fornødenhed er ganske betragteligt stor."
"Jeg er god til at have brug for," sagde Sirius og stoppede foran Lucius. "Ingen lektion i aften?"
"Absolut ikke," svarede Lucius med et sigende blik.
"Snakkede du også med Dumbledore i dag?" spurgte Sirius.
"Ja, to gange," svarede Lucius. "Han er ikke glad for mig."
"Og jeg er ikke glad for ham," sagde Sirius. "Jeg snakkede med ham. Han sagde vi skulle stoppe lektionerne."
Lucius brød ud i en blid, afdæmpet latter der dog tog til i styrke i det store rum. Han tog et skridt tættere på Sirius og strøg hans kind blidt.
"Hvis ikke et menneske kan se hvad det er, kan en vampyr ikke se hvad den skal søge og hvis en vampyr ikke kan se hvad den er, kan et menneske ikke se hvad det skal undgå," sagde han filosofisk og gådefuldt. "Ser du det ikke? Han frygter os, han frygter os som han frygter Du-Ved-Hvem."
"Hvad er dine planer?" spurgte Sirius.
"Langsigtede?" spurgte Lucius tilbage.
"Ja."
"Ved det ikke."
"Og dine kortsigtede?"
"Det overlader jeg til din fantasi."
Sirius smilede men svarede ikke, for der var intet svar. Han kunne kun alt for godt forestille sig hvad hans fantasi skreg på, og Lucius så det udmærket og efterkom hans ønske ved at tage det sidste halve skridt der udgjorde afstanden mellem dem og kysse Sirius' læber. Det var blidt i starten men skiftede snart med begges voksende ønske om noget der kunne blive dobbelt så udfaldsrigt som et kys. Med en hurtig besværgelse havde Lucius klædt dem begge af og Sirius lod sig overvælde af den knugende følelse der hvilede dybt i ham og sendte Lucius ned i sengen hvorefter han selv fulgte. Men uanset hvad han gjorde kunne han aldrig fortrænge Lucius til sengens dyne –og pudelag. Den unge, vilde sjæl var over ham før han vidste af det og tog sig ikke af Sirius' ønsker. Og Sirius indså også, efter nogen tid at der ikke var meget andet at gøre end at tage dominationen til sig igen og underkaste sig de bydende berøringer og fængslende kys hvilket til dels ikke generede ham og som han ikke umiddelbart opfattede før han lå begravet i madras og puder og dyne. Luften gav ham kuldegysninger hvor den ramte hans blottede, brændvarme hud. Lucius var over ham konstant, holdt ham nede, bød ham at gøre hans ønsker, pressede sig ind hvor han kunne og sørgede for at afgive lige dele kærlighed som kropsvæske og som domination. Vidunderet bestod af det frigørende, smerte –og nydelsesfulde klimaks hvor alting i korte splitsekunder gik op i en højere enhed der ikke ville kunne genkaldes af noget levende væsen.
Lucius så fredfyldt ned på Sirius, der smilede varmt og trak den rene krop til sig mens han lod sine læber opsluge de nøgne brystvorter, den veltrænede krop der næsten kunne fungere som et kraftværk i sig selv. Sveden drev af den perleblege og silkebløde hud, og Sirius tog det til sig som en livsgivende nektar. Han mærkede en ny lugt og så op på Lucius der med skrævende ben, knæ i madrassen på hver side af han, sad over ham. En tynd revne var åbnet i den glatte hud lige under kravebenet, i brystet, skåret op af en lang, skarp negl, og den røde, livgivende væske løb langsomt ned over den blege hud. Sirius lod sig ikke sige det to gange. Han rykkede opad og hans læber klistrede med det samme til det åbne sår. Han mærkede Lucius presse hans hoved tættere til sig med armene og han så op i sengehimlen, gispede i forenet smerte og nydelse. Sirius trak sig bort, en dråbe blod løb fra hans mundvig og Lucius var der straks som et lyn og lod sin tungespids fjerne det med få, lange strøg inden den søgte mod de blodige læber som den omhyggeligt kærtegnede for at fjerne den mindste dråbe inden den søgte ind mellem læberne og tog til i sine undersøgelser og udrensninger. Guldet ved det bestod i den delte skat, blod for kærlighed, et bånd der var stærkere end Sirius anede, den farligste og stærkeste magi af alle. Lucius kendte til den, kendte den kun alt for godt og herskede derfor over den i et så bredt omfang at han tillod sig selv at skabe sin egen tjener i Sirius' form. Hvad Sirius ikke anede var at det ville binde ham på den ene eller den anden måde til mørket, for evigt.