"Alle rejser sig op, tak," sagde miss Wright ud i luften, da hendes høje, tynde skikkelse kom til syne i døren. Hele klassen stod allerede op, men det havde aldrig afholdt hende fra at gentage den overflødige bemærkning gang på gang.

Hendes højhælede sko klaprede mod trægulvet og hendes blomstrede flæse skjorte bølgede efter hende. Hun havde altid den samme skjorte på efter sommerferien, uden hensyntagen til vejret, som, i dette tilfælde, var ualmindeligt køligt og overskyet for august. Hendes mørke hår var sat i de samme mange pukler og med præcist det samme antal hårnåle som sidste år, og sådan ville det sikkert fortsætte de næste 20 år af hendes tid som lærer.

Denne gang var der dog en forskel; Hun havde en middelhøj, bleg, genert og klodset pige med efter sig, med ualmindeligt dybe, mørke øjne og et bemærkelsesværdigt yndefuldt skær over sig, trods sin klodsethed. Forandringen så ikke ud til at behage miss Wright, hendes mund havde et stramt drag. Hun standsede ved tavlen og slog en hånd ud mod pigen, som snublende fulgte hende i skyggen. Pigen vendte sig med front ud mod klassen, og hendes ansigt farvedes af en dyb rødmen som et resultat af de mange ansigter vendt mod hende. Jeg kiggede betaget på farven.

"Dette er Isabella Swan, og hun…" Miss Wright blev midlertidigt afbrudt af en klokkeren stemme, som lavmælt rettede hende: "Bare Bella, tak." Miss Wrights øjenbryn skød så højt op på hendes pande, at jeg var lige ved at tro, at de ville forsvinde op under hårgrænsen på hende. Hun var ikke ligefrem vant til at blive afbrudt.

"Undskyld mig?" sagde hun høfligt, men med en faretruende underklang, vi alle havde lært alt for godt at kende.

Bellas (Hvilken fryd endeligt at kende hendes navn) ansigt blev om muligt endnu rødere, men hun rettede ryggen og rømmede sig lavmælt. "Undskyld mine grove manerer, sådan at afbryde Deres præsentation, men jeg ville foretrække at blive kaldt Bella. Det er bare meget nemmere for mig at sige det nu foran hele klassen, end at skulle gentage det adskillige gange over for hver enkel."

Hun sluttede af med et dæmpet "Undskyld," og kiggede så igen på hendes fødder, med et tydeligt ønske om at synke i jorden. Man måtte beundre hendes mod; en hver anden ville have løbet grædende ud af lokalet for længst under det blik miss Wright havde sendt hende under hendes dæmpede talestrøm. Det tog noget tid før miss Wright fandt stemmens brug igen, forbløffelsen havde næsten slået hende ud af fatningen, men hun fandt tråden igen, efter at have sendt et strengt blik ud i lokalet for at sikre sig, at ingen grinte.

"Bella Swan er flyttet til byen med sin far Charlie Swan, Chicagos nye politiofficer og skal starte i denne klasse."

Det var en irrelevant oplysning: Alle havde hørt om den nye politiofficer. Ingen havde dog vidst, at han havde en datter. Jeg smilede smørret. De gamle sladrekoner nede på havnen ville ikke bryde sig om at finde ud af, at nogen nyhed var sluppet forbi deres nysgerrige øre og skarpe tunger. "I bedes, som de høflige og civiliserede unge mennesker i er, om, at tage godt og hjerteligt imod hende. Der er vidst en plads bagerst i lokalet, ved siden af mr. Cullen."

Det gav et sug i min mave, og jeg tror mit ansigtsudtryk må have frosset det sekund, jeg opdagede, at det var pladsen ved siden af mig, Bella (Jeg kunne ikke lade være med at tænke hendes navn, nu hvor jeg endelig kendte det) blev vist hen mod. Fortrydelse blandet op med en stærk og uvelkommen fryd bruste gennem mig og fyldte mit bryst, da hendes øjne fulgte miss Wrights hånd, som pegede ned mod mig. Hendes øjne udvidede sig, da hun genkendte mig. Hun tumlede ned mellem bænkerækkerne og lagde pænt hendes taske med skoleredskaber ned ved siden af hendes nye plads.

