Ondskabens offer
Remus vågnede op og fandt hospitalsfløjen ganske øde og forladt. Selv Pomfrey, der ellers normalt plejede at husere på disse egne var væk. Han satte sig op i sengen og lyttede. Der var ikke en lyd på hele skolen. Hvor var alle folk henne? Han mærkede sårene på kroppen, så ned på forbindingerne, der var blevet skiftet for nylig, men tænkte ikke nærmere over dem. Han hoppede ud og stod og svajede på gulvet, greb fat i sengegærdet for at holde balancen og så sig omkring. Udenfor faldt sneen tæt og vinden hylede. Han gøs og fortrængte tanken om hvad der var sket natten før. Han huskede lugten. Menneskeblod. Ulven i ham slumrede uroligt men det var dog en søvn. Han gik lidt rundt mellem sengene og vendte til sidst tilbage til sin egen seng hvor han puttede sig godt ned i den bløde madras og trak dynen tæt op til hagen og så rundt i rummet.
Døren gik op. Han kiggede derhen i håb om at nogen trådte ind, men der var ikke spor af nogen. Døren lukkedes igen, håndtaget blev presset ned.
"James?" spurgte han sagte.
"Hej, Hugtand," sagde James og slyngede usynlighedskappen af sig inden han gik hen til sin ven.
"Hvad skete der? Hvor er Sirius?" spurgte Remus bekymret. James satte sig på sengekanten. Hans hår var fyldt af snefnug der langsomt smeltede.
"Du har sovet, du kan måske ikke huske det hele helt," sagde James og han begyndte at fortælle om den forgangne nat. Remus skuttede sig ved tanken om at Sirius havde fortalt Snape hvor han blev forvandlet bare fordi Lucius ville af med sin ven.
"Du snakkede noget om en døbning, hvad går det ud på?" spurgte James.
"Dåben bliver brugt i sammenhæng med en transformation fra menneske til vampyr," svarede Remus. "Normalt er det noget med at den, der skal forvandles, får tappet sit blod af vampyren, der så afgiver en smule tilbage til den forvandlede, der derefter indtræder i blandt vampyrernes rækker. Dåben kan også bruges som et ritual vampyrer imellem hvor den, der giver blodet, automatisk bliver herre over den anden i kraft af dennes gavmildhed og tjenerens respekt eller taknemmelighed for gaven og dermed en sammenkædning med en underdanighed, der udspiller sig bagefter mellem de to, hvor herren kan få sin tjener til at gøre hvad det skal være, så længe der, i begges øjne, er en grund til dette."
"Og det ritual vi så i går, var det rigtigt det Snape han sagde?" spurgte James.
"Ja, det er helt korrekt," svarede Remus og sukkede. "Det ser ud til at vi er oppe mod store magter, hva'?"
"Måske," svarede James. "Jeg har fået Snape til at undersøge det nærmere."
"Hvor er alle folk henne?" spurgte Remus.
"Der har lige været Quidditch turnering," svarede James.
"Hvordan gik det?" Remus så ud i det heftige vejr.
"Vi tævede Ravenclaw og Huffelpuff sønder og sammen," sagde James.
"Og Slytherin?" spurgte Remus.
"Det gik ned," svarede James. "Lucius havde for godt styr på sine tropper til at vi kunne noget som helst. Vi fik ét mål, de fik seksogtredive og lynet til og med. De slog endda også både Huffelpuff og Ravenclaw."
Remus sukkede tungt og lændte sig tilbage. "Hvor er Sirius?" spurgte han.
"Han tog til Hogsmeade," svarede James.
"Så han så overhovedet ikke jeres turnering?" spurgte Remus forbløffet.
"Nej, jeg så ham i hvert fald ikke," svarede James. "Og jeg tror også jeg skal smutte igen, Forest ville gerne se på nogle taktikker inden vi holdt helt fri. Jeg ville lige tjekke hvordan du havde det."
"Det går, jeg håber på at komme på benene i løbet af nogle timer," svarede Remus. James hoppede ned fra sengen og gik ud med et sidste vink inden døren tog ham. Remus sukkede igen og lændte sig tilbage i madrassen. Der gik ikke lang tid før døren igen gik op og Pomfrey strømmede ind med nogle elever i kølvandet. De havde øjensynligt været oppe i et par troldmandsdueller efter kampenes udfald. Pomfrey gav hurtigt Remus et forhæng, og han lå bag sine gardiner og hørte på jammer og klagen. I blandt dem fangede han en stemme.
"Madam Pomfrey, må jeg få lov til at se Remus Lupin?" spurgte den.
"Det kan desværre ikke lade sig gøre," svarede Pomfrey. Hun virkede ophidset over personens afklarede ro midt i al postyret.
"Madam, det er meget vigtigt, det kan ikke vente," svarede stemmen.
"Så lad gå da, men kun fem minutter," snappede Madam Pomfrey, og hendes fodtrin tilkendegav at hun var på vej et andet sted hen. Andre fodtrin nåede forhænget og et af gardinerne blev løftet let til side.
"Snape!" udbrød Remus forbløffet.
