Guld skyer ikke sol, men sol kan skye til

Da Sirius vågnede lå han i sin egen seng. Han havde ingen anelse om hvordan fanden han var kommet dertil, men i det mindste var han da kommet tilbage. Han så ud af vinduet og så det svage lys. Det var fredag. Han så over mod Remus' seng der var tom. Han så mod James' der også var tom, han så Peters seng: også tom. Han satte sig op med et ryk men smerterne i hans ryg og længere nede bød ham at ligge sig ned igen før han overhovedet havde været oppe og vende i retsiddende stilling. Han kastede et blik på sin rodede seng og så pletter af en karakter som selv ikke det uøvede øje kunne genkende som andet end blod. Han følte sig svag og havde en følelse af at sengelinned klistrede til ham – og det var ikke varmens skyld. Han sukkede og stønnede og begravede ansigtet i hænderne. I det samme øjeblik gik døren op og Remus gik ind. Han gik hen til sengen og kiggede ind bag gardinet, og Sirius så direkte op i de klare, ravgyldne øjne.

"Godmorgen," sagde Remus og satte sig. "Jeg troede du sov. Der er ikke mere morgenmad, men jeg tænkte at du næppe behøvede noget," han skævede til blodpletterne, "efter sidste nat."

"Hvad … hvordan … er jeg kommet her?" spurgte Sirius.

"Spørg mig ikke, jeg kan kun huske at du kom vaklende ind noget over tre i nat og smed dig i sengen," svarede Remus. "Du var totalt smurt ind i blod."

"Sært. Jeg har ingen ide om hvordan jeg kom ud af …" han stoppede.

"Fornødenhedsrummet?" spurgte Remus sigende.

"Hvordan vidste du det?" spurgte Sirius forbavset.

"Kortet," sagde Remus. "Jeg tillod mig James en visit og da jeg kom tilbage så jeg at I gik derind. Jeg gemte det under min pude."

"Hvordan havde James det?" spurgte Sirius.

"Bedre end værst," svarede Remus. "Han håber han kan nå at komme ud inden fuldmåne."

Sirius nikkede og sukkede dybt. "Damn," sagde han stille.

"Var I sammen igen?" spurgte Remus.

"Ja," svarede Sirius.

"Og det var lige fantastisk og grusomt?" spurgte Remus. Sirius så på ham med et forvirret blik. "Jeg har tilladt mig at læse lidt i dine bøger mens du har været til lektioner hos Lucius. Vampyrer dyrker sex på en meget voldsbetinget måde i menneskers øjne."

"Måske," sagde Sirius. "Han døbte mig."

"Wow," sagde Remus stille.

"Der er ingen synderlig ændring," sagde Sirius.

"Endnu," tilføjede Remus. "Det kommer."

"Hvordan kommer man ud af sådan noget?" spurgte Sirius.

"Aner det ikke," svarede Remus. "Jeg kan ikke svare på det. Men kom nu, jeg var i hospitalsfløjen tidligere. Pomfrey lovede mig at jeg kunne komme ind midt på formiddagen, det er snart. Kom i tøjet og kom med."

"Jeg tror jeg hellere vil have et bad før jeg går nogen steder," sagde Sirius. "Det her … blod og … snask … klæber til mig overalt."

Remus gav ham et smil. "Kender det godt. Skynd dig nu op så."

Sirius fulgte rådet og fandt vej til badeværelset hvor de værste efterladenskaber blev skyllet af i det store badekar. Sirius tog sig god tid og slettede alle spor.

Klokken var langt over elleve inden han stod klar i Gryffindor-opholdsstuen sammen med Remus og Peter. De tog turen sammen til hospitalsfløjen hvor en modvillig Madam Pomfrey lod dem komme ind og besøge deres ven. James sad op i sengen og bød dem velkommen med et træt smil, selv Sirius fik et glimt af et smil fra de trætte øjne.

"James, hvordan går det?" spurgte Remus opmuntrende

"Bedre end min fjende," svarede James og så hen mod det forhæng der skærmede for Snapes seng. Der var ingen at se.

"Hvornår er du oppe igen?" spurgte Peter.