"Værsgo at sætter jer ned børn" sagde miss Wright og fulgte hendes eget råd og satte sig bag katederet oppe ved tavlen. Der blev en skrattende larm, da bænke blev rettet til foran skolepultene, da alle eleverne satte sig ned. Jeg satte mig stift ned på min plads, min hånd knugede om bogomslaget, og jeg rykkede med overlæg min overkrop væk fra hende i et forsøg på at modvise den tiltrækningskraft, hun havde på mig, mens mine ben ubemærket søgte mod hendes under skolepulten. Jeg opdagede først det med benene, da hendes svingende fødder kom til at sparke hårdt ind i mit skinneben. Der kom et svagt udbrud af overraskelse fra hende, og jeg bed en ed i mig. Jeg skyndte mig, at rette benene frem for mig, flov over min ubevidste indtrængen i hendes private rum.

Jeg kunne ikke klare bevidstheden om at Bella (…) sad ved siden af mig, mærke varmen og duften af hende bølge forførende imod mig, at hun ikke længere kun var et luftigt spøgelse i min fantasi, som jeg kunne benægte, at hun var virkelig og ikke længere kun et element fra en af mine drømme, at hun virkelig havde den magt over mig, som hun havde. Siden jeg kort havde stødt på hende ved flygel butikken, var jeg gået rundt i en tåge, i tvivl om, om hendes tilstedeværelse den dag havde været virkelig.

Hun havde endda slået skår i min fokus på mit eneste gyldne mål, militæret, tænkte jeg bittert, og rykkede mig demonstrativt længere væk fra hende. Det hele var hendes skyld. Det var godt at have noget at rette sin vrede imod. Jeg kunne mærke hende stivne i forvirring ved siden af mig, men jeg bøjede mig bare over min bog, slog op den side, læreren lige havde nævnt, og koncentrerede mig så om at rette alt mit had mod denne pige. Jeg ville udslette disse varmhjertede følelser, som var så højt uønskede, og ignorere hvordan det sved at såre hendes det mindste, uanset hvor meget jeg prøvede på at være ligeglad. Jeg kunne høre hende langsomt slå op på siden også, og da hun ville slynge håret ned foran hendes ansigt, strejfede den yderste lok min kind.

Jeg stivnede. De bløde hår havde efterladt et tydeligt rislende mærke på min kind, og jeg var bange for at trække vejret for at ødelægge følelsen af nærvær mod min hud. Jeg lukkede langsomt øjnene, stadig stivnet. Hvem prøvede jeg at narre? Jeg slappede af i kroppen og kiggede nu på hende, ville slukke min nysgerrighed, men blev til min utilfredshed lukket ude, af "mahogni væggen" i mellem os. Jeg sukkede svagt. Den havde jeg selvfølgelig selv bedt om. Jeg rykkede mig lidt mere på plads igen og koncentrerede mig så om skolearbejdet. Så godt, som man nu kunne, når den, man længes imod sidder kun en håndsbredde væk fra mig.

---;*;---

"Kan jeg låne dit viskelæder," lød en forsigtig stemme ved siden af mig. Vi var en halv time inde i timen, og min nakke var bøjet koncentreret over arbejdet, og jeg kunne kun ane den opadvendte, fremstrakte håndflade. Jeg mumlede et eller andet, rettede mig op og begyndte at rode i mit penalhus. Da jeg ville give det til hende, søgte mit blik, stadig ufrivilligt, mod hendes. Min sigtbarhed blev distraheret af hendes varme, men dog forbeholdte smil og fejlbedømte derfor afstanden på en sådan måde, at min hånd kom i fuld kontakt med hendes! I et splitsekund sendte det et stød igennem mig af en uforklarlig sødme, men det blev abrupt stoppet igen, da Bella lynhurtigt trak sig bort fra min berøring med store øjne.

"Undskyld," mumlede jeg, lagde viskelæderet ved siden af hendes hæfte og bøjede mig så igen over skolearbejdet, dog uden at kunne genskabe min fokus. Skammen brændte igennem mig. Var jeg virkelig så frastødende?

---;*;---

Jeg talte 14 sekunder, før hun bevægede sig igen fra hendes stivnede position og tog viskelæderet.