"Hey, hvor har du været henne?"

Frank stod lænet op af stakittet, som omgav den sparsomme have foran mit hus. Han var som altid det evige billede af ubekymring. Stakittet havde brug for en gang maling og haven for lugning, tænkte jeg med et suk. Nogle gange misundte jeg Frank for hans evige optimisme, hans ukuelige evne til altid at finde lys, hvor jeg kun så mørke. Ja selv nogle gange hans ekstreme skødesløshed. Han havde reddet mig for mange triste stund.

Det var ikke fordi, Frank havde haft det nemt. Da hans far ofte var bortrejst pga. sit job som kaptajn, var det Franks mor, som skulle skaffe til livets ophold i de tomme perioder. Børnene skulle også hjælpe til, og Frank var ingen undtagelse. De klagede aldrig, men man kunne mørke på Franks ældre søskendes forknytte miner, at de længtes efter noget andet. Her var Frank den, som spredte skyerne på de værste dage, han kunne altid få lettet stemningen, finde smil frem fra de andre og fik derfor arbejdet til at glide nemmere. Jeg havde ingen idé om, hvordan han gjorde det.

"Nu har jeg snart stået og ventet i en halv time!" Frank slog drillende på sin arm, hvor et armbåndsur skulle have været. Jeg kiggede forvirret ned på hans røde manke og fregnede ansigt. Det var stadig rimeligt tåget oppe i hovedet af mig.

Frank sukkede dybt og trak mig med sig i retning af, hvor jeg lige var kommet fra. Han gik med hurtige skridt forbi de mange andre huse, som alle var mere velholdte end min families.

"Vi skulle mødes med gutterne nede ved Den Salte Kringle, husker du vel nok. Pedro har lært et nyt trick!" Franks ansigt glødede af begejstring og hans skridtede af sted med stor iver, da han nævnte den udenlandske kok. Pedro var kommet sejlende ind i Chicagos havn som blind passager om bord på det skib, som sejlede byens lager af italiensk vin ind. Han havde med nød og næppe undgået at blive opdaget af havnevagten, og det var stadig et uklart mysterium, hvordan han var havnet der i skibets lastrum, blandt andet for Pedro selv. Hans færdigheder i et køkken, havde anskaffet ham et job som bagersvend i bageriet Den Salte Kringle, og han var vellidt af alle. Hans store vom, krøllede sorte skæg og store grin og den måde, han tog imod alle på som sine venner, var intet andet end uimodståelig. Og han havde status som den største helt for alle nabolagets drenge, da han løbende tillærte sig nye korttricks.

"Virkelig?" sagde jeg lidt svævende, mine tanker et helt andet sted. For én gangs skyld var det mig som prøvede at følge med Frank, og jeg prøvede at lægge ansigtet i de rette ivrige folder. Vi var nu næsten nede ved havnen, og jeg kunne lugte dunsten af fisk, som altid omgav byen, stige i intensitet.

"Ja ja, han kan trylle et helt kortsæt til ene hjerter damer, og… " da han forsatte med at remse alle de nye fantastiske tricks, kunne jeg mærke min koncentration glide væk og drive tilbage til en vis piges brune øjne. Duften af hendes hår, som kort havde fejet over mit ansigt. Den elektricitet, som jeg kunne have sværget på at have følt, og som nu kun lod mig stå forvirret tilbage.

"Hallo? Hører du overhoved ikke efter?" Jeg kom til mig selv med et ryk, og kiggede lige ind i Franks fornærmede ansigt. "Hov undskyld, jeg faldt lige lidt væk." Jeg tog mig forlegent til nakken, men Frank havde allerede accepteret undskyldningen og pludrede glad videre.

-;*;-

Vi var nu kommet ned til gaden, hvor de fleste madbutikker lå, og det var næsten umuligt at gå igennem den uden at ens tænder løb i vand. Et utal af farvestrålende vinduesanretninger drog ens opmærksomhed til de forskellige restauranters lokkende menuer, og det var svært at færdes igennem gaden uden at købe noget. Selv hvis du var forkølet og troede dig sikker pga. manglende lugtesans, ville dine øjne bedrage dig. Mange butiksejere havde for længst luret tricket med at lade deres smukke og flirtende døtre betjene kunderne og drage unge mænd hen til en lun pizza eller dampende kop suppe med et enkelt lokkende blik. Selvfølgelig skarpt overvåget af moderen, som altid gemte sig på nært hold, parat til at slå til ved den mindste nærgåenhed fra sultende unge mænd.