Snape så ud til at have været ude for en eller anden form for trafikulykke. Hans venstre øje var hævet og rødt og blåt, hans ene læbe var flækket og han havde et ar i panden, som tydeligvis stammede fra et skarpt materiale. Men skaderne lod ikke til at være alt for nye, de ville i hvert fald ikke stamme fra nogle slåskampe. Og dertil kom sneen der lå i det sorte hår og på kappens skuldre.
"Hvad gør du her?" spurgte Remus.
"Hvad gør man normalt her, Lupin?" spurgte Snape bistert og gik hen til ham. Han havde en taske over skuldren som han slyngede af og satte på stolen så smeltesneen dryppede ned over gulvet.
"Hvad er der sket?" spurgte Remus og betragtede det forslåede ansigt.
"Din vens kære ven," svarede Snape. "Black sendte mig efter dig på Malfoys ordre og da det ikke lykkedes dig at få gjort kål på mig, tog Malfoy den værste top af sit raseri, hvilket jo så gik ud over mig."
"James sagde da …" begyndte Remus.
"Jeg regner ikke med at du vil slå nogen ihjel med vilje, Lupin," svarede Snape og skiftede emne. "Det ritual vi så i går, kender du en formel til at bryde magien?"
"Måske, hvis jeg havde de rigtige remedier," svarede Remus. Snape åbnede tasken og trak nogle bøger ud. De så gamle men vedligeholdte ud, indbundet i sort læder med træplader som for –og bagside og med sære tegn sat med guldskrift på forsiden og metalbeslåede. Snape lagde dem på sengebordet og Remus tog dem forsigtigt op og åbnede dem. Siderne var lavet af et sært materiale og ulven i ham knurrede let da han genkendte lugten som menneskehud. Han bladrede dem igennem inden han så op fra dem til Snape.
"Hvad er det her?" spurgte han. "Sort magi?"
"Af den farligste, kraftigste og sværeste grad," svarede Snape. "Det er Lucius' bøger, Necronomicon'erne," han bladrede gennem en og fandt en side, der demonstrerede ritualet han og James havde overværet den foregående aften.
"Jamen, det er jo skrevet med det himmelske alfabet!" udbrød Remus efter at have siddet nogen tid og læst nogle afsnit.
"Er du god til det?" spurgte Snape.
"Nogenlunde," Remus så op på Snape. "Men, Lucius vil vel finde ud af hvem der har taget dem?"
"Jeg kan tage lidt af ansvaret, jeg lover ikke at nævne noget, men hvis han finder ud af det underretter jeg dig og Potter," svarede Snape og tog tasken op igen. "Jeg må hellere skynde mig ud inden Pomfrey kommer. Gem dem, hvis Black kommer og ser dem, aner han sikkert uråd."
Remus nikkede og gemte dem under sin hovedpude. "Tak, jeg skal se hvad jeg kan gøre ved ritualet," svarede Remus. I samme øjeblik kom Pomfrey og viste Snape vejen ud. Hun gik tilbage til Remus.
"Er der noget du har brug for, min ven?" spurgte hun en smule mere blidt.
"En ingefærøl ville ikke være af vejen," sagde han spydigt, og hun gav ham et kort, sigende blik hvorefter hun forsvandt og kom tilbage med en dampende, smertelindrende eliksir.
"Drik den mens den er varm," sagde hun. "Du siger bare til hvis der er noget."
Remus nikkede og tog glasset. Han lugtede til substansen og fantastisk nok lugtede det af den velkendte aroma som ingefærøl nu engang har. Han løftede det og tænkte i sit stille sind på Sirius' dumheder, James' opdagelser, Snapes pludselige hjælpsomhed og Lucius' skjulte dagsorden. Han drak ud med ordene: "For Sirius."
Vejret i Hogsmeade var bidende koldt og hårdt, vinden gik til marv og ben, men Sirius gik gennem det uden at mærke nogen synderlig kulde. Han banede sig vej gennem snemasserne og ind på De tre Koste og satte sig og bestilte den obligatoriske ingefærøl af Rosmerta. Han sad og afventede slagets gang og talte timerne mens han så folk komme og gå. Der var rejsende samt byens beboere. Han overhørte samtaler mellem fremmede og Rosmerta, der beværtede dem høfligt. Efter den aftalte tid kom Lucius også ind på kroen og fandt Sirius ved det forladte bord. Rosmerta kom hen til dem.
"Det sædvanelige, hr. Malfoy?" spurgte hun.
"Ja tak," sagde han kort uden at tage blikket fra Sirius der sad og stirrede ned i sit glas. "Hvad tænker du på, min ven?" spurgte Lucius blidt og tog Sirius hånd der hvilede på bordet.
"Jeg ved det ikke helt," svarede Sirius og så op på Lucius. "Siden i går har der været et stort tomrum nærmest. Jeg har intet drømt, jeg kan ikke indeholde andre aftaler end dine og mine."
"Det går over med tiden, skal du se," svarede Lucius. "Sådan havde jeg det jo for eksempel også i starten."
"Er det her overhovedet en god ide, Lucius?" spurgte Sirius uroligt. Lucius afbrød ham kort med en løftet hånd mens Rosmerta kom og skænkede op til ham i et højt, smukt krystalglas. En substans der umiskendeligt lignede den eliksir, som Sirius selv og Lucius også fik ordineret af Dumbledore. Rosmerta forsvandt, og Lucius tog en slurk af skænken, satte glasset tilbage på bordet og så direkte på Sirius.
