Selvom jeg vidste, det var langt ud over det latterlige at blive ved med at benægte, at jeg var tiltrukket af hende, følte jeg, at det var svagt at give op så nemt. Jeg skammede mig over mig selv. Jeg havde ikke kunne samle mig ordentligt om mit ene gyldne mål, hæren, og det gjorde mig tavs og bister. Så jeg holdt ud.

Om dagen ignorerede jeg hende, hun var intet andet end luft for mig. Jeg sad stiv, ret op og ned på stolen og tog notater, som om det var det vigtigste i hele verden. Bella havde flere gange forsigtigt prøvet at bryde isen, men forgæves. Hun havde hurtigt måtte sande sit nederlag, og sukket der fulgte den erkendelse, havde forvirret mig: Det var et suk af opgivelse og irritation, men jeg bildte mig selv ind, at der også var en smule længsel at spore. Hun havde tungt støttet hovedet på sin ene arm og tegnede kruseduller på det ark med opgaver, vi havde fået udleveret, og sendt mig slet skjulte blikke, som fik det til at suge i min mave af spænding.

Jeg havde undrende rystet på hovet og skulle lige til at vende mit nysgerrige ansigt mod hendes og, med søgende øjne, granske hendes blik efter svar, inden jeg tog mig i det. Jeg knugede om blyanten. Der var intet håb om afledning at hente i de trivielle opgaver, som fik samtlige elever til at gabe af kedsomhed. Det her ville ikke blive lettere. Jeg bed tænderne sammen og rynkede brynene, inden jeg kastede mig endnu hårdere ud i arbejdet. Jeg kunne ikke tillade mig selv at finde hende interessant.

På ét tidspunkt, var det dog helt umuligt at flygte: Om natten.

Jeg lå helt stille med vidt åbne øjne og stirrede op i træloftet, og kunne ikke få Bellas smilende og blide ansigtstræk visket bort fra det. Den lyse duft af æbler og fyrretræer fra hende sad stadig i mine næsebor og fik mig gang på gang til at ånde dybt ind, mens en lethed bredte sig i mit bryst og et sorgløst smil spillede om mine læber. Jeg havde forestillet mig selv tage hendes slanke skikkelse i mine arme, trykket hende tæt ind til mig og en ild bredte sig imellem os. Jeg havde langsomt sænket mine læber mod hendes og blidt kruset dem i et dvælende kys. Hendes hænder ville gribe om min nakke, mens kysset langsomt udviklede sig i en helt anden hed retning. Jeg forestillede mig at lade mine hænder langsomt glide ned af hendes lår, mens jeg plantede små kys ned af hendes hals og langsomt gled mod hendes barm. Hun ville gribe fat i mit hår og ømt stønne mit navn, og…

Jeg var så langt væk i mine fantasier, at det først var, da et tungt drøn fra en færges horn rev mig ud af dem med et chok, at jeg så, at jeg lige havde lagt og haft uanstændige fantasier om hende. Ord kan ikke beskrive, hvor flov jeg blev over mig selv, og jeg bankede rastløst min pude, inden jeg beslutsomt kneb øjnene hårdt sammen i et forsøg på søvn, men forgæves. Selv bag øjenlågenes kølige skygge, sad hun og smilede ømt og lokkende til mig. Det nyttede ikke noget. Jeg åbnede øjnene, sukkede og erkendte mit nederlag. Jeg rullede mig om på siden og lod mig selv opsluge af nye fantasier om hende.

I det mindste ville den første nat være den værste, havde jeg trøstet mig selv med. Derfra skulle alting nok gå glat.

Jeg tog fejl.

Der var mange nætter endnu, og ingen af dem skulle blive lettere end den første.

-;*;-

Hun sad med ryggen op ad muren med en skitse lagt op ad hendes bukkede ben og en blyant løst hængende i hånden, mens hendes øjne var fokuseret på noget uden for vinduet. Hun havde et drømmende, afslappet ansigtsudtryk, fortabt fra omverdenen, mens hun spandt sine tanker. Klokken havde lige ringet, men hun virkede ligeglad med at tage hjem i modsætningen af de andre elever, som styrtede mod døren. Hun var et billede af ro.