"Så snart Pomfrey tillader mig at turde," sagde James. Sirius lo en stille latter og James sendte ham et lille blik med et glimt i øjet. "Hun lader sig ikke kue, på den anden side ved hun hvad der er bedst for mig."

"Så der er håb forude?" spurgte Sirius.

"Jah, sådan, et lille håb om at jeg engang i aften kan komme væk fra hende," sagde James og mødte hans blik for første gang i meget lang tid, syntes Sirius, hvilket heller ikke var helt usandt.

"Lad os håbe det," sagde Remus. Pomfrey afbrød dem ved at genne dem ud under hårdnakkede formaninger om at hendes patienter skulle have ro til at komme sig.

Besøget hos James var en lille hjertestyrkende ting til Sirius håb om igen at kunne snakke med sin ven. Selvom James havde lydt noget forbeholden men ikke desto mindre frisk. Men bitterheden var stadig at spore. Remus fortalte Sirius om James og sin samtale og for Sirius lød det til at James efterhånden havde tilgivet ham men dog havde vendt sin vrede mod Lucius og Snape. Sirius var forbløffet men måske også vred over dette. Han kunne ikke se meningen i at rette ens vrede mod nogen bare fordi de var i et andet kollegie. Så skulle James vel også hade alle fra Huffelpuff og Ravenclaw, hvilket ikke lod til at være tilfældet.

James kom ud samme aften og det første Røverne gjorde var at skabe lidt ravage på skolen så atmosfæren blødte op. Selvom James insisterede på at lade det gå ud over Slytherinerne var Sirius meget mod dette, og uden indvendinger blev James nød til at indse at nogle ting var blevet ændret under hans fravær. Remus, der godt nok var blevet betroet Sirius' oplevelser under strenge formaninger om ikke at fortælle noget til nogen, forklarede James lidt om tingenes gang, og James lod til at tage dette med en kold, afventende mine. Remus forsøgte gang på gang at overbevise ham om at han intet kunne gøre ved det, men James lod til at være af en anden opfattelse end Remus

Om aftenen blev James' tilbagevenden fejret, først i storsalen under middagen og senere i Gryffindors opholdsstue. Sirius og Remus holdt sig i baggrunden og lod deres ven tage rampelyset efter de få dage der glimrede i hans fravær med et ensidigt hændelsesforløb, for Remus' vedkommende i hvert fald. Han betragtede Sirius, der blev mere og mere stille og fjern i løbet af aftenen og mens festen langsomt døde ud og folk begyndte at fortrække til deres respektive gemakker, så han Sirius stående et kort splitsekund ved udgangen til Gryffindor-tårnet inden han var væk. Dette undrede Remus meget, eftersom han fulgte efter, ud af tårnet og stod ude midt på den mørklagte gang. Han havde vænnet sig til at gå med kortet i lommen og trak det nu frem og gennemgik alle etager og gange. Hverken Lucius eller Sirius var at se på kortet nogen steder. Han vendte det til udendørsarealerne og så først da de to prikker bevæge sig udenfor. Han så hen mod deres mål og frøs.

Nej, nej, nej, NEJ, NEJ, NEJ!!!

Remus vendte tilbage til opholdsstuen og fandt James midt i et slag troldmandslynskak mod Peter, der fik lammetæsk af løbere og springere og tårne. Det gik for hurtigt til at han kunne følge med hvilket resulterede i en skakmat i løbet af fem minutter. Det var på dette tidspunkt Remus valgte at bryde ind.

"Venner, vi har et problem," sagde Remus. Han viste dem kortet og de forstod. Peter, der selvfølgelig ikke forstod en brik blev sat til at vente på at Remus og James' vendte tilbage med Sirius.

"Det her går ikke," sagde Remus mens han og James sneg sig gennem entréhallen og mod den store port. De gik under usynlighedskappen.

"Hvordan tror du at det her er gået til?" spurgte James.

"Aner det ikke," sagde Remus. "Jeg ved kun, og det er nok desværre den største faktor i dette cirkus, at Lucius døbte Sirius i nat."

"Døbte?" spurgte James forvirret.

"Lod ham drikke sit blod," svarede Remus. "Det et noget vampyrer kan gøre ved hinanden. Den der bliver døbt står i evig tjeneste til døberen. Det er sådan lidt sært, meget symbolsk."

