Vi gik videre ned af gaden og blev til sidst mødt af den sprøde duft af nybagte croissanter og brød. Den Salte Kringles vinduer var lyst op af et blødt, gyldent lys indefra, og man kunne høre den bløde og dumpe lyd af latter komme fra butikken. Det var et gammeldags hus med skæve vinduer og stråtækt tag. Dette gav stedet en særlig charme og bidrog til den hyggelige stemning, der altid omgav Den Salte Kringle.

Vi trådte ind over dørtærsklen, og med ét kom den før så dæmpede lyd af latter i fuld styrke mod os og blæste os nærmest bagover. Der var fuldt hus, hvor af hovedparten var ranglede drenge i alle aldre. Alle stod mast sammen ovre i hjørnet, hvor Pedro sad ved et bord i sit skotskternede forklæde. Han snoede glad sit sorte overskæg om fingeren og hans mørke øjne spillede muntert. Alle de omkringstående drenges ansigter var lyst op i åndeløs spænding, mens de med årvågne øjne fulgte hans mindste træk. Hans øvede fingre fordelte kortene i tre bunker, og så gik det pludseligt meget hurtigt. Der lød et jubelbrøl, hver gang tryllenummeret lykkedes, hvilket ikke var så sjældent.

Fred masede sig hurtigt igennem kødranden af drenge for at følge med i, hvad der skete oppe foran, mens jeg i stedet holdt mig lidt i udkanten. Jeg plejede ellers at være en af dem, som masede, men denne gang, var kortene ikke nær så spændende. Jeg satte mig ned på en bænk og faldt hen i tanker.

Efter et stykke tid, jeg havde ingen anelse om hvor længe, klaskede Pedro sig på lårene og udbrød: "Nå, drenge! Det var vidst alt for i aften." De mange protester, fik ham skyndsomt til at sige: "Okay, så for lige foreløbigt. Kan i gå over til Rosetta foran i butikken og købe jer en kringle, så giver jeg en kop varm kakao." Dette faldt i meget bedre jord, og den larmende flok bevægede sig over til kassen, hvor Rosetta, den veldrejede hjælper i bageriet, pludseligt fik meget travlt.

Pedro sukkede træt, og rejste sig anstrengt op fra træbænken, som klagende gav sig under den massive mands vægt. Han skulle lige til at gå, da han fik øje på mig. "Hør, hvad sidder du der for?" spurgte han undrende. "Sig nu ikke, at jeg er ved at miste grebet om mine mest trofaste fans? Jeg er alt for gammel til at finde nyt publikum," buldrede han hjerteligt.

Jeg sukkede tungt. "Det er ikke dig, men mig, som har mistet grebet. "

Da Pedro kiggede undrende på mig, følte jeg mig nødsaget til at indrømme min betagelse af den nyeste tilføjelse til skolen, Bella Swan.

Hvis jeg havde håbet på forståelse fra den Pedro, som efterhånden føltes som en kær onkel, tog jeg fejl. Pedro lo bare af mine kvaler, og dunkede mig i ryggen, hvilket nok var ment venskabeligt, men fik alle mine indre organer til at ryste ud af facon. "Hov, undskyld sønnike. Det med hende tøsen, skal du skam ikke tage så tungt. En sund lille kærestesorg har aldrig skadet i det lange løb. Det gør en mand stærkere. Før eller siden skal vi alle miste vores hjerter til et pigebarn."

Jeg rystede på hovedet og hviskede bittert: "Ikke mig." Jeg kiggede plaget op på Pedro, som endelig fik et bekymret ansigtsudtryk. "Hør, tror du ikke hellere, du skulle tage og gå med over til Rosetta og få dig en varm kringle?"

Jeg rystede på hovedet og skuttede mig. Jeg havde ikke spist så meget her på det sidste, og man kunne begynde at se forskellen på mig; mine kinder var begyndt at hule en smule indad, og jeg var blevet ranglet at se på, hvilket jeg aldrig havde været før.

Jeg rejste mig fra bænken, og Pedro kiggede bekymret op på mig. "De kvindfolk en særlig magi over os mænd. Det er helt okay at fortabe sig en smule i en veldrejet skønhed, men sørg nu samtidig for at bevare noget af din sunde fornuft. Jeg har ikke tal på de gange, en kvinde har fået mig til at gøre ting, jeg fortryder i dag. Du har pæren i orden knægt, hvilket man ikke kan sige om de fleste knøse nu om dage, så jeg ville ikke være bekymret over en smule forelskelse, hvis jeg var dig," afsluttede han trøstende.

