Jeg vågnede næste dag ved et gisp. Jeg satte mig op i sengen, helt klam og svedig. Jeg kørte hånden gennem mit hår, og prøvede at huske hvad det havde været for en drøm, som havde vækket mig så abrupt og sat sådan en frygt ind på livet af mig.

Jeg gik ud på toilettet, og så mig selv i spejlet. Mens jeg redte mit uglede hår, prøvede jeg at få lidt gang i min søvndrukne hjerne. Hvad havde det været for en drøm?

Jeg kunne kun huske mørke, frygt, at jeg løb for livet og intet kunne se. Jeg måtte famle mig frem i tåge. Pludselig var et mørkt og lynende hurtigt væsen faldet ind foran mig i et sus af flagrende, mørkt hår og havde rettet sig op i en glidende og yndefuld bevægelse, det ene velformede ben skubbet en anelse længere foran det andet, så hendes hoftes kurve tydeligt trådte frem. Hun var iklædt en lang, sort, tætsiddende kjole med en rød slids og med skulder udskæring. Hendes lange mørke hår vældede ned af ryggen i mahogni bølger. Hendes hud lyste hvidt og fejlfrit mod mørket. Hendes øjne var blodrøde. Hun var betagende og skrækindjagende på samme tid.

… Men det der virkeligt havde fået mig til at stivne, var at hun havde hendes ansigt.

Dette fik mine hænder til at standse. Minderne fra i går vældede ind over mig igen, og forskellige følelser dukkede op i mig, efterhånden som jeg huskede: Varme, forundring, skam, vrede, afmagt og endelig forvirring. Gårdsdagens spørgsmål dukkede frem som et spøgelse i mit hoved; Hvem var hun?

"Hej Edward-o," sagde min ven Frank og kom mig grinende i møde. Vores veje krydsede på det sidste stykke vej op til skolen. Man kunne altid se ham flere meter væk, hans pang-orange hår lyste nærmest op for sig selv, og hans grin kunne høres milevidt omkring.

"Frank-y, lad venligst være med at tiltale mig sådan, det er yderst nedværdigende," svarede jeg irriteret, men kunne ikke helt undgå et lille smil i at brede sig på mit ansigt. Jeg besværede mig ikke med at sænke tempoet, så min mere kortbenede ven kunne følge med mine lange skridt.

Jeg var virkelig skudt i vejret her på det sidste, som min mor konstant bemærkede. Jeg var også blevet bredere over skuldrene, og, til min egen tilfredsstillelse, mine muskler fyldte også mere. Det var en ekstra bonus, som jeg havde fået af alt mit hårde slid nede på havnen. Der havde jeg tilbragt det meste af min tid i sommerferien, et job, som Frank havde skaffet mig. Hans far var kaptajn dernede, og Frank var altid brun, da han tilbragte meget tid ude med at hjælpe sin far. Musklerne kunne være en fordel for mig, når jeg meldte mig til hæren, tænkte jeg. Så ville dem, som skulle bedømme, om jeg var egnet til hæren, mest af alt se den tid de sparede ved ikke at skulle træne min styrke op, ligesom med så mange andre, som tilbragte tiden bag skriveborde indendørs. Men selvfølgelig behøvede jeg træning, det var jeg klar over. Ulempen var så selvfølgelig den ekstra opmærksomhed, som man fik af pigerne efter jeg havde fået muskler. Jeg havde ikke brug for de piger. Det eneste, de gjorde, var, at forstyrre ens fokus på målet og forkludre alting på alle tænkelige måder. Jeg havde set det ske så utallige mange gange før, og jeg havde ikke lyst til at se det ske for mig.

---;*;---

"Der er vidst en, som er i dårligt humør, hva'?" Frank grinede stadig. Det var en ting ved Frank, han grinede altid. Det var som om hans humør ikke kunne slås ned. Han var halet op på siden af mig, mens jeg havde været væk i mine tanker. Jeg havde før seriøst overvejet, om der var noget alvorligt galt med ham, og jeg mobbede ham ofte kærligt med, at han burde tilses en læge for hans ekstreme munterhed. Det grinede han selvfølgelig af.

"Hmm." Der kom en eftertænksom lyd fra Frank, men jeg ænsede det knap. Du kan stole trygt på, at Frank nok selv ville fortælle, hvad han tænkte på. "Måske man skulle anskaffe sig en?" sagde han og pegede på noget til højre for os, mens han kløede sig eftertænksomt på hagen. Jeg kiggede flygtigt i den retning, som Frank pegede, og et smil flækkede mit ansigt; Det var en reklame for en "hjemme-barber" hængt op på en reklame søjle oven på de utallige andre reklameplakater. Barberbladet, den seneste opfindelse. Jeg fnyste og kiggede drillende på Franks barneglatte, fregnede kind med et let hånligt smil. "Den smule hår du har der i ansigtet kaldes øjenbryn, og dem har du vel ikke tænkt dig at barbere af, vel?"