"En smule kristent," mumlede James lavmælt. Remus smilede over kommentaren men lod det gå i sig selv igen. Det var ikke tidspunktet for dem at være glade på. De stoppede halvvejs gennem hallen da de hørte stemmer og så skygger på væggen i en buet gang der mundede ud i entréhallen.

"Hurtigt, gem dig, skynd os!" sagde James og Remus trak ham med hen bag et mindre kosteskab der stod ene og forladt og klar til kassering. De kiggede frem og ventede, men intet skete i lang tid.

"Hvad var det?" spurgte Remus med en lettere knurrende tone.

"Aner det ikke," sagde James og så på Remus, der stod sammenkrummet og trak vejret med besvær. "Hey, hvad sker der?" spurgte han, men nåede ikke meget længere da Remus' forpinte, sammentrukne ansigt afslørede de kendte træk.

Inden fuldmåne, ja, det havde James lovet, at han ville komme ud fra hospitalsfløjen, men Remus havde glemt alt med Sirius i tankerne.

Det var fuldmåne.

Forvandlingen kunne træde i kraft når det skulle være inden for de næste ti minutter. James tog ingen chancer og forvandlede sig omgående til sin animagus-form og gelejdede Remus med sig ud ved at tage den allerede heftigt svækkede krop over ryggen og galloperede ud af porten og satte kursen mod slagpopplen og den hemmelige tunnel der ledte til Det hylende Hus. Han ville ikke turde vente på Madam Pomfrey. Han læssede Remus af og forvandlede sig igen og samlede en pind op fra græsset i nærheden af træet og gik tættere på den tykke rod og undgik behændigt de baskende, vrede grene, der hamrede mod jorden omkring ham. Det lykkedes ham dog uden større besvær at komme tæt på roden og slå pinden mod træet så grenene stoppede deres morderiske tendenser, og han kunne fragte Remus sikkert ind gennem tunnelen på sin ryg og gå den lange vej til Det hylende Hus. Han havde Sirius i baghovedet på hele turen, kortet lå forsvarligt i hans lomme, tryllestaven var fremme og lyste op på den ujævne, bugtede vej foran ham. Han skyndte sig gennem tunnelen og kom til sidst til den forhenværende beboede del af huset, hvor han søgte mod soveværelset og smed Remus på sengen. Den tunge krop virkede livløs, men de slørede øjne søgte stadig rundt i rummet. Han kunne se pupillen i de ravgyldne øjne skifte ofte fra dens normale runde form til den sprække-agtige, sorte form der viste at ulven var begyndt at vågne op til nattens dåd.

"Hvor … hvor er jeg?" mumlede Remus.

"Du er i sikkerhed, og du tager ikke et skridt væk herfra, jeg skal finde Sirius," sagde James og rejste sig fra varulvens leje. Remus vred sig klagende i de tiltagende kramper der kendetegnede metamorfosens start.

"Du må ikke gå, James," hviskede Remus. Sveden sprang frem på hans pande og han rev i trøjekravene der begyndte at snære alt for tæt. James var på benene med det samme og trak sig tilbage til døren. Han gik ud og lukkede døren forsvarligt og satte en gammel, ramponeret stol op for at dæmme op for et eventuelt forsøg fra Remus' side på at bryde den op. Han vendte sig og passerede ned af trappen der ledte op til den første etage og videre ned gennem dagligstuen da han hørte fodtrin fra det lille rum hvor indgangen fra skolen var. Han skyndte sig ind bag en gammel, stor reol og fulgte fra skyggerne en skikkelse der gik ud i rummet og hen forbi ham. I det svage lys fra nogle slørede ovenlysvinduer i den store stue så han konturerne af den velkendte høgenæse og det fedtede, sorte hår der næsten klæbede til det blege ansigt.

Snape. Åh, min gud, hvad fanden laver han her? Har han fulgt os på afstand? Hvorfor?

James valgte at kaste alle spørgende tanker bort i det samme øjeblik han hørte Snapes listende fodtrin på trappen og døren der blev brudt op ovenpå.

"Snape, kom væk derfra! Der er en varulv deroppe, se at kom væk!" skreg han af sine lungers fulde kraft og sprang frem fra sit skjulested og ud i hallen hvor trappen løb op til reposen ovenover. Snape var standset halvvejs oppe ad trappen og vendte sig mod James.