"Bakker du ud?" spurgte han.
"Nej, nej, overhovedet ikke," svarede Sirius hurtigt. "Jeg tænkte bare," han tøvede men Lucius' blik dæmpede hans uro og tvivl, "nej, ikke noget, glem det."
"Det gør jeg så," svarede Lucius, og de drak i stilhed.
"Hvad skal vi når vi kommer tilbage til skolen?" spurgte Sirius efter et par minutter i stilhed. Midt i kroens larm af langsomt ankommende Hogwarts elever virkede deres bord ude ved siden mere som en stille sydhavsø midt i et stormvejr. Døren gik op og i, sneen kunne hvirvle ind med nogle elever der snakkede højt, men han og Lucius sad i deres eget univers og betragtede blot det hele passere som noget uvirkeligt, noget udenforstående og uklart. Igen var hans syn sløret, og det eneste han kunne se klart var Lucius foran ham, betragte glimtet i de grå, smukke øjne, se perlerne af den røde væske samle sig på de bløde, skønne læber og se den lille tungespids, der kørte hen over læberne for at fjerne eliksirens synlige rester.
Sirius smilede. Lucius havde læst hans tanker.
"Ikke noget særligt, med mindre du havde andet i tankerne," sagde Lucius.
"Det er søndag," sagde Sirius. "Vi kunne tilbringe tiden med et eller andet andet end lektier."
"Jeg er enig," sagde Lucius. De tømte deres glas og betalte og rejste sig og begav sig ud i det kolde vejr. Sirius viste Lucius vejen fra Kandisbaronen til Hogwarts. Lucius smilede.
"Den vil jeg huske," sagde han med et smil og et blink til Sirius, inden de smuttede ned gennem lemmen og begav sig på vej gennem de mørke gange. Undervejs kom der en kort erindring flyvende til Sirius om at Remus måske var kommet tilbage og lå og ventede på at han besøgte ham. Han skævede til Lucius, der gik ved siden af ham.
"Du skal ikke tænke på din ven," sagde han stille og så på Sirius. "Han har det fint, måske en smule uforstående med hensyn til vores grunde til at forsøge at få ram på Snape."
"Tror du han ville kunne forstå det hvis jeg fortalte ham det?" spurgte Sirius.
"Nej, det ville han ikke, for han ville ikke tænke ligesom nogen af os," svarede Lucius. Han stoppede og så på Sirius. "Du bliver nød til at indse, at der ikke længere er noget for dig sammen med dine gamle venner. Deres tankegang er ubrugelig hvis det gælder vores planer. Du, derimod, har mod og mandshjerte til at leve op til de krav, der bliver stillet i vores verden, hvilket jo også er endnu en fordel ved at være vampyr. Du kender mig efterhånden, du kan se hvordan man skal håndtere andre igennem mine metoder. Jeg forstår ikke uretfærdig behandling af andre, derfor kender jeg kun til handling med årsag, grund og problemløsning gennem metoder som ingen tør bruge fordi de ikke er som os: overnaturlige og altseende. Hver en behandling har andre afskygninger end dem man umiddelbart ser, og jeg tyr til en anden udvej end den man normalt vælger, nemlig at se det man ikke altid ser. Vores valg er soleklart, gennemgående afslutninger samt grundigt forarbejde i mange små dele, der til sidst vil kunne samles i en højere enhed. Vi vil om nødvendigt kunne stige op og afgøre verdens skæbne som var vi guder, hvilket til dels kan afgøres i kraft af vores villighed til at lade det gå stille for sig mens forarbejdet bliver gjort og derefter sprede budskabet over hele kloden."
Sirius kunne mærke en svag erindring omm at det ikke var godt når folk begyndte at snakke om at blive guder og tage magten over verden, men den blev hurtigt begravet ved at Lucius trak ham ind til sig, med armene om han skuldre og læberne kærligt presset mod hans mund. Den undersøgende tunge flakkede rundt og tog sin tid, kraften og skønheden blev forenet, og Sirius havde intet andet valg end at forblive som han var og glemte derved alt om de andre tanker, der kom flyvende fra en eller anden lille boks i hans hoved, som hurtigt blev gemt igen af intetheden, der opslugte ham.
Remus sad i opholdssstuen da maleriet gik op. Han nåede netop at få smidt de tunge bøger ind under stolen han sad på og trak en anden bog frem da James kom ind. Remus sukkede og lagde bogen på bordet og tog de andre bøger frem. James gik hen til ham.
"Har du fundet noget?" spurgte James.
"Nej, jah, jo, ikke helt," svarede Remus og så ned i bogen med en undrende, bekymret mine. "Noget med at vende tilbage til et stadie før dåben. Men det er lidt svært lige at se en måde at gøre det på, noget med at gøre ritualet om igen. Men jeg kan ikke lige se hvordan," han så op på James. "Har du fundet Sirius?" spurgte han.
James smed kortet hen til ham. Det var slået op på siden hvor man kunne se Fornødenhedsrummet. Der var ikke noget at spørge om fra Remus' side. Han sukkede blot og nikkede.
"Det bliver svært at få ham hevet væk fra Lucius igen," sagde han. "Og vi har ikke nogle gode undskyldninger for at få ham væk."