Der blev piftet fra diverse boder og stande, noget jeg var vant til og ikke tog mig af. Der var noget simpelt og afslappet ved den bramfri måde de omgik det andet køn på her i nabolaget. Noget, der drog mere end kun simple spisende gæster til. Hvis man fortsatte lidt længere ned af gaden og ind i en gyde, ville man finde et endnu mere farvestrålende og meget mindre påklædt nabolag, hvor gaderne altid genlød af suk og støn fra dunkle værelser, hvor den næste altid stod i kø efter hans tur. Det var enhver piges frygt at ende i denne gyde, hvor kvinder uden andet håb tilbragte deres tid som skøger for at samle penge ind til deres ofte sultende børn. Synet af de ufatteligt unge piger, som var smurt ind i klistret make up, havde hærdede stikkende blikke og som udstillede sig selv for glubske mænds blikke, var forfærdeligt og ville give en mareridt de mange følgende nætter, hvis man havde bare en smule indlevelse og medlidenhed.

Denne gyde med de mange dystre skæbner kastede dog ikke skygger over den muntre og livfulde gade hvor hver en madbutik med respekt for sig selv lå. Der blev pludseligt kaldt min navn fra en stand, og jeg vendte mig abrupt rundt og væltede næsten Frank.

"Undskyld," sagde jeg, støttede ham, så han stoppede med at vakle og spejdede så efter den der havde kaldt mit navn. Jeg genkendte hurtigt det flagrende tøj og det store buskede sorte hår. Pigen med det altid store smil kom løbende hen mod mig, og slog hendes solbrændte spinkle arme omkring mig, før jeg kunne nå at gøre noget.

"Hej Mitzy" pustede jeg, jeg havde tabt vejret, efter hun tørnede ind i mig og slog alt luften ud af mine lunger. Af en spinkel pige at være, var hun forbløffende stærk.

Hendes store mørke øjne spillede glad op mod mig, hun nåede mig knap nok til skuldrene. "Jeg troede ikke, jeg ville se dig mere, efter du stoppede med at arbejde nede på havnen. Jeg savner faktisk min lille fiskeleverandør."

Hun blinkede frækt og rakte tungen ud mod mig, da hun udmærket godt vidste hvem af os, der var den lille.

"Og jeg har savnet min sigøjnerdame," sagde jeg og grinede, velvidende at hun hadede at blive mindet op det. Hun havde arvet det stride mørke hår fra denne slægtslinje og var bestemt ikke stolt af det. Hendes mormor havde været sigøjner, men giftede sig så med en fisker og slog sig ned, bort fra truppen. Mitzys familie ejede, efter nogens mening, den bedste fiskerestaurant i hele byen og brugte deres spraglede og glade personlighed til at sætte liv i stedet.

Hun skulede af mig som svar. Hun klirrede af hendes mange armbånd, noget tilbehør, hun aldrig skilte sig af med, da hun vendte sig over mod Frank i stedet. Han var for en gangs skyld mundlam, og jeg skyndte mig at rømme mig, så han kunne nå at lukke munden og stoppe med at stirre, før det blev mere pinligt.

"Og hvem er så din charmerende ven?" sagde hun drillende og stillede sig op på tå, så hun kun ugle mit hår. Jeg trak mig grinende ud af hendes rækkevidde. Hun kiggede først på mig, som om hun tænkte på, om det mon var værd at tage jagten op, men endte så med vende sig mod Frank igen, som i mellemtiden havde haft tid til at samle sig og prøvede at se sej ud. Det var et interessant syn.

"Jeg er Frank Charlson," svarede han med underlig dyb stemme. Jeg smilede vidende.

"Åh," sagde Mitzy og smilede bredt. "Så er det dig, eller din familie, vi får vores fisk fra." Frank så underligt glad ud efter den information. "Men jeg har kun snakket med Edward, eftersom det altid er ham, som har båret fiskene herned." Hun lagde hovedet lidt på skrå, og Frank rødmede og mumlede et eller andet.

"Nå, vi er på vej ned til Den Salte Kringle" sagde jeg for at bryde den akavede tavshed.

"Har Pedro da lært noget nyt?" sagde hun, og fik et helt håbefuldt ansigtsudtryk. Jeg blev forbløffet. Jeg troede efterhånden kun, det var drenge, som kendte til multikunstneren. "Måske kommer jeg ned senere, hvis jeg får fri af min far," sagde hun og var allerede væk, smilende og vinkende.

-;*;-

Jeg vendte mig om mod Frank og var pludselig ved at kvæles af grin over det fortabte og dybt forelskede ansigtsudtryk, som spejdede efter der, hvor Mitzy bafandt sig, før hun forsvandt gennem mængden.

Han kom til sig selv igen og daskede til mig, hvorefter han hvæsede: "Hvorfor har du aldrig sagt noget om hende!"