"Nå, så det er det der er hemmeligheden," snerrede han triumferende, men James' rædselsfyldte øjne fik ham til at snurre rundt på trinnet og se op. Varulven stod som et mægtigt tårn af muskler og strittende børster på reposen lige over ham. De lange, sylespidse tænder var blottet, fråden stod fra de vibrerende, sorte læber og de gule øjne lyste som klare flammer i nattemørket. James rev Snape ned fra trappen, og de løb hurtigere end de nogensinde havde løbet med lyden af de tunge ulvepoter, der hamrede i gulvet bag dem som ustandselige krigstrommer. De søgte mod udgangen, der ledte mod Hogwarts og flygtede gennem tunnelen uopmærksomme på hvilke skrammer og slag de fik fra væggene i den snævre gang. Deres sanser registrerede kun lyden af ulvepoterne der langsomt fortonede sig et sted bag dem og derefter et sørgmodigt, klagende hyl, der steg op bag dem og sendte ubehagelige kuldegysninger ned af deres rygge. Ulven havde mistet sit bytte.

De nåede ud til slagpoppelen og tog flugten videre over skolens arealer, da James pludselig kom i tanke om Sirius og standsede. Snape nåede ikke at opfatte hans pludselige stop og snublede ind i ham så de begge væltede om i græsset. James bandede og kom på benene igen. Han så ned på Snape, der rejste sig uden en undskyldning.

"Hvorfor var du dér?" spurgte James skarpt.

"Sirius havde fortalt mig hvordan jeg slap forbi slagpoppelen for at finde ud af hvor Remus forsvinder hen hver måned," svarede Snape.

James rynkede brynene og trak kortet op af sin lomme for at se hvor Sirius og Lucius kunne være. De var tæt på, en lysning nær den tykkere del af skoven. De var standset et par meter fra hinanden. Snape kiggede interesseret på kortet men sagde intet.

"Kom med," sagde James. "Der er vist én der skal stoppe sine små julelege nu."

"Er hævnens time kommet?" spurgte Snape mens de begav sig på vej.

"Nej, det her er en redningsaktion," svarede James kort. Han var ikke interesseret i at fortælle alverden til Snape, men i de få minutter der netop var passeret havde han indset at han havde brug for hans hjælp, og Snape havde indset, at hans hadefjende nummer et havde reddet hans liv.

De banede sig vej gennem krattet der langsomt blev tykkere og tykkere og til sidst blev erstattet af de meter høje træer der stod tæt omkring dem. Foran sig kunne de se et skær, blegt men med en rødlig farve. Det tonede frem mellem træstammerne for at tone ned igen og derefter vende tilbage endnu engang. Efter kortet at dømme var det i den samme retning som lyset at Sirius og Lucius var.

Sirius stod og så rundt i den runde lysning. Den bedøvende følelse i kroppen gav ham en afklaret, afslappet fornemmelse over det hele og han betragtede Lucius, der efterhånden var gået i ring omkring ham i forholdsvis lang tid og spredt det sære, glødende, røde pulver. Nogle gange kunne han se gnistre springe fra pulveret når det faldt på jorden, men ellers skete der intet. Han kunne høre Lucius' lave hvisken, opfattede ikke ét af ordene. Hans blik var en smule sløret. Hvad han så klarest var Lucius' statelige skikkelse, der vedblev at kredse om ham, og så transperante, rødlige vægge som opstod over pulveret på jorden. De blafredede som nordlys. Lucius gik i ring. Hvis Sirius kiggede på ringene af pulver, der blev mindre og mindre efterhånden som Lucius arbejdede sig længere indad, blev han ør i hovedet. Han så ned af sig selv. Hans skjorte stod åben, hans fødder var bare, bukserne var flængede. Kappen lå sammen med resten af hans tøj udenfor spiralen af det røde pulver i en bunke på jorden under det træ de netop havde rejst sig fra efter en velafsluttet "seance". Sirius havde et eller andet sted på fornemmelsen af at der var noget sært ved det hele, men han smilede stille til sig selv da Lucius endnu engang passerede hans synsvinkel. Han bar ikke andet end sine bukser. Den ranke krop var som en perle i en sort muslingeskal, det glimtende, sølvblonde hår svang og sejlede ned over skuldrene. Sirius' øjne fulgte ham grådigt men han vendte sig ikke. Han havde fået besked på ikke at vende sig.