Frank langede ud efter mig i sjov, men jeg sprang hurtigt væk, jeg var selvfølelig forberedt på hans angreb. Det behøvede jeg ikke min 6. Sans for at regne ud. Frank skulle lige til at gøre et nyt udfald mod mig, og jeg stillede mig straks i en tilsvarende forsvarsposition, mit dårlige humør glemt, men så var det som om han pludselig frøs mit i en bevægelse, og hans øjne fokuserede pludseligt på noget bag mig. Han lod armene falde ned langs siden, rettede sig op og fløjtede dæmpet. Jeg sukkede, vendte hovedet over skulderen for at se, hvad det nu var, som han havde fået øje på og frøs så pludselig selv.

Jeg gjorde store øjne; Det var hende! Stående midt i skolegården med hue, frakke og vanter, stirrende på det skilt som meddelte, at her var Chicagos High School. Hun så lettere fortabt ud. Det rørte på noget inden i mig, jeg havde lyst til at gå hen og stille mig beskyttende mellem hende og det der gjorde hende ilde til mode. I dette tilfælde måtte det være skolen, som hun konstant sendte lettere fortvivlede blikke. Det fik mig til at trække på smilebåndet. Hun så virkelig ud til, at selv noget så trivielt og ufarligt som skolen kunne skade hendes spinkle skikkelse. Ikke engang hendes hud så ud til at yde hende megen beskyttelse. Jeg kunne mærke, at jeg trak vejret hurtigere, lettere skælvende.

---;*;---

Jeg blev pludseligt slået tilbage til virkeligheden igen af Frank. Selvfølgelig stor grinende.

"Du må hellere stoppe med at glo, inden du danner en sø af savl rundt om dig selv" Han havde et frækt glimt i øjet, og jeg skumlede lidt. Jeg kunne umiddelbart ikke finde noget at svare igen med. Frank så ud til at undre sig over noget, han havde en rynke i hans ellers så glatte og ubekymrede pande. Han kiggede på pigens tykke vinterjakke.

"Sig mig, så koldt er her da heller ikke, selvom vejret normalt plejer at være varmere her i august, og selvom fugtigheden og de disede skyer selvfølgelig ikke gør her varmere og… "

Frank blev ved med at plapre løs. Jeg skottede igen hen til hende. Hmm… Mon man skulle gå hen og høre hende om, om hun havde brug for hjælp? Jeg var halvvejs i gang med at undskylde mig selv over for Frank, og, i tankerne, på vej hen til hende, da Mike, skolens sports- "helt" og lettere debile trussetyv, kom mig i forkøbet. Mine undskyldninger løb ud i sandet.

Pokkers, tænkte jeg med et bittert strejf af… Ja, hvad var det for noget? Var jeg sunket så dybt, at jeg var jaloux på Mike? Det havde aldrig rørt mig før, at Mike ville spilde sin tid på at jagte piger, så hvorfor skulle det pludselig betyde noget for mig nu? Jeg mumlede videre i mit hoved. Frank havde selvfølgelig ikke lagt mærke til noget, hverken mit indre dilemma eller mine undskyldninger fra før. Hans blik hang igen ved reklamen for det nye barberblad.

Vi gik over skolegården, og jeg kunne ikke undgå at lade mit blik søge slæbende hen over gruset, til hvor pigens støvlesnude befandt sig, og glide langsomt op mod hendes ansigt. Blikket hang langs hendes buksers syning, fulgte benenes kurver og op mod den nederste kant af hendes jakke, som omsluttede hendes figur, op til hendes arme, som holdt hendes bøger stramt op foran hende som et skjold, nød hvordan hendes ryg spændtes i en bue bagover, væk fra Mikes indtrængen af hendes personlige rum, hendes anspændte, porcelænshvide hals, som lige akkurat var blottet af halstørklædet, og fulgte derefter hendes kæbelinje, hang lige et øjeblik længere ved hendes røde, fristende mund og op til hende varme øjne, som i dette øjeblik lyste af mishag.

Jeg lod langsomt luften sive ud gennem mine læber, efter at have holdt det i adskillige sekunder, erkendte jeg, som et frydefuldt suk.

Så tog jeg mig i det, og rettede straks blikket væk fra sceneriet. Min pande rynkedes; Det burde ikke glæde mig så usigeligt meget, alle disse tegn på afvisning fra hendes side af. Hvorfor gav det mig en sådan boblende fornemmelse i maven, at hendes blik flygtigt havde fundet over til mig, i, hvad der havde føltes som, et evigt sekund; hvordan hendes øjne havde lyst op af genkendelse, hvordan mundvigen langsomt havde peget opad, inden den igen vendte nedad, da øjnene faldt tilbage på Mike. Jeg kunne ikke stoppe min gang i at blive lettere, mine øjne i at få et mildere skær og min mund til at smile bredt i forhåbning ved disse tanker.

Jeg ville nok heller ikke have lagt mærke til mig selv, hvis ikke det havde været fordi, at folk på skolegangen sendte mig underlige blikke. For 117. gang den dag, blev jeg brat revet ned på jorden igen. Mine skuldre trak sig op mod ørerne, og panderynken faldt tilbage på plads.

---;*;---

Jeg sukkede.

Jeg kunne føle en forandring på vej, og jeg var ikke sikker på, om jeg ville bryde mig om den.