Femten dage var der gået siden vores sidste sammenstød. Jeg standsede uvilkårligt op, lod som om jeg skulle ordne noget i min taske, mens jeg i virkeligheden smugkiggede på hende. Desværre advarede hendes kvindelige intuition hende og hun fangede mig i det. Hun rynkede brynene, hendes før så fredfulde ansigtsudtryk blev pludselig anspændt og vredt. Hun begyndte at rejse sig og pakkede hidsigt sammen. Jeg gned mig træt i øjnene og sukkede, efter endnu en søvnløs nat. Jeg vidste at det var min skyld, og det mindste, jeg kunne gøre, var at lade hende være hende i fred. Men jeg kunne ikke bære at se hende forlade lokalet, og med det, også mig.

Før jeg fik tænkt tanken til ende, gik jeg med lange skridt hen mod hende, og da jeg talte, snublede jeg så mærkeligt over de simpleste ord og lød underligt stakåndet.

"Hej!" Jeg kunne ikke forhindre et idiotisk smil i at brede sig.

Hun vendte sig kort for at kaste et ligegyldigt blik på mig, hvorefter hun køligt fortsatte med at pakke sammen, nu kun med den forskel, at det gik hurtigere med at komme væk. Den sved.

Jeg rømmede mig. Nu lød min stemme så underligt påtaget dyb.

"Hør miss, jeg må give Dem min uforbeholdte undskyldning over min kølige velkomst. Den var uacceptabel. Jeg håber, De kan tilgive mig?" Jeg kunne ikke undlade håbet i at snige sig ind i stemmen.

Hun kastede med håret og begyndte at gå. Jeg fulgte mismodigt efter hende. Vi gik lidt, før hun svarede mig.

"Du kan starte ud med at tale normalt til mig. Jeg er ikke meget for de tyndslidte høflighedsfraser. Min guvernante prøvede konstant at få mig til at tale præcis sådan, som du gør nu, og jeg kunne ikke fordrage det!"

Dette var uventet. Jeg blev nysgerrig.

"Du har haft en guvernante?" Jeg undgik en flok af modstrømmende studerende, mens jeg fulgte efter hendes kastanjebrune top. Jeg var forbløffet. En guvernante var håbløst gammeldags.

"Ja," kom svaret kort. Hun strammede grebet om sine bøger og gik pludselig hurtigere. Jeg bildte mig ind, at det ikke var pga. mig denne gang, for hun fik pludseligt et meget anspændt og sært jaget udtryk. "Men det kan være lige meget!" Hun skiftede hurtigt over i angreb. "Tror du bare, at du kan komme valsende forbi efter flere ugers tavshed og så bede om min tilgivelse bare sådan lige, hvorefter alting ville være ude af verden? Det er ikke sådan det fungerer," sluttede hun hårdt af og stavrede med stive, hurtige skridt videre. Vi var nået ud i skolegården og jeg undgik behændigt diverse skraldespande og bænke og fulgte ufortrødent efter hende. Jeg kunne se, at det her ville tage noget tid at redde. Men i det mindste kunne det reddes.

"Jeg ved det, og jeg er virkelig ked af det. Jeg kan ikke give nogen anden forklaring, end at du skræmte mig. Havde i ikke en skole, i din gamle by?" sluttede jeg hurtigt af med, og håbede desperat hun ikke havde hørt den sidste sætning. Måske, hvis jeg blev ved med at tale til hende og drage forhastede konklusioner, ville hun være for travl med at benægte og ikke afslutte vores samtale her og nu. Det virkede.

"Jo, selvfølgelig!" busede det oprørt ud af hende. Hun kastede et hurtigt blik ud på vejen inden hun krydsede den med lange skridt, prøvede stadig at slippe af med mig. Det var dog nemmere sagt end gjort, da jeg som sagt har lange ben i modsætning til hendes. "Det var ikke derfor, jeg fik en guvernante. Vent… Hvad mener du med, at jeg skræmte dig?" Vi standsede op, og jeg opdagede mismodigt, at det ikke var lykkedes mig at redde den. Hun kiggede pludselig nysgerrigt på mig og satte hovedet lidt på skrå.

Jeg sukkede. Der var ingen vej udenom, men måske kunne jeg alligevel nå at lappe lidt på den: "Du blev ved med at dukke op over det hele, som mit eget lille, personlige og søde spøgelse, og jeg kunne ikke finde ud af, hvem du var. Da du så kom tumlende ind i klassen og jeg pludselig fandt ud af, hvem du var, var jeg nok så overrasket over, at du var virkelig og ikke ville hjemsøge mig resten af mine dage, at jeg simpelthen mistede mæglet i to uger." Den drillende tone hang ligesom i luften sammen med det lille smil, jeg fik lokket fra hende. Det var faktisk lidt af sandheden. Jeg gemte så bare den store del, den med min håbløse og modvillige besættelse af hende, til en gang, hvor den ville virke mindre akavet og skræmmende. Vi begyndte langsomt at gå igen.