Lucius var eftertænksom mens han udførte det omhyggelige arbejde. Han vidste at lærerne eller nogle nysgerrige elever specielt, kunne dukke op når som helst og så ville spillet være tabt, men tankevirksomheden måtte ikke gå hurtigere af den grund. Hvert et ord blev memoreret i hans tanker, hver sætning endevendt for kraftladninger og han søgte til sit yderste at koncentrerer sig så godt han kunne om pulveret, spiralen og Sirius, der stod som en zombie i midten, blikket rettet dovent og sløret mod mørket og armene hængende langs hans sider.

Lucius lo en stille latter i sit sind og begav sig videre gennem ritualet, mumlede de korrekte ord og nåede til slutningen, hvor han stoppede op direkte foran Sirius og tømte posens pulver ud på jorden som en rund cirkel der var afsluttet. Han så op mellem trækronerne, der slørede himlen med deres sorte arme, men smilede til sig selv. Det himmelske alfabet talte sandt både mellem spiralens linier og på nattehimlen. Han så tilbage på Sirius, hvis tomme, fredfyldte blik blev tilkendegivet ved at et par tunge øjenlåg lukkedes sløvt og åbnedes igen. Lucius mumlede et par få, utydelige ord igen og linierne glødede heftigt omkring dem og de nordlys-agtige vægge blafrede stærkt som gardiner i en trækvind fra et vindue.

Sirius stirrede blot på ham mens han opfattede armene der lagde sig om hans liv og trak ham tættere til sig og kyssede ham blidt.

James og Snape lagde sig i græsset og trak sig op til kanten af forhøjningen, der var som en skærm omkring lysningen og så ud fra deres skjul.

"Hvad er det?" spurgte James.

"Lucius har tegnet skitser til det i nogen tid, en kæmpemæssig spiral og tegnene fra det himmelsek alfabet mellem linierne. De skal helst svare til hvad der står på himlen. Han har aldrig fået så gode karakterer i astronomi som han har gjort i år. Han har siddet bøjet over stjernekort i timevis og forbundet dem med streger så de gav en masse symboler."

"Det himmelske alfabet?" mumlede James, der ikke kunne genkalde sig nogensinde at have hørt betegnelsen for et alfabet, der lød sådan.

"Det skulle siges at være ekstrem stærk magi," svarede Snape. "Det og en cirkel hvorfra en lukket spiral går ud fra er lig med den største forening mellem magi, krop og sjæl. Elementerne hænger sammen i cirklen mens livet er en evig spiral, der hele tiden bliver større og større.

"Men hvad så her i midten?" spurgte James.

"Ved det ikke, men jeg gætter på noget med livets begyndelse," svarede Snape. James så på ham.

"Hvor ved du alt det her fra?" spurgte han. Snape gav ham et listigt, koldt smil.

"Man har vel læst sine lektier og studier," svarede han snedigt.

"Hvordan bryder man så sådan én?" spurgte James og så tilbage på Sirius og Lucius, der lod til at være låst fast i et hårdt, grådigt kys. Spiralens linier glødede stærkere ellers var der intet at se for dem.

"Det kan man ikke," svarede Snape. "De to der er forbundet deri udgør tilsammen en magisk tilstrømning fra et eller andet metaplan, der ikke bare kan brydes. Deres magiske kræfter går til et maksimum mens det står på og ved slutningen er de fordoblet. Det er ikke til at se, men det virker sådan. Det er en psykisk kraft. Større udholdenhed samt en udstråling, der ikke kan måles med menneskelige karakterer," Snape så på James. "Du-Ved-Hvem udførte det samme ritual med Lucius engang."

James måbede. "Hvordan ved du det?" spurgte han himmelfalden.

"Jeg overværede det," svarede Snape og så på spiralen igen. "Og Lucius har tydeligvis ikke tænkt sig at nøjes med en enkelt gang, så han valgte sig en anden at udføre det sammen med, en uvidende og uforstående person, der er brændt op indefra af kærlighed og naivitet."