"Ja, jeg har ingen ide om hvordan vi skal gøre det," sagde James. "Står der noget om at det der antiritual skal udføres med personen velvilje?"
"Øhm, nej, det gør der ikke," svarede Remus. "Hvorfor?"
"For vi kunne kidnappe ham," sagde James. "Måske lade et par dage gå …"
"For hver dag der går, bliver han stærkere af metaplanets og Lucius' kræfter, men Lucius vil nok være den største trussel for os."
"Jah, måske," sagde James svævende og satte sig i sofaen. Han kastede et blik på kortet, sukkede og begravede ansigtet i hænderne med en håbløs attitude. Remus lagde bogen fra sig og så på James.
"Hvad tænker du på?" spurgte han.
"Ved det ikke," svarede James fjernt. "Sirius, tror jeg, men også Lucius og Snape. Jeg tror ikke Snape er så dum som vi før har troet. At han vidste alt det der om ritualet, jeg var måløs, og jeg tror han forstod at vi havde brug for at få Sirius ud af den knibe han var, og stadig er, i."
"Og Lucius?" spurgte Remus.
"Jeg forstår ham ikke," sagde James. "Han har holdt sit troskab til Du-Ved-Hvem hemmeligt i lang tid, og nu viser det sig pludselig soleklart som om vi burde have vidst det noget før."
"Han har altid været en smule for, hvad skal man sige?, optaget af det?" spurgte Remus ledende.
"Ja, og så alligevel ikke, for han har altid haft den der irriterende, arrogante, selviske udstråling der bare modsagde den mistanke man kunne have om at han tjente en anden," svarede James.
"Det er ikke til at se på folk hvordan de er, James, det burde du også vide," svarede Remus.
"Nej, man kender ikke folk før man er gået bans med dem," sagde James med et lille smil og Remus lo stille, men smilet stivnede.
"Måske skulle vi prøve at slutte fred?" spurgte han til sidst da latteren forstummede.
"Med hvem? Lucius?"
"Ja, han sagde endda til Sirius, efter deres første møde, at han kunne tage mig med hvis jeg ville," sagde Remus. "Tror du ikke jeg bare kan lade som om?"
"Lucius er for smart til at hoppe på den lokkedue," svarede James.
"Altså jeg ønsker fred," sagde Remus.
"Ja, men det vil en tilhænger af Du-Ved-Hvem sgu da skide på, det eneste Lucius vil have er magt, og det kan han få ved hjælp af de kræfter han bliver tildelt under ritualet," sagde James. "Hvad kalder man egentlig det ritual?"
"Øhm, noget med Stjerneporten," sagde Remus. "Kraften fra metaplanet står i stjernerne, man skal udføre det hver gang der er fuldmåne."
James sad lidt og tænkte. "Hvad nu hvis …" han tøvede, "Lucius eller Sirius kunne forvandle mig til en vampyr og jeg kunne blive del af det ritual. Jeg ved hvordan det foregår, hvis noget går galt kan jeg bare stikke af og lyve om at jeg var bange."
"Hm," Remus kiggede i bogen. "Det indbefatter så nærkontakt af den mest "prominente" slags ca. tolv gange inden ritualet udføres samt en gang lige før og en gang lige efter."
"Yeew, hvor ulækkert," sagde James fuld af væmmelse.
"Stadig interesseret?" spurgte Remus med et lille, irriterende smil. "Jeg må faktisk sige det er et lille offer i forhold til at du kan få Sirius tilbage."
"Tak, vil du have mig til at prostituere mig?" spurgte James.
"Nej, overhovedet ikke, det her skal jo være på dine præmisser og ikke andres," sagde Remus, "og der indgår jo ikke andet i det end at vi skal have vores ven ud af djævlens kløer inden det er for sent. Du behøver ikke engang at gå så langt som helt til den trettende gang inden ritualet."
"Men hvad nu hvis han vil døbe mig?" spurgte James.
"Det er ritualet der har værst effekt på din hukommelse," sagde Remus. "I de første par uger efter kan den person der er blevet døbt og ritualiseret ikke huske andet end sin herres aftaler og ønsker, men derefter vender han tilbage til en mere normaliseret tilværelse men adlyder dog sjældent andet end sin herre og dette med en manisk tendens til udførelser af gerninger, handlinger og andre ønsker."
"Damn, Sirius får det hårdt," sagde James.
"Hårdt og hårdt, han har jo fakta selv valgt det," svarede Remus.
"Hm, nåeh, ja, men stadig," sagde James. "Vi burde prøve et eller andet, synes du ikke?"
"Måske gå til Lucius eller Snape?" sagde Remus. "Snape ved en hel del mere om det her end vi gør, men Lucius er vores eneste kilde på nuværende tilspunkt til at bryde gennem denne her dødelige virkelighed. Hvad tror du han vil sige hvis vi spurgte om han ville gøre dig til vampyr?"
"Måske ville han være for optaget af sin egen griskhed til at se at vi bestemt ikke har i sinde at følge hans regler," sagde James.
"Og måske ved han med det samme at vi lyver og bare vil have Sirius ud af hans fingre?" spurgte Remus sigende.
"Jeg synes det er værd at forsøge," sagde James. "Og så kan du jo passende finde en opskrift på hvordan man bliver forvandlet tilbage fra vampyr til menneske."