Hun kiggede hurtigt op på mig og greb lidt hårdere om tasken, som var ved at glide ned fra hendes skulder. "Jeg ved ikke hvem der har lært dig at diske sådan nogle pludrehistorier sammen, men vedkommende burde sendes til lægen." Hun sagde det med et svagt smil, men blev så alvorlig igen, og vi gik lidt i tavshed. Jeg kom i tanke om, at jeg ikke havde fået hele historien om guvernanten.

Vi var igen stoppet op og jeg opdagede mismodigt, at hun skulle i den modsatte retning af mig, mod det fine kvarter. Jeg spurgte hende hurtigt om historien, uvillig til at lade hende slippe, og først var hun tvær og undvigende, men jeg blev ved. Min nysgerrighed var vakt.

Hun fokuserede så pludselig skarpt på mig for at få min fulde opmærksomhed. Det havde dog den stik modsatte virkning, jeg blev helt blød i knæene og stakåndet, kunne ikke tænke på andet end de øjne.

"Før min mor døde, fik jeg hjemmeundervisning, på grund af at jeg havde brækket benet og ikke måtte bevæge mig uden for døren. Det var meningen, at jeg snart skulle sættes tilbage i den almindelige skole igen, men da gulsoten tog min mor fra os, bestemte min far, at det bedste ville være, at jeg fortsat blev hjemme i stedet for at blande mig ude i den store, farlige verden. Han var nok bange for også at miste mig." Hun lød så trist og bitter, og jeg kunne se hvor hård adskillelsen måtte have været, både fra sin mor og fra verden udenfor. Det måtte have været hårdt ikke kunne deltage i det samme som ens venner, og langsomt se dem glide fra en. Jeg følte en stor trang til at række ud efter hende og tage hende ind i mine arme, men de uskrevne regler for samværet mellem dreng og pige talte imod det. Desuden stod vi på et tætpakket, trafikeret gadehjørne og jeg var bange for afslag.

I stedet blev jeg ved med at kigge ind i hendes øjne. Hun havde et lukket udtryk og hendes læber var trykket hårdt sammen, men da jeg fortsat holdt hendes blik, var det som om, noget løsnede sig op i hende. Først gik den skarpe kant væk fra øjnene. Så blev de rolige og hendes mund afslappet. Det var som om hun viste mig lidt af den Bella, som var bag forsvarsværket.

Så skete der pludselig noget, jeg ikke kunne sætte fingeren på. Det var som om, en svag elektrisk strøm løb imellem os. Hendes øjne blev optændt af en glød, som satte noget i gang i mig. En uforklarlig higen efter, at de brune øjne skulle hvile beundrende på mig, en længsel efter at mærke de bløde, røde læber kræve mine. Et sultent begær skød op i mig, og jeg hørte hende gispe da hun tog mit udtryk ind. Jeg kunne føle trangen, til at være hende nær, blive til et behov. Al forsigtighed og tvivl var glemt, da jeg trådte et skridt tættere på hende og mine øjnes ulmende lys genspejlede sig i hendes. Hendes blik var ufokuseret og hun åbnede let munden, hendes vejrtrækning tung og ujævn. Jeg mærkede et halvsmil brede sig over mine læber og en sagte kuldegysning løb igennem mig, da jeg bukkede mig ned mod hende.

Pludselig dyttede en tætkørende automobil, et af disse sjældne vidundere, som dog blev et mere og mere normalt syn blandt hestevognene. Jeg blev revet ud af vores øjenkontakt, forskrækket af virkeligheden, som pludselig kom tæt på igen. Det var som om, at lyden var blevet slået fra under øjeblikket, men nu vendte tifold tilbage, og jeg stod et øjeblik og blinkede og kiggede undrende omkring, inden jeg huskede Bella.

-;*;-

Da jeg vendte blikket mod hende igen, var det for sent. Hun havde taget sig til hovedet, virrede let og kiggede derefter hurtigt på mig med et forvirret blik, inden hun samlede sig og gav mig et skyndsomt farvel.

Hun drejede om på hælene og efterlod mig der, mindst lige så forvirret på kantstenen.

Jeg frygtede for denne nat.