"Sirius er ikke naiv," sagde James en smule vredt. "Han er måske en smule impulsiv, men ikke naiv."

"Når man finder sammen med en anden af sin slags i den tro at man kan ophæve det, så er man sandelig naiv," svarede Snape. "Lucius' planer har altid bare været at få ham med til det her, så han kan tappe mere kraft fra metaplanet. Det handler måske om kærlighed, men jeg tvivler på at det fra Lucius' side har været andet end ønsket om at få fingrene i mere magt. Han er næsten ligeså stærk som Du-Ved-Hvem, men se på hans alder, han er næsten lige blevet sytten. Hvor gammel er Du-Ved-Hvem?"

"Ja tak, det aner jeg virkelig ikke," svarede James. "Det jeg ved, er at Sirius skal ud af det her, og det med det samme."

"Ja, du får dit hyr med det," svarede Snape. "Kom, vi må nok hellere komme tilbage til skolen."

"Jam-… hva', kan man ikke forhindre det her i at ske?" spurgte James.

"Nej, ikke medmindre du går tilbage og finder en modbesværgelse og en person, der er stærk nok til at kaste den," svarede Snape. "Og du skal desuden også have de rigtige bøger, og det er kun Lucius der har dem."

"Kan du ikke hugge dem?" spurgte James.

"Ha, hugge Lucius' bøger!" lo Snape. "Han har dem låst inde i en metalkasse under sin seng, og der er mindst syv forskellige nøgler og sytten huller, der kan bruges, og hvis de forkerte bruges bliver kassens indhold brændt."

"Hvordan ved du det?" spurgte James.

"Jeg har set den engang, han viste mig hvordan han kunne fjerne alle ugerningsredskaber ganske gratis og uden at nogen lærere fandt ud af det," svarede Snape.

"Ugerningsr-…"

"Du vil ikke vide det alligevel, kom nu med tilbage," sagde Snape, og James og han gik bort fra forhøjningen. Det sidste James nåede at se var det røde, dystre lys og hans ven omfavnet af hans fjende.

De vendte tilbage til skolen og skiltes uden et ord igen. James var ikke sikker på om han skulle spørge Snape om hjælp til at få Sirius ud af den pinlige knibe, han sad i. Og så var der jo også lige Remus at tænke på. James så Snape forsvinde ned til trappen, der førte ned til katakomberne. James sukkede tungt og så på den halvt åbne port, så den lille bylt ved kosteskabet, der skulle forestille hans usynlighedskappe. Han tog den på og begav sig tilbage mod slagpoppelen, gennemgik samme proces som før og gik ned i tunnelen. På vejen forvandlede han sig til sin animagus-form og tog usynlighedskappen i munden. Han kom til huset og så Remus i dagligstuen.

Ulven sad i et hjørne. Den havde kradse –og skrabesår på skuldrene og over brystet, men det var ikke så slemt som det kunne være. James satte sig på gulvet i nærheden af ulven og iagttog den. Han vidste, at han ville holde sig vågen hele natten, men ulven var rastløs og ville stadig ikke andet end at sidde i sit hjørne.

James var tålmodig, men efterhånden som natten gik, blev der hårdere at holde sig vågen, og han døsede hen til sidst og vågnede ved de første, halvkvalte fuglepip et sted. Remus lå på gulvet i sin krog, nøgen og med huden revet op, blodet var størknet i de lange flænger han havde påført sig selv. James forvandlede sig til sin normale krop og gik ud gennem døren til hallen og op til de øvre etager og fandt Remus' tøj på gulvet. Det var stadig i god nok stand. Han havde trods alt nået at smide det inden metamorfosen havde taget hans menneskelige bevidsthed.

James gik tilbage til Remus i dagligstuen og vækkede ham. Han var ør og fortumlet og forkommen, og James hjalp ham i tøjet og ud af huset. Det endte med at han bar ham på sin ryg gennem hele tunnelen og kom ud ved slagpopplen igen. Remus sagde ikke et ord. Måske var der ingen grund til det, men James vidste at han ville huske den fært som en Varulv kender og reagerer bedst på: lugten af menneskeblod.