"Ja tak!" fnøs Remus. "Det er det største mysterium i eliksir og forvandlingens historie. Ikke engang mine eliksirer, der afgrænser ulven til måneop –og nedgang er specielle sammenlignet med det hyr alkymister og troldmænd har med at finde en eliksir eller besværgelse eller et ritual, der kan bringe en vampyr tilbage fra mørket og til dødeligheden igen."
"På sin vis må det jo egentlig være fedt nok, man er jo udødelig," sagde James.
"Ikke som varulv, men måske som vampyr, bortset fra at du ikke må slå nogen ihjel, og det er jo det man lever af," sagde Remus. James så lidt tvivlende på ham inden han tog mod til sig.
"Jeg synes vi skal prøve," sagde han til sidst. Remus så på ham med et ironisk tvivlende blik.
"Hvis du er klar på det er jeg rede til at hjælpe dig, men du må altså også huske på at der er noget der hedder forrædderi og løgne," sagde han.
"Det er jeg godt klar over, Remus, tak for påmindelsen, men den var unødvendig," sagde James.
"Og du skal være klar på det værste," sagde Remus.
"Tak, jeg kender til det værste, jeg vil ikke miste Sirius til en eller anden habengut, der tror han er bedre end alle andre bare fordi han render rundt og bider en eller anden troldmand i knæhaserne og slikker hans røv, for at få en plads mellem hans højeste tjenere," sagde James. Remus lo stille og rystede smilende på hovedet.
"Det er godt, din modvilje kan blive læst af Lucius og Sirius for den sags skyld," sagde Remus.
"Hvordan det?" spurgte James.
"Har du da overhovedet ikke fulgt med i Forsvar mod Mørkets Kræfter?" spurgte Remus opgivende. "Vampyrer er habile tankelæsere, de kan alt muligt finurligt med det psykiske. Det er ikke noget under at de er nogle af de mest frygtede skabninger i samme elite som varulve og dementors. De er kendt for det, frygtet for deres styrke og specielle evner og egenskaber, hurtighed, overnaturlig styrke, skønhed og udstråling."
"Wow, Lily ville virkelig falde for mig så," sagde James sarkastisk. Remus sukkede.
"Lily ville ikke kunne genkende dig, men det er en helt anden side af sagen," sagde Remus. "Det der gælder nu er, at få reddet Sirius, og det kan kun lade sig gøre ved, at vi tager os sammen og beslutter os for hvordan det gøres."
"Jeg påtager mig erhvervet som lokkemad," sagde James. "Imens finder du ud af, sammen med Snape og Peter hvordan man skal lave det der ritual. Jeg får lokket Sirius væk fra Lucius."
"Er du nu sikker på at du kan klare det?" spurgte Remus.
"Absolut," sagde James. "Og hvis Lucius vil dræbe mig for det, så er det bare ærgerligt."
Remus kendte James igen. Måske var det den lange tid han havde tilbragt sammen med Sirius, der havde gjort hans ven fremmed for ham, men nu lod det til at James var vendt tilbage fra de døde med Sirius' forsvinden. Hans fravær glimrede i Remus' tanker. De lange aftner og nætter de havde brugt sammen mens James havde jagtet Lily hele Hogwarts rundt. Det var fantastisk at se hans ven igen foran ham, klar med sarkasmen og den lette arrogance, men altid først i skoene i godhedens navn, og når det gjaldt at redde venner i knibe var James ikke sen til at være ude med hævet fane i vinden og krigstrommer, der buldrede i de urolige gange. Alle på Hogwarts kunne mærke når der var noget i gærde mellem Røverne, og de følgende dage var ingen undtagelse. Remus og James startede let ud med at kalde på Sirius' opmærksomhed i det fjerne ved at lave lidt sjov. De hang et par førsteårs op i ringene på Quidditch-banen og tog dem først ned da de havde lovet at give dem en god portion af det slik de havde gemt på deres værelser. Bagefter gik turen videre til tre andetårselever der blev låst inde på toiletterne sammen med en god omgang stinkbomber og Hulkende Hulda. Remus og James vidste at Lucius og Sirius betragtede det hele i baggrunden men tog sig ikke synderligt af deres forsøg på at blande frydefuldt kaos med gravalvorlige emner. De tog sig god tid til en god gerning der i Remus' øjne sikkert ville få deres øjne op. De fandt nogle gamle koste i Filchs kosteskab, forheksede dem til at flye rundt uden fører og dagen efter lå kostene på lur overalt og jagtede alt og alle inden for deres område.
Endelig oprandt dagen for James' vanvittige plan. Der måtte ikke være nogen hæmninger gemt nogle steder, han skulle gå direkte efter målet og virke så oprigtig som muligt. James var mere end nervøs. Han og Remus tilbragte hele dagen i Gryffindors opholdsstue. Ugen var gået og de sad og kiggede jævnligt på kortet, dog uden at udveksle ord. James så ikke engang på det. Han stirrede ind i ilden.
"Hvad nu hvis der ikke findes nogen muligheder for dig at blive forvandlet tilbage?" spurgte Remus til sidst. James trak på skuldrene men sagde intet. Remus havde godt bemærket hvor nagende stor tvivlen havde været i James' tanker de seneste par dage. Kun deres løjer havde kunnet udligne dem til et minimum, men det var ikke lykkedes at fjerne dem helt.