Jeg nikkede som svar, og gik op til Fred, som nu gnaskede højlydt på en duftende kringle. Drengene havde samlet sig i en stor klump rundt om disken. Rosetta ilede frem og tilbage for at lune kringler, og varmen fra ovnene havde givet hende farve i kinderne. Hun kunne have været en af de største skønheder i byen, hvis bare hun anstrengte sig en smule. Men hun var altid praktisk klædt på, havde grove overarme af bagerhåndværket og gemte sit hår bag et gammeldags tørklæde. Som om det ikke var nok, var hun også uforbederligt genert og rødmede langt op til ørene, når en person af det modsatte køn snakkede til hende. Når jeg skulle købe brød af hende, kunne hun kun stamme og skynde sig ud bagved for at hente Pedro i stedet.

-;*;-

Jeg lænede mig op af væggen og gned mine tindinger. Jeg havde hovedpine, hvilket ikke blev bedre af de hujende drenge.

Fred kiggede på mig med store øjne. "Har du hørt, hvad de andre drenge snakker om?"

Jeg rynkede uforstående panden. "Hvad mener du?"

Han trak mig hen til en et hjørne, mens de andre drenge fortsat havde koncentrationen andet sted.

Fred sænkede stemmen, selvom der ikke var grund til det; der var alt for meget larm til, at nogen ville kunne høre os, om så han havde råbt ud i rummet.

"Der går rygter om, at der har været nogle mærkelige overfald i udkanten af Chicago. Du ved, i nærheden af Gryndall-skoven. Der har ikke været spor af morderen, som politiet kunne følge. Selv om de dræbe personer kort forinden fulgtes med andre, havde ingen hørt overfaldene, også selvom de foregik tæt på. Ofrene var bare trukket lidt væk fra de andre, og fem minutter senere var de fundet livløse. Det mærkeligste af det hele er, at hvert offer har været helt drænet for blod. Det er selvfølgelig stadig langt herfra, hvor vi bor, men det rykker tættere på. "

Fred rykkede uroligt på fødderne og trak sig lidt væk for at kigge sig hurtigt omkring for at tjekke om nogen skulle lytte. Han sænkede så hovedet ned mod mig igen. Han hviskede: "Folk taler om vampyrer."

Jeg havde ind til da lyttet alvorligt og begyndt at føle gåsehuden brede sig, men da han sagde det om vampyrerne, kunne jeg ikke længere tage det seriøst. Jeg lænede hovedet tilbage og lo, og Freds fornærmede ansigt, hjalp heller ikke på det. Jeg kiggede muntert på ham.

"Helt ærligt Fred. Jeg troede, du var blevet for gammel til at lytte til sådan nogle ammestuehistorier. Du må hellere til at lære at skelne mellem en god historie og virkelige trusler."

Fred surmulede og lagde armene over kors. "Uanset hvad, så er overfaldne altså sket for ikke så længe siden. Alle ofrene var blevet fundet ligblege, med to mystiske sår i halsen og fuldkomment drænet for blod på ingen tid. Hvordan vil du så forklare det?"

Jeg trak på skuldrene. "At en eller anden galning er løs?" Jeg blev igen bekymret.

"Du har ret, vampyr eller ej, så er det stadig en alvorlig sag. Gad vide om Charlie Swan kender til det?" mumlede jeg, og blev pludselig klam og koldt over hele kroppen ved tanken om Bella, helt uvidende over for faren. Jeg fik den største lyst til at styrte ud af lokalet og sikre mig, hun rent faktisk var kommet sikkert hjem.

"Hva', den nye politimester?" Fred snakkede nu højt. "Mon ikke han er med til at løse mordgåden. Han er sikkert i fuld gang med at gennemsøge skoven netop nu."

Dette gjorde bare min krybende panik større. Hvis Bellas far var så dybt involveret i sagen, betød det større fare for Bella, da hun på den måde var forbundet med morderen. Det var ikke sjældent at en desperat morder tog gidsler for på den måde at undgå at komme i fængsel. Mine øjne begyndte at skinne af panik.

-;*;-

Fred kiggede nu mærkeligt på mig. Jeg fik efterhånden mange af de blikke. "Hva'e, Eddy? Har du det helt godt."

"Ja…. Nej. Undskyld mig, jeg… Jeg må hellere gå nu," mumlede jeg, samlede jakken rundt om mig og gik ud i aftenen.