De banede sig vej gennem det øde slot. Mørket var stadig til at tage og føle på da det jo var et sted mellem november og december. James kunne ikke huske ugedagen, han gættede på at det var lørdag, men han havde ingen anelse om datoen. Det måtte være engang i starten af december. Han gik den vante gang til hospitalsfløjen og Pomfrey modtog Remus med sit sædvanelige nedslukte udtryk.

"Varulve, vampyrer, hvad tænker han dog på?" sukkede hun og smækkede døren i for næsen af James efter at han havde afleveret sin ven i hendes varetægt. Han gættede på at "han" var Dumbledore.

Han gik tilbage mod Gryffindor, men på vej omkring et hjørne opfangede han lyden af fodtrin og lave stemmer. Han genkendte den ene som Lucius'.

"Han burde være død, hvad gik galt?" hvislede han.

"Jeg ved det jo ikke, Lucius, noget tyder på at nogen reddede ham mens vi var i skoven," svarede den anden stemme. Det tog noget tid inden James forstod at det faktisk var Sirius' stemme, med en svag forandring. I forhold til den før lettere skurrende og dybe stemme havde den nu en renere, dybere og langt smukkere klang end den før havde haft. Han turde ikke se om hjørnet selvom han bemærkede at fodtrinene var på vej væk.

"Men du fortalte ham hvordan han skulle finde din ven efter forvandlingen, ikke?" spurgte Lucius.

"Jo, det sagde du jo at jeg skulle," svarede Sirius.

"Der er ikke andet at gøre end at blive ved med at prøve," svarede Lucius. "Se du at komme tilbage til dit tårn. Vi mødes igen i aften, eliksir-depotet, samme tid som altid."

"Ja," svarede Sirius og der blev stille et par sekunder. James kiggede til siden og opdagede vinduerne, der gengav et vue af gangen, han stod ved hjørnet af. Han kunne se dem, halvvejs nede af gangen med armene om hinanden. James drejede bort og søgte af en anden vej med blikket mod kortet. Han fulgte dem med blikket og søgte at komme foran Sirius hindret af mange smarte genveje som Sirius ellers aldrig brugte men lod til at kende og bruge oftere end normalt. James bandede hver gang en vej blev afskåret af hans efterfølger, men han regnede alligevel ud at tage den hemmelige gang bag gobelinen i stedet for nedgangen i en statues piedestal. Han ankom ved maleriet, gav kodeordet og skyndte sig ind og op i sovesalen, hvor Peter var gået under i løbet af natten. James kravlede hurtigt i seng uden at smide tøjet og lå og lyttede. Sirius fulgte få minutter efter og gik ind og lagde sig som en kludedukke på sengen med et tungt suk og støn. James lukkede øjnene og sagde til sig selv, at han ikke ville spørge om noget, men hans tanker skreg på at blive frigjort.

"Var det dig der fortalte Snape hvor Remus var?" spurgte han endelige. Han mærkede kun Sirius rykke lidt i sengen.

"Hvad rager det dig?" spurgte Sirius ligegyldigt. Ja, der var en tydelig forskel i stemmen, smukkere, renere, dybere men også køligere og mere distanceret. James tænkte Snapes ord igennem og priste sig et eller andet sted lykkelig for at den gamle stodder ikke var blevet dræbt.

"Var det?" spurgte James skarpt igen og rørte ikke på sig i sengen.

"Og hvad nu hvis det var?" spurgte Sirius.

"Han kunne være blevet dræbt," svarede James. "Det kan godt være at du er en vampyr, men der er en grund til at Dumbledor valgte at tage dig ind på Hogwarts og det var dels fordi han vidste at du ville blive til noget og fordi han stolede på at du ikke ville gøre nogen noget."

Han hørt Sirius sukke. "Du forstår ikke …" begyndte han tungt.

"Jo, Lucius ville have ham ryddet af vejen, og du bruger Remus som lokkedue og syndebuk," svarede James med en bitterhed, der skinnede ud i mørket som det glødende pulver havde gjort det om natten skoven.

"Jeg skulle efterkomme Lucius' ønske," svarede Sirius. James sukkede selv.

"Det bruger man altså ikke venner til," sagde han.

"Det kan være ligegyldigt, hvor er Remus nu?" spurgte Sirius.

"I hospitalsfløjen.," svarede James.