"Så er der ikke så meget andet at gøre end at leve med det," sagde James. "Det gør Sirius da."
"Ja, men han er jo ikke dig," svarede Remus.
"Nej, det er sandt, men der er ligesom ikke rigtigt så meget at gøre, er der?" sagde han. Tiden sneglede sig afsted. James så på sit ur adskillige gange inden klokken nærmede sig syv. Endelig rejste han sig. Remus så op på ham fra sin bog, så det beslutsomme, afklarede udtryk i hans øjne.
"Held og lykke," sagde han stilfærdigt.
"Tak, jeg kommer tilbage når jeg kommer tilbage, ellers hold øje med kortet," sagde James.
"Det vil jeg," sagde Remus og betragtede sin dødsdømte ven trisse ud af indgangen til opholdsstuen. Remus lænede sig tungt tilbage i stolen og sukkede. Ja, held og lykke, det havde James brug for.
Vejen ned til depotet tog tid, men ikke mere end at James var der før de to andre. Han stod ved døren til klasseværelset og så rundt da hans øjne fangede de to skikkelser på lang afstand. Lucius tog sig bedst ud i katakombernes mørke mens Sirius forblev en smule nedtonet i faklernes mørke skær. Af de to lignede Lucius nok mest en Vampyr mens Sirius mest lignede en skødehund, der fulgte sin herre i hælene, hvorend han gik. De gik tættere på og stoppede foran James.
"Ja, Potter, hvad bringer dig så herned?" spurgte Lucius. Hans spørgsmål var noget undrende men ikke desto mindre helt klart.
"Jeg tænkte på om I eventuelt kunne udskyde dagens lektion," sagde James. "Jeg har noget jeg gerne vil snakke med dig om," han så direkte på Lucius, der blot smilede og nikkede kort.
"Ja, selvfølgelig, Potter," svarede han. "Sirius, du kan gå."
Sirius stod og så en smule uforstående og mystificeret på Lucius, men ikke desto mindre vendte han sig og gik bort derfra uden et blik over sin skulder. Lucius åbnede døren til klasseværelset og lagde en venskabelig arm omkring James' skuldre.
"Du er altid velkommen, Potter," sagde han. "Kom," og han ledte ham med sig ind i klasseværelset og videre hen til depotet hvor han lod James træde ind først og fulgte derefter selv, lukkede døren og slog et kort slag med tryllestaven så en flok stearinlys kom til syne og tændte sig selv og oplyste rummet.
"Sid ned," Lucius hidkaldte den vakkelvorne stol som Sirius ellers normalt brugte, og James tog sig i sin lette paralysering og satte sig foran Lucius, der selv satte sig på skammelen.
"Tal," sagde han og James tog mod til sig.
"Jeg tror næppe det kommer som nogen overraskelse når jeg siger at jeg kender din og Sirius' hemmeliged," begyndte han. Lucius rystede på hovedet med et lille smil men afbrød ham ikke. "Lige siden jeg har fundet ud af det må jeg tilstå at jeg har haft et nagende ønske om at … at blive som I er."
Lucius lagde hovedet på skrå og så på ham med et vurderende blik. "Du mener, du vil selv blive til en vampyr?" spurgte han. James nikkede. Lucius smilede det lette smil med løftet i mundvigen og nikkede til sig selv. "Ja så?Virkelig?"
"Ja," sagde James og han kunne mærke den knugende følelse i sin mave tage til. Han fokuserede på sin undertrykte iver over sit sære ønske og fik det til at gløde som en ild indeni. Remus havde fortalt ham lidt om tankelæsningen og dens principper, og James vidste at han måtte for alt i verden ikke miste sit fokus.
"Og det tror du at jeg vil gøre?" spurgte Lucius. James nikkede igen. Lucius fnøs og James så bort fra sin vrede. "Du er godt nok ikke en mand af mange ord, men det virker, hvad skal man sige?, oprigtigt," han rejste sig. "Vil du have at det skal ske nu?"
James rejste sig med en indstuderet iver. "Ja, nu, helst nu," sagde han. "Det nu jeg har modet, chancen om du vil."
Lucius lo og tog et par skridt tættere på James, der stod som forstenet. "Jamen, så lad det da være sådan," sagde han. "Du kender vel nok til vampyrer til at vide hvordan forvandlingen foregår?"
"Jo," svarede James og mærkede sit hjerte banke hårdt mod sine ribben. Han kunne mærke den snærende, sensuelle lugt af parfume. Den bedøvede næsten hans tanker og gjorde hans hjerne uklar. Han så Lucius for sig mere som et billede end et tredimensionelt objekt. Han mærkede en arm række ud mod ham og tage ham blidt i armen, en anden hånd landede på hans skulder. Han rykkede sig en smule tættere på og tillod armene at omfavne ham blidere end noget han nogensinde havde oplevet. Ikke engang Lily kunne have gjort det så godt. Han forsvandt ind i en grå tåge hvor han kunne fornemme Lucius' ånde mod først sig ansigt og siden sin hals. Han slugte en klump i halsen af et eller andet og opfattede det korte ryk det tog for hans fjende at bevæge sig tættere på og løse alverdens problemer i et enkelt bid mod hans hals. Alt blev opslugt af mørke med det samme.
En tid uden hæmninger
Remus bladrede febrilsk igennem bogen. Han vidste at James' forvandling medførte at Sirius blev ladt i stikken af Lucius, hvilket betød at han måtte handle mens han havde tid og ingen Sirius. Han var ved at være der. Han havde opklaret mysteriet, han havde løst problemet, han havde fundet ritualet og skriblede nu løs på et pergament ved siden af bogen. Han frydede sig i stilhed over sit held og så kun kort op i en salig rus for at se Peters fortræffelige forsøg på at forvandle sit blækhus til en skildpadde. Det gik bedre end det hidtil havde gjort.
Endelig klappede Remus bogen sammen og kastede usynlighedkappen over dem og sukkede tungt inden han lænede sig tilbage i stolen og stirrede ud i luften. Han sad i nogen tid sådan, betragtede de andre mens opholdsstuen langsomt blev affolket. Han kunne komme et godt stykke bare med en besværgelse. Hvor var han heldig! Peter sagde godnat, og han forlod Remus som den eneste, der var tilbage i opholdsstuen.
Maleriet gik op og James vaklede ind som en eller anden nødstedt zombie. Han faldt så lang han var ind over dørtrinnet, og Remus fór op og skyndte sig hen for at hjælpe sin ven på rette fode igen. Han hjalp ham over til sofaen.
"Hvad skete der?" spurgte han bekymret.
"Ja, hvad tror du?" spurgte James sarkastisk og hev ned i trøjekraven så Remus bedre kunne se.
Remus sukkede og så væk så James slappede af og sænkede hånden. "Så er det gjort," sagde han stille.
"Ja," sagde James.
"Hvordan har du det?" spurgte Remus.
"Ad pommern til," svarede James.
"Jeg kan forvandle dig igen," sagde Remus. "Og jeg kan få Sirius tilbage."
"Wow, hvor godt! Hvordan er det nu gået til?" spurgte James og satte sig lidt mere op.
"Tja, siden der kun eksisterer et eneste eksemplar af Necronomicon'erne er det indlysende at der ikke har været nogen troldmænd, der kunne bryde koden, og desuden er det mørk magi, og det vil de færreste i disse tider kaste sig ud i," sagde Remus. "Jeg har et ritual, der kan få dig til at blive menneskelig igen og et par besværgelser, der kan bringe Sirius på rette køl. Det kræver tid og kræfter, men det er det værd."
"Det lyder som om du har fået en åbenbaring," sagde James. "Siden hvornår er du gået hen og er blevet kristen?" spurgte han ironisk.
"Ikke lige for nylig, men jeg har stor respekt for mørk magi," sagde Remus og trak bøgerne hen til sig. Han viste James hvad han havde fundet og James åndede lettet op.
"Åh, for satan. Jeg troede jeg skulle lide under Lucius' åg for evigt," sagde han.
"Det bliver der ikke noget af," sagde Remus. "Ikke nu, ikke her."
"Hvad med at brænde bøgerne så vi ikke risikerer noget?" spurgte James.
"Nej, jeg tror jeg beholder dem for nogen tid inden Snape kommer og spørger hvor de bliver af," sagde Remus. "Og indtil da kan vi øve os i besværgelserne. De skal være evige, indtil den implicerede er påvirket nok til at kunne bryde den forbandelse der er blevet lagt på ham, og så kan …"
"Evige?" sagde James.
"Ja, vi skal hele tiden tænke på ham og udtænke ordene så vi ikke mister fokus, intet må komme i vejen," sagde Remus. "Det er bedst hvis det er to der står den implicerede nært, og det gør vi jo begge."
"Og hvilke ord skal vi tænke?" spurgte James.
"Mortem in corpo," sagde Remus. "Og samtidig skal vi genkalde os al den tid vi har haft sammen. Samlet set tager det tre dage hvis vi gør det uafbrudt og det virker også bedre uden pauser. Det handler om at finde hans gamle tanker frem. De er blevet gemt væk i hans underbevidsthed af den nye personlighed som Lucius har indplantet i ham. Det er lidt ligesom at åbne en kiste uden en nøgle; det tager tid men kan lade sig gøre."
"Så vi skal være vågne tre dage i træk og stadig holde fokus på ham?" spurgte James.
"Lucius er ikke langt nok inde i forbandelsens omfang til at det kan blive besværligt, måske er en dag nok!" sagde Remus. "Vi kan gøre det James. Og når vi er færdige kan vi udføre det ritual der kan få jer begge til at blive mennesker igen. Måske endda også forvandle Lucius?"
"Ah, han er nu så glad for sin vampyrtilværelse, lad ham beholde den," sagde James.
"Godt, men vi skal begynde fra i nat, klokken tolv præcist," sagde Remus. "Vi har ti minutter eller noget lignende."
"Godt, kan det gøres selv på afstand af personen?" spurgte James.
"Jeps, så det er bare om at gå i gang med at tænke," sagde Remus. "Og vi forstyrrer ikke hinanden, vel?"
"Nej, vi ved begge hvad det er bedst for," sagde James.
"Absolut," sagde Remus. "Vi kan ligeså godt gå i gang med det samme."
"Ja, hvorfor ikke?" sagde James med et smil.
Sirius sukkede dybt og vågnede op. Han så rundt i fornødenhedsrummet, den dunkle belysning fra stearinlysene skar ham i øjnene, og han så rundt til hans blik vandrede til sengen og Lucius der lå roligt og sov ved hans side. Han rørte på sig og åbnede øjnene.
"Hvad nu?" spurgte han.
"Jeg syntes bare jeg hørte et eller andet," sagde Sirius og lagde sig igen. Lucius trak ham ind til sig og lagde armene omkring hans liv.
"Det var sikkert et stearinlys, der blafrede," sagde han.
"Jah, måske," svarede Sirius efterænksomt.
En svag forandring gled ind den næste dag. Remus og James holdt deres hoveder klare og søgte efter Sirius konstant og memorerede ordene og deres oplevelser sammen. Og Sirius kunne mærke en forstyrrelse. Det var ligesom en skygge i øjenkrogen, der konstant fangede hans opmærksomhed men han vidste ikke hvad det var. Det distraherede ham konstant, og han ville gerne vide hvad det var men han kunne bare ikke sætte noget navn på det ej heller form eller skikkelse. Lucius virkede distanceret hele dagen, Remus og James forholdt sig afvendtende konstant, så Sirius stod alene midt i et sært virvar. Han ville gerne betro sig til Lucius, han vidste at han kunne fortælle ham alt og hellere end gerne skulle det, men på den anden side virkede hans frygt som noget langt mere uoverskueligt end blot en simpel bekymring over et eller andet, han ikke anede hvad var. Lucius ville sådan set heller ikke have kunnet svare på det, men det var en anden side af sagen.
Remus følte sig lykkelig. Alle de gode erindringer vældede op i ham. Al den tid Røverne havde tilbragt på Hogwarts blev vækket til live som levende billeder foran hans øjne. Den samme følelse kom til James, og de fandt begge to ud af at det slet ikke var så svært at holde fokus, og de kunne ikke lade sig distrahere af noget som helst hele dagen. Aftenen forløb også uden problemer. James måtte skippe en date med Lily tilgengæld for at sidde i Gryffindors opholdsstue og lade som om han lavede lektier mens han hele tiden memorerede ordene for sig selv, med Remus ved sin side der indtog samme position som han. Det var som om at de opildnede hinanden til at huske. Hver gang den ene ikke kunne mere kom den anden med en ny historie eller udåd som de havde udført og så gik den vilde tankestrøm ellers bare derfra, fra begges synspunkter hvilket gjorde det hele meget bedre. De nåede gennem det hele, den ene aften og vendte så tilbage til deres følelser og tanker og ideer og fremtidige planer for Røverne hvis det stadig havde været samlet, hvilke ting de skulle gøre og udføre.
Sirius lod til at vågne som af en lang møjsommelig drøm. Han stod i det velkendte depot og Lucius forsøgte at vise ham hvilke skader tankeoverførsel kunne føre til. Pludselig stod Sirius dér, som ramt af lynet, paf og paralyseret af et eller andet. Han så på Lucius, der var stoppet i en eller anden sætning som han ikke helt kunne genkalde sig. Det hele virkede forkert, forhekset, fortumlet og forvirrende. Han holdt fokus på den tanke som om det var det eneste han kunne overleve på og opfattede ikke meget af hvad Lucius ellers sagde ind til han lod ham gå. Deres farvelkys havde virket akavet og gav Sirius en umiskendelig følelse af kvalme og lede som han skjulte godt med sine tankereflekser, og han stavrede tilbage til Gryffindortårnet, hvor han blev modtaget af Remus og James i opholdsstuen. De sad foran pejsen og ventede ham hjemme.
De rejste sig så snart han trådte ind. Han gik hen til dem og de udvekslede kort blikke. James slap fokuset og overlod det til Remus at indprinte de sidste indtryk fra den forgangne tid. Sirius indså sine fejl, indså alt, så det hele.
"Undskyld," sagde han kort, og James gav ham et smil og et venligt, vemodigt klap på skulderen.
"Hey, mand, tag det som en oplevelse, vi bebrejder dig ikke noget," sagde han. Remus fik rystet de sidste tanker af sig og vidste at Sirius var tilbage da han mødte det velkendte blik.
"Tja, det har været ud og hjem igen," sagde Sirius.
"Det er godt at have dig tilbage," sagde Remus. "Vi mangler stadig meget, men vi er på rette vej. Du må ikke gå til Lucius igen."
"Hvorfor ikke?" spurgte Sirius pludselig.
"Han har kastet en stærk forbandelse over dig," svarede Remus. "Men den kan vi klare i ét væk. Du må bare ikke blive vildledt."
"Nej, selvfølgelig," sagde Sirius, der følte at han på et punkt gerne ville være dér men samtidig også med Lucius. James og Remus kunne automatisk fornemme hans usikkerhed og kastede alle erindringer lige i hovedet på ham med besværgelsen, hvilket fik Sirius på andre tanker med det samme.
"Det er godt at være hjemme igen," sagde han storsmilende og hidkaldte sig en ingefærøl fra det nyligt fyldte lager. De andre lo hjerteligt.
Slut